Giro d'Italia-analyse: Tak for fødselsdagsgaven, Vincenzo!

Om Richard Carapaz fik morgenmad på sengen og blev vækket med flag, ecuadoriansk fødselsdagssang og ikke mindst gaver, da han vågnede op til sin 26-års fødselsdag, skal vi lade være usikkert, men der er ingen tvivl om, hvad der har stået højst på hans ønskeliste. Der var nemlig ikke udsigt til den allermest behagelige fejring for Movistar-talentet, der kunne se frem til at tilbringe den specielle dag i sadlen på en hård bjergetape, og efter gårsdagens kongeetape var det tydeligt, at Hajen fra Messina lugtede blod. Med tanke på det store forspring, Carapaz allerede har tilkæmpet sig, var ønsket formentlig, at han kunne komme sikkert til skiskydningsstadionet i Anterselva uden at have mistet noget af sin margin til Vincenzo Nibali.

Carapaz fik imidlertid en fødselsdagsgave, han næppe havde turdet drømme om. Ganske vist endte den overraskende dramatiske etape alene med en tidsgevinst på beskedne 7 sekunder, men på moralkontoen var udbyttet langt større. Carapaz har ikke vist de mindste svaghedstegn de seneste dage, men man har alligevel fornemmet, at Nibali har følt, at det var ham, der havde tur i den. Det forhold blev med ét vendt på hovedet, da den sicilianske haj pludselig var ude af stand til at svare, da Miguel Angel Lopez forsøgte at snige sig væk med et af sine mange angreb, og det kun var Carapaz, der kunne gøre ham selskab i det, der blev en sydamerikansk legestue.

Allerede inden da så det ud til, at Movistar var i gang med at lave et lille kup. Den pivåbne stigning skulle vise sig at være ret eksponeret for sidevinden, og da Jan Hirt pludselig satte sig frem for at forberede et angreb fra Lopez, førte en kombination af blæsten og den hårde stigning pludselig til, at det indtil da ret store felt med ét blev reduceret til cremen af løbets klassementsryttere. Væk var ryttere som Ilnur Zakarin og Simon Yates, og blandt andre Primoz Roglic måtte lynhurtigt reagere, da han var en blandt flere, der blev fanget i de blæsende betingelser. Sidevindskørsel er bestemt heller ikke noget for Lopez, der pludselig måtte slippe og dermed kalde Hirt tilbage, og i den tøven, der efterfølgende opstod, greb Mikel Landa momentet og sneg sig væk sammen med Hugh Carthy.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Den offensiv var Nibali langsom til at reagere på, og inden han fik sendt Domenico Pozzovivo til fronten for at forhindre baskeren i at true den tidligere kaptajns 2. plads, var hullet allerede ganske stort. På det tidspunkt var der næppe mange, der havde fornemmet Nibalis krise, og Carapaz var formentlig fint tilfreds med, at Movistar igen havde udnyttet deres taktiske fordel perfekt ved at få Landa til at true både Nibalis og Roglics podiepladser så meget, at de var tvunget til at reagere. Det kostede blandt andet for Roglic, der trods klar tegn på fremgang i forhold til de seneste dage, måtte bruge så mange kræfter på at føre, at han ikke havde et modsvar, da Lopez var kommet sig så meget efter chokket i sidevinden, at han igen var klar til at angribe.

Her var Carapaz der naturligvis som en mis, for det er stadig ikke lykkedes én eneste i dette løb at få den lille ecuadorianer til at se specielt presset ud. Overraskelsen var, at der ingen jag var i hælene på den lille sydamerikaner denne gang, og da først Pozzovivo tydeligvis måtte sagtne farten for at vente på sin kaptajn, blev det helt tydeligt, at lokummet brændte på den indtil nu så overbevisende sicilianer. Det tegn skulle Carapaz ikke se to gange, inden han satte sig frem og kørte så skræmmende stærkt, at han blæste forbi Hugh Carthy, som i første gang var gået med Landa, og tvang Lopez til at grave uendelig dybt for blot at holde hjul, og da han krydsede stregen, kunne han måske nok fejre både fødselsdag og tidsgevinst, men først og fremmest, at han havde fundet et hul i Nibalis indtil nu ubrydelige panser.

Dermed kan Movistar pludselig øjne muligheden for at få både i pose og sæk og måske endda lidt til. I forvejen kunne man undre sig over, at de tilsyneladende kunne finde overskud til også at gå efter sejren i holdkonkurrencen, da de effektivt lukkede ned for alle Astana-angreb i den indledende fase. Med Landas angreb til sidst fik holdet samtidig bragt baskeren i en position, hvor han nu for alvor kan drømme om en podieplads som belønning for atter at være endt i den rolle som luksushjælper, som synes at være blevet hans skæbne. I Touren for to år siden kostede hans arbejde for Froome ham akkurat 3. pladsen med et enkelt sekund, og den triste skæbne vil han for alt i verden undgå denne gang.

Det er langt fra givet, at det vil lykkes, men umuligt er det ikke. Carapaz synes i hvert fald at have et overskud, der gør ham i stand til at hjemføre sejren, med mindre han oplever et pludseligt sammenbrud - ikke videre sandsynligt for en mand, der er kendt for sin motor og sin holdbarhed. Det er klart, at sejren er førsteprioriteten, men Landa viste med dagens angreb, der måske nok virkede lidt tilfældigt, at han er klar til at gribe de muligheder, der måtte opstå. Det er ligeledes klart, at han skal bruge et betydeligt forspring til både Nibali og Roglic inden søndagens enkeltstart, men med tanke på den styrke, Carapaz viser, kan man slet ikke udelukke, at de kan slå pjalterne sammen på en af de sidste to bjergetaper og forsøge at sikre hele to podiepladser til det spanske hold. Som vi ofte har set det, synes Landa nemlig at være blevet bedre og bedre igennem løbet, og man har nærmest kunnet se en lineært stigende formkurve fra den håbløse enkeltstart i Bologna til fremgangen i den anden uge og til de ben, han viste, da han i dag satte den ellers meget velkørende Carthy fra hjul.

For Nibali var dagens nedtur en streg i regningen, men den signalerer bestemt ikke hans endeligt. Da han i sin tid slog igennem som grand tour-rytter, var han nemlig præget af relativt store udsving, og han havde næsten altid en dårlig dag i løbet af et tre uger langt etapeløb. Nok er han blevet mere stabil, men han er aldrig helt kommet sig over den børnesygdom. Særligt de korte, eksplosive stigninger har voldt ham problemer. Det så vi i hans knivskarpe opgør med Chris Horner i Vueltaen i 2013, hvor han pludselig tabte tid på den relativt lette Naranco-stigning i Bilbao, inden han atter var på sit bedste på Angliru dagen efter. Og vi så det samme mønster i Vueltaen i 2017, hvor han bragte Froome på glatis på Los Machucos på 17. etape, inden han pludselig tabte uventet tid på en blød puncheurstigning på 18. etape.

Små nedture på denne type etaper er således en del af Nibalis historik, og det er derfor slet ikke ensbetydende med, at vi ikke vil se ham fremme på de sidste tre etaper. Tværtimod har han ofte været i stand til at rejse sig igen, og det vil han formentlig også være igen på de sidste to dage i bjergene. Om det så er nok til at knække usårlige Carapaz, kan man måske nok have større tvivl om, men det er i hvert fald sikkert, at han ikke har kastet håndklædet i ringen. Og han kan i hvert fald glæde sig over, at Pozzovivo i de seneste dage har vist sig som en af løbets allerbedste klatrere og endelig har fundet den form, som styrtet i Fleche Wallonne betød, at han måtte lede lidt efter i de første dage.

Det med at finde formen har altid været Lopez’ speciale. Igen i dag viste den lille colombianer nemlig, at han igen har fundet gode ben til den tredje uge. Det så ellers kritisk ud, da han nærmest eksploderede først på stigningen, men det lignede snarere et resultat af den sidevind, der gjorde den nedre del af opkørslen meget specielt. Mod toppen var han igen sit aggressive selv og den eneste, der kunne matche Carapaz - selvom det kun var med det yderste af neglene - og han har utvivlsomt tanket så meget selvtillid, at der er lagt op til en stor Lopez-offensiv de sidste to dage i bjergene, formentlig på 20. etape, hvor mulighederne for at forsøge sig fra distancen er de bedste.

For Roglic endte etapen ærgerligt, da han mistede tid til Landa, som pludselig kan ende med at sende ham helt ned af podiet, men han kan i det mindste glæde sig over, at han i dag efterlod et langt mere positivt indtryk og måske endda kunne have svaret på Lopez og Carapaz, hvis ikke han forinden havde været tvunget til at føre i jagten på Landa. På den anden side var dagens korte, eksplosive stigning også langt bedre for sloveneren, der formentlig vil blive betydeligt mere presset på de længere stigninger de kommende dage. Der er derfor slet ikke udsigt til den Roglic-sejr, det så ud til efter de knusende sejre på enkeltstarterne, men snarere en desperat kamp for at fastholde den podieplads, der trods alt vil være et flot resultat for en mand, der kun er i gang med sit andet forsøg som klassementsrytter i en grand tour. Skal det lykkes vil det dog kræve lidt mere taktisk omtanke, efter at man for anden dag kan betvivle det i forvjen svage Jumbo-holds taktik, da de helt uforståeligt ikke kaldte Koen Bouwman tilbage for at assistere i jagten på Landa.

Derudover bekræftede etapen nærmest en til en alle de tendenser, vi også så i går. Bauke Mollema har efter en sløj anden uge genfundet de gode ben fra løbets start og kan kun ærgre sig over, at Lopez med sin gode kørsel kan true den top 5-placering, der for hollænderen vil være et glimrende resultat. Carthy fortsætter samtidig med at imponere stort i den tredje uge og endelig leve op til de store forventninger, jeg havde inden starten, og han må virkelig ligge søvnløs over af en kortvarig krise på de første bjergetaper forhindrede ham i at få fuldt udbytte af det fornemme udgangspunkt, han gav sig selv på løbets enkeltstarter.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

På negativsiden var mønsteret også det, vi allerede kunne se i går. Særligt markant er det, at Rafal Majka lidt overraskende er faldet helt sammen og for anden dag i træk var i en regulær krise. Med andre ord var der ikke bare tale om en dårlig dag, og polakken ligner en mand, der får nok at gøre med at forsvare sin top 10 de kommende dage. Heldigvis kan Bora glæde sig over, at de med klog kørsel fik sendt Davide Formolo, hvis formkurve fortsat synes at være stigende, med i det tidlige udbrud og dermed bragt ham tilbage i spillet om de øverste placeringer, så holdet nu har et ekstra kort at spille, hvis Majkas kollaps skulle blive fuldbyrdet.

Formolos oprejsning skete på bekostning af Ilnur Zakarin, der må forbande sit svage hold langt væk. Russeren har slet ikke fundet sit sædvanlige høje niveau i den tredje uge, men han er dog blevet betydeligt bedre end på etaperne inden hviledagen, ikke mindst når man betænker, at dagens eksplosive etape ikke passer ham. I dag var han imidlertid ikke i stand til at bidrage til at køre Formolo ind - dertil rakte holdets ressourcer slet ikke, da først stigningerne havde sorteret de tunge folk fra - og derfor kan det meget vel være, at han nu ender som den lille i kampen om top 10-placeringerne.

Der er nemlig heller intet, der tyder på, at Pavel Sivakov er ved at knække, som man ellers kunne frygte for så ung en rytter. Russeren er tydeligvis ikke så stærk som på de første bjergetaper, men han kører klogt og kalkuleret og har vist sig eminent til at begrænse tabet. Lidt overraskende synes Ineos at være så besatte af at forsvare en mulig top 10, at de helt undlader at gå efter etapesejre i udbrud, men det kan Sivakov kun glæde sig over. Igen i dag viste Ivan Sosa nemlig stærkt stigende form, og bliver han fortsat bedt om at holde sig hos kaptajnen, kan russeren ikke ønske sig en bedre hjælper.

På hjælpersiden er Simon Yates også særdeles veludrustet. Det blev tydeligt, da den lille brite i dag blev pacet til stregen af den stadig mere imponerende Lucas Hamilton samt altid pålidelige Mikel Nieve. Til gengæld står det også helt tydeligt, at det usandsynlige comeback fra en rytter, der ikke just er kendt for sin styrke i den tredje uge, ikke vil materialisere sig, og Yates ligner bestemt ikke den rytter, der umiddelbart kan redde Mitcheltons Giro ved at tage den etapesejr, som må være det minimale, et så stærkt hold skal have ud af løbet.

Den kom de ellers tæt på i dag. Efter en lovende start har Esteban Chaves i de seneste dage måttet sande, at han fortsat er for langt fra sit gamle niveau efter sin kyssesyge, og faktisk var der nok mange, der sad med frygten for, at de ringe præstationer kunne være udtryk for et tilbagefald, som man ofte ser det med den forbistrede virus. I dag rejste han sig dog med en flot 2. plads, og selvom der stadig er lang vej til 2016-udgaven af Chaves, var det godt at se en af feltets stjerner vise, at han endnu ikke har opgivet kampen for at blive den rytter, han engang var.

Sejr blev det dog ikke til. Den gik i stedet til Nans Peters, der lidt overraskende skulle blive manden, der reddede Ag2rs triste Giro. Tony Gallopin er rejst hjem med knæproblemer, og Alexis Vuillermoz fik brudt sin ellers stigende formkurve med gårsdagens dramatiske astmaanfald. Til gengæld har Peters vist sig i stand til at gribe muligheder, først med sin korte tid i ungdomstrøjen og i dag ved at tage karrierens første sejr på den helt store scene. Med bevidstheden om, at han ville være overmatchet af specielt de to formstærke klatrere Formolo og Fausto Masnada - hvis ukuelighed man kun kan beundre - gjorde han det, Ben King også gjorde to gange i sidste års Vuelta, nemlig at snige sig væk fra de gode klatrere allerede inden den sidste stigning. Den strategi brugte King sidste år til at slå ryttere som Mollema og Pierre Rolland, og den fungerede lige så effektivt for Peters, der nu har sørget for, at det ellers så skidt kørende Ag2r-hold ikke skal rejse tomhændede hjem til Frankrig.

Det er der til gengæld andre, der skal. For første gang siden Touren i 2012 må Deceuninck-Quick Step indstille sig på, at de nok ikke får en sejr med hjem fra en grand tour. I dag forsøgte Bob Jungels ellers at rejse sig, men heller ikke i dag kunne han leve op til egne og holdets forventninger. Forhåbentlig er dette løb signalet om, at han endelig gør det, vi nok er mange, der har efterspurgt, nemlig lægger grand tour-planerne på hylden til fordel for en satsning på klassikerne, hvor potentialet åbenlyst er meget større.

Grand tour-evnerne er i hvert fald intet i sammenligning med dem, Carapaz har. I sit blot andet forsøg som klassementsrytter har den lille ecuadorianer kurs direkte mod podiets øverste trin, og med dagens uventede tidsgevinst har han tanket yderligere på moralkontoen inden de sidste tre afgørende etaper. Det er næppe i aften, at fødselsdagen skal fejres med dejlig chokolade og kager til dem, der kommer med som gæst - det må nok udskydes til afslutningsfesten i Verona - men til gengæld kan han glæde sig over, at Hajen fra Messina gav ham en fødselsdagsgave, han formentlig ikke havde turdet drømme om, da vågnede i morges.