Giro d'Italia-analyse: Super Sunday

Da UCI i april præsenterede deres nye vanvidskalender, var cykelfans ikke langsomme til at døbe søndag d. 25. oktober ”Super Sunday”. Om bare to uger var der nemlig lagt op til en historisk vild cykeldag, hvor vi både skulle have afgjort Giroen på den afsluttende enkeltstart, bevidne et stort Vuelta-slag på mægtige Col du Tourmalet samt have afgjort sportens vel nok største klassiker, Paris-Roubaix.

Sådan gik det som bekendt ikke. I denne uge trak ASO stikket på sidstnævnte, da voldsom corona-smitte i Lille-området gjorde afvikling af et cykelløb uforsvarligt. Alligevel må man som dansker føle, at vi alligevel fik vores Super Sunday, bare to uger tidligere end første planlagt.

Søndag d. 11. oktober blev nemlig på alle måder en historisk dag for dansk cykelsport. Knap havde Casper Pedersen overtaget kaptajnkasketten fra uheldige Søren Kragh og sørget for, at det alligevel blev dansk Sunweb-sejr i den forudsigelige duel mod Benoit Cosnefroy, inden Mads Pedersen legede VM og overspurtede Matteo Trentin i kampen om sejren i Gent-Wevelgem.



Og knap var champagneglasset tømt, før Mikkel Bjerg overraskede med en fornem 3. plads på et af Giroens bjergmaratoner, og Jakob Fuglsang kørte fra rivalerne og satte uventet mange sekunder i banken i forhold til hovedrivalerne, Steven Kruijswijk og Vincenzo Nibali.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Sidstnævnte var nu meget forudsigeligt. Det lå i kortene, at de bløde stigninger i Appenninerne var alt for lette til at blive brugt offensivt, især fordi vejrguderne serverede en strid modvind hele vejen op ad målbjerget. Tilbage var kun den sidste stejle kilometer i udkanten af Roccaraso, og man skal ikke kende meget til dieselmotorerne Nibali og Kruijswijk for at vide, at en spurt op ad én stejl kilometer for dem er lige så attraktivt, som et håndtryk er det i corona-tider. Til gengæld har Fuglsang med alderen jo udviklet sig til lidt af en ardennerspecialist, og når man kan blive nr. 2 i Fleche Wallonne kan man også give Nibali og Kruijswijk bøllebank i en afslutning som denne.

Ja, Fuglsangs tidsgevinst var på alle måde ventet, selvom han utvivlsomt ikke havde regnet med, at det skulle blive til hele 14 sekunder til Nibali og 21 til Kruijswijk. Lige så forudsigeligt var det, at Wilco Kelderman, der senest i Tirreno viste, at han med alderen har udviklet sig til lidt af en puncheur, ville være skarp i denne afslutning. Rafal Majka har på hjemmebanen i Polen også vist sine afslutterevner, ligesom holdkammeraten Patrick Konrad jo er meget mere puncheur end klatrer og derfor vel næppe kunne ønske sig en finale som denne.

Kun Jai Hindley skilte sig blandt de fem bedste ud som en lille overraskelse, men det skyldes mere niveauet end evnerne. Den lille australier har nemlig i sidste års Tour de Pologne og senest i februar, da han kørte finaler på stigningerne i det Herald Sun Tour, han dominerede totalt, vist, at hans punch bestemt ikke er helt fraværende.

Selvom danskerne skal lune sig over Fuglsangs tidsgevinst - og især størrelsen af den - skal man på alle måder lade være med at overfortolke den. At de nævnte fem vinder tid, er ikke overraskende, og ej hller er det sært, at ryttere som Nibali, Kruijswijk, Hermann Pernsteiner, Harm Vanhoucke, Fausto Masnada og Ilnur Zakarin træder en smule firkantet, når der inviteres til puncheurfest.

Det så vi da også, da samme finale senest blev brugt i 2016. Dengang trådte Kruijswijjk og Nibali lige så firkantet og tabte hhv. 17 og 24 sekunder til Fuglsang, der dengang var Nibalis hjælper. Få dage senere gik Fuglsang med på grusvejene, mens Kruijswijk senere lagde løbet i et jerngreb, indtil han mistede det hele på nedkørslen fra Agnello. Og da hollænderen i bogstaveligste forstand skred i svinget, var det Nibali, der endte med at løbe med det hele. En puncheurafslutning i uge 1 er noget andet end store bjergetaper i uge 3, og derfor skal vi krydse fingre for, at historien ikke gentager sig.

På forhånd lignede etapen da også mere en dag, hvor man ville se, hvem der ikke ender som Giro-vinder, og det er her, vi kan drage de mest markante konklusioner. Mest oplagt er det, at Joao Almeida var så skidt kørende i en puncheurspurt, der burde have ligget til hans højreben. Det er i den grad ildevarslende, for som jeg bemærkede i analysen af 5. etape, er det nu anden bjergetape i træk, at den lille portugiser viser svaghedstegn. Det kunne indikere, at det lyserøde eventyr kører på lånt tid, og måske er det i virkeligheden Masnada, der i dag gjorde det overraskende godt, og som jeg slet ikke havde regnet som en mand med temperament til at køre klassement, som ender som Deceunincks plan A i den samlede stilling.

Det andet markante var tidstabet til Pello Bilbao, men det kan nu heller ikke undre. Nok passede finalen ham, men man har skullet være meget naiv, hvis man har troet, at man kunne køre klassement i en Giro, der startede mindre end to uger efter Touren, hvis man allerede havde deltaget i den franske cykelfest. Det havde Bilbao som bekendt - og endda kørt to VM-løb indimellem - og han kom da heller ikke til Italien for at køre klassement. Den gode start gav ham andre tanker, men monikke dagens nedtur er et varsel om et forestående lidt større kollaps?

Mere ildevarslende var det måske, at Domenico Pozzovivo viste sine første små svaghedstegn. Den lille italiener har nemlig i sine gode stunder været ganske eksplosiv, som hans fine præstationer i Liege også viser, og med den kørsel, han har vist på det seneste, kunne man have ventet mere. Omvendt er det jo ikke just eksplosivitet, der typisk kommer med alderen, og med en 38-års fødselsdag ventende lige om hjørnet, er Pozzovivo jo så gammel, at han med lidt god vilje kunne være far til nogle af de vidunderbørn, der blæser frem i disse år.

Et af disse unge talenter er Brandon McNulty, der i dag var den positive overraskelse. Det er ikke just eksplosivitet, den amerikanske dieselmotor er kendt for, og efter nedturen forleden kunne han have lignet en taber. Det var han bestemt ikke, og faktisk endte det hele som en herlig dag for UAE. Noget kunne nemlig tyde på, at Joe Dombrowski er ved at gentage 2019 og få varmet motoren op, og så kan han blive ganske spændende at følge i de rigtige bjerge i den sidste uge.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Den væsentligste lære var dog måske en helt anden, men det var i virkeligheden en konklusion, vi allerede havde draget, nemlig at Giroen bliver udbrydernes løb. Når Sunweb og Bora sælger etaper som den i går, er det ganske sandsynligt, at udbrud ender med at køre hjem hver eneste dag, hvis man ser bort fra de to helt flade etaper. Holdene er nemlig alt for svage til at kontrollere de uhyre svære etaper, arrangørerne har designet, og det blev understreget igen i dag.

Det skyldes nu ikke det forhold, at udbruddet holdt hjem. Det lå i kortene, for det var helt umuligt at pege på et hold med skyggen af interesse i at kontrollere så vanskelig en dag for en finale, der var så let. Deceuninck ville helst have sendt bonussekunderne til månen - det blev så kun til Portugal, Spanien og Danmark - og derfor havde de ingen plan andet end at sørge for, at Jonathan Castroviejo ikke blev farvet lyserød. Det gjorde de til UG med kryds og slange, og det var således alene Almeidas nedtur, der gjorde det til en kedelig dag på de belgiske kontorer.

Nej, det var de store holds kørsel, der bekræftede tendensen. Selvom Fabio Felline fortsat imponerer, var Astana hurtigt kørt tynde, og selvom Tobias Foss imponerer stort, og Koen Bouwman og Chris Harper har rejst sig efter nogle svære stunder, er Jumbo et helt andet hold end den gigant, der bossede Touren gennem tre uger. Og da Trek gjorde det eneste rigtige, nemlig at lægge et pres, som kunne gøre finalen lidt mindre ekplosiv og dermed hjælpe Nibali med at begrænse tabet, kørte de knap ind på udbruddet. Og igen endte det hele med, at de svage favorithold tabte kontrollen, så de opportunistiske outsidere - denne gang Tao Geoghegan Hart og Lucas Hamilton - kunne vinde sekunder. Kun Sunweb, der i bunden af sidste stigning sad med syv mand, ligner en potentiel hersker, men det kræver, at Kelderman viser en kørsel, han ikke har gjort i nogle år.

Det lukrerede Ruben Guerreiro på. Portugiseren var ellers at regne som et tabt talent i de første år, hvor han nok havde sine glansstunder, men alt for ofte var en fæl skuffelse. Det forandrede sig til gengæld pludselig i Vueltaen sidste år, hvor han gjorde det i 2019 så usædvanlige at overpræstere i en Katushatrøje med et løb, hvor han var i udbrud dag ud og dag ind. Efter at Sepp Kuss kørte på fribillet for Roglic og snød ham for sejren på Acebo sidste år, fik han i dag endelig belønning for sine anstrengelser, og i Udbruddenes Giro kunne han meget vel blive en hovedaktør. Jeg glæder mig i hvert fald over, at jeg forud for løbet i et spørgsmål om bjergtrøjen fik skrevet, at ”Guerreriro er vel heller ikke et helt dårligt bud.” Det synes han nemlig slet ikke at være!

Det er hvert fald ingen skam, at Bjerg blev slået af ham, når han overraskede stort ved at køre fra deciderede klatrere som Kilian Frankiny og Ben O’Connor samt Larry Warbasse, der har vundet en bjergetape i Tour de Suisse. Den eneste, man vel kan have lidt ondt af, er den altid loyale Jonathan Castroviejo, der har fortjent en belønning for de fantastiske fremskridt, han har gjort i bjergene, her hvor Thomas’ exit endelig har frigjort ham fra de lænker, der har hvilket tungt om hans ben i alle andre løb end enkeltstarter.

Lidt medfølelse for Castroviejo skal dog ikke spolere den danske fest. Det kan godt være, at cykelfans over resten af verden ikke helt synes, at denne Super Sunday kan matche den oprindelige - en blød bjergetape kan ikke måle sig med en altafgørende enkeltstart, Gent-Wevelgem når ikke Paris-Roubaix til sokkeholderne, og en udvandet udgave af Paris-Tours med bare tre WorldTour-hold er ikke det sammesom en bjergetape til Tourmalet - men i det lille land mod nord var søndag d. 11. oktober altså ganske super.

Lad os bare sige, at Fuglsang vinder på Piancavallo, og en af vores tunge drenge nupper Flandern Rundt på næste søndag, og at Fuglsang runder Giroen med at vinde hele pivtøjet på den oprindelige Super Sunday om to uger. Disse supersøndage kunne nemlig godt gå hen og blive en dejlig vane!