Giro d'Italia-analyse: Slavens sejr og en iskold skihopper

Egentlig burde jeg starte denne analyse med at kaste et blik på det klassementsslag, der udfoldede sig, da Giroen endelig ramte bjergene på en etape, der blev akkurat lige så underholdende, som man kunne have håbet. I det store billede var kampen om etapesejren nemlig en sidehistorie, der hurtigt vil være glemt igen, når giganterne fortsætter deres kamp om den lyserøde trøje i Alperne i morgen eftermiddag.

Alligevel fortjener Cesare Benedetti at blive nævnt som den første. Der er nemlig noget smukt over det, når en af sportens usynlige helte endelig får sin store dag i rampelyset. Benedetti er nemlig indbegrebet af de anonyme hjælpere, som udgør den største del af feltet, og indtil i dag var han mest kendt for sine mange udbrud, der aldrig førte til noget som helst, samt ikke mindst sine mange føringskilometer forrest i feltet, hvor han har arbejdet utrætteligt for Boras mange superstjerne.

Derfor var der næppe heller mange, der havde peget på ham som vinder, da en hektisk start på 12. etape gav anledning til dannelsen af en stor gruppe på 25 mand, der hurtigt fik så stort et forspring, at det stod klart, at sejrherren skulle findes i deres midte. Ej heller var Benedetti det første navn, der poppede op, da gruppen til sidst var barberet ned til syv ryttere, der skulle afgøre slaget i den kringlede finale med brostensrampen inde i Pinerolo.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Det er ikke mærkeligt, at de fleste overså Benedetti som en potentiel vinder. Faktisk var hans karriere tæt på at være ovre allerede efter 2015-sæsonen. Dengang fik han nemlig besked på, at der ikke kunne blive plads til ham på det stadig mere ambitiøse Bora-mandskab, som han ellers havde fulgt i tykt og tyndt helt siden han gjorde debut hos tyskerne i 2010, da de stadig var kendt under navnet NetApp. Meget tydede faktisk på, at det års Il Lombardia ville være et af de allersidste cykelløb for den italienske arbejdsmand, der heller ikke havde haft held til at finde en ny arbejdsgiver som erstatning for det ambitiøse tyske mandskab.

Heldigvis er Benedetti en fighter. Han nægtede at give op uden kamp, og med en mindeværdig præstation kæmpede han sig først med i udbruddet i det italienske efterårsmonument, inden han heroisk nåede mål på en dybt imponerende 14. plads. Den kampvilje var alligevel mere, end Bora-ledelsen kunne stå for, og derfor valgte de som belønning for den flotte indsats at kaste en livline til italieneren, der med det yderste af neglene således reddede en karriere, der gik på hæld.

Siden da har han holdt ved og er blevet lidt af en institution på holdet, hvor han nu er i gang med sin 10. sæson. Sejre var det dog ikke blevet til før i dag, og ser man bort fra den samlede 3. plads i sidste års Slovakiet Rundt er det ikke meget, vi har set til Boras slave øverst i resultatlisterne. Og de mange udbrud, der i mange år var lidt af hans varemærke, er også blevet sjældnere og sjældnere, efterhånden som Bora har vokset sig til et storhold, der som regel kører 100% for sine kaptajner.

Den fightervilje, der reddede karrieren for snart fire år siden, er imidlertid intakt. Det så vi i dag, da ukuelige Benedetti nægtede at give op, selvom han i en gruppe med navne som Damiano Caruso, Jan Polanc, Eddie Dunbar og Gianluca Brambilla klart var overmatchet på den svære Montoso-stigning, hvor han da også hurtigt blev sat af. Ikke desto mindre kunne man hele tiden se, hvordan den fightende italiener blev hængende bare nogle meter bag de forreste, og selvom han ofte røg fra, når han endelig fik kontakt igen, blev han ved og ved.

Det gjorde han også, da han ikke helt uventet igen måtte strække våben på den stejle brostensrampe inde i Pinerolo. Her var det nemlig Brambilla, Dunbar og en anden anonym hjælper, Eros Capecchi, der viste sig stærkest og længe så ud til at skulle afgøre løbet mellem sig. Alligevel bevarede Benedetti troen, og ikke blot fik han sammen med Caruso kontakt igen på de sidste meter, han overraskede også alt og alle ved at vinde spurten i en gruppe, der i Caruso, Brambilla og Capecchi havde tre folk, der alle har vist betydeligt større hurtighed end Boras hjælper.

Sjovt nok talte gruppen i Capecchi en rytter, hvis historie på mange måder minder om Benedettis. Forskellen er blot, at Capecchi som ung viste et yderst lovende potentiale og hurtigt vandt en etape i Giroen, men i de seneste mange år er gledet ind i en helt anonym hjælperrolle. Faktisk valgte Deceuninck heller ikke at tilbyde ham en kontrakt til denne sæson, før Fernando Gavirias pludselige exit pludselig frigjorde en ekstra plads i Patrick Lefeveres stald. Det betød en kastet redningskrans til Capecchi, og i dag sagde han på fornem vis tak for tilliden ved at være ganske tæt på at forhindre, at det belgiske superhold ender med at skulle forlade en grand tour sejrsløse for første gang siden Touren i 2012.

På en måde er Benedettis sejr også symbolsk for den sæson, Bora har haft. Mens holdets ubetingede superstjerne, Peter Sagan, har haft et forfærdeligt år, har holdets øvrige ryttere vundet snart sagt overalt. Emanuel Buchmann, Felix Grossschartner, Maximilian Schachmann, Davide Formolo, Pascal Ackermann og Sam Bennett har alle imponeret, og i dag var det så Benedettis tur til at tage over. Det siger alt om, hvordan det tyske hold, der i første omgang nærmest var synonym med det slovakiske fænomen, med tålmodighed har udviklet sig til at være mere end blot Sagan og nu vitterligt er et af verdens bedste hold og ikke bare et vedhæng til sportens mest feterede toprytter.

På mange måder er historien den samme for UAE. Gennem hele sæsonstarten var det planen, at de skulle drage til Italien med det store mål at køre med om podieplaceringerne med Fabio Aru. Sådan gik det imidlertid ikke, da den italienske stjerne endelig fandt forklaringen på sine mange trængsler og måtte gennemgå en operation for en forsnævring i en arterie. Det gjorde det i stedet muligt for holdet at drage til Giroen med et hold bygget op om Fernando Gaviria og med Diego Ulissi, Jan Polanc og Valerio Conti i rollen som opportunistiske etapejægere.

Udbyttet af den taktik har allerede nu været så stort, at der formentlig ikke er mange i den arabiske lejr, der savner Aru. Først sikrede Gaviria sig en hurtig etapesejr, og holdet lod sig ikke slog ud af, at også den colombianske stjerne måtte drage hjem med en knæskade. Først fik de Valerio Conti i førertrøjen, og i dag leverede de så et taktisk mesterstykke ved at sende Jan Polanc med i det store udbrud, så de ikke blot gav deres nødlidende samlede førsteplads ny luft i form af en gang kunstig åndedræt, men også fik udbygget føringen, bragt en bedre klatrer i front og endda taget et stort skridt mod en mulig samlet top 10 med sloveneren, der som bekendt blev nr. 11 i løbet for to år siden.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Det var kløgtigt og klogt tænkt af det arabiske holds ledelse, der nu formentlig vil ændre taktik og se, hvor langt Polanc og måske endda også Conti kan komme i klassementet. Til gengæld kan man undre sig over, at Jumbo ikke prompte reagerede, da den lille slovener stak afsted. Ikke fordi de frygter Polanc på lang sigt - han klatrer slet ikke godt nok til at vinde Giroen - men fordi det havde friholdt dem for det føringsarbejde, de nu måtte udføre på det lange flade stykke frem mod Montoso-stigningen, hvor de ellers længe spillede et pokerspil, der var så iskoldt, at det ligesom på 7. etape blev Bahrain-Merida og Vincenzo Nibali, der tabte nervekrigen og blev så bange for Polanc, at de indledte det føringsarbejde, som Jumbo siden sluttede sig til.

Den indsats kunne Jumbo have sluppet for ved med det samme at kvæle Polancs offensiv, men måske var det i virkeligheden med velberådet hu, at de igen sørgede for, at Roglic ikke er alt for tæt på trøjen. Nu har de i hvert fald sikret sig hjælp fra UAE også på morgendagens etape, og det er måske slet ikke så dumt endda.

Dagens etape gav nemlig lige præcis det svar, Roglic frygtede. Sepp Kuss var lige så langt fra sit topniveau, som vi allerede spåede i tidligere analyser, og heller ikke Antwan Tolhoek eller Koen Bouwman kunne sidde ved kaptajnens side. Således skulle Astana ikke træde mange gange i pedalerne, før den slovenske favorit var isoleret, og dermed blev det lynhurtigt åbenbaret, at Roglic er præcis lige så sårbar, som han sikkert i sit stille sind har frygtet, nu hvor uheld har sendt både Robert Gesink og Laurens De Plus ud af spillet.

Noget kunne tyde på, at der er brug for en god gang pokerspil, hvis Roglic skal vinde, og vi ved som bekendt, at han ikke altid har været god til at bevare roen og spare på kræfterne. Det ser han til gengæld ud til at have lært, for det var nemlig ikke blot holdet, men også Roglic selv, der var iskold i den taktisk komplicerede situation, der udspandt sig i finalen, hvor to af hans værste rivaler, Miguel Angel Lopez og Mikel Landa, ikke blot var kørt væk, men også med kløgt havde placeret hjælpere i udbrud, så de havde præcis den støtte, der skulle bruges til at holde sig fri i det flade indløb mod målet i Pinerolo.

Til Roglics held er grand tours som bekendt stedet, hvor uventede alliancer opstår, og særligt kampen for de sekundære klassementsplaceringer kan ofte være en velkommen hjælp til en sårbar vinderkandidat. Det så vi først, da Bauke Mollema sendte Giulio Ciccone til fronten på Montoso-stigningen, og siden nede i dalen, hvor det særligt var Mitchelton med Lucas Hamilton og Esteban Chaves og senere Bahrain med Domenico Pozzovivo, der sørgede for, at Lopez og Landa ikke gled for langt væk. Faktisk var Roglic i perioder den eneste sammen med Richard Carapaz, der med Landa i front naturligvis havde alibi til at sidde på hjul, som undlod at deltage i føringsarbejdet, men det pokerspil skulle vise sig at være den helt rigtigt strategi, da rivalerne i stedet agerede nyttige idioter for den slovenske storfavorit, der ellers befandt sig i en meget udsat position.

Særligt kan det undre, at Yates ikke havde mere is i maven. Det var måske nok forventet, at briten ikke ville gå i offensiven på en etape som denne, ikke mindst fordi han af bitter erfaring ved, at man skal huske at økonomisere med kræfterne i en grand tour, men man kunne måske have forventet, at en mand, der allerede har vundet en grand tour, var lidt mere villig til at lægge pres på Roglic. Det samme gælder for Nibali, der i dette løb hidtil ikke har lignet en iskold og hjerteløs haj, men snarere et skrøbeligt nervevrag, der har blinket først, hver eneste gang Roglic er begyndt at nedstirre ham.

Til gengæld viste Lopez, at han er præcis lige så offensiv og angrebslysten, som vi havde håbet. Hans angreb blev udsat en anelse på grund af en dum punktering, men da først Jan Hirt åbnede ballet, blev det klart, at den ringe enkeltstart formentlig blot var en dårlig dag, og at Lopez’ virkelige niveau kan aflæses af den chokerende gode enkeltstart i Bologna. I hvert fald kom han hurtigt med to slangehug, som iskolde Roglic ikke reagerede på - kun en enkelt gang var situationen så faretruende, at den tilsyneladende meget velkørende slovener følte det nødvendigt at lukke et hul - og han fik lynhurtigt en perfekt allieret i Mikel Landa, der heldigvis viste, at de to håbløse enkeltstarter måske mere er udtryk for hans generelle tempoevner end for dårlig form.

Dermed er der også grund til, at Roglic sover halvdårligt i nat. Det kan godt være, at han i dag fandt et par allierede, men Lopez og Landa har lagt i kakkelovnen til mere. Sidstnævnte er endda sekunderet af en Richard Carapaz, der synes at være i fuldstændig fabelagtig form, og mens Yates måske nok kørte defensivt i dag, sendte Mitchelton med en imponerende kollektiv præstation et kraftigt signal om, hvad der er i vente. Ganske vist skuffede den ellers normalt så solide Mikel Nieve, men supertalentet Hamilton imponerede for 117. gang i år, og Chaves viste os heldigvis, at kyssesyge er fortid, og at han kommer til at spille den nøglerolle i løbet, som mange utvivlsomt havde håbet.

Til gengæld skuffede løbets andet superhold fælt. Det kan godt være, at Lopez selv synes at være i hopla, men det kan bestemt ikke siges om resten af Astana, der ellers på papiret er det bedst udrustede til bjergene. Heldigvis havde de både Cataldo og Boaro med i dagens udbrud, men derudover måtte man spejde langt efter de lyseblå trøjer. Hirt gjorde et flot arbejde med at lancere Lopez’ to angreb, men hans to vigtigste folk, Pello Bilbao og Ion Izagirre sejlede lynhurtigt agterud og endte med at smide næsten 20 minutter. Det kan blive et problem for Lopez, for skal han for alvor flyve som den supermand, han tilsyneladende er, har han brug for sit superhold til at sætte Roglic under pres.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Bilbao og Izagirre var imidlertid ikke de eneste, der skuffede. Lidt overraskende viste formstærke Mollema svaghedstegn på den sidste del af Montoso, og den ellers meget optimistiske start på løbet fik i hvert fald en lille rids i lakken. Davide Formolo fik trods den flotte kørsel i fredags desværre atter sat en streg under, at det kniber med stabiliteten i etapeløbssammenhæng, og Tao Geoghegan Hart kunne ikke løfte sin rolle som Ineos-kaptajn, enten som følge af sine to styrt eller som følge af den træthed, som jeg i hvert fald hele tiden har forventet ville ramme ham som en hammer.

Til gengæld kan Ineos glæde sig over, at den anden kaptajn, Pavel Sivakov, der ellers har skuffet på de to enkeltstarter, imponerede stort og lignede en af dagens absolut stærkeste. Samtidig viste holdets andet supertalent, Ivan Sosa, at han helt bevidst har sparet sig til bjergene og er klar til at jagte både etapesejr og bjergtrøje i løbets sidste del. Det er stadig usikkert, om Sivakov virkelig kan holde formen hele vejen, men det kan meget vel være, at Bernals afbud gør det muligt for de andre stortalenter i Ineos-lejren at udnytte hans fravær til selv at få deres helt store gennembrud på den største scene.

Derudover bekræftede etapen i store træk, hvad man allerede kunne fornemme tidligere. Rafal Majka ser virkelig ud til at være bedre, end han har været i mange år, og trods en punktering viste Ilnur Zakarin, at han altid kører sig op i løbet af en grand tour og formentlig bare bliver bedre og bedre fra nu af. Nibali bekræftede det fine indtryk fra enkeltstarten, og Yates giver i hvert fald håb om, at det også for ham blot var en dårlig dag, der sidste søndag kostede tid, og at han har mere i posen, når han lægger den defensive attitude til side. Endelig havde EF en fremragende dag, hvor Tanel Kangert viste, at hans forrygende enkeltstart ikke var et tilfælde, og selvom man måske nok kunne have ønsket sig, at Hugh Carthy havde kunnet holde sig til de bedste, lykkedes det den langlemmede brite at køre sig i hvidt og dermed foreløbig leve fint op til den status som klassementsjoker, jeg gav ham fra løbets begyndelse.

Dermed gjorde 12. etape os også lidt klogere, men vi har stadig ikke et helt klart billede af det virkelige hierarki blandt løbets topnavne. Det har vi til gengæld helt sikkert om 24 timer, når der efter dagens appetizer for alvor åbnes op for det bjerghelvede, der udgør Giroens hovedret og dessert. Samtidig vender regnen og med den sikkert også kulde og sne tilbage og truer med at gøre de første rigtige bjergetaper til en episk og kølig affære. Spørgsmålet er bare, om det kan ryste Roglic. Lige nu ser det ikke ud til, at selv den voldsomste italienske snestorm kan gøre den tidligere skihopper mere iskold, end han allerede er.