Giro d’Italia: Favoritten (*****)

LIVESTREAM ALLE GIRO-ETAPER FRA START TIL SLUT - UDEN REKLAMER

I de seneste år har Giroens løbsarrangør Mauro Vegni gjort en dyd ud af at gøre det modsatte af Tour de France-boss Christian Prudhomme. I de seneste år, hvor Prudhomme har reduceret enkeltstartsomfanget til det rene ingenting, har Vegni nærmet sig 70 km individuel kamp mod uret, og da franskmanden i år brød trenden med en pludselig enkeltstartstung rute, svarede italieneren igen med at designe den mest klatrervenlige rute i flere år.

Målet var selvfølgelig at appellere til alle de stjerner, der løb skrigende væk, da Prudhomme afslørede Tour-ruten i november, og den strategi er i den grad lykkedes. Mest markant er det, at Egan Bernal har fået Ineos-ledelsens tilladelse til at droppe holdets vigtigste løb, Tour de France, for endelig at give sig i kast med løbet på hans europæiske hjemmebane, men også relativt temposvage folk som Simon Yates, Aleksandr Vlasov, Emanuel Buchmann, Mikel Landa, Jai Hindley, Domenico Pozzovivo, Clement Champoussin, Davide Formolo, George Bennett og Romain Bardet var lynhurtige til at gøre det italienske løb til sæsonens altoverskyggende mål. Trods sine forbedringer på enkeltstartscyklen var også Hugh Carthy vild med den bjergrige rute, og Dan Martin var endda så forelsket, at han i april pludselig ændrede planer og skiftede grand tour-hest på et normalt alt, alt for sent tidspunkt.

Det stopper endda ikke her. Allermest hype er der om Remco Evenepoel, der ikke har ladet sig friste af Tourens mange enkeltstartskilometer, men er holdt fast i beslutningen om at køre en af de mindre grand tours inden debuten i verdens største cykelløb. Grundet usikkerheden om hans niveau efter den lange skade får han endda selskab af en anden komet, Joao Almeida, og sidste års nr. 9, Fausto Masnada, på et skræmmende stærkt Deceuninck-mandskab, der måske kun kan matches af det stjerneensemble, der med Pavel Sivakov, Daniel Martinez og Ivan Ramiro Sosa skal støtte Bernal på Ineos. Marc Soler får endelig sin store chance som grand tour-kaptajn, og Pello Bilbao skal efter fornemme Giro sidste år agere skyggekaptajn for Landa. Trods et dumt styrt i optakten kommer Vincenzo Nibali alligevel til start med Bauke Mollema i rollen som etapejæger og nu måske som støtte for Giulio Ciccone, der i lyset af Hajens uheldige optakt pludselig kan øjne en mulig personlig chance.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Nej, Vegni har bestemt ingen grund til at være utilfreds med startlisten til den 104. udgave af verdens næststørste etapeløb. Måske ville han ønske, at rutens lille udflugt til Slovenien havde fået de to slovenske monstre til at give Giroen en overvejelse, men det var naturligvis aldrig realistisk. Med al den hype, Evenepoels første grand toue skaber, og den opmærksomhed, som Bernal altid skaber, kan Vegni med tryghed se frem mod et garanteret supershow på to hjul over de kommende tre uger!

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets største favorit, der som den eneste har fået fem stjerner.

SÆT DIT GIRO MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR OVER 50.000 KRONER

Remco Evenepoel (*****)

Det er generelt en god ide at være en anelse varsom med at bruge resultater i ungdomsrækkerne som en stensikker indikation på, at en given rytter vil blive en af cykelsportens store stjerner. Således skal man ikke tænke længe for at komme i tanker om eksempler på ryttere, der i de tidlige år blev udskreget til Tour-konge og det, der er bedre, men som endte med at blive relativt anonyme skikkelser i det professionelle felt. Særligt gælder den grundregel for juniorklassen, hvor rytterne er nået til vidt forskellige stadier i deres fysiske udvikling, og derfor ændrer styrkeforholdet sig ofte kolossalt, når ”de langsomme” indhenter ”de hurtige”.

