Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Giro d’Italia: Vinderkandidaterne (***)

Giro d’Italia: Vinderkandidaterne (***)

02. oktober 2020 13:50Foto: Sirotti

Giro d’Italia endte desværre som den store taber, da vores kære virus tvang UCI til at omstrukturere kalenderen, og et sammenfald med klassikerne og Vueltaen samt en start umiddelbart efter Touren har ført til et uhørt smalt felt af klassementsryttere. Med hele tre grand tour-vindere, tre ryttere, der har været på et grand tour-podium, en flyvende dansk fugl og en russisk komet mangler toppen imidlertid ikke klasse, og sjældent har en grand tour været å åben, som det er tilfældet med en Giro, der mangler én åbenlys favorit. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en analyse af de 15 største favoritter og finder ud af, hvilke svagheder og styrker de hver især har på vejen mod at realisere drømmen om at skrive sig ind i historie som vinder nummer 103 af sportens næststørste løb.

Hvis man var i tvivl, har corona-krisen til fulde udstillet, at der i cykelverdenen intet er over, ved siden af eller blot i nærheden af Tour de France. Da den nye cykelkalender skulle lægges, kunne ASO frit vælge datoen til verdens største cykelløb, og herefter måtte alle indrette sig under de mægtige franskmænd.

 

De fleste fandt en løsning, de kunne leve med. Klassikerne afvikles i oktober med fin afstand til Touren, og det samme gør Vueltaen, der fint kan kombineres med den franske grand tour. Til gengæld var der krisestemning i Italien, der ikke blot var det land, hvor først kunne se deres cykelkalender falde fra hinanden, men som også måtte se, at Giroen blev placeret på et tidspunkt, hvor det er blevet stort set umuligt at kombinere med andre store cykelløb.

 

Det har da også haft en afgørende indvirkning på feltet, der i forvejen så relativt tyndt ud i en sæson, hvor OL betød, at Giro-Tour-kombinationen allerede så umulig ud, inden coronavirus vendte verden på hovedet. Sjældent har man haft et grand tour-felt, hvor så få klassementsryttere er til start, og hvor man normalt må være meget selektiv for at skære favoritlisten ned til 15 navne, er det denne gang nærmest en udfordring at finde 15 værdige kandidater.

 

Til gengæld kan arrangørerne ikke brokke sig over de ryttere, der ventes at kæmpe om sejren. Hhv. dårlig form og et styrt har sendt nr. 2 og 3 fra sidste års Tour, Geraint Thomas og Steven Kruijswijk, til Italien, hvor de slutter sig til Vincenzo Nibali, Simon Yates, Jakob Fuglsang, Rafal Majka og Wilco Kelderman, der fra sæsonstart har haft den italienske grand tour som det store mål. Det skete desværre på bekostning af Richard Carapaz, der i stedet drog til Frankrig, men når man samtidig føjer den russiske komet Aleksandr Vlasov samt de spændende talenter Ivan Ramiro Sosa, Joao Almeida og Jack Haig til feltet, er der lagt op til en uhyre spændende tur rundt i Italien, hvor det er helt umuligt at pege på én soleklar og åbenlys forhåndsfavorit. Nej, der er ikke mange, der kan køre med om top 10. Til gengæld er der sjældent mange, der reelt kan tro på, at de kan vinde løbet.

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets tre trestjernede favoritter, der alle har en reel chance for at vinde løbet.


HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN
 

Jakob Fuglsang (***)

Jakob Fuglsang skylder ikke de danske medier en tjeneste. År efter år er den danske fugl blevet tilskrevet muligheder i Tour de France, som hans beskedne grand tour-generalieblad ikke har kunnet bære. Af samme grund har skuffelsen altid været enorm, og stakkels Fuglsang er blevet kritiseret hårdt af de mange danskere, der straks drømte sig tilbage til 1996. Og hurtigt blev det glemt, at selvsamme Fuglsang i sin karrieres efterår har beriget os med så imponerende resultater, at han endte 2019-sæsonen som verdensranglistens nr. 3.

