Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Giro d'Italia-analyse: "Sprinterens" og de fire etapevinderes besynderligheder

Giro d'Italia-analyse: "Sprinterens" og de fire etapevinderes besynderligheder

25. maj 2024 12:04Foto: Sirotti

I disse dage køres Giro d’Italia, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 19. etape.

Artiklen fortsætter efter videoen.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Det er velkendt, at grand tours er noget helt særligt. Det siger sig selv, når det er begivenheder, der varer næsten tre gange så lang tid som de næstlængste begivenheder, for dermed stiller de nogle helt andre krav til rytternes restitutionsevner. Det ved etapeløbsryttere alt om, for det er bestemt ikke alle, der har kapaciteten til at omsætte gode resultater over én uge til topresultater over tre af slagsen, og som jeg var inde på i gårsdagens analyse, kan tre ugers hårdt slid også ændre voldsomt i det sprinterhierarki, vi kender.

 

I massespurterne eller klassementerne sker der dog ikke paladsrevolutioner. En grand tour kan ikke pludselig forvandle en sekundær sprinter til etapevinder, og de ryttere, der vinder klassementerne, er også altid solide ryttere i ugelange løb. En grand tour vindes ikke bare af en nobody, for den vigtigste egenskab er trods alt stadig, at man skal være pokkers god til at køre opad.

 

 

Men ser man bort fra de meget specialiserede etaper, der vindes af specialister, kan tre uger skabe nogle voldsomme besynderligheder. Én ting er, at man pludselig kan se nogle af verdens bedste klatrere havne i gruppettoen. Det er trods alt relativt let at forklare, for det handler jo slet og ret om træthed. Nej, det besynderlige er, at tre uger pludselig kan skabe resultater, der havde været helt uhørte, hvis ikke løbene var blevet kørt mod slutningen af tre ugers benhårdt cykelløb.

 

Med tre uger i benene kan det nemlig gå begge veje. Nogle forlader løbene som hængte katte, der bare har brug for en pause, men andre får et helt gevaldigt formboost, som de kan leve højt på også i ugerne efter løbet. Ganske ofte er det også de samme ryttere, der igen og igen leverer mirakler og overgår deres egne talenter, når de er blevet tæsket igennem i tre uger.

 

Et eksempel er danske Mads Pedersen. Han har for vane pludselig at sidde med i feltet dybt inde i bjergetaperne, når bare hans krop er blevet tæsket godt nok igennem. Under sidste års Tour leverede han også et topresultat på den voldsomme Vingegaard-enkeltstart, selvom al logik tilsagde, at han ville være alt, alt for tung til den slags.

 

Vi har også set eksempler i Giroen. På kongeetapen sidste år var der i hvert fald nok en mand eller to, der pudsede brillerne, da han så Michael Hepburn klatre med bjergrytterne i det vindende udbrud, selvom han tilhører feltets allertungeste ryttere. Året forinden var det så Alessandro Covi, der leverede et mindeværdigt soloridt på kongeetapen, der var helt ud over de normale grænser for hans klatreevner. Det er den slags besynderligheder, der gør, at man pludselig skal til at bruge en helt ny logik mod slutningen af de lange løb.

 

Helt så besynderligt var det ikke, da Andrea Vendrame i dag tog sin anden etapesejr i Giroen. Vi ved nemlig godt, at han kan køre op ad, når bjergene ikke er for voldsomme, og det var de bestemt ikke på denne lidt bløde mellemvareetape, som meget passende var blevet opfundet til den normalt så brutale tredje uge i denne særligt humane Giro. Det var i hvert fald ikke sådan, at man på forhånd helt kunne udelukke, at han kunne løbe med sejren på den etape, der for det store flertal var årets sidste store mål. En flad start betød nemlig, at udbruddet ikke nødvendigvis ville tælle de allerbedste klatrere, og selvom finalen var hård, var der momenter, der kunne åbne for den slags taktik, som pludselig gav give tungere folk løbsafgørende forspring.

 

Problemet var bare, at Vendrame ikke var heldig, da der efter den vilde og voldsomme start blev blandet kort og udbruddet etableret. Ja, faktisk var han pokkers uheldig. I denne Giro havde der indtil i dag være fem udbrudsvindere, og med undtagelse af Valentin Paret-Peintre og Benjamin Thomas, der er rejst hjem, befandt de sig alle i udbruddet. Der var Pelayo Sanchez, der vandt grusetapen. Der var Julian Alaphilippe, der vandt muretapen. Der var Georg Steinhauser, der for blot to dage siden leverede et megaridt på en af Giroens hårdeste bjergetaper og som i tilgift var blevet nr. 3 på kongeetapen. Og som ekstra flødeskum var der Jhonatan Narvaez, der havde skabt Giroens vel nok største overraskelse ved at slå Tadej Pogacar på den åbningsetape, sloveneren ikke kunne undgå at vinde.

 

Med andre ord kunne selskabet næsten ikke være skrappere. Med tanke på at 11 af de 18 forudgående etaper var blevet vundet af enten en sprinter eller Pogacar havde man jo samlet stort set alle de ryttere, der havde vist, at de kunne gøre det færdigt. Og som det sig hør og bør i den tredje uge af en grand tour, er det kun friske folk, der rammer udbrud på dette tidspunkt. Det har været ret tydeligt med netop de fire tidligere etapevindere, der alle har været i talrige udbrud gennem hele løbet.

 

Det har Vendrame ikke, men han er alligevel en af de ryttere, der lukrerer på tre ugers tæsk. Han har nemlig før vist, at de besynderligheder, man finder i grand tours, også kan gavne ham. Det så vi, da han i 2021 vandt sin første etape. Her var ruten i Appenninerne også alt, alt for hårdt, og da særligt, fordi han til slut var oppe mod Chris Hamilton, George Bennett og Gianluca Brambilla - tre ryttere, der på papiret alle var langt bedre klatrere end ham. Og vi taler altså om en rytter, der med sin jævnlige deltagelse i massespurter af mange nok måske stadig vil betegnes som sprinter.

 

Men den dag var det Vendrame, der udnyttede den særlige grand tour-logik til at sætte klatrehierarkiet ud af kraft. Først fulgte han de tre klatrere, og da først Bennett og Brambilla havde set sig så sure på hinanden, at de havde ødelagt deres chance for at deltage i en spurt, de alligevel ville tabe, kunne italieneren som det letteste i verden tage karrierens største sejr foran Hamilton.

 

 

Derfor havde han også grund til en lille smule tro på sig, da han ramte det rystende stærke udbrud. Det var i øvrigt i sig selv imponerende, for han havde brugt den første times tid i et langt udbrud, der viste sig fejlslagent, da Jayco, Soudal, Alpecin og Bahrain gjorde fælles front for at genåbne løbet. Alligevel havde Vendrame på utrolig vis kræfter til at følge det voldsomme angreb fra Alaphilippe, der på en bakke lagde grunden til den gruppe, som kørte om sejren.

 

Alligevel måtte Vendrame sande, at modstanden var for hård. Da han ramte den stejle Duron-stigning blev han sat, men med sin ukuelige fight lykkedes det ham alligevel at kæmpe sig tilbage. Han gjorde det samme, da han blev sat igen på den efterfølgende stigning, og dermed var han stadig i spil. Han havde imidlertid også fået et kraftigt vink med en vognstang om, at han nok ville blive henrettet, hvis han kom frem til sidste stigning sammen med de på papiret langt bedre klatrere.

 

Derfor greb han ud efter lykken på den regnvåde nedkørsel. Det havde han næppe gjort, hvis han havde troet meget på sig selv, og derfor anså han nok denne taktiske manøvre som den eneste vej til sejr. Det var bestemt heller ikke dumt tænkt. Man kan måske undre sig over, at det lykkedes ham at komme af med supernedkøreren Alaphilippe, men da først den manøvre var lykkedes, havde han skabt den situation, der kan give sejre til folk, der ikke er de stærkeste. Nu blev han nemlig jagtet af en gruppe, der aldrig ville kunne samarbejde, og derfor var der en god chance for, at han ville kunne ramme sidste stigning med et ret stort forspring.

 

Det gjorde han skam også. Rivalernes elendige samarbejde og interne krig betød, at han havde mere end et minut, og dermed var det kun et regulært sammenbrud, der kunne koste ham sejren. Den trussel var imidlertid også reel for en mand, der havde brugt så mange kræfter på både et fejlslagent første udbrud og på to gange at kæmpe sig tilbage, og som nu havde ligget længe foran de andre. For at det ikke skulle være løgn, fik han samtidig modvind på sidste stigning.

 

Men så oplevede vi endnu en af de besynderligheder, en grand tour kunne levere. Pludselig stod det nemlig klart, at Vendrame ikke kun havde fået sit forspring, fordi de andre ikke kunne samarbejde. Nej, han var slet og ret stærkest. På den sidste stigning blev det nemlig mand mod mand, og her viste ingen sig i stand til at indhente noget på den heroisk kæmpende italiener. Ja, Alaphilippe og Narvaez, der indtil da havde lignet de stærkeste, var så tømte for kræfter, at de end ikke have kræfter til en forcering, og bjergrytteren Steinhauser, der ellers var kommet alene væk, kunne ikke hente ét eneste sekund på ”sprinteren” Vendrame. På papiret kunne det ikke se meget værre ud, da han blev jagtet af fire tidligere etapevindere, men i den tredje uge af grand tours gælder papiret ikke altid.

 

Dermed føjede han sig til listen over vilde Ag2r-præstationer i denne vilde sæson for det franske hold, der startede sæsonen i akut nedrykningsfare efter et katastrofalt 2023. Vendrame var ellers en af de få, der med undtagelse af et godt ridt i Laigueglia ikke havde vist meget, hvad han heller ikke har gjort i denne Giro, men nu kom han altså også i gang. Vincent Lavenu må knibe sig i armen, for der er efterhånden ikke én eneste af hans ryttere, der ikke har leveret et eller andet vanvittigt i år.

 

Heldigvis for de andre havde fire af dem jo allerede deres på det tørre med en første sejr, og de kan alle finde en grund til optimisme i deres præstation i dag. Sanchez fik igen bevist det, vi så i Vueltaen, nemlig at han er fremragende i den tredje uge. Steinhausers vilde gennembrud synes at være helt uden ende, og selvom han ikke helt har sit niveau fra starten af løbet, har Narvaez sat en streg under sin enorme forbedring i denne sæson.

 

Og vigtigst af alt er det vel, at Alaphilippe har fået bekræftet, at han bestemt ikke er helt død endnu, selvom han nok engang måtte sande, at han skal lære at spare lidt mere på kræfterne, når han ikke er det overmenneske, han engang var. Nej, størst skuffelse må der være hos Luke Plapp og Quinten Hermans, der begge var med i kampen indtil det sidste, men som jo altså fortsat ikke har vundet en etape. Plapp har imidlertid undgået det sammenbrud, jeg havde frygtet undervejs, og Hermans bekræftede, at han har genfundet nogle evner, vi ikke har set siden 2022 - i øvrigt akkurat som Michael Valgren, der fortsætter sit lovende comeback med en flot præstation på en etape, der på papiret var en anelse for svær.

 

Det var den til gengæld ikke for klassementsrytterne. Den var lidt for let til et stort klassementsslag, men ikke helt uventet blev rivalerne testet lidt af klassementskampens to mest aggressive ryttere, Einer Rubio og Romain Bardet. Som ventet viste etapen sig dog for let til at gøre forskelle, men opløftende var det at se, at Ben O’Conoor, der havde brokket sig over sygdom, klarede etapen uden problemer. Det gjorde en lidt klodset Geraint Thomas ikke, men heldigvis er han efter eget udsagn uskadt efter sit lille styrt.

 

 

Dermed er scenen sat til det helt store slag i morgen på Monte Grappa, der med fraværet af Stelvio er løbets i særklasse sværeste stigning. Nej, ikke noget stort slag i kampen om den samlede sejr, for her er det eneste spørgsmål vel bare, om Pogacar har tænkt sig at udvide sin føring og vinde etapen. Men i kampen om resten af podiet er der lagt i kakkelovnen til noget stort på et af Italiens vanskeligste bjerge.

 

Og mon ikke, vi ser en eller anden mærkelig bedrift fra en rytter, der egentlig ikke er specielt god til at køre opad? Det gør man jo nemlig ofte, når en grand tour skaber sine besynderligheder, som da ”sprinteren” Vendrame i dag kørte fra de fire tidligere etapevindere på deres hjemmebane.

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger