Giro d'Italia-analyse: Titlen er din, Poulidor!

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Egentlig er det Raymond Poulidor, der er kendt som cykelsportens evige toer. Modsat sit barnebarn, Mathieu van der Poel, der vist bedst kan betegnes som en sand vinder, led den elskede franske folkehelt nemlig den lidt triste skæbne at køre sig til Tour de France-rekorden for fleste podiepladser med sine tre 2. og fem 3. pladser, men den store gevinst opnåede han aldrig. Poulidor var nemlig så uheldig at have karrieresammenfald med først Jacques Anquetil og siden Eddy Merckx, og det er ret indlysende, at man så har oddsene imod sig.

Alligevel kan man diskutere, om ikke cykelsportens evige toer faktisk er en anden. Når det handler om etapesejre i Giroen, har Giacomo Nizzolo nemlig en samling, der får Poulidors tre andenpladser i Touren til at blegne. Naturligvis kan man ikke sammenligne resultater i grand tour-klassementer med resultater på enkelte etaper, når der af selvindlysende grunde er mange flere muligheder for at score andenpladser i sidstnævnte, men det er nu alligevel en på alle måder bemærkelsesværdig statistik, Nizzolo har opbygget sig, siden han i sin tredje deltagelse i 2014 fik sine første fire 2. pladser - han kunne jo lige så godt lægge solidt fra land - og i øvrigt også endte som nr. 2 i pointkonkurrencen.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Siden de første fire af slagsen er de bare væltet ind i en lind strøm. Forud for årets Giro havde han øget totalen til ni, og da han i 2016 endte med at blive deklasseret i den afsluttende spurt i Torino, som han ellers i første omgang havde vundet, så det ud til, at han var ramt af en så hård forbandelse, at det aldrig skulle lykkes. Faktisk havde han forud for dagens etape i det italienske løb ikke færre end 35 top 10-placeringer, 27 top 5-placeringer og 16 podiepladser, der alt sammen har bidraget til de to sikre pointtrøjer, han erobrede i årene 2015 og 2016. Alligevel blev sejren ved med at udeblive - selv når han faktisk krydsede stregen først.

Derfor kan man godt forstå, hvis Nizzolo efterhånden havde givet op. Selv hvis han forud for dette løb havde taget jahatten på og troet på sine muligheder for at gøre det tilsyneladende umulige, må han have givet helt op, da han i løbets to første massespurter atter endte på sin foretrukne placering som nr. 2. Netop de to spurter viste måske med al mulig tydelighed, at Nizzolos sejr måske aldrig ville komme.

I storhedstiden var det nemlig lidt utroligt, at han ikke vandt én eneste gang. Hans to pointtrøjesejre kom nemlig ikke kun i kraft af stor stabilitet, men også i kraft af en imponerende topfart. I begge udgaver lignede han i lange periode løbets hurtigste - i hvert fald når André Greipel som altid var rejst hjem - og havde Sacha Modolo i 2016 ikke haft et guldtog med Roberto Ferrari og Maximiliano Richeze, havde han utvivlsomt prikket hul på bylden i den udgave. Dengang var Nizzolo vitterligt en af verdens hurtigste sprintere, og kombineret med hans uhyggelige positioneringsevner - ellers opnår man ikke 27 top 5-placeringer på relativt kort tid! - var det den stensikre vejr til sejre i pointkonkurrencen.

Problemet for Nizzolo er bare, at det ikke gælder længere. Efter at han i 2017 fik sat den lovende karriere på hold grundet en meget sejlivet knæskade, er han aldrig blevet sit gamle jeg igen. Ganske vist er det svært at argumentere mod hans flotte kørsel i de senere år, men hans spidskompetencer har ændret sig. I dag er det hans holdbarhed, der er forcen - en holdbarhed, der sikrede ham den flotte italienske mesterskabstitel i 2020 og senest en 2. plads i Gent-Wevelgem - men i de klassiske massespurter er der flere, der er hurtigere end ham, som det senest blev helt tydeligt, da han kæmpede med Sam Bennett og Caleb Ewan i UAE Tour tidligere i år.