 

Der er nemlig en grund til, at forventningerne ofte har været overdrevne. Et blik på hans grand tour-historik afslører nemlig det klare billede, at den danske fugl som regel har haft det svært, når vi har nærmet os den tredje uge. Ikke sjældent har starten været fornem, men når dagene er blevet mange, og kilometerne har hobet sig, er der blevet længere mellem de klassepræstationer, der ubetinget har indskrevet Fuglsang som en af verdens bedste cykelryttere.



 

Flere har også ment, at Fuglsang har været lidt for stædig i sin insisteren på at satse på grand tours fremfor et fuldtonet fokus på de klassikere og ugelange etapeløb, han nu mestrer så godt. Alligevel forstår man godt, at Astana-kaptajnen giver årets Giro d’Italia et seriøst forsøg, for chancerne for i hvert fald en podieplads har næppe været større.

 

Udfordringer er der ellers nok af. Som bekendt er den tredje uge med sine tre gigantiske bjergmaratoner sjældent brutal, og lægger man dertil, at der i weekenden forinden køres en af løbets to vanskeligste bjergfinaler og en lang enkeltstart, står det klart, at denne Giro i meget høj grad vindes over de sidste otte etaper, mens man på de første 13, hvor Fuglsang meget vel kan vise sig som løbets bedste på stigningerne, formentlig kun kan tabe det.

 

Der er i hvert fald ikke plads til den rust, som vi senest så i sidste års Tour, hvor en ellers fornuftig start på La Planche des Belle Filles blev efterfulgt af to store nedture i Pyrenæerne, inden et styrt igen sendte ham ud af løbet. Der er heller ikke plads til den nedslidning, vi så i seneste Giro i 2016, hvor han som hjælper for Vincenzo Nibali lagde uhyggeligt stærkt fra land på første bjergetape, som han nær havde vundet, og som skabte håb om, at han som en Astanas plan B selv kunne gøre sig gældende, indtil han bare kort efter blev sendt til tælling på grusvejene og derfra blev degraderet til ren hjælperytter.

 

Nej, der skal en anden stabilitet til, men heldigvis er Giroen ikke Touren. Årets felt har måske nok en stærk top, men der er ikke én rytter, for hvem der ikke er spørgsmålstegn ved. Thomas og Nibali døjer med alderen, Kruijswijk har forberedelsen imod sig, Vlasov er stadig ung og uprøvet, og Yates er om muligt endnu mere skrøbelig i den tredje uge end Fuglsang. Og hvis alle disse svar falder rigtigt ud med danske øjne, er der pludselig ganske gode muligheder for et dansk resultat i den helt sjove ende.

 

Fuglsangs topniveau kan der i hvert fald ikke stilles spørgsmålstegn ved. I år har det været åbenbart over hele linjen fra Andalusien i februar til Strade Bianche, Polen og Lombardiet i august og senest VM i september, at Fuglsang er uhyggelig stærk på stigningerne. VM afslørede også, at formen allerede nu er meget tæt på 100%, når han som eneste mand kunne tage kampen op mod ryttere, der kommer fra Touren, og derfor vil det være alt andet end uventet, hvis der skal en danske i lyserødt på Etna på mandag.

 

Enkeltstarterne har han også fået styr på igen, efter at han midtvejs i karrieren lavede ”en Uran” og forvandledes fra tempospecialist til en rytter, der blødte tid på enhver tidskørsel. Sidste år gjorde han det ganske godt i Dauphiné og endda også sent i Touren, og senest kørte han ganske pænt på den flade tonserrute i Tirreno, hvor en ryttertype som ham ellers ikke har mange chancer, og hvor han kørte stort set lige op med alle sine Giro-rivaler med undtagelse af Thomas, der i denne sammenhæng er i en anden liga. Måske har Kruijswijk og til dels Nibali en lille overhånd i disciplinen, men det bliver formentlig kun til Thomas, at han for alvor vil bløde tid på de knap 65 km ensom kamp mod uret - og det gør de alle.

 

Samtidig har Fuglsang et skræmmende stærkt hold, der som det eneste tæller to kandidater til sejren. Duoen Fuglsang-Vlasov er uhyre potent, især når den nu sekunderes af Miguel Angel Lopez, der kan blive guld værd i højderne i den tredje uge, samt klatrestærke Oscar Rodriguez. Der bør i hvert fald være rum til, at Astana kan skabe nogle overtalssituationer, som kan udnyttes, også selvom det nok er Vlasov, der har mest frihed af de to topnavne.

 

Fuglsangs tredje våben er vejret. Dels er han en typisk dansk regnvejrsrytter, der præsterer bedst, når alle andre fryser og er forkomne, og det kan blive ganske afgørende, hvis oktoberkulden slår hårdt. Dels er risikoen for ændringer i den voldsomme tredje uge jo ganske betydelig, og skulle der ryge et bjerg eller to i den del af løbet, hvor han er mest sårbar, er det slet ikke så skidt for de danske chancer.

 

Ja, der er vitterligt mange ting, der tæller på plussiden. Det store minus er imidlertid ikke blevet mindre, for der er ingen grund til at tro, at holdbarheden er blevet bedre. Hans kørsel i Tirreno var heldigvis sjældent svag, og det indikerer, at han er ganske klar over problemet og har været meget bevidst om at toppe for tidligt. Alligevel var han - for Giroen - bekymrende stærk ved et VM, som de fleste rivaler skippede for at koncentrere sig om deres højdetræning, og det er måske ikke det bedste tegn for en mand, hvis udfordring netop er holdbarheden. Risikoen for, at han har sat sig mellem to stole er i hvert fald overhængende, når han havde travlt med at drage til Imola, mens Nibali og Thomas (kun til enkeltstarten) var de eneste øvrige Giro-favoritter, der ikke valgte at satse alt på den tre uger lange grand tour, der i den grad stiller krav til friskheden i den tredje uge.

 

Men der er grund til at håbe. Fuglsangs topniveau på stigningerne ligner lige nu det højeste, og hvis han vitterligt kan holde det hele vejen, er der ingen grund til, at han ikke skulle kunne blive den første Giro-vinder. Desværre er holdbarhed sjældent noget, der pludselig dukker op med alderen. På den anden side har den danske fugl jo forbedret stort set alt andet i sin karrieres efterår. Så lad os bare drømme stort og håbe, at 2020 bliver året, hvor det var berettiget, at Fuglsangs grand tour-chancer blev talt op.


HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN
 

Aleksandr Vlasov (***)

En grand tour-debutant kan ikke vinde en grand tour. Punktum! Det har været den konventionelle logik i mange år og det med god grund. I de seneste 25 år er Andy Schlecks 2. plads i Giroen i 2007 undtagelsen, der bekræfter reglen om, at man skal have mindst ét langt etapeløb i benene, før man kan være med helt i front. Og selv den talentfulde luxembourger måtte trods alt sande, at der var én rytter, der var bedre end ham.

 

I vidunderbørnenes tidsalder har vi imidlertid lært, at konventionel logik kun hører til på møddingen. Nok vandt Tadej Pogacar ikke sin første grand tour - han blev ”kun” nr. 3 - men efter i alt 42 grand tour-etaper har han vundet de seks, vundet verdens største cykelløb, været nummer tre i Vueltaen samt vundet to ungdomstrøjer og én bjergtrøje. Og når man ser, hvad Remco Evenepoel, Egan Bernal, Mathieu van der Poel, Marc Hirschi og Wout van Aert har bedrevet af vanvidsbedrifter i de seneste år, begynder man næsten at stille spørgsmålet, om ikke vi snart ser den første 14-årige knuse al modstand på kongeetapen i en grand tour.



 

I det lys er det kun naturligt, at denne Giro også har sit eget vidunderbarn, og i samme lys vil det være dumt at udelukke, at det også kan blive rigtigt stort. I hvert fald har Aleksandr Vlasov i de første ni måneder på WorldTouren kørt stort set lige så stærkt som de ryttere, han skal slå i dette løb. Og da der er spørgsmålstegn ved alle rivalerne, som der er det til Thomas’ og Nibalis alder, Fuglsangs og Yates’ holdbarhed og Kruijswijks forberedelse, kan det sagtens være, at Vlasovs manglende erfaring og fysiske modning er den mindste af de udfordringer, der møder feltets favoritter.

 

Han har i hvert fald vist, at topniveauet rækker. Det så vi allerede med drømmedebuten i Provence i februar, hvor det blev til etapesejr og samlet 2. plads, men det er særligt efter pausen, at han har fået os til at banke kæben i jorden. Først kørte han næsten lige op med Bernal i Occitanie, så kørte han fra alt og alle på Ventoux, inden han drog til Italien, hvor han efter en 4. plads i Piemonte hjalp Fuglsang til sejr i monumentet Il Lombardia og endda selv endte som nr. 3 for slutteligt at være i sin helt egen liga i Giro dell’Emilia, der gav ham sæsonens tredje sejr.

 

Til gengæld skuffede han måske en anelse i Tirreno-Adriatico. Det er selvfølgelig hårde ord, når en WorldTour-debutant ender som nr. 5 i et af de største ugelange etapeløb, men i de italienske bjerge var Simon Yates, Rafal Majka og Geraint Thomas synligt stærkere end ham på kongeetapen. I virkeligheden skal det dog nok snarere læses som et opløftende træk, at han brugte den lille måneds pause til at hvile ud og starte en ny formopbygning. Som bekendt vindes årest Giro fra 14. etape og frem, og det er derfor næppe en god ide at være flyvende midt i september.

 

Det var Vlasov heller ikke, men det er han formentlig nu. I hvert fald var han klog nok til at droppe det ellers fristende VM for i stedet at træne i højderne. Og de to gange, han sidst er kommet ud efter længere pauser, er han blevet hhv. nr. 2 og 3 i stærkt besatte løb, og det vil være meget mærkeligt, hvis vi fra lørdag ikke ser den Vlasov, der betog os alle i august.

 

Den italienske rute burde også passe ham. Vlasov er først og fremmest klatrer med hang til lange stigninger, og han vil elske de gigantiske bjergmaratoner, Giroen er fuld af. Han har allerede erobret Ventoux og i Lombardiet vist, at han mestrer de længste distancer, og derfor burde den tredje uges mange højdemeter være noget, der får russeren til at slikke sig om munden.



 

Enkeltstarterne har til gengæld været et spørgsmål for en mand, der ikke har kørt mange af slagsen. De få, der har været, har vist, at han er alt andet end specialist, men på den flade tonserrute i Tirreno forsvarede han sig overraskende godt med beskedne tab på eksempelvis 6 sekunder til Fuglsang og 9 sekunder til Yates. Man må stadig formode, at Vlasov vil tabe tid til de fleste på de tre tidskørsler, men det bliver ikke nødvendigvis den store ulempe, man kunne have frygtet - især ikke hvis Astana har arbejdet seriøst med hans evner i en disciplin, hvor den manglende erfaring burde borge for et vist udviklingspotentiale.

 

Det store spørgsmål er naturligvis holdbarheden, der er et helt åbent spørgsmål. 3. pladsen over den lange distance i Lombardiet vidner imidlertid om en stor motor. Det samme gør sejren i Baby-Giroen, der med sine 10 dage er det længste U23-etapeløb, ligesom også 4. pladsen i det andet lange af slagsen, Tour de l’Avenir, bekræfter evnerne. Vi husker også, hvordan han sidste år skuffede fælt i starten af Østrig Rundt, men da motoren var varm, rejste han sig at vinde sidste etape på Kitzbüheler Horn, ligesom han i Slovenien Rundt, hvor han var bedste mand på stigningerne, nærmest bare blev bedre og bedre dag for dag. Naturligvis er en grand tour noget andet, men selvom tendensen ikke er så entydig, som den åbenlyst var for Pogacar i 2019, synes han at være gjort af det stof, der skaber en grand tour-stjerne.

 

Naturligvis er Vlasov kun nr. 2 i Astana-hierarkiet, men meget tyder på, at han får en beskyttet rolle. Og hvis Fuglsang nok engang falder sammen i løbets anden halvdel, er der næppe nogen, der holder Vlasov tilbage - slet ikke Alexandre Vinokourov, der utvivlsomt har luret, at han her meget vel kunne have fat i den næste store grand tour-stjerne på det kasakhiske hold, der mister Lopez og trods alt må indse, at Fuglsang ikke holder for evigt.

 

Det kan godt være, at konventionel logik siger, at en grand tour-debutant ikke vinder. Konventionel logik siger imidlertid også, at juniorverdensmesteren ikke vinder VM-sølv og Clasica San Sebastian, at en tung Roubaix-rytter slår alle favoritterne på den samlet set vanskeligste Tour-etape, eller at en slovensk komet vinder seks af sine første 42 grand tour-etaper samt verdens største cykelløb i første forsøg. I vidunderbørnenes tidsalder vil der være sket mærkeligere ting, end hvis Vlasov om tre uger krones som den første russiske grand tour-vinder siden Denis Menchov sejrede i netop Giroen for 11 år siden.


HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN
 

Simon Yates (***)

Italienerne priser sig formentlig lykkelige for, at 2018 ikke var et af de år, hvor Italien i maj var ramt af voldsom sne og kulde. I givet fald ville hele Norditalien formentlig være blevet begravet under en gigantisk lavine. Der lød nemlig et så kolossalt et brag, at det sikkert stadig runger i italienernes ører, da Simon Yates efter en sjældent overlegen kørsel med hele tre etapesejre i løbet af de første 15 dage og et solidt greb om førertrøjen eksploderede så voldsomt, at han på to dage gled fra en sikker 1. plads til en placering som nr. 22 mere end 1 time og 15 minutter bag den sejrende Chris Froome, som han ellers have givet den ene lussing efter den anden i løbets indledning.

 

Desværre var det slet ikke uventet. Jeg var næppe den eneste, der insisterede på, at eksplosionen måtte komme før eller siden, for man skulle ikke kigge meget i Yates-brødrenes grand tour-historik for at vide, at den tredje uge for dem altid har handlet om ren overlevelse. Og når man så, hvordan ustoppelige Yates ødslede med kræfterne, når han gik i angreb på alle bjergetaper - ja, selv på en ellers uskyldig bjergetape - og toppede det hele med et stort soloridt på 15. etape kunne det næsten kun gå galt, når silken som vanligt blev slidt mod slutningen.

 

Sådan gik det da også. Hvor han tidligere med klog og konservativ kørsel i Touren i 2017 havde kunnet undgå et sammenbrud og sikre sig en 7. plads, kunne en eksplosion umuligt undgås, når der blev angrebet dag ud og dag ind. Heldigvis for Yates var oplevelsen også så voldsom en lærestreg, at han på den hårde måde lærte at forstå, hvordan man skal køre en grand tour, og derfor blev løbet grebet helt anderledes an i efterårets Vuelta. Og minsandten om han så ikke holdt hele vejen og endte med den samlede sejr.

 

Det vidner om, at en Yates godt kan være holdbar, når strategien er lagt for alle tre uger, og hver etape ikke køres som et endagsløb. Alligevel kan man godt have sin tvivl om, hvorvidt det vil lykkes den lille brite at få den Giro-revanche, han så stædigt insisterer på at jagte, at han år efter år ser fuldstændigt bort fra, at de andre grand tours har givet ham bedre ruter og alligevel gør Italien til årets altoverskyggende hovedfokus.

 

Det er nemlig ikke tilfældet, at Yates vandt Vueltaen og ikke Giroen. Den spanske grand tour er kendt for kortere og stejlere stigninger og bjergetaper, der både er korte og sjældent byder på alt for mange højdemeter. Det er præcis på den slags etaper og bjerge, at Yates altid har været bedst. Derimod har det altid knebet, når højdemeterne er blevet mange, stigningerne lange og distancerne voldsomme.

 

I det lys virker det temmelig uforståeligt, at Yates vælger at gøre Bjergmaratonernes Giro til årets hovedfokus. Der venter nemlig fem gigantiske bjergslag, hvoraf de tre endda kommer i den tredje uge, der for Yates som regel handler om regel overlevelse. Og selvom han bestemt er bedre end brormand på enkeltstarterne - særligt når de er relativt kort, som vi senest så med den fine kørsel i Tirreno - vil knap 65 km enkeltstart altid være en ulempe i forhold til stort set alle favoritterne i dette løb. Selv i Vueltaen, som han sluttede stærkt og kørte en fornem enkeltstart, tabte han således masser af tid til to af sine rivaler, Steven Kruijswijk og Enric Mas.

 

Nej, Yates har vitterligt ikke gjort sig selv nogen tjeneste ved at satse på en grand tour, der er så ”anti-Yatesk”, man kan tænke sig. Nok byder på de første på masser af mur-etaper, hvor han er flyvende, som vi med sejren i Osimo i 2018, men nu har han lært lektion. Vi vil næppe se Yates angribe i ét væk for at vinde et par sekunder hist og her, for han skal jo være frisk til den tredje uge. Problemet er bare, at det plejer at handle om overlevelse for Yates i den del, hvor dette løb vindes. Og det sker fra 14. etape og frem.

 

Er det så umuligt for Yates at vinde? Nej, den garanti tør jeg ikke at give. Yates viste en overraskende holdbarhed i omtalte Vuelta, hvor han vel reelt vandt løbet med flot kørsel på 19. etape, der endda sluttede på en lang stigning. Men selv da oplevede han en krise på løbets kongeetape dagen efter, hvor han måtte forsøge at begrænse tabet til Mas og Miguel Angel Lopez.

 

Yates synes også at have genfundet topniveauet. Et andet problem har nemlig været, at vi siden Vuelta-sejren ikke har set skyggen af den brite, der vandt Vueltaen. Nok vandt han to etaper i Touren sidste år, men Giroen og samtlige etapeløb var klassementsmæssigt en skuffelse. I år fejlede han slemt i Australien i begyndelsen af året, og han kom heller ikke alt for overbevisende i gang i Burgos.

 

Fra Polen, hvor han blev nr. 3, gik det dog fremad, og da han suverænt kørte fra alt og alle i Tirreno - herunder næsten alle de værste Giro-rivaler - så vi endelig igen den Yates, der var så god for to år siden. Problemet er bare, at det næppe er en god ide for en mand, der lider af manglende holdbarhed, ay flyve så højt mere end måned inden de etaper, der afgør årets Giro.

 

Nej, det er altså svært at tro på projektet. Nok er topniveauet tilsyneladende tilbage, og nok har han med Jack Haig og Lucas Hamilton hos sig et uhyre stærkt hold, men det er næppe nok til at vinde et løb, der bestemt ikke synes at være blevet designet med ham for øje. Han snød mig ganske vist i Vueltaen, men udfordringen her er en anden. Jeg håber mest, at der ikke kommer tidlig oktobersne, for så kunne lavinefaren blive lige så stor, som den kunne være blevet for to år siden.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Chongming Island ...(2.WWT) 23/10-25/10

Paris-Roubaix(1.UWT) 25/10

Paris-Roubaix(1.UWT) 25/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-McLaren

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Pro Cycling

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

NTT Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

HOMETRAINER? BLIV INSPIRERET, FIND FORHANDLER OG SPAR MANGE PENGE