Giro d'Italia-analyse: To vindere på én dag

Et cykelløb har pr. definition kun én vinder, men det herlige ved en grand tour er, at det er en tre uger lang samling af små historier og delfortællinger. På den måde er der næsten altid flere forskellige sejrherrer, alt afhængig af hvilken vinkel man lægger på den enkelte etape - og dermed også ofte lige så mange tabere.

Tag nu bare dagens 11. etape af Giro d’Italia. Det er jo indlysende, at dagens store vinder er Arnaud Demare, for som det stod i alle drejebøger inden etapen, viste franskmanden sig for tredje spurt i træk at være ganske overlegen. Dermed blev han den blot anden franskmand efter Bernard Hinault i 1982 til at vinde fire etaper i den italienske grand tour, og samtidig styrkede han sit faste greb om pointtrøjen yderligere.

Sidstnævnte er imidlertid ikke nødvendigvis det foretrukne udkomme for Demare. Han havde utvivlsomt drømt om, at etapen havde haft et lidt andet udfald. Dagens anden vinder kan nemlig også sige at være Peter Sagan, der måske ikke fik sit drømmescenarium om etapesejr, men som gjorde præcis det, man kunne have håbet på, for at holde liv i de cyclamenfarvede drømme. Mens sejren i dag nok kun var realistisk, hvis alting flaskede sig, kunne Sagan i dag være blevet kørt ud af den pointkonkurrence, han netop var blevet en del af igen, hvis han i den flade finale var blevet slået af mere klassiske sprintere som Fernando Gaviria, Alvaro Hodeg og Elia Viviani.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Det må utvivlsomt give en lidt bitter bismag for Demare, men desværre for ham kunne han jo kun kontrollere det, han rent faktisk havde magt over. Det var hans egen spurt og det supertog, der nu har domineret snart sagt alle sine massespurter siden genstarten i slutningen af juli. Og set i det lys gjorde Demare alt det rigtige med en opvisning, der var lige så overlegen, som vi efterhånden har fået for vane at se dem.

Finalen gik nemlig helt efter det manuskript, man kunne have skrevet på forhånd. Omkring den røde flamme skød kæden med Ignatas Konovalovas, Miles Scotson, Jacopo Guarnieri og Demare nemlig frem og sendte både UAE og Israel SUN, der ellers havde domineret optakten, til tælling med et af de veltimede fremstød, der er blevet deres speciale. Timingen var endda så god, at de undgik deres største fare, nemlig at mangle folk efter de to sene sving, hvor den 600 m lange opløbsstrækning meget vel kunne være blevet lidt for lang for kun Guarnieri og Demare.

Den katastrofe blev undgået, da Konovalovas slog ud og afleverede Scotson på så passende et sted, at det blev ham, der kom først ind på opløbsstrækningen med Guarnieri og Demare ventende i sulkyen. I det øjeblik stod det klart, at kun et mindre mirakel kunne forhindre den fjerde Demare-triumf, og da Guarnieri atter afleverede kaptajnen, gjorde han det også færdigt så let, at man stadig sidder med fornemmelsen af, at det egentlig mere er en sejr for Konovalovas, Scotson og Guarnieri end ham selv.

Det skal dog ikke tage noget fra Demare, der ved at sejre og tillige gøre sin borgerpligt ved at slå Sagan i den indlagte spurt scorede i alt 53 point og øgede sin føring fra 20 til 36 point. Desværre for ham var udkommet altså bare lidt mindre, end man kunne have håbet, for Sagan gjorde præcis det, vi har lært at kende ham for i Tourens massespurter, nemlig sikre sig en andenplads, der minimerede tabet til hurtigere folk.

Det truede ellers med at gå galt for Sagan. Denne gang skete nemlig det ellers utænkelige, at slovakken ikke sad umiddelbart bag det bedste tog, der på forhånd var udset til at være FDJ. Den kamp tabte han nemlig til den ellers normalt så positioneringssvage Fernando Gaviria, og dermed var gode råd lige pludselig dyre for Sagan, der nu skulle starte en medvindsspurt bag to på papiret hurtigere folk.

Heldigvis for Sagan blev det hurtigt klart, at Gavirias usædvanligt pauvre kørsel de seneste dage ikke blot var en tilfældighed. Der er vitterligt ikke meget skud i de engang så lynhurtige stænger, for ligesom på 7. etape var der intet tilbage, da colombianeren trådte an. Denne gang kunne han heldigvis i det mindste starte sin spurt, men det varede ikke længe, inden han resignerende satte sig ned og lod en serie normalt meget langsommere folk storme forbi.

Sagan var som altid snarrådig nok til at fornemme Gavirias sammenbrud og sprang lynhurtigt over bag Demare, så han kunne sikre sig den 2. plads, der på forhånd må have været det sikreste mål at gå efter. Alligevel må han sidde med en ærgerlig fornemmelse, for han kom faktisk så stærkt til sidst, at det virker ganske sandsynligt, at han faktisk kunne have i hver fald truet Demare, hvis ikke han havde skullet bruge sin spurt på at lukke det hul, Gaviria efterlod. Det bekræfter blot den fornemmelse, der har været svær at komme udenom, nemlig at Touren har bragt Sagan ganske nær sit gamle niveau. Og i det lys må han også kunne lugte blod, når der på 19. etape skal spurtes efter et maraton på mere end 250 km, når han har sat sit store attentat ind på Demare på fredagens meget stejle og vanskelige stigninger.

Det kan Gaviria til gengæld ikke - tværtimod. Colombianeren viste ellers sin gamle hurtighed i Guangxi, San Juan og Emiraterne i løbet af efteråret og vinteren, men måske skal vi bare affinde os med, at den engang så alsidige sprinter i dag ikke kan meget andet end at spurte. I hvert fald er han nu om dage en af de første, der falder fra på en motorvejsbro, og samtidig synes han kun at have sin vanlige fart, hvis der er tale om en af de helt lette og flade etaper, vi kender fra årets første og sidste løb under fjerne himmelstrøg.

I det lys er det spørgsmålet, om han overhovedet kan kalde sig Colombias bedste sprinter. I hvert fald blev han i dag klart slået af Alvaro Hodeg, der desværre måtte sande, at han og Davide Ballerini ikke nåede frem i tide. Positionering har aldrig været hans spidskompetence, og selvom det også er helt klart, at han er den langsomste af de tre Deceuninck-sprintere kunne han måske have drømt om mere, hvis han havde startet sin spurt lidt tættere på det tog, der igen dominerede.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det var dog ikke Hodeg, der var nogen stor taber. Det var snarere Elia Viviani, der vitterligt havde en reel chance for at tage den forløsende sejr, der kunne kaste et lidt forløsende skær over en ellers helt igennem trist sæson. Det fik en klodset motorcykel imidlertid forpurret, og selvom det ikke er sikkert, at det var slaget, der ødelagde hans spurt, endte det i hvert fald med, at den forslåede Viviani, hvis hold ellers havde taget ansvar hele dagen, tabte hjulet på Simone Consonni, der således endte med at spurte sig til egen 4. plads, men holdets kaptajn slukøret rullede over stregen til endnu en af de mange ligegyldige top 10-placeringer, der har været fortællingen om 2020 for manden, der i 2018 og delvist 2019 vandt WorldTour-sejre på samlebånd.

Det gør han bestemt ikke i år. Den ære tilfalder i stedet Demare, der efter i dag står på hele 14 gevinster og med en sejr på næste fredag trods den forkortede sæson kan tangere Dylan Groenewegens høst fra 2019 på 15 sejre. Ja, Demare har suverænt været den mest profilerede vinder i denne sæson, men i dag kan etapens nr. 2 i lige så høj grad kalde sig en sejrherre. Kampen om den cyclamenfarvede trøje er nemlig stadig pivåben!