Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Giro d'Italia: Vinderkandidaterne (***)

Giro d'Italia: Vinderkandidaterne (***)

07. maj 2021 14:09Foto: Unipublic / Photogomez Sport

Giro d’Italia endte som den store taber, da coronakrisen vendte 2020-sæsonen på hovedet, men sådan er det bestemt ikke gået i 2021. En særdeles bjergrig rute har fået alverdens klatrere til at slikke sig om munden, og de er valfartet til Italien i så stor stil, at den 104. udgave af Giroen fremstår som en af mest imødesete i de seneste år. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en analyse af de 15 største favoritter og finder ud af, hvilke svagheder og styrker de hver især har på vejen mod at realisere drømmen om at skrive sig ind i historie som vinder nummer 104 af sportens næststørste løb.

Annonce

LIVESTREAM ALLE GIRO-ETAPER FRA START TIL SLUT - UDEN REKLAMER

I de seneste år har Giroens løbsarrangør Mauro Vegni gjort en dyd ud af at gøre det modsatte af Tour de France-boss Christian Prudhomme. I de seneste år, hvor Prudhomme har reduceret enkeltstartsomfanget til det rene ingenting, har Vegni nærmet sig 70 km individuel kamp mod uret, og da franskmanden i år brød trenden med en pludselig enkeltstartstung rute, svarede italieneren igen med at designe den mest klatrervenlige rute i flere år.

 

Målet var selvfølgelig at appellere til alle de stjerner, der løb skrigende væk, da Prudhomme afslørede Tour-ruten i november, og den strategi er i den grad lykkedes. Mest markant er det, at Egan Bernal har fået Ineos-ledelsens tilladelse til at droppe holdets vigtigste løb, Tour de France, for endelig at give sig i kast med løbet på hans europæiske hjemmebane, men også relativt temposvage folk som Simon Yates, Aleksandr Vlasov, Emanuel Buchmann, Mikel Landa, Jai Hindley, Domenico Pozzovivo, Clement Champoussin, Davide Formolo, George Bennett og Romain Bardet var lynhurtige til at gøre det italienske løb til sæsonens altoverskyggende mål. Trods sine forbedringer på enkeltstartscyklen var også Hugh Carthy vild med den bjergrige rute, og Dan Martin var endda så forelsket, at han i april pludselig ændrede planer og skiftede grand tour-hest på et normalt alt, alt for sent tidspunkt.

 

Det stopper endda ikke her. Allermest hype er der om Remco Evenepoel, der ikke har ladet sig friste af Tourens mange enkeltstartskilometer, men er holdt fast i beslutningen om at køre en af de mindre grand tours inden debuten i verdens største cykelløb. Grundet usikkerheden om hans niveau efter den lange skade får han endda selskab af en anden komet, Joao Almeida, og sidste års nr. 9, Fausto Masnada, på et skræmmende stærkt Deceuninck-mandskab, der måske kun kan matches af det stjerneensemble, der med Pavel Sivakov, Daniel Martinez og Ivan Ramiro Sosa skal støtte Bernal på Ineos. Marc Soler får endelig sin store chance som grand tour-kaptajn, og Pello Bilbao skal efter fornemme Giro sidste år agere skyggekaptajn for Landa. Trods et dumt styrt i optakten kommer Vincenzo Nibali alligevel til start med Bauke Mollema i rollen som etapejæger og nu måske som støtte for Giulio Ciccone, der i lyset af Hajens uheldige optakt pludselig kan øjne en mulig personlig chance.

 

Nej, Vegni har bestemt ingen grund til at være utilfreds med startlisten til den 104. udgave af verdens næststørste etapeløb. Måske ville han ønske, at rutens lille udflugt til Slovenien havde fået de to slovenske monstre til at give Giroen en overvejelse, men det var naturligvis aldrig realistisk. Med al den hype, Evenepoels første grand toue skaber, og den opmærksomhed, som Bernal altid skaber, kan Vegni med tryghed se frem mod et garanteret supershow på to hjul over de kommende tre uger!

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets tre trestjernede favoritter, der alle har en reel chance for at vinde løbet.
 

SÆT DIT GIRO MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR OVER 50.000 KRONER

 

Hugh Carthy (***)

Det sker jo, at selv en blind høne af og til finder et korn, og derfor varmede det en selvtillidstrængende Feltet-skribent at være vidner til Vueltaen sidste år. Forud for løbet havde jeg nemlig i disse spalter tilskrevet den langlemmede brite ganske gode chancer for at levere et resultat, men mens den meste opmærksomhed på EF-mandskabet samlede sig om Dauphiné-vinderen Daniel Martinez, var det ellers småt med omtalen af Carthy.

 

Nu betød et styrt allerede på 1. etape desværre, at Martinez aldrig fik mulighed for at bevise, at det var helt berettiget, at det var ham, der kørte rundt med EF-mandskabets 1-tal på ryggen, men efter de tre uger på de spanske landeveje stod det også klart, at han i den grad skulle være stået tidligt op, hvis han skulle have forsvaret sin status som holdets kaptajn hele vejen til Madrid. Det ville nemlig have krævet, at Martinez havde været i spil til sejren helt frem til allersidste øjeblik.

 

Det endte Carthy nemlig med at være. Selvom det ville kræve et særligt gunstigt udfald for at lykkes, kunne Carthy inden den sidste bjergetape nemlig lure den samlede sejr, da han indledte rejsen på toppen af La Covatilla på løbets tredjeplads bare 53 sekunder efter Primoz Roglic. Og selvom missionen om at skabe den helt store overraskelse mislykkedes på det forblæste spanske bjerg, lykkedes det faktisk Carthy at køre fra den slovenske førstemand og dagen efter bestige podiet som løbets nr. 3, slået med bare 47 sekunder af løbets nu dobbelte vinder.

 

Naturligvis stod det helt klart mod slutningen, at Roglic betalte prisen for en lang og opslidende sæson og i de døende dage var et stykke fra sit højeste niveau, men det siger alligevel meget om Carthys potentiale, at han i den spanske grand tour kunne komme så tæt på det slovenske monster, der jo i de fleste etapeløb ellers er i sin egen liga. Det var trods alt nok uventet for de fleste, men det burde ikke komme som noget stort chok, at Carthy var i stand til at køre med helt i front i en grand tour.

 

Carthy har nemlig været et af de mest spændende talenter meget længe. Han var bare 19, da han vandt et af Asiens største etapeløb, Tour of Korea, og som 21-årig imponerede han stort med en 9. plads i et uhyre stærkt besat Volta a Catalunya. I det hele taget var han ret uhyggelig i foråret 2016, hvor han også tog den samlede sejr i Asturien og blev nr. 3 på kongeetapen i Route du Sud.

 

Problemet var bare, at han faldt ud af mange radar i de første år på WorldTouren, hvor det slet ikke fungerede. Det var først i det flotte forår i 2019, hvor han blev nr. 11 i Giroen og viste sig som en af løbets allerbedste, særligt på Mortirolo og kongeetapen. Senere tog han en stadig mindeværdig solosejr i Tour de Suisse, hvormed han dokumenterede både sin enorme motor og sine eminente klatreevner.



 

Det er netop motoren, der gør Carthy til den ideelle grand tour-rytter. Hidsige mure og eksplosivitet er for ham en by i Rusland, men når bjergene bliver lange, højdemeterne mange og trætheden stor, vokser Carthy. Det så vi senest i Baskerlandet, hvor den langlemmede brite havde det svært på løbets tidlige mure, men som på kongeetapen endelig fandt sit terræn og kun til allersidst måtte slippe David Gaudu og Primoz Roglic.

 

Derfor taler meget også for, at dette er en Giro lige efter Carthys hoved. Måske havde han foretrukket sidste sæsons bjergmaratoner, men den tredje uge, hvor dieselmotoren kører på fuldt tryk, er rigeligt svær til, at Carthy vil trives. Løbet er stort set blottet for eksplosive finaler, og manden, der vandt på Angliru sidste efterår, kan næppe få armene ned over Monte Zoncolan, Sega di Ala og Alpe di Mera, der alle er både lange og urimeligt stejle. Allerbedst er naturligvis kongeetapen, der med sine næsten 6000h højdemeter ikke kan være meget mere ”Carthysk”, og grusveje kan heller ikke genere en robust og ”siddende” fyr som ham.

 

Enkeltstarterne er et større spørgsmål. Carthy gjorde gigantiske fremskridt i disciplinen i 2019 og 2020, hvor det hele kulminerede med en skræmmende god tidskørsel i Vueltaen, hvor hovedparten af etapen endda bestod af fladt tonserterræn. Her kørte Carthy stort set lige op med en vis Primoz Roglic, og det er ganske lovende, når han i Torino og Milano skal vinde tid på de andre klatrere og begrænse tabet til Remco Evenepoel og Joao Almeida.

 

Alligevel er der usikkerhed. Carthys enkeltstarter har i år mildt sagt været skuffende, og det er før set, at en rytter, der ikke er naturlig tempomaskine, pludselig taber en tillært evne. Derudover har Carthy haft et næsten urimeligt program med Catalonien, Baskerlandet og Tour of the Alps. Det burde være perfekt for en mand, der skal bruge mange løb for at finde benene, men man kan spørge sig selv, om der i så tung en tredje uge alligevel kan være grænser for hans holdbarhed. EF-mandskabet er også set stærkere, særligt fordi mange af de ellers fine klatrere på holdet mildt sagt kan være svingende.

 

Til gengæld synes formen at være gået opad gennem hele foråret, og senest var han ganske godt på vej i Tour of the Alps, selvom han måske skuffede en anelse på løbets kongeetape. Den gamle ustabilitet synes at være gået fløjten, og Carthy er i dag et af de mere stabile elementer. Desværre holdt han ikke samme tårnhøje niveau på alle Vueltaens bjergetaper, og det er måske stadig en børnesygdom, der skal udryddes.

 

Hvis omvendt han klatrer som på Angliru og kører enkeltstart som i Galicien og måske endda har fundet nogle ekstra procent - selvom han føles som en veteran, er han nemlig stadig kun 26 - er der absolut ingen grund til, at Carthy ikke kan vinde den grand tour, der med sine mange højdemeter og store bjergpas passer ham allerbedst. Denne gang vil det bare ikke komme bag på særligt mange - selv ikke en blind høne!

 

SÆT DIT GIRO MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR OVER 50.000 KRONER

 

Emanuel Buchmann (***)

Var jeg blevet bedt skrive denne optakt i januar, var Emanuel Buchmann ikke endt helt nede på listens 5. plads. I det tilfælde kunne han faktisk godt have stået som nr. 3, præcis som det var planen i sidste års Vuelta, som han i sidste øjeblik valgte at droppe efter en skadesplaget Tour, der var endt som ren overlevelse.

 



Desværre er foråret ofte - men langt fra altid - en god indikator på, hvordan en rytter præsterer i en grand tour. Det gælder i hvert fald typisk for Buchmann, der i de senere år har opnået en imponerende stabilitet og i årene 2019 og 2020 frem til styrtet i Dauphiné i stort set alle sine løb var en af de allerskarpeste på stigningerne. Det tog ganske lang tid for den store tysker at forvandle sig fra en lidt uinteressant ung klatrer til en grand tour-stjerne, men da han fra sæsonstarten i 2019 pludselig nærmest mangedoblede sit niveau, viste han os, at han bare var en af de seje dieselmotorer, der skulle bruge tid på at udvikle sig.

 

Problemet er bare, at den sikre trend har fået en brat ende i år. Buchmann har ikke bare været under sit topniveau i sin relativt beskedne løbskalender, som kun har talt UAE Tour, Strade Bianche og Baskerlandet. Han har været så milevidt fra sit normale niveau, at det ikke kan undgå at vække bekymring - og det kan en 4. plads på kongeetapen i et svagt besat UAE Tour, hvor Tadej Pogacar og Adam Yates kørte ham midt over, ingenlunde ændre på.

 

Det havde ikke været alarmerende, hvis det havde været eksempelvis Richard Carapaz, der er kendt som en langsom starter med brug for mange løbsdage for at finde benene, eller Vincenzo Nibali, der siden 2014 kun har kunnet præstere til sine sæsonmål. Problemet er bare, at det er så langt fra den Buchmann, vi så i 2019 og 2020, at man også hos Bora må rejse til Italien med rystende knæ.

 

Det store spørgsmål er, om det alt sammen bare er udtryk for den nye kalender, hvor han med Giroen som mål ikke har kunnet formtoppe i foråret. Det kan man bestemt ikke udelukke, men når man ser på, hvor skræmmende stærk Buchmann var i Dauphiné, der kørtes som optakt til Touren i 2019 og 2020, er det slet ikke i overensstemmelse med hans normalt tårnhøje niveau i ugerne op til en grand tour. Det vækker altså lidt for megen bekymring til, at Buchmann kan få den favoritstatus, han egentlig burde have haft.



 

Til gengæld kan Buchmann også rent faktisk ende med at vinde hele skidtet. I 2019 var han nærmest uhyggelig i foråret, hvor han imponerede stort fra starten på Mallorca over Baskerlandet og Dauphiné, som han formentlig havde vundet, hvis ikke han havde begivet sig ud i et meningsløst udbrud på 2. etape, til den Tour, hvor han med sin 4. plads var uhyre tæt på at ende på podiet. Det samme så vi i 2020, hvor han var i særklasse på Mallorca i januar og siden imponerede stort i de to eksplosive og for ham egentlig helt håbløse finaler i Dauphiné, han nåede at køre, inden asfalten satte en stopper for festen.

 

Det topniveau rækker meget langt i dette felt, og det gør det særligt på den bagtunge rute, der burde være skabt til Buchmanns dieselmotor. Særligt den gigantiske kongeetape må være guf, men til gengæld kan man måske frygte, at årets meget stejle målbjerge ikke er det allerbedste for den store tysker, der i hvert fald har til gode at overbevise os om, at han også excellerer, når det bliver rigtigt stejlt. Heldigvis er stigningerne relativt lange, og den Buchmann, vi kendte frem til august, burde ikke være helt fra den i den slags bjerge. Til gengæld er hans enkeltstart bestemt ikke noget at skrive hjem om - faktisk er det årsagen til, at han kører Giro og ikke Tour - og Bora-mandskabet kan få meget svært ved at forsvare en trøje med en Matteo Fabbro, der har forbedret sig voldsomt, men stadig er svært utilregnelig, og en Felix Grossschartner, der utvivlsomt vil finde den tredjes uges bjerge på for voldsomme og for stejle.

 

Udfordringerne er der således, men den største af dem alle er Buchmanns eget niveau. Har han bare brudt sin trend og timet formen optimalt, skal man bestemt ikke blive overrasket, hvis han i Milano ender som den første tyske vinder af Giroen og landets blot fjerde grand tour-vinder. Han flyver i hvert fald mere under radaren, end han burde have gjort, for han har kun brugt sit forår på at køre sig nedad på diverse favoritlister. Lad os håbe, at han har helt fod på det.

 

SÆT DIT GIRO MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR OVER 50.000 KRONER

 

Simon Yates (***)

Italienerne priser sig formentlig lykkelige for, at 2018 ikke var et af de år, hvor Italien i maj var ramt af voldsom sne og kulde. I givet fald ville hele Norditalien formentlig være blevet begravet under en gigantisk lavine. Der lød nemlig et så kolossalt et brag, at det sikkert stadig runger i italienernes ører, da Simon Yates efter en sjældent overlegen kørsel med hele tre etapesejre i løbet af de første 15 dage og et solidt greb om førertrøjen eksploderede så voldsomt, at han på to dage gled fra en sikker 1. plads til en placering som nr. 22 mere end 1 time og 15 minutter bag den sejrende Chris Froome, som han ellers have givet den ene lussing efter den anden i løbets indledning.

 

 

Desværre var det slet ikke uventet. Jeg var næppe den eneste, der insisterede på, at eksplosionen måtte komme før eller siden, for man skulle ikke kigge meget i Yates-brødrenes grand tour-historik for at vide, at den tredje uge for dem altid har handlet om ren overlevelse. Når man så, hvordan ustoppelige Yates ødslede med kræfterne, når han gik i angreb på alle bjergetaper - ja, selv på en ellers på papiret uskyldig puncheuretape - og toppede det hele med et stort soloridt på 15. etape, kunne det næsten kun gå galt, når silken som vanligt blev slidt mod slutningen.

 

Sådan gik det da også. Hvor han tidligere med klog og konservativ kørsel i Touren i 2017 havde kunnet undgå et sammenbrud og sikre sig en 7. plads, kunne en eksplosion umuligt undgås, når der blev angrebet dag ud og dag ind. Heldigvis for Yates var oplevelsen også så voldsom en lærestreg, at han på den hårde måde lærte at forstå, hvordan man skal køre en grand tour, og derfor blev løbet grebet helt anderledes an i efterårets Vuelta. Minsandten om han så ikke holdt hele vejen og endte med den samlede sejr.

 

Det vidner om, at en Yates godt kan være holdbar, når strategien er lagt for alle tre uger, og hver etape ikke køres som et endagsløb. Alligevel kan man godt have sin tvivl om, hvorvidt det vil lykkes den lille brite at få den Giro-revanche, han så stædigt insisterer på at jagte, at han flere gange har se fuldstændigt bort fra, at de andre grand tours har givet ham bedre ruter og alligevel har gjort Italien til årets altoverskyggende hovedfokus - en beslutning, der i år dog undtagelsesvist er velbegrundet.

 

Det er nemlig ikke tilfældet, at Yates vandt Vueltaen og ikke Giroen. Den spanske grand tour er kendt for kortere og stejlere stigninger og bjergetaper, der både er korte og sjældent byder på alt for mange højdemeter. Det er præcis på den slags etaper og bjerge, at Yates altid har været bedst. Derimod har det altid knebet, når højdemeterne er blevet mange, stigningerne lange og distancerne voldsomme.

 

I det lys virker det temmelig uforståeligt, at Yates er så insisterende på at satse på Giroen. Nok taler vi ikke som i 2020 om Bjergmaratonernes Giro, hvor næsten alle etaper partout skulle være længere end 200 km og have mere end 5000 højdemeter, men det er stadig en uhyre voldsom tredje uge, der venter. Særligt løbets gigantiske kongeetape med mange, lange stigninger, en enorm distance og et uhyggeligt antal højdemeter i begyndelsen af den tredje uge synes nærmest designet til at skabe en potentielt lavinefremkaldende britisk eksplosion.

 

 

Samtidig er der stor usikkerhed om Yates’ niveau. Han har nemlig i altovervejende grad været en tam skygge af sig selv, siden han vandt Vueltaen for nu to et halvt år siden. Heldigvis har han to - måske endda tre - gange vist, at hans topniveau stadig er tårnhøjt, når han endelig finder det. Det så vi, da han sidste år knuste al modstand i sin Giro-optakt i Tirreno, og det så vi, da han i år var i særklasse i Tour of the Alps, mens han indimellem i en ellers skidt marts viste lidt kortvarigt liv med en fornem kongeetape i Tirreno, hvor han næsten hentede en ellers flyvende Tadej Pogacar, inden han igen eksploderede på murene 24 timer senere.

 

Det er klart, at Yates med sin suveræne sejr i Alperne, hvor han slog en stor del af sine rivaler i dette løb med stor margin, har fået hans odds til at styrtdykke. Problemet er bare, at historien skræmmer, for når Yates med sin manglende holdbarhed kører stærkt i optakten, går det ham som regel ilde i sin grand tour. Det så vi sidste år, hvor den overlegne Yates, vi så i Tirreno, ikke skulle køre mange meter op ad Etna, inden det sagde bang, og man kortvarigt frygtede for, at et farligt vulkanudbrud var under opsejling.

 

Netop Yates gør nok klogt i at køre betydeligt mere afdæmpet i optakten. Det gjorde han nemlig forud for den succesrige Vuelta, hvor han måske nok blev nr. 2 og vandt en etape i Tour de Pologne, men hvor han generelt var meget haltende på stigningerne og alene sikrede de fine resultater med et smart angreb i en ukontrollerbar finale mod en isoleret og brølstærk Michal Kwiatkowski. Dengang kom han anderledes afdæmpet ind til Vueltaen, og dengang endte han med at holde hele vejen.

 

Man kan håbe, at det lykkes igen denne gang, men ruten gør ham ikke mange tjenester. Dels er bjergetaperne store og mange, og dels skal vi formentlig 11 dage hen i løbet, inden der for alvor sker noget. Til den tid kan man frygte, at den superform, Yates utvivlsomt har i Torino på lørdag, allerede er slidt af, og at det igen kommer til at handle om overlevelse, som det gjorde i løbet i både 2019 og 2020, indtil corona sendte ham til tælling.

 

De flade tonserenkeltstarter passer ham bestemt heller ikke, men særligt på en kort enkeltstart som den, der venter i Torino, har Yates faktisk før gjort det bemærkelsesværdigt godt, og han kan måske i hvert fald på 1. etape vinde lidt tid på et par rivaler. Bjergetaperne passer ham også bedre, end de plejer, for de relativt korte, men meget stejle målstigninger Monte Zoncolan, Sega di Ala og Alpe di Motta, der kommer som afslutning på dage, der ikke er alt for voldsomme, er slet ikke ringe for en mand, som kun Froome forhindrede i at vinde, da Zoncolan blev besteget fra den stejle side i 2018.

 

 

De ben var nemlig fantastiske, og det var de også i Tour of the Alps. Holder de gennem alle løbets tre uger, taler meget for, at Yates kan få den revanche, han så desperat har jagtet igennem så lang tid. Desværre taler hans Giro- og generelle grand tour-historik så kedeligt et mønster, at det er lidt svært for alvor at tro på projektet, selvom ruten denne gang passer ham lidt bedre, og han bakkes op ad et i hvert fald hæderligt hold. Det kan i hvert fald være en god ide at købe et høreværn, inden man tænder for bjergetaperne i den tredje uge - bare for en sikkerheds skyld.

 

SÆT DIT GIRO MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR OVER 50.000 KRONER

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Giro d'Italia
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

G.P. Sportivi Sovilla(1.1) 16/05

Trofeo Andratx - Mirador ...(1.1) 15/05

Trofeo Palma(1.1) 16/05

Trofeo Serra de Tramuntana(1.1) 14/05

Tour de Gironde Internati...(2.1) 15/05-16/05

Tour of Thailand(2.1) 11/05-16/05

Trofeo Andratx - Mirador ...(1.1) 15/05

Tour de Gironde Internati...(2.1) 15/05-16/05

G.P. Sportivi Sovilla(1.1) 16/05

Trofeo Palma(1.1) 16/05

Vuelta a Burgos Feminas(2.WWT) 20/05-23/05

Tour du Finistère(1.1) 22/05

Veenendaal-Veenendaal Cla...(1.1) 22/05

Trophée Centre Morbihan(2.NCUP) 22/05-23/05

Vuelta Ciclista a la Regi...(1.1) 23/05

Tour of Japan(2.1) 23/05-30/05

Mercan'Tour Classic Alpes...(1.1) 24/05

Ronde van Limburg(1.1) 24/05

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka Assos

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

EKSKLUSIVT TILBUD: SE ALLE GIRO ETAPER I FULD LÆNGDE & UDEN REKLAMER