Giro d'Italia-analyse: Hold øje med den 25. maj

Den 25. maj for 40 år siden tog Giuseppe Saronni sin første lyserøde førertrøje og holdt den hele vejen til mål. Den 25. maj for 25 år siden to Evgeni Berzin sin første lyserøde førertrøje og holdt den hele vejen til mål. Den 25. maj for 11 år siden tog Alberto Contador sin første lyserøde førertrøje og holdt den hele vejen til mål. Den 25. maj for 1 år siden tog Chris Froome sin første lyserøde førertrøje og holdt den hele vejen til mål.

Med den statistik in mente burde man have lugtet lunten, da Richard Carapaz for en uges tid siden på den 25. maj kørte sig i sit livs første lyserøde førertrøje. Noget kunne i hvert fald tyde på, at der i Giro-sammenhæng er noget helt særligt over den dato, der åbenbart kroner Giro-vindere. Også denne gang gentog historien sig nemlig, da den lille ecuadorianer føjede sig til listen over overraskende grand tour-triumfatorer - en liste, der fra dette årti tæller navne som Ryder Hesjedal, Chris Horner og Juan Jose Cobo - ved i dag at forsvare sit store forspring på den afsluttende enkeltstart i Verona.

Det var nu ikke kun statistikken, der gav indtryk af, at vi kunne være på vej mod den første ecuadorianske sejr i grand tour-sammenhæng. Det var nemlig ikke tilfældigt, at Carapaz den dag i Courmayeur tog sin anden etapesejr og en af de mere suveræne solosejre, vi har set i de seneste udgaver af Giroen - selvom han naturligvis ikke kommer i nærheden af Froomes pragtpræstation fra sidste år. Måske havde han fået lov at køre væk på Lagu Serru-etapen 24 timer forinden, hvor Vincenzo Nibali og Primoz Roglic havde lidt for meget øje på hinanden, men da han angreb sidste lørdag og kørte feltet sønder og sammen, var det alene, fordi han var løbets klart stærkeste mand. Og siden da har han aldrig nogensinde været i fare for at miste trøjen, for ikke blot har han selv lignet en rytter med totalt overskud, hans Movistar-hold har også gjort det langt bedre end ventet og været så suveræne, at de reelt afholdt de værste rivaler fra overhovedet at turde forsøge noget på gårsdagens sidste bjergetape.

Læs også

Valverde vinder igen

Det hele sluttede måske knap så prangende, da Carapaz på ingen måde kørte en god enkeltstart i Verona i dag. Faktisk fik han næsten halveret sit forspring til Nibali, men det var nu ikke mærkeligt, at han havde lidt svært ved at sætte sig op til at levere en kraftpræstation på en dag, hvor han formentlig var overvældet af følelser. Vi så det samme med Geraint Thomas sidste år, der faktisk havde kurs mod sejren på Tourens sidste enkeltstart, men som efterfølgende sagde, at han på de sidste kilometer blev så rundtosset over faktisk at have vundet verdens største cykelløb, at han havde svært ved at bevare koncentrationen. Og da Carapaz ikke havde noget hverken at vinde eller tabe på dagens etape, kan man ikke fortænke ham i, at de 17 km rundt i Verona og omegn først og fremmest var noget, der skulle nydes.

Ingen kan i hvert fald være i tvivl om, at Carapaz var løbets stærkeste mand. Som jeg allerede skrev i går, havde man fornemmelsen af, at den lille ecuadorianer havde meget mere i posen, end han viste os i de sidste dage. Alene hans udtalelser bar præg af en sådan selvsikkerhed, at han lignede en mand, der klart fornemmede, at han var mindst et niveau eller to over de andre. Det var i hvert fald ikke gaven på Lagu Serru, der gav ham den samlede sejr, og selvom Nibali og Roglic dengang havde taget ham mere alvorligt, var udfaldet formentlig blevet det samme. Man kan blot ærgre sig over, at han fik så megen tid foræret relativt gratis den fredag, for vi var sikkert mange, der gerne vil have set ham for alvor åbne op i løbets sidste dage, hvor han nu kunne tillade sig at køre defensivt og afventende og endda havde så meget overskud, at han kunne gøre en podieplads til Mikel Landa til sit hovedmål.

Den mission mislykkedes imidlertid, men det var også det eneste, der gik galt for Movistar i årets løb. Ikke blot vandt Carapaz to etaper, holdet vandt også holdkonkurrencen - en bedrift, der som regel er meget svær at opnå for et hold, der også har en førertrøje at forsvare. Særligt i går viste de igen, at de ikke blot have løbets stærkeste rytter og den stærkeste duo, men at de også havde et mandskab, der var i stand til at bakke dem op og gøre Bahrain, Mitchelton og Astana rangen stridig som løbets bedste i bjergene.

Der er derfor helt sikkert meget at fejre, når champagnepropperne i disse timer springer ud over hele Verona, men der er dog nok én, der mest har lyst til at skynde sig hjem til Spanien. Selvom han i 2017 havde forsvoret, at det nogensinde ville ske igen, endte Landa nemlig atter som luksushjælper for en bedre rytter, og præcis som det var tilfældet i Touren for 2017 sluttede det endda med en ærgerlig 4. plads, bare få sekunder fra podiet. Denne gang var det dog 8 og ikke 1 sølle sekund, der adskilte ham fra top 3, men Landa må alligevel være ved at tude over den triste skæbne, der synes at have ramt ham.

Som jeg allerede skrev i går, kan Landa dog ikke denne gang sige, at det var hjælperopgaver, der kostede ham podiet. Tværtimod skulle han faktisk slet ikke arbejde meget for Carapaz, og faktisk kunne han flere gange drage fordel af sin holdkammerat til at snige sig i offensiven. Det var i stedet hans ringe enkeltstarter, der blev for dyre - samt naturligvis det ærgerlige styrt i Frascati - og de var udelukkende hans egen fejl. I dag gjorde han det heldigvis meget bedre, men med en afstand på bare 23 sekunder til Roglic skulle der et mindre mirakel til, hvis han skulle have sikret sig den 3. plads, han også opnåede i 2015, hvor han måske endda var løbets stærkeste, men blev misbrugt i rollen som hjælper for den åbenlyst svagere Fabio Aru. Heldigvis tyder meget på, at han langt om længe søger til et hold, hvor han burde være soleklar kaptajn, hvis det viser sig korrekt, at han skal afløse Nibali som kaptajn på Bahrain i 2020.

I stedet blev det altså helt som forventet Roglic, der fik den sidste plads på podiet, men det var også det eneste positive, der var at sige om dagens enkeltstart for sloveneren. Ligesom vi så det i sidste års Tour, var der åbenbart for dyr en regning at betale for det heroiske forsvar, han måtte levere på den sidste bjergetape. I hvert fald kørte den ellers normalt så stabile slovener en enkeltstart langt, langt under standard, og det hører absolut til sjældenhederne, at det slovenske fænomen blot ender som nr. 10 på en kuperet enkeltstart som denne.

Det skal dog ikke slå skår i glæden. Ganske vist kom Roglic til løbet for at vinde samlet, men med to etapesejre og en 3. plads i blot sit andet forsøg som klassementsrytter kan han ikke være utilfreds. Det kan især ikke, når man betænker, at han gennem hele løbet var en gul enmandshær mod de langt stærkere mandskaber fra Bahrain, Astana, Mitchelton og Movistar, og i det lys er hans præstation faktisk ganske imponerende. Naturligvis skyldtes nederlaget først og fremmest, at Carapaz var ham overlegen i bjergene, men med tanker på, at hans udvikling fortsat har raketfart, er der al mulig grund til at tro, at dette ikke bliver det bedste grand tour-resultat, den tidligere skihopper vil opnå.

Til gengæld kan 2. pladsen måske vise sig som den sidste podieplads for Vincenzo Nibali. Hajen bliver jo ingenlunde yngre med årene - det er der i det hele taget ikke mange, der gør - og selvom det har været herligt at se ham rejse sig så flot i dette løb efter nogle svære måneder siden styrtet i sidste års Tour, står det også klart, at den italienske veteran stadig ikke er den rytter, han var i årene frem til og med 2016. I hvert fald har han i sine tre uger lange etapeløb i de seneste tre sæsoner måske nok gjort det godt, men aldrig for alvor været tæt på sejren. Det var han heller ikke i dette løb, hvor Carapaz var ham ganske overlegen, og selvom han sluttede ganske hæderligt af ved med dagens 9. plads næsten at halvere forspringet til ecuadorianeren, er der uden tvivl en grund til, at Nibali selv åbent indrømmer, at løbet fik den fortjente vinder.

Heldigvis fik Nibali sagt flot farvel til hjemmepublikummet, for han skulle faktisk vise sig at ende som dagens bedste klassementsrytter. Ofte siger man ellers, at netop de har en fordel på sene enkeltstarter i grand tours, hvor deres gode restitutionsevne giver dem et overtag. I Giroen ser det imidlertid ud til at forholde sig anderledes. I dag var det i hvert fald bemærkelsesværdigt, hvordan de stort set alle underpræsterede. Det gjaldt i særligt grad Roglic, men Nibali selv var også under det forventede niveau, og det samme gjaldt i særlig grad for Bauke Mollema og i mindre omfang også for Simon Yates og Pavel Sivakov og de temposvage Miguel Angel Lopez og Hugh Carthy.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Måske skyldes det, at Giroen altid er så brutal i den sidste del. I hvert fald er det tankevækkende, at vi har set specialistsejre de sidste mange gange, løbet er sluttet med en enkeltstart. Det skete sidst, da Jos Van Emden lidt overraskende slog Tom Dumoulin for to år siden, men også i 2012 med Marco Pinotti, i 2010 med Gustav Erik Larsson, i 2009 med Ignatas Konovalovas og i 2008 med Pinotti for første gang. Noget kunne tyde på, at løbets ekstreme hårdhed ganske enkelt slider løbets klatrere mere ned, end man ser det i Touren og Vueltaen, hvor det langt oftere er klassementsrytterne, der er dominerende på de sene enkeltstarter - ikke mindst når ruten er så kuperet som denne.

Lidt overraskende var det Rafal Majka, der var en af de få, som overpræsterede. Polakken gjorde som ung fine fremskridt i disciplinen, men de er totalt forsvundet i de senere år. I dag endte han imidlertid som en overraskende nr. 15, hvilket var rigeligt til at gå forbi den tilsyneladende lidt demoraliserede Lopez, der ingen chance havde for at redde en på alle måder skuffende Giro. I det hele taget var det Bora, der havde den bedste dag i klassementssammenhæng, da også den ellers meget udkørte Davide Formolo kørte en af sine bedre enkeltstarter.

Den anden klassementsrytter, der præsterede hæderligt, var Ilnur Zakarin. Russeren er notorisk berømt for altid at køre gode enkeltstarter i den tredje, men med tanke på hans generelt skuffende løb var det nærliggende at tro, at den trend ville blive brudt i år. Dagens 13. plads var måske heller ikke i nærheden af det, vi kender ham for fra 2017, men det betød dog, at han kom fra løbet med en lille oprejsning. Selvom han vandt en etape, kan han nemlig slet ikke være tilfreds med et løb, der snarere har signaleret, at der fortsat er lang vej, hvis han skal genfinde de ben, der gjorde ham til podierytter i Vueltaen for mindre end to år siden.

Problemet for Zakarin, Nibali, Majka og mange andre er nemlig, at de unge løver kommer stormende bagfra. Ikke blot vandt Carapaz løbet, men vi så også mange andre imponerende præstationer. Ikke mindst var det bemærkelsesværdigt, hvordan Pavel Sivakov, selvom han har været i fremragende form helt siden midten af april, kørte en fantastisk Giro og med både et køligt hoved og en eminent restitution viste, at han vitterligt er gjort af det rette grand tour-stof. Hugh Carthy havde måske nok en lille nedtur i den anden uge, men han fik skrevet sig ind på listen over fremtidige grand tour-kandidater - også selvom han var træt i den sidste weekend - og selvom Lopez blot endte som nr. 7, viste han atter, at han klatrer godt nok til at vinde grand tours. Nedturen skyldtes nemlig hovedsageligt en nærmest endeløs serie af uheld samt to ringe enkeltstarter, der desværre også viser, at han har meget at arbejde med i den disciplin. Og dertil kan man føje, at Giulio Ciccone med sin eminente kørsel fik vist, hvorfor vi var mange, der var betagede af hans kørsel i den første sæson, at Pascal Ackermann skrev sig ind som en af de allerbedste sprintere, og at Valentin Madouas, Eddie Dunbar og ikke mindst Lucas Hamilton, der mange gange var bedre end kaptajn Yates, alle imponerede stort og ikke mindst viste enorm holdbarhed.

Den holdbarhed havde Bauke Mollema også, og selvom han i dag desværre viste, at han fortsat er nærmest chokerende svingende på sin enkeltstartscykel, må han være yderst godt tilfreds med 5. pladsen. I et så stærkt besat felt lå det nemlig ikke i kortene, at den lidt fallerede hollandske stjerne skulle rejse sig så flot. Ganske vist er det indlysende, at han aldrig bliver til det, hollænderne drømte om i 2010 og 2011, men nu har han i hvert fald vist, at Trek fortsat kan give ham kaptajnroller, også selvom de næste år formentlig vil have både Nibali og Porte som holdets to etapeløbsesser.

Mollema var naturligvis også heldig. Vi er sikkert mange, der gerne ville have set, hvordan løbet havde udviklet sig, hvis både Egan Bernal og Tom Dumoulin også havde været i feltet. Til gengæld kan ingen tage fra ham, at han vitterligt fik skovlen under Lopez og ikke mindst Yates. Briten viste desværre igen, at både han og brormand Adam er nogle svært uforudsigelige størrelser, og selvom han heldigvis undgik det kollaps, vi var mange, der frygtede, blev løbet her endnu et vidnesbyrd om, at man aldrig kan vide, om man får den ene eller den anden udgave af de to tvillinger. Og der kan som bekendt være ret stor forskel på de to versioner.

Heldigvis lykkedes det for Esteban Chaves undervejs at redde Mitchelton for den store katastrofe, og på samme måde reddede Chad Haga på falderebet en helt igennem katastrofal Giro for Sunweb. Tyskerne var som bekendt rejst til Italien for at vinde med Dumoulin, men det blev der hurtigt sat en stopper for, da det for nu snart tre uger siden flød med hollandsk blod i Frascatis kaotiske og snørklede gader. Og da holdet også hurtigt mistede Robert Power, Sam Oomen og Louis Vervaeke, lå det ikke i kortene, da den ret tamme kvartet, der var tilbage, skulle ende med at tage en sejr.

Ikke desto mindre endte Haga i dag som bedste mand. Modsat for to år siden, hvor han i Dauphiné også tilbragte en lang dag i hot seat for siden blot at blive slået af Richie Porte, var der nemlig denne gang ingen, der kunne true amerikaneren. Ganske vist er han aldrig blevet til den etapeløbsrytter, hans 10. plads i Tour of California i 2013 syntes at antyde, men i stedet har han udviklet sig til lidt af en tempospecialist. Han begynder i hvert fald efterhånden at have ret mange top 10-placeringer på WorldTour-enkeltstarter på cv’et, og nu har han endda vist, at han også kan vinde dem.

Det var endda ikke så lille en skalp, han fik. Ikke blot slog han Roglic, han fik også skovlen under Victor Campenaerts. Ligesom Roglic underpræsterede europamesteren nemlig eklatant, for han burde normalt have været de fleste fra top 10 langt overlegen. Desværre var det endnu et vidnesbyrd om, at hans restitution fortsat ikke er noget at råbe hurra for, men heldigvis er der bedring at spore. I hvert fald var dagens 2. plads bedre end 11. og 12. pladserne fra sidste års to grand tour, og man kan derfor håbe, at det er en evne, han vil udvikle, efterhånden som han får udviklet sin robusthed.

Læs også

Medie: Alaphilippe i forhandlinger med nyt hold

Den robusthed har Thomas De Gendt allerede. Han er nemlig tidligere kørt på podiet i en sen grand tour-enkeltstart, og den bedrift gentog han i dag. Dermed fik han også vist, at han faktisk er i ganske fin form, selvom det har været svært at se i de seneste dage. Ærgerligt nok for ham manglede han benene i løbets første del, hvor etaperne ellers passede ham, mens terrænet var alt for bjergrigt i den sidste uge, hvor han endelig fandt det niveau, vi alle ved, han har.

Til gengæld har Giroen lært os, at der er mange andre, hvis niveau vi nu skal revurdere. En af dem er Carapaz, der måske nok var en podiekandidat forud for løbet, men ingenlunde en sandsynlig vinder. Fra nu af skal vi imidlertid til at regne ham som topfavorit, hver eneste gang han møder til start i et tre uger langt etapeløb, og dermed skal han nu også til at have en anden status i et Movistar-hierarki, der kan blive ændret betydeligt i 2020, hvor det endnu er usikkert, om Nairo Quintana og Landa stadig vil være at finde i truppen. Carapaz selv er ganske vist også sat i forbindelse med Ineos, men mon ikke det spanske mandskab, hvis hovedsponsor har meget stærke sydamerikanske interesser, vil grave dybt i lommerne for at holde på deres lille guldfugl. Han burde i hvert fald have sikret sig ret til at bære rygnummer 1 i en rolle som klar kaptajn, hvis han beslutter sig for at forsvare sin titel.

Til den tid er det dog ikke ham, der har mulighed for at tage sin første lyserøde trøje den 25. maj. Og skulle det lykkes for en anden rytter at gøre netop det i 2020-udgaven, ved vi nu, at der er grund til at være opmærksom. Historien viser i hvert fald tydeligt, at der er en helt særligt forbindelse mellem netop den dato og verdens næststørste cykelløb.