Giro d'Italia-analyse: Supersprinteren, der endelig vandt en massespurt

Indtil i dag har d. 1. august 2017 stået som lidt af en mærkedag for Caleb Ewan. Da det for få timer siden endelig lykkedes ham at suse først over stregen som vinder af 8. etape af Giro d’Italia, skulle vi nemlig helt tilbage til den dag for snart to år siden for at finde den lille australiers seneste sejr i en klassisk massespurt på WorldTouren. Siden han susede i mål som vinder af 4. etape af Tour de Pologne dengang, er det nemlig tyndet gevaldigt ud i sejrfrekvensen, og selvom det da er blevet til fem spurtsejre siden da, er de alle kommet på lavere niveau, først og fremmest i Tour of Britain, hvor han i de seneste to udgaver har sejret hele fire gange.

Siden årsskiftet mellem 2017 og 2018 er der nemlig sket noget med The Pocket Rocket. Fra i starten af sin karriere at have været en af de allerhurtigste i de helt klassiske massespurter har han transformeret sig til en betydeligt langsommere, men til gengæld langt mere holdbar fyr, der nu snarere specialiserer sig i stigende spurter end i de helt flade finaler. Således er det i år faktisk blevet til hele tre WorldTour-sejre, men de kom under helt andre omstændigheder end dem, Lotto Soudal egentlig havde købt ham ind til, da de hentede ham som den naturlige afløser for vindermaskinen André Greipel. I UAE Tour sejrede han nemlig på den korte, men ultrastejle Hatta Dam, og i Tour of Turkey blev det til to gevinster i hhv. en ganske hård stigende spurt og den smukke finale på brostensbakken i Istanbul.

Egentlig kunne man allerede ane skiftet i de allerførste løb i 2018. Her lagde han nemlig ud med at være meget tæt på at vinde det australske mesterskab, der altid afvikles på den samme rundstrækning, som indtil da havde været for svært for den lille australier. Kort efter kørte han et Tour Down Under, hvor han blev slået i de flade massespurter, men til gengæld overraskede sig selv ved at vinde den stigende spurt på den berømte bakke i Stirling. Og efter en sejr i det lille Clasica de Almeria i februar skulle vi helt hen til Tour of Britain i september, inden det igen lykkedes ham at vinde en rigtig massespurt - en sejrstørke, der havde den konsekvens, at Mitchelton-Scott trods løfter om det modsatte valgte ikke at udtage ham til den ventede Tour-debut.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Den skal han heldigvis nok få hos Lotto Soudal og det endda i en rolle som det belgiske mandskabs klare kaptajn. Og efter i dag kan Marc Sergeant og de andre i holdets ledelse nu også tro på, at det måske kan lade sig gøre for Ewan at fortsætte den sejrsstime i Touren, som Greipel igennem adskillige sæsoner var garant for at opretholde. Der må i hvert fald være blevet draget et lettelsens suk, da Ewan i dag spurtede over stregen i Pesaro, hvor han som bekendt ikke slog nogle totale nobodys.

Alligevel var sejren også meget illustrativ for den transformation, han har undergået. Det var nemlig ingenlunde tilfældigt, at det lige netop var på dagens 239 km lange maraton, der med sine småbakker og tekniske nedkørsel i finalen var som et helt lille Milano-Sanremo. Og netop i Sanremo har Ewan jo efter sin omskoling vist sine evner som afslutter efter en lang og opslidende dag, da han sidste år var hurtigste mand i det felt, der spurtede om 2. plads bag chokvinderen Vincenzo Nibali.

Ewan og Lotto Soudal vidste tydeligvis også, at dagens etape var hans bedste chance for at få den etapesejr, han har haft som mål. Inden han ventes at rejse hjem efter 11. etape, er der nemlig kun de to helt flade etaper på Po-sletten, som muligheder for sprinterne, og de er så enkle, at det kan blive vanskeligt for Ewan at slå de hurtigste. Derfor så man da også, at belgierne satte sig frem allerede med 50 km igen, hvor Thomas De Gendt og Victor Campenaerts med et hårdt tempo sørgede for at trætte de tungere rivaler, og den mission lykkedes tilsyneladende så godt, at Ewan denne gang tydeligvis var hurtigere end både Pascal Ackermann og Elia Viviani, der formentlig har været mere mærkede af den lange tur gennem de italienske bakker.

Alligevel så det ud til, at det hele kunne være endt som spildt arbejde. Både Lotto Soudal og de andre sprinterhold sov nemlig gevaldigt i timen, da de i finalen pludselig lod Giulio Ciccone, Louis Vervaeke og Francois Bidard få et forspring på 45 sekunder. Det betød, at den lille australier måtte ofre sine to vigtigste lead-out men, Tosh van der Sande og Jasper De Buyst, alene i forsøget på at få den ønskede massespurt, og derfor var han helt på egen hånd, da han efter den tekniske nedkørsel nåede ned til Pesaro.

Endnu være så det ud, da det stod klart, at han blandt topsprinterne var den eneste, der var i den situation. Ackermann havde nemlig fået store, stærke Rudiger Selig med over bakkerne, mens Arnaud Demare havde sin vigtigste mand, Jacopo Guarnieri. Elia Viviani havde endda hele sit tog med både Florian Senechal og Fabio Sabatini, og med tanke på, at finalen med sit sving bare 250 m fra stregen handlede mere om positionering end om spurtstyrke, så det ganske sort ud for stakkels Ewan, der betalte prisen for, at det var Lotto, der bar hovedansvaret for, at dagens etapevinder ikke hed enten Vervaeke, Ciccone eller Bidard.

Heldigvis skulle det vise sig, at bakkerne havde slidt på de fleste. I hvert fald var positionskampen meget mindre intens, end man ofte ser det, og modsat blandt andre Viviani og Demare, der var gledet langt tilbage på bakken, havde Ewan med sine gode klatreevner ikke haft problemer med at holde sig helt fremme i feltet. Det havde den stadig mere holdbare Ackermann heller ikke, og derfor kunne Ewan tidligt sætte sig på tyskerens hjul, og mens Viviani, Demare og andre skulle bruge kræfter på atter at komme frem i den flade finale, sad den lille australier helt komfortabelt i den allerbedste position.

Den position var nemlig så god, fordi Selig lidt overraskende havde klaret stigningerne. Til slut viste tyskeren nemlig igen, hvorfor han aspirerer kraftigt til rollen som verdens bedste lead-out man, da han med stor kraft gled forbi Senechal og Sabatini, der ellers havde taget kontrol og var i gang med at køre et lead-out for Viviani - i øvrigt helt spildt arbejde, da den italienske mester i stedet havde valgt at sætte sig i Ewans baghjul. Derfor serverede Selig egentlig sejren på et sølvfad til Ackermann, der med et gyldent lead-out normalt med lethed burde have kunnet gøre arbejdet færdigt.

Sådan gik det bare ikke denne gang. Efter de 239 hårde kilometer, der blev tilbagelagt i et raskt tempo, var sprinterhierarkiet helt anderledes, end det har været hidtil. Denne gang var der slet ikke samme power i Ackermanns hidtil så overlegne ben, og i dag var det Ewan, der var stærkest. Dermed sørgede den lille australier også for, at etapen fik den helt fortjente vinder, for som sagt var det Lotto Soudal med hjælp fra Bora, der bar hovedansvaret for, at vi overhovedet fik en spurt.

Det ansvar overlod Deceuninck-Quick Step lidt overraskende til andre. Normalt er belgierne ellers feltets allermest føringsvillige, men i dag spillede de et sjældent pokerspil. Om det skyldtes, at Viviani efter onsdagens nedtur, hvor hans ben tydeligvis stod helt af i spurten, havde meldt om dårlig form, skal vi lade være usagt, men det kunne se sådan ud. I hvert fald gled han så langt tilbage på de sene stigninger, at man længe kunne frygte for, om han overhovedet ville nå frem, og til slut kunne han - bevidst eller ubevidst - altså heller ikke følge Senechal og Sabatini, da de prøvede at give ham den perfekte position inden svinget. Nu skulle han i stedet forsøge fra australierens baghjul at overspurte Ewan - en opgave, han normalt burde kunne klare - men heller ikke i dag var der samme skud i stængerne, som der plejer. Heldigvis er Viviani typen, man aldrig skal afskrive, men noget kunne tyde på, at den ellers normalt så stabile ikke har den power, han plejer, og dagens 2. plads var snarere et resultat af hans vanlige næse for positionering end for en imponerende spurt.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Dagens helt store taber var dog Demare. Ligesom Ewan er franskmanden specialist i at spurte efter lange løb, og derfor var dette en stor chance for at tage den sejr, han endnu ikke har opnået i en trist 2019-sæson. FDJ påtog sig da også en stor del af ansvaret for føringen undervejs, og da han endda fik en af verdens bedste lead-out men, Guarnieri, med over bakkerne, så alt ud til at være gået helt perfekt. I spurten lykkedes det dog aldrig for franskmanden at komme frem, og derfor ser det nu efterhånden sort ud i jagten på en etapesejr, da Demare er notorisk berømt for sin dårlige restitutionsevne i grand tours, hvorfor chancerne for sejr bestemt ikke bliver større, efterhånden som dagene går, og trætheden øges.

En anden rytter, der har grund til at ærgre sig, er Giacomo Nizzolo. Som en holdbar fyr med et holdbar tog og forrygende tekniske evner i kringlede finaler lignede han et oplagt bud på en mand, der kunne overraske. Han så da også topmotiveret og meget koncentreret ud, da han konstant sad fremme på de sene stigninger, men som det desværre har været tilfældet igennem det meste af sæsonen, synes han at have tabt den fine næse for positionering, der ellers hidtil har været hans stærkeste våben. Bedre blev det ikke af, at hans tog var totalt fraværende, og dermed blev det endnu en nedtur for stakkels Nizzolo, hvis lovende karriere virkelig synes at være blevet sat i bakgear efter den grimme knæskade, der nærmest satte ham permanent ud af spillet i halvandet år.

Ellers fik etapen det forventede resultat. De holdbare folk som Davide Cimolai og Manuel Belletti kunne klare stigningerne, men havde ikke farten til at true topsprinterne, ligesom det også var forventet, at Marco Canola ville få chancen på en etape, der ville være for hård for både den formsvage Juan Jose Lobato og unge Giovanni Lonardi. Ligeså forudsigeligt var det, at blyloddet Jakub Mareczko og Paolo Simion ikke kunne klare mosten, og Matteo Moschetti, der i forvejen lignede en mand, der ville komme til kort, fik definitivt ødelagt sine chancer, da han måtte brænde alt sit krudt af efter en sen punktering.

For klassementsrytterne blev det en stille dag. Helt som forventet var der nemlig ikke mange, der havde lyst til at kaste sig ud i et 239 km langt udbrud på en dag, hvor sprinterholdene med sikkerhed ville gå efter sejren - ellers kunne hold som Lotto og FDJ jo nærmest ligeså godt rejse hjem - og da alle samtidig satte pris på en rolig dag efter fredagens vanvidsetape, blev det den forventede rolige og fredsommelige dag. Det var godt nyt for de mange topfolk, der helt sikkert kunne mærke 7. etapes hårde tempo i benene og dermed fik overstået løbets længste etape på lettest mulige maner inden morgendagens første helt store slag i kampen om den samlede sejr.

Her vil Ewan til gengæld ikke spille en rolle. For ham handler det nu alene om at komme sig de kommende to dage og derefter gå efter sejren på en af de to helt flade etaper i næste uge, inden han formentlig pakker tasken og drager hjem på torsdag. Desværre er de begge næsten helt flade og mere skabt til klassiske sprintertyper end til den holdbare ryttertype, som Ewan efterhånden er blevet. Han kan håbe, at onsdagens 221 km og den let stigende finale måske kan tippe balancen til hans fordel, men trods sejren blev dagens etape bare endnu en understregning af, at Ewan er blevet til supersprinteren, der ikke længere vinder klassiske massespurter. Til gengæld er han knivskarp efter hårde og opslidende dage som denne. Spørgsmålet er bare, om det var det, Lotto Soudal ville have, da de gik på jagt efter vindermaskinen Greipels afløser.