Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Giro d'Italia: Vinderkandidaterne
10. maj 2019 00:00Foto: Unipublic / Luis Angel Gomez

Længe så det ud til, at årets Giro ville få svært ved at tiltrække mange af stjernerne, men med en smart beslutning om at lægge hele tre enkeltstarter ind, er det lykkedes arrangørerne at samle et felt af favoritter, der kan måle sig med det, vi vil se i Frankrig til sommer. Tom Dumoulin og Primoz Roglic blev lokket af tidskørslerne til at stille til start i Italien, og de udfordres af en hel serie af klatrere, som føres an af Simon Yates, Miguel Angel Lopez, Mikel Landa og Vincenzo NIbali - fire store navne, der alle før har kørt med om sejren på de italienske landeveje. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en analyse af de 15 største favoritter og finder ud af, hvilke svagheder og styrker de hver især har på vejen mod at realisere drømmen om at skrive sig ind i historie som vinder nummer 102 af sportens næststørste løb.

Giro-arrangørerne så formentlig med bekymring på de udmeldinger, der kom sidste år. Her meldte det ene store navn efter det andet nemlig ud, at Touren i 2019 ville være deres hovedfokus. Det gjaldt først og fremmest den forsvarende vinder Chris Froome, men også Tom Dumoulin, Primoz Roglic og Geraint Thomas gjorde det klart, at det franske løb ville være deres primære mål denne sæson. Da det samtidig lå i kortene, at Mitchelton var ivrige efter at få Simon Yates til start i verdens største cykelløb, Miguel Angel Lopez gav udtryk for et ønske om endelig at gøre debut i Frankrig, og selv den lokale helt Vincenzo Nibali legede med tanken om igen at satse på verdens største løb, så det sort ud for de italienske arrangører.

 

På nærmest mirakuløs vis er alt imidlertid blevet vendt på hovedet. En genial beslutning om at designe en rute med tre enkeltstarter fik nemlig Dumoulin og Roglic til at skifte mening og skippe en Tour, der kun byder på en enkelt individuel tidskørsel. Samtidig havde Yates et ønske om at få revanche for sidste års store nedtur, Lopez blev ganske overraskende udvalgt som Giro-kaptajn trods en Tout-rute, der passer ham som fod i hose, Nibali satser alligevel på sit hjemmebaneløb, og Mikel Landa forsøger sig igen med den Giro-Tour-double, han havde så stor succes med i 2017, og dermed er feltet nu så spækket med potentielle vindere, at vi sjældent har set et brede favoritfelt til det italienske løb.

 

Desværre betyder skader, at Egan Bernal og Alejandro Valverde begge er sat ud af spillet, men det kompenseres der for i et felt, der ikke mangler topnavne. I tillæg til de ovennævnte, der alle har kørt med om sejren i det italienske løb, tæller feltet således også to ryttere, der tidligere har Vuelta-podiet, i form af Ilnur Zakarin og Rafal Majka, 2018-åbenbaringen Richard Carapaz, den dobbelt vinder af den hvide trøje Bob Jugels, samt grand tour-veteranen Bauke Mollema, og de får selskab af stærke folk som Domenico Pozzovivo, Ion Izagirre, Mikel Nieve, Esteban Chaves og Pello Bilbao, der alle tidligere har været i top 10 i grand tours, men i år skal agere hjælpere for deres kaptajner. Endelig sikrer en hær af unge løver som Ivan Sosa, Pavel Sivakov, Tao Geoghegan Hart, Ben O’Connor, Davide Formolo, Sam Oomen, James Knox og Giulio Ciccone, at der også bliver masser af talent at holde øje med i de kommende uger.

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets tre trestjernede favoritter, der alle har en reel chance for at vinde løbet.

 

 

Miguel Angel Lopez (***)

Siden Chris Froomes gennembrud som grand tour-rytter er det meget få gange, at briten har fået en regulær klatrelektion i de store etapeløb. Nairo Quintana har sat ham under pres i Touren, og både colombianeren og Alberto Contador har givet ham vanskeligheder i Vueltaen. I 2017 havde han en enkelt offday på Peyragudes-etapen i Touren, ligesom et styrt og halvdårlig form i år gav ham vanskeligheder i Giroen og træthed gjorde det i Touren. Samlet set er det dog ganske sjældent, at Froome er blevet sat decideret til vægs på store bjergetaper i sportens største løb.

 

I 2017 skete det imidlertid i Vueltaen, og det ikke blot en eller to gange. På hele tre store bjergetaper over bare fem dage i løbets anden uge kørte en lille colombiansk klatrer tre gange i træk fra alt og alle med storslåede soloopvisninger, og havde det ikke været for en mistimet jagt på Rafal Majka på La Pandera på 14. etape, var det blevet til en nærmest uhørt høst på hele tre etapesejre på bare fem dage! Nu endte det i stedet kun med to triumfer og en andenplads, men det kunne ikke slette det indtryk, en måbende cykelverden sad efterladt med: en ny superstjerne var født.

 

Navnet er Miguel Angel Lopez, som meget få havde hørt om, da i 2014 nærmest ud af det blå vandt ungdommens Tour de France, Tour de l’Avenir. Dermed indskrev han sig på en liste, der allerede talte både Quintana og Esteban Chaves, som også havde fået deres store gennembrud ved netop at vinde det fineste løb på U23-kalenderen, og med ét blev han et oplagt mål for cykelsportens største hold. Astana var ikke sen til at gribe chancen, og dermed stod han pludselig med en professionel kontrakt bare måneder efter sit første løb i Europa.

 

At skrive kontrakt med en så uerfaren rytter er naturligvis en gambling, men Lopez har i sine første år gjort rigeligt til at dokumentere, at han er alle pengene værd. Det er ikke mange ryttere, der i bare deres anden sæson vinder et ugelangt etapeløb på WorldTouren og slet ikke et svært løb som Tour de Suisse, der afvikles på et tidspunkt, hvor stort set hele feltet er i absolut topform. Det var ikke desto mindre, hvad Lopez gjorde i 2016, da han med knusende overlegenhed i løbets sidste weekend tog en ganske klar sejr trods en ikke helt lovende start på løbet.

 

Den samlede sejr var måske en lille overraskelse, men at han kunne blande sig med de bedste, var til gengæld ikke uventet. Tværtimod viste Lopez lige fra første færd, at han er ”the real deal”. I 2015 tog han en fornem sejr på en svær puncheuretape i Vuelta a Burgos, og selvom han desværre ikke helt kunne bakke det op på den efterfølgende kongeetape og således missede den samlede sejr, havde han vist, at han kunne vinde på højeste niveau, i øvrigt efter at han allerede var blevet nummer 7 i sit første WorldTour-løb, Tour de Suisse, til trods for, at en skade havde ødelagt det meste af foråret. Det var den vinderevne, han tog med sig ind i 2016-sæsonen, hvor han efter en sejr foran Quintana-brødrene på kongeetapen i San Luis og en tilsvarende triumf på kongeetapen i Tour de Langkawi - hvor en punktering på en sprinteretape kostede ham den samlede sejr - fik sit store gennembrud, da han satte flere Tour-ryttere til vægs i Schweiz.

 

Lopez’ mål er imidlertid ikke at vinde ugelange etapeløb. Han vil vinde grand tours, og derfor var hans store mål i 2016 også at bekræfte sit potentiale ved at køre med i toppen af Vueltaen, hans første tre uger lange etapeløb. Det endte imidlertid som en dundrende fiasko.  Bare få kilometer inden den første store test på den stejle Mirador del Ezaro-mur lå Lopez i asfalten, og selvom han heroisk kæmpede sig igennem yderligere et par etaper, blev det til sidst for meget for den unge colombianer, der allerede efter seks dage kastede håndklædet i ringen. At talentet ikke var blevet efterladt på den spanske asfalt, viste han dog sidst på sæsonen, hvor han trods begrænset træning vandt Milano-Torino ved at sejre på toppen af den stejle Colle de Superga-stigning.

 

 

Desværre var styrtet i Vueltaen et kedeligt forvarsel om, hvad der ventede, og en åbenbaring af det, der synes at være Lopez’ allerstørste akilleshæl: de mange styrt. Bare få måneder efter nedturen i Spanien lå han igen i asfalten, og denne gang var det langt mere alvorligt. Et træningsstyrt i Colombia i november efterlod ham med et brækket skinneben og en spoleret forårssæson. Efter adskillige gange at have udskudt sit comeback vendte han endelig tilbage i Tour de Suisse, der skulle bruges som sidste forberedelse forud for Touren, hvor han var tiltænkt at skulle dele kaptajnrollen med Jakob Fuglsang, indtil Fabio Aru pludselig ændrede planer. Lopez viste et uventet højt niveau efter sin lange pause og så ud til at have retning mod en god Tour - lige indtil han igen styrtede og med en brækket tommelfinger måtte vinke farvel til det franske løb.

 

Igen bekræftede Lopez imidlertid sin evne til at træne sig i topform. Bare få uger efter uheldet i Schweiz knuste han rivalerne på Østrig Rundts kongeetape på Kitzbüheler Horn, en af Europas mest frygtede stigninger. Havde det ikke været for uopmærksomhed i sidevinden, havde han suverænt vundet det østrigske etapeløb. Senere skuffede han lidt i den indledende del af Vuelta a Burgos, men da han på sidstedagen kørte fra en yderst formstærk Mikel Landa på de sidste meter af den ikoniske kongeetape til Lagunas De Neila blev det helt klart, at Lopez’ form var stigende, og at han var klar til i Vueltaen at tage revanche for sidste års nedtur.

 

Og det gjorde han i den grad. Desværre betød den mildt sagt lidt uheldige forberedelse, at han skuffede stort i løbets første uge, men hans to store etapesejre i den anden uge bragte ham med ét tilbage i rampelyset, og en kort overgang var der endda spekulationer om, hvorvidt han endda ville kunne vælte Froome af pinden. Det skete aldrig, da Lopez’ gode form forsvandt næsten lige så hurtigt, som den var kommet, og efter nogle meget svære sidste dage i de nordspanske bjerge, måtte han tage til takke med en 8. plads, der ikke stod mål med de udsigter, der havde været bare få dage forinden.

 

Den svage afslutning efterlod en lidt trist bismag i Astana-lejren, hvor man ellers havde drømt om det helt store undervejs, men det kunne alligevel ikke slette det overordnede indtryk. I en alder af bare 23 år havde Lopez bekræftet sit uhørt store klatrepotentiale og cementeret sin status som potentiel grand tour-vinder, og så gjorde det mindre, at der fortsat er flere detaljer, der skal finpudses, inden Lopez kan vinde de helt store løb.

 

Håbet var, at den finpolering var gennemført, og at Lopez allerede i 2018 i både Giroen og Vueltaen kunne tage kampen om med de allerbedste og køre med om sejren. Derfor var forventningerne forud for den italienske grand tour stort, for her stillede Lopez for første gang til start uden nævneværdige problemer i optakten, og med en sejr på kongeetapen i Tour of the Alps foran nøglerivaler som Chris Froome, Thibaut Pinot og Fabio Aru havde han vist, at formen var på plads.

 

Desværre levede Giroen aldrig op til de enorme forventninger. Lopez havde det svært i løbets første halvdel, men mange havde forventning om, at det hele var en kalkuleret plan, der havde til formål at se ham blomstre mod slutningen, hvor de største stigninger ventede. Vi ventede og ventede i dagevis, men bortset fra en kortvarig opblomstring med en stor offensiv på Prato Nevoso-etapen fandt Lopez aldrig de drømmeben, han havde haft i Spanien sidste år.

 

Alligevel endte han på den samlede 3. plads bag de to giganter Chris Froome og Tom Dumoulin, og selvom det næppe var blevet til en podieplads, hvis ikke Thibaut Pinot var blevet syg, var det alligevel en bekræftelse på, at Lopez går en stor fremtid i møde. Det var nemlig tydeligt, at han aldrig fandt sit højeste niveau, og at han alligevel kunne køre på podiet efter en præstation, hvor han blev bedre og bedre, som løbet skrev frem, var et vidnesbyrd om, at han er gjort af både den stabilitet og holdbarhed, der lige præcis kendetegner den gode grand tour-rytter.

 

Det bekræftede han senere på året i Vueltaen, der til fulde bekræftede det mønster, der efterhånden tegner sig for den lille colombianer. Efter en haltende start blev han bare bedre og bedre igennem løbet, og det hele kulminerede vel på kongeetapen på næstsidste dag, hvor han som dagens stærkeste mand fik skovlen under den førende Yates, og selvom han i spurten måtte se sig slået af Enric Mas, rejste han sig fornemt efter den lille sygdomsperiode, der i tredje uge ellers havde truet med at koste ham det hele. Alt sammen blev det omsat til endnu en 3. plads, og dermed endte den blot 24-årige colombianer altså på podiet i begge sine to grand tours.

 

Netop alderen er også det mest bemærkelsesværdige ved Lopez. Man bliver nærmest helt forbløffet over, at han også i år vil være med i kampen om ungdomstrøjen, for man har allerede en fornemmelse af, at han har været med i toppen i en menneskealder. Lopez er imidlertid i cykelmæssig sammenhæng et barn, og derfor er der al mulig grund til at tro, at han ikke er i nærheden af at have fundet sit topniveau endnu.

 

 

Noget kunne da også tyde på, at han i år er endnu bedre end tidligere. Han lagde forrygende ud ved at vinde Colombia 2.1 samlet efter et løb, hvor han klart var feltets stærkeste og endda gav navne som Egan Bernal og en ellers genfødt Nairo Quintana gedigne prygl. Det fulgte ham op med et lidt skuffende Paris-Nice, hvor han dog alligevel var tæt på at vinde en kongeetape foran Simon Yates, men det var præstationen i Volta a Catalunya, der for alvor gav håb om noget stort i Italien i de kommende uger. Efter en lidt skuffende præstation på kongeetapen rejste han sig nemlig med en fornem præstation på den anden bjergetape, hvor han måske nok udnyttede det taktiske spil til at komme fri, men hvor han kørte så stærkt, at hverken Bernal, Adam Yates eller Quintana kunne hente ham igen. Alt sammen gav det ham endnu en store etapeløbssejr i et af sportens sværeste etapeløb, og dermed leverede han et vidnesbyrd om, at han i bjergene ikke skal frygte nogen som helst.

 

Siden da har Lopez ikke kørt løb, og den beslutning kan måske diskuteres. Som bekendt er han kendt for at være en langsom starter i sine etapeløb, som vi altså senest så det i Catalonien og i begge sidste års grand tours, og man kan derfor have en berettiget frygt for, at han også i år vil lægge svagt fra land. Heldigvis kan han glæde sig over, at de første 13 dage i år er usædvanligt lette for klassementsrytterne, og derfor er det måske netop i et år som dette, at Lopez faktisk kan komme igennem løbets første del uden at have klattet alt for mange sekunder væk her og der, som han desværre ellers har haft det som en kedelig vane.

 

Han kommer imidlertid ikke igennem første halvdel uden et betragteligt tidstab. Årets rute har mange fordel for Lopez, men den har også én markant ulempe: de 60 km enkeltstart. Heldigvis er de alle så kuperede, at han kan begrænse sit tab i forhold til både Giroen og Vueltaen sidste år, men alle har de også så meget fladt terræn, at et større tidstab til specialister som Roglic og Dumoulin og formentlig også til Yates og Nibali er helt uundgåeligt.

 

Det vil heldigvis tvinge Lopez i offensiven, og han får vel ikke mange bedre chancer for at genvinde det tabte som i år. Den sidste del af løbet er usædvanligt brutal og består af et hav af de lange og høje stigninger, som er Lopez’ store speciale. Samtidig kommer det hele samlet i den sidste del, hvor han traditionelt altid finder sit højeste niveau, og derfor er det et rutedesign, hvor det kun er enkeltstarterne, der ikke gøre det hele ideelt for den colombianske supermand.

 

Samtidig bakkes han op af løbets vel nok stærkeste hold. I år har Astana været en magtfaktor i nærmest ethvert løb, og det vil de helt sikkert også være i Giroens sidste del. Lopez bakkes således op af Ion Izagirre og Pello Bilbao, der begge var i top 10 i en grand tour i 2018, samt en genfødt Jan Hirt, der i de seneste løb har vist, at han endelig er klar til at bekræfte det eminente klatretalent, han viste i karrierens første år. Davide Villella viste god form i Romandiet, og det samme gjorde Dario Cataldo og Andrey Zeits i Tour of the Alps, og dermed er det en nærmest skræmmende gruppe af formstærke klatrere, der er samlet om Lopez.

 

Det burde være give garanti for aggressivt og offensivt cykelløb fra 13. etape og frem, hvor Lopez forhåbentlig har fået varmet motoren op og ikke tabt alt for meget tid. Terrænet og mandskabet har han, og derefter er det op til ham selv at vise, at han har fundet de sidste procent, han manglede i 2018. Sejren i Catalonien var et tegn på, at det måske er tilfældet, og der er i hvert fald ingen grund til at tro, at den nu blot 25-årige Lopez ikke vil være endnu bedre, end han var i 2018. Og med tanke på, at det altså nu er snart to år siden, at sportens Superman gav en vis britisk Tour-konge lammetæv på de spanske stigninger, bør selv Roglic og Dumoulin få sig en søvnløs nat eller to, når de forbereder sig på mødet med Astana klatrehær og deres talentfulde general, der med to 3. pladser i en alder af 24 har vist, at den første grand tour-sejr kommer før eller siden.

 

Spørgsmålet er bare, om det allerede bliver i år. Det vil de kommende tre uger vise.

 

SKAL LÓPEZ PÅ DIT MANAGERHOLD?

 

Mikel Landa (***)

Endelig! Fire år skulle det tage efter det mageløse gennembrud i Giroen i 2015, inden det endelig lykkedes Mikel Landa at få lov at stille til start i en grand tour som fuldstændig og entydig kaptajn, selvom han har efterspurgt netop det, siden den fantastiske maj måned for fire år siden. Ganske vist fik han chancen som chef for Sky-mandskabet i en uheldsramt 2016-udgave af det italienske etapeløb, men siden dengang har han altid skullet dele ansvaret med andre. Det skal han heldigvis ikke, når han på lørdag ruller ned ad rampen i Bologna for at tage hul på den 102. udgave af Giro d’Italia, for selvom Movistar-mandskabet har en fin plan B i Richard Carapaz, er der denne gang ingen tvivl om, hvem der er det spanske mandskabs chef.

 

Det kan forhåbentlig også markere en afslutning på det, der ellers har været hovedtemaet for Landas temmelig specielle karriere. De fleste kender helt sikkert følelsen af at være blevet urimeligt behandlet af chefen. Følelsen af ikke helt at blive værdsat for sine kvaliteter, og at det altid er andre, der får de mest spændende opgaver. Og mange ved, hvordan det er, når man sidder med følelsen af at kunne bidrage med mere, hvis blot man fik lov at udfolde sit fulde potentiale.

 

Det er præcis det, der har præget Landa lige siden det store gennembrud for nu fire år siden. I hvert fald synes den klatrestærke basker at have en usædvanlig veludviklet evne til at havne i situationer, hvor holdinteresser er kollideret frontalt med hans personlige ambitioner, og hvor han har været tvunget til at tilsidesætte egne drømme for det, der af sportsdirektørerne har været betragtet som kollektivets bedste.

 

Det helt startede i 2015, hvor man i hvert fald forstod, hvis Landa var bare en lille smule bitter på Astanas sportsdirektør Giuseppe Martinelli. Her fik baskeren som sagt sit store gennembrud i Giro d’Italia og udmærkede sig i løbets anden halvdel som løbets stærkeste rytter. Trods et stort nederlag på enkeltstarten fik han endda mulighed for at gribe ud efter sejren ved flere lejligheder, specielt da Alberto Contador oplevede en sjælden krise på Colle delle Finestre bare 24 timer inden løbets afslutning. Astana-ledelsen havde imidlertid større interesse i at sikre den lokale helt Fabio Aru en plads på podiet og frarøvede Landa muligheden for at køre sin egen chance. Ingen kan være i tvivl om, at Landa var bedste mand mod slutningen af den 98. udgave af Giroen, og det er svært at benægte, at han i hvert fald havde haft en mulighed for at vinde, hvis blot tøjlerne var blevet sluppet, og den baskiske cirkushest havde fået lov at udfolde sig.

 

Kontroversen endte med en indlysende skilsmisse, men inden afgangen spillede Landa den helt afgørende rolle i at knække Tom Dumoulin og sikre Aru den samlede sejr i Vueltaen - i øvrigt efter at have vundet kongeetapen. Selvom han forud for løbet faktisk var blevet lovet sin egen chance og selv med dårlig kørsel i løbets første uge havde reduceret sig til en hjælperrolle, måtte han igen se sig henvist til en position som luksusløjtnant, efter at han i løbets anden halvdel havde fundet de ben, der kunne have gjort det muligt at vinde mere end blot den ene etape, det i sidste ende blev til. Til gengæld fik han med sin fantastiske kørsel for sin kaptajn bekræftet, hvad han havde vist i Giroen, og det var derfor ingen overraskelse, at selveste Sky kastede al deres støtte bag den baskiske superklatrer som manden, der kunne bryde det britiske mandskabs årelange forbandelse i Italiens største etapeløb, Giro d’Italia. Landa blev udpeget som kaptajn for verdens bedste etapeløbshold i sin første grand tour for sit nye mandskab.

 

Desværre gik det aldrig som ønsket. I 2016 blev han syg bare få timer efter, at han med sit livs enkeltstart for alvor havde indskrevet sig i kampen om den samlede sejr, og han måtte i stedet forlade Italien og forberede sig til Touren, hvor han aldrig fandt benene og endte som en temmelig anonym hjælper for Froome, der hjemførte karrierens tredje triumf i verdens største cykelløb. Også i 2017 regnede uheldene ned over Landa, der bare få kilometer inden løbets første alvorlige bjergudfordring på Blockhaus sammen med medkaptajnen Geraint Thomas bragede ned i asfalten og siden rullede over stregen som allersidste mand med endnu en knust klassementsdrøm som eneste minde fra det ublide møde med de italienske landeveje.

 

Modsat Thomas, der hurtigt rettede blikket mod Touren og derfor rejste hjem, viste Landa imidlertid storslået moral ved at rejse sig fra asken og vinde en stor bjergetape samt sikre sig bjergtrøjen. Faktisk kunne det meget vel være blevet til sejre på hele tre af de største dage i bjergene, hvis blot Landa havde udvist lidt større kølighed og ikke med temmelig naiv kørsel have ladet sig overspurte af først Vincenzo Nibali på kongeetapen og siden af Tejay van Garderen - to ryttere, der ikke just er kendt for eksplosion og spurtstyrke.

 

 

Det var dog et par uger senere, at Landa skulle opleve den følelse, der i højere grad end hans flotte sejre har kendetegnet hans ellers imponerende karriere. Det skete, da han atter stillede til start i Touren, hvor han var udset til at skulle hjælpe Froome til sin fjerde sejr. Med stor usikkerhed om formen havde Landa da heller ikke skyggen af personlige ambitioner, og han regnede med at skulle smide en del tid i den første uge, langsomt finde benene og til slut være til nytte i løbets anden halvdel.

 

Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Selvom han smed lidt sekunder væk hist og her i løbets første del, var han at finde på en samlet 9. plads, da feltet efter 11 dage ramte Pyrenæerne. Her opstod pludselig en helt uventet situation, da Froome oplevede en sjælden krise på den lille rampe op til målet på Peyragudes-etapen, hvor Landa efterfølgende fik en del kritik for i spurten ikke at have ventet på sin holdkammerat. Med ét opstod der derfor spekulationer om, hvorvidt Landa faktisk var stærkere end sin kaptajn, og da han den følgende dag som led i et taktisk spil blev sendt i offensiven sammen med de fallerede stjerner Alberto Contador og Nairo Quintana, avancerede han pludselig til 5. pladsen.

 

Resultatet blev, at Landa pludselig befandt sig i mediernes rampelys, og han måtte igen og igen forholde sig til, om han ville være lige så loyal over for Froome, som han havde været det for Aru i 2015, hvor sportsdirektørernes beslutninger nærmede sig det absurde. Dengang svigtede Landas loyalitet imidlertid ikke, og det gjorde den heller ikke i Frankrig. Froomes nedtur i Peyragudes var nemlig blot udtryk for en enkelt dårlig dag, og derfor stod både Sky og Landa til fulde bag deres kaptajn. Den baskiske løjtnant ventede endda på sin chef, da denne på 15. etape blev ramt af en punktering og gjorde igennem hele den sidste uge, præcis hvad han fik besked på. Da han efter at have braget sit livs enkeltstart af i Marseille på næstsidste etape og endte med at misse en podieplads med bare ét sekund, sluttede et ellers succesrigt løb med en bitter eftersmag for Landa, der ikke i momentet var skuffet - han havde som bekendt slet ikke haft ambitioner forud for løbet - men som i de følgende uger blev mere og mere frustreret over for anden gang i sin karriere at være blevet berøvet chancen for at vinde en grand tour.

 

Al spekulation om, hvorvidt Landa faktisk kunne have vundet i Paris, er naturligvis meningsløs, for det var kun på en enkelt etape, at baskeren var stærkere end sin kaptajn, og alene enkeltstarten havde været rigeligt til at sikre Froome den samlede triumf, selv hvis Landa havde været rival og ikke holdkammerat. Alligevel tændte oplevelsen en ild hos den uheldige baskere, der i en uventet aha-oplevelse havde indset, at han faktisk har en reel chance for at vinde verdens største cykelløb.

 

Landas låste rolle som den uheldige hjælperytter skabte en FreeLanda-bevægelse på sociale medier, som fik ny næring af klatreren selv, da denne annoncerede, at han aldrig igen ville risikere at befinde sig i en situation, hvor han skulle vente på en kaptajn i en grand tour. Derfor lå det i kortene, at han måtte væk fra Sky, men af samme grund var forundringen også enorm, da hans valg af ny arbejdsgiver faldt på Movistar, der i Nairo Quintana og Alejandro Valverde allerede havde to særdeles kapable grand tour-kaptajner. Endnu større var forbløffelsen, da Landa senere annoncerede, at han ikke som forventet ville gå efter en Giro-sejr, men lagde op til endnu en direkte konfrontation med sine holdkammerater ved sammen med begge medkaptajner at satse hele sæsonen på succes i Touren.

 

Resultatet af udmeldingen var en temmelig omfattende mediespekulation, der kun fik ekstra næring af en tydeligvis frustreret Quintanas behov for at ”pisse sit territorium af” og Landas befriende ærlige, men ikke altid helt gennemtænkte kommentarer til medierne. Konfliktniveauet var særligt højt i vintermånederne, men da først sæsonen gik i gang, faldt det hurtigt til et afdæmpet leje.

 

I sidste ende viste alle disse spekulationer sig dog at være helt ligegyldige. Touren udviklede sig til en mindre katastrofe for det baskiske mandskab, der kunne se de tre kaptajner falde fra én efter én. Valverde fandt aldrig benene, Quintana kørte et sjældent ustabilt løb med både op og nedture, og stakkels Landa kunne ikke profitere af medkaptajnernes fald som følge af et dumt og temmelig klodset styrt på brostensetapen, der hæmmede ham voldsomt i den resterende del af løbet. Alligevel endte han som holdets bedste mand på en 7. plads, men Landa fandt aldrig de gyldne ben, han havde haft året forinden. Endnu værre blev det, da han få dage senere atter røg i asfalten i Clasica San Sebastian og derfor kunne se årets sidste mål, Vueltaen og VM, gå op i røg.

 

Ikke overraskende valgte Landa i løbet af vinteren at vende tilbage til den model, der fungerede så godt i 2017. Selvom Giro-Tour-doublen er kendt som sportens måske sværeste udfordring, viste Landa for to år siden, at han var i stand til at præstere i begge etapeløb. Derfor slog han til, da Movistar-ledelsen besluttede at fordele deres tre kaptajner med to i hvert af de tre grand tours, og han blev således sammen med Valverde tildelt chefrollen i Giroen, mens han i Touren skal dele opgaven med Quintana.

 

 

Desværre fortsatte de uheld, der har været det altoverskyggende tema i Landas tid som cykelrytter. Allerede på årets første løbsdag på Mallorca i januar brækkede han sit kraveben, og dermed røg hans forårssæson reelt i vasken. Først i Milano-Sanremo slutningen af marts var han atter tilbage i sadlen, men siden da er alt faktisk gledet som smurt i olie for baskeren, så han nu kan rejse til Italien med en tro på, at han endelig kan gennemføre et tre uger langt etapeløb uden at skulle bekymre sig om dårlig form eller manglende kaptajnstatus.

 

Landa lagde således ud som lyn og torden med at vinde kongeetapen i det lille Coppi e Bartali i marts, og selvom han ikke nåede at finde sin topform til hjemmebaneløbet i Baskerlandet, endte han trods et betragteligt tidstab på enkeltstarten alligevel som nr. 7. Da han for en uges tid siden så blev nr. 7 i Liege-Bastogne-Liege til trods for, at han ingenlunde er kendt som endagsrytter, blev det for alvor klart, at Landa skal tages seriøst i Italien i den kommende måned, og det bekræftede han en sidste gang i weekenden, hvor han og Carapaz leverede en sand magtdemonstration på kongeetapen i det ganske vist svagt besatte Vuelta a Asturias.

 

Landa måtte ganske vist forlade det spanske etapeløb med en mindre fodskade, men det skulle ikke være nogen nævneværdig forhindring i hans bestræbelser på at køre med om sejren i Giroen. Med andre ord synes der denne gang ikke at være tvivl om Landas form, og vi skal vel tilbage til Giroen i 2016, hvor han forinden havde vundet Giro del Trentino, for at vinde en grand tour, hvor Landa har virket så velkørende i optakten.

 

Til gengæld er det en rute, der ikke nødvendigvis er perfekt for den solide basker. Ganske vist vil han elske den absurd svære sidste halvdel med de mange enorme bjergetaper, for Landa har i Giroen og Vueltaen vist, at det særligt er på dage med mange højdemeter og mange bjerge, at han for alvor excellerer. Til gengæld hæmmes han markant af de 60 km enkeltstart. Ganske vist er de alle kuperede og derfor knap så udfordrende, som de kunne være, men selvom Landa jo faktisk i Touren i 2017 viste, at han på en god dag godt kan køre en hæderlig enkeltstart, hører han til blandt favoritfeltets ringeste temporyttere. Og med tanke på det superfelt af ryttere, der er mere alsidige end ham og samtidig klatrer fornemt, ligger det ikke just på den flade for Landa at indhente det tabte terræn.

 

Umuligt er det dog ikke. Ganske vist er tabet af den skadede Valverde enormt, men han bakkes stadig op af et solidt hold, der foruden ham og Carapaz tæller Andrey Amador, der selv tidligere er blevet nr. 4 i løbet, samt den hæderlige klatrer Antonio Pedrero, der har vist fin form på det seneste. Ganske vist er det ikke et hold, der kan måle sig med især Astana, men der er vel ikke noget andet hold, der har en så potent kaptajnduo som det spanske storhold. Netop samspillet med Carapaz kan være nøglen til sejr, for man kan sagtens forestille sig flere situationer, hvor Movistar på de sværeste dage vil være det eneste mandskab, der i finalerne kan råde over to kort.

 

I sidste ende er det dog Landa selv, der skal vise, at han har niveauet. Det kan man med nogen rette stille spørgsmålstegn ved, for de mange skader har betydet, at vi ikke har set forfærdelig meget til baskeren i de seneste to år. Da han vandt kongeetapen i Tirreno foran adskillige topnavne i 2018, viste han dog, at han stadig er en sublim klatrer, og det understregede han også, da han på kongeetapen i Baskerlandet senere på året fik skovlen under en ganske vist forslået Roglic. Senest viste han os det i Liege, og med tanke på hans begrænsede forberedelse, var det næppe hans topniveau, vi var vidner til dengang.

 

Og topniveauet er højt nok til at vinde. Det så vi med hans fornemme kørsel i Touren for to år siden og ikke mindst i den fantastiske Giro i 2015. Det er bare så pokkers ærgerligt, at styrt og uheld ofte har forhindret ham i at vise det, men i år har han for en gangs skyld haft en relativt lovende og gnidningsfri optakt. I det seneste halve års tid har skader betydet, at han ikke har kørt mange løb, og måske kan det give ham den friskhed, han skal bruge for at finde sine bedste ben i den sidste svære uge. Med alle de trængsler, den loyale Landa har været igennem, kunne de fleste formentlig unde ham lidt succes. Måske bliver det i de kommende tre uger, at Landa endelig bliver befriet fra de lænker, han har været låst fast i under det meste af karrieren.

 

OVERRASKER LANDA MED EN GIRO-SEJR? FÅ HAM PÅ DIT MANAGERHOLD!

 

Vincenzo Nibali (***)

Kun syv ryttere er lykkedes med den næsten umulige mission i løbet af en karriere at vinde alle tre grand tours. Naturligvis findes tre af cykelsportens giganter, Eddy Merckx, Bernard Hinault og Jacques Anquetil, på listen, og det er også kun oplagt, at Alberto Contador, der på et tidspunkt var næsten altdominerende i etapeløbssammenhæng, har udført bedriften. Sidst år indskrev Chris Froome sig - naturligvis - også på listen efter i seks år at have indskrevet sig som en af historiens allerstørste grand tour-ryttere. At Felice Gimondi også har vundet alle tre løb, er måske mere overraskende for mange, men selvom hans grand tour-generalieblad ikke kan matche det tilsvarende for de fem ovennævnte, taler vi trods alt om en rytter, der også vandt VM og to monumenter samt har rekorden for flest podieplaceringer i Giroen.

 

Det eneste navn, der for alvor skiller sig ud på den prestigefulde liste, er Vincenzo Nibali. Selvom italieneren allerede inden sin 30-års fødselsdag havde indskrevet sig i historien ved i 2014 at tilføje Tour-titlen til sine tidligere triumfer i Giroen og Vueltaen, regnes italieneren ikke for alvor som en af de store i cykelhistorien. Tværtimod synes hans stjerne allerede fem år efter Tour-triumfen at være falmet betragteligt. Det er således tankevækkende, at hans deltagelse i årets Giro har tiltrukket sig langt mindre opmærksomhed end lignende meldinger fra folk som Tom Dumoulin, Primoz Roglic, Egan Bernal, Simon Yates og Miguel Angel Lopez, hvis grand tour-resultater slet ikke kan matche Nibalis.

 

For nogle kan det synes urimeligt, men det er ikke helt uden grund, at Nibali ikke længere får den plads i rampelyset, han havde for få år siden. Selvom han efter Tour-triumfen har vundet blandt andet Il Lombardia to gange, taget en choktriumf i Milano-Sanremo og taget endnu en Giro-sejr, vil få benægte, at italieneren aldrig har genfundet den forrygende form, der i 2014 gav ham den mest suveræne Tour-sejr siden Alberto Contadors magtdemonstration i 2009 - en Tour, der i øvrigt blev vundet, efter at italieneren havde taget hele fire etapesejre.

 

Siden da har Nibali kun momentvist dokumenteret sin klasse. Det skete eksempelvis i en forrygende sæsonafslutning i 2015, hvor han efter på ydmygende vis at være blevet diskvalificeret fra Vueltaen, i suveræn stil tog sin første monumentsejr i Il Lombardia, eller da han efter sygdom og en meget lidt overbevisende indledning, pludselig fandt benene i de sidste dage af Giroen i 2016 og - i høj grad hjulpet af Steven Kruijswijks styrt - vendte en helt umulig situation til en yderst følelsesladet anden triumf i sit hjemlands største etapeløb. Det skete også ved OL-løbet i Rio, hvor Nibali ubetinget var stærkeste mand, men hvor hans desperate forsøg på at komme af med Sergio Henao og Rafal Majka på den sidste nedkørsel kostede ham en stensikker olympisk medalje. Og senest indtraf det i efteråret 2017, hvor han efter en ikke specielt spektakulær Vuelta, der var endt med en andenplads, knuste al modstand i en knaldhård udgave af Il Lombardia.

 

Set i det lys kan det ikke undre, at Nibali forud for Giroen er fløjet en anelse under radaren, som han også gjorde det forud for sidste års Tour. Hans seneste grand tour-præstationer har da heller ikke været på niveau med tidligere tiders meritter i de tre uger lange etape løb. I 2017 sluttede han ganske vist som nummer 3 i Giroen, men kun efter en præstation, der var alt andet end overbevisende og aldrig gav indtryk af, at han havde sejren inden for rækkevidde. Det mønster gentog han i samme års Vuelta, hvor han modsat flere af sine rivaler, der stillede til start med en udmarvende Tour i benene, var ganske frisk, men alligevel aldrig for alvor var i nærheden af at true Chris Froome, og reelt kun endte på andenpladsen, fordi de fleste andre rivaler havde dårlige dage undervejs.

 

I det hele taget har Nibali kun sjældent været på sit topniveau i de seneste mange år. Som ung var han ellers kendt som et altædende monster, der kørte stærkt fra januar til oktober, men siden 2014 har han været i den helt anden grøft. Efter fødslen af sit barn synes han kun at kunne mobilisere den nødvendige træningsiver til at toppe ved få udvalgte lejligheder. Derfor er hans resultatliste også temmelig pauver, og nu om dage tilbringer Nibali det meste af sine sæsoner som en temmelig anonym rytter, der kun blander sig i de løb, han for alvor udset sig. Og selv her har han ikke altid været stabil, som vi så det sidste år, hvor hans store forsøg på at vinde Liege-Bastogne-Liege endte som en dundrende fiasko.

 

 

Netop i det lys er der grund til at tro, at Nibali i årets Giro trods den fremskredne alder på 34 år alligevel kan være med helt i front. Det er i hvert fald længe siden, at Hajen fra Messina er kommet til en grand tour med en så lovende optakt. Trods en vanlig anonym sæsonstart med pauvre præstationer i UAE Tour og Tirreno-Adriatico, lykkedes det den alt andet end eksplosive Nibali at sidde med i den eksklusive frontgruppe i Milano-Sanremo, hvilket sendte ham på træningslejr med en opmuntrende oplevelse.

 

Om det var det, der ansporede ham undervejs, skal vi lade være usagt, men siden sin tilbagevenden fra højderne har Nibali været langt mere konkurrencedygtig end i tidligere år. I Tour of the Alps konkurrerede han med Rafal Majka om titlen som løbets stærkeste, men desværre muliggjorde en dum rute og et svagt hold ikke en sejr. Efter den samlede 3. plads drog han videre til Belgien, hvor han modsat sidste år kørte et flot Liege-Bastogne-Liege, som han endte i den lille gruppe, der mod slutningen jagtede Jakob Fuglsang og Davide Formolo.

 

Det er således ikke uden grund, at både hans træner Paolo Slongo og manager Brent Copeland har sagt, at det er mange år siden, at Nibali har været så velforberedt til en grand tour. Det behøver man nemlig ikke at være cykelekspert eller have særlig insiderviden for at indse, for det kan man direkte aflæse af resultaterne. Spørgsmålet er bare, om topniveauet stadig rækker til at vinde en grand tour.

 

Som sagt skal vi helt tilbage til Giroen i 2016 for at finde seneste gang, Nibali var i spil til sejren i en grand tour. Trods de to podiepladser var han ikke tæt på at vinde hverken Giroen eller Vueltaen i 2017, og sidste år fik vi aldrig at se, hvad han virkelig kunne i Touren, hvor en skødesløs tilskuer med sit kamera sendte ham så brutalt i asfalten, at han fik ødelagt ikke blot det franske løb, men også drømmen om at blive verdensmester på bjergruten i Innsbruck. Forinden havde vi dog nået at se, at han på den første seriøse bjergetape hverken kunne matche Froome, Thomas eller Dumoulin, og der var derfor ikke meget, der tydede på, at Nibali havde været i stand til at true den ret suveræne Thomas, endsige Dumoulin, Froome eller Roglic.

 

Klasse har han imidlertid stadig. Det viser årets resultater, men måske først og fremmest hans flotte kørsel i Lombardiet sidste år. Her kom han som forsvarende mester til løbet ude af form, efter at han ikke havde nået at rejse til tilstrækkeligt efter Tour-styrtet og efter en gedigen fiasko ved VM. Alligevel var han sidste mand til at følge den suveræne Thibaut Pinot, og i et klassefelt, der også talte navne som Bernal og Roglic endte han alligevel som nr.2.

 

Det vil derfor være dumt at afskrive Nibali, der i sin enorme erfaring har et meget stærkt våben. Samtidig har han vist, at han som regel topper i den tredje uge, og at han er bedst på de store maratonetaper med et hav af højdemeter. Derfor kan han glæde sig over en rute, der er usædvanligt ubalanceret i den forstand, at alle udfordringerne ligger til sidst, og at de i vidt omfang består af nogle enorme og svære bjergetaper, der minder om den kongeetape, han vandt så sent som i 2016. Samtidig er han bakket op af et af de mest potente bjergmandskaber, hvor han i Domenico Pozzovivo har løbets måske allerstærkeste løjtnant, der endda er klar til at ofre sig 100% for kaptajnen, samt en dog desværre indtil nu ret formsvag Damiano Caruso, og selvom resten af holdet er svagt, giver det ham visse muligheder dybest inde i de sværeste bjergetaper.

 

Her får han også brug for at kunne lægge pres på. Ganske vist ligger de kuperede enkeltstarter egentlig fint til ham, og han vil kunne forvente at vinde tid på de fleste af klatrerne, men mod Dumoulin og Roglic er han chanceløs. Derfor er han en af de mange, der skal i offensiven og forsøge at vinde tid i bjergene i den sidste uge, og her kan man måske nok alligevel have sin tvivl om, hvorvidt ”gamle” Nibali stadig har det, der skal til. I hvert fald er der ikke meget i de senere år, der tyder på, at han vil være i stand til at køre fra både Roglic og Dumoulin i et omfang, så det kan række til en samlet sejr.

 

Nibali har det bare med at gøre det umulige. Der var således ingen, der havde regnet med, at han ville vinde Giroen i 2016, da han med fem etaper igen var næsten fem minutter fra 1. pladsen. Ej heller var der nogen, der havde troet, at en formsvag Nibali ville snige sig væk på Poggio og tage en choksejr i Milano-Sanremo sidste år. Og hvem havde troet, at en svækket Nibali, der var blevet kørt midt over ved VM, alligevel ville være ganske tæt på at vinde Il Lombardia for bare et halvt års tid siden. Klasse fornægter sig som bekendt ikke, og når først Hajen fra Messina er sulten, har den det at kunne få ram på selv det sværst opnåelige bytte.

 

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN NU!

 

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

World Cup Tabor(CDM) 16/11

World Cup Tabor(CDM) 16/11

Tour of Fuzhou(2.1) 17/11-23/11

World Cup Koksijde(CDM) 24/11

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SMART LYGTESÆT - BEDST I TEST! FØR 298 - NU KUN 156 KRONER