Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Giro d’Italia: Rutebeskrivelsen
30. april 2018 15:00 af Emil AxelgaardFoto: LaPresse - Di Alberto / Ferrari / Paolone / Spada

Klassikerne er overstået, og det er tid til at rette blikket mod de store grand tours. Den første af disse starter fredag, når Italien byder på en tre uger lang festival bestående af høje bjerge, ukontrollerbart terræn, lange enkeltstarter og spændingsmætte massespurter. Til den 100. udgave har man sammensat en spektakulær rute, der byder på lidt for enhver smag og når et fantastisk klimaks i en brutal tredje uge, hvor adskillige bjergetaper samt en afsluttende enkeltstart venter. Feltet.dk kaster et blik på hver af de 21 etaper og giver en analyse af den rute, der vil krone en fortjent vinder af en historisk udgave af Italiens største cykelløb.

PRÆMIER TIL DE 75 BEDSTE I GIRO-SPILLET

Under Angelo Zomegnans ledelse i slutningen af forrige årti udviklede Giro d’Italia sig til et næsten absurd teater. Hvert år syntes løbet at skulle overgå sig selv i hårdhed, og man nåede til et punkt, hvor mange ryttere valgte løbet fra i protest mod ruter, der bød på adskillige ekstremt stejle stigninger, lange transfers mellem etaperne og farlige nedkørsler.

 

Det ændrede sig, da først Michele Acquarone og siden Mauro Vegni tog over og fra 2012 fik ansvaret for at designe ruten. I et forsøg på at internationalisere løbet og igen tiltrække de største udenlandske navne, lyttede man til rytterønsket om at gøre ruten mere menneskelig og reducere de lange transporter mellem etaperne. Strategien har været en stor succes. Efter i mange år at have været totalt domineret af italienere lykkedes det i 2013 at tiltrække den forsvarende Tour-vinder Bradley Wiggins, og i 2014 fik man Nairo Quintana til start. I 2015 var det Alberto Contador og Richie Porte, der kastede glans over foretagende, og i 2016 måtte Vincenzo Nibali slås med Esteban Chaves, Steven Kruijswjk og Alejandro Valverde, inden han kunne lade sig krone som vinder. Sidste år var det kun Vincenzo Nibali, der kunne forsvare værtsnationen i en top 5, der derudover talte Tom Dumoulin, Quintana, Thibaut Pinot og Ilnur Zakarin.

 

De lettere ruter har ikke betydet, at løbet har været mindre spektakulært, og der har stadig været plads til at besøge de stejleste stigninger som Mortirolo og Monte Zoncolan. Nu om dage er omfanget bare mere moderat, og det har faktisk givet anledning til mere aggressivt og underholdende cykelløb, fordi det ikke længere blot handler om ren overlevelse for rytterne. Samtidig har man fastholdt en tradition med at sammensætte en meget svær og bjergrig sidste uge, hvilket har betydet, at intet har været afgjort før til allersidst. Hvem husker således ikke Vincenzo Nibalis spektakulære comeback på de sidste to bjergetaper i 2016 eller Alberto Contadors store krise på Colle delle Finestre på sidste bjergetape i 2015? Eller hvad med Tom Dumoulins detronisering af Nairo Quintana på sidste enkeltstart i 2017?

 

Samtidig med at man har fastholdt løbets sjæl som et bjergløb, har man gjort ruten mere alsidig. I 00erne var de italienske stjerner bestemt ikke de bedste til at køre enkeltstart, og det fik arrangørerne til at skære voldsomt ned på antallet af kilometer i kamp mod uret. Det ændrede sig fra 2013, og siden da har man hvert år haft en ganske lang, ofte relativt kuperet enkeltstart midt i løbet. Det har gjort løbet mere alsidigt og givet større appel til mange af sportens stjerner, der ofte har tidskørsler som en spidskompetence.

 

Ønsket om at bruge ruten som lokkemad for sportens største stjerner har været særligt udtalt i år. Her valgte løbsdirektør Vegni nemlig at udskyde rutepræsentationen til slutningen af november, så han kunne modificere sine planer i overensstemmelse med Tour-ruten og herved måske lokke et par af stjernerne til at satse på det italienske løb på bekostning af sportens største begivenhed i juli.

 

Helt centralt stod bestræbelserne på at overtalt Chris Froome til at give sig i kast med et historisk forsøg på at blive den første rytter til på samme tid at sidde på alle tre grand tour-troner. Angiveligt var der da også nær kontakt mellem Giro-arrangørerne og Sky-ledelsen i løbet af oktober og november, og selvom der helt sikkert været vandtætte skotter med rutdesignerne og det britiske hold, er det ikke svært at se, at årets rute i høj grad er designet med ønsket om, at det skal kunne lade sig gøre at satse på både den italienske og den franske grand tour.

 

Det har bestemt ikke gjort løbet mindre spektakulært, og man har også denne gang sammensat en meget alsidig rute med et hav af bjerge, der rummer masser af angrebsterræn, et hav af højdemeter og ikke meget at komme efter for sprinterne. Alligevel har man sørget for at koncentrere alle de væsentligste udfordringer fra i løbets sidste otte dage, der som altid bliver en sand festival af bjergkørsel, og selvom den første halvdel af løbet byder på et væld af kuperede og uforudsigelige etaper med masser af mulighed for angreb, er det i løbet af de første 13 dage kun to af etaperne, der for alvor kan ventes at gøre store forskelle. Formålet er klart: det skal kunne lade sig gøre at køre sig i form undervejs og ikke nå til Rom i en totalt nedbrudt tilstand.

 

De første dage vil det ikke være favoritkampen, der vil stjæle opmærksomheden, men derimod den historiske og politisk og sikkerhedsmæssigt meget kontroversielle beslutning om for første gang at starte en grand tour uden for Europa i Israel. Det vil skabe megen debat i tiden op til og under selve besøget i Mellemøsten, men sportsligt vil starten ikke spille den helt store rolle. En usædvanligt kuperet kort enkeltstart i Jerusalems smalle gader vil skabe de første små forskelle i klassementskampen, men derefter vil sprinterne stjæle rampelyset på to ørkenetaper i weekenden, inden en tidlig hviledag mandag vil blive brugt til at transportere hele cirkusset til Italien, hvor man lægger ud helt nede i det allersydligste på Sicilien.

 

Forhåbentlig drog sprinterne maksimal fordel af sprinteretaperne i Israel, for det sicilianske besøg vil ikke give dem den mindste chance for at vise sig frem. De første to etaper finder sted i det kuperede indre af øen, hvor small, snoede veje og et hav af stigninger med meget lidt fladt terræn vil lægge op til aggressivt, men næppe løbsafgørende cykelløb. De vil fungere som opvarmning til det første store klassementsslag, der for andet i træk finder sted på vulkanen Etna, der dog denne gang bestiges fra en langt vanskeligere side end tidligere. Her vil vi få de første klare indikationer på formbarometeret, hvis ikke de frygtede vind på de golde skråninger ligesom sidste år kvæler ethvert initiativlyst.

 

Efter at have forladt Sicilien indledes rejsen mod de høje bjerge i nord helt nede i den italienske hæl, hvor sprinterne får en sjælden chance, inden man sætter kurs mod to slag i Appenninerne i weekenden. 8. etape til Montevergine di Mercogliane vil næppe spille nogen stor rolle, men til gengæld afsluttes den første uge med et sandt bjergmaraton og en hård finale i mere end 2000 m højde på Gran Sasso-stigningen, hvor vi vil få det næste store svar på, hvem der kan køre med om sejren.

 

Efter den anden hviledag venter en alsidig anden uge, der indledes med fire etaper, der for klassementsrytterne handler om overlevelse. Den kuperede 10. etape ligner en dag for et udbrud, men sprinterne vil måske kunne lugte blod på løbets længste etape. Dernæst venter en klassisk italiensk puncheurfinale på en etape, der er dedikeret til Michele Scarponi, inden to relativt flade etaper formentlig vil give sprinterne de sidste to muligheder inden den store finale i Rom - hvis de altså kan overleve de små bakker, der begge dage venter i finalerne.

 

Den afgørende fase i løbet indledes den næstsidste lørdag, når løbets måske allervigtigste etape venter. For første gang siden 2014 skal Europas måske stejleste cykelbjerg, Monte Zoncolan, bestiges, og efter at man har passeret den ikoniske port til Helvede vil vi helt sikkert vide meget mere om, hvem der kan vinde årets løbet. Den anden uge afsluttes derefter med en svær bjergetape med en lettere finale, hvor et udbrud formentlig vil løbe med sejren.

 

Som altid er det løbets sidste seks etaper, der vil være rammen om den helt store kamp om den samlede sejr. Det hele skydes i gang med endnu en af løbets allervigtigste etaper, den anden og sidste enkeltstart i løbet. Med sine knap 35 km er der tale om en langt fladere sag end vanligt, og på en rute, der er skabt til de store specialister, vil Tom Dumoulin og Chris Froome gå efter at vinde afgørende tid på de rene klatrere.

 

De får til gengæld mulighed for revanche på tre store bjergetaper i Alperne til allersidst i løbet. Efter en klassisk udbrudsetape om onsdagen venter der det første af tre slag, når man den sidste torsdag på en ellers flad etape slutter på den ikke alt for vanskelige Pratonevoso-stigning. Den vil fungere som opvarmning til løbets kongeetape, der inkluderer det frygtede og grusvejsbelagte bjerg Colle delle Finestre, der i år er løbets Cima Coppi, det højeste punkt, og en finale på det stejle Jafferau-bjerg som afslutning på en dag, der kan blive meget svær at kontrollere. Intet vil dog være afgjort før 20. etape, hvor der på et sandt bjergmaraton venter hele tre store stigninger på de sidste 90 km, inden den samlede vinder vil kunne lade sig krone på toppen af den lange, men ikke specielt hårde Cervinia-stigning. Derefter transporterer man for første gang siden 2009 hele cirkusset til hovedstaden Rom, der i år vil være rammen om en spektakulær massespurt som afslutning på den 101. udgave af ”Verdens Hårdeste Cykelløb i Verdens Smukkeste Land.”

 

Nedenfor giver vi en beskrivelse og analyse af hver af de 21 etaper. I parentes er med mellem 1 og 5 stjerner angivet arrangørernes vurdering af sværhedsgraden.

 

 

1. etape, fredag d. 4. maj: Jerusalem - Jerusalem, 9,7 km enkeltstart (***)

Mens Tour de France varierer mellem en enkeltstart og en linjeløbsetape, og Vuelta a Espana stort set altid lægger ud med en holdtidskørsel (dog ikke i år), har man langt større opfindsomhed i RCS Sport, der står for Giro d’Italia. Ganske vist synes holdtidskørsler at være den foretrukne indledning, men enkeltstarter og flade etaper har også været brugt i de senere år. Tempospecialisterne fik senest chancen i 2016, da Tom Dumoulin tog en populær hollandsk hjemmebanesejr i Apeldoorn, og efter bare et års venten vil det igen være de kraftfulde maskiner, der skal slås om løbets første førertrøje. Det sker, når der i 2018 skrives historie med den første ikke-europæiske start på en grand tour. Beslutningen om at starte i Jerusalem er politisk og sikkerhedsmæssig kontroversiel, men de mange kontroverser vil for en stund træde i baggrunden, når årets Giro-felt allerede på førstedagen skal slås om de første små tidsgevinster på en meget teknisk og alt andet en flad enkeltstart i Jerusalems gader.

 

I alt skal der tilbagelægges 9,7 km på åbningsetapen, der har både start og mål i hjertet af Vestjerusalem. Fra start slår man en lille sløjfe mod syd via en lille bakke, inden man vender rundt for at køre tilbage mod nord via en nedkørsel. Herefter venter en 1300 m lang bakke, der fører mod vest, inden en nedkørsel og et kortere fladt stykke ad en bugtende vej fører frem til det vestligste punkt, hvor mellemtiden tages efter 5,1 km.

 

Efter tidstjekket vender man rundt, og i en ganske teknisk fase slår man en lille sløjfe mod syd på et let stigende stykke, inden man rammer en lige vej, der fører tilbage mod øst, sydøst og til slut nordøst, stadig via en let stigende vej. Med 3 km igen venter en lille nedkørsel, inden en lille 1 km lang bakke stiger med 3,4%. Herfra falder det let ned mod den afsluttende 300 m lange rampe, der stiger med 4,6% i snit og når et maksimum på 9% over de sidste 100 m. Der er et sidste sving med 750 m igen, inden man når den 6,5 km brede opløbsstrækning.

 

Etapen har i alt 155 højdemeter.

 

Korte indledende tidskørsler i grand tours er ofte relativt flade, men det er ikke tilfældet denne gang. Ganske vist er der ingenlunde tale om voldsomt svært terræn, men ruten for den indledende enkeltstart byder stort set ikke på én meter flad vej. Tværtimod går det op eller ned hele vejen på en strækning, der tillige er ganske teknisk. Den byder derfor på et utal af rytmeskift og meget lidt plads til, at motorerne kan finde ind i en rytme. Det ændrer dog ikke på, at det alligevel er specialisterne, der skal slås om sejren og den første førertrøje, men skal man trække den lyserøde trøje over hovedet i Jerusalem skal man også besidde gode tekniske evner samt en vis accelerationsstyrke.

 

Jerusalem har aldrig tidligere været vært for et stort cykelløb.

 

 

 

 

2. etape, lørdag d. 5. maj: Haifa - Tel Aviv, 167 km (*)

Selvom Giroen i kraft af Italiens kuperede terræn meget ofte sender feltet op af ret svære stigninger langt tidligere, end man ser det i Touren, er det en relativt fast tradition, at sprinterne får det første ord på den første linjeløbsetape. Det vil også være tilfældet i år, hvor starten i det relativt flade Israel betyder, at de hurtige folk kan se frem til en næsten paradisisk åbning på løbet. Allerede dagen efter den indledende tidskørsel kan de således se frem til løbets første mulighed, når feltet begiver sig gennem helt fladt terræn mod syd langs den israelske kyst til en afslutning i storbyen Tel Aviv.

 

Den 167 km lange etape indledes i Haifa og slutter altså i Tel Aviv. Der er tale om to byer på den israelske kyst, og derfor består det meste af dagen af en lang rejse mod syd langs den flade kystvej. Etapen indledes dog med, at man kører i den ”forkerte” retning og følger kysten mod nord frem til den første spurt, der kommer efter 22,3 km. Her kører man mod øst et stykke ind i landet, inden man endelig sætter kursen mod syd. Man holder sig dog et stykke fra vandet, hvorfor terrænet er en anelse kuperet med først nogle småbakker efter ca. 50 km og en lidt længere stigning efter ca. 75 km. Til slut kører man sydvest op over dagens eneste kategori 4-stigning, Zikhron Ya’Adov (2,6 km, 5,3%, max. 13%), der har top efter 91,0 km, og som over de sidste 1600 m stiger med 7,1% i snit.

 

Efter stigningen leder en nedkørsel det sidste stykke mod sydvest ud til kysten, og herefter er etapen helt simpel. Det går nemlig nu mod syd langs den flade kystvej resten af dagen. Den eneste adspredelse kommer i forbindelse med den sidste spurt efter 105,3 km, hvorefter man fortsætter det sidste stykke ned mod Tel Aviv via den brede motorvej. Indløbet til finalen foregår også ad store, brede avenuer, inden man når frem til den helt flade finale. Her venter der på de sidste 5 km en del 90-gradersving med hhv. 4500, 4300 2800, 1900 og 600 m igen, inden man rammer den 8 m brede opløbsstrækning, der fører mod nord langs kysten.

 

Etapen har i alt 976 højdemeter.

 

Det kan godt være, at der ikke er mange sprintere til start i årets Giro, men det betyder ikke, at massespurterne ikke vil blive intense. Elia Viviani, Sam Bennett, Giacomo Nizzolo og Sacha Modolo drømmer alle om at udnytte den ikke alt for stærke konkurrence til at sikre sig store sejre, og derfor vil de helt sikkert ikke lade de relativt få muligheder gå til spilde. Dette er deres første chance, og det vil være en mindre sensation, hvis ikke et brag af en massespurt skal bestemme vinderen af årets første linjeløbsetape i Tel Avivs gader.

 

Tel Aviv har aldrig tidligere været vært for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

3. etape, søndag d. 6. maj: Be’er Sheva - Eilat, 229 km (*)

Beslutningen om at starte i Israel har på talrige områder været kontroversiel og givet anledning til debat, men set fra en sportslig synsvinkel er der én ryttergruppe, der har grund til at bifalde den. Selvom landet ikke er helt fladt, har det nemlig betyder, at den første del af løbet er meget sprintervenlig, og de to eneste linjeløbsetaper i det mellemøstlige land ventes begge at blive afgjort i massespurter. Ganske vist er der på søndagens tredje etaper betydeligt flere højdemeter på programmet, men med en generelt faldende og flad halvdel af det hele 229 km lange mellemøstlige maraton, ventes det israelske besøg at blive afsluttet med en massespurt i kystbyen Eilat.

 

Den hele 229 km lange etape indledes i Be’er Sheva og slutter i Eilat den allersydligste del af Iandet. Modsat på den foregående etape foregår løbet ikke langs kysten, men tværtimod ad en lang sydgående strækning gennem ørkenen langs grænsen til Egypten. Fra starten sætter man kursen mod syg, og den retning holdes stort set hele dagen med kun enkelte mindre afvigelser på den lange rejse gennem Negev-ørkenen. Vejene er store og brede, men terrænet ganske kuperet. Faktisk er det generelt stigende hele vejen fra starten forbi den første spurt, der kommer efter 45,2 km, frem til dagens anden spurt på etapens højeste punkt i 840 m højde efter 77,0 km. Herefter venter en kort, ret stejl nedkørsel, endnu en mindre bakke samt et generelt faldende stykke, der fører frem til bunden af dagens eneste kategoriserede stigning, Faran River (1,2 km, 6,5%, max. 10%), der er en kort sag i kategori 4 med top efter 127,8 km.

 

De sidste 101,2 km er betydeligt lettere. Den første halvdel er kun ganske let stigende, inden en skarp nedkørsel med ca. 60 km til mål leder ned i fladlandet omkring Eilat. Herfra går det mod syd i ganske let faldende terræn helt frem til målbyen ved Det Røde Hav. Her bliver vejen gradvist smallere, efterhånden som man fra nordøst nærmer sig centrum ad en lang, lige vej med en stribe rundkørsler. Med 1,6 km igen kører man hele vejen rundt i en rundkørsel og fortsætter derfor tilbage mod nordvest frem til det sidste skarpe højresving, der med bare 350 m igen leder ind på den 7,5 m brede opløbsstrækning. De sidste 3 km er næsten helt flade.

 

Etapen har i alt 1771 højdemeter.

 

Der venter rytterne en lang, formentlig varm og ikke helt let dag i Negev-ørkenen, men med mindre vinden kommer i spil vil det næppe udvikle sig til det helt store drama. De første etaper i Italien er nemlig alt andet end venlige over for sprinterne, og derfor handler det for de hurtige folk om at drage maksimal fordel af det trods alt overkommelige israelske terræn. Derfor synes det kun at være et ikke specielt sandsynligt sidevindsdrama, der vil kunne true en massespurt i Eilat, hvor en teknisk finale dog vil kunne udfordre sprinterne i det store brag, der vil afslutte besøget i Israel.

 

Eilat har aldrig tidligere været vært for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

Hviledag, mandag d. 7. maj

 

4. etape, tirsdag d. 8. maj: Catania - Caltagirone, 198 km (***)

Efter en af de tidligere hviledage, der efterhånden er blevet et hyppigt tilbagevendende fænomen i en Giro, som i stigende omfang søger efter spektakulære Grande Partenza’er i fjerntliggende regioner, er Giro-feltet på 4. etape endelig tilbage i hjemlandet. Hvis sprinterne havde håbet på en fortsættelse af tendensen fra det israelske fladland, hvor de kunne boltre sig på to forventede sprinteretaper, kan de imidlertid se langt efter deres næste mulighed. Den første uge i Italien indledes nemlig på det stærkt kuperede Sicilien, hvor arrangørerne intet har gjort for at please de hurtige folk. Allerede den første af de italienske etaper i årets løb er således en voldsomt kuperet sag, hvis savtakkede profil afslører, at der stort set ikke er én meter flad vej, og selvom der heller ikke er lange, svære stigninger på menuen, venter der en svært kontrollerbar og meget uforudsigelig etape, der kan give anledning til lidt af hvert.

 

De 198 km fører feltet fra Catania på den sicilianske østkyst til Caltagirone i hjertet af den kuperede ø. Efter en lille sløjfe omkring startbyen sætter man straks kursen mod syd, men i stedet for at følge den flade kystvest holder man sig tilstrækkeligt langt inde i landet til, at terrænet er mere rynket. Efter en hovedsageligt faldende start med kun én mindre bakke, begynder det efter ca. 40 km at stige, og herefter vil det generelt gå opad i de følgende 40 km, dog på en irregulær måde med flere stejlere passager og enkelte mindre nedkørsler undervejs. Halvvejs oppe drejer man mod vest for at køre længere ind i lange, indtil man endelig efter 82,4 km når etapens højeste punkt i 779 m højde på toppen af kategori 4-stigningen Pietre Calde (8,3 km, 2,8%, max. 8%).

 

Efter stigningen venter en meget teknisk fase, hvor vejen snor sig mod sydvest ned til den første spurt, der er placeret efter 112,3 km. Også her er terrænet vanskeligt med først en længere nedkørsel og en efterfølgende stigning, hvorefter det går op og ned i konstant vekslende terræn. Vejene er voldsomt snoede og asfalten til tider dårlig, ligesom der meldes om brosten i flere byer. Det savtakkede terræn fortsætter, når man kører mod vest og derefter nordvest forbi den sidste spurt, der er placeret efter 133,7 km, men denne del af etapen er dog lettere end den foregående.

 

Efter spurten fører en længere nedkørsel ned til bunden af kategori 4-stigningen Vizzini (4,8 km, 4,4%, max. 10%), der er har top med 47,5 km til mål. Herfra går det hovedsageligt mod nordvest via et længere, generelt faldende stykke, indtil man til slut drejer mod vest for at køre ind mod målbyen. Det sker, når man med 17,2 km igen rammer en lang, ikke-kategoriseret stigning, der over 8,9 km stiger med 3,4% i snit og efter profilen at dømme er relativt jævn. Med 7,3 km igen flader det ud, men det betyder ikke, at etapen er flad. De sidst 5 km finder sted på en bølget vej i Caltagirones byzone og er aldrig helt flade. Med 3 km igen passerer man igennem den gamle bydel via en smal, let faldende vej, der snor sig rundt og byder på mange bløde sving, herunder et 180-gradersving. Med 1700 m igen tager man et skarpt venstresving og føkger derefter flad vej frem til den røde flamme, hvor man rammer den afsluttende rampe, der over 1 km stiger med 8,5% i snit og midtvejs når passager på 13%. I bunden er der et skarpt sving, men derefter bøjer vejen sig kun let, indtil man rammer den 300 m lange, 7,5 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen har i alt 3362 højdemeter.

 

Modsat Touren, hvis etaper oftest er enten flade eller decideret bjergrige, er Giroen kendt for disse savtakkede mellemetaper i scenisk natur og på smalle, snoede og stærkt kuperede veje, der er som skabt til aggressivt cykelløb. Terrænet og særligt finalen efterlader ingen muligheder for sprinterne, og det er på alle måder en etape, der synes som skabt til et klatrestærkt udbrud. Vi befinder os imidlertid tidligt i løbet, hvor tidsforskellene er begrænsede og førertrøjen på spil, og hvis BMC som forventeligt er i front med Rohan Dennis, vil de gøre alt for at forsvare deres position. De kan meget vel finde en allieret i EF Education, der i Michael Woods har en specialist i at spurte på en rampe som denne, ligesom Thibaut Pinot og Simon Yates kunne øjne en mulighed for at sikre sig vigtige bonussekunder. Med andre ord kan det meget vel ende i et første lille slag mellem favoritterne i en eksplosiv finale, men som vi så det på Den Liguriske Kyst i 2015 kan det sagtens ende med succes for aggressive ryttere også i et terræn, der ikke er let at kontrollere.

 

Caltagirone har aldrig tidligere været vært for Giroen og ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

 

 

 

 

5. etape, onsdag d. 9. maj: Agrigento - Santa Ninfa, 153 km (***)

Hvis man havde ønsket sig en chance for at komme til hægterne igen efter det, der utvivlsomt har været et uvelkomment møde med det kuperede sicilianske terræn, må man tro om. Den anden af de tre dage på den sydlige ø er nemlig af nøjagtigt samme natur som den foregående og byder på en hektisk rute, der ganske vist indledes let, men som i anden halvdel er krydret med et hav af stigninger i savtakket terræn. Den eneste væsentlige forskel er, at stigningerne denne gang er længere, men heller ikke på 5. etape er der tale om høje bjerge, og atter afsluttes det hele på en eksplosiv rampe, hvor puncheurs kan drømme om at spurte om sejren, hvis deres hold kan kontrollere det, der meget vel kan blive en ganske uforudsigelige etape.

 

Med en distance på bare 153 km er der tale om en kort, hektisk etape, der fører feltet fra Agrigento på Siciliens sydkyst til byen Santa Ninfa et lille stykke nord for vandet. Den første del af etapen er modsat på den foregående dag relativt fredsommelig, idet de første 60 km følger kystvejen mod nordvest. Den er ganske vist ingenlunde flad og byder på et hav af mindre bakker og nedkørsler, men der er dog tale om en overkommelig indledning uden væsentlige udfordringer. I byen Sciacca drejer man væk fra vandet for mod nordvest at nærme sig stigningerne i det indre af øen, og derfor stiger det let hele vejen til toppen af kategori 3-stigningen Santa Margherita di Belice (2,8 km, 4,3%, max. 9%), der har top efter 90,7 km. Bare 3,4 km senere følger den første indlagte spurt, efter at man er drejet mod vest. Samtidig bliver vejkvaliteten dårligere og vejene smallere og mere snoede.

 

En længere nedkørsel leder herfra frem til bunden af kategori 4-stigningen Partannia (9,2 km, 3,7%, max. 9%), hvis top rundes, når der resterer 41,2 km. Her vender man rundt for i stedet at køre mod øst via en længere nedkørsel og et kort fladt stykke frem til dagens anden spurt, der kommer efter 128,4 km. Her drejer man mod nordøst for at køre ind på dagens væsentligste udfordring, kategori 4-stigningen Poggioreale Vecchia (4,7 km, 5,4%, max. 10%), der har top, når der resterer bare 20,7 km. Fra toppen kører man mod sydvest frem mod målbyen igennem terræn, der er alt andet end fladt. En kort nedkørsel leder frem til en længere, jævn, ikke særlig stejl stigning, inden det falder i de sidste knap 10 km ned mod Santa Ninfa, mens man følger en snoet vej. Med 2,2 km igen drejer man skarpt til højre direkte ind på en 1200 m lang bakke, der stiger med 6,1% og når op på 12% nær toppen. Den sidste kilometer er først let faldende og derefter let stigende og samtidig teknisk med to sving lige efter hinanden, inden man rammer den 250 m lange, 7,5 brede opløbsstrækning.

 

Etapen har i alt 2335 højdemeter.

 

Etapen er på mange måder sammenlignelige med den foregående, men terrænet umiddelbart ikke helt så vanskeligt, særligt ikke i den indledende del, der bliver lettere at kontrollere for et hold med ambitioner om at forsvare førertrøjen. Den anden del er dog atter skabt til aggressivt cykelløb, og da finalen denne gang er flad og ikke på samme måde som den foregående appellerer til puncheurs, vil det være mindre oplagt, hvem der skal kontrollere. Et stærkt hold vil stadig være i stand til at forsvare en førertrøje, men det kan bestemt ikke udelukkes, at en modig og klatrestærk rytter med offensiv kørsel kan lave det store kup på endnu en ganske uforudsigelig etape.

 

Santa Ninfa har aldrig tidligere været vært for Giroen og ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

 

 

 

 

6. etape, torsdag d. 10. maj: Caltanissetta - Etna, 164 km (****)

Lige siden ruten blev offentliggjort i efteråret, har et af de store temaer været, at man i år ikke kan tillade sig at møde op til starten uden at være tæt på 100%. Forklaringen er, at arrangørerne ligesom sidste r har valgt at lægge en bjergafslutning ind allerede i løbet af de første fem dage, og ligesom sidste år er det den grusomme vulkan Etna, der vil lægge asfalt til det første seriøse klatreslag mellem løbets favoritter. Det er ganske vist ikke usædvanligt, at Giroen allerede i den første uge byder på afslutninger også på relativt lange stigninger, men typisk har der været tale om relativt nemme finaler, hvor forskellene har været minimale. Det er bestemt ikke tilfældet i 2018, hvor vulkanen, der sidste år ikke gjorde den store skade, skal bestiges fra en ny og vanskeligere side. Ligesom i 2017 kan den kraftige vind på den nøgne vulkan lægge en dæmper på festlighederne, men står vinden ”rigtigt”, kan den skabe de første seriøse forskelle mellem favoritterne. Er man kommet ind i løbet på bare 90%, kan man allerede efter ganske få dage miste så meget tid, at podiet i Rom pludselig er meget fjernt.

 

I alt skal rytterne bevæge sig 167 km fra Caltanissetta til observatoriet på Etna, og den første del af etapen består af det kuperede terræn og snoede veje, der også var hovedtemaet på de første to sicilianske etaper. Modsat de foregående etaper har 6. etape ikke start ved kysten, men indledes dybt ind i øens indre, hvorfra man bevæger sig mod nordøst, først via en 10 km lang nedkørsel og derefter via en 18 km lang opkørsel, der fører frem til den første spurt i byen Enna efter 28,7 km. Herfra sættes kursen mod sydøst, idet man bevæger sig på et kuperet plateau med mange mindre bakker og meget lidt fladt terræn lang snoede veje med mange sving.

 

Efter 60,2 km, når man etapens sydligste punkt ved den sidste spurt, hvorfra man atter sætter kursen mod nordøst med retning mod Etna. En længere nedkørsel fører ned fra plateauet, og derefter venter der en lille bakke, inden etapens eneste flade del fører frem mod Paterno. Fem kilometer inden byen begynder det at stige let, og det fortsætter med at gå opad frem til Belpasso med 24,6 km igen.

 

Her sætter man kursen mod nord og vulkanens top via en lille nedkørsel, indtil det atter begynder at stige frem mod stigningens officielle start i byen Rafalina. Herfra stiger kategori 1-bjerget med 6,5% i gennemsnit over 15,0 km og når undervejs et maksimum på 15%. De første 4,5 km er relativt jævne med et gennemsnit på 6,4%, inden en kort 1 km lang rampe med 9,0% leder frem til den lette midterfase, hvor den gennemsnitlige stigningsprocent er blot 5,2. Med 5,2 km igen snævres den brede vej ind, og stigningen tager fat med en kort rampe, der når et maksimum på 12% som indledning på et 3,7 km langt stykke, der stiger med 8,0% i snit. De sidste 1500 m er lettere med et gennemsnit på bare 4,7%. På de sidste 3 km er der ingen skarpe sving på den bugtende vej, der retter sig ud med 150 m igen, hvor stigningsprocenten på den 6 m brede vej er 6%.

 

Etapen har i alt 3360 højdemeter.

 

Dette er den første store test for favoritterne, og selvom der på den første bjergetape altid køres afventende, bør vi allerede her vil få den første indikation på, hvem der kan vinde samlet - og specielt på, hvem der ikke kan. Den nye opkørsel er vanskeligere end den, der blev benyttet sidste år, men meget vil afhænge af vinden, idet den nøgne vulkantop ikke giver meget læ. Er der modvind, kan etapen vise sig at være mindre selektiv end ventet, som vi så det sidste år, hvor alle favoritterne sluttede i samme tid. Samtidig kan man ikke udelukke, at et udbrud ligesom i 2017 vil kunne løbe med det hele - et scenarium, der oftere og oftere har udspillet sig på den første store bjergetape i Giroen og kan gentage sig denne gang, hvor mange vil have timet formen efter at skulle toppe i den sidste, langt hårdere del af løbet.

 

Etna blev senest besøgt sidste år, hvor Jan Polanc tog karrierens anden etapesejr, da det efter et langt udbrud akkurat lykkedes at holde favoritterne bag sig. I 2011 slog Alberto Contador Jose Rujano i en spændende duel, men den sejr har han siden fået frataget grundet sin clenbuterol-dom, og derfor er Rujano i dag officielt noteret som vinder. I 1967 sejrede Bitossi ved det første besøg, mens portugisiske Da Silva vandt i 1989, hvor man sluttede et andet sted på bjerget end ved de tre øvrige besøg.

 

 

 

 

 

7. etape, fredag d. 11. maj: Pizzo - Praia a Mare, 159 km (*)

Efter tre dage på Sicilien, tre dage i Israel og en tidlig hviledag er rytterne langt om længe ankommet til det italienske fastland. Man befinder sig dog helt nede i spidsen af den italienske støvle, og den næste uges tid vil derfor bruges på at bringe feltet mod nord op mod Dolomitterne og Alperne, hvor de afgørende slag skal slås i den sidste uge. Rejsen indledes på 7. etape, der kommer som kaldet for sprinterne, der har lidt på tre svære sicilianske etaper. Selvom der bestemt ikke er fladt i regionen, har arrangørerne nemlig vist nåde og designet en næsten helt flad kystrute, der burde give de hurtige folk mulighed for atter at stjæle rampelyset.

 

Etapen er bare 159 km lang og fører feltet fra Pizzo til Praia a Mare. Der er tale om to byer på den italienske vestkyst, og designet af rejsen mellem dem kunne ikke gøres meget enklere. Hele dagen følger man nemlig kystvejen mod nord og nordvest, og der er derfor tale om en af løbets enkleste etaper, både hvad terræn o tekniske udfordringer angår. Særligt den første del af etapen er let, idet de første 75 km er helt flade. Herefter bliver terrænet en anelse mere rynket med nogle ganske små bakker, særligt en opkørsel til byen Paola, der nås efter 81,7 km. Det er dog intet at skrive hjem om, og højdepunkterne er derfor de indlagte spurter efter hhv. 96,2 og 133,3 km de væsentligste højdepunkter.

 

Mod slutningen af etapen bevæger man sig lidt ind i landet for at køre øst om målbyen via en ganske let bakke, der har top med 14,9 km til mål. Herefter bliver man oppe på et plateau, inden man vender rundt og herefter følger kystvejen mod syd tilbage til målet i Praia de Mare. Her venter en ikke specielt teknisk afslutning, hvor der efter vendepunktet med fem kilometer igen blot er to skarpe sving hhv. 2000 og 1900 m fra stregen. De sidste 5 km er helt flade, og den 1900 m lange opløbsstrækning er 7,5 m bred.

 

Etapen har i alt 1030 højdemeter.

 

Sprinterne har generelt ikke alt for mange muligheder i årets løb, og dette er en af deres allerbedste. Derfor synes det usandsynligt, at de vil lade den gå til spilde. Den eneste reelle trussel er vinden, men selvom det ofte blæser lidt mere i den sydligste del af landet, end det gør længere nordpå, vil det næppe være nok til at forhindre et brag af en massespurt på en let dag, der er skabt til de rene sprintere.

 

Praia a Mare gjorde debut som målby i 2016, hvor Diego Ulissi kørte væk til en solosejr på en betydeligt mere kuperet etape.

 

 

 

 

8. etape, lørdag d. 12. maj: Praia a Mare - Montevergine di Mercogliano, 209 km (***)

En første weekend har traditionelt været tidspunktet, hvor klassementskampen skydes i gang. I år det sket langt tidligere på Etna, men igen i år vil der på de sidste to etaper i den første uge være basis for at skabe yderligere tidsforskelle. De største kan skabes på søndagens store bjergetape til Gran Sasso, men klassementsrytterne skal være på stikkerne allerede lørdag, hvor man vender tilbage til det klassiske mål i Montevergine di Mercogliano, hvor en afslutning på toppen af den ret lette stigning formentlig vil ende enten med en udbrudssejr eller i den klassiske spurt i en lille gruppe af favoritter.

 

8. etape er med sine 209 km en lang sag, der fortsætter rejsen mod nord ved at bringe feltet fra Praia de Mare til Montevergine di Mercogliano. Starten går i fredagens målby, der ligger på den italienske vestkyst, og etapen indledes på samme måde som den foregående, nemlig ved, at man følger den let bølgede kystvej mod nordvest og vest. Efter 41,8 km når man imidlertid frem til byen Policastro Bussentino, hvor man forlader vandet for at skære ind gennem det mere kuperede terræn, mens rejsen mod nordvest fortsættes. Det betyder, at der venter to ganske svære, men ikke-kategoriserede stigninger adskilt af en nedkørsel, inden man atter kører ned til fladlandet, hvor man følger en flad vej med en lille bakke tilbage til kysten, som nås i Agropoli, hvor den første spurt er placeret efter 110,1 km.

 

Efter den hårde fase bliver det igen let, idet man nu atter følger den her helt flade kystvej mod nordvest frem til Salerno, hvor den sidste spurt er placeret efter 154,6 km. Her forlader man atter vandet for at fortsætter mod nord ind i det kuperede terræn øst for storbyen Napoli. Herfra stiger det faktisk stort set hele vejen til mål, først ganske let via to lettere opkørsler, indtil et kort fladt stykke leder frem til den afsluttende og velkendte kategori 2-stigning.  Den stiger med bare 5,0% over 17,1 km og når et maksimum på 10% efter 4 km. Stigningen er yderst regulær, og stigningsprocenten ligger på 4-6 stort set hele vejen op. Den bliver en anelse stejlere på de sidste 4 km, hvor den hovedsageligt ligger på ca. 6%. I alt er der 18 hårnålesving undervejs, det sidste med 600 m igen. Herefter bugter vejen sig let, inden man rammer den 150 m lange, 6 m brede opløbsstrækning, der stiger med 5%.

 

Etapen har i alt 3087 højdemeter.

 

Den afsluttende stigning er velkendt, og ser man bort fra, at Bart Declercq akkurat holdt favoritterne bag sig i 2011, er det hver gang endt i en spurt i en lille favoritgruppe. Opkørslen er ikke hård nok til at gøre en forskel, og derfor ender det altid i et udskilningsløb bagfra, inden der til slut kan opstå ganske små huller i selve spurten. Da Etna-etapen ventes at have givet anledning til visse tidsforskelle, er der denne gang dog gode muligheder for, at et udbrud kan køre hjem, ikke mindst fordi mange gerne vil spare på kræfterne til søndagens endnu sværere etape. Det kan dog ikke udelukkes, at hurtige folk som Thibaut Pinot, Michael Woods og Simon Yates vil jagte en etapesejr og vigtige bonussekunder.

 

Montevergine di Mercogliano blev senest besøgt i 2011, hvor en ung Bart Declercq akkurat holdt feltet og en spurtende Michele Scarponi bag sig med den mindst mulige margin efter et sent angreb. I 2007 vandt Danilo Di Luca en spurt i en lille favoritgruppe foran Riccardo Ricco og Damiano Cunego, som til gengæld var den hurtigste, da man i 2004 ligeledes spurtede om sejren. Di Luca var også hurtigst i en spurt i 2001, mens Desmet sejrede, da man første gang var på besøg i 1962.

 

 

 

 

 

9. etape, søndag d. 13. maj: Pesco Sannita - Gran Sasso d’Italia, 225 km (****)

Weekenden efter den første uge har ofte budt på den første større bjergafslutning, men meget ofte har der været tale om en relativt blød finalestigning. I den 101. udgave er der måske chancer for, at man kan skabe lidt større afstande på den sidste etape i den første uge, idet der denne gang bydes på lidt af et bjergmaraton over hele 225 km. Ganske vist er der ikke tale om Italiens sværeste stigninger i denne del af landet, men da de sidste knap 50 km alle stiger, og da den afsluttende stigning til Gran Sasso faktisk bliver ganske stejl til slut, burde der være mulighed for at vinde tid for de bedste klatrere i en stor dyst som afslutning på en lang, udmarvende dag, der heldigvis følges op af en velfortjent hviledag. Målstigningen er årets Pantani-stigning og skal minde os om hans storslåede solosejr på samme bjerg i 1999.

 

I alt er der på denne voldsomme søndag hele 25 km på programmet, og de fører fra Pesco Sannita til toppen af stigningen Gran Sasso d’Italia. Formålet med etapen er at fortsætte rejsen mod bjergene i nord, og derfor består hele dagen af en lang tur mod nordvest op gennem den italienske støvle. Modsat de foregående etaper, hvor man tilbragte en del tid langs kysten, finder hele etapen imidlertid sted midt inde i hovedlandet, hvor Appenninerne som bekendt befinder sig, og hvor der stort set ikke er én eneste meter flad vej. Det præger i den grad også etapen, der er kuperet hele dagen. Den første del er dog relativt overkommelig, idet den kun byder på rullende og relativt fladt terræn med et par mindre bakker, og det er først efter 83,2 km, at etapen for alvor tager fat. Det sker via en lang, ikke-kategoriseret stigning, der efter en lille nedkørsel fører frem til forplejningszonen, der kommer efter 95,2 km. Herefter venter med det samme kategori 2-stigningen Roccaraso (6,9 km, 6,5%, max. 12%), hvis toppen rundes efter 108,1 km. Der er tale om en ret jævn stigning, der midtvejs over ca. 5 km stiger med 7,5% i snit.

 

Stigningen leder op på et plateau, der følges i 11 km, inden den letteste del af etapen følger. En lang nedkørsel over ca. 30 km leder ned til fladlandet, hvor en knap 30 km lang flad strækning vil være præget af de to indlagte spurter, der kommer hurtigt efter hinanden efter hhv. 161,2 og 167,7 km.

 

Efter 178,2 km ændrer etapen for alvor karakter, når finalen indledes. De sidste 47,8 km går nemlig stort set alle op ad og leder fra 382 m over havets overflade helt op i 2135 m højde. Den første del af opkørslen består af kategori 2-stigningen Calascio (13,5 km, 6,0%, max. 10%), der er meget regulær og stiger med 6,0-6,5% stort set hele vejen. Toppen rundes, når der resterer 32,1 km, hvorefter et let stigende stykke leder frem til bunden af dagens sidste stigning, der er i kategori 1. Over hele 26,5 km stiger den med 3,9% i snit og når et maksimum på 13%, men den kommer i etaper. Den første del af således meget let med stigningsprocenter på ca. 4, indtil man efter 10 km rammer et relativt fladt stykke. Efter 19 km stiger de næste 3 km med 4,1% i snit, inden stigningen endelig tager fat. De sidste 4,5 km stiger således med hele 8,2% i snit og når et maksimum på 13% kort 2 km-mærket. De sidste 2 km stiger med 8,1% og er relativt regulære. De sidste 10 km følger en relativt lige vej, der først på de sidste 2 km bliver relativt snoet med mange bløde sving, inden man rammer den 120 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen har i alt 4252 højdemeter.

 

Hvor Montevergine di Mercogliano ikke ventes at skabe de store forskelle, må vi formode, at dette maraton til Gran Sasso vil give os en klarere ide om, hvem der kan vinde årets Giro. Det er ganske vist kun de sidste 4,5 km af den afsluttende stigning, der reelt kan bruges af klassementsrytterne, men de er til gengæld hårde nok til skabe betydelige forskelle, ikke mindst fordi de kommer efter en meget lang dag i svært terræn og som afslutning på en etape, der er for de sande dieselmotorer. Højden vil også være en faktor, ligesom ni dages hårdt cykelløb vil sætte sig sine spor. Mens klassementsrytterne vil slås om vigtige sekunder og minutter i kampen om den lyserøde trøje, synes det samtidig at være en oplagt dag for et udbrud, da tidsforskellene efterhånden er store, og da det kræver en jætteindsats af et af favoritholdene, hvis de vil kontrollere så lang og svær en etape.

 

Gran Sasso blev senest besøgt i 1999, hvor Marco Pantani sejrede med hhv. 23 og 26 sekunder ned til Jose Maria Jimenez og Alex Zülle. I 1989 blev det såmænd til dansk sejr ved John Carlsen, mens Vicente Lopez Carril sejrede ved første besøg i 1971.

 

 

 

 

 

 

 

Hviledag, mandag d. 14. maj: Montesilvano

 

10. etape, tirsdag d. 15. maj: Penne - Gualdo Tadino, 239 km (***)

Hvis rytterne havde håbet, at arrangørerne efter to store bjergetaper, hvoraf den ene var hele 225 km lang, ville vise nåde og lade dem komme roligt i gang efter hviledagen, må de tro om. Dagen efter den lille pause venter nemlig endnu en etape af sand klassikerdistance, når feltet skal fortsætte den lange rejse mod bjergene i nord ved at tilbagelægge ikke færre end 239 km. Denne gang er terrænet dog betydeligt mere moderat, og selvom det kun sjældent er helt fladt, er det kun allerførst på etapen, at der er en større stigning på programmet. Den afsluttende del er ikke sværere, end at sprinterne kan drømme om at få en sjælden chance, men det kræver en hårdfør afslutter at sejre efter et sådant maraton samt en stærkt dedikeret indsats af flere hold, hvis en udbrudssejr skal undgås.

 

I alt er der altså hele 239 km på menuen på turen mellem Penne og Gualdo Tadino. Etapen er stort set identisk med den foregående, idet den i alt væsentligt består af en lang rejse mod nordvest, og ligesom på søndagens etape holder man sig hele dagen inde midt i den italienske støvle. Starten er den hårdeste del, idet man efter en lille bakke og nedkørsel kører stik vest direkte ind på kategori 2-stigningen Fonte della Creta (15,7 km, 5,8%, max. 12%), der er en lang, meget regulær stigning med top efter 21,3 km. Herfra får det via en nedkørsel mod nord og siden ned til bunden af kategori 3-stigningen Bruzzolana (6,2 km, 5,7%, max. 11%), der har top efter 56,1 km. En nedkørsel fører ned til den første spurt, der er placeret eft 63,8 km.

 

Nu bliver etapen lettere, mens man fortsætter mod nordvest. En lille bakke og en længere nedkørsel efterfølges af et let stigende stykke, der leder forbi forplejningen efter 112,2 km. Herefter venter et par mindre bakker i let kuperet terræn, inden man passerer den sidste spurt efter 149 km. Herefter falder det let frem til Calderola, der nås efter 166,4 km. Her sætter man kursen mod sydvest for at følge en lang, let opkørsel, der først ender på toppen af kategori 4-stigningen Annifo (14,0 km, 2,0%, max. 8%), der rundes, når der resterer 30,5 km. En skarp nedkørsel fører herefter mod nord og ender med ca. 13 km igen. Herefter følger man en lige, flad vej mod nord frem til målbyen, hvor der venter en teknisk kompliceret og let faldende finale. Den lige vej, inde i et sving to skarpe sving i rap lige inden den røde flamme, og herefter følger yderligere to meget skarpe sving (det sidste med 750 m igen) og en blød kurve med 500 m igen, inden man rammer den 7,5 m brede, 500 m lange opløbsstrækning. De sidste 3 km falder let, indtil det flader ud på den sidste kilometer.

 

Etapen har i alt 4121 højdemeter.

 

Giroens længste etape hører hverken til de letteste eller sværeste i løbet. Mange vil helt sikkert have kig på et muligt udbrud, og den hårde start betyder, at vi formentlig får etableret en meget stærk gruppe. Finalen er imidlertid så let, at sprinterne også vil lure på deres mulighed, men det bliver meget vanskeligt at hente en stærk gruppe på så lang og kuperet en dag. Meget vil afhænge af, hvordan sprinterhierarkiet har været på de første etaper, og hvem der tror på, at de har en chance, og etapen kan derfor enten ende i en massespurt eller som en dag for stærke udbrydere.

 

Gualdo Tadino er ikke tidligere blevet besøgt af Giroen og har heller ikke været rammen om et større cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

 

11. etape, onsdag d. 16. maj: Assisi - Osimo, 156 km (***)

Efter to meget lange etaper venter der på 11. etape en helt anden og langt kortere distance, men det betyder bestemt ikke, at der er tale om en let dag. De 156 km mellem Assisi og Osimo er nemlig alt andet end flade, og selvom der ikke er meget stejle eller svære stigninger på programmet, kan der alligevel være sekunder på spil i kampen om den samlede sejr. Dagen afsluttes nemlig med et syrebad på den type af korte, stejle ramper, som Giroen altid har elsket, men som i de senere år har været knap så hyppigt brugte, og der er tale om en klassisk, eksplosiv rute i området kendt fra Tirreno-Adriatico. En puncheur som Michael Woods vil elske at gå efter en stor Giro-etapesejr som denne, men det vil kræve en stor indsats af hans hold at kontrollere en etape, der også må inspirere en stribe af løbets udbryderkonger. Etapen vil være emotionel, da man passerer gennem Michele Scarponis hjemby Filottrano, hvor den afdøde stjerne vil blive mindet.

 

Den 156 km lange etape fortsætter rejsen mod de høje bjerge i nord, denne gang ved at køre mod nordøst fra Assisi i Appenninerne i det indre af den italienske støvle ud til Osimo ganske tæt på adriaterhavskysten og feriebyen Ancona. Fra start kører man mod sydøst ned til Foligno via en flad vej, inden man drejer mod nordøst for at følge en let stigende vej, der fører op til toppen af den meget regulære kategori 3-stigning Passo Cornello (8,4 km, 4,4%, max. 9%). Den rundes efter 41,7 km, og herefter falder det let, mens man kører mod nordøst ned til forplejningszonen, der nås efter 81,6 km. Undervejs passerer man den første indlagte spurt, der kommer efter 69,6 km.

 

Efter frokosten drejer man mod nord for at køre op ad kategori 3-stigningen Valico di Peitra Rossa (9,6 km, 3,7%, max. 9%), hvis top rundes efter 97,5 km. Herfra går det videre mod nordøst og øst via en længede nedkørsel med til muren (1,8 km, 7,8%, max. 16%) i Michele Scarponis hjemby, Filottrano, hvor den sidste spurt er placeret efter 126,7 km til minde om den afdøde stjerne, og hvor Adam Yates vandt en etape til ære for samme Scarponi i Tirreno tidligere i år. Herefter går det mod øst via en nedkørsel, inden man slår en lille sløjfe i omårdet nordøst for Målbyen Osimo.

 

Her venter flere mindre bakker i den type ”mur-terræn”, som kendes fra Tirreno-Adriatico. Med 5 km igen kører man op ad en 300 m lang brostensbakke, der stiger med hele 16%, inden en ikke specielt teknisk nedkørsel leder ned mod de sidste 2500 m. Her venter et U-sving og ca. 800 m flad vej, inden man rammer den 1,75 km lange målbakke. De første 500 stiger med 12,4% i snit og når endda op på hele 18%, inden de sidste 1200 m stiger med mere menneskelige 3,8% i snit. Det skyldes dog hovedsageligt, at de sidste 300 m er flade, og det stiger med 6-9% på den første del af denne sektion. Finalen er teknisk med et hårnålesving og et skarpt sving efter den røde flamme, inden en let bugtende vej med en brostensagtig belægning leder frem til den 300 m lange, 7 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen har i alt 2019 højdemeter.

 

Mindeetapen til ære for Michele Scarponi er klassisk for både Giroen og Tirreno-Adriatico og lægger op til den type aggressivt, positioneringskrævende cykelløb, der kendetegner denne del af Italien. Finalen er skræddersyet til eksplosive puncheurs som Michael Woods og Simon Yates, der med udsigt til to lettere etaper måske vil bruge deres hold til at kontrollere og gå efter en etapesejr. Etapen finder imidlertid sted på et tidspunkt, hvor der fortsat er lang vej igen, og derfor kan det være nødvendigt at lade et udbrud køre hjem på en etape, der ikke bliver let at lægge i et jerngreb.

 

Osimo var senest målby i 1994, hvor Moreno Argentin sejrede. I 1987 vandt franskmanden Robert Forest ved det første besøg i byen

 

 

 

 

 

 

12. etape, torsdag d. 17. maj: Osimo - Imola, 214 km (**)

En næsten fast bestanddel af Giroen er de lange, helt flade etaper langs adriaterhavskysten, der som regel kommer i anden uge som led i rejsen mod de høje bjerge i nord. Også i år er der en sådan på programmet på den anden torsdag, hvor man med en hele 214 km lang etape bevæger sig et ordentligt skridt op mod det kuperede terræn, hvor løbet skal afgøres. Sprinterne har generelt ikke haft voldsomt mange muligheder i løbet og vil som altid se frem til denne etape, hvor der dog venter et par mindre bakker i finalen, når man forlader kysten for at slutte på den spektakulære motorsportsbane i Imola, og her kan der både blive angrebet samt luget ud i de hurtige folk.

 

I alt skal der tilbagelægges hele 214 km mellem Osimo og Imola, og de kunne ikke være meget enklere. Starten går bare et par kilometer syd for feriebyen Ancona på adriaterhavskysten, og herfra kører man gennem fladt terræn mod nord ud til storbyen, hvor man rammer den helt flade kystvej. Herefter består stort set hele etapen af en lang rejse mod nordvest langs den flade kyststrækning, hvor der ikke er mange terrænmæssige udfordringer. Efter den første spurt, der kommer efter 75,8 km venter der en lille bakke efter 84,6 km, inden man fortsætter igennem fladt terræn til Rimini, der nås efter 114,6 km.

 

I Rimini drejer man væk fra vandet, men det betyder ikke, at terrænet ændrer sig. Herfra følger man nemlig en ligeledes helt flad og lige vej mod nordvest. Undervejs passerer man Forli, hvor den anden spurt kommer efter 162 km, inden man når frem til målbyen Imola. Her venter en ganske lille bakke, inden man rammer motorsportsbanen, hvor stregen krydses for første gang efter 198,7 km.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 15,3 km lange Tre Monti-rundstrækning, der er delt mellem dele på motorsportsbanen og dele udenfor. Først køres 3,5 flade km på banen. Her forlader man området for fra nord at køre op ad kategori 4-stigningen Tre Monti (4,4 km, 4,1%, max. 10%), der i bunden over 1500 stiger med 6-9%, derefter flade ud og til slut stiger med ca. 7,5% over knap en kilometer. Toppen rundes, når der resterer 7,6 km, hvorefter det falder jævnt mod nordøst og nord ad store, brede veje ned mod den røde flamme. Med 850 m rammer man motorsportsbanen, og 200 m senere venter det sidste sving. Herefter er det en 650 m, 8 m bred og helt flad vej, der leder frem til mål.

 

Etapen har i alt 831 højdemeter.

 

Sprinterne er stort set løbet tør for muligheder, og derfor er de nødt til at gå efter sejren på denne etape, selvom finalen ikke er helt enkel. De bør være i stand til at skabe samling inden afslutningen, men den sidste bakke kan blive for svær for de helt tunge drenge. Hvad værre er, at den er en perfekt rampe for angreb, og for enden af en 214 km lang etape kan det bestemt ikke udelukkes, at en skarp puncheur med et kraftfuldt ryk kan snyde de hurtige folk, selvom en reduceret masespurt synes at være det mest sandsynlige udkomme.

 

Imola blev senest besøgt i 2015, hvor Ilnur Zakarin fortsatte sit drømmeforår ved at vinde en langt mere kuperet udbrudsetape, der blev afviklet i silende regnvejr. I 1992 sejrede Roberto Pagnin, og i 1968 var Marino Basso først over stregen. I 2009 blev de italienske mesterskaber afviklet i byen, og her vandt Filippo Pozzato linjeløbet og Marco Pinotti enkeltstarten.

 

 

 

 

13. etape, fredag d. 18. maj: Ferrara - Nervesa della Battaglia, 180 km (**)

I de senere år har man ofte lagt to sprinteretaper ind i den sidste uge for at give sprinterne et incitament til at blive i løbet. I år byder den anden uge på tre mulige sprinterfinaler, og hvor de to første med hhv. en kuperet start og svær finale kan have været for svære for de hurtige folk, burde de fleste kunne komme med til mål på den næsten helt flade 13. etape. Det handler imidlertid også om at slå til nu, for efter etapen venter der stort set kun lidelser i de høje bjerge for det tunge kavaleri, inden de atter kan gøre sig håb om at spurte på sidstedagen i Rom, hvis de overlever så langt.

 

Med sine 180 km er etapen, der går mellem Ferrara og Nervesa della Battaglia betydeligt kortere end den foregående, og den fortsætter rejsen mod nord frem mod de høje bjerge. Modsat den foregående etape finder den ikke sted langs kysten, men da den afvikles på den flade Po-slette betyder det ikke, at terrænet er mere kompliceret. Fra start bevæger man sig igennem helt fladt terræn mod nordøst, inden man sætter kursen mod nord, lige inden man når kysten. Kort efter venter den første spurt efter 70,0 km, inden man passerer tæt forbi storbyerne Padova og Venedig, fortsat i helt fladt terræn. Man drejer nu mod nordøst for at passere tæt forbi Treviso og dyste om point i den sidste spurt efter 127,1 km. Til slut kører man mod nordvest gennem fladt terræn frem mod målbyen, hvor stregen krydses for første gang efter 149,8 km.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 30,2 km lange rundstrækning, der er placeret i området vest for byen. Fra start begynder det at stige hele vejen op til toppen af kategori 4-stigningen Montello (2,9 km, 3,9%, max. 9%), hvis top rundes, når der resterer 22,2 km. Der er tale om en let opkørsel, der først stiger med 2,7% over 3,5 km, så falder let, inden men rammer de officielle stigning, der stiger med 3-5% hele vejen. Herefter falder det let mod øst, inden man md 13 km igen rammer fladlandet. Her drejer man mod sydvest og følger en flad vej frem til et sving med knap 9 km igen. Herefter går det mod sydøst, indtil man tager det sidste sving med knap 5 km igen. Herefter leder en let lang, flad, let bugtende vej mod nord hele vejen frem til stregen.

 

Etapen har i alt 423 højdemeter.

 

Efter denne etape venter der stort set kun høje bjerge, og derfor er det meget tænkeligt, at nogle af sprinterne er på vej hjem efter denne fredag. Derfor er det en chance, der skal gribes, og da den sidste stigning er meget let, vil det være en stor overraskelse, hvis ikke etapen ender i en stor massespurt i en teknisk ukompliceret finale, der er som skabt til de hurtigste af de hurtige.

 

Nervesa delle Battaglia har aldrig tidligere været målby i løbet. Man har heller ikke været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

 

14. etape, lørdag d. 19. maj: San Vito al Tagliamento - Monte Zoncolan, 186 km (*****)

Nøjagtigt som Vueltaen sørger Giroen altid for at have mange af sine store bjergetaper i weekenderne. Derfor indledes den bjergrige tredje uge stort set altid på løbets næstsidste lørdag, og det er også tilfældet i år. Meget ofte har der denne dag ventet en af løbets allersværeste etaper, og det er mere end nogensinde tilfældet i år. For første gang siden 2014 vender Giroen nemlig tilbage til frygtede Monte Zoncolan, der af mange regnes som Europas sværeste cykelbjerg. Hvor de første 13 etaper i et vist omfang kan have været betragtet som opvarmning, indledes klassementskampen og løbets afgørende fase med et kolossalt brag, når rytterne passerer under porten med skriften ”Velkommen til Helvede” og herefter klatrer de 10 km til toppen af den brutalt stejle stigning, der utvivlsomt vil efterlade os med en meget klar ide om, hvem der kan vinde årets Giro.

 

Etapen er i alt 186 km lang og fører feltet fra San Vito al Tagliamento til toppen af Monte Zoncolan i 1730 m højde. Etapen indledes på den flade Po-slette, hvor også den forrige etape fandt sted, og derfor består den indledende del af etapen af, at man afslutter den lange rejse op gennem den italienske støvle - en rejse, der blev indledt helt tilbage på 7. etape. Derfor indledes etapen da også med, at man kører af en let stigende vej mod nord frem til foden af bjergene. Overgangen til mere kuperet terræn markeres med kategori 3-stigningen Monte di Ragogna (2,8 km, 10,2%, max. 16%), der er en kort, meget stejl mur med top efter 43,3 km. En nedkørsel leder mod vest, inden man snor sig mod nord og nordvest gennem let stigende terræn med kun et par mindre bakker. Efter 90 km venter en lille nedkørsel, inden man vender rundt for at køre op over kategori 3-stigningen Avaglio (4,8 km, 7,0%, max. 15%) fra nordvest - en stigning, der over 2 km stiger med 13,0% i sit, inden den flader ud på de sidste 2 km. En nedkørsel leder videre mod sydøst, inden man fortsætter mod nord via et let stigende daalstykke.

 

Finalen indledes i byen Paularo, hvor den sidste spurt kommer med 47,9 km igen. Her drejer man nemlig mod vest og rammer man nemlig kategori 2-stigningen Passo Duron (4,4 km, 9,6%, max. 18%), der er et relativt regulært, men modbydeligt stejlt bjerg. Toppen rundes, når der resterer 43,5 km, hvorfra man fortsætter mod vest direkte ned til bunden af kategori 3-stigningen Sella Valcalda Ravascletto (7,6 km, 5,6%, max. 12%), der efter 2,7 km over de følkgende 3,5 km stiger med 7,5%, inden den flader ud nær toppen, der rundes mes 21,2 km igen. Herfra går det via en ikke-teknisk nedkørsel mod vest ned i dalen, som man følger kortvarigt mod syd frem til byen Ovaro.

 

I Ovaro passerer man porten til helvede, når man drejer til venstre for at bestige kategori 1-bjerget Monte Zoncolan fra den stejle vestlige side. Over 10,1 km stiger det med hele 11,9% i snit, og man når undervejs op på hele 22%. Stigningen er modbydelig og slipper aldrig. Efter en let start med ca. 2 km med 9,1% i snit, stiger de næste 4 km med hele 15,4% i snit. Herefter stiger det over 2 km med 13,9% i snit, inden det bliver en anelse mere menneskeligt mod slutningen, hvor de sidste 2 km stiger med hhv. 7,6% og 8,7% i snit. Stigningen er dig irregulær med stigningsprocenter på mellem 12% og 18% undervejs. De sidste 500 m stiger med 11% i snit og når 16% i det sidste hårnålesving, der leder ind på den 250 m lange, 5 m brede opløbsstrækning. Stigningen er præget af ganske mange nårnålesving, dog færre på den sidste del.

 

Etapen har i alt 4438 højdemeter.

 

Det er ikke uden grund, at Monte Zoncolan er så frygtet. Der er vitterligt tale om et af Europas allersværeste bjerge, og alle drømmer derfor om at vinde her. Selvom man som udbryder kan drømme om at gentage Michael Rogers’ overraskende sejr fra 2014, synes det meget usandsynligt, at de store navne ikke skal slås om løbets måske allermest prestigefulde etapesejr. Den stejle Passo Duron kan bruges til at skabe en første udskilning, og derefter er scenen sat til et brag af en kamp mellem favoritterne, der formentlig vil krydse stregen en og en på en dag, hvor det meste bestemmes af watt/kg i en finale, der er skabt til de reneste af de rene klatrere.

 

Monte Zoncola blev senest besøgt i 2014, hvor Michael Rogers tog en dramatisk udbrudssejr på næstsidste etape, efter at en tilskuer havde sat hans rival Manuel Bongiorno ud af spillet. Nairo Quintana sikrede sig den samlede sejr lidt længere ned ad bjerget. I 2011 tog Igor Anton en stor solosejr, mens Alberto Contador cementerede sin føring ved at blive nr. 2 foran Vincenzo Nibali og Michele Scarponi. I 2010 lagde Ivan Basso grunden til sin samlede sejr ved at knuse rivalerne, og i 2007 sejrede Gilberto Simoni, da han og holdkammeraten Leonardo Piepoli kørte fra rivalerne. Bjerget går debut i 2003, hvor Simoni også sejrede og vandt afgørende tid i duellen med Stefano Garzelli.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

15. etape, søndag d. 20. maj: Tolmezzo - Sappada, 176 km (****)

Ruten for Giro d’Italia varierer år for år, men alligevel er der visse mønstre, der går igjen fra år til år. Et af de klassiske træk er, at der i den næstsidste weekend venter to bjergetaper, der ofte er ganske forskellige. Lørdagen er ofte helliget en klassementskamp mellem favoritterne i en svær bjergafslutning, mens søndagen ofte følger en meget kuperet og bjergrig rute, der er som skabt til udbrydere. Det synes også at være tilfældet i år, hvor der dagen efter den frygtede Zoncolan-etape venter en meget svær dag i bjergene med adskillige stigninger og meget lidt fladt terræn. Denne gang er den afsluttende stigning dog relativt let, og selvom der bestemt er terræn til, at favoritterne kan fortsætte deres kamp, synes det meget sandsynligt, at et klatrestærkt udbrud vil løbe med sejren på en etape, der må have fået et stort kryds af mange af feltets lykkeriddere.

 

I alt er der 174 km på programmet mellem Tolmezzo og Sappada, der ligger ganske tæt på hinanden. Etapen består derfor af en tur mod vest ind i bjergene, hvorefter man vender rundt og følger en betydeligt sværere rute tilbage mod øst og målbyen. Fra start kører man mod vest via en let stigende vej, og faktisk går det stort set op ad hele vejen frem til toppen af kategori 3-srigningen Passo Della Mauria (8,8 km, 4,4%, max. 9%), der er en lang jævn opkørsel uden meget stejle stykker. Toppen rundes efter 48,4 km, hvorefter en nedkørsel leder mod nordvest ned i dalen. Her følger man den let stigende dalvej mod sydvest og siden nordvest forbi den første spurt, der kommer efter 75,6 km og forplejningzonen efter 84,8 km.

 

Etapen ændrer, når man når etapens vestligste punkt i skisportsmekkaet Cortina d’Ampezzo efter 102,7 k, hvor den sidste spurt er placeret. Her vender man rundt for at køre tilbage mod øst, og det sker først via kategori 2-stigningen Passo Tre Croci (7,9 km, 7,3%, max. 12%), der er en svær, ganske regulær stigning med top efter 110,6 km. Herefter fører en længere nedkørsel videre mod vest og til bunden af den første af de tre afsluttende stigninger, der kommer lige i rap inden for de sidste 40 km.

 

Der er først tale om kategori 2-stigningen Passo di Sant’Antonio (8,3 km, 7,5%, max. 15%), der fra km 1 til km 4,9 stiger med hele 9,9%, inden de følgende 2 km stiger med 8,6%, hvorefter den flader ud. Toppen rundes, når der resterer 27,1 km, hvorefter en kort, teknisk svær nedkørsel leder direkte ned til bunden af kategori 2-stigningen Costalissoio (3,8 km, 8,8%, max. 14%), der over de første 2,5 km stiger med 10,6% i snit, inden den flader ud nær toppen, som rundes med 13,4 km igen. Herefter fører en kort, led nedkørsel mod øst ned til bunden af målstigningen, der ikke er kategoriseret. Den er i alt 8,5 km lang og stiger med bare 3,1% i snit. Det stiger dog med 6,6% i snit fra 5 km-mærket og over de næste 2,5 km med et maksimum på 10% med 4 km igen, inden de sidste 2500 m er relativt flade med bare en lille bakke over 500 m op til den røde flamme. Der er tale om en lang, lige vej med kun et par bløde sving, inden man rammer den 450 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen har i alt 4112 højdemeter.

 

De første to af de sidste tre stigninger ganske svære og perfekt til angreb i klassementet, men den afsluttende stigning er formentlig for nem til at gøre forskelle. Afhængig af status efter Zoncolan er det bestemt ikke utænkeligt, at vi vil se visse angreb fra favoritterne, men mange vil også være opsatte på at spare lidt på energien inden enkeltstarten. Derfor ligner det en lang, udmarvende etape, hvor man snarere kan tabe det hele på en dårlig dag end vinde løbet med et stort angreb, og de bedste favoritter vil formentlig nå mål sammen. Samtidig er det en klassisk udbryderetaper, og det synes næsten givet, at en stærk gruppe af klatrestærke ryttere skal dyste om sejren i Sappada inden den sidste hviledag.

 

Sappada har kun tidligere været målby i 1987, hvor Johan van der Velde løb med sejren. Man har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

 

 

 

 

Hviledag, mandag d. 21. maj: Trento

 

16. etape, tirsdag d. 22. maj: Trento - Rovereto, 34,2 km enkeltstart (***)

Siden han overtog ansvaret for løbet, har løbsdirektør Mauro Vegni været meget innovativ og ikke været bundet af mange traditioner. Han har imidlertid indført én, der synes at være kommet for at blive. Siden 2013 har han hvert år indlagt en relativt lang enkeltstart på 35-50 km gennem kuperet terræn, ofte i et af Italiens smukkeste vinlandskaber. Snoede veje, svære nedkørslen, bakker af varierende længde samt flade stykker, hvor man har brug for power, har gjort det til nogle meget alsidige udfordringer, der ikke nødvendigvis har tiltalt de største specialister, og de lange enkeltstarter har hver gang spillet en nøglerolle i at afgøre klassementet. Traditionen videreføres i 2018, men i år er der visse ændringer. Ikke blot er den flyttet fra den anden til den tredje uge, årets rute er også betydeligt enklere end tidligere. Væk er stigningerne og de fleste tekniske sektioner, og derfor venter der i år en ret flad affære, der er som skabt til specialisterne og til et stort slag mellem Tom Dumoulin og Chris Froome, der begge håber at vinde tid på hinanden og de mindre tempostærke konkurrenter.

 

Etapens længde på 34,2 km følger meget fint traditionen, når rytterne i år bevæger sig mellem Trento og Rovereto, to byer, der er placeret lige midt i den bjergrige nordlige del af landet. I stedet for at køre ind i bjergene består etapen imidlertid af en lang tur mod syd gennem dalen, hovedsageligt langs Adige-floden, og det forklarer det flade terræn. Straks fra start bevæger man sig mod syd gennem fladt terræn ud af startbyen. Vejen er lige og flad, og der kommer først et par sving, når man efter knap 10 km krydser floden. Herefter følges den videre mod sydvest frem til den første mellemtid, der tages i Aldeno efter 12,7 km.

 

Efter tidstjekker følger man floden videre mod syd og sydvest, hvor terrænet gradvist bliver en anelse mere kuperet med nogle enkelte småbakker. Den sværeste af disse kommer umiddelbart, inden en nedkørsel med et teknisk sving leder ned til den anden mellemtid, der tages efter 25,6 km. Herefter fører et let stigende og derefter let faldende stykke ned til etapens sydligste punkt, hvor man vender rundt og kort efter krydser floden. Til sidste kører man via et ganske let stigende stykke mod øst ind mod centrum af Rovereto. Her venter der på de sidste 5 km hele 8 relativt skarpe sving, inden man til slut drejer mod nord ind på den 570 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen har i alt 223 højdemeter.

 

Som sagt har løbets enkeltstarter ofte været kuperede og tekniske og er derfor blevet vundet af alsidige dyre som Tom Dumoulin, Primoz Roglic, Vasil Kiryienka og Rigoberto Uran i de seneste fire udgaver. I år er der imidlertid tale om en helt simpel rute, der har meget få højdemeter eller tekniske udfordringer og er mere sammenlignelig med de helt flade, lidt kortere enkeltstarter, der ofte har afsluttet løbet i Milano. Det skete senest sidste år, hvor Jos Van Emden slog Dumoulin, og også her må der være lagt op til kamp mellem de helt store specialister. Selvom ruten er en anelse kortere end tidligere kan specialister som Dumoulin og Chris Froome her vinde kolossalt meget tid på en af løbets vigtigste etaper, og selvom meget fokus vil være rettet mod endnu en duel mellem de to, som vi tidligere har set det i Touren, vil det måske for mange af rivalerne blive en endnu vigtigere dag, idet de står til at indkassere et stort minus på kontoen inden de afgørende dage i bjergene.

 

Rovereto blev senest besøgt i 2005, hvor Alessandro Petacchi vandt en massespurt foran Paride Grillo og Isaac Galvez. Pascal Richard sejrede i 1005, og Rik Van Looy var bedst ved første besøg i 1959.

 

 

 

17. etape, onsdag d. 23. maj: Riva del Garda - Iseo, 155 km (**)

Der har i de senere år været tradition for, at den tredje uge næsten har været én lang klassementskamp med talrige bjergetaper og enkeltstarter. Det er da også tilfældet i år, hvor der i de sidste seks dage bydes på tre dage i de høje bjerge og en enkeltstart inden den store sprinterfinale i Rom. Der er dog tradition for, at én etape i den sidste del er en anelse lettere, og det vil også være tilfældet i år, hvor 17. etape giver klassementsrytterne en chance for at puste ud midt i de mange dramatiske kamp om den lyserøde trøje. Som så ofte før er der undervejs på den korte, intense etape flere svære stigninger på programmet, og det er derfor alt andet end en simpel dag. Alle kommer de dog i den første halvdel, og de mest hårdføre sprintere kan derfor måske lugte en lille chance for at skabe samling, selvom der formentlig er lagt op til en udbryderfest i Iseo.

 

Med en distance på bare 155 km mellem Riva del Garda og Iseo er 17. etape en kort, hektisk sag, der tillige indledes brutalt. Fra start kører man nemlig mod syd og siden vest op ad en 10 km lang, ikke-kategoriseret stigning, der stiger med 5,5% i gennemsnit. Herefter fortsætter man mod sydvest på et plateau, inden en nedkørsel fører videre mod sydvest ned mod fladere terræn. Her følger man et let faldende dalstykke mod sydvest frem til dagens første spurt, der kommer efter 56,4 km.

 

Efter spurten drejer man mod vest for at køre op ad kategori 3-stigningen Lodrino (8,1 km, 4,0, max. 9%), der har top efter 71,5 km. Herfra fortsætter man mod vest og sydvest via en nedkørsel ned til en ikke-kategoriseret stigning, der over 6,8 km stiger med 3% i snit, men formentlig er stejlere undervejs. Derefter leder en skarp og teknisk nedkørsel ned til fladlandet mod sydvest ned til fladlandet på Po-sletten vest for storbyen Brescia, hvor man følger det flade terræn mod sydvest og nordvest forbi den sidste spurt, der kommer efter 119,4 km. Herfra kører man videre mod nordøst frem til målbyen, hvor stregen krydses for første gang efter 131,1 km.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 23,9 km lang rundstrækning i området syd for byen. Den er sjældent helt flad, men byder kun på mindre bakker med efterfølgende nedkørsler. Den er dog teknisk med smalle veje gennem små byer. Også de sidste 5 km er tekniske og byder på flere rundkørsler, men ingen skarpe sving bortset fra et enkelt med ca. 1700 m igen. Den sidste rundkørsel kommer med 500 m igen, hvorefter vejen bøjer let ind på den 300 m lange, 7 m brede opløbsstrækning. Det falder let de sidste 3 km frem til den røde flamme, hvorefter den sidste kilometer er næsten helt flad.

 

Etapen har i alt 2084 højdemeter.

 

Sprinterne har kun én sidste chance i Rom, og de vil derfor håbe, at denne etape måske kan være en mulighed. Det bliver dog ikke let, da feltet formentlig vil eksplodere på den indledende stigning, hvor den hårde start vil være perfekt til at skabe et brølstærkt udbrud. På dette sene tidspunkt i løbet vil sprinterholdene næppe være friske nok til at skabe samling i så svært terræn, slet ikke fordi den tekniske finale ikke er perfekt til at organisere en jagt. Mest sandsynligt er det derfor, at vi får en udbrudssejr som afslutning på en etape, der skal overleves af klassementsrytterne, men som meget vel kan ende som en hård, opslidende dag med et hav af angreb, da det er sidste chance for ryttere, der ikke er enten klatrere eller sprintere.

 

Iseo var senest målby i 1974, hvor spanieren Santiago Lazcano Labaca sejrede, og i 1973, hvor Gianni Motta var først over stregen. I 2002 vandt Moreno Di Biase en massespurt i det nu hedengangne Brixia Tour i byen.

 

 

 

 

18. etape, torsdag d. 24. maj: Abbiategrasso - Pratonevoso, 196 km (****)

17. etape gav mulighed for at trække vejret, men fra nu af er der krig mellem klassementsrytterne, der skal slås om sejren på de sidste tre bjergetaper, der alle har potentialet til at ændre klassementet og alle finder sted i Alperne. Der lægges dog relativt blødt ud med den letteste af de tre, men det betyder ikke, at 18. etape er en let sag. Ganske vist er der tale om en af den type bjergetaper, der består af et langt, fladt stykke frem mod et afsluttende bjerg, men den afsluttende opkørsel til Prato Nevoso, der er tilbage for første gang i 18 år er - selvom der ikke er tale om Alpernes sværeste bjerg - en mulighed for, at klatrerne kan vinde lidt tid efter enkeltstarten og tanke vigtig selvtillid inden de to helt store bjergetaper fredag og lørdag.

 

Etapen byder på i alt 196 km, der fører feltet fra Abbiategrasso til Pratonevoso. Starten går lige syd for Milano midt på den pandekageflade Po-slette, og den første del af etapen består derfor af en rejse mod sydvest frem mod Alperne, hvor de kommende to etaper skal udspille sig. Fra start kører man derfor direkte i den retning gennem helt fladt terræn. Den eneste udfordring er nogle helt små bakker lige inden forplejningszonen, der nås efter 88,2 km, hvorefter det igen flader ud, mens man fortsætter mod sydvest frem til den første spurt i Grinzane Cavour efter 130,7 km.

 

Etapen ændrer herefter karakter, når den lille kategori 4-stigning Novello (5,4 km, 4,6%, max. 10%) fungerer som opvarmning til finalen. Toppen rundes efter 140,0 km, hvorefter en kort nedkørsel leder ned til et let stigende stykke, der fører mod syd og sydvest ned mod bjergene. Efter 169,9 km venter dagens sidste spurt, og kort efter bryder helvede løs, når man rammer kategori 1-stigningen til målet i Prato Nevoso. Den stiger med 6,9% i snit over 13,9 km med et maksimum på 10%. Efter en let start med 2,5 km med et snit op 5,3% følger de sværeste 4,6 km, der siger med 7,8% i gennemsnit. De sidste knap 7 km stiger med 6,6% og er relativt regulære, men blive en anelse lettere på de sidste 2 km, der stiger med 5,2% i snit. Den sidste kilometer holder sig lige under 5%. Den første del af stigningen følger en lang, næsten lige vej, men på de sidste 7 km er der utallige hårnålesving, herunder to på den sidste kilometer. Opløbsstrækningen er 200 m lang og 6,5 m bred.

 

Etapen har i alt 2209 højdemeter.

 

Med tanke på, hvad der venter i de kommende dage, er dette mere at betragte som en lille appetizer. Pratonevoso-stigningen er bestemt ikke sportens sværeste, og særligt hvis der er modvind kan det være svært at gøre den helt store forskel. Mange vil derfor være opmærksomme, at der skal være lidt i tanken til de kommende dage også, men da der blot er få dage tilbage og sikkert meget tid at hente efter enkeltstarten, burde vi se et slag mellem favoritterne på en flad etape med en afsluttende stigning af den type, som Tom Dumoulin elsker. Sandsynligheden for en udbrudssejr er temmelig stor, da der skal spares på holdet inden de sidste dage, men det kan ikke udelukkes, at en formstærk klatrer får sit hold til at skabe samling på en etape, der ikke er voldsomt vanskelig at kontrollere.

 

Pratonevoso blev senest besøgt i 2000, hvor Stefano Garzelli sejrede i en spurt i en gruppe på 9 mand foran Gilberto Simoni og den førende Francesco Casagrande. I 1996 sejrede Pavel Tonkov, mens Simon Gerrans tog en stor udbrudssejr, da Touren lagde vejen forbi i 2008.

 

 

 

 

19. etape, fredag d. 25. maj: Venaria Reale - Bardonecchia (Jafferau), 184 km (*****)

Hvert år er der megen diskussion om, hvilken etape der kan kaldes Giroens kongeetape, og heller ikke i år er der et entydigt svar. Der vil dog nok ikke være mange protester, hvis man insisterer på at kalde løbets næstsidste bjergetape for løbets vanskeligste. Giroen har som regel gemt nogle af sine allersværeste etaper til de sidste dage inden afslutningen, og det vil også være tilfældet i år, hvor de tre sidste ”rigtige” etaper er pakket med bjerge. Efter den relativt lette indledning på 18. etape går det for alvor løs to dage inden afslutningen på en dag, der byder på fire store bjerge, herunder en tilbagevenden til den mytiske og grusvejsbelagte Colle delle Finestre, der i år er Cima Coppi, Giroens højeste punkt. Efter en voldsom dag i bjergene slutter det hele på den stejle Jafferau-stigning, hvor et af de allervigtigste slag mellem favoritterne skal slås bare 48 timer inden afslutningen.

 

I alt skal der tilbagelægges 184 km mellem Venaria Reale og Badonecchia, hvor der er mål på toppen af Jafferau. Fra starten i den østlige udkant af Alperne kører man ad en stigende dalvej mod nordvest frem til bunden af dagens første udfordring, kategori 2-stigningen Colle del Lys (13,8 km, 4,3%, max. 12%), der bestiges fra nord er en lang, relativt let stigning, der kun er svær i bunden, hvor den over knap 5 km stiger med 7,1% i snit. Toppen rundes efter 48,9 km, hvorefter en nedkørsel fører mod syd i dalen. Her følger man en helt flad dalvej mod vest over 32 km, hvor den indlagte spurt undervejs passeres efter 74,6 km.

 

Finalen indledes efter 94,1 km, når man drejer mod syd for at køre op ad Colle delle Finestre, der med sin top i 2176 m højde er årets Cima Coppi-stigning og derfor giver ekstra point til bjergkonkurrencen. Der er tale om et modbydeligt bjerg, der over 18,5 km stiger med hele 9,2% i gennemsnit og når et maksimum på 14%. Stigningen er ekstremt regulær med stigningsprocenter på 9-10 stort set hele vejen og har hele 45 hårnålesving. De sidst knap 8 km er endda på grusvej og stiger med 9,2%. Med 73,3 km igen runder man toppen, hvorefter en kort, men teknisk svær nedkørsel leder mod sydvest ned til den sidste spurt, der kommer efter 127,7. Efter et kort, let stigende dalstykke rammer man den ikke specielt svære kategori 3-stigning op til Sestriere (16,2 km, 3,8%, max. 9%), der bliver stejlere på de sidste 5,5 km, men dog kun stiger med 5-7%.

 

Efter toppen resterer der 45,6 km, og de byder først på en lidt lettere fase, hvor en lang nedkørsel leder mod syd, vest og til sidst nord tilbage ned i dalen, der nås med 21,9 km igen. Herefter fører en let stigende dalvej mod nordvest frem til Bardonecchia, hvor man rammer dagens sidste stigning, kategori 1-bjerget Jafferau, der bestiges fra vest. Den stiger med 9,1% over bare 7,2 km og når et maksimum på 14%. Stigningen er meget regulær og derfor stejl hele vejen fra top til bund. De sidse 2 km er svære med 9,9% i snit, og den sidste kilometer stiger endda med 11-12%. Der er syv nårnålesving på stigningen, de sidste to lige efter hinanden lige inden mål, der kommer for enden af en bare 50 m lang, 6 m bred opløbsstrækning.

 

Etapen har i alt 5177 højdemeter.

 

Man kan altid diskutere, om denne er sværere eller lettere end 20. etape, men det er uomtvisteligt, at 19. etape er en af de allerhårdeste. Næstefter Zoncolan er Colle delle Finestre ubetinget løbets sværeste stigning, men desværre kommer den i år lidt for langt fra mål til, at der vil ske afgørende forskelle her. Det må dog formodes, at en del hold, herunder særligt de stærke Mitchelton-Scott og Astana, har en del tid at vinde, og de kan meget gå ind med aggressive planer om at bringe Chris Froome og Tom Dumoulin i vanskeligheder allerede på Finestre. Det kan skabe en voldsomt seværdig og meget selektiv etape, hvor det eksploderer tidligt, men med et langt dalstykke mellem de to sidste stigninger, vil det formentlig være en eksklusiv gruppe af favoritter, der skal udkæmpe et sidste slag på den sidste korte, men meget stejle stigning, der kan gøre stor skade. Selvom forskellene i den tredje uge altid er lidt mindre, fordi silken er slidt af favoritterne, er det utvivlsomt en nøgledag i kampen om den samlede sejr, og når målet nås, kan vi være meget tæt på at kende den samlede vinder. Det er dog ikke sikkert, at der også vil være en etapesejr, idet et stærkt udbrud efter en hård start burde have gode muligheder på en dag, hvor holdene også skal gemme lidt til den lange og hårde 20. etape.

 

Bardonecchia var senest målby i 2013, hvor Mauro Santambrogio tog en stor sejr foran Vincenzo Nibali, men efter en positiv dopingtest er den sejr siden blevet tildelt løbets senere vinder. Eddy Merckx vandt i 1972, mens norske Dag Erik Pedersen vandt, da man i 1984 sluttede i byen Bardonecchia.

 

 

 

 

 

 

 

 

20. etape, lørdag d. 26. maj: Susa - Cervinia, 214 km (*****)

Den italienske geografi giver Giro d’Italia-arrangørerne den store fordel, at man kan have store bjergetaper helt frem til allersidst. Hvor man først i de senere år er begyndt at trods den logistiske udfordring og transportere hele cirkusset til Paris efter en afsluttende bjergetape bare 24 timer før afslutningen af Tour de France, har det forhold, at mål ofte har ligget i Milano betydet, at Giro-arrangørerne uden de store problemer har kunnet afvikle den sidste store bjergetape på næstsidste dag. I år har man dog valgt at slutte i Rom fjernt fra de allerhøjeste bjerge, men det har ikke afskrækket arrangørerne fra at designe en voldsom finale i Alperne fjernt fra den italienske hovedstad. Bare 24 timer inden den store afslutning skal klatrerne udkæmpe det allersidste slag om den samlede sejr på et sandt bjergmaraton over hele 214 km og med tre store stigninger, der truer med at vende op og ned på det hele lige indtil sidste øjeblik, som vi har set det i de seneste år, hvor der er gjort væsentlige forskelle på den afsluttende bjergetape.

 

I alt skal der tilbagelægges hele 214 km mellem Susa og Cervinia. Startbyen er i dalen midt i Alperne lidt syd vest for Torino, og derfor består den første del af en etape af en tur mod øst langs den flade dalvej frem mod storbyen. Kort inden man rammer udkanten, der ligger i den vestlige del af den helt flade Po-slette, drejer man mod nordvest for at følge det flade terræn med udsigt til Alperne på den venstre side. Efter den første spurt, der er placeret i Samone efter 96,3 km drejer man mod nord og nordvest for at køre direkte ind i bjergene, men i første omgang følger man den helt flade dalvej.

 

Efter 129,9 km når man frem til byen Vernes, hvor dagens sidste spurt er placeret, og herefter ændrer etapen afgørende karakter. Fra sydvest kører man nemlig herfra op ad kategori 1-stigningen Col Tsecore (16,0 km, 7,7%, max. 15%), der er relativt let på de første 11 km, hvorefter der følger 3 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på 11,4, inden det stiger med 8,1% over de sidste 2 km. Toppen rundes, når der resterer 67,5 km, hvorefter en nedkørsel fører mod nordvest og vest direkte ned til bunden af kategori 1-stigningen Col Saint Pantaleon (16,5 km, 7,2%, max. 12%), der bestiges fra sydvest og er relativt regulær med stigningsprocenter på ca. 8 og med to mindre plateauer undervejs. De sidste 2 km stiger med 8,9%, inden man runder toppen med 28,2 km igen.

 

Efter den næstsidste stigning fører en teknisk nedkørsel mod nord direkte ned til bunden af opkørslen til Cervinia, der også er i kategori 1. Der er tale om en 18,2 km lang stigning, der stiger med 5,3% i snit og når et maksimum på 12%. De første 9,3 km er relativt lette med to relativt flade stykker afbrudt af stykker med stigningsprocenter på 7.8. Dernæst følger 6,7 km, der stiger med 6,6% i snit, inden det flader ud med bare 1,2% over der sidste 2,1 km. Stigningen er stort set uden sving og bøjer kun let på den sidste kilometer, indtil man rammer den 450 m lange, 7 m brede opløbsstrækning, der stiger med 4% i snit.

 

Etapen har i alt 4254 højdemeter.

 

Intet er afgjort før det sidste bjergslag, der ubetinget er et af løbets allerstørste. Hele tre meget lange bjerge pakket sammen over ca. 90 km og stort set uden dalstykker betyder, at alt kan vendes op og ned på denne etape, hvor der er plads til at gamble alt med store angreb fra distancen. Mange klatrere vil formentlig stadig have tid at vinde, og særligt hvis det svage Sunweb-mandskab har en trøje at forsvare kan der blive lagt op til en ukontrolleret og seværdigt cykelløb, der kan give mindelser om det store drama, der udspillede sig på næstsidste etape for to år siden. Til gengæld er Cervinia-stigningen i sig selv relativt let, og historien viser klart, at forskellene aldrig bliver store. Særligt hvis der er modvind, skal der derfor forsøges på de to stejle stigninger forinden, og dermed kan det næsten kun blive en storslået finale, der vil krone den samlede vinder af løbet 24 timer inden afslutningen i Rom.

 

Cervinia blev senest besøgt i 2015, hvor Fabio Aru startede et fornemt comeback ved at tage den første af to etapesejre i træk på løbets tredjesidste etape. I 2012 tog Andrey Amador karrierens største sejr, da han fra et udbrud spurtbesejrede Jan Barta og Alessandro De Marchi på toppen, mens Ryder Hesjedal for første gang viste, at han skulle tages alvorligt som vinderkandidat med et sent angreb, der gav en fjerdeplads. Ivan Gotti var stærkest i 1997, og Addo Kazzianka sejrede ved første besøg i 1960

 

 

 

 

 

 

 

21. etape, søndag d. 27. maj: Rom - Rom, 115 km (*)

Mens man i Touren og Giroen stort set altid slutter med en sprinteretape, er der langt mere frihed hos Giro-arrangørerne, der flere gange inden for de seneste år har sluttet det hele af med en vigtig enkeltstart, der både i 2012 og 2017 gav anledning til et skifte allerøverst i klassementet. I år har man imidlertid ønsket at give sprinterne det sidste ord, og derfor er der lagt op til parade og ikke drama, når løbet for første gang siden 2009 slutter i hovedstaden Rom, der ellers aldrig har været et hyppigt besøgt sted af en af landets største begivenheder. Modsat for ni år siden, hvor et styrt til Denis Menchov på en dramatisk enkeltstart truede russerens samlede sejr, er der denne gang lagt op til, at et brag af en massespurt skal runde en forhåbentlig stor og mindeværdig udgave af løbet af i smukke omgivelser i en af Europas vigtigste byer.

 

Modsat tidligere, hvor arrangørerne har fået en del kritik for at gøre disse afsluttende etaper alt for lange, har man denne gang designet en kort 115 km lang rute, der helt og holdent finder sted på en rundstrækning i hjertet af Rom. I alt skal der køres 10 omgange på den 11,5 km lange runde, der bestemt ikke er helt flad. Så bakker og nedkørsler er blandet med lange, lige strækninger forbundet af nogle ganske svære sving. Undervejs er der endda flere stykker med brosten.

 

Særligt første del er teknisk, inden man kører mod nordvest frem til det nordligste punkt, hvor man vender rundt og følger en lige vej mod syd. Herefter følger lidt flere sving, inden vejen atter retter sig ud på det sidste stykke mod sydøst frem til det sydligste punkt. Her venter et skarpt sving med 3,2 km, hvorefter vejen kun har ganske bløde kurver, mens man kører mod nordvest og nord frem til den røde flamme, der kommer efter 350 m brosten. Her følger et blødt 90-graders sving, inden vejen buer let ind på den 700 m lange, 8 m brede opløbsstrækning, der stiger let. De sidste 3 km er dog stort set flade. De indlagte spurter kommer ved mål efter afslutningen på hhv. fjerde og sjette omgang.

 

Etapen har i alt 874 højdemeter.

 

Der er lagt op til parade og massespurt på en sidste etape, der vil følge det velkendte mønster fra disse afsluttende grand tour-etaper. Denne gang foregår hele etapen på rundstrækningen, og derfor er det mindre klart, hvornår det rigtige ”cykelløb” vil starte, men mon ikke i hvert fald de første omgange vil blive brugt til at skåle i champagne og posere for fotografen? Derefter er der lagt op til en hæsblæsende finale med et udbrud, der på disse etaper sjældent får et stort forspring. Elia Viviani vil, hvis han stadig er med i løbet, elske at vinde i sit lands hovedstad, hvor også den røde pointtrøje måske kan være i spil, og derfor er det mest sandsynlige, at det hele skal afgøres i en massespurt. Man skal dog tage sig i agt for de tekniske rundstrækninger i Italien, og denne er da også langt mere kompliceret end dem, vi ser under Touren og Vueltaen i hhv. Paris og Madrid. Så sent som i 2015 snød Iljo Keisse alle sprinterne, da han og Luke Durbridge holdt til mål på en lignende rundstrækning i Milano, og derfor skal sprinterne holde sig til og køre kontrolleret, hvis de vil være sikre på at spurte om sejren inden den store fest i Rom.

 

Rom har tidligere været besøgt 47 gange, men kun sjældent siden 1968. Frem til 1955 var byen på programmet næsten hvert eneste år, men derefter vendte man først tilbage i 1958, 1959, 1061, 1966 og 1968. Siden sidstnævnte år har man kun besøgt hovedstaden i 1982 og 1989, hvor Urs Freuler sejrede begge gang, samt i 2000, hvor Jan Hruska vandt en enkeltstart, og senest i 2009, hvor Ignatas Konovalovas overraskende sejrede på en våd og dramatisk enkeltstart, der efter et styrt nær havde kostet Menchov den samlede sejr.

 

 

 

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

VM - herrer(CM) 23/09

VM - damer(CMW) 23/09

Famenne Ardenne Classic(1.1) 27/09

Tour of Almaty(2.1) 29/09-30/09

Tour de Vendée(1.1) 30/09

Ungdoms OL(JO) 01/10

Binche - Chimay - Binche(1.1) 02/10

Sparkassen Münsterland Giro(1.HC ) 03/10

Paris-Bourges(1.1) 04/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »