Giro d'Italia-analyse: Kongens fald?

Bradley Wiggins, Richie Porte, Mikel Landa, Geraint Thomas - og Chris Froome? Listen over Sky-kaptajner, der er blevet ramt af det britiske hold Giro-forbandelse er alenlang, og måske står den nu foran at få sin mest prominente tilføjelse. Efter en oprejsning på Etna, der bragte den britiske forhåndsfavorit tilbage på sporet, blev Froome i dag tilføjet et måske held afgørende banesår, der måske kan ende med at koste ham den samlede sejr.

Nedturen kommer som et lyn fra en ellers relativt klar himmel. Sky har i de seneste dage endelig været åbne omkring, at Froome faktisk led mere end først afsløret efter sit grimme styrt forud for enkeltstarten, og det forklarer utvivlsomt det store tidstab på 4. etape. Efter præstationen på Etna drog man imidlertid et kollektivt lettelsens suk, og Froome gav også selv udtryk for, at han var tilbage på sporet.

Derfor kom dagens tidstab også uventet. Ganske vist har det hele tiden været planen, at Froome skulle starte blødt ud, forsvare sig på 6. og 9. etape og først toppe i den sidste uge. Derfor havde man da også indkalkuleret et muligt tidstab på yderligere et par sekunder på Gran Sasso, men det voldsomme kollaps havde ingen set komme.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Froome var naturligvis i asfalten i går, men det er næppe forklaringen på det overraskende udkomme. Briten er nemlig kendt for sin evne til at disponere sin indsats, holde sit eget tempo og begrænse et eventuelt tidstab på forbilledlig vis. Derfor var det også helt usædvanligt at se ham eksplodere med så voldsom kraft, at han mod slutningen blev passeret af utallige ryttere. Det ligner slet ikke Froome!

Derfor må der også være en fysisk forklaring! Froome kender sig selv og sine tal og havde han fornemmet en potentiel krise på forhånd, havde han som altid holdt sit eget tempo med Sergio Henao og Wout Poels som guider. Nu slap han imidlertid så pludseligt, at selv Henao ikke anede uråd, før han over radioen blev bedt vente. Og herefter gled Froome bare længere og længere tilbage og kunne end ikke holde hjul på store Rohan Dennis til slut!

Derfor er det også nærliggende at tro, at der er noget andet på færde end bare dårlig form. Det meget mærkelige reaktionsmønster kunne pege i retning af en helt klassisk sukkerkrise, som han oplevede det på Peyragudes-etapen forud i Touren sidste år. Hvis det er tilfældet, er katastrofen ikke total, og der vil således blot være tale om en enkelt dårlig dag.

Værre er det naturligvis, hvis sygdom er forklaringen. Angiveligt undgik briten diverse reportere fra morgenstunden, og det kan have været i et forsøg på at skjule eventuelle svaghedstegn. En rusten stemme som følge af forkølelse vil straks blive afsløret. Mange vil sikkert huske, hvordan han i Touren 2015 desperat kæmpede for ikke at hoste foran konkurrenter og journalister for ikke at afsløre, at han var ramt af sygdom.

Alt dette er naturligvis ren spekulation, og vi skal i hvert fald ikke forvente megen information fra Sky-lejren i de kommende dage. Heldigvis kan Froome glæde sig over, at den første rigtige klassementsetape først venter lørdag. Til den tid skal han imidlertid være på toppen igen, for der gælder det frygtede Zoncolan, etapen, han på forhånd havde udset sig som sin store chance til at vinde tid på Tom Dumoulin.

Uanset hvad begynder situationen at være kritisk. Tabet til Dumoulin er nu næsten to minutter, og det bliver ikke let at hente så meget tid selv på Zoncolan. Taber han som ventet tid på enkeltstarten, vil han have eget at hente i den sidste uge. Heldigvis er terrænet rigeligt svært til, at det kan lade sig gøre, men ambitionen om at komme relativt let til Rom, er i hvert fald knust. Froome vil være tvunget til langt mere aggressiv kørsel end ventet - i hvert fald hvis ikke Dumoulin knækker.

Og netop det kan han måske håbe på. Igen i dag blev det nemlig tydeligt, at den store hollænder ikke har de diamanter i benene, som han havde sidste år. Den relativt lange, lette stigning burde passe ham glimrende, men Dumoulin, der har været relativt åben omkring sine overraskende dårlige form, var alligevel ude af stand til at matche de bedste.

Tidstabet i sig selv var ikke alarmerende, og Dumoulin har stadig stensikker kurs mod at erobre den lyserøde trøje ganske suverænt på 16. etape. Hans store problem er, at han allerede sidste år var på knæene i de høje bjerge i den tredje uge. Vi ved ikke, om det scenarium vil gentage sig i år, men frygten er nærliggende. Med klare svaghedstegn fra de to forhåndsfavoritter er Giroen pludselig pivåben!

Det betyder naturligvis, at der er et hav af ryttere, der kan lugte blod. Det gælder naturligvis ikke mindst Simon Yates, der atter bekræftede sin status som feltets i øjeblikket stærkeste rytter. Med suveræn autoritet satte han alle rivalerne til vægs på den sidste kilometer og har dermed styrket sit i forvejen solide greb om førstepladsen.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Alligevel er det stadig svært at se briten vinde. I forvejen er det nemlig velkendt, at begge Yates-brødre altid har haft det svært i den tredje uge, og den fare er bestemt ikke mindre i lyset af den helt forrygende form, han har taget med sig ind i løbet. Det bliver meget svært at holde det niveau hele vejen til Rom, specielt fordi han fortsat mangler at vise den allerbedste holdbarhed.

Dertil kommer, at de to bjergetaper har passet ham godt. Etna handlede om én enkelt stigning, og i dag var der tale om en relativt kort rampe op mod mål. Langt sværere bliver det, når han i de høje bjerge skal forcere stigninger som Finestre og Zoncolan, hvor man ikke kommer langt med punch og eksplosivitet. Det er først her, vi for alvor ser, hvilke chancer Yates har.

Heldigvis har Mitchelton-Scott flere kort at spille. Esteban Chaves var præcis lige så solid som ventet, og ligger nu på en solid andenplads bag sin holdkammerat. Og modsat Yates ved vi, at han er særdeles holdbar over tre uger, ligesom hans evner på lange stigninger i højderne er veldokumenteret. Det giver Mitchelton en vis sikkerhed, hvis det mere usikre Yates-kort skulle vise sig ikke at række i længden - og fremfor alt giver det holdet mange taktiske muligheder i bestræbelserne på at vinde den fornødne tid på Dumoulin.

I den sammenhæng bliver Jack Haig også guld værd. Det er virkelig synd, at den unge australier kun er generation 2 af klassementsryttere på Mitchelton-Scott. Allerede nu ville han utvivlsomt kunne køre top 10 i en grand tour, og den chance havde han fået, hvis han var kommet frem på samme tid som Yates-brødrene og Chaves. Nu er han imidlertid endt som slagtekvæg, men efter dagens sublime præstation, hvor han i modvinden på en ikke alt for svær stigning fik feltet til at eksplodere og satte flere af verdens bedste klatrere, må lederlsen indse, at han snart skal have sin store chance.

Dunsten af blod er blot blevet kraftigere, og særligt Thibaut Pinot må have skærpet lugtesansen. Blandt rytterne i den absolutte top af klassementet, er det nemlig kun Dumoulin, der kan matche franskmanden på en enkeltstart, og selvom han ikke just har været knivskarp i disciplinen i det sidste års tid, burde han kunne vinde tid på Yates, Chaves og Domenico Pozzovivo. Kan han få skovlen under Dumoulin i den tredje uge - og sidste år var han stærkere end hollænderen på de store bjergetaper - kunne det pludselig blive til noget rigtigt stort for FDJ-kaptajnen. Måske var det alligevel ikke dumt af manager Marc Madiot at give efter for Pinots ønske om at køre i Italien?

I det hele taget cementerede etapen blot det hierarki, vi allerede så i torsdags, hvor det så ud til, at Yates, Chaves, Pinot, Domenico Pozzovivo og George Bennett var et niveau over de andre. I dag havde Bennett det en anelse sværere, men newzealænderen er heller ikke just skabt til en ret eksplosiv finale. Til gengæld fik Pozzovivo til fulde bekræftet det voldsomt positive indtryk fra løbets indledende fase, og efter hans fabelagtige føring til slut kan man kun gisne om, hvad det kunne være blevet til, hvis stigningen havde været sværere, eller der ikke havde været modvind. I dag var Pozzovivo måske allerstærkeste mand!
 

Det giver håb om noget stort for den sympatiske italiener, der har fortjent endelig at slutte på podiet. Måske kan det endda blive til endnu mere end det. Sidste år var han nemlig skarpest i den tredje uge, og gentager det scenarium sig, kan han blive farlig. Vi skal ikke glemme, at Pozzovivo i Vueltaen for et par år siden skabte en sensation ved at blive nr. 3 bag specialisterne Fabian Cancellara og Tony Martin, og selvom han ikke gentager det på den flade rute på 16. etape, kan han med den nuværende form sagtens vinde tid på folk som Yates og Chaves. Og så lugter det pludselig af noget rigtigt stort!

Etapen gav os også endnu en bekræftelse på Richard Carapaz’ supertalent, og der synes nærmest ikke at være grænser for, hvad han kan opnå. Motoren har han, klatreevnerne er på plads, og holdbarheden er veldokumenteret. 16. etape vil give voldsomme klø, men han ligner efterhånden måske alligevel en reel trussel mod den ellers så stensikre hvide trøje til Lopez.

Lopez fremstår til gengæld som en af dagens tabere. Forventningerne var store til den lille colombianer, der dog atter engang kom til kort mod rivalerne. Det er tydeligt, at der fortsat er et stykke vej at gå, men samtidig er det stadig rimeligt at antage, at han kun vil blive bedre og bedre fra nu af. Holder den antagelse, er meget stadig muligt for superklatreren, der med yderligere et par dages kørsel i benene vel  mp betragtes som favorit til at vinde på Zoncolan næste lørdag.

Glæde er der utvivlsomt også i Bora-lejren, hvor man med tilfredshed kan notere sig, at Davide Formolo vitterligt bare var ramt af styrtet og den efterfølgende defekt på Etna-etapen. Italieneren er fremragende kørende og kan fortsat drømme om en top 10 samlet. Det samme kan Michael Woods, der efter et par dage med allergiproblemer, synes at være tilbage på sporet efter en solid præstation på en lang stigning, der ikke passede ham.  Det er klart, at målsætningen fortsat først og fremmest er at vinde 11. etape, der passer ham som fod i hose, men efter i dag er der ingen tvivl om, at også top 10 fortsat er et mål.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Endelig må man fremhæve stortalentet Giulio Ciccone og Ben O’Connor. Det er sjældent, at en nyprofessionel vinder en bjergetape i Giroen, men det gjorde Ciccone i 2016. Dengang var det klart, at en stor rytter var født, men et sygdomsmareridt fjernede ham totalt fra radaren. Det har taget overraskende lang tid for ham at komme tilbage, men nu er han der. Det er en skam, at han har skippet klassementet, for i dag viste han, at han køre lige op med favoritterne. Til gengæld må der simpelthen ligge en etape at vente til ham - i hvert fald hvis han modsat for to år siden kan holde niveauet, inden vi igen om en lille uge rammer bjergene.

For O’Connor er det også holdbarheden, der er spørgsmålet. Egentlig kom han til løbet som hjælper for den fortsat skuffende Louis Meintjes, men nu er der ingen tvivl om, at han får lov at køre sin egen chance. Foreløbig har han kun bekræftet sit store potentiale, og i virkeligheden taler logikken også for, at han har motoren til at holde den gående hele vejen til Rom. I hvert fald plejer han at blive bedre og bedre undervejs. Tre uger er naturligvis ukendt territorium, men australieren har i hvert fald muligheder for at levere en helt fantastisk grand tour-debut, som de færreste havde ventet.

Svarene på alle disse spørgsmål vil imidlertid blafre i vinden i en lille uges tid. Den anden uge af løbet indledes relativt let, og det er frem til weekenden kun på 11. etape, at der vil kunne gøres små forskelle på Muren i Ossimo. Indtil da er der tid til at arbejde på formen på nogle relativt lette etaper - og mon ikke der er en vis brite, der er glad for den mulighed?