Giro d'Italia-analyse: Grådighedens pris

Grådighed er sjældent en god ting, slet ikke i professionel sport, hvor det ofte er en god ide ikke at gå efter mere, end man kan gabe over. Det er der mange, der har oplevet gennem årene, og efter dagens højdramatiske Giro-etape kan Arnaud Demare og FDJ nu føje sig til listen efter at have leveret en taktisk brøler, der må gå over i den nyere Giro-historie som en af de mest grelle.

Taktikmødet i bussen her til morgen burde ellers have været hurtigt overstået. Ganske vist bød dagens lille flade intermezzo i den ellers bjergrige afslutning på løbet på en stor chance for at tage karrierens anden Giro-etapesejr i et felt, der er næsten renset for topsprintere, men den var ikke værd at gå efter. Med allerede en sejr i bogen var en samlet sejr i pointkonkurrencen langt mere værd, og derfor kunne Demare med meget stor sandsynlighed sikre sig den prestigiøse cyclamenfarvede trøje, hvis blot dagens udbrud holdt hele vejen til mål. Med andre ord kunne de med sindsro overlade ansvaret til Bora, der næsten med 100% sikkerhed havde brug for en massespurtsafgørelse, hvis Pascal Ackermann skulle tilbageerobre den trøje, han ellers så ud til at have sikret sig, inden han styrtede så brutalt på 10. etape.

Franskmændene viste da også den rette kølighed gennem det meste af etapen, også selvom de næppe var helt tilfredse med, at det lykkedes Bora at lirke et lille svagt tremandsudbrud afsted efter en vanvittig start, hvor den store aggression sagtens kunne have ført til en både stærkere og større gruppe. En 4. plads på etapen ville nemlig blot indbringe Ackermann 18 point, og dermed skulle Demare køre en helt katastrofal spurt, hvis han skulle smide trøjen i en spurt bag et vindende udbrud. Hans chancer blev endda endnu bedre, da han i den indlagte spurt øgede sin føring fra 13 til 14 point, og da det kort efter stod klart, at feltet havde reageret alt for langsomt, kunne franskmændene næsten allerede begynde at sætte champagnen på køl inden festen i Verona på søndag.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Det var ellers ikke, fordi Bora manglede hjælp. Det tyske hold havde nemlig gjort alt rigtigt i den indledende fase, hvor det var lykkedes dem at sende udbrydere afsted på en måde, så de fleste hold med en sprinter ikke havde meget at miste ved at give tyskerne en hånd i jagten, også selvom deres chancer for at slå Demare og Ackermann på papiret så dårlige ud. Det varede da heller ikke længe, inden Israel Cycling Academy helt som forventet satte alt ind på en spurtsejr med Davide Cimolai, og hurtigt kom også det så usynlige Dimension Data-hold frem, vel vidende at en sejr til Ryan Gibbons i dag nok var deres bedste chance for at få noget med hjem fra et helt igennem trist løb.

De tre hold havde da også længe alt under kontrol, men med ca. 50 km igen stod det klart, at de måske alligevel havde taget lidt for let på opgaven. Heldigvis kom hjælpen til slut også i form af Lotto Soudal og Deceuninck, der med Tosh van der Sande og Florian Senechal også i dag havde deres måske bedste chance for at vinde noget i den resterende del af løbet, men på det tidspunkt var der allerede trykket på panikknappen. Den hektiske og efterhånden meget velorganiserede jagt betød, at forspringet pludselig begyndte at falde hurtigt, og da de passerede 10 km-mærket, så det ud til, at udbruddet ville blive hentet, hvis bare farten kunne holdes.

Det kunne den imidlertid ikke. Først eksploderede hjælperne fra Israel Cycling Academy og Dimension Data, og til sidst var det kun Mikkel Honoré, der var tilbage for Deceuninck, efter at også Bora og Lotto havde opbrugt kræfterne. Tyskerne var tilsyneladende ikke villige til at ofre deres lead-out man Rudiger Selig og kastede derfor den ene af holdets klassementsryttere, Davide Formolo, ind i kampen, men lige lidt hjalp det. Med 5 km igen stod det klart, at udbruddet vil holde - i hvert fald hvis de kunne samarbejde hele vejen ind.

Det kunne de imidlertid ikke. Som sprinter var Damiano Cima naturligvis gruppens klart hurtigste, og det vidste Nico Denz og Mirco Maesti formodentlig begge. Derfor var det ikke overraskende, at gruppens formodet stærkeste, Denz, satte et angreb ind, og havde det ikke været for en kraftanstrengelse fra Maestri, kunne det måske have givet sejren. Cima spillede helt kølig, men var klog nok til hurtigt at sætte sig frem for at føre, da sammensmeltningen var sket, vel vidende at han stod meget stærkt, hvis blot gruppen kunne finde ind i et samarbejde igen.

Det lykkedes ved fælles overenskomst, og da sprinterholdene stadig var kørt hele møre, stod det med 3 km igen klart, at udbruddet ville tage sejren, med mindre gruppen atter gik i stå. Med andre ord havde Demare på det tidspunkt næsten sikret sig pointtrøjen, og han og FDJ kunne med sindsro lade de tre lykkeriddere afgøre sagen.

Men så gik det galt. Om det var et anfald af pludselig grådighed i sportsdirektørbilen eller overmod fra Demare selv, skal vi lade være usagt, men sandheden er i hvert fald, at FDJ pludselig skiftede mening og kastede alt ind i jagten på de tre forreste. Samtidig skete der det for Ackermann ufatteligt heldigt, at Cima og Maestri var kølige nok til at spille spillet på den sidste kilometer, hvor de nægtede at tage over efter en stadig mere frustreret Denz. Resultatet blev, at gruppen gik helt i stå, og pludselig kom feltet faretruende nær.

Resultatet kender vi alle. Afslutningen blev en af årets mest dramatiske, da kølige Cima forblev helt rolig, indtil Denz til slut tabte nervekrigen og åbnede spurten fra spids. Herfra var det ingen sag for den unge italiener, der med sin sejr i sidste års Tour of China 1 har vist sine evner som rigtig sprinter, at overspurte sine to på papiret langsommere følgesvende og tage en Nippo-etapesejr, som der næppe var mange, der havde spået ved starten i Bologna for et par uger siden.

For Demare blev udfaldet næsten det værst tænkeligt. Hans formidable FDJ-tog viste ellers igen klassen ved totalt at kontrollere finalen, men desværre kunne de ikke modstå Selig, der med endnu et fornemt lead-out atter viste, hvorfor han aspirerer til titlen som verdens bedste i den rolle. Fra hans baghjul skød Ackermann frem, og selvom det til tyskerens store frustration akkurat ikke lykkedes at passere Cima, var 2. pladsen nok til at sikre sig den pointtrøje, der bare få minutter tidligere så ud til at være fransk ejendom.

I sig selv havde 2. pladsen imidlertid ikke været nok. Havde Demare kørt en spurt efter vanlig standard, burde han i det relativt svagt besatte felt, være blevet nr. 2. Desværre skete der tilsyneladende det, der ofte sker for sprintere mod slutningen af en grand tour, nemlig at benene ganske enkelt siger stop. I hvert fald kørte Demare en spurt, der må høre til blandt hans ringeste siden det store gennembrud ved VM-titlen i København i 2011, og da han rullede over stregen som nr. 8, stod det klart, at Ackermann havde fået sig et gevaldigt plaster på det sår, som hans frustrerende 2. plads i første omgang havde givet anledning til.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

For Ackermann blev dagen derfor slet ikke så ringe endda. Naturligvis havde det ideelle været, at han var kommet til Verona med tre etapesejre, men på sigt vil de fleste nok snarere huske sejren i pointkonkurrencen, end om det lige blev 2 eller 3 gevinster. Trøjen burde nemlig nu være hans, for afstanden på 13 point kan Demare umuligt lukke på de tre sidste etaper, hvor eneste reelle mulighed for at få point er morgendagens indlagte spurt, hvor der blot er 12 point til vinderen, og hvor det tillige vil være helt utænkeligt, at Demare skulle score point, uden at det også skete for Ackermann.

Med andre ord kan Ackermann se tilbage på en drømmedebut i grand tour-sammenhæng, hvis han overlever de sidste to dage i bjergene. I morges var der ellers ikke meget, der tydede på det udkomme, for da Eurosport spurgte ham til sine chancer, var han alt andet end optimistisk. Han led stadig af efterveerne fra styrtet på 10. etape og havde som følge deraf haft en svær onsdag, hvor han var endt som en af de allersidste på etapen. Helt omvendt var det for Demare, der - også ifølge eget udsagn - havde klaret bjergene bedre end nogensinde, men da det for første gang i mere end en uge var tid til for alvor at teste sprinterbenene, var det altså alligevel franskmanden, der i parentes bemærket heller aldrig har været kendt for sin restitutionsevne, som var mest mærket. Og det er en vigtig viden for Ackermann at tage med sig videre, at han tilsyneladende er i stand til at komme sig så meget, at han også mod slutningen af en grand tour kan spurte, selv når han føler sig slidt helt ned til sokkeholderne.

For de øvrige sprintere blev det ikke til nogen sejr, men Davide Cimolai, Ryan Gibbons og Florian Senechal skal alle have ros for at turde gøre forsøget ved at sætte deres hold frem. Som Demares svage spurt viste kan man nemlig aldrig vide, hvordan benene har det efter tre ugers hårdt cykelløb, og havde også Ackermann været mærket, kunne det være endt med en overraskende spurtsejr, hvis udbruddet var blevet hentet. Det var dog ingen af de nævnte, men derimod Simone Consonni, der viste sig som Ackermanns værste trussel og dermed sendte et vigtigt signal til ledelsen på det sprintertunge UAE-hold om, at man sagtens kan give ham tilliden i andre løb også.

For Deceuninck lykkedes satsningen på Senechal ikke. Franskmanden viste ellers igen, at han er en ganske kapabel sprinter, når han en sjælden gang får muligheden på det endnu mere sprintertunge belgiske mandskab, men mod Ackermann var han trods alt overmatchet. Det samme var Gibbons, der ikke lykkedes med at redde det, der har udsigt til at blive endnu et katastrofeløb for det slagne Dimension Data. Mest skuffet må Cimolai være, efter at hans hold var blandt de allermest aktive, men den ellers ret solide og stabile italiener endte med at køre en af sine hidtil ringeste spurter.

Det gjorde Cima til gengæld ikke. Ganske vist var det denne gang ikke i en massespurt, at han viste sin hurtighed, men den gjorde ham alligevel til løbets vel hidtil mest overraskende vinder. Han kom ellers til løbet som lead-out man for Giovanni Lonardi og har hidtil mest været kendt for sammen med Marco Frapporti og Maestri at udgøre indianertrioen, der har tilbragt de fleste sprinteretaper foran feltet i helt udsigtsløse udbrud. I dag gjorde han imidlertid det, man af og til ser i den tredje uge af en grand tour - senest med Jelle Wallays i sidste års Vuelta - nemlig at føre et af dine indianerudbrud til ende og tage en af de choksejre, ingen havde regnet med.

Dermed forvandler Nippos Giro sig også pludselig til en succes. Det er ellers ikke meget, vi har set til det italiensk-japanske hold, der efter års med manglende invitationer endelig har fået chancen denne gang. Det er imidlertid gået uden den store opmærksomhed, og indtil nu er det mest bemærkelsesværdige vel, at det lykkedes Hiroki Nishimura at falde for tidsgrænsen allerede på 1. etape. I de eneste dage har de knap kunnet få en mand i top 100, men nu står de altså pludselig med den etapesejr, som storhold som Mitchelton, Ineos og Bahrain stadig jagter desperat.

Den sejr har Demare heldigvis også, men ellers havde det næsten heller ikke været til at bære. Om det er ham eller sportsdirektørerne, der sidder tilbage med røde ører, er i skrivende stund uklart, men uanset hvad er der ingen tvivl om, at der må være en gravkammeragtig stemning på rytterhotellet i aften. Og bedre bliver det ikke af, at stakkels Demare nu kan se frem til at skulle kæmpe sig igennem to brutale bjergetaper - en udfordring, han næppe har meget lyst til at kaste sig over lige nu. Det havde utvivlsomt været noget sjovere, hvis han havde kunnet kigge ned på en cyclamenfarvet trøje, når det gjorde allermest ondt i de trætte ben.

Desværre har grådighed ofte en pris. Den lektie lærte Demare på den hårde måde.