Giro d'Italia-analyse: Klasse fornægter sig ikke

For to år siden stod Vincenzo Nibali efter en katastrofal bjergenkeltstart og flere dårlige bjergetaper med en fjerdeplads og en afstand på hele 4.43 op til førertrøjen i Giro d’Italia, da man gik ind til løbets to sidste bjergetaper og løbets sidste paradeetape. Italieneren befandt sig efter de mange nedture i en sand mediestorm i hjemlandet, og oddsene på, at forhåndsfavoritten ville vinde løbet, var tårnhøje.

Det er svært ikke at få en følelse af deja-vu. Skruer man tiden 24 måneder frem, var situationen stort set den samme. Løbets store favorit Chris Froome gik efter en serie af nedture og en massiv mediekritik ind til løbets to sidste bjergetaper samt den afsluttende paradeetape på en fjerdeplads samt en afstand på hele 3.22 op til løbets førsteplads, der ligesom i 2016 blev besat af en af løbets positive overraskelser. Også for ham gjaldt, at bookmakernes odds var vokset betragteligt, og at Froome måtte bruge mest tid på at svare på, hvorfor alt gik galt.

Resten er som bekendt historie. I begge tilfælde lykkedes det de to stjerner at vende løbet totalt på hovedet og med storslåede offensiver langt fra mål at vende løbet totalt på hovedet på de sidste to dage i bjergene. Nibali havde måske mere held på sin side, men var med sin aggressive kørsel med til at presse Steven Kruijswijk til at lave en kørefejl på nedkørslen fra Colle d’Agnello, men ellers er lighederne slående, efter at Froome i går med den flotteste solooffensiv i en grand tour i mange år gentog Nibalis bedrift fra 2016-udgaven: at vende alt på hovedet på de sidste dage i Alperne.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Hvilken lektie kan vi lære af de to eksempler? At man aldrig skal afskrive cykelsportens største klasseryttere, og at det netop er denne ukuelige fightervilje og evne til at udse sig muligheder, der bringer dem i en liga for sig. Det er kun ryttere med Froomes og Nibalis klasse, der er i stand til at overvinde så megen modgang, stadig bevare troen på det umulige og til sidste omsætte drømmen til virkelighed med det mod, som skaber en stor mester. Det er ikke tilfældigt, at de andre lignende eksempler i nyere tid er Alberto Contadors store kup i Fuente De i Vueltaen i 2012 og Nairo Quintanas mesterstykke på Formigal-etapen i det spanske løb i 2016. Få vil vel benægte, at netop de fire vel er de seneste års bedste grand tour-rytter - faktisk gik de i 2015 under navnet ”The Fabulous Four” - og det er derfor så meget desto bemærkelsesværdigt, at de alle fire har vundet grand tours med de smukkeste comebacks, vi har set i det seneste årti.

Froome gjorde det store arbejde i går, og i dag fuldendte med en kontrolleret indsats missionen, der ganske vist ikke er gået efter den ellers velplanlagte Sky-drejebog, men som med tilpas grad af mod og improvisation altid kunne tilrettes, så udkommet blev det ønskede. Grundstenen blev lagt i går, hvor Froome leverede sit mesterstykke, og i dag skulle arbejdet blot gøres færdigt med den mindst mulige kraftanstrengelse, og det lykkedes til UG med kryds og slange. Froome var aldrig i vanskeligheder, svarede med lethed på alle Tom Dumoulins mange angreb og havde endda så meget overskud, at han tydeligvis kunne undgå at gå i rødt felt. Og da han blev træt af de mange forceringer, sendte han et klart signal om sit overskud ved let at spurte væk fra alle rivalerne, der dermed fik klar besked om, at alle forsøg ville være nytteløse.

Dagens præstation er et storslået eksempel på, hvorfor Froome sidste år vandt Touren og Vueltaen i en historisk double, og hvorfor der er grund til at være optimistisk i hans ambition om i år at gøre det samme i Giroen og Touren. Ingen andre har nemlig Froomes kølige overblik og fornemmelse for egen krop. Års forberedelse til Touren har lært ham så meget om sig selv, at han ved præcis, hvilke grænser han skal holde sig indenfor, hvis han skal kunne være klar igen også de kommende dage. Derfor kørte han sidste års Tour ekstremt kontrolleret, udnyttede den gode Tour-form til at vinde tid i den første del af Vueltaen og gik derefter i control mode, da formen begyndte at aftage mod løbets slutning. Det var præcis den samme form for kontrol, han havde på gårsdagens etape, hvor han på den sidste del af etapen tydeligvis holdt sig inden for egne grænser, kørte Jafferau-stigningen med ro og kontrol og dermed bevarede det overskud, der var nødvendigt, så han kunne undgå at betale prisen på dagens etape.

Det var også nødvendigt, for Froome har i de senere år også fået sig en lærestreg, der viser, at hans ambitioner om at skrive yderligere historie ved også at vinde Touren om et par måneder kun kan lade sig gøre, hvis han holder sig til planen. På Zoncolan lod han sig nemlig rive med af sit desperate ønske om at vinde etapen, og da Simon Yates kom stormende bagfra, kom han til at grave så dybt, at der var en benhård regning at betale 24 timer senere. Det samme skete sidste år på enkeltstarten i Vueltaen, hvor han efter en storslået sejr, var i krise dagen efter. På Zoncolan havde det naturligvis været klogest ud fra en klassementsbetragtning at lade Yates snuppe etapen, og Froome betalte her nogle dyre lærepenge, som kom ham til gode, da han i går undlod at grave alt for dybt på Jafferau-stigningen.

Dermed har Froome direkte kurs mod at fuldende den første del af sin store mission, og han er nu bare 115 km fra at skrive historie ved at blive blot den tredje rytter i historien, der på én gang sidder på alle tre grand tour-troner. Samtidig tilslutter han sig den eksklusive klub af ryttere, der har vundet alle tre grand tours, og bliver dermed sin generations tredje rytter i det fine selskab efter Nibali og Contador.

Allerede nu er der imidlertid ingen tvivl om, at blikket er rettet mod næste del af missionen, for alt er ikke gået efter planen for Froome. Planen var at tage trøjen på Zoncolan efter en let start på løbet, holde Dumoulin bag sig på enkeltstarten og derefter med sit stærke hold at forsvare trøjen med defensiv kørsel i Alperne. Styrtet og de mange genvordigheder i indledningen betød imidlertid, at Froome har betalt en lang dyrere pris for sin sejr, end han havde ønsket, og han kan umuligt have den friskhed, han havde ønsket. Derfor gnides der helt sikkert hænder hos Eusebio Unzue og resten af Movistar-lejren samt Richie Porte, der er Giroens øvrige vindere. Deres mål var nemlig, at Froome skulle bruge så mange kræfter som muligt på at vinde i Italien, og det er i den grad lykkedes - og det endda selvom Movistar droppede de oprindelige planer om at sende Valverde til Giroen, så han kunne trætte briten inden det store slag i juli. Mon ikke de skylder Simon Yates og Tom Dumoulin en øl eller to, hvis det skulle lykkes at vælte briten af tronen til sommer?

Froomes kontrollerede kørsel i dag var en logisk konsekvens af hans position, og derfor endte dagens etape da også som lidt af en fuser. Desværre er det ikke uset, at det går den vej på den sidste bjergetape, hvor alle er flade, og hvor klassementet ofte har sat sig. Mange vil huske våbenhvilen på Zoncolan i 2014 eller den defensive kørsel på Joux-Plane i Touren i 2016 som andre eksempler på, at løbets sidste store slag ikke altid bliver et festfyrværkeri, og at det ikke er altid, at vi får det drama, som vi så eksempelvis i 2016 ned Nibali, med Froomes store angreb på Contador og Quintana i Vueltaen i 2014 og 2016 eller med Quintanas attentat mod Froome i Touren i 2015.

Og det er egentlig blot et menneskeligt sundhedstegn. I går var vi nemlig vidner til en af de smukkeste bjergetaper i mange år, og det var kun logisk, at der var en pris at betale. Den blev blandt andet betalt af Dumoulin, der viste sig at være den mest mærkede af ham og Froome efter deres store duel i går. Hollænderen skulle naturligvis forsøge sig i dag, men havde han haft diamanter i benene var angrebene naturligvis kommet på næstsidste stigning, der var den eneste med procenter til at gøre en forskel. Allerede da han ventede til den lette sidste stigning og end ikke sendte Sam Oomen frem for at gøre løbet hårdt, var det tydeligt, at benene var mærkede. Hans forsøg havde da også mere karakter af en form for pligt end reel tro på, at det kunne lade sig gøre, og han indså da også hurtigt, at missionen var umulig. I stedet viste han sin høje klasse ved til slut at betale den loyale hjælper Sam Oomen tilbage for sit arbejde ved at hjælpe den unge hollænder med at vinde tid på sine rivaler i kampen om de sekundære top 10-placeringer. Den form for overskud forklarer, hvorfor Dumoulin er en populær og vellidt skikkelse både blandt fans og ryttere!

Etapens helt afgørende moment var Thibaut Pinots spektakulære kollaps. Indtil da havde Astana al mulig interesse i at hente det store udbrud, så Miguel Angel Lopez kunne vinde etapen og sikre sig i en plads på podiet. Det hårde tempo viste intentionen, men i det øjeblik Pinot forsvandt ud af billedet, var det kun logisk at situationen ændredes. Lopez stod da med valget mellem at jagte en etapesejr, men dermed også risikere, at Richard Carapaz fik de bonussekunder, der kunne sende ham ned fra podiet igen og endda koste ham den hvide trøje, eller at køre sikkert og defensivt. Ikke uventet valgte han det sidste, og fra det øjeblik var det klart, at der ikke ville være den helt store interesse i at køre cykelløb mellem favoritterne.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Den situation udnyttede Mikel Nieve til fulde. Frem til da så det ud til, at Astana ville køre udbruddet ind, men i det øjeblik Pinots navn forsvandt helt ud af klassementet, var det klart, at gruppen fik lov at holde. Og her viste Nieve sin fantastiske klasse. Det kan godt være, at han mest er kendt som hjælper, men han kunne have opnået så meget på egen hånd. I sin tid hos Euskaltel viste han med etapesejre på kongeetaper i både Giroen og Vueltaen sin store motor som udbryderkonge på store dage i bjergene, og i Giroen for to år siden reddede han alt for Sky efter Mikel Landas sygdom ved at vinde en stor bjergetape samt bjergtrøjen. I dag gentog han den bedrift ved at skabe ny glæde i Mitchelton-lejren med en sejr bare 24 timer efter Yates’ store nedtur, og dermed hjælper han holdet med forhåbentlig at se på løbet i det større billede og glæde sig over et fantastisk løb med fem etapesejre og 13 dage i lyserødt i stedet for at stirre sig blind på de to kaptajners kollaps.

Netop kaptajnernes kollaps var løbets store tema. Først var det Chaves, der med ét forsvandt ud af billedet, så var det Fabio Aru, der knækkede totalt, i går var det Simon Yates, der forsvandt på dramatisk vis, og i dag var det Thibaut Pinot. Det kom formentlig som et lyn fra en klar himmel for de fleste. Franskmanden lignede ganske vist med sin sygdom i anden og begyndelsen af tredje uge en mand, der kunne kollapse helt når som helst, men da han rejste sig med en storslået indsats på 19. etape, lignede han en mand, der var kommet sig. Formentlig betød den kraftanstrengelse ovenpå sygdommen imidlertid, at han var ude af stand til at komme sig, som han normalt ellers mestrer storartet, og derfor blev det i dag ham, der betalte den dyreste pris bare 24 timer inden målet i Rom. Forhåbentlig betyder nedturen ikke, at det knækker hans motivation, for ligesom Froome har han den store ambition om også at køre med om podiet på de franske landeveje til sommer.

Udover Dumoulin var det kun Richard Carapaz, der viste mod til at forsøge sig, men det var efter Pinots kollaps også kun ham og Dumoulin, der havde noget at vinde. Ecuadorianeren gjorde et behjertet forsøg, men det lå hele tiden i kortene, at Lopez ikke kunne knækkes på den lette stigning. Forhåbentlig kommer han sig hurtigt over skuffelsen, for hvis nogen inden løbet havde tilbudt ham en fjerdeplads og en etapesejr, var han utvivlsomt slået til. Og fremtiden er ufatteligt lys. I Vueltaens tredje uge sidste år viste han første gang, at han har en ufattelig motor, og det er kun blevet bekræftet i dette løb, hvor han bare er blevet bedre og bedre undervejs. Kan han forbedre sin enkeltstart, ligger der store ting og venter for ecuadorianeren, der sammen med Lopez og Egan Bernal udgør en trio, som har potentiale til at farve alle grand tours i sydamerikanske farver i de kommende år.

Carapaz var ikke den eneste positive overraskelse. Mens der i top 10 mangler navne som Aru, Chaves og Pinot - ryttere, der alle har været på podiet i grand tours - var der i stedet plads til Carapaz, Pello Bilbao, Patrick Konrad og Sam Oomen, der aldrig tidligere har været blandt de 10 bedste. George Bennett og Miguel Angel Lopez har kun én gang tidligere været i top 10, og faktisk er det kun Froome og Domenico Pozzovivo, der betalte en dyr pris for at have en dårlig dag på den værst tænkelige etape og dermed gik glip af en ellers fortjent podieplads, som i top 10 kan betegnes som rigtige grand tour-veteraner.

Trods overraskelserne fornægter klasse sig imidlertid ikke. Forud for løbet havde jeg - og helt sikkert også mange andre - Froome, Dumoulin og Lopez som de tre store favoritter, og lige præcis de tre ryttere ender på podiet i præcis den rækkefølge. Grand tours er så smukke og uforudsigelige og byder på drama, der med et kan vende alt på hovedet, som det skete på storslået vis i går. Når al røgen har lagt sig, er det imidlertid de tre forhåndsfavoritter, der står tilbage, når regnskabet i morgen skal gøres op. Og dermed er vi tilbage ved udgangspunktet for denne analyse: ægte klasse fornægter sig ikke!