Giro d’Italia: Podiekandidaterne (**)

LIVESTREAM ALLE GIRO-ETAPER FRA START TIL SLUT - UDEN REKLAMER

I de seneste år har Giroens løbsarrangør Mauro Vegni gjort en dyd ud af at gøre det modsatte af Tour de France-boss Christian Prudhomme. I de seneste år, hvor Prudhomme har reduceret enkeltstartsomfanget til det rene ingenting, har Vegni nærmet sig 70 km individuel kamp mod uret, og da franskmanden i år brød trenden med en pludselig enkeltstartstung rute, svarede italieneren igen med at designe den mest klatrervenlige rute i flere år.

Målet var selvfølgelig at appellere til alle de stjerner, der løb skrigende væk, da Prudhomme afslørede Tour-ruten i november, og den strategi er i den grad lykkedes. Mest markant er det, at Egan Bernal har fået Ineos-ledelsens tilladelse til at droppe holdets vigtigste løb, Tour de France, for endelig at give sig i kast med løbet på hans europæiske hjemmebane, men også relativt temposvage folk som Simon Yates, Aleksandr Vlasov, Emanuel Buchmann, Mikel Landa, Jai Hindley, Domenico Pozzovivo, Clement Champoussin, Davide Formolo, George Bennett og Romain Bardet var lynhurtige til at gøre det italienske løb til sæsonens altoverskyggende mål. Trods sine forbedringer på enkeltstartscyklen var også Hugh Carthy vild med den bjergrige rute, og Dan Martin var endda så forelsket, at han i april pludselig ændrede planer og skiftede grand tour-hest på et normalt alt, alt for sent tidspunkt.

Det stopper endda ikke her. Allermest hype er der om Remco Evenepoel, der ikke har ladet sig friste af Tourens mange enkeltstartskilometer, men er holdt fast i beslutningen om at køre en af de mindre grand tours inden debuten i verdens største cykelløb. Grundet usikkerheden om hans niveau efter den lange skade får han endda selskab af en anden komet, Joao Almeida, og sidste års nr. 9, Fausto Masnada, på et skræmmende stærkt Deceuninck-mandskab, der måske kun kan matches af det stjerneensemble, der med Pavel Sivakov, Daniel Martinez og Ivan Ramiro Sosa skal støtte Bernal på Ineos. Marc Soler får endelig sin store chance som grand tour-kaptajn, og Pello Bilbao skal efter fornemme Giro sidste år agere skyggekaptajn for Landa. Trods et dumt styrt i optakten kommer Vincenzo Nibali alligevel til start med Bauke Mollema i rollen som etapejæger og nu måske som støtte for Giulio Ciccone, der i lyset af Hajens uheldige optakt pludselig kan øjne en mulig personlig chance.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Nej, Vegni har bestemt ingen grund til at være utilfreds med startlisten til den 104. udgave af verdens næststørste etapeløb. Måske ville han ønske, at rutens lille udflugt til Slovenien havde fået de to slovenske monstre til at give Giroen en overvejelse, men det var naturligvis aldrig realistisk. Med al den hype, Evenepoels første grand toue skaber, og den opmærksomhed, som Bernal altid skaber, kan Vegni med tryghed se frem mod et garanteret supershow på to hjul over de kommende tre uger!

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fire tostjernede favoritter, der alle har en god mulighed for at køre på podiet, hvis tingene flasker sig.

LIVESTREAM ALLE GIRO-ETAPER FRA START TIL SLUT - UDEN REKLAMER

Mikel Landa (**)

Når han ligger i sin seng om aftenen, må Mikel Landa ofte tænke tilbage på Giroen i 2015. Det var dengang, baskeren brød igennem med en kraft, som kun sjældent er set i grand tours, og muligvis kunne have taget en overraskende samlet sejr foran storfavoritten Alberto Contador, der viste skrøbelighed på løbets afsluttende bjergetape over Colle delle Finestre. Dengang lignede baskeren nemlig flere gange løbets stærkeste klatrer, og det er svært at sige, hvad det kunne være blevet til, hvis ikke en mildt sagt vanvittig Astana-prioritering henviste ham til en hjælperrolle, han åbenlyst var alt for stærk til at varetage.

Dengang troede mange, at det heldigvis blot var et spørgsmål om tid, inden den talentfulde basker ville få den sejr, hans eget hold måske snød ham for. Kort efter skiftede han nemlig til Sky, hvor han fik fuld opbakning i sin bestræbelse på at vinde Giroen, og med et superhold i rykken kunne det næsten ikke gå galt.

Men det gjorde det. Årene på Sky blev aldrig den helt store succes, da de to Giro-satsninger blev ødelagt af hhv. sygdom og en dum motorcykel, og selvom han i 2017 var bare ét sekund fra at slutte på podiet i Touren, levede det britiske eventyr aldrig op til løfterne. Det gjorde årene på Movistar heller ikke, for her endte stakkels Landa igen i en uheldig rolle, da han i 2019 måske kunne have vundet Giroen - eller som minimum være gået på podiet - men nu desværre befandt sig på samme hold som en endnu stærkere Richard Carapaz.

Det har jo desværre været mønsteret gennem hele Landas karriere, at han alt for ofte er havnet i en uheldig holdposition, uanset om året hed 2015, 2017 eller 2019. Nu, hvor han på Bahrain endelig har et helt og endda stærkt hold til sin rådighed, synes tiden desværre at være ved at løbe ud, for Landa har ikke længere det ekstra, der gjorde ham så fantastisk i hans bedste.

Det blev vel særligt tydeligt i sidste års Tour, hvor det endelig skulle være. Ambitionerne manglede ikke - det gør de heldigvis aldrig hos den altid herligt offensive bakser - men den storstilede offensiv, som blev iscenesat på kongeetapen, endte som en dundrende fiasko. Og selvom Landa var ganske stærk og en af de klart bedste gennem alle tre uger - ellers bliver man ikke nr. 4 i verdens største cykelløb! - var der aldrig rigtigt nogen, der anså ham bare som en reel podiekandidat.

Desværre har mønsteret været det samme i 2021. Landa har faktisk haft et tårnhøjt niveau i alle sæsonens løb, hvor han hver gang har været blandt de bedste klatrere, men han har altid manglet det sidste. Det gjorde han i Laigueglia, hvor han blev nr. 6, i Larciano, hvor han blev nr. 3, i Tirreno, hvor han også blev nr. 3 og i Baskerlandet, hvor han blev nr. 8, selvom han på kongeetapen havde bragt sig i en position, hvor det måske kunne blive til det helt store.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Man frygter, at det bliver det samme i årets Giro. I gamle dage var Landa kendt for en skræmmende mangel på stabilitet, men sådan er det slet ikke længere. Tværtimod er Landa vel en af de ryttere, der med størst sikkerhed ender i toppen af klassementet, men spørgsmålet er bare, om niveauet rækker til faktisk at vinde løbet. Landa er nemlig også i den kedelige situation, at hans enkeltstart nærmest synes at blive ringere og ringere, som tiden går, og de næsten 40 km på Po-sletten vil efterlade så kraftig en baskisk blødning af tid, at han risikerer at forbløde, hvorfor man kun kan glæde sig over, at de norditalienske hospitaler ikke længere er så overbelastede, som de var for et års tid siden.

For at vinde skal Landa derfor være flyvende i bjergene. Heldigvis er årets rute den mest gunstige for ham i lang tid, når den denne gang i særlig grad er designet med klatrerne for øje og har skruet ned for de gigantiske tidskørselsdistancer, som er blevet den moderne trend. Denne gang har Landa, der altid har været god på stejle procenter, langt mere terræn til at gøre de nødvendige forskelle, fordi målbjergene her er så urimeligt svære.

Holdet kan han bestemt heller ikke klage over. Pello Bilbao endte sidste år i top 5, og Damiano Caruso blev nr. 10 i Touren, og førstnævnte ventes endda også at køre som plan B, hvilket giver holdet nogle taktiske optioner at udnytte. Også unge Gino Mäder står på tærsklen til sit gennembrud, og dermed ligner Bahrain en trup, der kan sætte bjergetaperne i brand, som Landa elsker at gøre det.

Spørgsmålet er så, om niveauet stadig rækker, eller om det atter bliver lige-ved-og-næsten for baskeren. Denne gang undgår han formentlig at skulle arbejde for en stærkere mand - det bør Bilbao og Caruso trods alt ikke være - men er Landa stadig god nok? God er han helt sikkert, og et topresultat synes næsten garanteret. Desværre kan man frygte, at han i sin seng d. 30. maj også vil tænke mere på 2015 end på 2021…

SÆT DIT GIRO MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR OVER 50.000 KRONER

Pavel Sivakov (**)

Hvis alt går efter planen, vinder Pavel Sivakov ikke årets Giro. Så tilbringer han i stedet den tredje uge med at kontrollere løbet for Egan Bernal og iscenesætte de angreb, der skal føre colombianeren til karrierens anden grand tour-sejr. Det er hele ideen med hans rejse til Italien, og derfor ser hans chef, Dave Brailsford, helst, at der ikke bliver spillet russisk nationalmelodi i Milano om tre uger.

Problemet er bare, at planer som regel er til for at gå i vasken. Det var eksempelvis tilfældet sidste år, hvor Tao Geoghegan Hart rejste til Sicilien med den ene mission at hjælpe Geraint Thomas med at vinde løbet og faktisk troede så meget på sin kaptajn, at han ødslede tid væk i løbets første dage. Som bekendt varede Thomas’ Giro-eventyr desværre ikke mange dage, og pludselig befandt Geoghegan Hart sig i en helt ny rolle - en rolle, han som bekendt udfyldte til UG med kryds og slange, selvom han gennem resten af løbet utvivlsomt ærgrede sig grænseløst over hans sicilianske skødesløshed i de første dage.

Den lektie har Sivakov helt sikkert lært, og vi vil næppe se russeren agere lige så kortsigtet, som hans britiske holdkammerat gjorde i efteråret. Den i en tidligere analyse omtalte usikkerhed om Bernals ryg gør det nemlig til en pokkers god ide at have en plan B. Faktisk ved Ineos netop det mere end de fleste, for der findes ikke mange hold, der igennem årene så ofte har oplevet, at deres kaptajn er blevet sat ud af spillet.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Sivakov har da også klart fortalt Cyclingnews, at han er opmærksom på muligheden for selv at skulle træde til. Faktisk har han oplevet det én gang tidligere, nemlig i 2019. Her skulle Sivakov også have været hjælper for Bernal, men da denne brækkede kravebenet en uge før løbet, endte russeren med at køre sin egen og hidtil eneste grand tour-chance med en hæderlig 9. plads som resultat.

I dag er Sivakov dog meget stærkere og ikke mindst to år ældre. Siden da har den stadig blot 23-årige russer ikke bare vundet Tour de Pologne, han har også imponeret stort i bjergene. Det gjorde han i august sidste år, hvor han mildt sagt var flyvende, men fik resten af sin sæson ødelagt i et styrt på Tourens 1. etape. Og det var han senest i Tour of the Alps, hvor han lignede næststærkeste mand overgået kun af den flyvende Simon Yates, indtil endnu et styrt sendte ham til tælling og kostede de sidste procent på de sidste etaper.

Særligt årets Tour of the Alps viser, hvor langt Sivakov er kommet. At køre fra to af løbets favoritter, Hugh Carthy og Aleksandr Vlasov, i et optaktsløb, er i hvert fald opløftende. Stabiliteten har han også, som vi så med den fine kørsel i 2019, hvor han særligt brillerede med sin klogskab og modenhed, der gjorde det muligt at økonomisere med kræfterne og køre et defensivt løb, der sikrede ham det pæne resultat i selskab med stærkere ryttere.

Alligevel har Sivakov stadig meget at bevise. Han har endnu til gode at klatre med de allerbedste på den helt store scene, og man kan også frygte, at årets bjergfinaler, der skiller sig ud ved deres stejlhed, er en ulempe for den store og i denne sammenhæng ret tunge russer. Det var i hvert fald en udfordring på Mortirolo for to år siden, og selvom det gik fint på den stejle Kaunergrat i Alperne forleden, er det i hvert fald ikke umiddelbart den helt ideelle rute for Sivakov.

Til gengæld har han en enkeltstart, der måske er milevidt fra at være verdens bedste, men som i forhold til mange klatrere er ganske hæderligt. Holdets styrke kan ingen heller betvivle, selv hvis Bernal skulle få ondt i ryggen, og holdbarheden synes umiddelbart et varemærke. For at vinde skal han dog finde de ekstra procent, han endnu ikke har haft, men som hans unge alder stadig giver håb om, at han kan finde. Og så skal han naturligvis ikke ende med den slaverolle, han i første omgang er tiltænkt, men mon ikke han i sin kuffert har pakket en plakat med Tao Geoghegan Hart iført den lyserøde trøje? Den vil i hvert fald kunne tjene som inspiration.

OPDATERING: Usikkerheden om Bernals ryg accentueres af, at Ineos efter udarbejdelsen af denne artikel har udpeget Sivakov som ligestillet kaptajn. Naturligvis er der ingen tvivl om det reelle hierarki, men Sivakov nyder i hvert fald fuld beskyttelse, indtil Bernal viser, at ryggen har det fint.

George Bennett (**)

”Hvis ikke George Bennett var styrtet på 1. etape, kunne han være blevet en af efterårets helt store overraskelser.” Nogenlunde sådan faldt ordene fra Jumbo-sportsdirektør Merijn Zeeman i et interview med Wielerflits i løbet af vinteren. Om han havde ret i den vurdering, finder vi naturligvis aldrig ud af, men det er ikke helt ubegrundet, at det hollandske storhold ser så stort et lys i den lille newzealænder, at de igen giver ham en chance som grand tour-kaptajn - en chance, han også skulle have haft sidste år, indtil Laurens de Plus’ skade alligevel sendte ham til den uheldsramte Tour.

Sandt er det nemlig, at Bennett var decideret modbydelig i august sidste år. Først blev han nr. 2 bag Remco Evenepoel på første bjergetape i Burgos, siden var han så stærk en hjælper for Primoz Roglic i Tour de l’Ain, at han selv endte som nr. 5, og slutteligt vandt han Gran Piemonte, inden han kastede sig ud i en knivskarp duel med Jakob Fuglsang i Il Lombardia - en duel, der akkurat endte med en 2. plads i sportens sværeste monument.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

Det vidner om Bennetts kolossale topniveau - et topniveau, vi også så i 2018. Det var dengang, han spurtede op ad bakkerne i et Tour de Pologne, hvor han lignede stærkeste mand i terræn, der ellers ikke passede ham, og hvor han i Giroens første uge virkede uhyre velkørende, indtil han blev ramt af sygdom. Dengang skabte det enorme forventninger frem mod Vueltaen, men her gik ham det hurtigt ilde, da han kollapsede og blot endte løbet som nr. 35.

Desværre fortæller det historien om Bennett. Newzealænderen er en haj til at træne sig i form, men til gengæld løber han også hurtigt tør for kræfter. Derfor har han for vane at starte sine grand tours som lyn og torden, men når vi når den tredje uge, plejer det at være slut for den ellers så klatrestærke Jumbo-kaptajn.

Heldigvis er Bennett pinligt bevidst om det problem. Derfor har han også i år helt bevidst holdt igen med formen. Han var milevidt fra sit niveau i Paris-Nice og Catalonien, og han har ikke kørt ét eneste cykelløb siden marts. Han ved nemlig, at formen nok skal komme via træning, og håbet er, at han denne gang kan være frisk nok til at holde hele vejen.

Om det lykkes, er svært at sige, men han har da i hvert fald givet sig selv de bedste forudsætninger med den ringe løbsaktivitet. Nu er spørgsmålet blot, om Bennett igen kommer blæsende ind til løbet med en superform, der pludselig er forsvundet, når løbets anden halvdel melder sig. Hvis det er tilfældet, kommer han ikke langt, for på den meget bagtunge rute, der først for alvor tager fat fra 11. etape og frem, er der absolut ikke råd til et formdyk i den tredje uge - tværtimod.

Denne gang er chancerne for, at han holder hele vejen, heldigvis bedre. Det er første gang, han vitterligt har holdt sig helt i ro i optakten, og det er derfor nu, at hans holdbarhed for alvor skal stå sin prøve. Hvis den viser sig bedre end ventet, og han også i den tredje uge klatrer, som han gjorde i august, skal rivalerne i hvert fald stå tidligt op for at følge med.

Selv hvis formen holder, er der dog andre udfordringer. Selvom han i sin tid vandt Tour of California på en god enkeltstart - en bedrift, ingen vel rigtigt nogensinde har forstået - skal der i den grad sættes tid i banken i bjergene, hvis han skal undgå at tabe stort til de fleste af rivalerne på de flade veje i Torino og Milano. Grusveje og Bennett synes heller ikke at rime alt for meget på hinanden, og det synes næsten helt udelukket, at Jumbo, der her er kommet til løbet med et relativt tungt mandskab, skulle kunne forsvare en førertrøje mod de stærke mandskaber fra Ineos og Deceuninck.

Det er nu heller ikke Bennetts ambition at vinde. Podiet er drømmen, og det kan man sagtens opnå uden et stærkt hold. Det kræver bare, at den fantastiske form denne gang ikke kun varer i de første to uger, men også rækker hele vejen til Milano. Og gør den det, hat Tadej Pogacar og Tao Geoghegan Hart jo vist os, at man sagtens kan erobre en førertrøje så sent, at et svagt hold ikke behøver at koste sejren. Måske ender det alligevel med, at Zeeman får ret i sine kloge vinterbetragtninger - bare med en forsinkelse på et lille års tid.

SÆT DIT GIRO MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR OVER 50.000 KRONER

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Jai Hindley (**)

Hvis man det foregående var endt som løbets nr. 2 - endda efter at være startet den afsluttende enkeltstart med førertrøjen på sine skuldre - ville man med nogen rette kunne forvente, at man til den kommende udgave ville skulle regnes som en af topfavoritterne. Sådan er det bare ikke med Jai Hindley. Faktisk er der i dagene op til løbet ikke rigtigt nogen, der taler om manden, der for seks måneder siden var tæt på at levere en sensation, der ville have været meget større end den overraskelse, det trods alt var, da Tao Geoghegan Hart endte som årets Giro-konge.

Hvordan i alverden kan det være, at den lille australier, der klatrede så smukt i oktober, flyver under alles radar? Forklaringen er nok tosidet. For det første var sidste års Giro uhyre svagt besat - ikke mindst da fire af de seks topfavoritter lynhurtigt blev elimineret fra løbet - og konkurrencen i 2020-udgaven står ikke rigtigt mål med det knivskarpe felt, vi finder i et år, hvor den italienske grand tour ikke er endt som kalendermæssig taber i coronaens samfundsomvæltende spil.

For det andet var det ikke uden grund, at Hindleys 2. plads mildt sagt var en sensation. Nok var han tidligere blevet nr. 2 i Tour de Pologne, og nok havde han vundet det lille Herald Sun Tour suverænt - et løb, hvor værste rival var den helt upåagtede Sebastian Berwick - men på den store scene havde han været stort set fraværende. Faktisk lignede han mest af alt et af de mange uhyre løfterige australske etapeløbsryttere, som aldrig rigtigt ville slå fuldt igennem - en gruppe, der i de senere år desværre er blevet alt, alt for stor.

Det var også derfor, at al opmærksomhed i Giroen for Sunwebs vedkommende samledes om Wilco Kelderman, og Hindley var bare den upåagtede plan B, der skulle se, om han måske kunne klemme sig ind i top 10. Det kunne han i den grad - endda så klart, at man stadig kan hævde, at han måske kunne have vundet løbet, hvis ikke det tyske hold havde valgt ”vi-sætter-os-mellem-to-stole”-taktikken og bedt Hindley om ikke at angribe Geoghegan Hart på Stelvio-etapen, hvor Kelderman bar løbets førertrøje, til trods for hans åbenlyst taktisk gunstige position.

Hvis han havde fået lov til det, havde han måske haft 1-tallet på ryggen på startrampen i Torino på lørdag, og så havde han utvivlsomt fået meget mere opmærksomhed, end han nu gør. Han har da heller ikke gjort meget for at placere sig selv i rampelyset i et anonymt forår, hvor han kørte som hjælper for Tiesj Benoot i Paris-Nice, blev syg i Catalonien og ikke kunne matche flere af sine rivaler til dette løb på stigningerne i Tour of the Alps, hvor han endda var så uheldig at styrte ud af løbet.

Man skal bare huske, at der er stor forskel på Hindleys top- og bundniveau. I store dele af sæsonen er han altid helt anonym, som han også var det sidste år, hvor hans resultater i optakten var beskedne placeringer som nr. 14 i Polen og nr. 12 i Tirreno. I den sammenligning så han faktisk meget bedre ud i debutløbet i Paris-Nice og ikke mindst inden styrtet i Alperne, end man normalt ville forvente af netop ham.

Det kunne faktisk godt indikere, at Hindley har kurs mod at være endnu bedre i denne udgave, end han var i oktober. Det store spørgsmål er så blot, hvor langt det niveau rækker i et felt, hvor modstanden er skarpere. Her har Hindley fortsat meget at bevise, for vi har stadig ikke set ham køre lige op med de største favoritter til dette løb.

Desværre skal han også være flyvende i bjergene. Selv i forhold til mange af de knapt så tempostærke rivaler, har han en relativt dårlig enkeltstart, som altså også kostede ham sejren for et år siden. DSM kan heller ikke regne med at have det stærkeste hold i bjergene, som de havde det i oktober - det har de faktisk med garanti ikke - men det tyske hold ser nu ganske stærkt ud og skulle nok kunne yde ham nogen støtte. Grusveje er også ubetrådt territorium for den lille australier, der til gengæld har den fordel, at han sidste år bare blev bedre og bedre gennem de tre uger. Og det vil være nøglekomponenten på denne rute, der med sit bagtunge design, meget svære bjergfinaler og relativt få enkeltstartskilometer næppe kunne være designet bedre til netop Hindley.

Nu er spørgsmålet bare om en gunstig rute er nok. Alt tyder på, at Hindley har kurs mod topformen endnu engang, men han mangler bare stadig at give os svaret på det vigtigste spørgsmål: rækker topniveauet til at køre med om sejren i en grand tour, når feltet er ved ”normal” styrke? Det er der foreløbig intet, der indikerer med den sikkerhed, man kunne have ønsket sig, og det er nok derfor, at så få mennesker også denne gang taler om Hindley. Men måske begår de præcis samme fejl, som de gjorde for et halvt år siden…

SÆT DIT GIRO MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR OVER 50.000 KRONER