Giro d'Italia-analyse: Ikke længere yesterday's news

Man forstår godt, hvis Egan Bernal var lidt frustreret over allerede at være blevet yesterday’s news i en alder af bare 23 år. Det er immervæk ikke hvem som helst, der bare et år efter at være blevet hyldet som cykelsportens nye hersker og allerede have lagt navn til sin egen æra blev flået ned fra piedestalen og sendt tilbage til Colombia i glemslens tåger. Ikke desto mindre var det den triste skæbne, der overgik den talentfulde colombianer i september, hvor han med en smertende ryg kunne se til, hvordan hele verden gik i kollektiv jubelrus over, at fænomenet Tadej Pogacar var blevet den næstyngste Tour-vinder nogensinde.

Det var præcis det samme, der var overgået Bernal et år tidligere. Dengang var det ham, der var nr. 2 på samme liste over, og det var hans fremtid alle talte om. Hvor mange Tour-sejre ville han opnå? Var det et varsel om en ny Armstrong-agtig dominans? Og ville det blive Bernal og ikke Chris Froome, der bragte Ineos til tops på listen over ryttere med flest Tour-sejre? Med ét var det Pogacar, der fik al opmærksomheden, og i al virakken fik man næsten fornemmelsen, at Bernal allerede måtte være ved at være pensionsmoden, så outdated syntes han allerede at være.

Da han i dag steg op på podiet som vinder af Giroen, mindede han imidlertid os alle om, at han hverken er fyrre, fed eller færdig. Tværtimod er han sprællevende, og han har fremtiden lige så meget for sine fødder, som han var, da han stod på et tilsvarende podium i Paris. I dag blev han nemlig cykelsportens blot fjerde rytter til at vinde Giroen og Touren inden sin 25-års fødselsdag - en ret imponerende bedrift, når man finder ud af, at de eneste forgængere på den liste er store koryfæer som Gino Bartali, Felice Gimondi og selvfølgelig Eddy Merckx.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

I de forløbne tre uger fik Bernal mindet os alle om, hvorfor han betog verden mod Col d’Izoard for to år siden. I løbets første to uger kørte han med en overlegenhed, der gav det klare indtryk, at han måske var bedre end nogensinde. I hvert fald var han i en af de stærkere besatte Giro-udgaver i sin helt egen liga, og da det mod slutningen begyndte at skrabe i et uventet krisetegn for en mand, der har for vane at toppe i den tredje uge, kørte han med en ro og en modenhed, som man kun sjældent ser hos så ung en rytter. Naturligvis havde han den luksus at kunne lukrere på et skræmmende stærkt hold og ikke mindst en Daniel Martinez, der i den sidste uge var så suveræn, at man slet ikke kan udelukke, at han selv kunne have vundet løbet, men Bernal efterlod også det indtryk, at han havde meget mere i posen, end han viste. Efter én gang at have betalt prisen for en overmodig forcering på 17. etape lærte den kvikke colombianer lynhurtigt lektien, og som var han en anden Chris Froome, maksimerede han på de følgende etaper udbyttet af sit hold, samtidig med at han selv brugte præcis de kræfter, der var nødvendige uden at give sig selv en unødig regning til den efterfølgende dag.

Den logik varede endda ved hele vejen. Nu havde han næppe nået suveræne Damiano Caruso alligevel, men selv på de allersidste kilometer af 20. etape lignede han en mand, der kørte med bevidstheden om, at han også skulle klare dagens 30 km lange enkeltstart, inden han kunne krones som vinder. Selvom hans forspring var så stort, at hans samlede sejr aldrig kunne være i fare, var hans vedvarende henvisninger til, at han skulle være frisk til sidste etape, en indikation på, at han nok frygtede den flade tur på Po-sletten mere end som så.

Det var der måske også en grund til. Bernal har aldrig været en tempokonge, og da rygproblemerne samtidig har forhindret ham i at træne meget på sin enkeltstartscykel, forstår man godt, at han var nervøs ved tanken om, hvor megen tid han ville bløde på de flade norditalienske veje. Det var dog helt ubegrundet, for et forspring på næsten to minutter var så stort, at selv Dan Martin eller Romain Bardet formentlig havde forsvaret deres trøje, og Bernal i dag blev kastet ud i den for mest ukomfortable test i hele løbet, bestod han da også til UG med kryds og slange, selvom han kørte med både livrem, seler og håndbremsen trukket i alle sving.

Dermed fuldendte han også Ineos’ tredje Giro-sejr på fire år, og han bekræftede dermed den kolbøtte, briterne har taget i det løb, der i mange år var forhekset for dem. Det var her, det altid gik galt, uanset om de kom til start med Bradley Wiggins, Richie Porte, Mikel Landa eller Geraint Thomas. Nu har de imidlertid vundet løbet med tre forskellige ryttere mellem 2018 og 2021, de har vundet 13 etaper fordelt over 2 i 2018, 7 i 2020 og 4 i 2021, de har vundet både en bjergtrøje med Chris Froome og to ungdomstrøjer med hhv.  Tao Geoghegan Hart og Bernal, og de har vundet holdkonkurrencen ikke færre end tre gange.

Deres dominans satte de en fed streg under på dagens enkeltstart. Det kan godt være, at Martinez med en 14. plads ikke kørte sit livs bedste enkeltstart, men den uhyggelige colombianer avancerede alligevel til 5. pladsen - ganske vist med det yderste af neglene i kamp med Joao Almeida - og holdet kan derfor prale af at have to ryttere i den absolutte top, præcis som de havde det i Touren i 2017, 2018 og 2019 og i Vueltaen i 2017. Og selvom Jonathan Castroviejo fortsatte sin deroute som temporytter - men til gengæld er begyndt at klatre som en drøm, sørgede Gianni Moscon og ikke mindst Filippo Ganna for at minde os alle om, at briterne stadig er en gigant på temposcenen.

Det holdt dog hårdt for Ganna at blive den første ryttere i Giro-historien til at vinde fem enkeltstarter i træk. Det kan godt være, at han lignede den bedste version af sig selv, da han knuste al modstand i Torino, men i dag var der lidt mere sårbarhed at spore, præcis som der har været igennem hele sæsonen. I hvert fald var han over de første to tredjedele af ruten kun 12 sekunder hurtigere end Remi Cavagna, og det er en betydeligt mindre margin, end vi har været vant til ved hans magtdemonstrationer i 2020.

Sidste år havde der derfor været masser af råd til en sen punktering, men det var der ikke i år. Havde han ikke været så pokkers heldig, at Cavagna på lidt klodset vis opsøgte det uheld, Ganna med sin defekt helt uskyldigt var blevet ramt af, var hans sejrsstime i Giroen formentlig blevet brudt. Heldigvis for ham handler en småteknisk enkeltstart som denne om andet og mere end rå muskelkraft, og det glemte en meget ærlig Cavagna, der selv helt åbent erkendte, at det sene sving helt var blevet slettet så meget fra hans hukommelse, at han slet og ret glemte at bremse. På den måde sørgede Cavagna selv for at skabe en jævn spillebane, og bedste mand vandt kampen, selvom den brølstærke franskmand fik en uventet og gratis gave foræret af den ru italienske asfalt.

I virkeligheden er det måske noget sludder at betegne Ganna som mere sårbar end i 2020. I forhold til alle andre end Cavagna var han jo egentlig ganske suveræn, og ved anden mellemtid havde han da distanceret Edoardo Affini - hans nærmeste rival i Torino - med hele 30 sekunder. Nej, det var ikke så skræmmende som sidste år, hvor han vandt enkeltstarten med 32 sekunder ned til Victor Campenaerts og Rohan Dennis over bare den halve distance, men det var stadig en magtdemonstration, der var til at tage at føle på.

Det var nok snarere bare Cavagna, der var god, og det kan jo slet ikke undre. Lige siden hans vilde enkeltstart i Touren sidste år, hvor han kørte stærkere end alle andre - også den overmenneskelige Pogacar - på rutens flade del, har Cavagna leveret den ene store tempopræstation efter den anden. Det kulminerede, da han vandt på den for ham helt håbløse rute i Romandiet, og efter den lidt skuffende præstation på den for ham alt for korte rute i Torino viste han i dag, at han over længere distancer kan true de allerbedste - også Ganna. Det er bare synd, at han altid er lige ved og næsten, og at dette er hans tredje 2. plads på en WorldTour-enkeltstart i år, men i Romandiet beviste han, at han på den rette dag kan slå dem alle - og det var han ganske tæt på at gøre igen i dag.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det var Affini til gengæld ikke. Italieneren måtte sande, at han denne gang var knap så stærk som i Torino, men det var nu ikke uventet. Hidtil har han nemlig kun præsteret over kortere distancer, og dagens resultat er faktisk hans hidtil bedste på en stor enkeltstart over mere end 30 km. Vigtigst af alt har han sat en fed streg under, at sidste års store nedtur nu hører fortiden til, og at han atter skal regnes som det gigantiske tempotalent, han var, da han i 2020 vandt EM-bronze foran blandt andre end anden italiener, der lige nu kører rundt i en regnbuetrøje.

Netop det resultat gjorde også, at ingen var forbløffede over Affinis fine præstationer i denne Giro. Til gengæld må det være kommet bag på de fleste, at Matteo Sobrero endte som nr. 4, og havde vi renset resultatet for punkteringer, styrt og forankørende biler, van han sågar endt som nr. 3. Ganske vist viste Sobrero allerede sidste år, at han skam er en glimrende temporytter, men i år har han nærmest været den eneste Astana-rytter, der ikke har gjort gigantiske fremskridt i tempodisciplinen. Det var dog åbenbart bare en forsinkelse, for med dagens vilde ridt satte han en fed streg under, at kasakkerne har skabt nogle mirakler i disciplinen hen over vinteren.

Det mirakel satte Aleksandr Vlasov også en streg under igen. Ganske vist kunne han ikke helt leve op til præstationen i Torino, men når man betænker, hvor ilde det gik ham på enkeltstarten i Vueltaen, var der næppe mange, der i januar havde troet, at russeren på denne 30 km flade enkeltstart skulle køre lige op med en specialist som Martinez og Damiano Caruso, der er kendt for at køre fremragende enkeltstarter sent i en grand tour. Dermed blev det slet ikke tidskørslerne, der blev hans store svaghed, men derimod den ustabilitet, der hele tiden har været en skrøbelighed, men som er blevet gjort helt tydelig i en Giro, hvor man blev helt rundtosset af at forsøge at få styr på hans dagsform.

Det var i skærende kontrast til Caruso. End ikke Bernal, der gik ned i den sidste del, kunne matche den italienske veteran, når det kom til stabilitet, og eneste lille udsving var, at han også i dette løb kun blev bedre, som løbet skred frem, indtil han i weekenden kronede det med karrierens højdepunkter i form af først en mindeværdig etapesejr og i dag en plads på podiet. I dag kørte han ikke sit livs bedste tredjeugesenkeltstart - det var nu heller ikke ventet på denne rute og med hans naturlige forsigtighed i svingene - men han skar alligevel et halvt minut af Bernals forspring og fuldendte dermed Giroens smukkeste fortælling om den loyale hjælper, der efter et årti som slave pludselig blev stjerne, men stadig var så meget hjælper i sit hoved, at han huskede at takke Pello Bilbao med et klap på skulderen, da han iværksatte sin store offensiv på Alpe Motta i går. Nu kan vi så alle ærgre sig over, at vi gik glip af opgøret Bernal-Martinez mod Landa-Caruso, for med den form, Landa stillede til skue i Sestola, kunne det ikke have undgået at have været et festfyrværkeri - et festfyrværkeri, der dog også kunne være endt med, at Landa for 117. gang ville være endt i skyggen af en holdkammerat.

Det gjorde Simon Yates ikke, men det blev alligevel ikke den Giro, han havde drømt om. I virkeligheden var det en paradoksal oplevelse, der på én gang var uhyre opløftende, fordi han med imponerende holdbarhed synes at have fået delvist bugt med sin værste akilleshæl, men samtidig understregede, hvorfor han måske aldrig vinder Giroen. Det var nemlig på de tre eksplosive Vuelta-agtige etaper, at han shinede, mens han på de store Giro-agtige bjergetaper falmede. Mest markant var det selvfølgelig på Passo Giau, men også i går, hvor alenlange San Bernardino havde slidt ham så meget ned, at han måtte droppe den store offensiv på Splügenpass, han ellers havde planlagt. Dagens enkeltstart var måske endnu en understregning af en svaghed, men man skal nok ikke lægge meget i det pauvre resultat på en dag, hvor han intet havde at vinde eller miste - præcis som det var helt forventeligt, at Dan Martin leverede en sølle indsat i sin hadedisciplin, når nu han hverken kunne bevæge sig op eller ned i klassementet.

Det kunne til gengæld rytterne mellem nr. 5 og 8, hvor der var lagt op til et knivskarpt opgør. Det lå i kortene, at Romain Bardet ville blive passeret af Martinez og Joao Almeida, men ville Hugh Carthy også kunne gå forbi? Og hvor meget af sit forspring ville specialisten Martinez tabe til den endnu større specialist Almeida?

Det hele skulle det vise sig. Martinez kørte en halvsløj enkeltstart, mens Almeida til gengæld bekræftede, at han er en sand tempogigant. Måske var han ikke helt så overbevisende som sidste år, hvor han endte som nr. 4 på enkeltstarten i Milano, men hvis han har tabt lidt på tempocyklen, har han så rigeligt vundet det i bjergene, hvor han er lysår bedre end den lidende portugiser, vi så sidste efterår. Selvfølgelig må Almeida ærgre sig over, at han blev låst af Remco Evenepoel - en beslutning, jeg stadig anser som velbegrundet på et tidspunkt, hvor portugiseren havde smidt mere end fire minutter, mens belgieren var i klar fremgang i løbet af den første uge - men det havde næppe kostet en podieplads. Han smed nemlig kun knap tre minutter til Yates på de to etaper, hvor han ventede, men endte med en afstand på mere end tre minutter op til briten. Han smed sit podium via sin dårlige dag i Sestola, og Evenepoel kostede ham formentlig kun en gentagelse af sidste års 4. plads, selvom ingen ved, hvordan løbet havde udviklet sig, hvis omstændighederne havde været andre. Uanset hvad er Almeida en af løbets helt store vindere, fordi han med sin udvikling i bjergene og bekræftede restitutionsevne, har hævet sig fra at være et lidt tvivlsomt grand tour-navn grundet begrænsningerne i bjergene til nu at være et af de allermest spændende navne.

Det var Carthy også efter sidste års Vuelta, mens hans skuffende 8. plads har ikke just styrket den status. Det er dog alt for tidligt at afskrive den stadig ret unge brite på baggrund af et løb, hvor han aldrig var i nærheden af sit bedste niveau. Det gik stort set galt fra start, og derfor var det kun helt symptomatisk, at han på dagens enkeltstart endte som den helt store taber ved at glide ned på 8. pladsen som den ringeste af de fire, der havde noget at vinde og taber. Også sidste års fine tempoevner har nemlig været forsvundet i et løb, hvor det stadig er svært at fri sig for tanken om, at han betalte prisen for en vanvidskalender i løbet af foråret.

Så er det straks mere nedslående for Bardet. Der skal ellers al mulig ros lyd til franskmanden for en weekend, hvor han iværksatte en Bardet-offensiv, som sendte os tilbage til hans storhedstid og i dag kørte en af sine allerbedste enkeltstarter, som desværre bare ikke rakte i en kamp, han havde tabt på forhånd. Løbet satte nemlig nok en fed streg under, at Bardet trods en lille genrejsning er blevet en relativt anonym top 10-rytter og ikke den mand, der to gange var på podiet i Touren. I den forstand har han sin bedste tid bag sig, men Carthy stadig må formodes at have sine bedste år foran sig.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Det har Tobias Foss i hvert fald. Man kan stadig være i tvivl om, hvor langt hans klatreevner rækker på sigt, men han har i hvert fald vist, at han har holdbarheden til tre uger. Det kan godt være, at han i dag kørte en efter hans standard ringe enkeltstart, men overordnet synes han kun at være blevet bedre igennem løbet. Dermed er han nogenlunde i samme position, som Almeida var efter sin første Giro, i den forstand, at han kan køre enkeltstart og er holdbar. Nu skal han så bare forsøge at kopiere portugiseren i bjergene også.

Foss var bestemt heller ikke den eneste, der kørte en halvsløj enkeltstart. De tidligere specialister Matthias Brändle, Castroviejo, Michael Hepburn og Maciej Bodnar er stadig et stykke fra fordums styrke. Nelson Oliveira, der startede så formstærkt, bekræftede fornemmelsen af, at glansen var slidt af silken til sidst. Og på baggrund af sin superform havde Alberto Bettiol formentlig også drømt om mere, selvom en 7. plads faktisk er hans bedste resultat over så lang en distance.

Det er det også for Max Walscheid, der fortsætter sin omvendte Marcel Kittel og i stigende grad bliver temporytter og ikke sprinter. Også Jan Tratnik kørte en fornem enkeltstart på en for ham ikke specielt gunstig rute og fortsatte dermed en på alle måder flot Giro for Bahrain - præcis som Nikias Arndt kronede sin for mig mest overbevisende grand tour med den bedste enkeltstart i flere år.

Det er dog ikke Walscheid, Tratnik eller Arndt, der er dagens hovedfortælling. Faktisk er det heller ikke Ganna, selvom han skrev historie med sine fem enkeltstartssejre i træk. Nej, dagens historie er, at Bernal ikke er yesterday’s news længe, men derimod akkurat lige så spillevende, som han var, da han blev Tourens næstyngste vinder nogensinde. Nu kan han så skrive sig på listen over ryttere med Giro- og Tour-sejre før det fyldte 25. år sammen med koryfæerne Gino Bartali, Felice Gimondi og Eddy Merckx.

Lykkes hans plan om at vinde Vueltaen til efteråret bliver han endda den yngste rytter nogensinde til at sikre sig sejre i alle tre grand tours - en bedrift, som Gimondi, Alberto Contador og Bernard Hinault nåede i en alder af 25, Merckx i en alder af 27, Jacques Anquetil og Vincenzo Nibali i en alder af 29 og Chris Froome i en alder af 33. Så er det i hvert fald svært at tale om yesterday’s news - uanset hvad Pogacar eller Remco Evenepoel måtte finde på i fremtiden.