Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?
På forhånd tak!
Feltet.dk
Giro d’Italia endte desværre som den store taber, da vores kære virus tvang UCI til at omstrukturere kalenderen, og et sammenfald med klassikerne og Vueltaen samt en start umiddelbart efter Touren har ført til et uhørt smalt felt af klassementsryttere. Med hele tre grand tour-vindere, tre ryttere, der har været på et grand tour-podium, en flyvende dansk fugl og en russisk komet mangler toppen imidlertid ikke klasse, og sjældent har en grand tour været å åben, som det er tilfældet med en Giro, der mangler én åbenlys favorit. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en analyse af de 15 største favoritter og finder ud af, hvilke svagheder og styrker de hver især har på vejen mod at realisere drømmen om at skrive sig ind i historie som vinder nummer 103 af sportens næststørste løb.
Annonce
Hvis man var i tvivl, har corona-krisen til fulde udstillet, at der i cykelverdenen intet er over, ved siden af eller blot i nærheden af Tour de France. Da den nye cykelkalender skulle lægges, kunne ASO frit vælge datoen til verdens største cykelløb, og herefter måtte alle indrette sig under de mægtige franskmænd.
De fleste fandt en løsning, de kunne leve med. Klassikerne afvikles i oktober med fin afstand til Touren, og det samme gør Vueltaen, der fint kan kombineres med den franske grand tour. Til gengæld var der krisestemning i Italien, der ikke blot var det land, hvor først kunne se deres cykelkalender falde fra hinanden, men som også måtte se, at Giroen blev placeret på et tidspunkt, hvor det er blevet stort set umuligt at kombinere med andre store cykelløb.
Det har da også haft en afgørende indvirkning på feltet, der i forvejen så relativt tyndt ud i en sæson, hvor OL betød, at Giro-Tour-kombinationen allerede så umulig ud, inden coronavirus vendte verden på hovedet. Sjældent har man haft et grand tour-felt, hvor så få klassementsryttere er til start, og hvor man normalt må være meget selektiv for at skære favoritlisten ned til 15 navne, er det denne gang nærmest en udfordring at finde 15 værdige kandidater.
Til gengæld kan arrangørerne ikke brokke sig over de ryttere, der ventes at kæmpe om sejren. Hhv. dårlig form og et styrt har sendt nr. 2 og 3 fra sidste års Tour, Geraint Thomas og Steven Kruijswijk, til Italien, hvor de slutter sig til Vincenzo Nibali, Simon Yates, Jakob Fuglsang, Rafal Majka og Wilco Kelderman, der fra sæsonstart har haft den italienske grand tour som det store mål. Det skete desværre på bekostning af Richard Carapaz, der i stedet drog til Frankrig, men når man samtidig føjer den russiske komet Aleksandr Vlasov samt de spændende talenter Ivan Ramiro Sosa, Joao Almeida og Jack Haig til feltet, er der lagt op til en uhyre spændende tur rundt i Italien, hvor det er helt umuligt at pege på én soleklar og åbenlys forhåndsfavorit. Nej, der er ikke mange, der kan køre med om top 10. Til gengæld er der sjældent mange, der reelt kan tro på, at de kan vinde løbet.
Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fire tostjernede favoritter, der alle har en god mulighed for at køre på podiet, hvis tingene flasker sig.
HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN
Rafal Majka (**)
I en tid, hvor nærmest alle fra den berømte årgang 1990 er gået i stå, og hvor vi i vidunderbørnenes tidsalder nærmest ser rytteren slå igennem, før de er kommet ud af kravlegården, er det efterhånden sjældent, at der er ældre ryttere, der pludselig blomstrer op. Sådan er det imidlertid gået med Rafal Majka, der med sin 3. plads i Vueltaen i 2015 og fantastiske kørsel i Touren i 2014 samt ved OL i Rio i 2016 jo ellers lignede en af sportens mest lovende navne, men som aldrig siden er blevet til det, mange ventede.
Det bliver han helt sikkert, men det er alt for tidligt at begrave polakken. En stor del af nedturen skyldes nemlig også, at Majka i lange perioder er styrtet så meget, at selv Tejay van Garderen og Wilco Kelderman har måttet se misundelige til, men det er han i vidt omfang slupper for i de sidste to år - selvom jeg da husker, at han mistede et topresultat i sidste års Tour of the Alps grundet styrt, ligesom han senest var i asfalten i Tirreno. Selvom klassen ikke er så tårnhøj, som da han drev gæk med hele Tour-feltet for seks år siden, har en skadesfri Majka i 2019 og 2020 stille og roligt sparket liv i en karriere, der ellers havde kurs mod at ende, som den er gjort for mange fra den gyldne 90er-årgang, der er ét år yngre end hans egen.
Det startede faktisk med omtalte Tour of the Alps, hvor han og Vincenzo Nibali viste sig som stærkeste ryttere, men var oppe mod en kollektiv overmagt fra Ineos. Siden blev han nr. 6 i både Giroen og Vueltaen, og i år har det set uhyre lovende ud med en 5. plads i UAE Tour inden pausen, en 4. plads i Polen, hvor han og Simon Yates var meget tæt på at få fat i Fuglsang på kongeetapen. Den bedste Majka så vi imidlertid under opvarmningen i Tirreno, hvor han på kongeetapen var klart næststærkest - også stærkere end Geraint Thomas og Aleksandr Vlasov - og kun lod sig overstråle af den suveræne Simon Yates.
Den optakt er endnu bedre end for et år siden, hvor han altså blev nr. 6, og i årets felt er der al mulig grund til at tro, at han har en fin chance for at gøre det bedre. Ruten med de mange store bjergetaper er i hvert fald ikke ringe for en ren klatrer som ham, men det er nu også let at finde udfordringerne. Majka har aldrig været tempospecialist, og selvom han på kuperede ruter af og til overrasker positivt, som han gjorde det på alle tre enkeltstarter sidste år, er det noget helt andet i fladt tonserterræn. Her blødte han tid så sent som i Tirreno, og derfor vil han tabe til de fleste andre favoritter på 1. og 21. etape.
En anden udfordring er hans manglende stabilitet. Majka har en kedelig tendens til at falde ud undervejs. Sidste år var det hans tredje uge, der var under niveau, og i Vueltaen lagde han for rustent fra land på særligt den første bjergetape. Hans udsving så vi også tidligere i år i Burgos, og kombinerer man det med hans kedelige evne til at styrte og det dårlige vejr, der ikke er hans kop te, er der mange ting, der står i vejen for en tilbagevenden til det grand tour-podium, han ikke har betrådt i fem år.
Motivationen må dog utvivlsomt være i top, for det er med at gribe muligheden, hvis rygtet om, at han næste år skal være lukushjælper for Tadej Pogacar taler sandt Og undgår han at falde på halen, undgår han sine dumme udsving, og kører han lige så gode enkeltstarter som i 2019, kan 2020 blive kulminationen på den langsomme genopblomstring af det tidligere stortalent - og det er en ganske usædvanlig udvikling i disse tider.
HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN
Jack Haig (**)
Australien har haft en kedelig evne til, at deres mange lovende U23-ryttere hurtigt falder sammen, når de bliver professionelle, men der er særligt én rytter, der bryder trenden. Jack Haig slog tidligt igennem med sin 2. plads i Tour de l’Avenir i 2015, og det skabte kolossale forventninger til den lovende australier. Og modsat mange af sine landsmænd viste han lynhurtigt med en 2. plads i Slovenien Rundt, at han var i stand at videreføre takterne også på højeste niveau.
Desværre har Haig haft det svært på et hold, der i Esteban Chaves og Yates-brødrene har haft hele tre grand tour-kaptajner til at skygge for ham. Derfor er han også hurtigt endt i en lidt kedelig rolle som de to Yates-brødres evige løjtnant, og han har aldrig haft chancen for selv at jagte et resultat. Særligt i 2018, hvor Simon var så dominerende i både Giroen og Vueltaen, viste Haig imidlertid, at han formentlig kunne have drevet det vidt selv, og han endte da også som nr. 19 i Spanien, hvor kaptajnen triumferede.
I de senere år har Haig heldigvis fået noget ansvar i de ugelange etapeløb. Det startede med en uhyre fornem 4. plads i sidste års Paris-Nice, hvor Simon sejlede ud af klassementet i sidevinden, og det kulminerede i foråret, hvor han endte som nr. 2 bag Tadej Pogacar i et stærkt besat løb i Valencia og igen bag Jakob Fuglsang i Andalusien, hvor han endda også vandt en etape, og hvor han på kongeetapen syntes at sætte selv danskeren og en velkørende Mikel Landa under pres. Mest imponerende var han dog sidste efterår, hvor han trods uheld i Emilia og Milano-Torino var uhyggeligt stærk med en 3. plads i Bretagne Classic, der ellers ikke passede ham, og ikke mindst 6. pladsen i Il Lombardia.
Efter pausen har der været stille om Haig, men alt sammen har det været med det formål, at han skulle toppe til dette løb. Han synes at være på rette vej, for selvom han var langt fra sit bedste, endte han trods en hjælperrolle som nr. 10 i Tirreno. Siden da har han utvivlsomt nærmet sig det niveau, han havde præcis for et år siden, og så er han værd at holde øje med de kommende tre uger.
Det er klart, at Haigs rolle igen er som hjælper - især nu hvor han har kurs mod et skifte til Bahrain - men man kan håbe, at Mitchelton denne gang ser en taktisk fordel i ligesom Astana at have to kort at spille og ikke lader ham sejle ud af klassementet med det samme. Det er meget tænkeligt, at han igen skal spare sig undervejs, men får han chancen for at agere plan B, er mulighederne store.
Haig er nemlig en rigtig dieselklatrer, der er som skabt til de store bjergetaper i den tredje uge, hvor han ofte har præsteret godt. Hans enkeltstart er til gengæld en udfordring, som vil koste, men Haig skal jo ikke vinde løbet og konkurrere med en mand som Geraint Thomas. Nej, han burde have mulighed for at begrænse tabet til de andre klatrere, og gør han det, har han masser af potentiale i den tredje uge.
Alt sammen kræver det, at han får chancen, men det ville vel være passende, at det australske hold sender ham videre til Mellemøsten som arvtager til Richie Porte, nu hvor denne med sin podieplads i Touren har begravet sine grand tour-ambitioner. I det lys er det nemlig på høje tid, at et af de australske talenter endelig slår igennem på den helt store scene.
HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN
Wilco Kelderman (**)
Der var engang, hvor Rabobank-mandskabet nærmest hvert eneste år kom med et nyt stort grand tour-talent. Først var det Robert Gesink, siden Bauke Mollema og så Steven Kruijswijk. Den sidste i rækken var Wilco Kelderman, inden den hollandske talentfabrik pludselig havde nogle års pause, indtil Tom Dumoulin pludselig overgik dem alle, selvom han slet ikke havde ambitioner i den retning.
Alle fire har de været i top 5 i en grand tour, men desværre er det aldrig blevet til sejr for nogen af dem. Det startede ellers så lovende for dem alle, men bortset fra Kruijswijk syntes de alle i grand tour-sammenhæng at toppe alt for tidligt. Det gælder også for Kelderman, der i 2014 kørte så flot i Giroen og Dauphiné, at selv Sky havde ham i kikkerten, men siden da fulgte nogle sløje år, hvor han totalt forsvandt fra den store scene.
Det fik han imidlertid rettet op på, da han fik luftforandring hos Sunweb. De fik i 2017 bragt den enkeltstart, han ellers havde tabt, tilbage på sporet, og samtidig fandt han sine bedste klatreben siden det flotte år i 2014. Det kulminerede alt sammen med en fornem 4. plads i det års Vuelta, og det så pludselig ud til, at Kelderman alligevel kunne bryde den lidt triste hollandske trend om en alt for tidlig top.
Sådan gik det desværre ikke. I 2018 og 2019 tilbragte Kelderman nærmest al sin tid i sygesengen, og han nåede stort set aldrig i gang igen, inden han atter bragede i asfalten. Om det var den manglende kontinuitet, der er forklaringen, er svært at sige, men selvom han endte i top 19 Vueltaen i både 2018 og 2019, var han ikke i nærheden af niveauet fra 2017.
Mest bemærkelsesværdigt var hans kollaps på enkeltstarterne, som ellers altid har været hans spidskompetence. Da han blev nr. 4 i 2017, blev han således på tidskørslen kun slået af Chris Froome, men i de senere år har han lavet ”en Rigoberto Uran” i den forstand, at hans tidligere spidskompetence pludselig blev en akilleshæl. Og da det faldt sammen med et niveaufald i bjergene, er det ikke mærkeligt, at det slet ikke gik som i hans bedste år.
Nu er der imidlertid lidt håb. Keldermans sidste styrt er mere end et år gammelt, og han har for en gangs skyld haft en så uafbrudt løbsperiode, som corona-virus har tilladt. Med en 5. plads i Provence, en 6. plads i UAE Tour, en 7. plads i Polen og en 4. plads i Tirreno har han da også i år været uhyggeligt stabil i sine etapeløb.
Der er desværre bare et kedeligt mønster, som bedst illustreres af Provence og Tirreno. Her var han brølstærk på de korte stigninger, hvor han har et glimrende punch, men i de høje bjerge havde han ikke samme niveau. Det så vi senest i sidstnævnte løb, hvor han ganske vist sluttede stærkt af og kom lidt tilbage på kongeetapen, men hvor han slet ikke var så overbevisende som dagen forinden.
Tirreno gav dog også en opmuntring. På enkeltstarten leverede Kelderman det bedste, vi har set i disciplinen siden UAE Tour i 2018. Nok var han stadig et stykke fra sit gamle niveau, men for en gangs skyld vandt han tid på de rene klatrere og ikke omvendt - selvom han stadig blev slået klart af den anden specialist i klassementsfeltet, Geraint Thomas. Kan han fortsætte den trend i årets Giro - og det er stadig temmelig usikkert - kan der være meget tid at vinde på så tempotung en rute.
Til gengæld kan man frygte, at klatreevnerne ikke helt rækker længere, og det er bekymrende på en rute med så voldsomme bjergmaratoner i den tredje uge. Det havde ikke været for voldsom en kost for den Kelderman, vi kendte i 2017, men for den rytter, vi har set de senere år, bliver det nok for meget. Det ændrer dog ikke på, at en skadesfri Kelderman er en af feltets mest stabile ryttere, som hans fine præstationer i årets løb tydeligt indikerer, og hvis han kan holde sig på cyklen, ligner det en stensikker top 10. Desværre kan man frygte, at det ikke bliver til mere end det - og det vil i så fald lægge fint i forlængelse af det, der har været trenden det meste af tiden for rytterne fra den engang så lovende hollandske talentfabrik.
HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN
Ilnur Zakarin (**)
Det er næsten svært at forstå, at der var engang, vi alle talte om Ilnur Zakarin. Det var dengang den russiske komet chokerede hele vejen ved at slå Chris Froome, Nairo Quintana og Vincenzo Nibali som WorldTour-debutant i Romandiet i 2015. Det var dengang, han i 2016 havde kurs mod et topresultat i Giroen, indtil han styrtede på samme ærgerlige nedkørsel fra Colle dell’Agnello som Steven Kruijswijk. Det var dengang, han alligevel kom tilbage og kørte fra alt og alle på en bjergetape i Touren. Og det var dengang i 2017, hvor han endte som nr. 5 i Giroen og ikke mindst nr. 3 i Vueltaen
I alle hans grand tours var mønsteret det samme. Zakarin lagde rustens fra land, men derefter havde hans placering kun én retning: opad. Da han gik på podiet i Vueltaen, var han således blot nr. 10 på første hviledag, men derefter avancerede han nærmest uafbrudt, indtil han på Angliru sluttede af med at støde Wilco Kelderman ned fra podiets sidste trin.
Nu taler ingen længere om Zakarin - og det med god grund. Siden han steg ned fra podiet i Vueltaen, er det nemlig kun gået den forkerte vej. Ganske viste blev han nr. 9, da han i 2018 endelig satsede på Touren, ligesom han sidste år både vandt bjergetape og sluttede som nr. 10 i Giroen, men han var ikke i nærheden af at være den rytter, der overraskede os alle dengang for fem år siden.
Der er imidlertid måske håb i mørket. Hans sammenbrud faldt nemlig sammen med Katusha-mandskabets totale kollaps, og han var i de sidste år blot én i rækken af ryttere, der underpræsterede på det engang så succesrige storhold. I det lys var det opløftende, at han fra i år fik luftforandring, for det kunne næppe gå værre, end det gjorde hos forgængeren.
Noget tyder på, at det har haft en effekt. I hvert fald var det uhyre opløftende at se Zakarin køre sig til en 5. plads på den sidste bjergetape i UAE Tour i februar. Desværre satte corona-pausen en stopper for det momentum, og da han igen var i konkurrence i Polen, var det mildt sagt en trist affære.
Så kom Touren, der skulle have været det store mål, men den blev desværre meget symptomatisk for Zakarin. Allerede på 1. etape røg han i asfalten og ud af klassementet, som det så ofte er sket for den desværre alt for klodsede russer, men han rejste sig igen. Havde det ikke været for hans næsten helt horrible nedkørselsevner, havde han utvivlsomt vundet den første bjergetape i Pyrenæerne, hvor han vist lidt af den Zakarin, der vandt en lignende etape i Giroen sidste år. Det så kortvarigt opløftende ud, men så ramte akilleshælen igen, da han bare få dage senere bragede i asfalten nok engang og måtte forlade løbet med et brækket ribben.
Derfor har Zakarin nu ændret planer og droppet Vueltaen til fordel for Giroen. Det er en god ide, for den italienske grand tour er klart den, der passer ham bedst. Det gælder særligt i år, hvor ruten er så bagtung med en næsten uhyggelig tredje uge, hvor Zakarin som sagt altid brillerer - i hvert fald når han rammer sit niveau. Og samtidig ved vi, at russeren har en fantastisk evne til at køre fremragende enkeltstarter mod slutningen af grand tours, og selvom han ikke vil kunne lide tonserruterne på 1. og 21. etape, vil den bedste Zakarin, vi kender, blive en vinder på den lange enkeltstart.
Spørgsmålet er så bare, om vi får den bedste Zakarin at se. Det gør vi formentlig ikke. Dertil har hans niveau været for ustabilt i de seneste år, og dertil kommer, at hans forberedelse ikke har været optimal. Af samme grund er klassementet heller ikke hovedmålet for CCC, men meldingen er, at det er et fokus, indtil løbet har bevist, at man skal prioritere anderledes.
Det er ret sandsynligt, at det bliver resultatet, men nu er dette en analyse af vinder- eller i hvert fald podiechancer og ikke top 10-chancer, og i et felt uden mange topnavne er Zakarin et godt bud på en overraskelse. Topniveauet er der nemlig stadig, som vi særligt så med den meget flotte Giro-etapesejr, og han kan næppe få en bedre rute end denne, hvor bjergene er mange og koncentreret mod slutningen, hvor han også altid kører gode enkeltstarter. Og så skal han naturligvis undgå at blive sat på løbets mange nedkørsler - ikke mindst på Agnello-nedkørslen, der er tilbage fire år efter hans ærgerlige uheld - ligesom han skal undgå alle de styrt, der har martret hans karriere. Gør han det, og var kørslen i UAE Tour en antydning af en lille genfødsel, kan det alligevel være, at denne Giro minder os om, hvorfor vi alle talte om Zakarin for år tilbage.
HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN
Annonce
Annonce
Classic Brugge-De Panne(1.WWT) 21/03
Volta Ciclista a Catalunya(2.UWT) 18/03-24/03
Classic Brugge-De Panne(1.UWT) 20/03
Settimana Coppi e Bartali(2.1) 19/03-23/03
Classic Brugge-De Panne(1.UWT) 20/03
Classic Brugge-De Panne(1.WWT) 21/03
E3 Saxo Classic(1.UWT) 22/03
Gent-Wevelgem(1.WWT) 24/03
Gent-Wevelgem(1.UWT) 24/03
La Roue Tourangelle Centr...(1.1) 24/03
Dwars door Vlaanderen(1.UWT) 27/03
Paris - Camembert(1.1) 27/03
La Route Adélie de VItré(1.1) 29/03
Annonce
Annonce
Alpecin-Deceuninck |
Arkéa - B&B Hotels |
Astana Qazaqstan |
Bahrain Victorious |
Bora-Hansgrohe |
Cofidis |
Decathlon AG2R La Mondiale |
EF Education - EasyPost |
Groupama-FDJ |
INEOS Grenadiers |
Intermarché - Wanty |
Lidl - Trek |
Movistar Team |
Soudal - Quick Step |
Team DSM-Firmenich PostNL |
Team Jayco AlUla |
Team Visma | Lease a Bike |
UAE Team Emirates |
Annonce
Giro d’Italia: Outsiderne (*)
Giro d’Italia: Vinderkandidaterne (***)
Giro d’Italia: Hovedudfordrerne (****)
Giro d’Italia: Favoritten (*****)
Giro d'Italia 2020: Ruten, etaper og etapeprofiler