Giro d’Italia: Favoritten (*****)

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA

 EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

I de seneste år har Giroens løbsarrangør Mauro Vegni gjort en dyd ud af at gøre det modsatte af Tour de France-boss Christian Prudhomme. I de seneste år, hvor Prudhomme har reduceret enkeltstartsomfanget til det rene ingenting, har Vegni nærmet sig 70 km individuel kamp mod uret, og da franskmanden sidste år brød trenden med en pludselig enkeltstartstung rute, svarede italieneren igen med at designe den mest klatrervenlige rute i flere år.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Den model var en succes i 2021, og da Prudhomme i efteråret præsenterede en Tour-menu, der både bød på ganske mange kilometer enkeltstart og endda lidt brosten, var det oplagt, at årets Giro måtte byde på en lækkerbisken for klatrerne. Sådan er det bestemt også gået med en rute, der byder på det laveste antal enkeltstartskilometer siden 1962 og i stedet en endeløs serie af bjerge, der er langt stejlere og vanskeligere, end man ser det hos den franske storebror.

Det har i den grad også haft appel. Richard Carapaz, Miguel Angel Lopez, Simon Yates og Mikel Landa var ikke sene til at gribe muligheden, og Romain Bardet, Emanuel Buchmann, Jai Hindley, Giulio Ciccone, Ivan Ramiro Sosa, Guillaume Martin, Alejandro Valverde og Domenico Pozzovivo lod sig også friste af en rute, hvor de ikke skal slås med den tempodisciplin, der før har voldt dem kvaler. Succesen stopper imidlertid ikke her for Vegni, der også har haft held til at tiltrække, som egentlig nok havde foretrukket en anden rute.

Det gælder således for Joao Almeida, der jo må sande, at man på UAE får meget svært ved at fravriste Tadej Pogacar kaptajnrollen i Touren, og det gælder for Tom Dumoulin og Tobias Foss, der må sande, at Primoz Roglic og i år også Jonas Vingegaard sidder tungt på Jumbos Tour-trone. Richie Porte har ikke lyst til at skulle igennem mere stress og positionskamp i karrierens sidste grand tour, og Wilco Kelderman vælger også at give afkald på enkeltstartskilometer for at slippe for det pres, han ikke nød under sidste års Tour. Dertil skal lægges, at Thymen Arensman i sin gennembrudssæson er sendt til en grand tour, hvo han ikke får glæde af sine tempoevner, og at de alsidige Pello Bilbao, Hugh Carthy og Pavel Sivakov også har foretrukket en tur til Italien fremfor Frankrig, og det står klart, at feltet er fremragende.

Nej, Vegni har bestemt ingen grund til at være utilfreds med startlisten til den 105. udgave af verdens næststørste etapeløb. Måske ville han ønske, at rutens lille udflugt til Slovenien havde fået de to slovenske monstre til at give Giroen en overvejelse, men det var naturligvis aldrig realistisk. Det har til gengæld den fordel, at Giroen tegner til at blive betydeligt mere åben end Touren, og dermed burde der være basis for tre forrygende og spændingsmættede uger i Italien.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets største favorit, der som den eneste har fået fem stjerner.

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA

 EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Richard Carapaz (*****)

Når Richard Carapaz på fredag tager hul på årets Giro, er det tredje gang, han vil være til start i den italienske grand tour, men omstændighederne er helt anderledes, end de var de foregående to gange. Da han gjorde debut i 2018, var han således en ung opkomling, som ganske vist havde vist uhyre lovende takter i Vueltaen et halvt år forinden, men som stadig var et helt ukendt navn for langt de fleste. Det var han ikke tre uger senere, for da røgen havde lagt sig, og Chris Froome havde vendt løbet på hovedet i den sidste uge, kunne ecuadorianeren rejse hjem med både den første ecuadorianske etapesejr i løbets historie og en samlet 4. plads.

Derfor var forventningerne også betydeligt større, da han vendte tilbage i 2019, men favorit var han ikke. I den mellemliggende periode havde det været småt med resultaterne, og Movistar kom til løbet for at vinde med Mikel Landa. Carapaz var kun plan B, men selv hvis den skulle blive effektueret, var der næppe mange, der anså ham som sandsynlig vinder af et løb, hvor alle på forhånd snakkede om særligt Primoz Roglic og Tom Dumoulin. Som bekendt endte det imidlertid hverken med slovensk eller hollandsk sejr, for da festen sluttede i Verona tre uger senere, var sloveneren faldet sammen grundet sygdom, og hollænderen rejst tidligt efter styrt. I stedte var det Carapaz, der i så overlegen en stil, at han aldrig virkede udfordret, havde vundet sin første grand tour og dermed fortsat det kærlighedsforhold, han et år forinden havde indledt til løbet.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Nu stiller Carapaz så til start igen, efter at en krise i Ineos’ Tour-trup i 2020 og Egan Bernals drøm om at vinde Giroen har betydet, at Touren og Vueltaen har fået hans fokus i de mellemliggende år. Denne gang er han imidlertid ikke ung opkomling, som de færreste kender, eller en outsider, der måske kan ende på podiet, hvis hans kaptajn giver ham chancen. Denne gang kommer han til Italien som den rytter, langt de fleste anser som manden, der over de kommende tre uger skal slås.

Det er ikke en status, han har fået foræret. Tværtimod har han i den grad kørt sig til den med en grand tour-historik, som kan få de fleste til at ryste. Hver eneste gang, Carapaz er kommet til et tre uger langt etapeløb, hvor han har kunnet forberede sig, som han ville, er han endt i top 4 - i hvert fald hvis man ser bort fra debuten i Vueltaen i 2017, hvor han bare var med for at lære. Efter de suveræne optrædender i Giroen i 2018 og 2019 endte han som nr. 2 i Vueltaen i 2020, hvor han endda var meget tæt på at detronisere en træt Roglic på den sidste bjergetape, inden han sidste år på bare tre år fuldendte sit podiehattrick i de tre grand tours med en 3. plads i den første Tour, hvor han var til start som Ineos’ kaptajn og ikke i al hast indkaldt som en dårligt forberedt og halvt forslået reserve.

De fleste vil give deres ene arm for at ende i top 3 i alle grand tours, og de få, der leverer den bedrift, bruger som regel det meste af en karriere på at gøre det. Carapaz har imidlertid gjort det trip-trap-træsko på bare tre sæsoner med en 1. plads i Giroen, en 2. plads i Vueltaen og en 3. plads i Touren, og det siger alt om både hans tårnhøje niveau og den ekstreme stabilitet, der gør, at man altid kan regne med ham, hvis han er velforberedt.

Det synes han i den grad at være denne gang, selvom vi ikke har set ham i et løb, siden han endte som nr. 2 i Catalonien i slutningen af marts. Carapaz er nemlig kendt for ikke at levere de store resultater forud for sine grand tours, før han har haft den sidste højdetræningslejr og kører stærkt i sidste forberedelsesløb, som han gjorde, da han vandt i Asturien inden Giroen i 2019, og da han vandt Tour de Suisse forud for Touren i 2021. Inden da har resultaterne altid været få, men sådan har det ikke været i år, selvom hans forberedelse bestemt ikke gik efter bogen i starten af året, hvor han blev ramt af covid-19 i februar efter den vanlige svage sæsonstart i Besseges og siden blev ramt af anden sygdom i Tirreno-Adriatico.

I Catalonien så vi nemlig en helt anderledes Carapaz, end vi plejer på den tid. Nok var han ikke løbets stærkeste, men med et fabelagtigt kup, som kun den altid offensive ecuadorianer kunne iscenesætte det, endte han som en samlet nr. 2 bag Sergio Higuita. I resten af løbet var han også en af de stærkeste, og det har han bestemt ikke for vane at være i marts. Måske er det et brud på traditionen, men det kan vel kun tolkes som et positivt tegn for en mand, der i forvejen er en mester i at time formen.

Derfor bør der heller ikke være den helt store tvivl om, at Carapaz er klar, når han møder frem i Budapest på fredag, heller ikke selvom han denne gang har droppet det forberedelsesløb, han plejer at vinde. Det kan måske betyde, at der er lidt rust, der skal bankes af, men det er ikke et problem i årets udgave, hvor den lette opkørsel ad Etna på 4. etape betyder, at den første virkelige nøgleetape først kommer på Blockhaus på niendedagen. Der er med andre ord masser af tid til, at Carapaz kan varme motoren op, hvad der kneb en anelse i sidste års Tour, hvor han ikke helt fandt sit bedste niveau før Pyrenæerne til sidst.

I det hele taget synes årets rute skræddersyet til Carapaz. Én ting er, at han får tid til at komme i gang, noget andet er naturligvis det ekstremt lave antal enkeltstartskilometer. Nok har Carapaz forbedret sig i disciplinen, men nogen tempokonge bliver han aldrig, og han kan derfor kun glæde sig over, at han aldrig på én gang skal køre mere end 17,4 km alene mod uret, og at det altid foregår i relativt kuperet terræn.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Noget andet er, at han kan glæde sig over, at vanskelighederne er koncentreret til sidst, og at løbets første 15 dage faktisk kun byder på 9. etape som en meget vanskelig udfordring. Carapaz’ største styrke er hans enorme restitution, som har betydet, at han i alle de fire grand tours, hvor han er kørt i top 4, er blevet bedre og bedre undervejs. Det er en ufatteligt vigtig evne, hvor stort set alle vanskelighederne kommer efter sidste hviledag.

Derudover er løbet skabt til bjergryttere med de uhyre stejle stigningerne i finalerne på 9., 16. 17., 19. og 20. etape. Det burde være guf for en ren klatrer som Carapaz, der før har bevist, at han kan begå sig på stejle procenter. Han vil utvivlsomt savne højderne, som næsten er helt fraværende i denne Giro, men han viste i Vueltaen i 2020, at han ikke behøver at skulle op i 2000 m højde for at klatre med de allerbedste. Samtidig viste han så sent som ved sit kup i Catalonien, at han excellerer i det dårlige vejr, der som bekendt ofte er en af Giroens mindre velkomne følgesvende.

Nej, Carapaz har hele pakken. Han klatrer suverænt, og han vil ikke tabe meget på enkeltstarterne denne gang. Hans restitution er på allerhøjeste niveau, og han synes at have kurs mod at formtoppe i rette tid. Først og fremmest er han dog så pokkers stabil, at han stort set aldrig har dårlige dage, og det er som bekendt en af de allervigtigste evner for en grand tour-rytter.

Endelig har han holdet til at vinde løbet. Ineos havde længe et Giro-kompleks, der førte til den ene fiasko efter den anden startende med Bradley Wiggins i 2013, men da først Chris Froome brød forbandelsen i 2018, har Giroen nærmest været yndlingsløbet. Holdet har prioriteret det og vundet det tre af de seneste fire gange, og også i år har de givet det den opmærksomhed, det fortjener, med en fremragende trup til at støtte kaptajnen.

Pavel Sivakov viste i Tour of the Alps, at han er på vej tilbage til fordums styrke, og Richie Porte viste særligt i Tirreno-Adriatico, at hans topniveau stadig bringer ham op i den absolutte verdenselite. Ben Tulett er en af de mest spændende klatrere, og hvis Jonathan Castroviejo klatrer, som han gjorde i Giroen og Touren i 2021, kan han på sine gode dage, sidde med dybt, dybt inde i finalerne på de store bjergetaper. Jhonatan Narvaez, Salvatore Puccio og Ben Swift er tillige alle solide støtte, og dermed står det klart, at Carapaz står betydeligt stærkere rustet, end han gjorde i Vueltaen i 2020, hvor man med nogen ret kan hævde, at det måske kun var et sjældent svagt hold, der kostede ham sejren.

Holdet kan dog ende som en akilleshæl. Efter de seneste år og en nedtur på sidste etape i Alperne tør ingen satse pensionsopsparingen på, at Sivakov faktisk er tilbage. Porte viste sidste år i en meget skuffende Tour, at han kan være uhyre svingende, og Tulett er stadig helt uprøvet. Nok er Castroviejo bundsolid, men det er trods alt ikke ham, der sidder med Carapaz dybt inde i finalerne. Der er tilstrækkeligt med usikkerhed om Sivakov, Porte og Tulett til, at rivalerne måske kan lure på at sætte kniven, hvis Carapaz tidligt kører sig i trøjen, eksempelvis efter Blockhaus-etapen.

Det er dog nok mest ønsketænkning. Det skal gå galt, hvis ikke Carapaz sekunderes af et af de stærkeste hold, og hvis han selv lever op til det, vi har set i hans seneste grand tours, taler meget også for, at han vil være løbets stærkeste og ikke mindst mest stabile rytter, særligt i den helt afgørende tredje uge. Det kan godt være, at der er lidt usikkerhed om hans hjælpere, men Carapaz selv har vist sig som en garanti i de store etapeløb, han satser på. Sådan er det, når man aldrig er endt uden for top 4 i et løb, der er blevet forberedt ordentligt, som det er tilfældet med dette års Giro.

Derfor tårner Carapaz sig også som en soleklar favorit. Det kan godt være, at årets Giro af mange betegnes som åben, men et blik på nyere grand tour-historik fortæller, at løbet næppe er så åbent endda. Dertil er Carapaz både for stærk og stabil, og det eneste, han vel egentlig skal bevise, er, at han også kan levere, når han stiller til start som den store forhåndsfavorit. Det har han nemlig aldrig prøvet, og hans tilgang er i hvert fald helt anderledes, end da han var den unge opkomling i 2018, eller da han var Landas løjtnant i 2019. Heldigvis synes end ikke en atombombe at kunne bringe den determinerede ecuadorianske terrier ud af fatning, og han lader sig utvivlsomt ikke gå på af et pres, han allerede oplevede, da han sidste år havde hele ansvaret for at redde Ineos’ Tour. Nok er omstændighederne helt anderledes i 2022 end i 2018 og 2018, men resultatet ender formentlig med at blive akkurat lige så succesrigt, som det har været hver eneste gang, Carapaz har tilbragt tre uger på rundtur i Italien.

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA

 EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO