Giro d&#039;Italia: Outsiderne (*)

I de seneste år har Giroens løbsarrangør Mauro Vegni gjort en dyd ud af at gøre det modsatte af Tour de France-boss Christian Prudhomme. I de seneste år, hvor Prudhomme har reduceret enkeltstartsomfanget til det rene ingenting, har Vegni nærmet sig 70 km individuel kamp mod uret, og da franskmanden i 2021 brød trenden med en pludselig enkeltstartstung rute, svarede italieneren igen med at designe den mest klatrervenlige rute i flere år. Modellen genbrugte han i 2022, hvor Prudhomme bød på en alsidig Tour-rute med relativt meget enkeltstart, mulig sidevind og endda brosten, hvorefter Vegni svarede igen med en Giro-rute, der var designet til rene klatrere.

Konceptet synes at fungere, for det lykkes ofte Vegni at tiltrække de ryttere, der ikke finder Tour-ruten appellerende, og i år har den snu italiener gjort det igen. Ganske vist præsenterede han denne gang sin rute tidligere end vanligt, inden han havde kendskab til designet af den franske rundtur, men allerede tidligt stod det klart, at målet for Giro-arrangørerne måtte være at få fingre i Remco Evenepoel og Primoz Roglic, der begge lignede mulige Giro-deltagere i en sæson, hvor alle vidste, at Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard ikke kunne lokkes fra Frankrig.

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Den logiske konsekvens af den ambition var at skrue op for enkeltstarterne, og det har Vegni den grad gjort med hele individuelle tidskørsler og et sjældent stort omfang på mere end 70 km, hvoraf langt det meste foregår i det fladland, der appellerer til specialisterne. Missionen lykkedes da også, for allerede inden nytår stod det klart, at der over de kommende tre uger i Italien er lagt op til et revancheopgør mellem Evenpoel og Roglic, efter at deres første konfrontation i Vueltaen grundet Roglics ærgerlige styrt endte en smule uforløst.

Vegni kan endda godt tillade sig at knibe sig lidt i armen over sin succes. Ikke blot har han tiltrukket de største grand tour-rytter blandt dem, der var ”ledige på markedet”, hans mange enkeltstarter har også givet ekstra bonus. Det gælder særligt i kraft af deltagelsen af Geraint Thomas, der ikke blot er tidligere Tour-vinder, men også var ”the best of the rest” i Touren sidste sommer. Han er imidlertid ikke den eneste tidligere grand tour-vinder, for feltet tæller også den genfødte Tao Geoghegan Hart, ligesom de mange enkeltstartskilometer også har haft appel til tempostærke folk som Joao Almeida og Aleksander Vlasov, der har fundet den italienske menu mere tiltrækkende end den franske, ligesom det gælder for den lovende Thymen Arensman.

Glæden bliver næppe mindre af, at Vegni også kan sætte brand i de italienske hjerter, når en i Romandiet genfødt Damiano Caruso kan skabe drømme om en gentagelse af sensationen fra 2021, hvor den erfarne italiener endte som nr. 2, og at hele to ene klatrere, der tidligere er endt på podiet i en grand tour, nemlig Hugh Carthy og Jack Haig, ikke har ladet sig afskrække af de mange enkeltstartskilometer. De får følgeskab af kometen Jay Vine, hvis potentiale ingen endnu kunder, veteranen Thibaut Pinot i dennes sidste store forsøg på at jagte et topresultat i en grand tour, erfarne Rigoberto Uran, Lennard Kämnas i dennes første forsøg som klassementsrytter, og en række stærke hjælpere i form af Pavel Sivakov, Ilan Van Wilder og Brandon McNulty, der alle vil have potentiale til at levere i det omfang, omstændighederne skulle give dem en chance for alligevel at jagte et resultat.

Måske er feltet ikke så dybt, som man ser de i andre grand tours, men Vegni har al mulig grund til at glæde sig over de topnavne, der ventes at skulle konkurrere om de sjoveste placeringer på turen rundt i Italien. Duellen mellem Roglic og Evenepoel stjæler det meste af fokus, men de to favoritter skal ikke kigge for meget på hinanden, inden en outsider måske kan skabe en overraskelse, som det skete i 2019, hvor forhåndsfavoritterne Roglic og Vincenzo Nibali havde haft meget travlt med at kigge på hinanden

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fem enstjernede favoritter, der kan betragtes som outsidere med en mulighed for en podieplads, hvis alt går deres vej.

Pavel Sivakov (*)

I denne vidunderbørnenes tidsalder kan man ikke tillade sig at vise mange svaghedstegn, inden man går i glemmebogen. Der er jo altid en ny komet, der banker på, og hvis man i en alder af 24-25 år har en dårlig sæson, kan et talent lynhurtigt blive smidt på møddingen som en komet, der aldrig blev til det, vi drømte om.

Den barske virkelighed har Pavel Sivakov kunnet opleve. Det var nemlig ikke uden grund, at Ineos - eller Sky, som holdet hed dengang - åbnede den store pengepung og hentede ham til holdet forud for 2018-sæsonen. På det tidspunkt var Sivakovs navn nemlig et af de varmeste på talentscenen efter det, der må være en af de mest imponerende U23-sæsoner i nyere tid. Således vandt han tre af de største U23-etapeløb, Baby-Giroen, Ronde de l’Isard og Valle d’Aosta, og selvom hans Tour de l’Avenir endte som en skuffelse, rejste han sig dog ved at vinde den afsluttende bjergetape med stor afstand ned til alle andre.

Det skabte en voldsom hype om Sivakov, som det grundet en skade i hans første professionelle sæson tog lidt tid at leve op til, men i 2019 fik vi bekræftet, at han var ”the real deal”. Ikke blot blev det til samlede sejre i Tour of the Alps og Tour de Pologne - et løb, der ofte vindes at cykelsportens store talenter. Da Egan Bernals brækkede kraveben, gav ham en uventet chancen i Giroen, blev han også en ganske pæn nr. 9.

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

På det tidspunkt ventede vi bare på Sivakovs definitive gennembrud, og han så ud til at have kurs mod, at det skulle komme i Touren i 2020. Allerede under den sidste del af nedlukningen gik der rygter om, at russeren - der jo altså i dag er franskmand - kørte skræmmende stærkt på træningslejren, og det bekræftede han, da han i sit første løb beredte vejen for Bernals samlede sejr i Route d’Occitanie. Da han kort efter stillede til start i Touren, lignede han et seriøst bud på en overraskelse, selvom planen var, at han skulle være luksushjælper for Bernal og alternativt Richard Carapaz.

Sådan gik det bare ikke. Sivakov styrtede tidligt i løbet, og det blev starten på én lang lidelseshistorie. Resten af Touren endte som en katastrofe, der varede ved gennem hele 2021-sæsonen og det meste af 2022. I Tour of the Alps i 2021, hvor han på kongeetapen var den eneste, der kom blot i nærheden af Simon Yates, lignede han ellers en mand på rette kurs, men det momentum forsvandt efter et styrt på sidste etape og en skuffende Giro, der hurtigt endte med endnu et styrt efter en nedtur på den første bjergetape. Sæsonen rundede han af med en svag Vuelta og en skuffende italiensk klassikerkampagne.

Begyndelsen af 2022 var bestemt heller ikke værd at skrive hjem om. Jeg havde ellers regnet med, at vi ville se samme genrejste Sivakov i årets Tour of the Alps, men det så vi slet ikke. Tværtimod efterlod han et uhyre skuffende indtryk i det bjergrige løb, og hans Giro var bestemt heller ikke noget at skrive hjem om. Det var vel kun på 16. etape, at han spillede den rolle for Carapaz, man kunne have forventet, men derudover efterlod han stort set altid sin kaptajn alene alt, alt for tidligt. Det hele kulminerede med en gedigen nedtur i Route d’Occitanie, som ellers er et løb, han elsker, da det afvikles i hans hjemegn.

På det tidspunkt lignede Sivakov et helt tabt talent, der ikke fortjente nogen omtale i disse optakter frem mod Giroen, men sidste sommer genopstod han fra de døde Da han vendte tilbage til konkurrence i San Sebastian, lignede han for første gang siden Tour of the Alps i 2021 den rytter, der skabte så megen hype for nu efterhånden seks år siden. Remco Evenepoel var i sin egen liga, men herefter var Sivakov ganske klart ”best of the rest”, og kort efter tog han på overbevisende vis den samlede sejr i Burgos, der jo ofte er den vigtigste formindikator frem mod Vueltaen.

Den spanske grand tour gik heller ikke ringe. Sivakov lagde stærkt ud med en 5. plads på den tidligere puncheuretape og en 6. plads på første bjergetape. Derefter gik det imidlertid galt med to dårlige dage i den anden weekend, men med det, de vel kan kaldes hans livs enkeltstart, bragte han sig tilbage i kampen om top 10 - blot for at se corona sende ham ud af løbet dagen efter. Vi fik derfor aldrig at se, om Sivakov vitterligt var på vej tilbage på sporet.

Desværre har 2023 ikke tydet på. Hans 5. plads i Besseges, 10. plads i Andalusien og 9. plads i Paris-Nice kan se pæne ud på papiret, men var bestemt ikke overbevisende. Der var i hvert fald ikke meget San Sebastian eller Burgos over den Sivakov, vi så i de løb, og drømmen om, at han som i august ville komme blæsende ned fra højderne i samme superform døde i Tour of the Alps. Her endte han hurtigt som hjælper for Tao Geoghegan Hart, og det gjorde hans niveau lidt svært at bedømme, men selvom en 7. plads var hæderlig, var det ikke den Sivakov, vi så i august.

Helt uden håb er vi dog ikke. Sivakov kørte et fornemt Liege, hvor han var meget tæt på at komme med i den gruppe, der endte med at spurte om 2. plads, og han var utvivlsomt en af de stærkeste i det belgiske monument. Igen i år har han i hvert fald forbedret sig ganske markant på højdetræningslejren frem mod en grand tour, og med bevidstheden om, hvor højt et niveau han havde sidste sommer, er han en af de ryttere, der måske kan overraske positivt i denne Giro.

Han må dog indstille sig på, at han ikke er kaptajn. Den rolle tilfalder Geraint Thomas og Tao Geoghegan Hart, og han og Thymen Arensman må i stedet forsøge at tilkæmpe sig noget plads. Modsat hollænderen kører han heller ikke en fremragende enkeltstart, og han kan derfor ikke på samme måde bringe sig så langt frem i klassementet, at holdet får svært ved at smide hans muligheder ud med badevandet.

Heldigvis for ham er det ikke Ineos, der skal kontrollere løbet. Tværtimod anser de deres kollektive styrke som deres største våben, og derfor vil det give mening at holde Sivakov til i klassementet også. Hvis han kører samme fremragende enkeltstarter, som han gjorde i Vueltaen, vil han også komme ud af den første uge i en ganske fin position, som det vil være hovedløst bare at smide på møddingen.

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Spørgsmålet er så, om han kan stå distancen. Han har jo kun én gang haft succes med at køre klassement i en grand tour, og der endte han på en beskeden 9. plads. Her kørte han sig op undervejs, men gik måske en smule ned i den tredje uge, og da vi så, at han i Vueltaen allerede havde tidlige problemer efter en lovende start, er det ikke helt oplagt, at han er skabt til at køre grand tours.

Hvis ikke det er tilfældet, er dette i hvert fald ikke hans Giro. Her kommer alle de svære udfordringer koncentreret til allersidst. Til gengæld burde de gigantiske bjergetaper passe hans motor godt, men spørgsmålet er, om klatreevnerne rækker hele vejen, ligesom den relativt store Sivakov næppe er alt for glad for de meget stejle procenter på de afgørende 19. og 20. etaper. Omvendt excellerede han jo i Baskerlandet og Burgos, der netop er præget af relativt voldsomme procenter.

Nej, Sivakov går ind til løbet med mange spørgsmålstegn. Hans rolle på holdet er ikke den mest ideelle, han har været uhyre svingende og meget sjældent på sit topniveau, og man kan diskutere om hans klatre- og restitutionsevner overhovedet rækker. Det er bare meget få i dette løb, der har så højt et topniveau, at de kan prale med at have vundet Tour de Pologne, Vuelta a Burgos og Tour of the Alps og være blevet nr. 2 i San Sebastian. Det bedste af det hele er, at to af disse resultater er opnået inden for det sidste år, og det vidner om, at den bedste Sivakov, som vi så glimt af i Liege, har et potentiale for at komme langt, hvis omstændighederne giver ham pladsen. Sker det, er det heldigvis stadig lidt for tidligt at smide den franske komet på møddingen, selvom han for længst er blevet overhalet af nye og yngre vidunderbørn.

Thibaut Pinot (*)

Der kan ikke være mange i denne verden, der ikke ønsker Thibaut Pinot alt det bedste i hans sidste store forsøg på at levere et topresultat i en grand tour. Der findes nemlig få, hvis karriere har været præget af så megen uheld i situationer, hvor han stod på tærsklen til et absolut topresultat i et af de lange etapeløb.

Mest markant i erindringen står naturligvis Touren i 2019. Vi får aldrig svaret på, om Pinot kunne have slået Egan Bernal i det, der tegnede til at blive en fantastisk duel, men sandt er det i hvert fald, at franskmanden havde sat colombianeren grundigt på plads på begge løbets to pyrenæeretaper. Desværre endte det hele jo så tragisk, da et ellers uskyldigt trælår sendte en stortudende Pinot hjem på sin gård i stedet for op på det podium, han allerede betrådte som helt ung komet i 2014.

Han havde imidlertid opnået noget tilsvarende tidligere. Bare ét år forinden havde han kurs mod en stensikker podieplads i Giroen, hvor han blot skulle overleve én bjergetape, der viste sig slet ikke at blive selektiv, inden han skulle hyldes for sin 3. plads på podiet i Rom. Desværre blev han ramt af så voldsom en lungebetændelse, at han kollapsede totalt på den afgørende dag i bjergene og var så medtaget, at han måtte tilbringe den sidste søndag på et italiensk hospital i stedet for at køre paradeetape i den italienske hovedstad.

Pinot kan således forud for sin allersidste Giro se tilbage på en grand tour-karriere, hvor hans eneste podieplads er den flotte 3. plads i Touren helt tilbage i 2014, hvor han også vandt ungdomstrøjen. Derudover er han blevet nr. 4 i Giroen samt nr. 6 og 7 i Vueltaen, men de resultater skjuler, hvor god en rytter Pinot var. Om han ville have kunnet kalde sig Tour-vinder i 2019, finder vi aldrig ud af, men han var utvivlsomt gået på podiet, og derfor kan man med nogen ret hævde, at franskmanden altså tre gange har været blandt de bedste tre i en grand tour.

2018 og 2019 er imidlertid længe siden. Det var her, Pinot var allerbedst, og hvor han ved siden af sine bedrifter i grand tours også tog en suveræn solosejr i Il Lombardia og lignede en af de allerstærkeste ved det VM i 2018, hvor han desværre var hjælper for Romain Bardet. Den bedste Pinot eksisterer imidlertid ikke længere, og siden et svagt hold kostede ham det, der lignede en samlet sejr i Dauphiné i 2020, har han hans karriere næsten været én lang lidelseshistorie,

Se Tobias Lunds anden store sejr

Det startede allerede med styrtet i Touren få uger efter den omtalte udgave af Dauphiné, og siden dengang har man spejdet meget langt efter den Pinot, der betog os alle i Touren i 2019. Han rejste ganske vist pænt med to flotte udbrudssejre i 2022, hvor han sejrede i både Alperne og Schweiz, men hans kørsel i Touren og Vueltaen, hvor han desperat forsøge at vinde en etape - og kom meget tæt på to gange i Touren, hvor han på 9. etape vel havde fortjent en bedre skæbne - var et klart vidnesbyrd om, at Pinots udviklingskurve gik den forkerte vej med en bekymrende fast.

Derfor var hans annoncering af det kommende karrierestop ikke uventet, og derfor var der nok også mange, der frygtede, at hans farvel til cykelsporten ikke ville blive den smukke afsked, han har fortjent. Sæsonstarten i Besseges, Var og Strade Bianche gav heller ikke alt for megen grund til optimisme, men siden da er der heldigvis sket ganske meget.

Egentlig startede det allerede tilbage i Tirreno, hvor han blev en hæderlig nr. 10 i et ganske stærkt felt. Den slags lugtede ikke af et topresultat i Giroen, og det gjorde heller ikke hans ellers fine kørsel i Jura-bjergene, hvor han i de tre endagsløb blev nr. 2, 2 og 5. Dertil var feltet nemlig for svagt, men så dukkede han op i Romandiet. Her så vi for første gang siden Dauphiné i 2022, at Pinot var tæt på at vinde en bjergetape på WorldTouren i et direkte opgør mellem favoritterne. Ja, faktisk mente han selv, at han måske kunne have slået Adam Yates, hvis han havde troet så meget på sig selv, at han havde svaret prompte på den lille brites angreb.

Nu var feltet i årets Tour de Romandie heller i år særligt stærkt, og Pinot er oppe mod langt hårdere modstand de kommende tre uger. Det er dog også et Giro-felt, der måske nok har nogle stærke topnavne, men ikke er specielt dybt, og hvor en plads i top 10 ikke er alt for dyrt til salg. Efter præstationerne i Romandiet ligner Pinot i hvert fald en ganske sandsynlig kandidat til en af de sjove placeringer - også fordi han allerede i Tirreno, hvor han ikke var på samme niveau som nu, kørte lige op med de direkte rivaler Aleksandr Vlasov og Hugh Carthy og slog en anden rival, nemlig Damiano Caruso.

Om ruten er ideel, kan man diskutere. Vi ved, at Pinot har den store motor til den tredje uge, der bliver helt afgørende i dette løb. Vi ved også, at hans store styrke er de store bjergetaper med mange højdemeter, hvad han senest viste i Romandiet. Stejle procenter, som vi finder på 19. og 20. etape, plejer han også at kunne håndtere, og han har det bedst i det dårlige vejr, der ofte rammer Giroen. Til gengæld er der alt for megen fladbaneenkeltstart, for hvis der er en evne, Pinot definitivt synes at have tabt, er det hans ellers på et tidspunkt ganske fremragende tempoevner. Han gjorde det bedre end ventet på den kuperede rute i Romandiet, men når man ser på favoritfeltet i årets løb, hvor de fleste er tempostærke, ligner det en svær første uge for Pinot.

Der er imidlertid heller ingen, der regner med, at Pinot i sit sidste forsøg vinder en grand tour. Der er nok heller ingen, der forventer, at han får den podieplads, den forbandede lungebetændelse snød ham for i 2018. Til gengæld virker det slet ikke på månen at forestille sig, at Pinot får en ganske pæn afsked, hvad man ellers i den grad kunne betvivle efter et ikke alt for overbevisende 2022. På det seneste har han nemlig vist, at der stadig er ganske meget spræl i de gamle ben, og da hans kvote af uheld for længst må være brugt op, er det måske alligevel muligt, at alverdens cykelfans får lov at sige farvel til den franske darling på en måde, hans flotte karriere har fortjent.

Damiano Caruso (*)

I disse år har vi vænnet os til, at de unge ryttere leverer den ene overraskelse efter den anden. Det kan næsten ikke længere betegnes som en overraskelse, når et eller andet ungt talent pludselig leverer et resultat, ingen havde set komme, og der synes ikke længere at være mange nedre grænser for, hvor tidligt man kan levere topresultater.

Det har til gengæld haft den konsekvens, at det bestemt ikke er blevet lettere at være veteran. Nu om dage synes det ganske svært at præstere, når man har rundet de 30, og det bliver bestemt ikke lettere, når dåbsattesten endda siger, at man er 33 år gammel. Derfor var forventningerne til Damiano Caruso forud for 2021-udgave af Giroen også ganske beskedne. Ikke blot var han bare hjælper for Mikel Landa - med Pello Bilbao på holdet var han endda bare nr. 3 i hierarkiet - han havde trods top 10-placeringer i alle grand tours aldrig været bare i nærheden af et podium.

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Det kom han imidlertid i den grad og endda mere end det. Landa forlod som bekendt løbet, inden det for alvor var kommet i gang, og det stod hurtigt klart, at det var Caruso og ikke Bilbao, der var redningsplanken for Bahrain. Det har han nu været for andre hold tidligere, blandt andet da han i 2017 tog over hos BMC for evigt uheldige Richie Porte og endte på en 11. plads i Touren, men hidtil havde det altid været en kamp for en yderlig top 10, når han fik sine sjældne chancer.

Det var det ikke denne gang. Allerede tidligt i løbet fornemmede man en stærkere Caruso end nogensinde tidligere, og mens alle forhåndsfavoritterne viste det ene svaghedstegn efter det andet, var den loyale hjælper lige så stabil, som han plejer. Faktisk var han den eneste, der gik igennem løbet uden en eneste offday, og selvom han aldrig lignede stærkeste mand, var han den eneste, der altid var med fremme. Ja, selv Egan Bernal havde som bekendt en forfærdelig dag i den tredje uge.

Caruso nåede endda at sætte den ellers så suveræne Bernal en skræk i livet. Han var jo ellers blevet godt og grundigt kritiseret for at stille sig tilfreds med en 2. plads, men på sidste bjergetape viste han et uhørt mod ved at gamble stort med et karrieredefinerende resultat. Caruso angreb fra distancen og gjorde ifølge colombianeren selv Bernal så nervøs, at han frygtede, at han var ved at miste det hele. Det gjorde han nu ikke, men Carusos mod blev belønnet med en suveræn etapesejr - paradoksalt nok hans blot tredje i en ellers lang og imponerende karriere - og en højst uventet samlet 2. plads.

Resultatet har forandret alt for Caruso. Nu er han pludselig en af kaptajnerne på Bahrain efter altid at have været den ultimative hjælperytter. Han er det endda så meget, at han i 2022 fik forbud mod at køre Giroen, der ellers besøgte hans hjemø, Sicilien, fordi holdet gerne ville stille med den bedst mulige trup til Touren, og de var nødt til at satse på Giroen med Landa, når nu ruten passede baskeren så godt.

Desværre nåede Caruso slet ikke samme højder, da han sidste sommer for første gang stillede til start i det franske løb med en delt kaptajnstatus. Tværtimod var Caruso gennem hele løbet en skygge af sig, og der er næppe mange, der overhovedet husker, at han var med i løbet. Det hele endte ekstra ærgerligt, da en positiv coronatest sendte ham hjem før tid, og derefter endte han sin sæson i total anonymitet med et efterår, der nærmede sig det katastrofale.

Det kedelige er, at det gjaldt en stor del af Carusos sæson. På papiret ser en 4. plads i Dauphiné jo ellers overbevisende ud, men sidste års udgave af det franske løb var langt svagere besat end vanligt. En 6. plads i Romandiet er heller ikke ringe, men også det schweiziske løb havde et sjældent svagt felt. Han vandt sit hjemmebaneløb på Sicilien, men i et felt, hvor løbet reelt var afgjort på forhånd. Hans mest opløftende præstation kom tidligt med en 7. plads i et stærkt besat Tirreno, men derfra syntes han bare at blive ringere og ringere gennem sæsonen.

Den slags skaber naturligvis altid bekymring, når vi taler om en mand, der nu har rundet 35, og det så ikke meget bedre ud i begyndelsen af 2023. En 7. plads i Andalusien og en 14. plads i Tirreno var hæderligt, men ikke noget, der antydede en kommende topplacering i Giroen, og helt galt gik det, da han kollapsede totalt på kongeetapen på Sicilien, hvor han ellers stillede til start som den helt store favorit i et ganske svagt felt.

Det kunne utvivlsomt få mange skeptikere til at begrave den 35-årige veteran, men i Romandiet genopstod han fra de døde. Italieneren kørte både sin bedste enkeltstart i lang tid og endte som nr. 3 på kongeetapen, hvilket alt sammen kastede en samlet 3. plads af sig. Resultatet kom ikke mindst som en lettelse for ham selv, for nedturen på Sicilien havde skabt ganske megen usikkerhed.

Nu kan han tage hjem til hjemlandet som det store italienske håb - hvilket i sig selv er et ubehageligt vidnesbyrd om tilstanden i italiensk cykelsport - med en vis tro på, at det vil gå ham hæderligt. Det vil da også være mærkeligt, hvis Caruso falder helt igennem. Ovenstående opremsning viser jo, at han stort set altid er med fremme i de etapeløb, han kører, og det er kun sidste års Tour og den nylige nedtur på Sicilien, der modbeviser tesen om, at man altid kan regne med Caruso.

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Spørgsmålet er bare, om Caruso stadig har en top 5 i sig. Jo, en podieplads i Romandiet er flot, men feltet var igen i år alt andet en prangende. Nok er Matteo Jorgenson, Max Poole og Cian Uijtdebroeks spændende navne, men modstanden i Italien er af en anden kaliber. Med tanke på det, Caruso har vist siden drømmesæsonen i 2021, må man nok antage, at han i en alder af 35 er et stykke fra det niveau, der dengang gav ham den sensationelle podieplads.

Til gengæld passer ruten ham ikke ringe. Hans enkeltstart i Romandiet var den bedste i lang tid, og Bahrain synes i år virkelig at have fået fod på deres ellers tvivlsomme materiel, hvad særligt deres præstation i Romandiet vidner om. Desværre har Caruso aldrig været en ørn på flade enkeltstarter, men han burde kunne forsvare sig hæderligt - og vi skal ikke glemme, at en ung Caruso overraskede stort, da han tilbage i 2013 blev nr. 3 på løbets bjergenkeltstart, som er en disciplin, han altid har mestret.

Hans motor er også eminent til den tredje uge, og dårligt vejr i den tredje uge vil kun styrke hans chancer. Til gengæld er han slet ikke vild med de stejle procenter, der kan blive afgørende på 19. og 20. etape, men den klagesang kom han også med i 2021, hvor det jo gik over al forventning. De store bjergetaper med mange højdemeter er også designet til en mand med hans motor, og løbsdirektør Mauro Vegni har således ikke gjort meget for at ødelægge det for støvlelandets store håb, der nok må leve med, at Jack Haig er den erklærede kaptajn, men må forventes også at køre sin egen chance denne gang.

Der er imidlertid grænser for, hvad Vegni kan stille op. Hvis han igen skal på podiet, er det op til Caruso selv, og desværre tyder meget på, at veteranen, der chokerede os alle for bare to år siden, toppede den dag, han steg ned fra podiet i Milano. Siden er det gået støt ned ad bakke, og selvom hans flotte kørsel i Romandiet vidner om, at han skam kan endnu og bestemt skal regnes som top 10-kandidat i dette løb, er det svært at tro, at han når samme flyvende højder for to år siden. Men mindre kan heldigvis også gøre det, for ethvert topresultat fra en 35-årige veteran er i denne vidunderbørnenes tidsalder et mindre særsyn - og Caruso har jo før sat de unge kometer på plads.

Rigoberto Uran (*)

Når man skriver et hav af optakter, er det altid rart, når man en sjælden gang får bekræftet sine antagelse. Nu skal man aldrig glæde sig over andres nedture, men ser man bort fra det menneskelige, passede det fint, at Rigoberto Uran havde en skuffende 2022-sæson. Det bekræftede nemlig et mønster, vi har igennem nogen tid, nemlig at den aldrende colombianer har haft en ganske markant og negativ udvikling, der har peget i retning af, at vi for længst har set det bedste til den ellers engang så imponerende rytter, der bragede ind på scenen med sin choksejr i Tou de Suisse i 2006, hvor han blot var 19 år gammel.

Helt ringe var sæsonen jo ikke. Med sin etapesejr i Vueltaen meldte han sig ind i klubben af ryttere med etapesejre i alle tre grand tours, men som topkandidat i grand tours lignede han en færdig mand. Hans Tour var en mindre katastrofe, hvor han aldrig var i nærheden af de bedste, og når han endte som nr. 9 i Vueltaen, skyldtes det alene hans succesrige udbrud i den tredje uge. Der var nemlig ikke slet ikke andre bjergetaper, hvor han endte blandt de 10 bedste, og faktisk skulle vi helt frem til 14. etape, inden han fi sin første placering i top 20.

Derfor kunne det heller ikke få manges puls til at stige voldsomt, da det blev bekendtgjort, at Uran i år vender tilbage til Giroen, hvor han to gange er endt som nr. 2 og i 2014 endda kunne drømme om den samlede sejr. Det lignede endnu et løb, hvor klassementsambitionerne sikkert hurtigt ville blive glemt, og hvor hans mest realistiske mål nok ville være endnu en etapesejr.

Lige så glad man kan blive for af at få bekræftet sine antagelser, lige så glad kan man blive, når man bliver positivt overrasket. I løbet af foråret har der nemlig vist sig at være mere liv i de gamle ben, end det så ud til ved nytår. Egentlig fik vi måske et lille glimt af det i efteråret, hvor han blev nr. 5 i det altid stærkt besatte løb i Emilia, men det var på de catalanske veje, at den store overraskelse kom.

Evenepoel tilbage på landevejen

Der var ellers ingen, der talte om Uran inden løbet. Det var der heller ikke efter de to første bjergetaper, hvor han endte på sin vanlige placering uden for top 10, men så kom kongeetapen. Her sluttede Uran ganske overraskende pludselig som nr. 5, og det var i et felt, der var ganske skrapt. Det kastede en samlet 10. plads af sig - et resultat, der i sig selv er beskedent - men resultatet på løbets eneste meget svære stigning viste, at Uran måske kunne have opnået endnu mere.

Entusiasmen blev dæmpet af en meget skuffende præstation i Baskerlandet, hvor han faldt tilbage i det gamle, kedelige mønster og endda endte med at kollapse på kongeetapen, men det skulle siden vise sig, at han var hårdt ramt af allergi, hvad han bestemt ikke var ene om i årets udgave af det baskiske løb. Det kostede ham deltagelsen i Tour of the Alps, hvor han meldte fra i sidste øjeblik, hvilket naturligvis var en streg i regningen. Heldigvis gav det også en forklaring på den baskiske nedtur og en indikation af, at det måske mere er den catalanske end den baskiske udgave af Uran, der er den rigtige.

Resultatet viser i hvert fald, at det er lidt for tidligt helt at bortdømme Uran. Det ligner stadig en svær opgave at komme i top 10, når det siden den flotte Tour i 2021, hvor han lignede en top 5-rytter, indtil han gik helt ned til sidst, har været kutyme, at han end ikke har været blandt de 10 bedste i bjergene. Det mønster vil formentlig gentage sig de kommende tre uger, hvor det i hvert fald er udelukket, at Uran blander sig om de helt sjove placeringer.

I hans alder kan mindre imidlertid også gøre det. Det catalanske resultat viser i hvert fald, at han på sine gode dage stadig er konkurrencedygtig, og han har i hvert fald erfaringen. Han har vist, at han kan modstå Giroens ofte brutale bjergetaper, som den tredje uge er spækket med, han har vist, at han kan klare Giroens stejle procenter, og hans imponerende grand tour-historik, der også inkluderer en samlet 2. plads i Touren viser jo i hvert fald, at han har holdbarheden over tre uger. Det tyder på, at den stadig er nogenlunde intakt, for i Vueltaen var han i hvert fald stærkere i løbet s første end i anden halvdel.

Til gengæld kan man betvivle hans enkeltstart. Der er gå i denne verden, der har været så svingende i den individuelle disciplin, for den engang så temposvage Uran blev pludselig superspecialist, inden tempoevner forsvandt ganske pludseligt for siden at dukke op igen, da han endte på Tourens podium. Flade enkeltstarter har dog aldrig været hans kop te, og hans enkeltstarter har i lang tid været ganske pauvre. I dette tempostærke felt af klassementsryttere ligner han derfor en taber i løbet af de første uge.

Heldigvis for ham er forskellen i top 10 i en grand tour ofte store. Det kan være tæt i toppen, men når vi når ned til de placeringer, Uran skal kæmpe om, bestemmes mulighederne for et topresultat i altovervejende grad af evnerne i bjergene. Det vil formentlig også gælde i et løb, hvor den tredje uge er ganske voldsom og også byder på en af de bjergenkeltstarter, Uran har ganske god erfaring med - senest da han ganske sensationelt vandt bjergenkeltstarten i Schweiz i 2021.

Skal Uran i top 10 i dette felt, kan det sagtens være, at det kræver endnu et udbrud, som det gjorde det i Vueltaen, men heldigvis er den engang så defensive colombianer på sine gamle dage blevet langt mere offensiv. Han får også pladsen, for han er ikke en rytter, man længere frygter, og tidstab på enkeltstarterne vil blot give ham endnu mere frihed. Den tid, han vinder via udbrud, kan imidlertid hurtigt forsvinde som dug for solen, hvis han kan bakke det op på bjergetaperne i den tredje uge, og her skal vi nok ikke regne med at se ham som hyppig gæst i top 10. Hans flotte kørsel i Catalonien viser imidlertid, at der stadig kan vente sig et godt samlet resultat i de gamle ben - og så må jeg jo bide i det sure æble og erkende, at tesen om, at det var helt slut for den colombianske veteran måske ikke holdt hele vejen alligevel.

Ben Healy (*)

For bare et par uger siden havde det nok været fyringsgrund, hvis jeg blot havde overvejet at nævne Ben Healy som en mulig kandidat til et topresultat i Giroen. Jovist, han havde da lige taget sine første professionelle sejre, men det var i meget svage felter i Coppi e Bartali og GP Industria, og selvom han havde lignet stærkeste mand i Region Pays de la Loire Tour, var flot kørsel på et par små franske bakker ikke noget, der blot tilnærmelsesvist står mål med det, der skal leveres, hvis man over de kommende tre uger vil være med i toppen af Giroens klassement.

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Alligevel var det svært ikke at være begejstret. Den flotte kørsel i de mindre løb indikerede nemlig, at Healy måske var mere end det, man havde fornemmet i den første del af hans karriere. Her var han ganske vist blevet den yngste etapevinder nogensinde i Tour de l’Avenir, ligesom han havde vundet en etape i Baby-Giroen, men det var på ingen måde Healy, der trak de store overskrifter på U23-scenen. Ja, faktisk kom etapesejren i Italien i et løb, der blev vundet af Juan Ayuso, og de fleste ved vist godt, hvem af de to der har været omgærdet af mest hype.

I sit første år som professionel i 2022 blev forskellen i den hype, der omgærdede Ayuso og Healy kun endnu større. Mens spanieren blev den blot anden teenager til at ende på et grand tour-podium, udmærkede Healy sig alene med nogle flotte udbrud. Jeg husker særligt et udbrud i Tour of Norway, hvor jeg var ganske imponeret over hans modstandsdygtighed, men en god udbryder skaber som bekendt ingen grand tour-vinder - slet ikke når han ikke gør det færdigt. Og det var Healy aldrig rigtigt tæt på at gøre, selvom han tiltrak sig lidt ekstra opmærksomhed med nogle flotte enkeltstarter sidst på sæsonen.

Hele Healys karriereforløb har entydigt peget i retning af en god udbryder, der kunne køre en hæderlig enkeltstart, men der skete et eller andet i løbet af vinteren. Allerede i sæsonens allerførste løb på Mallorca var han ganske tæt på at tage sejren i et løb, man ville have regnet som værende for hårdt - dog igen ved at ramme det tidlige udbrud. Siden blev sæsonen sat på pause af et styrt i Besseges, og derfor var forventningerne også små, da han gjorde comeback i Coppi e Bartali for halvanden måned siden.

Det var her, at alt forandredes. Pludselig kunne udbryderkongen klatre, og han vandt således den etape, der viste sig at gøre de største forskelle, inden han kørte fra alt og alle i GP Industria. Alligevel var der næppe nogen, der havde anset ham som en seriøs kandidat til ret meget i Ardennerne, hvor modstanden var af en helt, helt anden kaliber.

Da han ankom til Holland og Belgien for at køre de fire kuperede endagsløb, var det kun feinschmeckerne, der vidste, hvem han er, men det fik halvanden uge lavet om på. I dag kender de fleste cykelfans til ireren, der viste sig at være meget mere end udbryderkonge. To andenpladser i Brabantse Pijl og Amstel Gold Race blev fulgt op af en 4. plads i et Liege, hvor han vel var stærkeste mand efter Remco Evenepoel på den stejle Roche-aux-Faucons-stigning til sidst, og dermed kom han hjem fra de fire løb med en resultatliste, som det vel kun var Tadej Pogacar, Tom Pidcock og Evenepoel, der kunne måle sig med - og det er trods alt lidt af et selskab at befinde sig i.

Nu rejser Healy så videre til sin første grand tour, og her aner ingen, hvad vi skal forvente. Meget taler for, at han vil falde tilbage i sin gamle rolle som udbryderkonge, og selvom EF i skrivende stund intet har meldt ud om ambitionerne, vil jeg blive overrasket, hvis ikke de går til løbet med Hugh Carthy og Rigoberto Uran som holdets klassementsryttere og med Healy som en mand, der skal jagte etapesejre.

Derfor vil jeg blive forundret, hvis ireren blander sig langt fremme i klassementet, men denne liste handler mere om potentiale end forventning. Og ingen aner, hvor langt Healys potentiale rækker. For halvanden måned siden vidste vi slet ikke, at han kunne klatre, men han lignede som sagt en af de to stærkeste i Liege, der altid har et af de stærkeste felter af klatrere, man ser i løbet af en hel sæson.

Vi ved også, at Healy kører en god enkeltstart, og hvis ikke han smider tid med vilje, kunne meget tale for, at han kommer fornuftigt igennem den første uge. Han kunne også sagtens være en mand, der via et udbrud i løbet af de to første uger pludselig befinder sig langt fremme i klassementet, og så kan han lige så godt se, hvor langt det kan bære, særligt hvis han har en trøje at forsvare.

Selv hvis han giver det et skud, vil det dog være overraskende, hvis han kan blande sig. Der er en verden til forskel på ardennerstigningerne og Giroens brutale tredje uge, og vi har aldrig set Healy være blot i nærheden af at klatre med de bedste i bjergene. Stigningerne i Coppi e Bartali var længere, men også det var mere ardenner- end bjergterræn, og når man ser på, hvordan Healy klarede sig i bjergene som U23-rytter, er der intet, der tyder på, at han er en stor klatrer.

For halvanden måned siden var der bare heller ikke noget, der tydede på, at han overhovedet kunne køre opad - og der var da slet intet, der tydede på, at han skulle køre med om sejrene i sportens største endagsløb. Healy har i denne sæson ikke bestilt andet end at overraske, og hans evne til at præstere i de længste endagsløb kunne antyde, at han har den rette motor til at køre stærkt over tre uger. Holdbarhed i lange endagsløb kan slet ikke oversættes til restitutionsevne, men der er trods alt ofte et vist overlap mellem ryttere, der excellerer på begge parametre. Healy har til gengæld også været i form længe, men mange løbsdage har han ikke, når man husker på, at styrtet i Besseges satte ham tilbage, og at han mest af alt har kørt endagsløb.

Når Giroen er slut, er det ganske sandsynligt, at vi taler om Healy igen, men formentlig fordi han er faldet tilbage i sin rolle som udbryder og måske har vundet en etape. Ingen kan imidlertid udelukke, at han også kan blande sig i klassementet, for vi taler om en mand, der har vist sig at være noget helt andet, end vi forventede ved sæsonstart. Han kan i hvert fald klatre langt bedre end antaget, den gode enkeltstart har han også, og motoren synes ganske enorm. Overrasker han igen, er der i hvert fald ingen, der bliver fyret, hvis de skulle vove at nævne ham som kandidat til kommende grand tours også.