Giro d'Italia: Vinderne og taberne

nullÅrets første store etapeløb er overstået og hverdagen har meldt sig igen. Om cirka 1 måneds tid går det hele i gang igen, når feltet stopper forbi de franske landeveje og får interessen for cykelsporten til at eksplodere for en kort periode.

Giro d’Italia anno 2006 var overordnet set en noget lunken omgang, der set fra de danske cykelelskeres synsvinkel nok fik en mere interesse og bevågenhed end kvaliteten i løbet egentlig berettigede til. Spændingsmomentet var for de flestes vedkommende hurtigt overstået og fra 11. etape var det også tydeligt, at Team CSC nogenlunde kunne gøre som det passede dem, konkurrencen var dertil for lille.

Ruten levede heller ikke op til, hvad flere måneders forventninger ellers havde kunnet opbygge, noget af dette skyldtes selvfølgelig at etapen til Plan de Corones blev beskåret, men ellers viste favoritterne forbløffende tilbageholdenhed på alle bjergetaperne indtil på 20. etape til Aprica, der så også blev et sandt fyrværkeri.

Vinderne

Det var faktisk Team CSC’s skyld at Giroen blev en kedelig affære. Det danske hold havde sendt et frygtindgydende hold til Italien i jagten på holdets og Ivan Bassos første triumf i et stort etapeløb, og selvom holdtidskørslen blev vundet med en mindre margin end hvad egentlig havde kunnet forventes, så var der ingen slinger i valsen, da Basso efter sejren på 8. etape kunne iklæde sig løbets lyserøde førertrøje og beholde den løbet ud. Status for CSC er 4 etapesejre, 4 2. pladser og en samlet sejr, og så bør det næsten også nævnes, at Basso uden større besvær kunne have vundet løbets point- og bjergtrøje, hvis det var det man havde gået efter.


Ivan Basso vinder 20. etape

De 2 trøjer blev i stedet vundet af Juan Manuel Garate og Paolo Bettini begge fra Quick-Step og da de samme 2 ryttere samtidig også hver vandt en etapesejr og herudover fik en samlet 6. plads til Garate, må det siges at Quick-Step fik sat deres afgørende præg på løbet. Egentlig lidt overraskende for på forhånd virkede det ikke som et mandskab, der ville have meget at byde på udover Bettini, der hele løbet igennem fremviste stor spurtstyrke.

Saunier Duval viste sig som det eneste hold, der for alvor havde mulighed for at byde Team CSC til trods i bjergene, men desværre havde holdets 2 bjergrytter Gilberto Simoni og Leonardo Piepoli allerede inden løbet for alvor nåede bjergene sat sig selv grundigt ud af spillet. Piepoli glimrede med 2 etapesejre, hvor også Simoni viste storsind og lod sin hjælperytter køre på trods af egen krise, men Simoni kom også tilbage igen, og viste sig som en sej etapeløbsrytter på trods af en efterhånden fremskreden alder.

For cykelsportens skyld bør også Panaria-Navigare nævnes for selvom det lille italienske hold ikke havde nogen helt med fremme i klassementet, så viste holdets ryttere nøjagtigt, hvordan man skal vise løbet, modstanderne og publikum, at man selv som Wild Card-deltager også har en masse at byde på. Fremragende offensiv kørsel fra holdet gennem hele løbet blev belønnet gennem Luis Felipe Laverdes etapesejr.


Panarias offensive taktik lykkedes.

Rosende ord tilfalder Phonaks José Enrique Gutierrez Cataluna, der viste fremragende fighterhjerte hele løbet igennem, sjældent er en rytter set komme så mange gange igen som det lykkedes for den stærke spanier, der viste at man godt kan køre hurtigt i bjerge på trods af at man vejer tæt på de 80 kilo. Stefan Schumacher fra Gerolsteiner kørte også fremragende og fik sit store gennembrud som rytter med sine 2 etapesjere og ligeledes bør franske Sandy Casar nævnes, særligt når jeg nu tidligere har været hård ved det franske indsats på landevejene.

Taberne

Jeg ved godt at det er for let, men jeg kan bare ikke undlade at nævne, at Bouygues Telecom på ingen måde hører hjemme i hverken Giroen eller ProTouren for den sags skyld. Det franske hold stillede op uden sprinter, uden klassementsrytter og tilsyneladende også uden en eneste rytter, der kan køre i udbrud eftersom der ikke var en Bouygues Telecom-rytter med i et eneste af de 7 lange udbrud, der fik lov at køre hjem i årets løb. Til sponsorerne var der intet udover Laurent Lefevres 9. plads på 7. etape og det må betragtes som så godt som intet.

Ok selv den mest optimistiske franskmand havde næppe forestillet sig at Bouygues Telecom havde noget som helst at gøre i Giroen. Omvendt var det med Rabobank, der nok havde råd til at sende en løbstrængende Michael Rasmussen af sted uden nogen ambitioner, men som også satsede stærkt på at holdets colombianske nyindkøb, Mauricio Ardila, kunne køre en samlet top 10-placering hjem.

Det skulle man ikke have gjort! Ardila skuffede hele løbet igennem og kunne på intet tidspunkt få det til at fungere. Ligeledes havde man ingen andre ryttere til at tage over, hvilket betød at Rabobank på alle etaper kun fik 3 top 10-placeringer med Theo Eltinks 5. plads som den bedste. Det må være skuffende for en hollandsk hovedsponsor, der er blandt dem i sporten, der poster flest penge i deres sponsorat.

På trods af en etapesejr og mange fine etapeplaceringer kan jeg ikke lade være med at nævne T-Mobile i denne kategori. Ikke så meget for hvad de præsterede i løbet for med det tilstedeværende materiale var det godkendt, men derimod fordi det er ærgerligt at holdet har så få ambitioner i et løb som Giro d’Italia. Det tyske storhold tæller vel omkring 9 ryttere, der ville have en chance for at køre klassement i et af de store etapeløb, men man vælger hårdnakket at spare dem alle til årets Tour de France, der efterhånden fremtoner sig som det lysende fyrtårn efter holdets noget blege sæson hidtil.

En særlig pris for årets mest skuffende præstation må gå til Danilo di Luca, der havde frasagt sig muligheden for at gentage sidste års triumfer i et forsøg på at komme helt til tops i hjemlandets store etapeløb. På trods af de sparede kræfter blev di Luca bare dårligere og dårligere som dagene gik, og selv da han på 19. etape sad i udbrud med en række ryttere som han normalt kunne køre hen over og tilbage igen, så faldt han sammen og gik ned til sidst. Nå i det mindste er forsøget nu gjort, og så kan man kun håbe at di Luca har lært noget, når han i vinterpausen planlægger den kommende sæson.

Årets mærkeligste taktik

Juryens specialpris går til Team Milram. Ingen havde forventet det store fra holdet efter at Alessandro Petacchi måtte udgå tidligt i løbet og derfor er det svært at bebrejde holdet for de manglende resultater. Det der dog vækker undren i cykelkredse er, at holdets øvrige ryttere tilsyneladende blev holdt uvidende om kaptajnens afgang, og derfor fortsatte Sacchi, Ongarato, Lorenzetto og co. ufortrødent med at køre sprintertoget frem på alle de flade etaper til stor glæde for blandt andet Paolo Bettini, Robert Förster og Olaf Pollack, der således slap for at sætte deres hold frem til sidst.