Giro d&#039;Italia: Vinderkandidaterne (***)

I de seneste år har Giroens løbsarrangør Mauro Vegni gjort en dyd ud af at gøre det modsatte af Tour de France-boss Christian Prudhomme. I de seneste år, hvor Prudhomme har reduceret enkeltstartsomfanget til det rene ingenting, har Vegni nærmet sig 70 km individuel kamp mod uret, og da franskmanden i 2021 brød trenden med en pludselig enkeltstartstung rute, svarede italieneren igen med at designe den mest klatrervenlige rute i flere år. Modellen genbrugte han i 2022, hvor Prudhomme bød på en alsidig Tour-rute med relativt meget enkeltstart, mulig sidevind og endda brosten, hvorefter Vegni svarede igen med en Giro-rute, der var designet til rene klatrere.

Konceptet synes at fungere, for det lykkes ofte Vegni at tiltrække de ryttere, der ikke finder Tour-ruten appellerende, og i år har den snu italiener gjort det igen. Ganske vist præsenterede han denne gang sin rute tidligere end vanligt, inden han havde kendskab til designet af den franske rundtur, men allerede tidligt stod det klart, at målet for Giro-arrangørerne måtte være at få fingre i Remco Evenepoel og Primoz Roglic, der begge lignede mulige Giro-deltagere i en sæson, hvor alle vidste, at Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard ikke kunne lokkes fra Frankrig.

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Den logiske konsekvens af den ambition var at skrue op for enkeltstarterne, og det har Vegni den grad gjort med hele individuelle tidskørsler og et sjældent stort omfang på mere end 70 km, hvoraf langt det meste foregår i det fladland, der appellerer til specialisterne. Missionen lykkedes da også, for allerede inden nytår stod det klart, at der over de kommende tre uger i Italien er lagt op til et revancheopgør mellem Evenpoel og Roglic, efter at deres første konfrontation i Vueltaen grundet Roglics ærgerlige styrt endte en smule uforløst.

Vegni kan endda godt tillade sig at knibe sig lidt i armen over sin succes. Ikke blot har han tiltrukket de største grand tour-rytter blandt dem, der var ”ledige på markedet”, hans mange enkeltstarter har også givet ekstra bonus. Det gælder særligt i kraft af deltagelsen af Geraint Thomas, der ikke blot er tidligere Tour-vinder, men også var ”the best of the rest” i Touren sidste sommer. Han er imidlertid ikke den eneste tidligere grand tour-vinder, for feltet tæller også den genfødte Tao Geoghegan Hart, ligesom de mange enkeltstartskilometer også har haft appel til tempostærke folk som Joao Almeida og Aleksander Vlasov, der har fundet den italienske menu mere tiltrækkende end den franske, ligesom det gælder for den lovende Thymen Arensman.

Glæden bliver næppe mindre af, at Vegni også kan sætte brand i de italienske hjerter, når en i Romandiet genfødt Damiano Caruso kan skabe drømme om en gentagelse af sensationen fra 2021, hvor den erfarne italiener endte som nr. 2, og at hele to ene klatrere, der tidligere er endt på podiet i en grand tour, nemlig Hugh Carthy og Jack Haig, ikke har ladet sig afskrække af de mange enkeltstartskilometer. De får følgeskab af kometen Jay Vine, hvis potentiale ingen endnu kunder, veteranen Thibaut Pinot i dennes sidste store forsøg på at jagte et topresultat i en grand tour, erfarne Rigoberto Uran, Lennard Kämnas i dennes første forsøg som klassementsrytter, og en række stærke hjælpere i form af Pavel Sivakov, Ilan Van Wilder og Brandon McNulty, der alle vil have potentiale til at levere i det omfang, omstændighederne skulle give dem en chance for alligevel at jagte et resultat.

Måske er feltet ikke så dybt, som man ser de i andre grand tours, men Vegni har al mulig grund til at glæde sig over de topnavne, der ventes at skulle konkurrere om de sjoveste placeringer på turen rundt i Italien. Duellen mellem Roglic og Evenepoel stjæler det meste af fokus, men de to favoritter skal ikke kigge for meget på hinanden, inden en outsider måske kan skabe en overraskelse, som det skete i 2019, hvor forhåndsfavoritterne Roglic og Vincenzo Nibali havde haft meget travlt med at kigge på hinanden

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets tre trestjernede favoritter, der alle har en reel chance for at vinde løbet.

Geraint Thomas (***)

Hvis han skulle lide af paranoia og føle brug for lidt ekstra tryghed og beskyttelse i hverdagen, ville Geraint Thomas formentlig uden problemer kunne søge om optagelse på listen over truede dyrearter. Den walisiske veteran er nemlig lidt af et særsyn i cykelsporten i disse år, hvor han er næsten helt alene om at bryde en trend, der bare synes at tage til i styrke.

I denne vidunderbørnenes tidsalder taler man nemlig ikke længere om ”fyrre, fed og færdig”. Tallet fyrre er for længst blevet erstattet af tredive, for nu om dage bliver der stadig længere mellem de ryttere, der kan begå sig blandt de allerbedste, når deres alder starter med et tre- og ikke et total. Vi kan jo bare tage den aktuelle verdensrangliste, hvor de eneste ryttere i top 20, der har rundet 30 år, er Christophe Laporte på 9. pladsen, Mikel Landa på 10. pladsen, Primoz Roglic på 13. pladsen, Pello Bilbao på 18. pladsen og Alexander Kristoff på 20. pladsen. De øvrige 15 ville i gamle dage alle være blevet betegnet som unge ryttere, og i top 8, hvor alle altså fortsat befinder sig 20erne, er alderspræsidenterne Wout van Aert og Mathieu van de Poel, der i dag begge er 28 år.

Lidt anderledes forholder det sig i grand tours, hvor de ældre rytteres dieselmotor i højere grad belønnes, og faktisk blev hele 11 af de 30 top 10-placeringer i sidste års grand tours indtaget af ryttere, der havde rundet det skarpe hjørne. I Vueltaens top 10 var der imidlertid kun én rytter, der var ældre end 28, og han var at finde helt nede på 9. pladsen, og i det hele taget er det da også i altovervejende grad de mindre sjove top 10-placeringer, de erfarne rotter kunne besætte.

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Sådan var det imidlertid ikke i Touren. Her udgjordes top 5 ganske vist stort set udelukke af ryttere, der var mellem 23 og 26 år gamle, men blandt de fire unge talenter fandt man en walisisk veteran. Faktisk var han ikke bare end en veteran. I moderne cykelsport ville han med sine 36 år næsten være at betegne som en olding, og han var da således også mindst 10 år ældre end de fire rivaler, han kæmpede mest mod i sidste sommers store cykelshow.

For mig kom det mildt sagt som en overraskelse. Jeg havde nemlig for længst begravet Thomas, der ikke havde gjort meget væsen af sig, siden han styrtede ud af Giroen i efteråret 2020. Jo, han vandt skam Romandiet og kørte på podiet i både Dauphiné og Catalonien i 2021, men uden på nogen måde at overbevise, når han var oppe mod de bedste. Det endte da også helt skidt i Touren, hvor han allerede havde mistet tid inden det styrt, der ødelagde resten af løbet, og hans 2022 var mildt sagt pauvert, indtil han vandt Tour de Suisse lige inden Touren. Det kunne måske have givet lidt optimisme, hvis ikke det skyldtes, at et i forvejen lidt tamt felt var blevet svækket helt enormt af en coronabølge, og hvis ikke Thomas havde virket alt andet end overbevisende i sin vej mod sejren.

Al den skepsis fik han imidlertid fjernet sidste sommer. Naturligvis var han ikke i nærheden af Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard, men blandt de dødelige var han i særklasse den bedste. Dermed satte han én gang for alle en fed streg under, at det stadig er muligt at begå sig i toppen, selv når man også har rundet de 35. Ganske vist er det et særsyn, men for de helt sjældne dyrearter, som Thomas åbenbart er, kan det altså lade gøre.

Kan han så gentage bedriften, når han i denne måned skal forsøge at rette op på sine seneste to meget ærgerlige besøg i Giroen, hvor han styrtede ud, nærmest inden løbet var gået i gang? Det er meget svært at sige. Han er nu blevet næsten et helt år ældre, og før eller siden går det jo ned ad bakke, selv for Thomas. Det gjorde det jo endda for Alejandro Valverde, og når selv den spanske evighedsmaskine kan blive gammel, må man trods alt forvente, at alderen før eller siden indhenter Thomas også.

Når han får så høj en rangering på denne favoritliste, handler det således mere om potentiale end forventning. Der vil have været større chok i cykelhistorien, end hvis Thomas viser sig at være et stykke fa sit Tour-niveau, men hvis til gengæld han kan finde samme ben som sidste sommer, kan han meget vel igen være ”best of the rest”, denne gang bag en nye duo af fænomener, nemlig Primoz Roglic og Remco Evenepoel. Spørgsmålet er bare, om han kan det.

Hans forberedelse har jo desværre været temmelig problematisk, efter at sygdom slog ham ud både i januar og februar, hvorfor han missede et par løb i optakten. Han var da også i starten på det pauvre niveau, vi har lært at kende ham for i årets første måneder, og selvom han heldigvis viste klar fremgang i Tour of the Alps, var han betydeligt længere væk fra sit bedste, end han var, da han vandt i Schweiz kort inden Touren sidste sommer.

Heldigvis reddes han af ruten. Det er sjældent, at en grand tour har så få nøgleetaper i løbets indledning, som det gælder i dette løb, hvor den eneste svære bjergetape i de første to uger er Crans Montana-etapen, som endda kommer på den næstsidste fredag. Jo, der er to meget vigtige enkeltstarter, som burde være skræddersyet til Thomas, og hvor han derfor næppe får den store fordel, han burde have fået, men han vil stadig formentlig være den rytter, der begrænser tabet til Evenepoel og Roglic bedst, for han har talrige gange vist, at han er fremragende på flade tonserenkeltstarter.

At han har noget form at indhente - og det vil han have - er på denne rute således ingen katastrofe, og det virker således slet ikke umuligt, at han alligevel kan ligge nr. 3 bag de to formodede favoritter, når løbet går ind i den altafgørende tredje uge. Her kan man så håbe, at Thomas ’ begrænsede løbskalender måske endda kan give ham lidt ekstra friskhed, for vi ved i hvert fald, at han er en af de få, der har en veldokumenteret evne til at køre stærkt også til sidst i en grand tour.

Han har også bevist, at han er god på de store bjergetaper med mange højdemeter, som bliver helt afgørende i denne Giro, men alligevel er der et ret stort spørgsmål, der skal besvares, inden man kan sige, om denne rute er så perfekt for Thomas, som den med sine mange enkeltstartskilometer og tyngde i den tredje uge ved første øjekast er. De to måske vigtigste etaper, nemlig 19. og 20. etape, afgøres på nogle meget voldsomme procenter, og da Thomas i altovervejende grad har satset på Touren, hvor procenterne sjældent når de højder, ved vi faktisk ikke specielt meget om hans evner på stejle sataner som disse. Det er imidlertid rimeligt at tro, at en rytter på mere end 70 kg vil have en betydelig ulempe i forhold til hovedparten af rivalerne, og hvis det er tilfældet, ender Thomas næppe på podiet i dette løb. Dertil er de to etaper alt, alt for vigtige.

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Man kan også diskutere, om han har det mod, der skal til for at gå efter sejren. Hvis ikke Evenepoel og Roglic har uheld, er det formentlig kun en udnyttelse af deres interne magtkamp, som kan sende sejren i en anden retning, og her er Ineos jo umiddelbart i pole position med deres enorme overtal. Skal det udnyttes, skal man imidlertid tage chancer, og det er tvivlsomt, om Thomas vil det. I sin sidste Giro kan det meget vel være yderst tilfredsstillende at tage endnu en podieplads, der vil gøre hans meget Tour-fokuserede generalieblad betydeligt bredere. Vi så jo allerede sidste sommer, at han allerede tidligt i løbet indikerede, at han var fint tilfreds med at ende som nr. 3.

På den anden side taler meget for, at denne Giro kun får en alternativ vinder, hvis Roglic og Evenepoel begge har uheld, eller hvis de løber ind i en større krise, som man nok særligt kunne have Evenepoel mistænkt for. I det tilfælde kan man sagtens vinde løbet med stabil og defensiv kørsel, hvor man bruger enkeltstarterne til at vinde tid på alle andre rivaler end de to favoritter og herefter forsvarer sig flot i bjergene i en tredje uge, hvor løbet bliver afgjort.

Her ved vi, at Thomas har motoren til at præstere over store bjergetaper, og med den formfremgang, han havde i Alperne, er der også en rimelig grund til at tro, at han vil toppe på rette tid i et løb, der er designet perfekt for ryttere, som starter med et formmæssigt efterslæb. Om han så vitterligt stadig kan finde samme niveau som i Touren, når han undervejs i løbet runder de 37, og om han kan håndtere de brutale procenter, der kendetegner to af løbets nøgleetaper, ved vi ikke, men hvis der kan svares bekræftende på begge spørgsmål, ligner Thomas stadig et af de bedste bud på en rytter, der kan tage sejren, hvis det kikser for begge de to favoritter. Lykkes det at vinde en grand tour i en alder af 37 i denne vidunderbørnenes tidsalder, må det samlede cykelfolk til gengæld kræve, at han definitivt kommer på listen over sjældne dyrearter.

Joao Almeida (***)

Det kan virke lidt absurd at hævde, at en rytter er til en karrieredefinerende eksamen, når han stadig er så ung, at han deltager i ungdomskonkurrencen, men sådan må det næsten føles for Joao Almeida. Det skyldes naturligvis, at han befinder sig på et hold, der med sin nærmest bundløse pengetank med arabiske oliemillioner har kunnet hente det ene supertalent efter det andet, og det fører naturligt nok til, at kaptajnpladser i grand tours ikke er meget vanskeligere at få fingre i end hos UAE-mandskabet.

Indtil nu har Almeida imidlertid ikke haft spor svært ved at få 1-tallet på ryggen i de store etapeløb. Han blev hentet til holdet som manden, der skulle satse på de grand tours, Tadej Pogacar efterlod til de andre, og derfor er det på lørdag allerede tredje gang, at han starter en grand tour som UAEs førstemand, selvom han ikke har været en del af holdet i meget mere end et år. Nu kan han imidlertid allerede mærke Juan Ayusos hede ånde i nakken, efter at han led den lille ydmygelse at blive slået af sin bare 19-årige hjælperytter under den seneste Vuelta, og han får nu ind til en Giro, hvor han ikke kan udelukke, at samme skæbne vil overgå ham denne gang, blot med Jay Vine som den luksushjælper, der måske kan overstråle ham.

Sandt er det nemlig også, at Almeida ikke helt har levet op til forventninger. Det var ellers med god grund, at UAE viste ham så stor tillid ved at hente ham som alternativet til Pogacar. Efter en flot Giro-debut med en 4. plads i 2020 sluttede han nemlig Giroen i 2021 så blændende af, at han lignede en rytter med den helt rette tredjeugesmotor til de store etapeløb. Da han samtidig startede 2022-sæsonen lovende, særligt med sejren på kongeetapen i Catalonien, lignede han en mand, der havde forbedret sin klatring så meget, at en Giro-sejr i første forsøg ikke virkede helt på månen.

Den var han imidlertid aldrig tæt på. Det kan godt være, at corona sendte ham ud af løbet i den tredje uge, men på det tidspunkt stod det allerede helt klart, at det kun var en 4. plads, sygdommen kostede ham. Han var i hvert fald relativt langt fra at matche Jai Hindley, Richard Carapaz og Mikel Landa i bjergene, og det blev bestemt heller ikke bedre af, at han blev en del af en generel UAE-tendens i 2022, nemlig at alle andre end Pogacar underpræsterede på enkeltstarterne. Ja, faktisk var disciplinen igennem hele sæsonen vedt fra at være en styrke til pludselig at være en ulempe.

Det var det, man håbede, at han kunne rejse sig fra i Vueltaen, men det var han end ikke tæt på. Han endte ganske vist løbet som nr. 5, da han nok engang sluttede løbet relativt stærkt af og dermed bekræftede sin tredjeugesmotor, men han var aldrig tæt på de bedste, og mange vil sikkert have glemt, at han overhovedet var med. Han blev i hvert fald klart overskygget af hjælperytteren Ayuso - også så meget, at han nok skal være glad for, at det heller ikke blev i år, at Pogacar kaster sig ud i to grand tours. I givet fald havde det nok været svært for Almeida at få den kaptajnrolle, han har i den kommende Giro.

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Den har han imidlertid alligevel sikret sig, og faktisk er jeg ganske optimistisk på hans vegne. Der har nemlig været klare indikationer af, at han måske alligevel er på vej tilbage på sporet efter et 2022, der ikke gik helt som håbet. Hans forår har i hvert fald været ganske opløftende, også selvom han modsat sidste år endnu ikke har vundet.

Det gjaldt ikke for starten på Mallorca, hvor han led under det dårlige vejr, der altid er en stor udfordring for ham, og sygdom satte ham også tilbage inden Algarve, hvor hans 2. plads på kongeetapen i det lys faktisk var yderst opløftende. Hans Tirreno var endnu mere lovende, for selvom han ikke imponerede stort, endte han som nr. 2 på en rute, hvor kraftig modvind på kongeetapen betød, at det stort set blev afgjort af punch og eksplosivitet - en evne, som Almeida havde engang, men som i dag synes helt forsvundet til fordel for hans dieselagtige klatrestil.

Bedst så det dog ud i Catalonien, hvor han endte som ”best of the rest” bag de to store Giro-favoritter, Remco Evenepoel og Primoz Roglic. Særligt på første bjergetape, hvor han havde en kritisk defekt, imponerede han stort med et fornemt comeback. Han havde ikke sin bedste dag på 3. etape, hvor han efter eget udsagn betalt prisen for sin kraftanstrengelse dagen forinden, men på kongeetapen var ”the best of the rest” som nr. 3.

Det kan stadig være lidt svært at fornemme, om han har taget et nyt skridt i sin klatring, men tendensen har været opløftende. Samtidig går han ind til en Giro, der burde passe ham som fod i hose. Det er nemlig mere end vanligt ekstremt bagtung, men alle de vigtigste bjergetaper koncentreret i en brutal tredje uge, og kan vi bruge Giroen i 2021 og Vueltaen i 2022 som pejlemærke, vil det være her, Almeida er bedst. Man kan diskutere, om det gjaldt i Giroen i 2022, men her kan det være lidt svært at vurdere hans præstation mod slutningen, hvor man ikke helt kan vide, hvornår sygdommen satte ham lidt tilbage.

Det allerbedste er næsten, at hans enkeltstart synes tilbage. Senest viste Romandiet, hvor UAE havde ikke færre end fire mand i top 11, at holdet synes at have vendt den kedelige tendens fra 2022, og det så vi også fra Almeida selv i Tirreno, hvor det var hans 7. plads på 1. etape, der var årsagen til den samlede 2. plads. Han skuffede til gengæld igen i Algarve, men det kan muligvis forklares med den dårlige forberedelse. Han virker måske ikke tilbage ved sit bedste niveau i disciplinen, men nu synes han i hvert fald igen at have det som en styrke i forhold til mange af klassementsrytterne.

De mange kilometers enkeltstart er således ingen ulempe, og det er designet af den afgørende tredje uge heller ikke. Der er tale om gigantiske bjergetaper, der burde passe godt til en dieselmotor som Almeida, hvis speciale i bjergene netop er at kende sig selv og ikke gå ned. Den evne har også hjulpet ham på stejle procenter, som blandt andet sikrede ham sejren i Burgos sidste år, og den bør således komme ham til gode på de helt afgørende 19. og 20. etaper. Særligt den vanvittige bjergenkeltstart synes skabt til en mand, der jo kører enhver bjergetape, som var det netop en bjergenkeltstart. Bedst af det hele er det, at det alt sammen kommer i den del af løbet, hvor Almeida er bedst - i hvert fald hvis han undgår det dårlige vejr, som desværre altid lurer som en stor, stor trussel mod ham, og som er særligt sandsynlig i den ofte regnvejrsplagede Giro.

Spørgsmålet er bare, om han er god nok. Catalonien viste klart, at han ikke er god nok til at slå de to favoritter, men der er han jo i samme båd som alle andre. Til gengæld har han aldrig været bange for at angribe og tage chancer, som han også gjorde med sin store offensiv i Vueltaen sidste år, og det kan være nøglen til sejr mod de to giganter, hvis de har lidt for meget øje for hinanden. Han udgør i det spil sammen med Jay Vine en meget interessant duo på et i øvrigt meget stærkt UAE-hold, der bestemt er blandt de mest kraftfulde mandskaber.

Det skal imidlertid også til at være for Almeida, selvom han blot er 24 år og den store favorit til igen at vinde ungdomskonkurrencen, hvis Evenepoel af en eller anden grund skulle fejle. Pogacar har hele tiden stået foran i hierarkiet, og både Ayuso og Vine ånder ham i nakken. Derfor er de kommende tre uger en potentielt karrieredefinerende eksamen for en mand, der tog en stor chance ved at skifte til et hold, hvor han vidste, at den interne konkurrence ville være stor. Heldigvis har sæsonstarten været ganske lovende forud for et løb, hvor ruten passer ham storartet. En entydig kaptajnrolle er også sikret. Om tre uger har vi til gengæld også en god ide om, hvorvidt det blev sidste grand tour med éttallet på ryggen, og om tredje eksamen blev lykkens gang.

Evenepoel tilbage på landevejen

Jay Vine (***)

Hvis nogen i sommeren 2020 havde fortalt Jay Vine, at han tre år senere skulle stille til start i Giroen som den vel nok mest spændende og uforudsigelige klassementsrytter, havde han formentlig slået en latter op. Dengang lå den netop påbegyndte karriere nemlig i ruiner, da coronapandemien ramte australske ryttere ekstra hårdt. En 5. plads i Herald Sun Tour havde ellers netop åbenbaret, at han måske havde et vist potentiale, men nu sad han fanget på en hometrainer uden nogen positiv udsigt - og det endda i en alder af 24, hvilket i denne vidunderbørnenes tidsalder allerede kan betegnes som en fremskreden en af slagsen.

Zwift blev imidlertid hans redning. De fleste har sikkert hørt historien om, hvordan australieren vandt den konkurrence, der hvert år tilbyder vinderen en kontrakt med Alpecin, og dermed fandt han en vej ud af det coronafængsel, som han sammen med flertallet af australske ryttere var havnet i. Han fik da også med det samme vist sit potentiale med en samlet 2. plads i debutløbet i Tyrkiet og en 5. plads på kongeetapen i Burgos, inden han i en ikke specielt opløftende Vuelta-debut måske uden et ærgerligt styrt kunne have vundet en bjergetape.

Jo, spændende var han skam, ham den mystiske australier, men han var godt nok også svær at blive klog på. Det var samme sæsons løb i Burgos et godt eksempel på, for her blev han nr. 95 på den første bjergetape, inden han altså endte som nr. 5 på den anden. Samme mønster så vi i Besseges året efter, hvor det var lykkedes ham at ryge ned på en samlet 114. plads efter de første tre etaper, inden kun en god spurt fra Tobias Johannessen forhindrede ham i at vinde kongeetapen. Og da han et par uger senere stillede til start i Algarve, blev han nr. 109 på den første bjergetape, inden han rundede løbet af med en 7. plads på kongeetapen.

Det har nemlig været fortællingen om Vine: man aner aldrig, hvilken udgave man får. I 2022 fandt han en vis stabilitet med endnu en 2. plads i Tyrkiet og ikke mindst en 2. plads bag Evenepoel i Norge, men da den gode form skulle bruges i Schweiz, udgik han efter tre lettere etaper, hvor hans bedste resultat var en 130. plads. Den slags ustabilitet lugter jo ikke ligefrem af grand tour-potentiale, for i de lange etapeløb er det konsistens, der belønnes, og derudover havde hans niveau måske nok været flot, men slet ikke noget, der lugtede af det allerstørste.

Alt sammen ændredes det imidlertid en torsdag i august. På Vueltaens første bjergetape var hovedfortællingen ganske vist, at Evenepoel knuste al modstand med en sand magtdemonstration, en alligevel vandt han ikke etapen. Det burde han jo ellers have gjort, for hans Quick-Step-hold havde sørget for at indhente det tidlige udbrud, så chefen kunne få den etapesejr, han gik efter.

Hvordan kunne det lade sig gøre? Forklaringen var australsk og lød navnet Vine. Kort inden Evenepoel åbnede for sluserne, var australieren stukket af. Den slags tidlige angreb fra ligegyldige outsidere er vi vant til, og de bliver altid neutraliseret så hurtigt, at de er glemt dagen efter, men denne gang var det anderledes. Evenepoel lykkedes aldrig med at hente den undslupne australier, og det vel at mærke selvom han kørte så stærkt, at kun Enric Mas med det yderste af neglene kunne følge ham, og at den store gruppe af klassementsryttere anført af en vis Primoz Roglic smed intet mindre end 1.22 til det belgiske vidunderbarn, endda på en stigning, der ikke var Vueltaens sværeste.

Med andre ord: Vine kørte lige op med den Evenepoel, der kørte resten af Vuelta-feltet midt over. Den slags er jo i dag ellers kun noget, der burde være muligt for folk som Tadej Pogacar, Jonas Vingegaard eller Roglic, men nu skulle vi åbenbart inkludere Vine i den kategori. To dage senere vandt han sågar endnu en bjergetape, men denne gang var det en klassiske udbrudssejr uden samme aura af vanvid, som det havde været tilfældet på Pico Jano to dage tidligere.

Det var den torsdag, at Vines status forandredes. Her viste han nemlig, at han er en af de få, der har det vanvittige topniveau, der kan matche selv fænomenerne. Til gengæld viste resten af Vueltaen også, at den manglende stabilitet, der har været hans mest markante kendetegn, stadig ikke er forsvundet. Da han på 12. etape igen lignede en sikker vinder fra et udbrud, der holdt hjem, endte han således som en pauver nr. 7 bag ryttere, han burde have været overlegen, hvormed det stod klart, at børnesygdommen ikke er helt forsvundet.

Heldigvis undgik han det totale kollaps, som det lugtede af. Tre dage senere blev han nr. 4 på kongeetapen, hvorefter et dumt styrt i den tredje uge kostede ham den samlede sejr i bjergkonkurrencen og muligheden for at bevise, at han kunne køre stærkt også i den tredje uge. Netop det kan give lidt håb, for det er den manglende stabilitet, der mere end noget andet står i vejen for, at Vine kan blive en grand tour-stjerne.

Sådan vandt dansk stortalent for anden dag i træk

Alt andet synes nemlig på plads. Topniveauet i bjergene har han i hvert fald, og nu har han endda også lært at køre enkeltstart. Allerede sidste år viste han lovende takter i den disciplin, men det er først efter skiftet til UAE, at han er begyndt at satse på den, har været i vindtunnel og har arbejdet på sin position. Det førte til et australsk mesterskab og en chokerende god prolog i det Tour Down Under, han endte med at vinde i sin fremragende sæsonstart, der dog blev martret af det, vi mindst af alt håber at se fra Vine, nemlig en ustabilitet, der gav sig udslag i et kollaps i linjeløbet få dage inden sejren på enkeltstarten ved mesterskaberne.

Hvor langt de tempoevner rækker til, når han står over for Evenepoel, Roglic og Thomas, er svært at sige på baggrund af den modstand, han havde i Australien, men med tanke på, at han sidste år blev nr. 23 på den helt flade Vuelta-enkelstart uden at have arbejdet spor på sine evner i disciplinen, ligner han en relativt komplet klassementsryttere, der efter alt at dømme bliver slået af den ovenfor nævnte trio på løbets flade enkeltstarter, men som bestemt bør være i stand til at begrænse tabet og vinde tid på mange andre klassementsryttere.

Dermed er alsidigheden på plads, og det er jo en væsentlig komponent for en klassementsrytter. Den helt store udfordring er imidlertid stabiliteten, og her er udsigterne desværre langt mindre lyse. Vi ved heller ikke, hvilken forfatning han dukker op i, efter at en drilsk knæskade kostede ham hele hans forårskalender, så han reelt ikke har kørt løb siden den succesrige start i Australien. Det er dog ikke nødvendigvis en stor ulempe, for han mestrer om nogen kunsten at træne sig i form, da han mødte op til sidste års Vuelta helt uden forberedelsesløb, ligesom han nåede et højt niveau ved den australske sæsonstart. Han har også udtrykt stor optimisme og føler sig både velforberedt og klar.

Usikkerhed skaber det dog, for forberedelsen har ikke været ideel, og det er jo problematisk, når al tale om Vine i forvejen ikke handler om andet end usikkerhed. Vi ved, at han på sine gode dage kan give selv Evenepoel og Roglic grå hår i hovedet, og vi ved, at han nu også har lært at køre enkeltstart. Vi ved imidlertid også, at prædikatet lottokupon er det, der hidtil har passet ham bedst, og det er det værste prædikat at have, hvis man vil køre klassement i en grand tour, der mere end noget andet handler om stabilitet. Han må også leve med kun at være plan B bag Almeida, men han er blevet lovet, at han i første omgang får lov at holde sig til, indtil Almeida måtte få brug for hans hjælp.

Den hjælp kan hurtigt udeblive, for hvis Vine kører lige så stærkt, som han gjorde den torsdag i august, og der denne gang er gevinst på lottokuponen på 21 etaper i træk, taler meget nemlig for, at portugiseren igen bliver slået af en hjælperytter, som han gjorde det med Juan Ayuso i Vueltaen i 2022 - og dermed vil han definitivt have vendt en karriere, der lå i ruiner i et australsk coronafængsel for mindre end tre år siden, totalt på hovedet.