Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

I de seneste år har Giroens løbsarrangør Mauro Vegni gjort en dyd ud af at gøre det modsatte af Tour de France-boss Christian Prudhomme. I de seneste år, hvor Prudhomme har reduceret enkeltstartsomfanget til det rene ingenting, har Vegni nærmet sig 70 km individuel kamp mod uret, og da franskmanden i 2021 brød trenden med en pludselig enkeltstartstung rute, svarede italieneren igen med at designe den mest klatrervenlige rute i flere år. Modellen genbrugte han i 2022, hvor Prudhomme bød på en alsidig Tour-rute med relativt meget enkeltstart, mulig sidevind og endda brosten, hvorefter Vegni svarede igen med en Giro-rute, der var designet til rene klatrere.

Konceptet synes at fungere, for det lykkes ofte Vegni at tiltrække de ryttere, der ikke finder Tour-ruten appellerende, og i år har den snu italiener gjort det igen. Ganske vist præsenterede han denne gang sin rute tidligere end vanligt, inden han havde kendskab til designet af den franske rundtur, men allerede tidligt stod det klart, at målet for Giro-arrangørerne måtte være at få fingre i Remco Evenepoel og Primoz Roglic, der begge lignede mulige Giro-deltagere i en sæson, hvor alle vidste, at Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard ikke kunne lokkes fra Frankrig.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Den logiske konsekvens af den ambition var at skrue op for enkeltstarterne, og det har Vegni den grad gjort med hele individuelle tidskørsler og et sjældent stort omfang på mere end 70 km, hvoraf langt det meste foregår i det fladland, der appellerer til specialisterne. Missionen lykkedes da også, for allerede inden nytår stod det klart, at der over de kommende tre uger i Italien er lagt op til et revancheopgør mellem Evenpoel og Roglic, efter at deres første konfrontation i Vueltaen grundet Roglics ærgerlige styrt endte en smule uforløst.

Vegni kan endda godt tillade sig at knibe sig lidt i armen over sin succes. Ikke blot har han tiltrukket de største grand tour-rytter blandt dem, der var ”ledige på markedet”, hans mange enkeltstarter har også givet ekstra bonus. Det gælder særligt i kraft af deltagelsen af Geraint Thomas, der ikke blot er tidligere Tour-vinder, men også var ”the best of the rest” i Touren sidste sommer. Han er imidlertid ikke den eneste tidligere grand tour-vinder, for feltet tæller også den genfødte Tao Geoghegan Hart, ligesom de mange enkeltstartskilometer også har haft appel til tempostærke folk som Joao Almeida og Aleksander Vlasov, der har fundet den italienske menu mere tiltrækkende end den franske, ligesom det gælder for den lovende Thymen Arensman.

Glæden bliver næppe mindre af, at Vegni også kan sætte brand i de italienske hjerter, når en i Romandiet genfødt Damiano Caruso kan skabe drømme om en gentagelse af sensationen fra 2021, hvor den erfarne italiener endte som nr. 2, og at hele to ene klatrere, der tidligere er endt på podiet i en grand tour, nemlig Hugh Carthy og Jack Haig, ikke har ladet sig afskrække af de mange enkeltstartskilometer. De får følgeskab af kometen Jay Vine, hvis potentiale ingen endnu kunder, veteranen Thibaut Pinot i dennes sidste store forsøg på at jagte et topresultat i en grand tour, erfarne Rigoberto Uran, Lennard Kämnas i dennes første forsøg som klassementsrytter, og en række stærke hjælpere i form af Pavel Sivakov, Ilan Van Wilder og Brandon McNulty, der alle vil have potentiale til at levere i det omfang, omstændighederne skulle give dem en chance for alligevel at jagte et resultat.

Måske er feltet ikke så dybt, som man ser de i andre grand tours, men Vegni har al mulig grund til at glæde sig over de topnavne, der ventes at skulle konkurrere om de sjoveste placeringer på turen rundt i Italien. Duellen mellem Roglic og Evenepoel stjæler det meste af fokus, men de to favoritter skal ikke kigge for meget på hinanden, inden en outsider måske kan skabe en overraskelse, som det skete i 2019, hvor forhåndsfavoritterne Roglic og Vincenzo Nibali havde haft meget travlt med at kigge på hinanden

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af de to firestjernede favoritter, der kan betragtes som de største udfordrere til løbets storfavorit.

Remco Evenepoel (****)

Et af cykelsportens store paradokser har været, hvordan sportens førende nation igennem mere end 40 år ikke lykkedes med at vinde én eneste grand tour. Belgierne var jo ellers forvænt med succes i slutningen af 60erne og begyndelsen af 70erne, hvor Eddy Merckx vandt de største løb med samme hast, som de belgiske fans drak øl og spiste pommes frites under Flandern Rundt, men siden Johan De Muyncks Giro-sejr i 1978 indledtes en tørke, der for det store flertal af belgiere må have føltes som én lang lidelseshistorie. Sejrene fortsatte med at indløbe med stor hast i klassikerne, men når det gjaldt de lange etapeløb, var der i lang tid intet lys for enden af tunnelen.

Den lange tørke gjorde det bestemt ikke lettere at være lovende belgisk cykelrytter. Hver eneste gang, en vordende etapeløbsrytter viste evner for at køre opad, blev straks råbt ”Ny Merckx”, og forventningerne blev skruet kraftigt i vejret. Akkurat som det er sket for alle de lovende franskmænd, der har forsøgt at byde hjemmebanens Tour-tørke, var ingen imidlertid i stand til at indfri de forventninger, der stadig mere desperate cykelpublikum skabte ved enhver given lejlighed.

Lige indtil der faldt en guldklump ned fra himlen.  Det er meget betegnende for cykelsportens status i Belgien, at Remco Evenepoel var blevet en stjerne i hjemlandet, allerede inden han havde kørt sit første cykelløb, men han var allerede så kendt og hypet, at store dele af den belgiske presse sendte reportere om på den anden side af jorden, da han kørte sit allerførste professionelle løb i det ellers ganske beskedne Vuelta a San Juan i januar 2019. Hypen var skabt af en rystende god juniorkarriere, hvor han havde for vane at køre de fleste løb som en enkeltstart med enorme sejsmarginer, og derfor varede det naturligvis helle ikke længe, inden der igen blev råbt om en ny Eddy Merckx.

Den nye Merckx kommer naturligvis aldrig, for i moderne cykelsport vil ingen nogensinde komme i nærheden af at vinde lige så meget som den belgiske legende, men skal det nogensinde retfærdiggøres at bruge prædikatet, må det være i forbindelse med Evenepoel. Han skulle i hvert fald ikke bruge mere end ét velforberedt forsøg på at vinde en grand tour, inden han lykkedes med at sætte en stopper for den grand tour-tørke, der altså var ganske tæt på at nå ud over de 50 år.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Det har naturligvis ikke gjort forventningerne til det belgiske vidunderbarn, og de er bestemt heller ikke blevet dæmpet yderligere af, at han allerede har vundet to monumenter og er blevet verdensmester. Nu er forventningen nemlig, at han også melder sig ind i klubben af ryttere med sejre i alle grand tours og ikke mindst endelig tager den Tour-sejr, belgierne har sukket efter, siden Lucien Van Impes triumf i 1976.

Første skridt i den rejse er, at han om tre uger i en alder af bare 23 skal føje en Giro-sejr til den triumf, han opnåede i Vueltaen sidste efterår. Belgierne forventer i hvert fald intet mindre end en sejr, og Evenepoel har med sin magtdemonstration i Liege bare to uger inden Giro-starten intet gjort for at dæmpe presset.

Alligevel er han i en lidt paradoksal situation. Man skulle jo ellers mene, at han med én grand tour-sejr i bogen endegyldigt havde dokumenteret, at han kan vinde de største etapeløb. Alligevel går han ind til denne Giro med præcis de samme spørgsmål, som han gjorde, da han stillede til start i Spanien sidste sommer, nemlig om han har holdbarheden til for alvor at blive den grand tour-stjerne, belgierne drømmer om.

Det var nemlig holdbarheden, man kunne tvivle på inden den succesrige spanske rejse for et halvt års tid siden. Der var nemlig et helt tydeligt mønster gennem hele begyndelsen af karrieren, som blandt andet kom til udtryk i hans første Giro-deltagelse, hvor han med dårlig forberedelse startede stærkt og lå nr. 2 efter første hviledag, men siden faldt helt igennem, inden et styrt sendte ham ud af løbet, men også endnu tidligere. Da han vandt sine sejre i Algarve og Burgos inden Lombardiet-styrtet, skete det begge gange efter samme opskrift: en magtdemonstration på den første bjergetape og derefter svaghedstegn på den anden bjergetape.

Det mønster blev helt, helt tydeligt i 2022. Da han startede sæsonen i Valencia, kørte han fra alt og alle på 1. etape, men faldt sammen på kongeetapen. Da han var til start i Tirreno, var han Pogacars og Vingegaards ligemand på murene tidligt i løbet, men i den sidste weekend gik det galt på kongeetapen. I Baskerlandet kørte han sig i førertrøjen, inden han blev sat af og blot blev nr. 7 på den afsluttende kongeetape. Og i Schweiz startede han som lyn og torden med et meget overbevisende indtryk på 1. etape, inden han i bjergene til sidst var så anonym, at man helt glemte, at han var med.

Det skabte tvivl inden Vueltaen, og selvom det lykkedes ham at vinde løbet, er den tvivl ikke blevet totalt elimineret. Sidste års udgave af den spanske rundtur var nemlig en af de meget specielle, hvor al tyngden lå i de første to uger. Den tredje uge, hvor hans holdbarhed for alvor skulle testes, var meget, meget let, og den blev bestemt ikke vanskeligere af, at hans værste rival, Primoz Roglic, styrtede ud af løbet ved ugens begyndelse.

Evenepoel viste heldigvis ikke skyggen af svaghed under de beskedne prøvelser, ugen bød på, men det gjorde han til gengæld, da den anden uge sluttede med løbets to eneste rigtigt store bjergetaper. Her løb han ind i en decideret krise på La Pandera-stigningen om lørdagen, og selvom han lykkedes med at forsvare sig flot om søndagen på den gigantiske Sierra Nevada-stigning, var han stadig et helt anderledes menneskeligt bekendtskab end det uhyre, der havde kørt alle rivalerne midt over i løbet af den første uge.

Forinden havde han imidlertid også været udsat for et styrt, som meget vel kan være forklaringen på trængslerne, og derfor fik vi slet ikke det svar, vi søgte allermest efter. Var krisen alene udtryk for konsekvenserne af det ublide møde med asfalten? Ellers viste den igen, at Evenepoel stadig har problemer med at holde sit niveau mod slutningen af etapeløb?

Svaret kender vi ikke, men sandt er det i hvert fald, at han trods fin kørsel i den tredje uge, hvor han endda vandt en bjergetape ved at slå Enric Mas i en spurt, var helt anderledes end i sin altdominerende start på løbet. Om det skyldtes, at hans store forspring gjorde det helt unødvendigt at spille med musklerne, eller om han vitterligt blot var Mas’ ligemand og ikke længere hans overmand, finder vi aldrig ud af, men om tre uger har vi formentlig en bedre ide om svaret.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Hvis Evenepoel skal vinde denne Giro, er der nemlig ingen kære mor eller hjælp fra rutedesignerne. Her byder de første to uger kun på én bjergetape, nemlig Crans Montana-etapen, der endda kommer helt henne på 13. dag, med et potentiale til at skabe større forskelle. Til gengæld vælter den tredje uge med voldsomme udfordringer, herunder to bjergetaper med mere end 5000 højdemeter, hvoraf den ene endda byder på ikke færre end 6200 af slagsen, samt ikke mindst den vel nok mest brutale bjergenkeltstart, cykelsporten nogensinde har set. Denne Giro bliver på ingen måde vundet, hvis ikke man er tæt på sit bedste i løbets allersidste del.

Til gengæld taler alt for, at Evenepoel vil komme frem til den afgørende fase med en pæn buffer. Hans Liege-sejr antyder, at han kommer til løbet som noget nær samme uhyre, som han var det i begyndelsen af Vueltaen, og han få endda serveret næsten 55 km næsten helt flade enkeltstartskilometer til at massakrere rivalerne. Med tanke på, hvor megen tid han vandt på hovedrivalen Roglic på 10. etape i Vueltaen, hvor ruten var en næsten tro kopi af den, der venter på 9. etape i dette løb, taler meget for, at den tredje uge kommer til at handle om, hvorvidt rivalerne kan indhente det forspring, den belgiske komet har.

Kan de så det? Næppe, hvis Evenepoel igen viser manglende holdbarhed, men hans sæsonstart har også givet anledning til bekymring. Med tanke på hans suveræne sæsonafslutning kunne rivalerne have frygtet, at han ville starte 2023 som et sandt uhyre, særligt fordi unge ryttere ofte får et boost af at have gennemført en første grand tour. Det boost synes Evenepoel imidlertid ikke at have fået, og han har slet ikke virket så overbevisende, som man kunne have ventet.

Han fik i hvert fald gedigne klø ved sæsonstarten i Argentina, og selvom han vandt UAE Tour, skal han nok glæde sig over, at han fik sat Adam Yates på plads i sidevinden, for den lille brite gav ham en klatrelektion på Jebel Hafeet. Dengang havde han imidlertid heller ikke været i højderne endnu, og den første højdetræningslejr gav ham da også et gevaldigt boost inden Catalonien. Problemet var bare, at han blev slået af Roglic, som kom til løbet med betydeligt ringere forberedelse, mens Evenepoel havde hævdet, at formen sådan set var Giro-klar, og at han kun manglede at tabe de sidste kilo.

Det bør give anledning til bekymring, for Evenepoel skal helt åbenlyst forbedre sig, hvis han skal slå Roglic i Italien. På den anden side gav løbet også håb. Roglic slog belgieren på de to bjergetaper, der blev meget eksplosive, men på den eneste bjergetape med mange højdemeter lykkedes det ham at slide sloveneren så meget ned, at han end ikke orkede at spurte mod sin belgiske rival - og det endda selvom der var tale om et meget, meget let målbjerg. Vi ved jo alle, at Roglic er særligt god på eksplosive etaper, og særligt i en alder, hvor han har vist klare tegn på tilbagegang, kan man frygte, at han i dag kaperer de store bjergetaper ringere end tidligere. I Catalonien var det i hvert fald Evenepoel, der havde overhånden på den etape, der mindede mest om de store bjergetaper, sidste uge af Giroen er så fuld af.

Vi ved da også, at Evenepoel altid har været bedst i de lange og hårde løb, og derfor passer den tredje uge ham egentlig ganske storartet. De problemer, han tidligere havde på stejle procenter, synes også elimineret, efter at han i Vueltaen leverede sin største magtdemonstration på den brutale mur Les Praeres. Det er særligt vigtigt, når man ser på de procenter, der vil blive helt afgørende på kongeetapen på 19. dagen og ikke mindst på den brutale bjergenkeltstart, der vel nok er løbets vigtigste etape. Her vil man ikke forvente, at Evenepoel nødvendigvis har en overhånd i forhold til Roglic, men han har i hvert fald vist en evne til at køre meget stærkt op ad en enkelt stigning, også når den er meget stejl.

Evenepoel har også en anden fordel, han ikke havde i Catalonien. Her var det ham, der skulle angribe den førende Roglic, og da han i den offensive rolle ofte har en tendens til at ødsle med kræfterne, som han helt åbenlyst gjorde i finalerne på 2. og 5. etape, er det ikke en rolle, der gavner ham. I Giroen taler alt for, at han efter de to flade enkeltstarter kan køre løbet helt defensivt, og det kan forhåbentlig hjælpe ham med at passe bedre på de kræfter, han risikerer at løbe tør for i den tredje uge, hvor hans holdbarhed for alvor skal testes.

Det betyder til gengæld også, at det er hans hold, der skal kontrollere løbet, og det kan måske godt virke en smule bekymrende. Det er bestemt ikke et ringe mandskab, han møder op med, men der hviler i bjergene et stort, stort ansvar på Ilan Van Wilder, der heldigvis synes i en god udvikling, men skal have forbedret sig meget, hvis ikke Evenepoel skal være relativt let at isolere. På den anden side er det nok ikke den helt store bekymring. Denne Giro er så brutal, at den bør skabe ret store forskelle, og hvis han og Roglic er så suveræne, som deres catalanske opvisning indikerer, vil det formentlig i høj grad være et løb, hvor det vil være det indbyrdes styrkeforhold og ikke taktik, der bliver afgørende.

Det store spørgsmål er bare, hvordan det styrkeforhold ville være. Da vi stadig skrev 2022, lignede Evenepoel den klare favorit mod en Roglic, der havde viste store svaghedstegn i den netop afsluttede sæson, men det billede er som minimum blevet mere mudret efter et forår, hvor Evenepoel har virket mere menneskelig end ventet, og hvor Roglic har givet mindelser om det uhyre, han engang var.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Den helt store test for Evenepoel er dog ikke nødvendigvis Roglic, men derimod ham selv. Kan han vitterligt vinde en grand tour, hvor tyngden ikke ligger i de uger, hvor han plejer at være et uhyre, men i den del af løbet, hvor der stadig er grund til at stille spørgsmål ved hans holdbarhed? Det svar kender vi forhåbentlig i Rom om tre uger - og er det bekræftende, kan vi én gang for alle slå fast, at belgierne endelig har fundet den grand tour-stjerne, de ventede næsten 50 år på at finde.

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Tao Geoghegan Hart (****)

Hvis man ved årets begyndelse havde satset hele pensionsopsparingen på, at Tao Geoghegan Hart om tre uger i Rom vil blive hyldet som Giro-vinder for anden gang i karrieren, var man nok blevet anklaget for yderst lemfældig omgang med mulighederne for an god pensionisttilværelse. Dengang lignede det nemlig en investering, der var akkurat lige så god som at smide pengene direkte ud på gaden, for der var intet i sol, måne og stjerner, der indikerede, at det var noget, der havde blot skyggen af chance for at give afkast. Til gengæld havde den potentielle gevinst formentlig været ganske enorm, for jeg vil tro, at oddsene på Giro-vinderen fra den specielle coronaudgave for tre år siden var om muligt endnu højere, end de var, da for tre år siden tog hul på det løb, han højst overraskende var ved at vinde.

Mere og mere tydede nemlig på, at han var et one-hit wonder. Det er nu ellers ganske almindeligt og ofte forklarligt, at en rytter oplever en mindre god periode, men Geoghegan Harts havde bare været bekymrende lang. Da han gik ind til denne sæson, var alene det forhold, at han ikke havde vundet ét eneste løb siden den store Giro-triumf for mere end to år siden, i sig selv bekymrende, men langt mere alvorligt var det, at han end ikke havde været tæt på. Tværtimod var resultaterne så ringe, at han var blevet kørt helt ud på et sidespor på et Ineos-hold, hvor kaptajnrollerne var helt forsvundet, og hvor han derfor ved sæsonstarten end ikke vidste, om han fik lov at køre en grand tour.

Det gør han heldigvis nu, og det gør han endda i en helt anderledes rolle end den, han har haft i de to grand tours, han har kørt siden den store triumf i Italien. Der er jo ellers så mange potentielle kaptajner i Ineos’ stjernebesatte stald, at der så ud til at være meget lang vej til kaptajnstatus i en Giro-trup, der ved årets begyndelse så ud til at skulle blive ført an af Geraint Thomas med Thymen Arensman som plan B. Når løbet starter på lørdag, er Thomas ganske vist stadig plan A, men Geoghegan Hart har for længst passeret Arensman og for så vidt også Pavel Sivakov i hierarkiet, og han går ind med en beskyttet status, der reelt giver ham akkurat lige så megen beskyttelse som Thomas i et løb, hvor ingen venter, at Ineos skal kontrollere, og hvor de netop vil forsøge at holde mange inde i klassementet for dermed at kunne bringe et potentielt overtal i spil.

Den status er ikke kommet ud af det blå. Tværtimod har Geoghegan Hart næsten været den eneste succeshistorie på det britiske storhold i et forår, der bedst kan betegnes som en større krise, men heldigvis har den succes også været stor. Ser man bort fra den sygdom, der satte ham tilbage i et skuffende Andalusien, har han nemlig i alle sine løb igen givet mindelser om den rytter, der vandt Giroen for tre år siden.

Det startede allerede med etapesejren i Valencia, hvor han også endte som nr. 3, og siden fortsatte det med endnu en samlet 3. plads i Tirreno, hvor han blandt andet endte som nr. 2 bag Primoz Roglic på løbets kongeetapen, inden han ganske suverænt vandt opvarmningsløbet Tour of the Alps, endda med to etapesejre undervejs. Sidstnævnte blev ganske vist i høj grad sikret via et stærkt hold, der kunne sætte ham i scene til at bruge sin gode spurt, men da han på løbets kongeetape fik behov for at træde i karakter, efterlod han et meget overbevisende indtryk ved effektivt at eliminere den trussel mod den samlede sejr, som de undslupne Jefferson Cepeda og Lennard Kämna udgjorde.

Sammen med Evenepoel, Roglic og Joao Almeida er det således Geoghegan Hart, der tager til Italien med den stærkeste sæsonstart i ryggen, og modsat portugiseren har han også vundet, endda hele fire gange, hvilket faktisk er præcis det samme antal, som Evenepoel er kommet op på. Alligevel er det svært helt at blive klog på, hvor tæt på sit 2020-niveau han faktisk er. Ruten i Valencia var meget nem, og i Tirreno blev kongeetapen praktisk talt neutraliseret af kraftig modvind. I begge løb var det således i høj grad punch og spurtstyrke, der var Geoghegan Harts våben, og det er bestemt ikke det, der bringer ham til tops i en Giro, der byder på en voldsom tredje uge med to gigantiske bjergetaper samt mere end 70 km enkeltstart.

Geoghegan Harts store udsving gør, at hele hans karriere har været præget af spørgsmål og tvivl, men denne gang er der grund til en vis optimisme. Det er nemlig i høj grad sygdom og uheld, der er forklaringen på hans lange kriseperiode, men da han endelig oplevede en vinter uden udfordringer og tillige fik ny træner frem mod denne sæson, var han straks tilbage på sporet. Der har altså været gode forklaringer på krisen, og undervejs nåede han jo at bevise, at talentet ikke var helt væk. Eksempelvis startede han jo trods endnu en problematisk optakt jo den seneste Vuelta så pænt, at han undervejs var helt oppe på en 5. plads, inden han alligevel betalte en pris for den manglende forberedelse, gik ned og slutteligt fik ødelagt sit løb af et styrt.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Nu møder han altså op langt bedre forberedt denne gang og med et succesrigt samarbejde med sin nye træner som basis, og det skaber håb om, at han kan bevise, at han vitterligt har det særlige grand tour-talent, man fornemmede i 2020. Her kom han jo til løbet som hjælper, hvorefter Thomas’ exit gav ham en uventet mulighed, og efter en lidt rusten start blev han bare bedre og bedre undervejs, indtil han var ganske overbevisende i den sidste uge, hvor han havde helt styr på Jai Hindley. Det virkede måske ikke specielt imponerende dengang, men efter at vi sidste år fik at se, hvor uhyggelig den restitutionsstærke australier kan være mod slutningen af en grand tour, er det en bedrift, der i dag står i et helt andet lys.

I det hele taget tyder noget på, at Geoghegan Hart har samme solide tredjeugesmotor. Han har i hvert fald altid talt om, at han bliver bedre og bedre undervejs, og det var da også ganske tydeligt i 2018, hvor hans klassement gik fløjten med en ganske forfærdelig stat, men hvor han under løbets anden halvdel avancerede fra en 55. plads til en 20. plads og var tæt på at vinde to etaper mod slutningen. Den evne får han særligt brug for i denne Giro, hvor alt vil blive afgjort i den yderst brutale tredje uge.

I den forstand passer ruten ham godt. Vi så nemlig også, at Giroens bjergetaper i 2020 ofte var gigantiske og lange etaper med mange højdemeter, akkurat som det gælder i årets Giro. Dem klarede han som bekendt til UG med kryds og slange, og han fik også på Stelvio bevist, at han er helt komfortabel med højderne. Vigtigt for dette løb er det også, at han i dag synes at køre endnu bedre enkeltstarter end i 2020. I hvert fald blev han nr. 8 på den flade tonserrute i Vueltaen sidste sommer, og han kørte også en ganske hæderlig Tirreno-enkeltstart, selvom den slags korte, flade ruter ikke er hans kop te. Selvfølgelig er han hverken nogen Evenepoel, Roglic eller Thomas, men i forhold til mange andre må han regne de mange kilometers enkeltstart som en fordel.

En anden fordel er holdet. Det kan være svært at se, hvordan Evenepoel og Roglic skal slås, men Ineos har med deres fire potentielle klassementsryttere den bedste chance for måske at udnytte deres interne magtkamp, og at de begge har relativt skrøbelige hold. Fraregner man uheld, kan det meget vel være den indbyrdes rivalisering mellem de to stjerner, der muligvis kan skabe en overraskelse, som da Richard Carapaz i 2019 udnyttede duellen mellem Vincenzo Nibali og Roglic, og i det spil står briterne stærkest.

Til gengæld er der også en usikkerhed i forhold til evnerne på de stejle procenter, der er særligt afgørende på 19. og 20. etape. Dem har vi stadig til gode at se Geoghegan Hart tæmme, og det står ganske uklart, hvordan han vil klare de to dage, der måske endda er de allervigtigste. Heldigvis har vi heller ikke set, at det er noget, han ikke mestrer, og vi så jo i 2020, at han overraskede gang på gang og konstant viste et niveau, der var endnu højere end ventet.

Selv det niveau, han havde i 2020, vil næppe være nok til at slå Roglic og Evenepoel, men Geoghegan Hart er manden, der måske står med den bedste chance for at gøre det, enten fordi de to favoritter har uheld, eller fordi de har lidt for meget fokus på hinanden. Han er i hvert fald tilbage på sporet og har kørt rasende stærkt gennem hele foråret. Hvis han i de kommende tre uger igen kan blive bedre og bedre undervejs, som han har haft det for vane i grand tours, og gøre det i et løb, hvor al tyngden ligger til sidst, skulle man måske alligevel have kastet et par pensionsskillinger efter briten i januar. Det virker i hvert fald ikke til at være penge helt så meget ud af vinduet, som det gjorde for blot et par måneder siden.

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE