Giro d’Italia: Hovedudfordrerne (****)

LIVESTREAM ALLE GIRO-ETAPER FRA START TIL SLUT - UDEN REKLAMER

I de seneste år har Giroens løbsarrangør Mauro Vegni gjort en dyd ud af at gøre det modsatte af Tour de France-boss Christian Prudhomme. I de seneste år, hvor Prudhomme har reduceret enkeltstartsomfanget til det rene ingenting, har Vegni nærmet sig 70 km individuel kamp mod uret, og da franskmanden i år brød trenden med en pludselig enkeltstartstung rute, svarede italieneren igen med at designe den mest klatrervenlige rute i flere år.

Målet var selvfølgelig at appellere til alle de stjerner, der løb skrigende væk, da Prudhomme afslørede Tour-ruten i november, og den strategi er i den grad lykkedes. Mest markant er det, at Egan Bernal har fået Ineos-ledelsens tilladelse til at droppe holdets vigtigste løb, Tour de France, for endelig at give sig i kast med løbet på hans europæiske hjemmebane, men også relativt temposvage folk som Simon Yates, Aleksandr Vlasov, Emanuel Buchmann, Mikel Landa, Jai Hindley, Domenico Pozzovivo, Clement Champoussin, Davide Formolo, George Bennett og Romain Bardet var lynhurtige til at gøre det italienske løb til sæsonens altoverskyggende mål. Trods sine forbedringer på enkeltstartscyklen var også Hugh Carthy vild med den bjergrige rute, og Dan Martin var endda så forelsket, at han i april pludselig ændrede planer og skiftede grand tour-hest på et normalt alt, alt for sent tidspunkt.

Det stopper endda ikke her. Allermest hype er der om Remco Evenepoel, der ikke har ladet sig friste af Tourens mange enkeltstartskilometer, men er holdt fast i beslutningen om at køre en af de mindre grand tours inden debuten i verdens største cykelløb. Grundet usikkerheden om hans niveau efter den lange skade får han endda selskab af en anden komet, Joao Almeida, og sidste års nr. 9, Fausto Masnada, på et skræmmende stærkt Deceuninck-mandskab, der måske kun kan matches af det stjerneensemble, der med Pavel Sivakov, Daniel Martinez og Ivan Ramiro Sosa skal støtte Bernal på Ineos. Marc Soler får endelig sin store chance som grand tour-kaptajn, og Pello Bilbao skal efter fornemme Giro sidste år agere skyggekaptajn for Landa. Trods et dumt styrt i optakten kommer Vincenzo Nibali alligevel til start med Bauke Mollema i rollen som etapejæger og nu måske som støtte for Giulio Ciccone, der i lyset af Hajens uheldige optakt pludselig kan øjne en mulig personlig chance.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Nej, Vegni har bestemt ingen grund til at være utilfreds med startlisten til den 104. udgave af verdens næststørste etapeløb. Måske ville han ønske, at rutens lille udflugt til Slovenien havde fået de to slovenske monstre til at give Giroen en overvejelse, men det var naturligvis aldrig realistisk. Med al den hype, Evenepoels første grand toue skaber, og den opmærksomhed, som Bernal altid skaber, kan Vegni med tryghed se frem mod et garanteret supershow på to hjul over de kommende tre uger!

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af de to firestjernede favoritter, der kan betragtes som de største udfordrere til løbets storfavorit.

SÆT DIT GIRO MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR OVER 50.000 KRONER

Egan Bernal (****)

Det er næsten lidt svært at forstå, at det ikke engang er to år siden. I sommeren 2019 var hele cykelverdenen ved at falde på halen over, at Egan Bernal i en alder af bare 22 år blev historiens næstyngste vinder af Tour de France. Dengang var spørgsmålet ikke, om det colombianske vidunderbarn ville vinde igen, men snarere om han med så lang og glorværdig en fremtid foran sig måske ville indskrive sig i historien som en af alletiders største grand tour-ryttere.

Det er ca. 22 måneder siden, at Bernal steg ned fra podiet i Paris, men der er løbet meget vand under broen siden dengang. Bare få måneder senere leverede Tadej Pogacar en grand tour-debut, de færreste troede mulig, da han vandt tre bjergetaper og endte som nr. 3 i Vueltaen, og bare et år senere skubbede han Bernal ned som nr. 3 på listen over unge Tour-vindere. Samtidig cementerede Primoz Roglic sin status som et monster i ethvert etapeløb, og Remco Evenepoel leverede det ene vanvidsridt efter det andet. Pludselig var der slet ingen, der snakkede om Bernal som mulig sejrskonge i grand tour-sammenhæng…

Det skyldtes naturligvis også de rygproblemer, der desværre har sat det colombianske stortalent markant tilbage. Hans 2020 endte nærmest tragisk, da han efter at være blevet rundbarberet af Roglic i Ain og Dauphiné og af begge de to slovenere i Touren hev 1-tallet af ryggen og forlod Touren med store smerter. I løbet af vinteren indrømmede han også, at rygproblemerne næppe nogensinde går væk, og at det er et vilkår, han skal lære at håndtere, hvis han vil tilbage øverst på et grand tour-podium.

I det lys er det måske meget klogt, at Ineos-ledelsen har givet ham lov til at droppe den Tour, der ellers betyder næsten alt for det britiske superhold. Dels var den tempotunge rute slet ikke noget for ham, og dels er det måske meget rart, at presset er en anelse mindre, hvis ryggen alligevel skulle vise sig ikke at holde igennem et tre uger langt løb. Og i Italien er trykket og opmærksomheden stadig på et helt andet niveau, end det er i Frankrig.

Heldigvis er der faktisk rigtigt god grund til at tro, at Bernal igen kan fortælle Pogacar, Roglic og Evenepoel, at han skam også i de kommende år skal tages seriøst i kampen om grand tour-tronen. Der har nemlig været uhyre løfterige takter for Bernal i sæsonstarten, hvor holdet ellers bare lagde op til, at et løbsintensivt program skulle bruges til at genfinde løbsrytmen. Allerede fra det for ham rutemæssigt helt håbløse løb i Besseges var Bernal dog her, der og alle vegne først med offensiv kørsel i det franske fladland, siden med en loyal 2. plads bag vennen Ivan Ramiro Sosa på Mont Ventoux i Provence, dernæst som stærkeste mand i et Trofeo Laigueglia, der taktisk gled ham af hænde og ikke mindst med et fremragende Strade Bianche, hvor han trods sin ikke helt ideelt ryttertype gjorde favoritterne trods og med sin 3. plads blandt satte en vis Pogacar til vægs bare en uge inden, at denne gav alle bøllebank i Tirreno.

LIVESTREAM ALLE GIRO-ETAPER FRA START TIL SLUT - UDEN REKLAMER
 

På det tidspunkt lignede Bernal en genfødt rytter, som det formentlig ville kræve en fremragende Evenepoel at slå i den kommende Giro, men så kom Tirreno. Her endte Bernal skam som en pæn nr. 4, men på kongeetapen, hvor han blev nr. 11, fik han deciderede prygl af Pogacar. Selv mente han, at det var en ganske fin præstation i et forberedelsesløb, men det var vist et lidt for tyndt røgslør, der ikke kunne dække over, at det italienske løb var endt som en mindre katastrofe.

Hvad var årsagen? Det ved vi ikke, men ryggen er da en nærliggende forklaring. Bedre blev det ikke af de efterfølgende skriverier i italiensk presse om, at bagerste del af kroppen igen drillede så meget, at hans Giro-deltagelse skulle være i fare. Det var Ineos nu hurtigt til at gendrive, men alt sammen bidrager det til at skabe næsten lige så meget usikkerhed om Bernals Giro-præstation som om Evenepoels ditto.

Hvis til gengæld ryggen holder, og Bernal genfinder de ben, han havde i februar og i den sidste uge af Touren for 22 måneder siden, skal selv Evenepoel stå meget tidligt op for at vinde. Bernal skal nemlig sende Mauro Vegni et julekort som tak for den rute, den italienske løbsdirektør har designet. Den er nemlig mere end normalt designet for klatrere, og det må få Bernal til at slikke sig om munden.

Perfekt er det i hvert fald, at han vil finde tre brutale målbjerge på 14., 17. og 19. etape, hvor en ren klatrer vil trives. Lige så ideelt er det for Bernals dieselmotor, at den gigantiske kongeetape tæller næsten 6000 højdemeter og tre tinder i den tynde luft, han som colombianer elsker. Ligeledes vil han elske manglen på ilt i Alperne på den sidste bjergetape, og som vi så i Strade Bianche skal han heller ikke frygte grusvejene. Allerbedst er det, at det meste er koncentreret i den tredje uge, hvor Bernal altid er allerbedst - bare så på, hvordan han kørte i Tourens sidste uge i 2018 og 2019 sammenlignet med præstationen i begyndelsen - og så bakkes han naturligvis igen op af et skræmmende hold, hvor Pavel Sivakov og Daniel Martinez giver lidt taktiske kort at spille.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Udfordringen er naturligvis enkeltstarterne, der med det flade tonserterræn ikke kunne designes dårligere for ham. Her stiller han med garanti på til prygl fra især Evenepoel, der vil møde op med det store baseballbat og tæske løs på den spinkle colombianers forslåede krop. Det så vi senest i Tirreno, og det bliver kun endnu værre, at det denne gang kan være belgieren, der er hans værste rival.

Heldigvis er Bernal ikke svært ringere end mange af de andre favoritter, og i bjergene er han i hvert fald et mere sikkert kort end Evenepoel. Her ved vi, hvad Bernal kan, og det er - når ryggen holder - ganske meget, særligt mod slutningen af en grand tour. Colombianeren er samtidig en meget klog rytter, der kører med en modenhed, som skjuler, at han blot har gennemført to grand tours, og det kan blive ganske vigtigt, når man skal undlade at lade sig rive med i den lettere første del af løbet og spare kræfterne til den del, der virkelig gælder - og altså også den del, hvor Bernal altid er bedst.

Alt sammen kræver det dog, at Bernal vitterligt er på sit bedste, og det bestemmes ikke så meget af den form, der altid times ganske perfekt. Det bestemmes først og fremmest af de rygproblemer, der måske igen viste sine grimme tænder i forbindelse med ydmygelsen i Tirreno. Det italienske forårsløb viste i hvert fald, at der ingen garanti er for, at Bernal kører med om sejren. Til gengæld viste februar måned også, at de gode Bernal-ben stadig finde. Hvis ryggen giver ham lov, kan det være, at vi den 30. maj igen stiller spørgsmålet, hvor mange grand tours han vil vinde - og ikke længere, om han overhovedet vil vinde flere!

OPDATERING: Usikkerheden om Bernals ryg accentueres af, at Ineos efter udarbejdelsen af denne artikel har udpeget Sivakov som ligestillet kaptajn. Naturligvis er der ingen tvivl om det reelle hierarki, men Sivakov nyder i hvert fald fuld beskyttelse, indtil Bernal viser, at ryggen har det fint.

LIVESTREAM ALLE GIRO-ETAPER FRA START TIL SLUT - UDEN REKLAMER
 

Aleksandr Vlasov (****)

Cykelhistorien er fyldt med miserable grand tour-debuter, hvor måneders forberedelse og nervøs bæven efter bare få kilometers kørsel er blevet erstattet af frustration, enten som følge af ringe resultater og dårlige ben eller som følge af uheld og sygdom. Det er dog ikke mange, der kan prale af en lige så dårlig begyndelse på grand tour-karrieren som Aleksandr Vlasov.

Det skortede ellers ikke på hypen om det russiske vidunderbarn, da han i oktober stillede til start i sit første Giro d’Italia. En kometagtig karrierestart, der blandt andet havde budt på sejr i endagsløbet på Mont Ventoux og i den historiske klassiker Giro dell’Emilia samt en podieplads i sportens mest klatretunge monument i Lombardiet, hvor han endda var henvist til en hjælperrolle, havde skabt så store forventninger, at ingen havde været forundret, hvis Vlasov i sidste års ret svagt besatte felt var endt med at vinde hele svineriet. Al snakken fik imidlertid en alt for tidlig ende, da Vlasov midtvejs på løbets 2. etape gik i grøften for at kaste op og siden satte sig ind i bilen med ærgerlige maveproblemer.

Heldigvis var coronasæsonen 2020 så speciel, at der altid dukkede en ny mulighed op i halen på en forspildt en af slagsen, og derfor kunne Vlasov få chance for revanche, da maven igen kunne holde på føden. Bare to uger senere var han til start i Vueltaen, og hypen var ikke blevet mindre af den uheldige debut.

Desværre gik heller ikke det spanske løb som ønsket. Vlasov kom nemlig elendigt fra start, og det var slemt uheldigt i et løb, der grundet coronasituationen højst usædvanligt startede med en bjergetape. Efter to dage havde Vlasov allerede tabt 5.29 til Primoz Roglic, og alle podiedrømme var væk.

Men så var der pludselig hul igennem. Allerede i 3. etapes bjergfinale blev Vlasov nr. 5, og siden blev han hurtigt bedre. Kulminationen kom med 2. pladsen på løbets kongeetape på Angliru, og selvom det store tidstab i løbets første fase betød, at han akkurat missede top 10 med beskedne to sekunder, klatrede Vlasov så godt, at han var endt som løbets nr. 6, hvis han havde holdt sig til favoritterne de to første dage, hvad han med sine bedste ben utvivlsomt havde gjort. I virkeligheden var det sikkert gået endnu bedre, for Vlasovs store tidstab betød, at han lavede nogle dumme satsninger med alt for tidlige angreb, som formentlig var beslutninger fremtvunget af de svære omstændigheder.

Dermed fik Vlasov besvaret det spørgsmål, der i en grand tour-debut altid er det mest presserende. Han kunne nemlig godt holde i alle tre uger, og selvom han skuffede på løbets sidste bjergetape, var hans præstation på Angliru, der var rammen om løbets næstsidste bjergslag, så opløftende, at der er grund til at tro, at motoren rækker til en grand tour, der modsat Vueltaen køres over normal længde. Da vi samtidig ved, at klatreevnerne rækker meget langt, er der basis for stor optimisme i Astana-lejren, når de i de kommende tre uger rejser til Giroen med podiet som et meget ambitiøst mål.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Ruten kunne heller ikke passe ham meget bedre. Årets Giro er den mest klatrervenlige i lang tid, og Vlasov vil finde masser af guf i den tredje uge. Som Angliru viste er han en haj til de stejleste bjerge, og derfor kommer afslutningerne på Monte Zoncolan, Sega di Ala og Alpe di Mera nærmest som sendt fra himlen. Samtidig så vi senest i Vueltaen og Tour of the Alps, at Vlasov har en kedelig tendens til at underpræstere i starten af løbene, og i det lys er det opløftende, at den første halvdel af løbet er relativt let, selvom han ikke har råd til en Vuelta-agtig offday på den ganske svære 4. etape. Til gengæld burde grusveje ikke være et stort problem for en mand med Vlasovs kørestil.

Til gengæld er der også masser af udfordringer. Vlasovs enkeltstart har hidtil ladet meget tilbage at ønske og var en dyr sag i Vueltaen, men hans uhyre opløftende præstation i Paris-Nice kunne indikere, at han som enhver anden Astana-rytter i 2021 har forbedret sine evner i kampen mod uret ganske mærkbart. Det kan i hvert fald give håb om, at han forsvarer sig hæderligt i Milano og Torino, selvom også han selvfølgelig får de samme prygl af Remco Evenepoel som alle andre.

En anden udfordring er en generelt manglende stabilitet. Vlasov havde betydelige udsving i Vueltaen, og den slags er der ikke råd til i en Giro, der byder på svære dage næsten uafbrudt i den sidste uge. Holdet er bestemt heller ikke Astana-historiens stærkeste, og man må næsten for Vlasov håbe, at han lader sig inspirere af Tadej Pogacar og Tao Geoghegan Hart og erobrer trøjen til allersidst, så han ikke skal forsvare sig mod de stærke kollektiver fra særligt Ineos og Deceuninck.

Endelig skal han bevise, at han stadig har niveauet. Vlasov har i 2021 på intet tidspunkt nået 2020-højderne, men det er ikke nødvendigvis et problem. Allerede tidligt meldte han nemlig ud, at foråret alt sammen handlede om forberedelse, og i det lys er en 2. plads i et ganske vist ikke alt for stærkt Paris-Nice og en 3. plads i Tour of the Alps jo egentlig meget pænt. Særligt opløftende var hans kørsel på Alpernes kongeetape, hvor han, da den obligatoriske rust var banket af på første bjergetape, viste lidt glimt af den klasserytter, han var i 2020.

Først og fremmest er det dog hans alder og udviklingskurve, der sikrer ham 3. pladsen på denne liste. Modsat mange af løbets mere etablerede favoritter har Vlasov nemlig al mulig grund til at tro, at han kan lægge måske også ganske mange procent til det, han viste i 2020. Det er formentlig også nødvendigt, hvis Bernal og Evenepoel begge finder deres topniveau, og da Vlasov vel er den af favoritterne med størst potentiale for den nødvendige forbedring, er det ham, der må regnes som førsteudfordrer til de to favoritter. Til gengæld giver hans kørsel i år, hans manglende stabilitet, hans enkeltstart og hans tendens til en dårlig start også så mange spørgsmål, at han sagtens kan ende løbet lige så uforløst, som han gjorde i Vueltaen. Men det kan da umuligt gå lige så dårligt, som det gjorde i første forsøg - trods alt!

SÆT DIT GIRO MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR OVER 50.000 KRONER