Henrik Elmgreen: Olympisk vanvid

Olympisk vanvid
Da man for nogen tid siden kunne læse om UCI’s planer for det fremtidige OL-program på bane, havde jeg den allerstørste lyst til omgående at fare i pc’eren og give min mening til kende om dette ”olympiske vanvid”. For som sådant opfatter jeg det, når man vil erstatte et par af banesportens populæreste discipliner med discipliner, der stort set ikke praktiseres i sportens hverdag – udenfor mesterskaber og World Cups. Men for en gangs skyld valgte jeg at slå koldt vand i blodet og afvente, om ikke andre ville reagere. Fra udlandet har jeg set og modtaget en del reaktioner, og herhjemme har jeg noteret mig, at vores to bedste baneryttere, Alex Rasmussen og Michael Mørkøv, tydeligt har givet deres mishag til kende. Derimod savner jeg en markant reaktion fra DCU, hvis der har været én, har jeg overset den.

Den hellige ligeberettigelse
Det drejer sig om, at OL-programmet på bane fra 2012 i London (hvis forslaget bliver til virkelighed, hvad højere magter bør forbyde) skal bestå af 10 discipliner. Fem for kvinder og fem for mænd. Det kan lyde fornuftigt nok i den hellige ligeberettigelses ånd, især hvis man kan se bort fra den kendsgerning at antallet af mandlige cykelryttere på verdensplan er uendeligt meget større end antallet af kvindelige. På cykelbanen i Ballerup Super Arena kører der i løbet af vinteren omkring 150 konkurrence-ryttere, mindre end 10 % af dem er kvinder.
Det må der meget gerne gøres noget ved, så vi får flere kvindelige cykelryttere. Spørgsmålet er bare, hvordan det skal gøres. Når man anmelder et arrangement til UCI’s internationale kalender, f.eks. et 6-dagesløb, kommer man op i en højere kategori, hvis man også har løb for kvinder med i programmet omkring 6-dagesløbet. Kvaliteten af feltet i det egentlige 6-dagesløb spiller derimod ingen rolle. Det er ganske ligegyldigt for kategoriseringen, om det danske toppar er verdensmestrene Alex Rasmussen og Michael Mørkøv eller om det er lillebror Jesper Mørkøv og Philip Nielsen, ligesom det ingen rolle spiller, om det er Risi – Marvulli, der er med i feltet, eller Knold og Tot. Arrangørerne skal tvinges til at lave løb for kvinder, det er det, der tæller. I den virkelige verden er der en forståelse for, at tvang ikke er det bedste pædagogiske middel.

Det virkelige vanvid
Kønskvotering er et ømtåleligt og følelsesladet emne. Mere konkret er valget af discipliner, hvor man foreslår, at indiv. forfølgelsesløb, pointsløb og parløb skal udgå, så mændenes program (som kvindernes) kommer til at bestå af sprint, hold-sprint, keirin, holdforfølgelsesløb og omnium. Altså tre sprinter-discipliner, én decideret tempodisciplin (holdforfølgelsesløb) og en ”all-round” disciplin (omnium). Og her har vi det virkelige vanvid. Det var fint nok, hvis det afspejlede aktiviteten og præferencerne i banesportens hverdag (det, der er tilbage af den i 2009). Men det gør det ikke. Et kvalificeret gæt går ud på, at på verdensplan er otte ud af ti elite-ryttere på bane temporyttere (bl.a. af den simple grund, at stort set alle baneryttere i dag starter deres karriere på landevejen). Ser vi igen på de 150 ryttere i Ballerup og gav dem hver et skema, hvor de skulle afkrydse de banediscipliner, som de helst vil køre, så vil jeg æde min blå kasket på, at disciplinerne pointsløb og parløb suverænt ville få de fleste krydser. Og sådan ville det være ikke blot i Danmark men også i det meste af Europa samt i Australien, USA og Syd-Amerika.

En sport i krise
Hvor meget det reelt vil betyde, hvis de nye OL-planer gennemføres, er naturligvis svært at sige noget afgørende om. Set fra et dansk synspunkt, vil det reducere medaljemulighederne ved OL, mens f.eks. franskmændene nok vil blive glade. Efter sigende er Frankrig det eneste land, UCI forud har konsulteret i dette spørgsmål. Frankrig var en gang banesportens land pr. excellence, og man har stadig en stærk tradition for sprinter-disciplinerne. Men der afvikles stort set ingen internationale banestævner af betydning i Frankrig i dag. Ser man på antallet af internationale banestævner på UCI’s kalender, ser man et billede af en sport i krise. Ud over VM og OL (hvert fjerde år) er der de obligatoriske 4-5 World Cups og derudover stort set ingenting, med undtagelse af 6-dagesløbene, der bygger på tempodisciplinerne i almindelighed og parløb i særdeleshed. UCI og de nationale forbund gør meget lidt for at opmuntre ”private” arrangører til at skabe aktivitet i banesportens hverdag - mange vil sige, at man nærmest modarbejder det. Den planlagte OL-reform vil på ingen måde gavne udviklingen.

Henrik Elmgreen
Formand for UIV (de professionelle banearrangørers internationale sammenslutning) og arrangør af 6-dagesløbet i Ballerup Super Arena.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt