Giro d’Italia intermezzo: Hvad har vi lært?

Cadel Evans er (måske) tilbage

Siden Cadel Evans vandt Tour de France i 2011, har han vist yderst svingende form og reelt ikke ramt de samme højder. Han har virket gammel, slidt og svingende. Han har lignet en mand i sin karrieres efterår.

I denne Giro har Evans givet indikationer på, at ’gamle’ Evans så småt er tilbage. Han har været stabil og habil hele vejen i gennem. Han har ikke vundet nogen etaper, men han ligger til og bobler konstant lige under overfladen - som Evans nu engang har det med at gøre. Sidst Evans så snedigt og ikke anmasende legede med i toppen af en Grand Tour på denne måde, ja, der vandt han jo det hele. Hvis Evans reelt har genfundet sin velkendte stabilitet, er han en stor trussel. 

Evans mangler dog stadig at bevise at han kan følge med på de hårde stigninger. Og ja, Evans vinder næppe Giro d’Italia, men han har så sandelig vist, at han langt fra er færdig. Han er med helt fremme i klassementet og vil være et rigtigt godt bud på en podieplacering. Derudover fører han efter 9. etape pointkonkurrencen. Det kan godt være, at det ikke vil være den fremmeste triumf på hans CV, men det er et mål, som han bør og skal jagte. Og det ville faktisk være flot.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Ryder Hesjedel viser sine begrænsninger

Hvor Evans har overrasket positivt, så har det været en noget mere blandet fornøjelse for den forsvarende mester, Ryder Hesjedal. Canadieren imponerede ellers med angrebslyst og overskud i starten af løbet indtil weekenden, hvor han først kørte en skuffende enkeltstart og på søndagens etape smed han som den eneste favorit en masse tid.

Om det var dårlig forplejning, vejret eller ren og skær udmattelse der slog Hesjedal ud, er som sådan ligegyldigt. Det er svært at se, hvor en rytter som Hesjedal - uden videre spidskompetencer - skal finde 3 minutter på ryttere som Robert Gesink, Cadel Evans og ikke mindst Vicenzo Nibali. Det ligner at 2012 bliver en enlig svale for Hesjedal. Og det er fint: Det er de færreste ryttere velsignet med så begrænsede midler, der kan se tilbage på sejr i Giro d’Italia.

Der er stadig liv i Hesjedal, men Garmin-Sharp gør sig nok atter klogt i at se sig om efter deres ’nye’ klassementsrytter. Det amerikanske hold har haft stor succes med at opgradere internt: Christian Vande Velde, Bradley Wiggins og nu Hesjedal. Men i stedet for at satse på aldrende ryttere uden meget perspektiv, er tiden inde til at satse ungt. Og løsningen findes atter internt: Daniel Martin og Andrew Talansky står på spring.

Mark Cavendish bør nedprioritere Giro d’Italia

Mark Cavendish bør udgå af Giro d’Italia hurtigst muligt. Ja, jeg ved godt de fleste ikke bryder sig om ryttere, der ’lader’ sig udgå, men lyt nu.

Mark Cavendish har et særligt forhold til Giro d’Italia og Italien generelt. Det er her han bor med sin Glamour Model af en kone og det er her, han vandt sin første Grand Tour-sejr. Alligevel bør han overveje, om han bør tilbringe så megen tid i Italien fremover. Problemet er, at Giroen ikke elsker Cavendish lige så meget, som han elsker Giroen.

Forestil dig Giroen og Mark Cavendish er et ægtepar. De elsker hinanden, de har en fælles historie, men det har aldrig været et ligevægtigt forhold. Cavendish bør i det mindste søge om at blive separeret. Han skal se om hans italienske ægtefælle faktisk elsker ham; om hun kan ændre sig bare en smule for ham.   

Mark Cavendish og Giroen er bare ikke skabt til hinanden, i hvert fald ikke disse år. Giroens arrangører har evig og altid været opportunister, der skaber ruter, der passer de stjerner, som de nu engang ønsker at tiltrække og som det italienske publikum elsker mest. I de år, hvor Allessandro Petacchi og Mario Cipollini var på toppen, sørgede Giro-arrangørerne altid for at have rigeligt med flade, sprinteregnede etaper på programmet. Havde det ikke været tilfældet, havde Cippollini aldrig nået at samle 42 etapesejre. I 2004 sikrede Petacchi sig hele 9 etapesejre.

Men sådan er det ikke mere. Giro d’Italia bevæger sig mere og mere mod det spektakulære, mod at hver etape skal (potentielt) være et festfyrværkeri. Der er ikke plads eller lyst til særlig mange flade, kedelige etaper. Mark Cavendish kan realistisk ’kun’ vinde en eller to af de resterende etaper. Der er intet, der tyder på, at det vil ændre sig lige foreløbigt. Det er ikke det, det italienske folk vil have, og derfor bliver Cavendish ikke særligt tilgodeset.

For Cavendish er det bare ikke nok at gennemføre et Giro d’Italia og ’kun’ vinde fx tre etapesejre. Derfor bør man spørge, om ikke Mark Cavendish bør droppe Giroen, eller i hvert fald undlade at køre løbet til ende. Cavendish burde spare sig selv til Tour de France og Vuelta a España. Her er hvorfor: Cavendish kan skrive historie.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I en alder af kun 27 har Mark Cavendish allerede sikret sig 38 Grand Tour-etapesejre. Det bringer ham på en nuværende ottendeplads i det samlede regnskab, men hvis Cavendish fortsætter takterne i Tour de France og vinder minimum 5 etapesejre, vil han ryge på en historisk fjerdeplads, kun overgået af Petacchi (48), Cippolini (57) og Eddy Merckx (64).

Der ikke noget der tyder på, at Cavendish ikke fortsat kan være alt dominerende mange år endnu, men man ved aldrig med sprintere, der ofte mister lidt topfart, som de bliver ældre. Derfor bør Mark Cavendish nedprioritere Giro d’Italia til fordel for Vuelta a España, der i langt højere grad vil tilgodese hans rekordjagt. Hidtil har Cavendish ’kun’ vundet tre etapesejre i Vueltaen. Det tal kan blive langt højere - og det bør det. Det er på de spanke motorveje mod Madrid, at Cavendish kan sikre sig legendestatus; det er på vejen mod Madrid, at han kan overgå selveste Eddy Merckx! 

Giro d’Italia et helt andet monster end Tour de France

Team Sky vandt holdtidskørslen. På enkeltstarten tog Wiggins tid på alle sine konkurrenter, men slet ikke tid nok. Det hele er ikke gået efter Team Skys plan. Det kom der delvis en punktering i vejen for, men derudover tyder det ikke på, at Wiggins kunne have taget 2-3 minutter på Nibali alligevel. Og det ville Wiggins have haft brug for.

Nu skal Wiggins vinde tid i bjergene. Det er usandsynligt, at han er i stand til det, men ikke umuligt. Det bliver spændende at se, hvordan Wiggins griber et løb an, hvor han ikke kan køre afventende. Men faktum er, at løbet har forløbet sig helt perfekt for Vicenzo Nibali, der synes at cruise mod sejren.    

Overskriften er derfor ikke helt så banal som man skulle tro. Pointen er, at denne første uge har bevist, at selvom feltet altid er stærkere i Tour de France end i Giro d’Italia, så kan resultater fra det ene ikke bare overføres til den andet. De er ikke ’lig’ hinanden. De to løb kræver noget vidt forskelligt af rytterne.

Giroen køres tidligere på året, primært i den kolde, nordlige del, og det resulterer ofte i meget våde veje. Når Giroen samtidig er glad for at have stigninger med på de fleste af etapernes finaler, så er resultatet et særdeles koncentrations- og teknikkrævende løb, der i høj grad kan tabes på nedkørsler. Og løbet trætter på en anden måde end Touren.

Det vidste de fleste nok i forvejen. Mere overraskende var det nok, at Bradley Wiggins var så svagt udstyret på nedkørsler. Han har virket ræd, nervøs, usikker og teknisk dårlig. Sådan kan man ikke vinde Giro d’Italia - og slet ikke i år, hvor vejret har været særligt dårligt. Wiggins har set så skidt ud, at han næsten har fået Robert Gesink til at virke sikker.

Nu ligger Wiggins efter Nibali og flere af de andre store favoritter i klassementet. Det var ikke planen: Wiggins burde have ligget adskillige minutter foran konkurrenterne på nuværende tidspunkt. Det havde Team Skys computere jo længe regnet ud. Mer der er visse ting, man ikke kan planlægge, visse ting som man ikke bare plotte ud via innovativ træning og planlægning. Team Sky har ikke kunnet styre Giroen som mange - inklusiv os her på siden - forventede de ville. Giro d’Italia er og bliver et struktureret anarki, når det er bedst. Og derfor er Vicenzo Nibali nu løbets altoverskyggende storfavorit.

Søndag, da Wiggins hængte efter feltet med alle de andre favoritter, sendte Team Sky hele holdet ned til Bradley Wiggins - undtagen altså holdets to andre potentielle klassementsryttere, Rigoberto Uran og Sergio Henao. Jovist, man kan argumentere for, at det var en taktik og at de colombianske ryttere altid kunne lade sig falde tilbage, men det virker plausibelt, at Team Sky snart sadler om. Det virker ikke længere sandsynligt, at Wiggins kan vinde Giroen. Det er usikkert om han overhovedet gennemfører.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Ungdomstrøjen helt åben

Før Giroen startede, havde vi her på siden udset os tre forhåndsfavoritter: Carlos Betancur, Wilco Kelderman og Rafal Majka. Disse tre ligger pt. i top-3 af konkurrencen og har klart skilt sig ud. Ikke overraskende er det Kelderman der ligger forrest efter enkeltstarten, hvor Betancur måske smed lidt mere tid end forventet, og hvor Majka måske overraskede en smule på den gode måde.

Men det er de næste små to uger at ungdomstrøjen vindes og tabes. De tidsforskelle, der blev vundet og tabt på enkeltstarten, er småting i forhold til det, som der vil blive smidt de næste par uger. Kampen bliver næppe tæt. Nogle af de tre vil vise, at de har benene over tre uger, mens andre vil falme.

Betancurs lidt ærgerlige sejrsfadæse på søndagens etape er ligegyldig: Han er stadig manden, der skal slås. Netop fordi Betancur havde overskud til at gennemføre et sådan angrib, viser hvorfor han er storfavorit. Han har overskud. Kelderman er i den lidt uheldige situation, at holdkaptajnen Robert Gesink nu leger med om den ultimative sejr, hvorfor Kelderman kan tænkes at blive ofret. Derudover er Kelderman den mindst prøvede på denne scene. Kelderman holder næppe tre uger.

Hvilket efterlader Rafal Majka, som vi stadig ved meget lidt om. På den første farlige nedkørsel undskyldte og beklagede Majka at han havde tabt tid. Siden har han været mere vågen, mere frygtløs. Og han har set stærk ud. Men som det hele tiden har været tilfældet, så ved vi reelt stadig meget lidt om Majkas formåen. Det eneste man derfor kan konkludere her på løbets første hviledag er, at kampen om den hvide ungdomstrøje stadig er helt og aldeles åben. Og det er skønt.