Giro d'Italia: Podiekandidaterne

Giro-arrangørerne så formentlig med bekymring på de udmeldinger, der kom sidste år. Her meldte det ene store navn efter det andet nemlig ud, at Touren i 2019 ville være deres hovedfokus. Det gjaldt først og fremmest den forsvarende vinder Chris Froome, men også Tom Dumoulin, Primoz Roglic og Geraint Thomas gjorde det klart, at det franske løb ville være deres primære mål denne sæson. Da det samtidig lå i kortene, at Mitchelton var ivrige efter at få Simon Yates til start i verdens største cykelløb, Miguel Angel Lopez gav udtryk for et ønske om endelig at gøre debut i Frankrig, og selv den lokale helt Vincenzo Nibali legede med tanken om igen at satse på verdens største løb, så det sort ud for de italienske arrangører.

På nærmest mirakuløs vis er alt imidlertid blevet vendt på hovedet. En genial beslutning om at designe en rute med tre enkeltstarter fik nemlig Dumoulin og Roglic til at skifte mening og skippe en Tour, der kun byder på en enkelt individuel tidskørsel. Samtidig havde Yates et ønske om at få revanche for sidste års store nedtur, Lopez blev ganske overraskende udvalgt som Giro-kaptajn trods en Tout-rute, der passer ham som fod i hose, Nibali satser alligevel på sit hjemmebaneløb, og Mikel Landa forsøger sig igen med den Giro-Tour-double, han havde så stor succes med i 2017, og dermed er feltet nu så spækket med potentielle vindere, at vi sjældent har set et brede favoritfelt til det italienske løb.

Desværre betyder skader, at Egan Bernal og Alejandro Valverde begge er sat ud af spillet, men det kompenseres der for i et felt, der ikke mangler topnavne. I tillæg til de ovennævnte, der alle har kørt med om sejren i det italienske løb, tæller feltet således også to ryttere, der tidligere har Vuelta-podiet, i form af Ilnur Zakarin og Rafal Majka, 2018-åbenbaringen Richard Carapaz, den dobbelt vinder af den hvide trøje Bob Jugels, samt grand tour-veteranen Bauke Mollema, og de får selskab af stærke folk som Domenico Pozzovivo, Ion Izagirre, Mikel Nieve, Esteban Chaves og Pello Bilbao, der alle tidligere har været i top 10 i grand tours, men i år skal agere hjælpere for deres kaptajner. Endelig sikrer en hær af unge løver som Ivan Sosa, Pavel Sivakov, Tao Geoghegan Hart, Ben O’Connor, Davide Formolo, Sam Oomen, James Knox og Giulio Ciccone, at der også bliver masser af talent at holde øje med i de kommende uger.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fire tostjernede favoritter, der alle har en god mulighed for at køre på podiet, hvis tingene flasker sig.

Ilnur Zakarin (**)

Det store spørgsmål forud for Tour de Romandie i 2015 var, hvem af de tre store grand tour-stjerner Chris Froome, Nairo Quintana og Vincenzo Nibali, der ville løbe med sejren. Efter seks dage i de schweiziske bjerge var de tre topnavne imidlertid alle blevet sat til vægs af en ung russer, hvis hidtil bedste resultat var den samlede sejr i Tour d’Azerbaijan et år tidligere. Med offensiv kørsel på løbets kongeetape og en suveræn enkeltstart havde Ilnur Zakarin vist sig som den bedste rytter i det måske stærkest besatte af de ugelange etapeløb på WorldTouren.

Resultatet skabte stor hype om Zakarin forud for hans Giro d’Italia-debut, men Katusha valgte klogelig at nedspille forventningerne. Zakarin var ikke kommet til Italien for at køre klassement, men for at lære. Alligevel viste han klassen ved undervejs at sikre sig en mindeværdig etapesejr på en regnvåd dag midtvejs i løbet og dermed bekræfte, at den næste russiske stjerne var født.

I 2016 var presset på Zakarin stort. Efter et svagt efterår var det tid til at bekræfte, at han vitterligt var ”The Real Deal”. Hvis nogen stadig var i tvivl, blev de tavse efter hans sejr på kongeetapen i Paris-Nice, men det var i april, at Zakarin for alvor viste, at han skal tages seriøst. I Liege-Bastogne-Liege var han således løbets stærkeste mand, og havde det ikke været for de nye brosten i finalen, hvor hans lette statur gjorde det umuligt at følge de tungere drenge, havde han med stor sandsynlighed vundet det belgiske monument. Få dage senere kunne han som eneste mand følge Nairo Quintana i bjergene i Romandiet, hvor det kun var et par skuffende enkeltstarter, der kostede ham muligheden for at forsvare titlen.

Det store spørgsmål var imidlertid, om Zakarin var holdbar over tre uger. Svaret kom en måned senere, da han med tre dage igen lå på en fin femteplads med gode muligheder for at avancere i klassementet. Et slemt styrt på nedkørslen fra Colle dell’Agnello efterlod ham imidlertid men en knust drøm, et brækket kraveben og uden mulighed for på papiret at dokumentere sin status som en seriøs grand tour-kandidat.

Zakarin var hurtigt tilbage på cyklen og bekræftede få uger senere, at han er et af sportens supertalenter. Selvom han stillede til start i Touren langt fra topformen, fik han i løbet af to uger opbygget et så højt niveau, at han med skræmmende styrke satte Rafal Majka til vægs på en stor bjergetape i Alperne og sikrede sig sin første etapesejr i verdens største løb - og det kunne være blevet til endnu en, hvis ikke han et par dage tidligere havde tabt sine kontaktlinser på en nedkørsel, mens han sad i det vindende udbrud.

Alligevel var der forud for 2017-sæsonen fortsat spørgsmål ud for Zakarins navn, når det handlede om grand tours. Trods uheldet i Giroen var han aldrig for alvor i spil til den samlede sejr i den italienske grand tour, og det var tydeligt, at han i Italien aldrig havde fundet de ben, der havde givet ham så forrygende resultater i andre løb. Derfor var det stadig med nogen usikkerhed, at den langlemmede russer stillede til start i Italien med det mål endelig at bekræfte, at han skal tages seriøst som potentiel grand tour-vinder.

Efter de tre uger i de italienske bjerge synes den tvivl imidlertid nu at være fjernet. Ganske vist lykkedes det ikke Zakarin at komme på podiet, men russeren fik endelig sikret sig den top 5-placering, der endegyldigt konfirmerede hans status som en af verdens førende grand tour-ryttere. Ganske vist var han ikke helt stabil og havde undervejs mindre gode dage, men han undgik den totale nedtur, som man altid frygter for ryttere, der endnu ikke er sluttet i toppen af et tre uger langt etapeløb.

Mere interessant var det imidlertid, at Zakarin faktisk blev stærkere og stærkere, som løbet skred frem, og man kan med nogen ret hævde, at han på de sidste svære dage faktisk var løbets bedste rytter. Dermed bar hans nye tilgang frugt. Forud for løbet havde der nemlig været en del usikkerhed om formen efter et bemærkelsesværdigt pauvert forår, der - delvist begrundet i et styrt i Volta a Catalunya - var langt mere anonymt end tidligere. Det var imidlertid led i en langsigtet plan, der havde som mål at give ham den fornødne friskhed i Giroen, og enhver, der var vidne til dramaerne i den sidste uge, vil kunne skrive under på, at det lykkedes.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

”Never change a winning formula” hedder det sig, og derfor kopierede Zakarin nøje forberedelsen forud for Vueltaen. Igen kom han vaklende fra start efter en totalt anonym præstation i sine forberedelsesløb, men gennem hele løbet blev han bare stærkere og stærkere. På første hviledag lå han nr. 10, på anden hviledag var han avanceret til 3. pladsen, og selvom han trods en fremragende enkeltstart i Logrono, hvor han blev nr. 4 på den helt flade rute, kortvarigt gled ned fra podiet, kunne man en flot fjerdeplads på Angliru på næstsidste etape, hvor kun Contador, Froome og Poels var stærkere, bestige sit første grand tour-podium i Madrid, hvor han stod side om side med giganterne Froome og Nibali.

Dermed er der ikke længere skyggen af tvivl: Zakarin er en potentiel grand tour-vinder, ikke mindst fordi han trods sin relativt høje alder på 28 tilsyneladende har fortsat sin stille udvikling, der har båret ham langt efter sit kometagtige gennembrud for fire år siden. Alligevel er Zakarins stjerne falmet betragteligt, og i det seneste års tid er der stort set ingen, der har nævnt den ellers engang så lovende rytter.

Det er desværre hans egen skyld. Hverken styrt eller sygdom var forklaringen, men alligevel oplevelede Zakarin en rædselsfuld 2018-sæson. Det pauvre forår var ikke i sig selv alarmerende, når man betænker hans entydige fokus på grand tours i de seneste år, og da han sluttede på en ganske hæderlig 10. plads i Dauphiné, så det ud til, at han nok skulle finde benene til sit første forsøg på at køre klassement i Touren.

Sådan gik det desværre ikke. Zakarin kom aldrig i nærheden af sit højeste niveau, og selvom en 9. plads i verdens største cykelløb er et resultat, kun de færreste kan drømme om, stod det slet ikke mål med de forventninger, podiepladsen fra Vueltaen havde skabt. Bedre blev det ikke af, at han senere kørte en forfærdelig Vuelta, hvor han heller aldrig slog til i rollen som etapejæger, og ligesom resten af det slagne Katusha-hold kunne han gå på vinterpause efter et år, der helst skulle glemmes hurtigst muligt.

På den baggrund burde der måske ikke være den store grund til at fremhæve Zakarin frem mod årets Giro, hvor han vender tilbage til en grand tour, han altid har gjort det godt i. Alligevel er der grund til at tro, at den langlemmede og lidt klodsede russer kan rejse sig og finde det fantastiske niveau, der bragte ham så langt i 2017.

Der har nemlig været flere lyspunkter i løbet af foråret. Ganske vist har præstationerne været præget af en for Zakarin lidt atypisk ustabilitet, hvor han har kørt stærkt den ene dag for at falde igennem 24 timer senere, men der har været fine præstationer undervejs. På kongeetapen i UAE Tour blev han nr. 7 i et meget stærkt felt, og på kongeetapen i Paris-Nice var han ligeledes en af de allerbedste klassementsryttere. Også i Volta a Catalunya blev det til en 7. plads på kongeetapen, og efter et lidt skuffende Liege-Bastogne-Liege viste han fin form med en samlet 8. plads i Romandiet i sidste uge, hvor han uden et styrt på 3. etape var endt endnu højere.

Zakarin har endnu ikke været i stand til at matche de allerbedste i år, men det var heller ikke forventet. Sammenligner man med præstationerne i 2017, har han faktisk været bedre end vanligt i løbet af foråret, og vi ved, at han nu om dage kun finder sine bedste ben i grand tours. Noget kunne altså tyde på, at han har kurs mod at gøre netop det i de kommende uger, og lykkes det, kan han blive ganske farlig.

Ruten passer ham nemlig glimrende. Den første uge, hvor han aldrig er på toppen, og hvor han altid er sårbar i eksplosive finaler og hektisk positionskamp, er nemlig slet ikke så risikabel som den før har været, og der er ikke mange afslutninger, hvor han vil tabe dumme sekunder som følge af sin usikre kørsel i de hektiske afslutninger. Dermed kan der være håb om, at han kan komme relativt helskindet frem til den sidste halvdel, hvor han altid er på sit højeste niveau, og hvor han som sagt måske var allerstærkeste mand i Giroen for to år siden.

I den sammenhæng er det heller ikke skidt for ham, at alle udfordringerne er samlet i sidste del, hvor han altid er på sit bedste. Samtidig består de af store bjergetaper, hvor Zakarin som regel er ganske komfortabel. Også enkeltstarterne burde være til hans fordel, for selvom det i de seneste år har knebet på tidskørsler i ugelange etapeløb, kører han altid brølstærkt i grand tours. Det så vi med 4. pladsen på den ellers helt flade rute i Vueltaen i 2017, og selv i sidste års knap så gode Tour sluttede han stærkt af med en 7. plads på den kuperede enkeltstart til sidst.  Naturligvis er han ingen Roglic eller Dumoulin, ligesom 1. etape kan vise sig at være for kort og eksplosiv, men særligt på den lange, stærkt kuperede 9. etape vil han kunne vinde tid på hovedparten af rivalerne.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Alligevel er det nok ikke denne Giro, der giver ham den første grand tour-sejr. Dertil mangler han trods alt endnu at finde de sidste procent for at true de bedste, og skulle han ende i førertrøjen, vil han også blive et meget sårbart bytte, da han bakkes op af et af løbets absolut svageste hold, hvor kun Daniel Navarro kan yde ham rimelig støtte i bjergene. Heldigvis er det heller ikke det, det handler om denne gang.

Efter det katastrofale 2018 er målet med den kommende Giro at bevise for sig selv og omverdenen, at podiepladsen i Vueltaen i 2017 altså ikke var noget tilfælde. Og på en rute, der vil ikke kunne designes meget bedre for den alsidige russiske dieselmotor har han med et opløftende forår i benene gode chance for at gøre netop det. Og når man i en formsvag udgave kan blive nr. 9 i Tour de France, er man altså ikke en dårlig cykelrytter - spørg bare Froome, Quintana, Nibali og co., der fik ørerne i den russiske maskine, da Zakarin slog igennem i Romandiet for nu fire år siden.

Richard Carapaz (**)

Rollen som optaktsskribent kan til tider være ganske utaknemmelig. Det er nemlig en slet skjult hemmelighed, at fejlskuddene er flere end fuldtræfferne - det er trods alt meget naturligt i en sport, hvor der er næsten 200 navne at vælge imellem - og meget ofte placerer man en vis legemsdel i klaskehøjde, når man forsøger at forudsige udfaldet af et cykelløb.

Derfor er det også særligt tilfredsstillende, når det lykkedes at lure de store overraskelser. Og det var præcis, hvad vi gjorde, da vi forud for sidste års Giro på Feltet.dk pegede på Richard Carapaz som en sandsynlig outsider til topplaceringerne. Der var ellers ikke mange andre - hvis nogen overhovedet - der havde nævnt den lille ecuadorianer, for selvom han kom til løbet med en frisk sejr i Vuelta a Asturias i bagagen og tidligere på året var blevet nr. 3 i Coppi e Bartali og havde været med helt i front på de sværeste etaper i Paris-Nice, havde han ikke været i nærheden af et stort gennembrud på WorldTour-niveau.

Alligevel var der flere ting, der pegede i retning af, at Carapaz meget vel kunne være den fødte grand tour-rytter. Et halvt år inden sidste års Giro havde han nemlig kørt en anonym, men alligevel bemærkelsesværdig Vuelta. Den kom efter en fin debutsæsion, hvor han første gang gav prøve på sit talent, da han med en vis Nairo Quintana som hjælperytter blev nr. 2 i det hårde endagsløb GP Industria i marts. Kort efter viste han atter potentialet med hhv. en samlet sjette- og en samlet fjerdeplads i Vuelta de Madrid og Vuelta a Castilla y Leon, inden han for alvor fik sit gennembrud i bjergløbet Route de Sud, hvor kun en opportunistisk og aggressiv kørsel fra den alt for tunge Silvan Dillier forhindrede ham i at vinde samlet.

De mange lovende præstationer i bjergene blev altså belønnet med en lidt overraskende udtagelse til Vueltaen, men missionen var primært at lære. Alligevel overgik Carapaz langt forventningerne. På flere af de store bjergetaper testede han nemlig evnerne, og det var bemærkelsesværdigt, at han bare blev bedre og bedre undervejs. Efter fine præstationer på bjergetaperne til La Pandera og Calar Alto kulminerede det hele med en 11. plads på den store Angliru-etape på næstsidste dag.

Særligt sidstnævnte resultat var værd at notere sig. Det er ikke mange nyprofessionelle, der på 20. dag i deres første grand tour kan køre lige op med verdens allerbedste klatrere på et af Europas allersværeste cykelbjerge. Det vidnede ikke blot om nogle meget lovende klatreevner, det dokumenterede også, at Carapaz har den motor og udholdenhed, som enhver god grand tour-rytter er gjort af.

Og hvilken grand tour-rytter, han skulle vise sig at være! Trods vores optimistiske forventninger overgik Carapaz nemlig dem alle med flere længder, da han i sin første grand tour med en fri rolle ikke blot vandt en etape, men også tog den samlede 4. plads. Dermed slog han ikke blot igennem med et brag på den største scene af dem alle, han endte også med at sikre Movistar sæsonens bedste grand tour-resultat, selvom i de to øvrige store etapeløb kom med flere af de tre store kanoner, Mikel Landa, Nairo Quintana og Alejandro Valverde.

Giroen bekræftede alle de mest optimistiske spådomme om Carapaz. Efter lidt sygdom forud for løbet lagde han hæderligt fra land, men derfra blev han bare bedre og bedre. Således blev han nr. 5 på den knaldhårde Sappada-etape en uge inden afslutningen, og særligt imponerende var det, at han blev nr. 2 bag Froome på den dramatiske Finestre-etape, hvor den britiske grand tour-konge kørte feltet sønder og sammen. Selv på løbets sidste bjergetape var han en af de stærkeste, da han og Lopez var yderst aktive og offensive i et fantastisk sydamerikansk talentopgør om den sidste podieplads. Den kamp havde han endda nok vundet, hvis han ikke på Monte Zoncolan havde haft en enkelt offday, der viser, at han trods alt stadig er en ung rytter med plads til forbedring.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

Giroen blev altså blot en understregning af, at Carapaz’ motor er det, der for alvor gør ham interessant i grand tour-sammenhæng. Derfor er der heller ikke grund til at være bekymret over, at han ikke har vist meget siden da. Hans efterår blev nemlig kompromitteret af, at han med meget kort varsel blev kaldt til Vueltaen som hjælper og erstatning for den skadede Mikel Landa, og alligevel endte han trods dårlig forberedelse og en rolle som luksusslave som nr. 18. Heller ikke i år har han vist meget, men han viste dog lovende takter med en 8. plads på kongeetapen i Catalonien, inden han desværre kollapsede på den følgende bjergetape og slutteligt styrtede på sidste etape.

Heller ikke sidste år havde Carapaz imidlertid vist det store i løbet af foråret. Det gjorde han først, da han rejste til Asturien efter en træningslejr i Sydamerika, og noget tyder på, at han følger samme model i år. I hvert fald leverede han og Landa en sand magtdemonstration, da han atter brugte det lille spanske løb til at genfinde løbsrytmen, og de to Movistar-ryttere kørte fra alt og alle på løbets kongeetape. Dermed lykkedes det Carapaz at forsvare sidste års titel, og dermed kommer han til Italien med en sæsonstart, der ligner en kopi af det, der fungerede så godt for 12 måneder siden.

Samtidig kan han se frem til en Giro, hvor ruten synes at passe ham glimrende. Som sagt er det hans motor og holdbarhed over tre uger, der synes at være hans helt store force, og derfor kunne han ikke ønske sig andet end et løb, hvor alle de store vanskeligheder er samlet i løbets sidste del. Her venter endda de store, udmarvende bjergetaper, som synes at være hans styrke, og der burde derfor være masser af rum til, at han kan boltre sig og vinde tid i løbet sidste del.

Det får han til gengæld også brug for. Carapaz har nemlig stadig meget at lære på sin enkeltstartscykel, og derfor er de 60 km ensom kamp mod uret noget af en udfordring for den lille ecuadorianer. Heldigvis betyder det kuperede terræn, at han vil kunne begrænse sit tab mere end sidste år, men det ændrer ikke på, at de tre dages enkeltstart vil sætte ham så langt tilbage, at han næppe vinder løbet.

Det er nu heller ikke ambitionen. Det er det for holdets førstemand, der ubetinget er Landa, men for Carapaz, der skal agere plan B og skyggekaptajn, kan mindre sagtens gøre det. Faktisk kan det vise sig at være en fordel, at han står i skyggen af en etableret verdensstjerne, og da hverken han eller Landa er bange for at tage initiativ og risici, kan man sagtens forestille sig situationer, hvor offensiv kørsel og en underdogstatus kan udnyttes effektivt af Carapaz, ikke mindst fordi løbets to favoritter, Roglic og Dumoulin, har relativt svage hold. Sammen med Landa udgør Carapaz i hvert fald den måske mest potente klassementsduo i løbet, og det kan åbne nogle muligheder, som kan udnyttes, ikke mindst hvis de efter tidstab på enkeltstarten ikke længere regnes som de allerstørste trusler.

Og man skal passe på med at undervurdere Carapaz. Det var der helt sikkert mange, der gjorde for 12 måneder siden, og havde det ikke været for den dårlige dag på Zoncolan, kunne det meget vel have kastet en meget overraskende podieplads af sig. Carapaz har med andre ord én gang taget hele cykelverdenen på sengen, og det vil være dumt at udelukke, at han kan gøre det igen.

I en alder af 25 har han i hvert fald masser af rum til fortsat udvikling, og er han blot nogle procent bedre end sidste år, kan han komme ganske tæt på selv de allerbedste. Denne gang vil overraskelsen måske ikke være helt så stor som for 12 måneder siden, men der er blevet talt bemærkelsesværdigt lidt om Carapaz i optakten til løbet. Det kan meget vel igen vise sig at være en fejl!

Ivan Ramiro Sosa (**)

Det var formentlig en hel cykelverden, der græd, da de i lørdags kom frem, at Egan Bernal på en træningstur havde brækket kraveben. I månedsvis havde de fleste set frem til en udmåling af det colombianske vidunderbarns evner i en tre uger lang kamp med stjerner som Tom Dumoulin og Primoz Roglic, men den mulighed blev vi frarøvet, da den lille columbianer skred ud i en våd nedkørsel på en træningstur i Andorra.

Heldigvis sprøjter Colombia i disse år talenter ud i et omfang, så der næsten altid synes at være et nyt klar til at tage over, hvis en enkelt eller to falder fra undervejs. Det er også tilfældet denne gang, hvor ”mini-Bernal” står klar i kulissen til at tage over efter vennen og holdkammeraten, der nu i stedet har rettet sigtekursen mod sommerens Tour de France.

Læs også

Geraint Thomas skal stå i spidsen til årets Giro d’Italia

Egentlig er det lidt forkert at kalde Ivan Ramiro Sosa for ”mini-Bernal”. Faktisk er han kun knap et år yngre end sin landsmand, og de er således næsten helt jævnaldrende. Alligevel er det et oplagt tilnavn for en rytter, der har haft et karriereforløb, som er en næsten tro kopi af Bernals, men Sosa er bare en sæson eller to bagud i forhold til sin ven.

Analogierne er oplagte. Ligesom Bernal blev Sosa spottet af Androni-manager Gianni Savio, der har for vane at finde guld i Sydamerika, hvorfra han har ført ryttere som Jose Rujano og Bernal til store triumfer på den største europæiske scene. Sosa har måske ikke i de foregående år tiltrukket sig samme opmærksomhed som Bernal, der allerede for mange år siden blev beskrevet som et fysisk unikum, der under diverse tests leverede nogle helt eminente tal, men da først han kom til Europa, gjorde han det ikke meget ringere end sin mere berømte holdkammerat.

Ligesom Bernal lagde Sosa nemlig stille fra land i sin første sæson, hvor han ikke viste meget, men derefter var der pludselig hul igennem. Det hele startede, da han ud af det blå pludselig kørte sig i førertrøjen i Tour of the Alps efter løbets kongeetape, selvom han var oppe mod giganter som Chris Froome, Miguel Angel Lopez, Thibaut Pinot og Domenico Pozzovivo. Desværre fik løbet en brat ende som følge af et styrt, men det skulle blot være et forvarsel om, hvad der ventede. Udover at vinde de knap så stærkt besatte Sibiu Tour og Tour of Bihor knuste han WorldTour-konkurrenterne i det nye Adriatica Ionica Race, inden han for alvor åbenbarede sit potentiale i Vuelta a Burgos, hvor han i en direkte duel satte Lopez på plads på løbets kongeetape og dermed vandt et af Spaniens største og stærkest besatte etapeløb. Desværre betød sygdom, at han trods sin status som storfavorit måtte ”nøjes” med en etapesejr og en samlet 6. plads i Tour de l

Avenir, ligesom han totalt mistimede formen til VM, hvor han ellers længe havde lignet en næsten stensikker U23-verdensmester på den bjergrige rute, men Sosa havde alligevel leveret en sæson, som man kun meget sjældent ser for så ung en rytter.

Derfor var det heller ikke overraskende, at der var kamp om hans underskrift, og den skulle endda vise sig at blive endnu mere heftig og kontroversiel, end man normalt ser det. Faktisk lavede han hurtigt en mundtlig aftale med Trek-mandskabet, der endda nåede så langt, at de udsendte en officiel pressemeddelelse med information om det forestående skifte, men pludselig gik der ged i den, da han fik en ny manager med særligt gode forbindelser til Sky. Pludselig var et ord ikke længere et ord, og udsigten til at komme til sportens førende etapeløbshold og blive holdkammerat med vennen Bernal var åbenbart så tillokkende, at Sosa trods et juridisk efterspil kunne annullere den mundtlige aftale med amerikanerne og i stedet skrive under med det britiske superhold.

Dermed har hans karrieremønster frem til denne sæson fuldstændig kopieret Bernals, og det er endda fortsat i år, hvor han med det samme har sat sit aftryk på højeste niveau. Han lagde endda ud med at gøre det endnu bedre end sin kaptajn i Colombia 2.1, hvor han efter endnu en fantastisk duel med Miguel Angel Lopez på løbets kongeetape denne gang måtte se sig henvist til 2. pladsen, dog foran navne som Bernal og Nairo Quintana. Senere trådte han ind i en hjælperrolle for Bernal i Paris-Nice, hvor han kørte så fabelagtigt på kongeetapen, at kun kaptajnen, Quintana og Jack Haig havde overlevet, da han langt om længe slog ud, mens store navne som Domenico Pozzovivo, Romain Bardet, George Bennett, Ilnur Zakarin og Michal Kwiatkowski, som han hurtigt faldt tilbage for at hjælpe, alle var efterladt længere nede ad bjerget. Samme mønster gentog sig i Volta a Catalunya, hvor han på de to bjergetaper atter kørte så stærkt, at han satte flere verdensstjerner til vægs.

Måske har hjælperrollen betydet, at de personlige resultater har været beskedne, men Sosa har til fulde dokumenteret, at han står klar til at levere resultater i Bernal-klassen, så snart han får løsnet sine stramme tøjler. Det får han formentlig nu i en Giro, hvor Bernals fravær betyder, at Ineos kommer uden en klar kaptajn, og hvor de unge løver derfor kan få frit spil til at prøve talentet af.

Til gengæld hersker der også stor usikkerhed om, hvor Sosa står. Oprindeligt var det nemlig planen, at den lille colombianer skulle agere hjælper for Bernal på de italienske landeveje, men pludselig var hans navn forsvundet, da Giro-arrangørerne for en uges tid siden udsendte den foreløbige startliste. Angiveligt var planerne blevet ændret, og det var først da en formsvag Gianni Moscon meldte afbud til det italienske løb, at Sosa igen fandt vej til Ineos’ Giro-planer.

Ineos har intet meldt ud om årsagen til de ændrede planer, der altså som følge af de to pludselige kaptajnafbud alligevel er blevet ændret tilbage til det oprindelige udgangspunkt. En mulig forklaring kunne være, at ledelsen har vurderet, at han efter sin stærke sæsonstart ville gøre mere nytte i et Tour de France, hvor holdet har to kaptajner at beskytte på en meget bjergrig rute, hvor briterne denne gang kan se lidt svagt besatte ud, hvad klatrestyrke angår. Uanset hvad er det i hvert fald givet, at Sosa næppe har haft den optimale formopbygning frem mod Giroen, og det forklarer nok også, hvor holdets officielle udmelding er, at det er Pavel Sivakov og Tao Geoghegan Hart, der er de to kaptajner.

Der er derfor også en ganske betydelig risiko for, at Sosa slet ikke vil køre klassement og i stedet arbejde for sine to kaptajner samt jagte etapesejre i bjergene. Skal Ineos være med helt i front, er det imidlertid næppe med hverken Sivakov eller Geoghegan Hart, der måske nok har kørt flot i flere løb, senest i Tour of the Alps, men endnu ikke har vist et skræmmende klatreniveau i stil med det, Sosa har stillet til skue både i år og sidste år. Det kan således sagtens ende med, at det er de to holdkammerater, der ender som Ineos’ bedste, men manden, der kan levere sensationen, synes at være Sosa.

Læs også

LIVE: Ny dansk sejr!

Og selvom han måske umiddelbart ikke har de store planer om at køre klassement, kan situationen måske ændre sig. De første 12 dage er som bekendt ganske lette, og med mindre han helt opgiver klassementet på forhånd og med vilje smider tid i den første uge, burde han kunne komme frem til bjergene uden at have tabt tid på andet end de to enkeltstarter. Der er således næsten 14 dage til at finde formen, og det burde være muligt for et supertalent som Sosa, der formentlig var i gang med at forberede sig på en kaptajnrolle i Tour of California og således formmæssigt næppe kan være kørt helt agterud.

Naturligvis er der et hav af spørgsmål. Ét er, hvordan det står til med form og motivation, noget andet er, at han aldrig har kørt et tre uger langt etapeløb. Der er således ingen, der aner, om han har holdbarheden over tre uger. Dertil kommer, at han modsat Bernal ikke har vist skyggen af evner i kampen mod uret, og derfor står han trods de relativt kuperede ruter til at få gedigne prygl på løbets tre enkeltstarter.

Det er imidlertid heller ikke her, han skal vise sine evner. Det skal ske i bjergene, og derfor vil han elske en sidste halvdel af et løb, der med sine kolossale bjergetaper, lange stigninger og mange passager i højderne synes skabt til enhver colombiansk bjergged. Her vil han være del af et ungt Ineos-hold, der for en gangs skyld blot er outsidere og helt uden pres, og som kan gå helt uimponeret og aggressivt til opgaven.

Selvom en grand tour naturligvis er noget helt andet, har han med sine mange etapeløbssejre i det seneste års tid vist både holdbarhed og restitutionsevne, der giver håb om, at han kan finde de drømmeben, der sidste år fik Lopez til at se sort på Lagunas de Neila-stigningen i Burgos, og med dem kan han komme rigtigt langt - hvis han vel at mærke vil satse på klassementet. Vi vil utvivlsomt stadig savne Bernal, men i givet fald vil vi kunne glæde os over, at der altid er en ny colombiansk klatresensation på vej. Og når nu chefen ikke selv kan være der, ville det vel kun være passende, at det er ”mini-Bernal”, der løfter arven.

Davide Formolo (**)

Spørger man italienerne om deres grand tour-fremtid, er de ikke i tvivl. Vincenzo Nibali er på nuværende tidspunkt den klare nummer 1, og Fabio Aru var længe at regne som den naturlige kronprins, der skulle tage over, når kongen om ikke så mange år abdicerer. For nogle år siden var der heller ingen tvivl om, hvem der var nummer 3 i rækken. Både medier og fans tøvede ikke med at pege på Davide Formolo som manden, der kunne bevare landets stolte traditioner i en tid, hvor italiensk cykelsport ellers er i en historisk krise.

Desværre er de stemmer forstummet i de senere år. Formolos stjerne er blegnet betragteligt efter nogle sæsoner, hvor der har været betydeligt længere mellem succeserne end mellem fiaskoerne. Den aura af interesse, der var om den unge Cannondale-rytter i karrierens første år, er forsvundet, og samtidig med at Nibalis pensionsalder ikke kommer længere væk, spejder de desperate italienske cykelfans desperat efter små lyspunkter på en etapeløbsscene, hvor de to naturlige arvtagere, Aru og Formolo, begge i de senere år har fejlet i deres forsøg på at gøre sig klar til at overtage tronen.

Det er ellers ikke uden grund, at Formolo nød denne kolossale tillid. Det skyldtes ikke mindst den fantastiske debut, stortalentet fik på den professionelle scene. I 2014 imponerede han stort allerede i februar, hvor han var stærkeste mand på stigningerne i flere af de meget hårde italienske endagsløb. Desværre blev han siden ramt af sygdom, men bare få uger efter sit comeback blev han nummer fire i Tyrkiet Rundt, og siden blev han nummer 7 i sin WorldTour-debut Schweiz Rundt, et af de sværeste etapeløb overhovedet.

Det store folkelige gennembrud kom imidlertid ved de italienske mesterskaber. Løbet blev vundet af Vincenzo Nibali, men det var ikke uden kamp. Trods utallige angreb kunne han således ikke ryste den unge Formolo, der var som limet til hans baghjul og kun blev slået i spurten. Ganske få uger senere stod Nibali øverst på podiet som Tour-vinder, og det sætter Formolos bedrift på de italienske landeveje i relief.

Desværre markerede det også starten på Formolos stagnation. I 2015 fulgte han med over i det nye set-up, da Cannondale og Garmin fusionerede, og det var muligvis en dum beslutning. Holdet har haft en næsten imponerende evne til at sætte selv de største talenters udvikling tilbage, og det skete også for Formolo. Ganske vist vandt han en fantastisk flot etape i sin grand tour-debut i Giroen, men gennem hele året var han en skygge af den rytter, der havde betaget os og mange andre bare 12 måneder forinden.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

De efterfølgende år var lidt af en ørkenvandring. Top 10-placeringer i Vueltaen i 2016 og i Giroen i 2017 er ganske vist ikke resultater, man skal kimse ad, men med tanke på de store forventninger, der blev skabt efter drømmedebuten i 2014, var det ikke mærkeligt, at han forsvandt fra radaren. I stedet blev han den lidt kedelige og ret anonyme top 10-rytter, som ikke vækker den store begejstring. Kun en enkelt gang tændte han atter den italienske flamme, da han med et stærkt angreb i finalen var ganske tæt på at løbe med en overraskende sejr i Liege-Bastogne-Liege i 2017, men derudover blev tiden under Jonathan Vaughters’ vinger en trist affære.

Forud for sidste sæson forlod han imidlertid til det amerikanske mandskab for i stedet at slutte sig til et Bora-mandskab, der i de senere år har vist en forbavsende evne til at udvikle klatretalenter. Noget kunne tyde på, at det gjorde ham godt, for da han gjorde debut for mandskabet i Abu Dhabi Tour var han ganske tæt på at vinde kongeetapen. Efter en lidt halvsløj periode tændte han atter ild i de italienske tifosis øjne, da han for andet år i træk kørte med om sejren i Liege, hvor han blev nr. 7 og atter efterlod indtrykket af at have været en af løbets stærkeste.

Det skabte fornyet håb om, at holdskiftet var det, der skulle bringe Formolo tilbage på grand tour-sporet. Sådan gik det imidlertid ikke. Et uheld på løbets første bjergetape efterfulgt af et decideret sammenbrud betød, at han reelt blev elimineret fra topkampen på sjettedagen, og selvom han på heroisk og flot vis kæmpede sig så langt op i klassementet, at han alligevel sluttede som nr. 10, skete det kun efter et løb, hvor han vekslede mellem gode og dårlige dage, og hvor hans form var mere svingende end en teenagepiges humør. Da resten af året heller ikke bød på de store opmuntringer og kulminerede med en helt igennem trist og anonym Vuelta, var det spæde håb, der var blevet skabt i februar atter slukket, da vinteren meldte sin ankomst.

Derfor burde vi måske også lade være med at nævne ham igen. De seneste måneder har nemlig budt på så mange ligheder med de foregående sæsoner, at man alvorligt kan frygte for endnu en anonym og halvkedelig Giro-optræden. Alligevel er det som om, Formolo i år har haft det ekstra, der giver håb, at det måske denne gang alligevel kan gå anderledes, end det plejer.

Mønsteret var det samme, da han lagde ud med at køre en fornem kongeetape i UAE Tour, hvor han blev nr. 6, men desværre betød et efterfølgende kollaps, at han endte uden for top 10 i klassementet. Præcis det samme skete i Tirreno-Adriatico, hvor han blev nr. 5 på den første svære etape, inden endnu en nedtur på kongeetapen satte ham ud af spillet om topplaceringerne. Og i Catalonien præsterede han forfærdeligt på bjergetaperne, inden han pludselig fandt nogle næsten guddommelige ben på løbets svære Barcelona-etape, hvor han holdt alle de aggressivt kørende klassementsryttere bag sig og tog karrierens blot anden sejr, den første siden Giro-triumfen i 2015.

Hvad der virkelig giver håb for fremtiden, er imidlertid hans kørsel i Liege. For tredje år i træk var han en hovedaktør i det belgiske monument, men denne gang var han tættere på sejren end nogensinde tidligere. Som den allersidste måtte han slippe den ustoppelige Jakob Fuglsang, og da det på fornem vis lykkedes ham at holde forfølgerne bag sig, endte han for første gang på podiet i et stort WorldTour-løb og det endda i et af de allerstørste.

Et sådant resultat bare to uger inden starten på Giroen giver naturligvis grobund for, at italienerne igen i år kan tillade sig at drømme stort. Præstationen dokumenterer i hvert fald, at klatrebenene er skruet rigtigt på, og at Formolo i hvert fald i disse dage har formen og evnerne til at køre med de bedste på stigningerne.

Problemet er bare, at en grand tour er noget andet end en klassiker, og i de seneste år har det været påfaldende, hvordan Formolo gang på gang har excelleret i eksplosivt klassikerterræn, men er kommet til kort i de høje bjerge. Det er således ikke tilfældigt, at det altid er i Liege, at han er allerbedst, og i sidste års Giro, var det også hans 2., 3. og 5. plads i eksplosive afslutninger, der var de bedste resultater. Til gengæld kneb det betydeligt mere i de høje bjerge, og man kan derfor med god grund blive ledt til den antagelse, at Formolo i virkeligheden er klassiker- og ikke etapeløbsrytter.

På sinde gode dage kan han imidlertid godt. Således blev han nr. 6 på den store Gran Sasso-etape, og han sluttede Giroen stærkt af ved at blive nr. 7 og 8 på de to sidste og meget svære bjergetaper og det endda, selvom han her var reduceret til hjælperytter for Patrick Konrad. I virkeligheden er det måske ikke så meget niveauet, men snarere stabiliteten, det har knebet med. Det var i hvert fald det helt gennemgående træk i 2018, hvor han den ene dag var med i front for 24 timer senere at falde tidligt fra. Og det mønster har gentaget sig i år, hvor hans præstationer i UAE Tour, Tirreno-Adriatico og Volta a Catalunya har haft ustabilitet som et fællestræk.

Derfor er vi heller ikke svært optimistiske på Formolos vegne. Det virker usandsynligt, at han vil komme igennem løbet uden mindst et par dårlige dage, og hvis man betragter løbets vanskelige sidste halvdel, hvor det fra 13. etape og frem kun er 18. etape, der ikke er farlig for klassementsrytterne, bliver netop stabilitet måske mere end nogensinde et nøgleord. Lægger man dertil, at Formolo hører til blandt de ringere temporyttere og end ikke på kuperede ruter synes at være i stand til at præstere - heller ikke selvom han efter skiftet til Bora har gjort fremskridt - bliver det i bogstaveligste forstand op ad bakke for italieneren.

Alligevel vover vi pelsen igen. De store ridt i Liege og Catalonien er nemlig stadig i så frisk erindring, at det er svært at afvise teorien om, at Formolo ligesom alle de andre Bora-klatrere har gjort yderligere fremskridt, der kan bringe ham langt også i grand tour-sammenhæng. Fascinationen af det supertalent, der betog en hel cykelverden i duellen med Nibali ved de italienske mesterskaber for fem år siden lever stadig og er et vidnesbyrd om, at Formolo vitterligt er noget særligt. Hidtil har det bare knebet med at vise det, men efter et år, hvor han har opnået to at karrierens største resultater i løbet af foråret, er det måske tid til endelig at slå igennem. Og præsterer tronfølgeren endelig i det, der vil være en af Nibalis sidste store grand tours, vil der falde en tung sten fra mange italienske cykelfans’ hjerter i Bologna d. 2. juni.