Derfor var hans andenpladser i årets to første spurter heller ikke uventede. På papiret var både Ewan og Tim Merlier hurtigere, og det beviste de også begge ved ganske klart at henvise Nizzolo til hans faste placering i både Novara og Cattolica i den første uge. Det har været italienerens faste skæbne i de flade boulevardspurter i de senere år, og det blev mejslet i sten med hans første resultater.

Alligevel fornemmede man, at der var lidt af den gamle Nizzolo over den europamester, der spurtede i dette løb. Den forbedrede holdbarhed har nemlig været helt væk, og hvor hans bedste chancer forud for løbet lignede etaper som nr. 3 og 10, hvor han som en klatrestærk sprinter burde være en god kandidat, faldt han på begge disse dage fra, mens på papiret tungere folk som Elia Viviani, Fernando Gaviria og endda Max Kanter (dog kun den ene af gangene) klarede skærene. Heller ikke i den stigende spurt i Termoli var spillede han nogen rolle, selvom finalen passede ham storartet.

Til gengæld var der mere bid i hans spurter. Ganske vist var både Ewan og Merlier ham klart overlegne, men det er trods alt også to af verdens allerhurtigste. Til gengæld har Nizzolo været den klare nr. 3 i hierarkiet med sine ganske opløftende og overbevisende spurter i den første uge, hvor det til gengæld har været klart, at både Viviani og Gaviria måske nok klatrer godt, men er milevidt fra fordums fart. Peter Sagan og Davide Cimolai har aldrig i flade spurter kunnet måle sig med Nizzolo, og dermed har Nizzolo stille og roligt bevæget sig op i det sprinterhierarki, som knæskaden ellers sendte ham nedad.

Giroen har også den fordel, at de hurtigste ofte tager hjem. Det gjorde Greipel i gamle dage, og det gjorde også både Ewan og Merlier denne gang. Pludselig var Nizzolo forud for dagens helt flade etape til Verona - en etape, man ellers normalt ville anse som ikke specielt Nizzolo-venlig - lignede han pludselig feltets klart hurtigste. Eneste trussel på topfarten var løbets joker, Dylan Groenewegen, der hidtil i løbet kun har kørt én spurt, og hvis reelle niveau derfor var svært at vurdere på baggrund af den lange løbspause.

Kortene var derfor blandet godt for Nizzolo, da en lang og kedsommelig etape endelig nåede sit klimaks i udkanten af Vivianis hjemby, Verona. Groenewegens fart var løbets ubekendte, men derudover pegede alle pile på Nizzolo. De foregående spurter har nemlig også vist, at han ellers lidt aftagende positioneringsevne var genskabt, og dermed stod Nizzolo stærkt på begge spurtens to nøglekomponenter - helt modsat Groenewegen, der måske nok er hurtig, men slet ikke positioneringsstærk og bestemt ikke blevet bedre i positionskampen efter sin lange pause og med et øget fokus på selv hans mindste bevægelse.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Nizzolo svigtede da heller ikke. Spurten blev akkurat lige så kaotisk, som man kunne frygte i et løb, hvor der kun er små og derfor meget afventende tog, men det er præcis i den slags betingelser, at Nizzolo trives. Hans brugte blot sit hold til tidligt at skyde frem inden de mange rundkørsler, og da først Mauro Schmid, Victor Campenaerts, Lukasz Wisniowski og Max Walscheid havde afslutter deres job, længe inden de mere klassiske lead-out-tog havde brugt deres skud, klarede Nizzolo med vanlig elegance og akkuratesse nok engang positionskampen så smukt, at han sad helt perfekt, da kaos brød ud.

Alligevel kunne det let være gået galt. Groenewegen var nemlig igen som en elefant i en glasbutik i en finale, hvor den sene gigantrundkørsel med 500 m igen var løbets absolutte og eneste nøglepunkt. Her så det ellers ud til, at det uerfarne og indtil nu ikke helt velsmurte Jumbo-tog var lykkedes med at føre den hollandske supersprinter - for blot et år siden stadig verdens hurtigste - frem til en uhyre gunstig position. Bag Maciej Bodnar og Daniel Oss, der leverede samme flotte arbejde for Sagan som i Foligno, sad Edoardo Affini og David Dekker nemlig perfekt med deres kaptajn, og nu så det ud til, at vi endelig skulle se, hvor hurtig ”Den nye Groenewegen” er med lidt flere løbskilometer i benene.

