Giro d'Italia-analyse: Giroen der gjorde en dyd ud af at være ulogisk

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Jeg er ofte blevet spurgt, om jeg på nogen måde kan bruge min baggrund som matematiker i mit nuværende job. Overlappet mellem de to beskæftigelser er åbenlyst ret begrænset, men jeg har altid svaret, at evnen til at genkende mønstre og overføre dem til nye situationer er en væsentlig del af det at bedrive matematisk forskning og samtidig en evne, der ikke er helt ubrugelig, når nye cykelløb skal analyseres på baggrund af gamle. På den måde kan man prøve at bruge i hvert fald lidt logik til at gætte på, hvad der vil ske i fremtiden.

Problemet er bare, at cykelløb er alt andet end logisk. Det herlige er vel netop, at der er så ulogisk, at man kan blive mødt med de mest uventede udfald, selv når alt i sol, stjerner og måne peger i én bestemt retning. Det har hele denne uforudsigelighedens Giro, hvor dagsformen hos snart sagt alle klassementsrytterne har været på en helt uforudsigelig rutsjebanetur, været et lysende eksempel på, men hvis i dag tog ”Den uforudsigelige Giro med to konstanter” det hele til et helt nyt niveau, da en højdramatisk 17. etape vendte mere op og ned på klassementet, end nogen vel havde drømt om, da der blev holdt pressekonferencer på gårsdagens hviledag.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

De svarede nemlig alle det samme. Uanset om man lyttede til Damiano Caruso, Simon Yates eller Astana-sportsdirektør Giuseppe Martinelli, var svaret det samme. Egan Bernal er usårlig, og medmindre der sker noget meget mærkeligt, kører alle andre om podiet. Det er i hvert fald sjældent, at meldingerne er så entydigt opgivende, og der var end ikke én, der blot åbnede for muligheden for, at 1. pladsen stadig kunne være i spil.

Man forstår dem godt. Bernal har på samtlige løbets første nøgleetaper - hvis man ser bort fra den indledende enkeltstart, der i kraft af sin længde måske knap kan karakteriseres som en nøgleetape - været i sin helt egen liga. Fornemmelsen fra sofaen har været, at han reelt har kunnet gøre, som det passer ham, og fornemmelse har i feltet åbenbart var den samme, i hvert fald hvis man baserer sig på meldingerne fra gårsdagens pressemøder.

Samtidig var der jo ikke udsigt til, at Bernal skulle gå ned. Nu er hans grand tour-erfaring begrænset til to og et halvt Tour de France, men når ryggen har tilladt det, har mønsteret hver eneste gang været det samme. I både 2018 og 2019 blev Bernal bare bedre og bedre, som løbet skred frem - mest markant i 2019, hvor det var svært at se, at det var samme rytter, der kørte med rygnummer 2 i første og tredje uge - og det har da også været en helt anerkendt opfattelse, at colombianerens store restitution var hans største force. Ellers vinder man altså ikke Touren som den dengang næstyngste nogensinde!
 

Helt omvendt har det været med Simon Yates. Ikke blot hans spektakulære kollaps i 2018, men også hans første grand tours og Giroen i 2019 har klart tegnet et mønster af en rytter, der har svært ved at holde i tre uger. Tendensen var i hvert fald så tydelig, at jeg næppe var den eneste, der regnede med det store sammenbrud for tre år siden - heller ikke selvom det blev mere dramatisk, end selv de største Yates-pessimister nok havde forestillet sig. Da han derfor igen gled agterud på Passo Giau i mandags, mens Bernal igen dansede fra alt og alle, var det svært ikke at se det som et udtryk for de tendenser, vi allerede kendte.

Nu har denne Giro bare lært os, at al form for logik er lige så anvendelig som solcreme på denne smukke onsdag i maj. At forsøge at forudsige, hvordan den ene eller anden favorit vil begå sig på den næstfølgende etape, har i dette yoyoløb været tæt på en umulighed, for antallet af dårlige dage har været større end antallet af gode.

Efter dagens drama kunne vi så føje Bernal til listen over ryttere, der har underpræsteret på en nøgleetape, og dermed er der af de to konstanter, jeg har omtalt i tidligere analyser, nu kun én tilbage. Bernals usårlighed forsvandt i hvert fald, nærmest inden Yates, Caruso og co. havde afsluttet deres pressekonferencer, og pludselig er et helt lukket løb slet ikke så afsluttet endda.

Det så ellers sådan ud - åbenbart også for Bernal. I mandags tillod han sig den luksus at gå mere op i billederne af den lyserøde trøje end i at vinde sekunder, og i dag tillod han endda hjælperytteren Gianni Moscon ikke bare at gå i udbrud, men også aktivt at søge sin chance ved at deltage i føringsarbejdet og ikke bare agere kontrollant. Det er den slags luksus, man kun tillader sig, når man føler sig sikker på sin sejr, og selvom han hele tiden har prædiket forsigtighed i sine udtalelser, har man i de seneste dage kunnet fornemme en stadig større selvsikkerhed i stemmen på en colombianer, der virkede temmelig overbevist om, at den var hjemme!

Som Uffe Ellemann kan bevidne, skal man passe på med den slags proklamationer. De ser nemlig dumme ud på Ekstra Bladets forside, og selvom ingen har hørt Bernal erklære sig selv som vinder, kommer billederne af Bernal, der ødsler sekunder for at smide en regnjakke til at have et andet og mere komisk skær - og i hvert fald ikke den ønskede fornemmelse af storhed - hvis det rent faktisk ender med, at han smider den ellers sikre sejr på gulvet.

Så langt er vi heldigvis ikke. Bernals forspring er stadig komfortabelt, og selvom kaptajnens ben svigtede, var holdet igen i dag skræmmende stærke. Moscon var uhyre overbevisende i udbruddet, hvor han ellers mængede sig med folk af halv kropsstørrelse, Jonathan Castroviejo kørte slet og ret folk som Aleksandr Vlasov, Romain Bardet og Hugh Carthy ud af hjulet, og Daniel Martinez var så suveræn, at han måske endda kunne have kørt med Joao Almeida og Yates. Hvis Bernal skal tabe løbet, bliver det i hvert fald ikke på grund af holdet.

Det store spørgsmål er nu, hvorfor det gik Bernal så ilde. Sammenbruddet kom temmelig pludselig og helt ud af det blå, for han havde indtil da siddet limet til baghjulet på den aggressive Yates. Han havde endda netop sendt Martinez frem for at føre, og faktisk var det hans egen holdkammerat, der endte med at sende ham til tælling. Enten har kommunikationen mellem de to colombianere været svært ringe, eller også er Bernals krise også for ham selv kommet helt uden forvarsel.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Der er vel tre mulige forklaringer. Den ene er den dårlige dag, som alle andre end han og Caruso havde haft før i dag. Det er bestemt plausibelt, at benene ikke ville som ham - særligt dagen efter en hviledag - og i dette løb vil det kun være naturligt, hvis også Bernal havde sin næsten obligatorisk offday. Hvis det er forklaringen, er det ingen ko på isen. Så genfødes Bernal formentlig på fredag, og alt er fryd og gammen i Ineos-lejren, når vi når Milano.

De andre er mere bekymrende. Værst er naturligvis bekymringen for ryggen. Bernal sagde ganske vist i går, at han ikke kunne forestille sig, at den vil ødelægge hans løb, men han indrømmede også, at den har gjort ondt på første del af etaperne. Naturligvis lægger han i den nuværende situation ikke kortene på bordet - det vil være en invitation til at blive angrebet - men det kan ikke undgås, at der vil være spekulation om helbredet. Hvis det er forklaringen, kan det ende helt galt for Bernal, som vi så med kollapset på Grand Colombier i september.

Den tredje og sidste forklaring er den, der bryder med den velkendte logik, nemlig at selv Bernals restitution har en grænse. Bernal har i dette løb nemlig leget Yates i 2018 og angrebet i ét væk i den første del af løbet. Ikke én chance for at vinde tid har han misset, og selvom det har været med forskellige grader af angrebslyst, har han brugt kræfter hver eneste gang - selv i kampen mod Remco Evenepoel i de indlagte spurter. Selv da al logik sagde, at han skulle køre mandagens kongeetape defensivt, gik der romantik i den, og Bernal iværksatte en stor offensiv i ønsket om at tage en mindeværdig sejr iført den lyserøde førertrøje på den største dag i Dolomitterne.

Det var den angrebsiver, der kostede for Yates for tre år siden, og spørgsmålet er nu, om også Bernal har været for aggressiv. Det kan i hver fald ikke udelukkes, når vi samtidig ved, at hans forberedelse har været temmelig afbrudt på grund af ryggen. Forud for løbet var han i hvert fald svært usikker på sin form efter flere træningsstop undervejs, og måske har det alligevel forhindret ham i at opbygge den base, han havde ønsket.

Om det er det ene, det andet eller det tredje, finder vi formentlig først ud af på fredag. Hvis forklaring 3 holder, må det dog være svært for Yates ikke at smile lidt ved tanken om, at han skam kender alt til den følelse. Det var som bekendt ham, der gav hele cykelverdenen den klareste lektion i, at en grand tour vindes i den tredje uge, og den lektie har han også selv taget til sig.

Det gjorde han endda for længe siden. Det var med den afmålte og afventende kølighed, at han vandt Vueltaen et halvt år senere, og det er med den samme afmålte og afventende kølighed, han har kørt dette løb. Derfor var der også et lille håb om, at han faktisk havde ressourcer til den tredje uge, da han rejste sig så fornemt på Zoncolan, men da han fik en spand koldt vand i hovedet på Giau, lignede det nu bare igen det klassiske Yates-mønster, vi har lært at kende.

Men måske var den spand vand bare for kold. Det er i hvert fald påfaldende, at Yates’ dårlige dage alle er kommet, når vejret har om muligt endnu dårligere, end Yates’ dag har været det. På de dage, hvor vejret har været fornuftigt, har Yates været som forvandlet, og det var åbenlyst også tilfældet, da løbet i dag ramte sin første relativt varme bjergetape.

Det skal dog også siges, at der er væsensforskel på bjergetaperne. Yates’ problem har altid været de store bjerge og de mange højdemeter, mens dage med få bjerge og et gerne stejlt, relativt kort og eksplosivt målbjerg passer ham bedre. Det var præcis sådanne etaper, vi havde på Zoncolan og i dag. Og det var præcis på de etaper, Yates shinede. Samtidig kan højderne også være en udfordring, for Yates har vel reelt kun præsteret i mere end 2000 m på Vueltaens 19. etape for tre år siden.

I det lys er der både godt og dårligt nyt for Yates. Den gode er, at fredagens etape i alt væsentligt er en kopi af 14. og 17. etape, hvor han gjorde det så godt, og vejret ser endda lovende ud. Den dårlige er, at vejrudsigten er knap så lovende for lørdagen, hvor 20. etape endda byder på både flere lange bjerge, mange højdemeter og iltfattig luft. Det kunne derfor ligne, at Yates skal forsøge at vinde løbet på fredag og måske forsvare sig lørdag. Men i denne ulogiske Giro går det formentlig omvendt…

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Blod lugter han i hvert fald, og alle, der drømte om at vinde fra udbrud på fredag, kan nu nok godt se langt efter etapesejren, når en stadig sejrsløs Yates øjner muligheder. Samme blod lugter Caruso ikke. Italieneren har ikke lagt skjul på, at han ikke stræber efter mere end 2. pladsen - og det er helt forståeligt, at en mand med Carusos arbejdsbeskrivelse og generalieblad ikke satser sin karrieres største resultat for et spekulativt forsøg på at vinde det hele - og den tog han endnu et stort skridt mod i dag. Som løbets eneste tilbageværende konstant var han nemlig igen i dag lige så solid som gennem hele løbet, og det selvom han igen ramtes af de stejle procenter, han afskyr, og ikke kunne drage fordel af det dårlige vejr, han mestrer. Med dagens gigantiske tidsforskelle og hans store stabilitet synes meget at skulle gå galt, hvis ikke Caruso indtager en højst uventet podieplads på tirsdag - også fordi Pello Bilbao nu har fået så mange løbsdage, at selv han er ved at være varm og er klar til at hjælpe Caruso med at overvinde den eventuelle krise, der lige nu synes meget sandsynlig.

Han kan i hvert fald glæde sig over, at han har et forspring til Joao Almeida. Portugiseren har nu faktisk været en af de få, der har været relativt stabil gennem hele løbet, og han synes kun at have været i konstant fremgang gennem hele løbet, lige siden han smed sine podiedrømme ved at have sin offday allerede ved først mulige lejlighed. Det var mildt sagt elendig timing, for det betød, at han blev reduceret til en hjælperrolle, som har kostet yderligere tid - en tid, han utvivlsomt godt kunne have brugt på dette tidspunkt i løbet, hvor podiet stadig må regnes som værende urealistisk langt væk.

Trods den stigende formkurve må det dog anses som højst uventet, at Almeida i dag vandt favoritternes kamp. Det var åbenlyst uventet, at han slog Bernal, men selv uden colombianerens nedtur havde hans ridt været overraskende. Almeidas kørsel i bjergene har nemlig altid haft ét klart kendetegn, nemlig at det har handlet om forsvar. Sådan var det i Giroen sidste år, i UAE Tour og i Catalonien, og sådan var det også i den første del af Giroen - lige indtil i dag, hvor han endda lancerede sine første angreb i bjergene på WorldTour-scenen. Hvis det vitterligt er udtryk for nye klatreevner, bliver hans perspektiver som grand tour-rytter langt mere interessant, når man betænker, at hans enkeltstart er sublim, og han allerede sidste år dokumenterede en uhyre god tredjeugesmotor.

Var det så en fejl at ofre ham for Remco Evenepoel? I bagklogskabens lys er svaret åbenlyst ja. Under omstændighederne på 11. etape var det imidlertid stadig det rigtige valg. På det tidspunkt havde Evenepoels formkurve været konstant stigende, og Almeida havde aldrig tidligere i sin karriere klatret på et niveau, der tilsagde, at han skulle kunne vende sin situation på en bjergrig rute med kun én enkeltstart tilbage. Deceuninck er et hold, der går efter det store og ikke den sekundære top 10-placering, Almeida på det tidspunkt havde udsigt til. Havde man vidst, at han klatrede bedre end nogensinde, havde billedet været en andet, men det var der ingen i denne verden, der kunne vide - heller ikke Almeida selv. Deceuninck kan så trøste sig med, at Evenepoel med sin flotte San Sebastian-agtige opkørsel i dag fik bevist, at hans store motor altså kan et eller andet, som lover godt for fortsættelsen, når engang han har forberedt sig ordentligt til en grand tour. Til gengæld viste hans styrt også, hvor store begrænsninger han stadig har!

Bernal var ikke den eneste konstant, vi sagde farvel til i dag. To andre, der måske snarere er halvkonstanter, gik også fløjten. Mest overraskende var det vel, at Romain Bardet, hvis formkurve hidtil kun har kendt én vej, og som altid er bedst i den tredje uge, forsvandt fra podiekampen med samme hast, som han pludselig havde meldt sig ind i den. Det lå bestemt ikke i kortene, for selvom han stadig er et stykke fra sit gamle niveau, er det uvant at se Bardet falme sent i et løb, hvor han én gang har vist gode ben. Men måske er det bare en påmindelse om, at han bare ikke er sig selv længere.

Den anden halvkonstant var Hugh Carthy. Briten var sammen med Caruso og Bernal den eneste, der ikke havde haft en dårlig dag. Flyvende har han bestemt ikke været, for han har kun i Sestola været blandt de bedste, men han har bare været stabilt middelmådig. Det var han imidlertid ikke i dag, hvor hans lovende podiedrømme pludselig knustes, så han til slut blev passeret af den ene rytter efter den anden. Ganske vist passede etapens lidt eksplosive karakter ham ikke alt for godt, men den i dag ret stabile Carthy plejer ikke at gå ned på så spektakulær vis. Måske betaler selv hans motor for et forår, hvor han bestemt ikke sparede på sig selv, men tværtimod gik ”All Inclusive”-vejen.

Så var det straks mere ventet at se Aleksandr Vlasov falme. Russeren slår med længder alle rivalerne, når det kommer til yoyokørsel i dette løb, men lidt rytme er der dog foretagendet. Kun på 9. og 11. etape kørte han to gode nøgleetaper i træk, men ellers har hans etaper vel nærmest konstant skiftet mellem lovende og elendige dage. Efter det flotte indtryk, han efterlod efter regnjakkegate i mandags, var det tid til endnu en nedtur - og dermed endnu en understregning af, at Vlasovs grand tour-potentiale lige nu står og falder med, om ustabilitet vitterligt er hans mellemnavn.

I givet fald deler han det med Giulio Ciccone, der altid har været kendt for udsving. Derfor er det også så synd, at hans lovende klassement skulle kikse som følge af rent uheld. Først sendte en defekt ham så langt tilbage i feltet, at han røg på rumpen, da den bagerste del af feltet styrtede, og derfor kostede den hårde opkørsel uden et overraskende fraværende Trek-hold ham så mange kræfter, at han nærmest virkede helt opgivende til sidst. Dermed kulminerede et sandt møgløb for amerikanerne, der allerede fik det forkerte ben ud af sengen, da Vincenzo Nibali styrtede inden løbet. Dagens kollektive indtryk lover desværre ikke godt for drømmen om en genrejsning i de sidste dage.

Samme ærgrelse kan Dan Martin ikke tillade sig at have. At han lige nu er nr. 11 i klassementet, skyldes nemlig udelukkende hans egne begrænsede evner i positionskampen frem mod grusvejene. Desværre var det også det eneste på årets rute, der ikke var en gave til ireren, for i dag beviste han, at han er fremragende på denne form for relativt korte, stejle stigninger, da han med overbevisende ridt meldte sig ind i klubben over ryttere med sejre i alle tre grand tours.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Det var fuldt fortjent! Ikke blot var Israel SUN helt oppe på dupperne i starten, hvor de lukkede huller og brugte Matthias Brändle som affyringsrampe, når lille Martin skulle ramme udbruddet i fladlandet, og siden var det Martin, der sørgede for at holde et ellers dødsdømt udbrud i live, da BikeExchange iværksatte et føringsarbejde, der på daværende tidspunkt så ualmindeligt optimistisk ud - og i bagklogskabens lys var genialt! Uden Martins meget aktive kørsel både på San Valentino og Sega di Ala havde etapevinderen formentlig været portugisisk, men i dag viste Martin os, at det ikke er uden grund, at han stabilt har siddet hos favoritterne, når det gjaldt - altså bare ikke når der har været grusveje på menuen, eller han som i mandags har været i udbrud. Det er også den stabilitet, der gør, at han nu måske alligevel kan øjne det andet af sine to mål, nemlig drømmen også at melde sig ind i klubben over ryttere med top 10-placeringer i alle tre grand torus. Afstandene er store, men det er ikke svært at finde nuværende top 10-ryttere med kollapspotentiale på løbets to sidste bjergetaper.

Det bliver dog nok ikke Tobias Foss. Som den uprøvede rookie i top 10 burde han jo ellers være det usikre wildcard, men den solide nordmand ligner på ingen måde en mand, der går ned. Med klog og defensiv kørsel forsvarer han sig - sekunderet af en stadig stærkere George Bennett - forbilledligt, og selvom evnerne i bjergene stadig har lang vej igen, giver hans nærmest konstante fremgang og stadig sublime enkeltstart visse perspektiver for fremtiden.

På den måde er han en af de få oaser af stabilitet i et løb karakteriseret af det modsatte - og så har vi endda ikke omtalt dagens største sensation. Det var nemlig hverken Bernals kollaps, eller at Almeida vandt favoritkampen. Nej, det var vel snarere, at Diego Ulissi blev nr. 3 blandt favoritterne. Selv hvis han havde været i storform i de seneste dage, ville ingen have drømt om, at han på så svær en stigning kunne matche løbets bedste klatrere. Det er trods alt ikke Ulissi-terræn, og når han tilmed de foregående dage nærmest har virket opgivende over sin egen ringe form, lå det ikke just i kortene, at det var i dag, han skulle slå Bernal på en bjergetape.

Men sådan går det selvfølgelig i uforudsigelighedens Giro. Det næste bliver vel, at Max Walscheid vinder på lørdag, og at Dan Martin nupper endnu en etapesejr på søndag. Det vil kun være en passende afrunding på en på alle måder uforudsigelig Giro. Næsten alle logiske mønstre er i hvert fald gået fløjten. Det er godt, at vi i det mindste stadig har Caruso…

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER