Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Giro d’Italia: Favoritten
10. maj 2019 00:00 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Længe så det ud til, at årets Giro ville få svært ved at tiltrække mange af stjernerne, men med en smart beslutning om at lægge hele tre enkeltstarter ind, er det lykkedes arrangørerne at samle et felt af favoritter, der kan måle sig med det, vi vil se i Frankrig til sommer. Tom Dumoulin og Primoz Roglic blev lokket af tidskørslerne til at stille til start i Italien, og de udfordres af en hel serie af klatrere, som føres an af Simon Yates, Miguel Angel Lopez, Mikel Landa og Vincenzo NIbali - fire store navne, der alle før har kørt med om sejren på de italienske landeveje. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en analyse af de 15 største favoritter og finder ud af, hvilke svagheder og styrker de hver især har på vejen mod at realisere drømmen om at skrive sig ind i historie som vinder nummer 102 af sportens næststørste løb.

Giro-arrangørerne så formentlig med bekymring på de udmeldinger, der kom sidste år. Her meldte det ene store navn efter det andet nemlig ud, at Touren i 2019 ville være deres hovedfokus. Det gjaldt først og fremmest den forsvarende vinder Chris Froome, men også Tom Dumoulin, Primoz Roglic og Geraint Thomas gjorde det klart, at det franske løb ville være deres primære mål denne sæson. Da det samtidig lå i kortene, at Mitchelton var ivrige efter at få Simon Yates til start i verdens største cykelløb, Miguel Angel Lopez gav udtryk for et ønske om endelig at gøre debut i Frankrig, og selv den lokale helt Vincenzo Nibali legede med tanken om igen at satse på verdens største løb, så det sort ud for de italienske arrangører.

 

På nærmest mirakuløs vis er alt imidlertid blevet vendt på hovedet. En genial beslutning om at designe en rute med tre enkeltstarter fik nemlig Dumoulin og Roglic til at skifte mening og skippe en Tour, der kun byder på en enkelt individuel tidskørsel. Samtidig havde Yates et ønske om at få revanche for sidste års store nedtur, Lopez blev ganske overraskende udvalgt som Giro-kaptajn trods en Tout-rute, der passer ham som fod i hose, Nibali satser alligevel på sit hjemmebaneløb, og Mikel Landa forsøger sig igen med den Giro-Tour-double, han havde så stor succes med i 2017, og dermed er feltet nu så spækket med potentielle vindere, at vi sjældent har set et brede favoritfelt til det italienske løb.

 

Desværre betyder skader, at Egan Bernal og Alejandro Valverde begge er sat ud af spillet, men det kompenseres der for i et felt, der ikke mangler topnavne. I tillæg til de ovennævnte, der alle har kørt med om sejren i det italienske løb, tæller feltet således også to ryttere, der tidligere har Vuelta-podiet, i form af Ilnur Zakarin og Rafal Majka, 2018-åbenbaringen Richard Carapaz, den dobbelt vinder af den hvide trøje Bob Jugels, samt grand tour-veteranen Bauke Mollema, og de får selskab af stærke folk som Domenico Pozzovivo, Ion Izagirre, Mikel Nieve, Esteban Chaves og Pello Bilbao, der alle tidligere har været i top 10 i grand tours, men i år skal agere hjælpere for deres kaptajner. Endelig sikrer en hær af unge løver som Ivan Sosa, Pavel Sivakov, Tao Geoghegan Hart, Ben O’Connor, Davide Formolo, Sam Oomen, James Knox og Giulio Ciccone, at der også bliver masser af talent at holde øje med i de kommende uger.

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets største favorit, der som den eneste har fået fem stjerner.

 

 

Primoz Roglic (*****)

Det er ikke uset, at atleter formår med succes at skifte fra én sportsgren til en anden. Der er således flere eksempler på folk, der har vundet OL-medaljer i flere, også ret forskellige discipliner, og der er sågar nogle, der har hentet medaljer både ved vinter- og sommer-OL. Det hører dog til sjældenhederne, at en atlet kan forlade en sportsgren i en relativt høj alder for derefter i en helt anden disciplin udvikle sig til at blive en sand magtfaktor.

 

Det er ikke desto mindre, hvad Primoz Roglic er i færd med. Vi skulle nemlig slet ikke have talt om ham op til denne Giro. Var alt gået efter planen, skulle Primoz Roglic formentlig have brugt 2019 som et mellemår efter et succesrigt vinter-OL i 2018 og allerede nu have rettet blikket mod vinterlegene i Beijing i 2022. Sloveneren havde nemlig gang i en lovende skihopskarriere, der efter et juniorverdensmesterskab i 2007 og en første OL-deltagelse i Vancouver i 2010 havde direkte kurs mod en plads blandt verdens bedste.

 

Sådan gik det imidlertid. Karrieren stagnerede, og bare 2 år efter OL-debuten valgte han lidt overraskende at kaste sig over cykelsporten, som han ellers ikke haft megen forudgående kendskab. Alligevel viste han så hurtigt et vist talent, at han allerede i 2013 kørte sit første UCI-løb, og i 2014 tog han en etapesejr i 2.1-løbet Tour d’Azerbaijan og blev nr. 3 samlet i 2.1-løbet Sibiu Tour. Siden da har han ikke set sig tilbage. Personligt blev jeg første gang opmærksom på hans navn, da han i 2015 vandt en etape og tog den samlede sejr i det ikke voldsomt stærkt besatte Tour d’Azerbaidjan, men det var måneden efter, at han viste, at han var ”the real deal”. Her vandt han nemlig Tour de Slovenie foran navne som Mikel Nieve og Diego Ulissi efter en knusende sejr på løbets kongeetape, der kunne kompensere for et tidstab fra løbets enkeltstart - en disciplin, der bestemt ikke var hans speciale. Det skulle siden ændre sig!

 

Resultatet vakte interesse fra WorldTour-holdene, og det var LottoNL-Jumbo, der hentede ham til holdet forud for 2016-sæsonen. Her var han et led i en satsning, der skulle give Steven Kruijswijk mere støtte i bjergene, og det var derfor også den rolle, han var udset i det års Giro. På de italienske landeveje slog hans karriere imidlertid endnu en dramatisk kolbøtte, da manden, som aldrig tidligere havde vist antydningen af evner i kampen mod uret, var mindre end et sekund fra på sensationel maner at besejre Tom Dumoulin på den indledende enkeltstart, og det helt store gennembrud kom blot et par dage senere, da han sejrede på løbets lange enkeltstart.

 

Resultaterne startede endnu et karriereskifte for Roglic, der droppede klatringen og satsede på at forfine evnerne i kampen mod uret. Det gav med det samme store resultater, for i løbet af 2017 etablerede han sig i den absolutte verdenselite i disciplinen. Roglic tog to suveræne WorldTour-sejr i Baskerlandet og Romandiet, og ved VM i Bergen blev det til en sølvmedalje klemt inde mellem Dumoulin og Froome - i øvrigt efter at have klatret op ad den afsluttende stigning hurtigere end nogen anden i feltet. Og hvem ved, hvad det kunne være blevet til i Touren, hvis ikke han var styrtet på 1. etape eller ramt af defekt på 20. etape?

 

 

Mens Roglic imponerede på enkeltstarterne, kneb det mere i bjergene, der ellers havde været hans foretrukne terræn indtil da. Ganske vist vandt på en imponerende vis en stor bjergetape i Touren, hvor han til slut kørte fra en vis Alberto Contador, men de manglende klatreevner betød, at han i de ugelange etapeløb i Romandiet og Baskerlandet ikke kunne omsætte de fine enkeltstarter til samlede sejre.

 

Derfor var missionen i 2018 at forbedre evnerne på stigningerne, og som det altid har været tilfældet i Roglics korte karriere, nåede han det mål, han satte sig. Det er således sjovt at se, hvordan jeg i min optakt til sidste års Baskerlandet Rundt vurderede, at den alsidige slovener nok ville komme til kort i bjergene, og det siger meget om, hvor lynhurtigt han har udviklet sig. I dag ville det være omsonst at gøre sig den slags overvejelser, for i løbet af et fabelagtigt forår vandt Roglic ikke blot i Baskerlandet efter en knusende overlegen præstation, han sejrede også over Egan Bernal i en af 2018-sæsonens mest medrivende dueller i Tour de Romandie.

 

Det suveræne forår fik naturligvis mange til at udpege Roglic som den store joker til sidste års Tour de France. Ganske vist havde han aldrig tidligere kørt klassement i en grand tour, men hans forrygende kørsel i alle slags terræner gjorde ham til det oplagte bud på at være manden, der kunne overraske alle forhåndsfavoritterne. Og selvom Jumbo-ledelsen længe insisterede på, at han skam ikke var i Frankrig for at køre klassement og længe lignede Komiske Ali i deres stadige benægtelse, viste Roglic i løbet af de tre uger på de franske landeveje, at heller ikke holdbarheden over tre uger var noget problem. Faktisk blev han bare bedre og bedre, som løbet skred frem, og det hele kulminerede med en stor sejr på den afsluttende bjergetape. Havde det ikke været for en skuffende afsluttende enkeltstart, var den slovenske eksskihopper endda sprunget direkte op på podiet i sit første forsøg på at køre klassement i en grand tour og det bare fem år efter, at han havde kørt sig første cykelløb på UCI-niveau.

 

På den baggrund var det naturligvis også indlysende, at Roglic i 2019 naturligvis skulle gå efter en grand tour-sejr. Planen var selvfølgelig i første omgang at satse på Touren, men det ændrede sig hurtigt, da ruterne blev åbenbaret i oktober. Mens de franske arrangører tilsyneladende havde glemt, at enkeltstarter altså er en naturlig del af et tre uger langt etapeløb, kastede Giro-bagmændene en solid luns kød ud til alsidige Roglic, da de over de 21 etaper valgte at lægge hele tre enkeltstarter ind. Det var naturligvis mere, end Jumbo-mandskabet kunne sige nej til, og lynhurtigt blev der byttet rundt på rollerne, så Roglic fik kaptajnrollen i Italien og Steven Kruijswijk rollen som førstemand i Frankrig.

 

Siden sæsonstarten har Giroen derfor været Roglics altoverskyggende fokus, men det har ikke forhindret ham i at vinde cykelløb. Hvis nogle havde troet, at hans stejle læringskurve efterhånden måtte være ved at flade lidt ud, er de nemlig blevet modbevist af en sæsonstart, der må betegnes som en af de mest suveræne, vi har set i de sidste mange år. Roglic har haft bare 20 løbsdage, men dem har han udnyttet med en skræmmende effektivitet. Således er der blevet til otte sejre, fire 2. pladser, tre 3. pladser, en 7. plads og en 11. plads. Faktisk er det kun på de fem sprinteretaper, han har deltaget i, at han er endt uden for top 11, og af de øvrige løbsdage er det kun to gange, at han ikke har været i top 3! Og han er fortsat ubesejret i år, da han har vundet samlet i alle sine tre starter i UAE Tour, Tirreno-Adriatico og Tour de Romandie, der vel at mærke alle er yderst stærk besatte WorldTour-løb.

 

Det siger naturligvis først og fremmest noget om hans tårnhøje klasse, men det er lige så meget en afspejling af hans enorme alsidighed. Den er i særdeleshed kommet til udtryk sidste uge i Romandiet, hvor vandt såvel en spurt i en relativt stor gruppe som en enkeltstart og en bjergetape. Og husker man på, at han kun var 0,3 sekund fra at vinde prologen og næsten med sikkerhed havde vundet i puncheurfinalen på 3. etape, hvis ikke han var blevet lukket inde, kunne han med lidt flere marginaler på sin side have vundet fem af seks etaper - og det endda selvom de alle bød på vidt forskelle udfordringer!

 

 

Med andre ord har Roglic været nærmest i en liga for sig gennem hele sæsonen, og det uanset om menuen har budt på enkeltstarter, bjergetaper, puncheuretaper eller prologer, eller om modstanderen har heddet Alejandro Valverde, Geraint Thomas, Jakob Fuglsang, Julian Alaphilippe eller Adam Yates. Faktisk er det kun den lille brite, der på kongeetapen i Tirreno fik held med at afsløre en vis sårbarhed i Roglics ellers så ubrydelige panser, da det på en stejl mur faktisk lykkedes ham at sætte sloveneren. Det har ingen andre magtet i denne sæson, og på de øvrige 19 løbsdage har Roglic aldrig lignet en mand, der for alvor har været presset.

 

Naturligvis er et tre uger langt etapeløb noget helt, helt andet end en ugelang begivenhed, men modsat sidste år er der ingen grund til at stille spørgsmål ved Roglics holdbarhed. Tværtimod viste han igennem de tre uger i Frankrig, at han nærmest kun blev bedre og bedre, og efter en lidt halvsløj start i Alperne var han måske bedste mand i Pyrenæerne i den sidste uge, hvor han på den sidse bjergetape angreb, angreb og angreb lidt mere, indtil det på den sidste nedkørsel lykkedes ham at køre fra alle rivalerne.

 

Holdbarheden kan altså ikke diskuteres, og der er heller ingen grund til at spekulere i, om han har toppet for tidligt. Roglic er nemlig typen, der altid er på et højt niveau, og sidste år var kørte han folk som Rigoberto Uran og Rafal Majka midt over i sit opvarmningsløb, Tour de Slovenie, inden han altså rejste til en Tour, hvor hans niveau bare steg gennem hele løbet. Samtidig har han haft et yderst let løbsprogram, hvor Jumbo-ledelsen har modstået fristelsen til at drive rovdrift på deres guldfugl, og han kommer derfor til løbet med det, der vel kan betegnes som den ideelle forberedelse.

 

Samtidig mødes han af en rute, der passer ham. Først og fremmest er der de tre enkeltstarter, der nærmest alle er skræddersyet til en mand med Roglics egenskaber. Alle er de nemlig kuperede, og det er præcis på ruter som disse, at det slovenske fænomen er allerstærkest. Det viste han med sin knusende overlegne sejr på sidste etape i Romandiet for nylig, men har også tidligere vist det i både Romandiet og Baskerlandet. Det er klart, at der ingen garanti er for, at han kan slå løbets anden store specialist, Tom Dumoulin, på de tre etaper, men afstanden mellem de to bør være yderst begrænset og kan falde ud til begges fordel. På papiret har Roglic dog altid været en anelse bedre end hollænderen over kortere distancer, og særligt på de ret eksplosive enkeltstarter på første- og sidstedagen har Roglic umiddelbart overhånden.

 

Samtidig har Roglic nu vist, at han er næsten umulig at bide skeer med i bjergene, og den voldsomme bjergmenu, der møder ham i sidste del af løbet, burde ikke være noget stort problem. Baseret på sidste års Tour burde det tillige være til hans fordel, at de sværeste prøvelser kommer sidst i løbet, og samtidig vil han med tanke på enkeltstarterne formentlig være i en position, hvor han kan tillade sig at benytte sig af en relativt defensiv strategi, mens de mere rene klatrere får til opgave at slide sig selv ihjel med et hav af angreb. Og får han bare skovlen under Dumoulin på en etape eller to, er vejen banet til samlet sejr - og det kan endda vise sig slet ikke at være nødvendigt, hvis det er sloveneren, der vinder deres indbyrdes opgør på tidskørslerne.

 

Endelig har Roglic udviklet et våben, der slet ikke skal undervurderes: sin spurt. Særligt i år har han vist sig som en sublim afslutter, særligt i stigende, men også flade finaler. Som altid byder Giroen nemlig på flere etaper, hvor klassementsrytterne med punch og fart kan sikre sig et topresultat, og det kan i sidste ende føre til ganske mange bonussekunder. Det så vi sidste år, hvor Simon Yates i etapefinalerne samlede ikke færre end 42 sekunder op undervejs, og hvis alt flasker sig, vil Roglic med sin enorme alsidighed kunne nærme sig en lignende score i år. Det er i hvert fald et våben, som det blandt favoritterne kun er Yates, der også har, og særligt i kampen mod den anden tempospecialist, Dumoulin, er det en væsentlig fordel for sloveneren.

 

Har Roglic da slet ingen svagheder? Jo, han har to, hvoraf den ene skyldes ham selv og den anden hans omgivelser. Først og fremmest skal han huske at køre med hovedet og ikke nødvendigvis gå i offensiven, når muligheden byder sig. Det lærte Yates på den hårde måde i sidste års Giro, men Roglic har også selv gjort sig sine erfaringer i den retning. I sidste års Tour var der nemlig en regning at betale for hans nærmest overdrevent aggressive kørsel på den sidste bjergetape, da han dagen efter kørte en efter vanlig standard temmelig tam enkeltstart, og mønsteret gentog sig i årets Tirreno, hvor han angreb og forcerede i ét væk i de første dage, hvilket formentlig var årsagen til, at Adam Yates til slut kunne få skovlen under sig.

 

Forhåbentlig har Roglic lært af de erfaringer, og man kan næsten for ham håbe, at han efter 9. etape er i førertrøjen. Det kan nemlig bringe ham i en position, hvor han ikke tvinges i offensiven, og derfor husker også at gemme energi til de følgende etaper. I mange sammenhænge er Roglic ellers en klog og begavet rytter, men hans største svaghed har hidtil været, at han ofte er så stærk, at han glemmer, at der også er en dag i morgen.

 

Den anden svaghed er holdet. Jumbo kommer nemlig ikke til Italien med et mandskab, der kan matche hold som Astana, Movistar, Mitchelton-Scott eller Ineos. Særligt slemt var det, at et styrt i Liege-Bastogne-Liege satte erfarne Robert Gesink du af spillet, og nu er det primært unge folk, der skal støtte den ligeledes ret uerfarne kaptajn i bjergene.

 

 

Klatrepotentiale er der heldigvis rigeligt af. Først og fremmest har kaptajnen Laurens De Plus, der i år endelig har indfriet sit potentiale, ikke mindst med den eminente kørsel i UAE Tour, hvor han nærmest ene mand kontrollerede den sidste bjergetape med et rasende tempo. Derudover har han den yderst lovende, men desværre også temmelig ustabile Antwan Tolhoek, og som erstatning for Gesink har de indhentet wildcardet Sepp Kuss. Amerikaneren viste tårnhøjt niveau i sidste års Tour of Utah og i første uge af Vueltaen, men har ellers intet vist i Jumbo-trøjen. Med andre ord kan han enten være flyvende eller falde helt igennem, men da han har forberedt sig på at skulle køre med om sejren i Tour of California, kan man håbe, at det er Utah-udgaven af Kuss, der rejser til Italien i denne uge.

 

Samlet set er det altså et hold med masser af potentiale, men også et skrøbeligt og usikkert mandskab, hvor man ikke nødvendigvis kan regne med, at de bedste klatrere er der, når der er brug for det. Heldigvis er Roglic så god selv, at han med fornuftig opbakning vil kunne redde mange kastanjer ud af ilden selv, og det er ligeledes meget tænkeligt, at der kan opstå en eller anden form for alliance med Dumoulin, der ligeledes har et svagt hold og som Roglic kan tænkes at køre defensivt i bjergene med henblik på at bruge enkeltstarterne som sit afgørende våben.

 

Der er således enkelte svage punkter i Roglic-panseret, men de er få og kan kun findes med en tættekam. Ser man alene på kaptajnen selv, er der ikke andre, der besidder samme alsidighed og tårnhøje niveau, som forårets suverænt stærkeste rytter. Enkeltstarter, spurter, bjergetaper, puncheurfinaler… You name it. Roglic mestrer det hele.

 

Og hvad er det, en grand tour handler om? Jo, det handler om at være den komplette cykelrytter, der mestrer så mange af sportens discipliner på absolut højeste niveau og om at ramme topniveauet hver dag over tre uger. Det sidste viste Roglic sig i stand til i sidste års Tour - i hvert fald når han huskede også at køre med hovedet - og dermed er han simpelthen indbegrebet af den perfekte grand tour-rytter. Det synes derfor uundgåeligt, at han vinder et tre uger langt etapeløb før eller siden, og efter et forår, hvor han har været i en klasse for sig, virker det meget sandsynligt, at det allerede vil ske i årets Giro på en rute, der ikke kunne passe ham meget bedre.

 

Og hvis han kan skue ud over publikum fra toppen af podiet i Verona den 2. juni, gør det nok ikke så meget, at han ikke skal til Beijing i 2022.. Det skulle nemlig vise sig, at der var noget, han var meget, meget bedre til end at flyve frygtløst ud over bjergene!

 

Skal Roglic på dit managerhold?

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Trophée Centre Morbihan(2.NCUP) 25/05-26/05

Grote Prijs Marcel Kint(1.1) 26/05

Winston Salem Cycling Cla...(1.1) 27/05

Tour of Norway(2.HC) 28/05-02/06

Circuit de Wallonie(1.1) 30/05

Szlakiem Walk Majora Hubala(2.1) 30/05-02/06

Tour du Pays de Vaud(2.NCUP) 30/05-02/06

Grand Prix de Plumelec-Mo...(1.1) 01/06

Orlen Nations Grand Prix(2.NCUP) 01/06-02/06

Boucles de l'Aulne - Châ...(1.1) 02/06

Rund um Köln(1.1) 02/06

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger