Giro d'Italia-analyse: Vidunderbarnets Indurain-tilstand

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

”Vi er ikke vant til at se Miguel i den tilstand.” Sådan var der en af Banesto-bosserne, der slukøret udtalte til pressen efter den højdramatiske Les Arcs-etape i Touren i 1996. Det var den dag, den ellers så urørlige Tour-konge højst overraskende blev kørt agterud, og mens Luc Leblanc kørte til en suveræn solosejr, måtte Indurain indkassere en gigantisk øretæve med et tidsta på mere end tre minutter til de værste rivaler. Det skulle vise sig at indvarsle kongens fald. Dagen efter fik han bank i sin paradedisciplin, enkeltstarten, og to uger senere var det Bjarne Riis, der hyldedes som vinder i Paris, mens Indurain rullede anonymt i mål som løbets nr. 11.

Det er jo svært at sammenligne Indurain anno 1996 med Remco Evenepoel anno 2021. Indurain var dengang sportens ukronede konge, men også på vej mod karrierens efterår - endda med et tidligere karrierestop, end nogen havde drømt om. Evenepoel er stadig ikke i nærheden af blot at kunne tænke på Indurains meritter, og han er blot i starten af en formentlig glorværdig karriere.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Til gengæld er Banesto-bossens ord meget rammende, og erstatter man navnet med Miguel med Remco, kunne ordene lige så godt være udtalt af Deceuninck-manager Patrick Lefevere, da støvet havde lagt sig efter dagens grusvejsdrama i Montalcino havde lagt sig. Den med spænding imødesete - og af mange frygtede - etape blev nemlig lige så afgørende, som man kunne have spået, og ligesom det skete ved første besøg i 2010, hvor den mudderklædte Cadel Evans tog en af karrierens smukkeste sejre, sendte Toscanas ”sterrato” en ung komet til tælling.

For 11 år siden var det Vincenzo Nibali, der efter et styrt mistede lyserøde førertrøje, og i dag var det højst uventet Evenepoel, der blev grusets største offer. På en dag, hvor alt så ud til at gå galt nærmest fra første fløjt, viste det belgiske vidunderbarn en svaghed, vi ikke har set, siden han med sejren i Clasica San Sebastian gik fra at være ungt talent til sand verdensstjerne. Siden dengang har Evenepoel i de løb, hvor han ikke har ageret hjælper, hver eneste gang været blandt de allerstærkeste - et forhold, der vel bedst illustreres af, at han vandt alle de fire cykelløb, han gennemførte i 2020!

Nej, hverken vi eller Lefevere har været vant til at se Evenepoel i den tilstand, vi så, da han nærmest trådte firkantet på den sidste stigning op mod målet i Montalcino. Og selvom man sagtens kunne have ventet et sådant udkomme, da han kom til løbet med minimal og tvivlsom forberedelse, var det vel de færreste, der havde regnet med et sådant kollaps, når nu pilen indtil videre havde haft den opadgående tendens, man kunne vente af en mand, der stadig jagter løbsrytme.

Galt gik det allerede fra start, hvor Evenepoel understregede en af sine få svagheder, som man allerede har fornemmet de første dage, hvor han er endt bemærkelsesværdigt langt tilbage på sprinteretaperne. Noget tyder på, at han - særligt efter styrtet - er alt andet end komfortabel i positionskampen, og derfor var det ikke uventet, at han blev en taber, da der var Paris-Roubaix-agtig spurt frem mod dagens første grusstykke. Mens Egan Bernal helt forudsigeligt blev ført til fronten af en brølstærk Filippo Ganna, kom Evenepoel med det samme på bagkant, da feltet helt forudsigeligt knækkede på det tekniske grusstykke, og allerede her kunne det være gået helt galt, da Ganna, Jhonatan Narvaez og Gianni Moscon fortsatte Ineos-maskinen i front med god hjælp fra et Movistar-hold, der med Marc Soler klarede grusvejene fremragende.

Heldigvis for Evenepoel var han ikke alene. Hugh Carthy, der ellers var blevet ført godt frem af grusspecialisten Alberto Bettiol, var åbenlyst heller ikke komfortabel på de teknisk komplicerede veje, og han gled så langt tilbage, at EF-hjælperne blev kaldt tilbage. Heller ikke Aleksandr Vlasov er en ørn til positionskamp, og da også han var endt på bagkant, var der pludselig tre hold til at redde Evenepeols krise.

Da først alarmen var afblæst, så alt pludselig lyst ud. Feltet var reduceret til ca. 30 mand, Evenepoels motor var ved at være varm, og herfra var det snarere benene end positionskampen, der ville bestemme udfaldet i den lille og udmattede gruppe. Det blev dog hurtigt klart, at Evenepoel slet ikke var komfortabel på gruset, hvor han hver eneste gang gled baglæns, når de ramte de tekniske nedkørsler, og det stod hurtigt klart, at det ry som klodset, han hurtigt fik sig i juniorklassen, hvor han led under at have større erfaring som fodboldspiller end cykelrytter og i øvrigt kørte så meget alene foran alle andre, at han aldrig fik den store rutine i at sidde i et felt. Den svaghed så han ud til at have overvundet, da han kørte Victor Campenaerts ud af hjulet i svingene på brostensetapen i Belgium Tour, men i dag blev det åbenbart for enhver, at Evenepoel stadig lider under, at hans fodboldkarriere vel næsten har været længere end hans cykelkarriere.

Mere bemærkelsesværdigt var det, at den også var gal med benene. Da Evenepoel endegyldigt blev sat, handlede det i hvert fald ikke om hverken teknik eller position. Her var der slet og ret udsolgt hos det belgiske vidunderbarn, der befandt sin i en Indurain-agtig tilstand, vi ikke er vant til at se ham i. Bedre blev det ikke af, at Joao Almeida så ud til at være noget modvillig i at skulle vente på sin kaptajn, men i sidste ende kan man nu ikke stille det store spørgsmål ved portugiserens commitment. Mere iøjnefaldende var det, at der ikke var skyggen af folk som Fausto Masnada, James Knox og Mikkel Honoré, og selvom de havde brændt mange tændstikker i den lange jagt, var det ikke just det ellers så stærke Deceuninck-mandskabs glansstund.

Det mest bemærkelsesværdige var, at Evenepoel pludselig kom sig. Mod slutningen kørte han og Almeida stærkere end næsten alle andre, og det, der undervejs på sidste stigning lignede en lille nedslagtning, endte faktisk kun som en moderat katastrofe i kraft af et imponerende comeback. Det var et bemærkelsesværdigt comeback, der heldigvis var stærkt nok til, at det er for tidligt at dømme belgieren ude.

Har vi nemlig ikke set noget lignende før? Jo, det var vist svært ikke at tænke tilbage på sejren i Clasica San Sebastian. Det var den dag, Evenepoel blev sat på Jaizkibel-stigningen alenlangt fra mål og mest af alt var heldig med, at feltet tog sig en puster, så han kunne komme tilbage. Senere angreb han sammen med Toms Skujins - og så husker de fleste vist, hvem der endte med at køre fra alt og alle.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Det er vidnesbyrd om Evenepoels gigantiske motor - den motor, der også har været årsagen til de soloridt, som allerede er hans varemærke. Og selvom det er svært bekymrende for ham at være sendt 2.22 agterud - mere end han bør kunne hente på enkeltstarten - er hans motor beviset på, at han er den værste mand at afskrive. Bliver han desperat nok, finder han bare på et eller andet vildt soloridt, og så ved ingen, hvad der kan ske, når etaperne bliver længere, nedslidningen er større, og det for ham ret ærgerlige grus atter er forsvundet.

Problemet for ham er først og fremmest, at hans modstander synes aldeles formidabel. Forleden spekulerede jeg på, om Egan Bernal, der i denne Giro er startet helt anderledes end i Touren i 2019, er bedre end nogensinde, og i dag gjorde han intet for at modbevise den teori. Fire gange i løbet har han haft mulighed for at levere en magtdemonstration, og fire gange ud af fire mulige har han gjort det. I dag kom måske den mest overbevisende af dem alle.

Ineos var som ventet her, der og alle vegne. Med Ganna til den indledende positionskamp, en stærk Jhonatan Narvaez i finalen og ikke mindst Gianni Moscon, der på en etape som denne var verdens absolut bedste hjælper, var Bernal altid på forkant med tingene. Hans mountainbikebaggrund fornægtede sig ikke, hans Strade Bianche-evner kom igen til udfoldelse, og da han denne gang slap for at slås med Mathieu van der Poel og Julian Alaphilippe kunne ingen denne gang matche ham - også fordi denne rute passede betydeligt bedre til klatrere end klassikeren i marts. Faktisk syntes han at kunne gøre efter forgodtbefindende, og da den relativt ufarlige Emanuel Buchmann alligevel var kørt lidt for langt væk, lukkede han hullet i et snuptag, inden han med sit stadig mere overbevisende punch kørte fra tyskeren på rampen op til mål. Eneste lille malurt i det britiske bæger var en overraskende svag præstation af en Daniel Martinez, der ellers lignede en mand i fremgang - men det lever Dave Brailsford nok med!

Bernal har været så ivrig efter at udnytte mulighederne, at man næsten føler sig hensat til Giroen i 2018. Dengang var det som bekendt Simon Yates, der angreb hver eneste gang, der var blot en motorvejsbro på ruten, men som bekendt gik det briten temmelig ilde. Desværre for rivalerne kunne Bernal og Yates ikke være mere forskellige, for mens briten har for vane at falme i den tredje uge, bliver colombianeren som regel kun stærkere og stærkere. Og det er et bekymrende perspektiv for rivalerne, når Bernal allerede nu har så stort et forspring, at han kan køre resten af løbet defensivt - en strategi, han dog næppe vil adoptere på de svære målbjerge i resten af løbet.

Bemærkelsesværdigt var det også, at Bernal næsten var den eneste, der levede op til sin plads i det hierarki, vi har set hidtil. Den gamle regel om, at man aldrig skal drage for mange konklusioner på baggrund af den første uge i en grand tour - slet ikke i en så bagtung udgave som denne - synes i hvert fald korrekt. Der blev nemlig i den grad vendt op og ned på det hidtidige billede, men det er nu ikke helt overraskende, da vi endelig fik en mere dieselagtig etape med konstant pres over de sidste små to timer og ikke de meget eksplosive finaler, vi havde på 4., 6. og 9. etape, hvor vejret også bidrog til det mudrede hierarki de første to dage.

Aleksandr Vlasov holdt dog stand. Det er vel nærmest efterhånden blevet kutyme, at den stabile russer angriber tidligt for siden at få Bernal så kraftigt i nakken, at han akkurat ikke kan holde ham. Det mønster gentog sig igen i dag, og Vlasov kan i den grad ærgre sig over, at Bernal er med i løbet. Det er nemlig ikke tilfældigt, at det nu er russeren, der ligger nr. 2, for han har som den eneste anden været stabilt med helt fremme, hvis man ser bort fra, at han fik overvurderet sig selv på San Giacomo, hvor han gik lidt ned på den sidste kilometer. Med tanke på hans fine afslutning på Vueltaen tegner alt fortsat lyst for russerens podiedrømme.

Det gør de pludselig også igen for Emanuel Buchmann - og hvor er det befriende! Det har nemlig virkelig været en skam at se den i 2019 og begyndelsen af 2020 så uhyre stærke tysker via et svagt forår skabe så megen bekymring, at han var svær at se som den sejrskandidat, han på baggrund af sine hidtidige meritter skulle være. Det er det for så vidt stadigt - Bernal er jo lige nu i sin egen liga, og Buchmann har ikke det ekstra, som vidunderbarnet Evenepoel måske kan mobilisere - men han viste i dag, at alle evnerne ikke forsvandt i det ærgerlige Dauphiné-styrt. Som altid er Buchmann bedst, når motoren bliver varm, og det har hele tiden været klart, at han ville blive ganske god i den tredje uge. Spørgsmålet var bare hvor god. Heldigvis tyder noget på, at svaret er ”Temmelig god” - særligt da når etaperne bliver endnu mere nedslidende og trætheden endnu større.

Det burde også være samme trend, vi så hos Hugh Carthy, men desværre tegnede etapen samme billede, som vi har set efter den flotte start på Sestola, nemlig at han fortsat mangler et par procent. Det så ellers længe lovende ud, da Ruben Guerreiro og Alberto Bettiol, som helt loyalt ofrede sin drømmeetape for det fælles bedste, på dybt imponerende vis sad med i en finale, hvor de fleste klassementsryttere var sendt til tælling, men da Carthy selv skulle træde til, manglede det sidste igen. Til hans forsvar skal dog siges, at han åbenlyst ikke var vild med gruset, og den sidste eksplosive stigning passede ham temmelig dårligt. Hans terræn kommer heldigvis først senere i løbet.

En lille vinder var derimod Simon Yates, der brød en trend, som ellers plejer at pege nedad for briten i løbet af en grand tour. Heller ikke han var vild med gruset, som han allerede havde brokket sig over forinden, men han kom ganske fint igennem uden på nogen måde at være spektakulær. Det var en solid, defensiv indsats, der nok engang bekræfter, at Tour of the Alps-formen ikke længere findes, og da de for ham svære etaper stadig venter - denne var både kort, eksplosiv og bortset fra gruset helt efter hans hoved - er det stadig svært at se ham være med i kampen om podiet.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Det er Damiano Caruso nok heller ikke, men man må tage hatten af for den solide italiener, der i sin karrieres efterår bare synes at blive bedre og bedre og i hvert fald har den stabilitet, der bør gøre et topresultat sikkert. Mens Pello Bilbao loyalt ofrede sig for sin nye kaptajn, fik den alsidige og teknis dygtige veteran præcis det udbytte af gruset, han kunne have håbet.

Det gjorde Tobias Foss også - og mere end det! Den robuste nordmand lignede hele tiden en vinder på denne etape, men at han skulle ende som nr. 6 blandt favoritterne - endda efter at have spildt kræfter i et flot, men måske lidt hovedløst udbrudsforsøg - var der næppe mange, der havde set komme. Skal denne Giro blive løbet, hvor Tour de l’Avenir-vinderen endelig bekræfter sit potentiale efter en lidt skuffende karrierestart? Det kan bestemt ikke udelukkes, men desværre har han hidtil synes at have haft lidt for store mangler i bjergene og særligt på stejle procenter, som resten af løbet er fyldt med. Om hans motor er stor nok til at kompensere for det i den tredje uge af en grand tour, bliver vi klogere på de kommende dage.

Desværre var grusvejsetapen skabt til at skabe flere tabere end vindere, for mens forskellene mellem de bedste næppe ville være store, kunne tabene for taberne blive ganske store - præcis som det var tilfældet i 2010, hvor Liquigas med Vincenzo Nibali og Ivan Basso fik sig en lussing. Først i rækken efter Evenepoel er Giulio Ciccone, der ellers gennem det meste af løbet så uhyre komfortabel ud og bekræftede de første dages positive indtryk. Som man desværre hele tiden har kunnet frygte med Ciccone, der er kendt for sine betydelig udsving, var lyset pludselig slukket, og da en ellers stadig bedre Vincenzo Nibali igen måtte indkassere et tab, led Treks genopdukkede klassementsdrømme et ordentlig skud for boven. Nu er spørgsmålet, om dagens nedtur blot var et varsel om det generelle niveaufald, man kunne frygte fra svingende Ciccone i den første grand tour som klassementsfald, eller om det blot var en dårlig dag.

Samme ustabilitet er Marc Soler kendt for, og han endte lidt overraskende også som en lille taber. Gennem hele etapen var han ellers helt oven på pedalerne som led i et flot Movistar-show, men da det blev alvor, kom der en af de meget pludselige Soler-eksplosioner, han er kendt for. Det var desværre ildevarslende, at han fik så lidt ud af en etape, der burde have været en af hans chancer inden de større og for ham lidt for svære bjerge senere i løbet.

Der var dog to andre, der havde ventet at få endnu mere ud af etapen. Det var Romain Bardet, der håbede at drage fordel af podiepladsen i Strade Bianche, men som nok engang måtte sande, at det nuværende niveau har sine begrænsninger. Hans 2. plads på gruset i 2018 skjuler også de meget specielle omstændigheder og det tidlige angreb, der lå til grund for det flotte resultat, og i det lys er det ikke noget stort chok, at han ikke kom fra etapen som vinder. Men i det mindst er det nu soleklart, at det er ham og ikke Jai Hindley, der er DSMs karakter.

Heller ikke Davide Formolo, der ligesom Bardet og Bernal er den eneste af klassementsrytterne med en Strade Bianche-podieplads på generaliebladet, havde regnet med at ende som en stor taber - tværtimod. En endelig bekræftelse har jeg i skrivende stund ikke kunnet finde, men det forlyder, at han både missede et sving og punkterede. Sandt er det i hvert fald, at en ellers velkørende Fernando Gaviria blev kaldt tilbage for at redde en katastrofe, der desværre ikke kunne undgås.

Det kunne den heller ikke for Dan Martin. Intet forlyder lige nu om, at han skulle have haft uheld, men det var desværre temmelig oplagt, at han var den måske mest sårbare rytter i klassementets top 10. I forvejen er han ikke vild med grus, og når de kombineres med den positionskamp, han hader, får man en cocktail, der meget vel kunne smage dårligt. Det gjorde den også, for Martin forsvandt netop i den positionskamp, der ledte frem til det første hurtige og tekniske grusstykke - og drømmen om en podieplads synes ny endegyldigt slukket.

Formolo havde i det mindste den trøst, at det så ud til, at UAE kunne kompensere for nedturen med en etapesejr. Efter en svær start på løbet viste stortalentet Alessandro Covi nemlig endelig sin klasse ved at køre med om sejren fra det udbrud, der helt forventeligt fik et gigantisk forspring på en etape, hvor ingen a favoritterne havde de store drømme om at vinde. Alligevel betød det opskruede tempo til sidst, at det store forspring faldt hurtigt, men da udbruddet helt uventet kom afsted fra km 0 - nærmest lidt tilfældigt, fordi ingen rigtigt regnede med det, og mange derfor tøvede fra start - var der god tid til at opbygge så stort et forspring, at Covi lignede vinderen, da han overlevede bakkerne og slutteligt bare skulle gøre det færdigt i en puncheurspurt, der lå til hans højreben.

Problemet er bare, at en spurt på 12% efter en hård dag er noget andet. Og her var den ligeledes unge Mauro Schmid ganske enkelte stærkere, som han da også så ud til at være det på dagens stigninger. Det var en temmelig uventet sejr til et Qhubeka-hold, der mildt sagt ikke har imponeret i løbet hidtil. Og det var uventet, at nyprofessionelle Schmid skulle tage karrierens største sejr på en af Giroens mest prestigiøse etaper. Nok har han gjort det flot i sin U23-tid, men ikke vist takter, der lagde op til en sådan bedrift. Også i den første tid som professionel har han haft det svært - også i den første del af denne Giro - men i dag viste han Qhubeka-ledelsen, at de gjorde klogt i at give ham en sen chance omkring juletid, hvor det ellers så ud til, at han i 2021 fortsat skulle køre på lavere niveau.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

I ungdomsklassen har han i hvert fald ikke skabt de samme overskrifter som Evenepoel. Det er der nu heller ingen, der har, for vi har bestemt ikke været vant til at se det belgiske vidunderbarn i den tilstand, han var i dag - præcis som Banesto ikke var vant til at se Indurain i den tilstand, han var i på Les Arcs-etapen. Dengang kom den spanske Tour-konge sig aldrig, og det er meget muligt, at Evenepoel heller ikke gør det, men hvordan var det nu, det gik Ivan Basso på Montalcinos grusveje i 2010? Jo, han smed såmænd 2.05 til den sejrende Evans og lignede fra klassementets 8. plads ikke den mest logiske vinder i det, mange udpegede som en duel mellem australieren og den førende Alexandre Vinokourov. To uger senere så det helt anderledes ud, da løbet sluttede i Verona, hvor Basso stod øverst på podiet. Fra klassementets 7. plads kan Evenepoel håbe på en gentagelse - Indurain-tilstand eller ej!

BEMÆRK: Jeg giver en mundtlig status på Giroen i Radio4 i morgen kl. 11.40.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER