Grusvejsdebutant: "Det er som en lang spurt"

null... da de for første gang kørte GLS Express Grand Prix eller også kaldet en ’Forårsdag på Heden’ i lørdags. Begge sad godt med i feltet indtil grusvejene begyndte at blive lange og onde.

18-årige Nicolai Olesen (på billedet) kom i mål knap 20 minutter efter vinderen, mens 20-årige Kaspar Schjønnemann trillede den direkte vej til Herning efter en ret uheldig punktering i løbets sidste halvdel.

”Det startede fint, og jeg kom ind på den første grusvej som ca. nr. 12. Men så punkterede jeg 100 meter inde. ’F***, det bliver en dårlig dag’ tænkte jeg. Men man må jo bare prøve at komme op igen”, forklarer Kaspar Schjønnemann omkring løbets gang.

”Jeg sad også godt fremme i starten, selvom det var svært.
Alle ville sidde foran, så det var bare ud med albuerne. Jeg fik en punktering på 2. pave, men kom også op igen,” tilføjer Nicolai Olesen.

Lede grusvejsstykker
Grusvejsstykker i cykelløbet er altid hårde uanset, hvordan vejret er. Enten så er det et mudderbad af den helt store kaliber, ellers er det et støvinferno, som omgiver rytterne, når de kører på paverne. Lørdag var det, det sidste og det betød samtidig også, at grusvejsstykkerne var ekstra hårde, da cyklen synker ned i grusset, og der skal derfor trædes endnu hårde i pedalerne. Allan Johansen fra Team CSC forklarede efter løbet, at sidste år kunne grusvejsstykkerne køres med næsten 40 km/t, da det havde regnet forinden løbet, og grusset dermed var presset sammen. Men i år påpegede Allan Johansen, at rytterne kun kørte over grusvejsstykker med 25-30 km/t. Det fortæller meget godt noget om hårdheden i løbet.

”Man synker hele tide ned i sandet og bliver hurtigt træt. Det kræver meget energi bare at holde balancen. Man bliver pint helt igennem,” forklarer Kaspar Schjønnemann.

”Det er som en lang spurt, hvor man kører med masser af syre i benene hele vejen igennem og med pulsen helt i top. Man kæmper en kamp mod sig selv, og det hjælper ikke at sidde på hjul. Efter grusvejen falder der så lidt ro på igen, og man samles i grupper, så det er bedst at sidde med i front, så man ikke skal bruge energien på at lukke huller,” tilføjer Nicolai Olesen.

Humøret forsvandt stille og roligt
Efter rytterne kom stille og roligt henover den ene pavé efter den anden, så blev det ikke ved med at være lige sjov.

”I starten glæder man sig til at sætte de klovner af, der ikke kan finde ud af at køre på grus. Siden hader man det mere og mere, og håber at der bliver længere og længere mellem stykkerne. Der var en grusvej med en bakke, hvor vi stod helt stille, og jeg måtte ud af pedalerne,” forklarer Kaspar Schjønnemann.

”Ja, det var sjovest i starten, da man stadig var med. Siden vil man bare hjemad. Den gyldne Middelvej var værst. Det gik opad bakke fra starten, og der var blødt sand på bakken, så man måtte ned på den lille klinge,” tilføjer Nicolai Olesen.

Opskriften på at blive en vinder af den jyske Paris-Roubaix har de to unge ryttere også fundet frem til.

”Teknik og så skal man være rigtigt stærk”, forklarer Kaspar Schjønnemann, imens Nicolai Olesen tilføjer: ”…og så skal man være lidt speciel, lidt mærkelig for at kunne lide det. Men jeg kan godt lide det.”

De to unge ryttere måtte begge slippe feltet undervejs i løbet.

”Jeg fik min anden punktering i starten af en grusvej, og selvom jeg fik hjælp fra servicebilen, nåede jeg ikke op til feltet, før løbets længste grusvej kom. Og så var det sket, så jeg fandt en gruppe og trillede den nærmeste vej til Herning. Man kører jo altid for at vinde, men det var hårdere, end jeg havde regnet med. Min holdkammerat Jacob Nielsen har kørt det mange gange og sagde, at løbet aldrig før har været så hårdt,” slutter Kaspar Schjønnemann.

”Jeg fik problemer med forhjulet på den længste grusvej. Det sad skævt, og jeg var nødt til at stå af og sætte det på plads. Efter løbet står jeg med lidt blandede følelser. Det gik godt, men hvis bare man ikke havde haft de uheld..” slutter Nicolai Olesen.

Ja, sådan oplevede de to unge debutanter løbet...