Sådan så det ud - i hvert fald indtil det ikke så sådan ud længere. Mens den altid snu Sagan fornemmede, at Bodnar og Oss havde åbnet for tidligt og derfor lod sig glide tilbage, tabte Groenewegen i den sidste ellers ret bløde rundkørsel så mange positioner, at man næsten tror, at det er løgn. I stedet endte det med, at Affini, der ellers blot havde lanceret det velplacerede Jumbo-tog, pludselig udnyttede lidt tøven fra Oss til at slå et hul - og minsandten om ikke Jumbo-sejren alligevel var en mulighed, selvom kaptajnen stadig legede elefant i førnævnte glasbutik.

Da Oss slog ud, og feltet tøvede, var der pludselig lidt deja-vu over det. Mange husker sikkert 1. etape i 2017, hvor Lukas Pöstlberger som lead-out man for Sam Bennett pludselig fik et hul og tog både etape og førertrøje. Eller 2016, hvor Roger Kluge fik et forspring, der sikrede ham en højst overraskende sejr sent i løbet. Pludselig så det ud til, at Affini måske kunne tage endnu en choksejr i en Giro, der har været fyldt med netop det.

Desværre for italieneren havde han to forhold imod sig. Det ene var finalens design, der var helt uitaliensk og derfor uden snævre og sene sving. I stedet var der tale om en bred boulevard og slet ikke det kringlede terræn, der havde givet Pöstlberger choktriumfen for fire år siden.

Det andet var Fernando Gaviria. Som han mindede os alle om med sit overraskelsesangreb i Termoli, har colombianeren altid elsket at udnytte lidt tøven i feltet til at forsøge at tage rivalerne på sengen. Det var sådan, han vandt i Paris-Tours, og da Oss slog ud, og farten gik ned, var Gaviria, der ellers for 117. gang havde tabt hjulet på Maximiliano Richeze og Sebastian Molano i sin understregning af, at der er både hollandske og colombianske elefanter i vor italienske glasbutik, ikke sen til at lave ”en Gaviria Classic”.

Desværre for ham er sprinterne i dette løb for årvågne. I Termoli var Ewan ikke sen til at reagere, og denne gang var det Nizzolo, der ellers var endt lidt for langt tilbage og måtte bruge en del kræfter på at bevæge sig frem. Heldigvis for ham kunne han let koble sig på den flyvende colombianer, som var i gang med at spolere Affinis show, tage sig en puster og herefter med tilsyneladende lethed gå forbi den ellers imponerende Jumbo-temporytter og med en uhyre imponerende og lang spurt tage den forløsende Giro-sejr med en overlegenhed, så intet denne gang kunne diskuteres. Denne gang var der heller ingen Modolo at blokere, og selvom frygten for deklassering sikkert har ligget i baghovedet, kunne end ikke den mest regelrette kommissær denne gang finde noget at bebrejde, hvor europamester for, da hans 37. top 10-placering også blev til den første sejr.

Til gengæld kan det knibe med at tage en tredje sejr i pointkonkurrencen. Hertil har det været for dyrt, at han klatrede så skift i Canale, Foligno og Termoli, hvor han smed et hav af point til Sagan. Slovakken var ellers sårbar på denne etape, der for ham var den farligste, fordi han i denne slags boulevardspurter med mange point til etapevinderen risikerede at blive kørt helt ud af trøjen. Heldigvis for ham var hans værste rivaler Gaviria, der igen i dag viste, at hans engang så fine fart er gået fløjten, og den ellers uhyre velkørende Davide Cimolai, og selvom sidstnævnte i dag kørte en for ham meget flot boulevardspurt kunne Sagan i et nu ret tyndt sprinterfelt sikre sig et for ham godt resultat, der holder ham i den pointtrøje, han stadig er den klare favorit til.

Det kan nemlig meget vel have været Nizzolos sidste chance for den forløsende sejr. Ganske vist ligger der muligheder både på søndag og torsdag, men med Nizzolos transformation fra holdbar til hurtig sprinter er det etaper, der ligger langt bedre til slovakken. Sagans største risiko var dagens etape, der kunne have været blevet dyrt, men med vanlig sans for positionering fik han sat alle de potentielt set hurtigere folk til vægs allerede i positionskampen - på når naturligvis Nizzolo, som han satser på at kunne komme af med på de kommende etaper. Eneste lille malurt i det slovakiske bæger var Affini, der med sin 2. plads stjal hele 10 meget vigtige point fra ham.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

På den baggrund blev Sagan og Nizzolo etapens vindere. Taberne blev Viviani og Groenewegen samt til dels Gaviria, der blot fik understreget, at farten lige nu halter gevaldigt. Det har den også gjort for Viviani, der ellers har drømt om denne hjemmebaneetape i månedsvis, men selvom hans spurt heller ikke denne gang virkede imponerende, var det højst overraskende positioneringen, der kostede topresultatet denne gang. Hidtil har Simone Consonni ellers været i særklasse som løbets bedste lead-out man, men denne gang fejlede italieneren, og Viviani endte langt tilbage i feltet, da Gaviria og Nizzolo åbnede, og med den fart, han hidtil har vist, var et godt Consonni-lead-out hans nøgle til et topresultat på drømmeetapen.

Bedre gik det ikke for vores hollandske elefant. Groenewegen kunne blot se til, mens Affini gled længere og længere fra ham, og han må i dag forbande, at han og Dekker ikke havde holdt sig til italieneren, som kunne have givet ham det perfekte lead-out. Nu endte også han i en helt umulig position, hvor han blev lukket inde bag Alexander Krieger og Viviani, og dermed gjorde denne spurt os ikke spor klogere på, om Groenewegen er på vej til at genfinde fordums topfart. Vi fik da bekræftet, at positioneringsevnerne ikke er blevet bedre i mellemtiden, men alt andet havde nu også været en gedigen overraskelse for en mand, der sikkert tænker lige så meget på Polen som på målstregen.

Lige så skuffet kan Matteo Moschetti være. Det svage Trek-tog fik slet ikke ført italieneren frem, og ligesom Groenewegen blev han lukket helt inde mod barrieren i vejens venstre side. Til gengæld lykkedes det denne gang faktisk for DSM at få anbragt Max Kanter fornuftigt, men i dag var det ret tydeligt, at tyskeren ikke har den fart, der ellers ham to 3. pladser i Vueltaen sidste år. En sådan fart har heller ikke Stefano Oldani eller Andrea Pasqualon, der igen endte med at spurte i fravær af den uhyggeligt positioneringssvage Riccardo Minali, men de mestrer til gengæld kunsten at placere sig - en evne, der igen sikrede dem et godt resultat. Værre gik det for Krieger, der i Merliers fravær fik en sjælden chance, men måtte konstatere, at der er forskel på at være god i Tour de Luxembourg og i Giroens massespurter.

Desværre for Krieger kan den sjældne chance, Merliers exit har givet ham, være ovre nu. Ganske vist har også han chancer på 15. og 18. etape, men her er listen over farer alenlang, når man indregner både risikoen for udbrudssejre, sene angreb og hårdt tempo på bakkerne. Nej, fremover vil dagens hovedpersoner i de fleste tilfælde være statister, mens klassementsrytterne, der næppe kunne have ønsket sig en lettere fredag, som altid indtager hovedscenen til den brutale sidste del.

Det gælder også for Nizzolo, hvis ikke han finder nogle klatreben, han indtil nu har manglet. Det gør dog næppe det store, når nu han efter syv års venten, 11 andenpladser, 16 podiepladser, 27 top 5- og 36 top 10-placeringer langt om længe kan kalde sig etapevinder i Giroen. Dermed slipper vi også for diskussionen om, hvem der er cykelsportens evige toer. Den titel kan Poulidor få helt for sig selv. Nizzolos tørke var nemlig alligevel slet ikke så evig, som det så ud til!

BEMÆRK: Efter udarbejdelsen af analysen er jeg blevet opmærksom på, at Gaviria kørte spurten efter at have tabt sadlen et sted på de sidste 1500 m.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER