Giro d'Italia-analyse: "Gamlingenes" genfødsel

Man taler i Danmark om at være fyrre, fed og færdig, og det har i mange år været et udtryk, der kunne overføres til cykelsporten. Naturligvis findes der de sjældne undtagelser som Alejandro Valverde og Chris Horner, der leverer resultater på den anden side af 40-årsgrænsen, men for langt de flestes vedkommende er det slut med at føje yderligere til resultatlisten, når man 3-tallet er skiftet ud med et 4-tal.

I denne vidunderbørnenes tidsalder er det dog efterhånden mere relevant at tale om tredive, fed og færdig. I hvert fald har de mange kometer, der brager frem med en sådan hast, at de fleste astronomer må have fået vakt en særlig interesse for cykelsporten, i de seneste to sæsoner givet indtryk af, at man nærmest topper i en alder af 25. Det er kun blevet forstærket af, at midtergenerationen domineret af den engang så fantastiske årgang 1990 i vidt omfang har føjet sig til den lange liste af supertalenter, der går i forfald relativt tidligt. I året, hvor netop 90er-drengene runder de 30 og deres koryfæer som Nairo Quintana, Fabio Aru, Peter Sagan, Esteban Chaves, Romain Bardet og i denne sæson også Thibaut Pinot alle er langt fra fordums glorværdige styrke, er der sikkert mange, der straks begynder at kigge efter grå hår og skæve nervøst til pensionsopsparingen, når de runder det skarpe hjørne.

I det lys er det nu meget rart, når den gamle garde kan svare lidt igen, som det skete på dagens 2. etape af Giroen. Bare 24 timer efter en enkeltstart, hvor rytterne i top 3 var hhv. 24, 22 og 21 år gamle, mens nr. 5 og 7 havde en alder på 23, var det næsten befriende at se, at man ikke nødvendigvis skal ringe efter en rollator, når dåbsattesten siger de 30. I dag domineredes etapen nemlig af to ryttere, der ellers har været i forfald, og hvis nekrolog var om ikke skrevet så i hvert fald langsomt kommet i støbeskeen.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det gælder for vinderen Diego Ulissi, der jo ellers selv var en sand komet i sin tid. Da han leverede den uhørte bedrift at blive dobbelt juniorverdensmester - lidt af en præstation i en aldersklasse, hvor bare et år fra eller til gør en gigantisk forskel - lå cykelverdenen for fødderne af den talentfulde italiener. Helt så stor er han nu ikke blevet - blandt andet grundet en manglende evne til at præstere over lange distancer, men enhver der indtil i dag har kunnet skrive seks Giro-etaper på sit cv, kan et eller andet.

Det er imidlertid også meget sigende, at den seneste af slagsen forud for dagens etape daterer til 2016, hvor han rundede en fantastisk periode af med sin femte triumf på bare tre år. Siden dengang har der være meget stille om Ulissi, og jeg husker, at jeg efter hans nederlag ved Tour of Turkey i 2018 i en analyse på denne side var meget tæt på at føje ham til listen over supertalenter, der hurtigt gik i forfald.

Det var dog en alt for hurtig konklusion. Ulissi har i den grad rejst sig siden da, først med den overraskende 3. plads i Fleche Wallonne for et år siden, hvor han endelig lavede et resultat i de Ardenner, hvor han trods massiv satsning har været en kronisk skuffelse. I år har han taget det til nye højder med en 2. plads i Tour Down Under, en 9. plads på bjergene i UAE Tour, en forrygende puncheurspurt og samlet 2. plads i Polen og siden fornemme resultater i de italienske augustklassikere, kulminerende med en 8. plads i Lombardiet, som ellers altid har været for svær for ham.

Det mest markante er, at han har genfundet lidt af den hurtighed, der ellers så ud til at være blevet afleveret i bytte for gråt hår og rollator. Den har man pludselig set masser til i år lige fra den flotte spurt på Hatta Dam i foråret til den vilde spurt på 3. etape i Polen til senest hans dominans i Tour de Luxembourg. I det lys lå det også i kortene, at Ulissi måtte regnes som en absolut topkandidat, da feltet i år vendte tilbage til puncheurfinalen i Agrigento efter 12 års fravær.

Længe så det dog ud til slet ikke at gå hans vej. En relativt let dag langs kysten blev fulgt op af en søndagstur op ad den afsluttende stigning, hvor ingen af de mange puncheurs, der skulle have det gjort hårdt for særligt Michael Matthews og Peter Sagan, tog noget som helst initiativ til at presse de tungere folk. Og da også de hurtige klassementsryttere var fint tilfredse med at komme sikkert hjem inden slaget på Etna, kunne Filippo Ganna mærke den lyserøde trøje sidde mere og mere sikkert og Sagan se chancerne for et brud på sin lange sejrstørke blive forøget for hver meter, der gik. Så længe Miles Scotson satte farten for Arnaud Demare, der i hvert fald skulle have snegletempo for at have en betydelig chance, var der fred og ingen fare.

UAEs passivitet var i hvert fald overraskende, men til sidst vågnede araberne op til dåd. Med den røde flamme i sigte blev man henvist til sidste års etape til Frascati, hvor Valerio Conti lagde et benhårdt pres for at trætte Caleb Ewan inden en dog betydeligt lettere puncheurspurt. Igen skød den i år så formstærke italienske hjælper frem og lagde det pres, der sidste år desværre ikke havde været nok til at riste Ewan - faktisk ristede det kun ham selv så tidligt, at det i stedet blev en snu Richard Carapaz, der sneg sig væk til sejr, da stilstanden meldte sig - og modsat sidste år var finalen hård nok til, at Ulissi kunne gøre forskellen.

Det gik da også helt som spået. Alle de hurtige folk, der havde drømt om at spurte i Agrigento gled bag om dansen, og Demares franske mesterskabstrøje forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet frem. Alligevel var det en af de hurtige, der var meget tæt på at ødelægge den fest, Conti ellers havde inviteret til.

Og det var næsten dagens bedste oplevelse. Mens Ulissi jo længe havde vist, at han ikke er 31, fed og færdig, så det længe sådan ud for Peter Sagan. Det var i hvert fald smerteligt at se ham blive sat i sidevinden i Paris-Nice, hvor han også som den eneste var ude af stand til at hjælpe Maximilian Schachmann endda tidligt på kongeetapen, ligesom det gjorde ondt at se ham præstere så skuffende i Strade Bianche, at man måtte konsultere startlisten for at tjekke, om der vitterligt stod Peter og ikke Juraj.

I dag var man heldigvis ikke i tvivl, om det var lille- eller storebror. Gennem hele Touren stod det klart, at slovakken blev bedre og bedre, og derfor var der håb om en gentagelse af 2019, hvor han også var en skygge af sig selv - selvom hans klasse alligevel gav ham endnu en grøn trøje - men hvor han med Touren i benene kørte et fremragende VM, hvor kun en fejlbedømmelse af Belgiens styrke kostede ham muligheden for en fjerde regnbuetrøje. Noget tyder på, at det kan gentage sig, for selvom den suveræne Sagan, vi kendte fra de bedste år, havde vundet dagens etape i sikker stil, var det en lettelse at se ham gøre sig gældende i en afslutning, der viste sig at være så hård, at selv Michael Matthews kom til kort. Selvom det stadig gør ondt, at usselt mammon betyder, at han ikke får lov at vise den form i klassikerne, cementerede han med dagens præstation, at han må regnes som favorit til at føje en Giro-pointtrøje til de mange grønne af slagsen, der allerede hænger i en garderobe, der er så fuld, at han uden problemer kunne åbne et udsalg uden at løbe tør i nærmeste fremtid.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Overraskelsen var, at den tredje veteran, der ellers har været på vej mod genfødsel, kom til kort. Sidste år var jeg også klar til at indlede Michael Matthews’ nekrolog, efter at australieren kørte en skidt Tour, skuffede fælt i Canada - selvom han fik en temmelig heldig sejr i Quebec - og faldt helt igennem ved VM. Heldigvis er også han kommet stærkere tilbage, end man kunne have troet, med fornem kørsel lige siden starten i Paris-Nice, og da han overraskede sig selv og de fleste andre ved næsten at komme med Dumoulin-toget tilbage til alle favoritterne i det knaldhårde VM, lignede han så meget den rytter, der tidligere blev nr. 4 i Liege og nr. 5 på Mur de Huy, at han måtte være dagens favorit.

Desværre var der mere 2019 end 2020 over den Matthews, der kun akkurat kunne presse cyklen forbi Luca Wackermann og sikre sig en 4. plads. Og det må være bekymrende for australieren, hvis han har cyclamenfarvede ambitioner, for det var i finaler som disse, at han skulle slå Sagan, der er ham overlegen i de flade spurter, hvor de store point er at hente. Heldigvis er han stadig den bedste klatrer af de to, mens hans pointtrøjeambitioner led et ordentligt skud for boven i dag.

I øvrigt bør man også nævne Wackermann på denne genfødslernes søndag. Den engang så lovende italiener har haft en yoyo-kørsel, der kan gøre selv Alexandre Geniez misundelig, men desværre har helbredsproblemer betydet, at det har været mere ned end op. Lige siden han pludselig kunne klatre i Sibius bjerge i juli og efterfølgende vandt Tour du Limousin foran adskillige WorldTour-ryttere, har han imidlertid været den rytter, der tidligere blev betragtet som et meget lovende talent. Og med en kombination af styrke, holdbarhed og hurtighed kan han bestemt give Vini-mandskabet legitime sejrsdrømme i dette løb.

Veteranerne skulle dog ikke tro, at de kunne få det hele for sig selv. Naturligvis skulle en ungersvend stikke hovedet frem, og heldigvis var han endda dansk. 23-årige Mikkel Honoré har gentagne gange vist sit store potentiale, og da han i foråret blev nr. 7 i et knaldhårdt løb i Ardeche, viste han, at det snart måtte være tid for Deceuninck at give ham andet end hjælperroller, som han ellers har udført til UG og kryds og slange.

Netop fordi det altid har været hans job, havde jeg aldrig drømt om, at han kunne få chancen i dag. Finalen passede ham åbenlyst, men på en dag, hvor hovedmålet lignede en lyserød trøje med Almeida, lå det mest i kortene, at den igen stod på kanvasbukser eller kedeldragt for arbejdsmanden Honoré. Da han endelig fik sin chance i et stort WorldTour-løb leverede han imidlertid så eftertrykkeligt, at det blev understreget, hvor komplet uforståeligt, det var, at det ved VM var ham, der skulle ofres tidligt, når nu han lignede manden, der kunne sidde længst hos Fuglsang og Valgren. Men måske var man i den danske landsholdslejr bare så vant til at se Honoré som arbejdsmand, at også de havde svært ved at se ham i den rolle, hans potentiale rækker til.

Honoré var dog undtagelsen. Nok forsvarede Ganna førertrøjen foran Almeida, men ellers var det i dag først og fremmest nedtur for talenterne. På en etape, hvor klassementsrytterne ellers kom let igennem, mistede vi desværre en af løbets seks topnavne, da en syg Aleksandr Vlasov kravlede ind i bilen og endte sin grand tour-debut, nærmest før den var kommet i gang.

Heldigvis for Vlasov er der i det mærkelig corona-år masser af tid til at redde det store arbejde, der er lagt i forberedelsen. Maven kommer sig hurtigt, og så venter der sikkert en Vuelta, hvor han kan vise sit potentiale. For Jakob Fuglsang er det imidlertid en mindre katastrofe, at det Astana-hold, der med ham, Vlasov og Miguel Angel Lopez lignede det stærkeste i bjergene, nu er reduceret til bare seks mand og det nok svageste blandt klassementsholdene. Og så skal man endda ikke glemme, at de inden løbet mistede Alex Aranburu og de to unge klatrere Yuriy Natarov og Vadim Pronskiy, der er tidligere vinder af U23-bjergløbet Valle d’Aosta, inden der overhovedet var kørt én eneste meter.

Dermed står det nu også klart, at det med næsten 100% sikkerhed bliver en erfaren herre, der vinder løbet, og bliver det ikke Simon Yates - og det tror jeg som bekendt ikke, at det gør - bliver det nok en herre på enten en hollænder på 33, en brite på 34 eller en danske eller italiener på 35. For alle cykelryttere, der desperat ser til, når vidunderbørnene tager den ene sejr efter den anden, må det trods alt være opløftende, at vi endnu ikke har brug for at ændre udtrykket fyrre, fed og færdig.