Giro d'Italia-analyse: Sprække i det hollandske panser?

At forsøge at forudsige udfaldet af en grand tour er altid et spørgsmål om at forsøge at se de små tegn, der tyder på enten formfremgang eller -tilbagegang. Man skal passe meget på at overfortolke de små tendenser, der kan dukke op undervejs - bare se på den rust, Joao Almeida tilsyneladende havde i uge 1, indtil den forsvandt som dug for den sol, der endelig er begyndt af skinne på den ellers regnvåde Giro - men af og til kan de være et varsel om noget godt eller skidt, som det eksempelvis var i forbindelse med de opløftende tegn, man i nogle dage kunne fornemme hos Tao Geoghegan Hart.

Var det så et sådant tegn, vi så i dag? Eller var det bare udtryk for lidt rust efter en hviledag i en spurt, der jo reelt ikke siger meget om klatreevnerne på de tre bjergmaratoner, der venter de kommende fire dage? Det kan sagtens være det sidste, men det var nu alligevel bemærkelsesværdigt, at løbets umiddelbare favorit, Wilco Kelderman, ikke kunne holde hjul på sin værste rival Joao Almeida, da denne lidt overraskende brugte dagens lille finalemur til at teste, om der var lidt hviledagsrust at spore.

Udbyttet var jo ligegyldigt. De to sekunder, der blev sendt med bud til Portugal, er jo ikke dem, der bestemmer, om årets Giro-vinder skal synge på portugisisk, hollandsk eller noget helt tredje i Milano på søndag. Men det må alligevel være et velkomment psykologisk boost for den portugisiske komet, at det af alle mennesker på denne jord var netop Kelderman, der ikke kunne matche hans antrit og måtte tvinge først Vincenzo Nibali og siden kaptajnen egen luksushjælper, Jai Hindley, til at forsøge at begrænse skaden. Kelderman er nemlig en glimrende puncheur - faktisk har det vel næsten være de senere års spidskompetence - og derfor burde dagens finale snarere være en chance for at teste Almeida, der selv er en god puncheur, end en dag, hvor der skulle skabes sprækker i det indtil nu ubrydelige hollandske panser.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Foreløbig må vi hellere klappe hesten. Det er først onsdag, vi får en klarere indikation på, om Kelderman, der ikke er kendt for at gå ned i den tredje uge, vitterligt er mærket, eller om det bare var lidt startvanskeligheder efter en hviledag og en lang og meget begivenhedsfattig dag. Selv har han været tavs som graven, og Sunweb har selv bare konkluderet, at ”drengene færdiggjorde arbejdet okay.” Så har de heller ikke sagt for meget.

Ellers var der ikke meget at komme efter på det, der for klassementsrytterne mest af alt var en meget lang og halvkedelig dag i sadlen. Udbruddet kørte relativt tidligt, og det stod med det samme klart, at det UAE-mandskab, der som det eneste kunne have haft en interesse i at skabe samling, ikke havde tænkt sig at bruge deres bare fem mand, hvoraf den ene skulle vinde etapen, den anden var i udbrud, og den tredje er klassementsrytter, på at jagte en spekulativ etapesejr.

Det blev bare én lang dødsmarch under ledelse af Deceuninck, og den mulige klassementskamp blev også neutraliseret - sikkert meget klogt med udsigt til to bjergmaratoner de kommende dage, nu hvor vejret i første omgang kun ser ud til at true 20. etape. Derfor det også småt med svarene, og udover Kelderman var der kun svaghedstegn at spore fra desværre Jakob Fuglsang, der igen virkede bekymrede i finalen, samt Fausto Masnada, der dog i denne anden halvdel har cæret mere svingende end selv den mest vægelsindede amerikanske svingstat.

I stedet blev det den ventede udbryderfest, hvor Jan Tratnik fuldendte en smuk Bahrain-indsats, der gav en meget tiltrængt sejr til det arabiske mandskab. Sloveneren er ganske vist aldrig blevet til det, han som ung lignede, indtil en spiseforstyrrelse satte ham tilbage, og heller ikke til det, det lugtede af i tiden hos CCC, hvor han kom tilbage på sporet, men når han - desværre alt for sjældent - rammer sine dage, er han imponerende. Allerede sidste år var i Touren tæt på at vinde en etape, der på papiret var for svær, og i dag gjorde han det så endelig, selvom han ikke på forhånd var favorit i det gigantiske udbrud, der slap fri uden nogen stor kamp.

Formen var der dog. Det så vi allerede på Piancavallo i søndags og med den fine enkeltstart i lørdags, og derfor var det også bekymrende, da den stærke temporytter stak af og således gjorde det nødvendige, hvis han skulle have en chance mod de bedre klatrere. Et imponerende soloridt var så veltimet, at han først blev hentet af udbruddets bedste klatrer, den genfødte Ben O’Connor, akkurat på toppen af sidste stigning.

Alligevel må han have siddet med nerverne ude på tøjet. Den smukke Bahrain-taktik havde nemlig givet Enrico Battaglin mulighed for at sidde på hjul i forfølgergruppen, og selvom han er langt fra fordums styrke, lignede han gruppens bedste afslutter, når nu den uhyre stærke Ben Swift havde slidt sig selv ned til sokkeholderne. Derfor var det risky business for Tratnik ikke at sætte sig på hjul og derved uundgåeligt skabe den samling, der ville kunne have givet spurtsejr til Battaglin. Nok er Tratnik en fremragende puncheur, der 99 ud af 100 gange slå O’Connor i en finale som denne, men i lyset af trætheden og de stejle procenter på muren var der en risiko for, at australieren kunne sætte de trætte slovenske ben.

Sådan gik det dog - tværtimod. Tratnik var slet ikke træt - eller også havde opkørslen kostet dyrt for O’Connor - for i stedet for overlevelse viste han, hvorfor netop puncheurafslutninger altid har ligget godt til ham. Dermed fik han reddet lidt af æren for et Bahrain-mandskab, der har haft en skidt sæson, og da Battaglin endda akkurat viste sig hurtigere end Kamil Malecki, der efter sit vanvidsridt i Polen tidligere i år atter viste, at han er værd at holde øje med, var der sjælden grund til arabisk fest i cykelverdenen. Og desværre blev det til endnu en nedtur for NTT, der dog kan glæde sig over, at den O’Connor, der i de seneste to år nærmest er blevet sat som første mand i bjergene, atter ligner den rytter, der i 2018 havde kurs mod top 10, indtil et styrt og et brækket kraveben stoppede festen.

Den slags styrt har Kelderman oplevet alt for mange af i de senere år, men ligesom O’Connor er han lige nu bedre end længe. Nu er spørgsmålet bare, om dagens lille svaghedstegn bare var en tilfældighed eller vitterligt udtryk for en reel krise. Og spørgsmålet er, om Almeida efter en svær afslutning på den ene uge også denne gang er kommet styrket ud til den næste. Meget klogere er vi på Madonna di Campiglio i morgen.