Den lektie skulle man egentlig mene, at belgierne som det måske mest cykelinteresserede folkefærd var pinligt bevidste om. Det er i hvert fald heller ikke svært i den belgiske cykelhistorie at finde eksempler på ryttere, der er blevet udpeget som manden, der skulle bryde den nærmest ufattelige grand tour-tørke, Eddy Merckxs hjemland har oplevet, siden Johan De Muynck vandt Giroen i 1978. Gang på gang er det cykelgale folkefærd blevet efterladt skuffede tilbage, og i det lys skulle man mene, at hesten blev klappet et par ekstra gange, når en ung belgier viste talent.

Sådan har det bare ikke været med Remco Evenepoel. Fænomenet, der havde kurs mod en lovende fodboldkarriere, men som til alt held for cykelsporten skiftede spor, skulle nemlig ikke bruge megen tid på at skabe en så voldsom hype, at han allerede inden sin professionelle debut i januar 2019 reelt var at betragte som en af Belgiens største sportsstjerner. Selvom han havde truffet det ukonventionelle og risikable valg at springe U23-klassen helt over og blive professionel direkte efter juniortiden, sendte belgisk presse sågar en delegation om på den anden side af jorde for at dække en 18-årig knægts første professionelle pedaltråd i Argentina.

På den ene side virker det helt absurd, at en i professionel sammenhæng helt uprøvet fyr kunne få et helt lands sportspresse til at gå i kollektivt selvsving, men når man kender historikken, forstår man det godt. Det er trods alt ikke hvem som helst, der i juniorklassen kører så stærkt, at løb måtte forkortes, fordi vidunderbarnet var ved at hente feltet med en omgang i et af de utallige soloridt, der gjorde ham til en ustoppelig sejrsmaskine blandt de unge drenge. Naturligvis blev han i 2018 både belgisk, europa- og verdensmester - i de to sidstnævnte tilfælde både i linjeløb og på enkeltstarten - og særligt hans EM-titel, der blev vundet på en margin på 9.44 ned til nr. 2 trods en distance på bare 118,8 km, siger alt om, at hypen ikke var helt ubegrundet.

Alligevel har Evenepoel overgået alle forventninger som professionel. Det første år handlede ifølge det Deceuninck-hold, der egentlig helst havde set ham tage et år i U23-klassen, men som presset af Skys enorme pengepung følte sig tvunget til at handle tidligere end planlagt, alene om at lære. Alligevel endte Evenepoel efter en lidt tøvende start, der nok fik mange skeptikere til at føle sig bekræftet i deres antagelse om, at han var kommet ud på lidt for dybt vand en anelse for tidligt, med at vinde sit allerførste endagsløb på WorldTouren, Clasica San Sebastian, der næsten ellers altid vindes af ryttere med Tour de France i benene, at blive en suveræn europamester i enkeltstart og at vinde VM-sølv i samme disciplin efter en præstation, hvor han nok blev slået klart af Rohan Dennis, men til gengæld nok engang kørte resten af feltet midt over.

Den slags resultater vil de fleste give deres højre arm for at opnå, men de stod på Evenepoels cv, inden han var fyldt 20. Og i 2020 var han bare endnu vildere, for her besvarede han det spørgsmål, han aldrig gav et sikkert svar på i 2019, nemlig om han kunne klatre med det bedste. Det gjorde han i en meget kort, men fuldstændig vild sæson, hvor han kørte fire løb, nemlig etapeløbene i San Juan, Algarve, Burgos og Polen, og vandt dem alle i ganske suveræn stil! Meget pegede da også på, at første monumentsejr lå lige om hjørnet, da han sad med de bedste over Muro di Sormano i hans monumentdebut i Lombardiet, men som de fleste ved, fik det løb en for Evenepoel meget dramatisk og trist afslutning.

Faktisk er det netop den episode, der gør, at ingen rigtigt ved, hvad vi skal forvente af Evenepoel, når han fra på lørdag med et års forsinkelse gør sin længe ventede grand tour-debut i Giroen. Belgieren har nemlig ikke kørt ét eneste løb, siden han sendte alverdens cykelhjerter op i alverdens halse ved at køre ud over kanten på vanvidsnedkørslen fra Sormano. Alt var ellers på rette vej, da han kom tilbage på cyklen efter sit hoftebrud allerede før jul, men ikke helt uventet var den ærgerrige Evenepoel lidt for utålmodig i sin stræben efter at blive klar til den italienske grand tour, og hans træningsiver med store smerter førte desværre til et nyt tryk på pauseknappen og et løbsstop, der blev længere, end det angiveligt kunne have været.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Nu har Evenepoel heldigvis i lang tid trænet helt uden smerter, og han har i ugevis kunnet træne præcis, som han har ønsket. Alligevel vælter det med spørgsmål, inden han på lørdag sætter sig på konkurrencecyklen i Torino for første gang i cirka ni måneder. Ét er nemlig den almindelige usikkerhed om, hvorvidt en grand tour-debutant overhovedet har evnerne og restitutionen til at vinde en grand tour. Noget andet er naturligvis den åbenlyse tvivl om formen, som hans lange løbspause skaber.

Bedre bliver det ikke af, at Deceuninck-lejren og Evenepoel selv er meget ivrige efter at nedspille forventningerne. Ifølge vidunderbarnet selv kommer han alene til Italien for at hjælpe Joao Almeida, der blev kaldt ind som plan B, da det i foråret stod klart, at belgieren måske ikke ville nå at finde sin topform. Nej, sæsonen handler alene om OL og VM samt måske Vueltaen, og de kommende tre uger skal angiveligt alene bruges til at finde løbsrytmen inden de store begivenheder senere på året.

Nu er jeg desværre ikke psykolog - og selv hvis jeg var, er det nok også svært at dybdeanalysere en personlighed på baggrund af tv-interviews og det korte møde, jeg selv havde med belgieren ved VM i Østrig - men det er nu ikke svært at fornemme, at det vil stride mod hele hans mindset at køre tre uger i Italien som hjælperytter med en fri rolle. Tænk engang, hvis Almeida - gys! - skulle gå hen og vinde løbet, og hele verden måske ville sidestille portugiserens talent med belgierens. Det ville utvivlsomt afføde beske tweets og selvbevidste erklæringer fra holdets chefvidunderbarn og smerte ham langt ind i sjælen, hvis folk skulle tro, at det ikke var ham, der er den bedste.

Meget tyder også på, at det er rent røgslør. Evenepoel afbrød sin højdetræning for at rekognoscere grusvejsetapen, og det var vel en beslutning, der var temmelig unødvendig, hvis ambitionen alene var at jagte etaper og agere hjælper. Og måske er holdkammeraten Fausto Masnada også kommet til at tale over sig, da han i april til La Gazzetta dello Sport kom med nogle ord, der passer langt bedre til Evenepoels vindermentalitet end hans beskedne erklæringer om hjælperindsatser. ”Han vil vinde. Det er rart at hjælpe ham. Han er kommet sig 100%, og han er mere trimmet og motiveret end nogensinde. Han kan ikke vente med at køre løb igen, og Remco er superfokuseret,” lød italienerens ord til den italienske sportsavis.

Hvis den udtalelse kan bruges til at kalde Deceuninck-lejrens bluff, er der dog stadig lang vejr til at se Evenepoel i lyserødt i Milano d. 30. maj, for kan han overhovedet vinde en grand tour? Restituerer han godt nok? Og rækker de klatreevner, vi kun i beskedent omfang har set i fuld udfoldelse, virkelig til en ryte, der mere end længe appellerer til bjergryttere med hang til stejle procenter?

Det ved vi ikke, og det ved Evenepoel eller Deceuninck heller ikke selv, men meget peger på, at vi kan svare ja til begge dele. Et grundlæggende karakteristikum ved belgieren er nemlig hans enorme motor, der peger i retning af en fremragende restitutionsevne. Det er ikke noget tilfælde, at han leverede et stort soloridt i sin første lange klassiker, at han er bedst på de længste af de længste enkeltstarter, at han generelt har præsteret bedst, når distancen har rundet de 200 km, og at hans kendetegn allerede er gigantiske soloridt, som kræver en helt særlig udholdenhed. Som Jakob Fuglsang kan skrive under på, er en stor motor i et endagsløb ikke en garanti for god restitutionsevne, men det er som regel en udmærket indikator, der kunne tyde på, at Evenepoel måske endda er den type, der bare vil blive bedre og bedre over tre uger.

Klatrer han så godt nok? Hans erfaring i bjergene er begrænset, og faktisk var det her, han havde det sværest i starten af sin karriere, hvor det blandt andet blev til et flop på kongeetapen i et Adriatica Ionica Race, hvor han var til start som storfavorit. Men da han sidste år slog en hel serie superklatrere og superpuncheurs på Foia-stigningen i Algarve, og ikke mindst da han kørte hele feltet midt over på den stejle Picon Blanco-stigning i Burgos, så det i hvert fald lovende ud. Det gjorde det også, da han leverede sit vanvidsridt i Polen, hvor han dog i lidt lettere terræn nedsablede den senere Lombardiet-vinder Fuglsang, eller da han i netop Lombardiet sad stensikkert med de bedste på Muro di Sormanos umenneskelige procenter.

Hvis det er udtryk for Evenepoels klatreevner, er der ingen grund til at tro, at han ikke skulle kunne være med i Giroens bjerge, selvom der fra 14. etape og frem bydes på langt sværere og stejlere målbjerge end vanligt. Der er heller ingen grund til at tro, at hans enorme motor ikke vil elske kongeetapens gigantiske bjergmaraton med næsten 6000 højdemeter over 212 km. Og der er heller ingen grund til at tro, at manden, der tog sin første individuelle professionelle på en brostensetape i Belgium Tour, skulle have svært ved at klare lidt grusveje i Toscana.

Samtidig har han en luksus, ingen andre har. Når han over 22 km tonserterræn kan blive europamester ved at slå Kasper Asgreen, Stefan Küng og Filippo Ganna med 20-25 sekunder, tør man slet ikke tænke på, hvor meget tid han vinder på klatrerne over de knap 40 km pandekageflad enkeltstart, der venter. Det kan godt være, at årets rute er betydeligt ringere for tempospecialister som Evenepoel, men han vil sikre sig en buffer, der gør, at han kan gribe bjergene helt defensivt an.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Det kan han gøre med et af løbets allerstærkeste hold. Dybt inde i bjergene kan han regne med støtte fra sidste års nr. 4, Almeida, sidste års nr. 9, Fausto Masnada, der senest blev nr. 3 i Romandiet, samt James Knox, der i dette forår er kommet tilbage på sporet med ganske overbevisende kørsel. Også resten af holdet er skræmmende stærkt, og det bliver derfor ikke kollektivet, der koster.

Det bliver Evenepoel selv, der skal tabe løbet. Han skal vise, at han kan klatre med de bedste. Han skal vise, at han kan holde i tre uger, hvor der måske kan være lidt bekymring at finde i Burgos og Algarve, hvor han var stærkere på første bjergetape og menneskelig på den anden. Han skal vise, at han er kommet fuldt tilbage efter sit styrt. Han skal vise, at han lynhurtigt genfinder løbsrytmen, men her hjælpes han heldigvis af en meget bagtung rute, der formentlig først for alvor viser tænder fra grusvejsetapen og frem. Og slutteligt skal han undgå at tabe hovedet med et eller andet utålmodigt vanvidsridt i løbets første og i sidste ende ikke specielt afgørende del, for han gør nok klogt i at sikre sig, at han har alle kræfter i behold til den brutale afslutning, der utvivlsomt bestemmer vinderen af løbet.

Men hvorfor skulle svaret ikke være ja til dem alle? Der findes vel ikke den forventning, Evenepoel ikke har overgået i sin første tid som professionel, og derfor gør man klogt i automatisk at lægge 25% til det, man regner med at se fra Evenepoel i de kommende tre uger. Måske har han ret i, at han alene kommer som hjælper, men det virker nu mest rart at have undskyldningen parat, hvis det alligevel fejler. Det gør det bare aldrig rigtigt for feltets vidunderbarn nr. 1, så hvorfor skulle han ikke søndag d. 30. maj vise, at det for en gangs skyld var fuldt berettiget, at de belgiske medier skabte så megen ståhej og for 117. gang fandt De Muyncks efterfølger? Hidtil har han i hvert fald til fulde levet op til al hypen!

LIVESTREAM ALLE GIRO-ETAPER FRA START TIL SLUT - UDEN REKLAMER