Itzulia Basque Country-analyse: Et svar til tvivlerne?

 Livestream Itzulia Basque Country, Scheldeprijs og Amstel Gold Race uden afbrydelser

Der synes altid at være særlig spænding om det, når Primoz Roglic i april ankommer til Baskerlandet. Sådan var det, da han gjorde debut i 2017, og vi skulle blive klogere på, om han vitterligt var den vilde etapeløbskomet, som hans sejr i Algarve og stærke Tirreno havde indikeret. Sådan var det også, da han vendte tilbage i 2018, hvor alle var så spændte at få en bedre fornemmelse af, om han vitterligt også ville være en kandidat til Touren den efterfølgende sommer. Det var det samme sidste år, hvor han vendte tilbage - nu som rigtig verdensstjerne - og vi endelig fik lejlighed til at se ham og Tadej Pogacar i en direkte konfrontation inden den efterfølgende Tour, der var udset som det helt store opgør mellem de to eminente slovenere.

Hver eneste gang har Roglic bekræftet. I 2017 var han stadig ikke god nok til at vinde løbet, men med en sejr på enkeltstarten fik han sat en fed streg under de tempoevner, der var blevet åbenbaret et år tidligere i Giroen. I 2018 blev løbet rammen om hans første etapeløbssejr på WorldTouren - igen efter en sejr på enkeltstarten - og det blev starten på en uhyggelig serie af rene sejre i alle de ugelange etapeløb, han har gennemført, hvis man fraregner Tour of Britain i 2018, som han alene brugte som træning. Og sidste år tankede han ufatteligt meget selvtillid ved med et stort kup på kongeetapen - og naturligvis den tredje enkeltstartssejr - at få skovlen under Pogacar og dermed sikre, at det var ham, der kunne rejse til Touren med bevidstheden om, at han var foran 1-0 i deres indbyrdes opgør i 2021.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

I år er spændingen måske endnu større, end den har været andre gange. Denne gang skyldes det ikke, at han skal konfronteres med Pogacar, der som bekendt er i gang med at forvandle sig selv fra Tour-rytter til brostensstjerne. Nej, denne gang har hele spændingen et lidt mere negativt aftryk, end det plejer. Vi skal nemlig ikke have bekræftet, at Roglic bare er nærmest umulig at besejre i ugelange løb, men i stedet have fjernet den tvivl, som hans sæsonstart har givet.

Nu er det svært at kalde en sæsonstart for svag, når man har vundet Paris-Nice, men der var næppe mange, der efter de otte dages rejse ned gennem Frankrig ikke var en smule bekymret for spændingen i den kommende Tour. Samtidig med at Pogacar ydmygede rivalerne med det ene vanvidsridt efter det andet i Strade Bianche og Tirreno-Adriatico, var manden, der mere end nogen anden skal sikre mere spænding i sommerens Tour, end vi oplevede sidste sommer, nemlig en halvtam skygge af det altædende monster, han plejer at være. At han er en verdensstjerne, er hævet over enhver tvivl, når han kan vinde et af sportens største løb med en trods alt komfortabel margin, men hans overraskende sammenbrud på sidste etape var udtryk for en sårbarhed, der for Roglic er uhørt i et kort etapeløb.

Tvivlen blev også bestyrket af kongeetapen. Nok vandt han, men mens Pogacar kørte fra alt alle nogle timer senere på Tirrenos kongeetape, var Roglics eget angreb uden den nødvendige kraft, og han måtte ty til sin spurt for at tage den forventede sejr. Da han samtidig kørte et overraskende svagt Milano-Sanremo, hvor han meget vel kan have kostet Wout van Aert - eller Mads Pedersen! - sejren, var det i hvert fald svært ikke at frygte den nu 32-årige slovener med verdens højeste bundniveau måske var på den forkerte side af den top, der i disse år synes at komme tidligere og tidligere.

Det er den tvivl, Roglic skal fjerne i løbet af disse seks dage, og i det lys vil mange cykelfans, der følte sidste sommers Tour manglende spænding som et ærgerligt antiklimaks til en ellers lovende begyndelse på løbet, utvivlsomt dage et lille lettelsens suk efter dagens indledende enkeltstart. Med noget, der vel bedst kan karakteriseres som en magtdemonstration, lignede sloveneren i hvert fald mere det monster, han plejer at være, end den rytter, der ikke kunne følge med de bedste på Poggio for et par uger siden.

Denne gang skulle Roglic nemlig køre op til sit allerbedste for at vinde. Dette var hans fjerde baskiske enkeltstart, og hans fjerde sejr, men hvor han i hvert fald de seneste to gange gik ind til enkeltstarten som favorit - også selvom han sidste år var oppe mod Pogacar - var der denne gang betydeligt større tvivl. Nu stod han nemlig over for Remco Evenepoel, og det er i disse dage svært at finde mere formidabel modstand til et opgør på en tempocykel. Det kan måske godt være, at vores belgiske vidunderknægt er falmet temmelig meget i bjergene, men hans enkeltstart har været måske bedre end nogensinde, når man betænker, hvordan han knuste den ellers så flyvende Stefan Küng i Algarve, hvor han kørte sin efter eget udsagn bedste enkeltstart nogensinde.

Det så da også ud til, at vi skulle blive vidner til den knivskarpe afgørelse, som der var lagt op til, da de to rivaler rundede toppen af dagens sværeste stigning i stort set samme tid, men da begge ryttere havde overstået den tekniske og eksplosive tur ind gennem den baskiske kystby Hondarribia, var der slet ikke skyggen af tvivl om, hvem der var bedst. Over rutens anden halvdel havde Roglic nemlig slået sin rival med intet mindre end seks sekunder og også kørt den sidste del af ruten hurtigere end alle andre.

At der var tale om en magtdemonstration, bliver ikke blot tydeligt af, at han slog Evenepoel. Det bliver endnu mere tydeligt, når man ser på afstandene ned til resten af feltet. Remi Cavagna, der bestemt ikke er nogen ringe temporytter, var ”best of the rest”, men hans tidstab på 17 sekunder er lysår over en 7,5 km lang distance. På denne dag i Baskerlandet var der 154 mand, der slikkede sårene, og én, der syntes at leve på en helt anden planet.

Det er dog heller ikke tilfældigt, at Roglic fortsat er ubesejret på baskiske enkeltstarter. De er nemlig meget specielle og næsten altid kuperede og tekniske. Ganske vist kom hans anden sejr på en i baskisk sammenhæng sjældent flad rute, men ved alle tidligere lejligheder har ruterne været kuperede og i dag også meget teknisk. På kuperede enkeltstarter er den Roglic, der sidste ydmygede alle verdensstjernerne ved OL, måske lige nu verdens bedste, og når man over en kort distance kombinerer det med sving og små bakker, der kræver punch og accelerationsstyrke er det svært at designe noget, der passer vores slovenske superpuncheur bedre. Derfor fik han en lille overhånd i optakten til etapen, og den tillid bekræftede han med en sejrsmargin, der var endnu større end ventet.

Det gør naturligvis ondt på Evenepoel, der i den seneste tid har fået flere nederlag, end han vel oplevede i hele hans kombinerede fodbold- og cykelkarriere inden det dramatisk styrt i Lombardiet, men faktisk har belgieren al mulig grund til at være tilfreds. Det er nemlig ikke uden grund, at belgieren i går var så sur på ruten, at han end ikke ville kalde den en enkeltstart. Kort distance, tekniske udfordringer og eksplosive bakker passer nemlig nogenlunde så dårligt på Evenepoel, som det overhovedet kan.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Når den værste skuffelse har lagt sig, bør han være svært tilfreds. Han kørte endda et sekund stærkere end Roglic på den lange bakke og intet mindre end 9 sekunder stærkere end Adam Yates, der som tredjebedste mand bestemt ikke er nogen novice på bakker af denne type. Det kneb lidt mere på den tekniske del, men det lå allerede på forhånd i kortene, at det ville være en udfordring. I det lys var det ganske pænt, at han også var 5. hurtigst på rutens anden del, hvor andre havde betydeligt bedre forudsætninger. Faktisk fik han vel en større tidsgevinst ud af de bare 7,5 km, end han kunne have håbet i en udgave af Baskerlandet Rundt, der belønner tempoegenskaber historisk dårligt.

Dermed fik han også givet sig selv et bedre udgangspunkt i klassementet, end han kunne have regnet med, men om det også er ham, der vil være Roglics største rival, når det endelig slag skal slås på de baskiske mure senere på ugen, er mere tvivlsomt. Hertil har hans klatring i år været for skrøbelig, og det har i stedet været skræmmende stærke Ineos-hold, som har lignet den største trussel mod det Roglic-hattrick, han jagter.

Årets rute er nemlig designet ganske specielt med hele tre etaper, der byder på muligheder for den slags taktiske finaler, som sidste år tvang Roglic og Pogacar til at sende deres løjtnanter, Jonas Vingegaard og Brandon McNulty, i offensiven. Mere end vanligt kan det således blive taktik og kollektiv styrke, der afgør løbet, hvis vi efter de mange svære finalestigninger vil oplevede isolerede kaptajner til slut, og her var det vigtigt, at Ineos, der mere end nogen anden kan satse på deres overtal, kom så flyvende fra start.

De fik i hvert fald holdt deres kort i spil. Geraint Thomas fik bevist, at han stadig er en sublim temporytter, nu hvor han endelig har fået indhentet sit efterslæb efter en skidt vinter - også selvom han ikke er den tempogigant, han tidligere var. Adam Yates fik bekræftet den enorme fremgang, vi så i UAE Tour, og på en rute, der passede ham eminent, lagt skuffelsen fra Paris-Nice bag sig. Daniel Martinez, deres formentlig bedste kort, kom også ganske fint igennem på en rute, der passede ham temmelig dårligt. Og minsandten om de ikke igen fik bevist, at de kan forvandle de fleste til gode temporyttere, da Ben Tulett overraskede stort på en rute, hvor han først og fremmest drog fordel af sine tekniske evner i en afslutning, der var som skabt til en crossrytter.

Alt var dog ikke ideelt. Tao Geoghegan Hart, der ellers i Tirreno nåede at give tegn på en genfødsel, inden han blev syg, lignede i dag mere den rytter, vi så i 2021, end den rytter, der vandt Giroen. Holdet må også sande, at det kun er Tulett og ikke Carlos Rodriguez, der har fået forbedret sine tempoevner af holdets dedikerede arbejde, da spanieren leverede en betydeligt ringere præstation, end man kunne have ventet. Med fem mand inden for 32 sekunder af førertrøjen og fire mand i top 11 har Ineos dog stadig skabt sig en perfekt udgangspunkt for det taktiske spil, der kan ventes at udfolde sig de kommende dage.

Heldigvis for Roglic er han ikke alene i det spil. Ganske vist kunne Jonas Vingegaard ikke leve op til sin 3. plads fra sidste års åbningsetape, men på en rute, der passede ham dårligere, var en 9. plads ikke helt ringe. Det var i hvert fald betydeligt bedre end i Tirreno, og når han nu har så svært ved at komme i gang efter en pause, var det bestemt godkendt. Særligt var det opløftende, at han var 4. hurtigst på den sidste del, hvor han fik bekræftet sine tempoevner. At han så ikke kørte så stærkt på bakken, er til at leve med. Han plejer nemlig at klatre meget bedre, når først motoren er blevet varm. Han har i hvert fald givet sig selv et godt udgangspunkt for, at Roglic kan spille ham taktisk ud, som han gjorde sidste år - og så har han den bedst mulige chance for faktisk at vinde løbet. Det er nemlig lettere at slå Roglic, hvis man er på hold med ham, end hvis man er imod ham

Med sin stærke afslutning fik han altså igen vist sin forbedrede enkeltstart, men det var han ikke ene om. Det gjorde Aleksandr Vlasov også i den grad. Vi har allerede to gange i år set hans forbedring, og i dag kom den endnu tydeligere til udtryk. Denne rute lå ellers ikke til hans højreben, men alligevel overraskede han ved at køre tredjestærkest på den tekniske del, der egentlig burde have passet ham dårligt. Dermed fik han også sat en streg under den gode form, vi allerede så i lørdagens GP Miguel Indurain.

Desværre var alt ikke fryd og gammen hos Bora, der sammen med Ineos og Jumbo ellers har det stærkeste kollektiv. I skrivende stund har holdet ikke meldt ud, om han havde en defekt, men det var spøjst at se, hvordan Sergio Higuita kørte så langsomt på stigningen for siden at slutte stærkt af. Uanset årsagen var et tidstab på 45 sekunder til Roglic alt for meget for en mand, der ellers lignede en af de største trusler mod endnu en Roglic-sejr. Heldigvis kan tyskerne så glæde sig over, at den ellers så hensygnende EmanuelBuchmann måske viste tegn på en lille genrejsning med en enkeltstart, der var langt bedre, end han for vane at levere dem.

Higuita er dog ikke den eneste, der skal slikke sårene. Det gælder naturligvis for Julian Alaphilippe, der var uheldig med en defekt, men for hans vedkommende handler skuffelsen næppe om et klassement, som formentlig ikke var nogen stor ambition. I stedet var det en skam, at vi ikke fik chancen for at se, hvor godt han kunne gøre det på en rute, der passede ham som fod i hose. Værre er det nok for David Gaudu, der bestemt er blevet bedre, end han var, men ikke helt kunne bekræfte det uhyre lovende niveauspring, vi så i Algarve.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Endnu mere frustreret må Enric Mas være. Der er således fortsat intet, der tyder på, at hans engang så fine enkeltstart er ved at komme tilbage. Rigoberto Uran leverede også en præstation, der igen gjorde det relevant at tage et ekstra kig på hans efterhånden lidt gullige dåbsattest. For Michael Woods endte løbet som en katastrofe, for selvom han er temposvag, burde han aldrig ende som nr. 117 på en rute med så megen klatring, og det kunne tyde på, at han stadig efter sin sygdom er bekymrende langt fra ardennerformen. Det tyder også på, at UAE uden deres sygdomsramte kaptajner, Brandon McNulty og Juan Ayuso, får et sjældent løb op ad bakke. Og så må Pierre Latour sande, at denne rute slet ikke var noget for ham, for selvom han bekræftede sin enorme fremgang på etapens første del, skulle hans manglende tekniske evner betyde, at han slet ikke fik det ud af etapen, han burde.

I stedet var det en anden franskmand, der imponerede. Det har ellers været sløjt med Bruno Armirails enkeltstarter det sidste års tid, men i dag viste han dem endelig igen. Det har længe været tydeligt, at han har været i fabelagtig form, og det omsatte han i dag i et fornemt ridt i en tid, hvor det meste går godt for FDJ. Han havde det svært mod klatrerne på bakken, men med næsthurtigste tid på sidste del, kun 2 sekunder langsommere end Roglic, fik han genrejst sig som temporytter.

I det hele taget var det ikke en ringe dag for franskmændene. Remi Cavagna er først for nylig kommet tilbage fra et brud i ryggen, og derfor var det uhyre løfterigt, at han på en rute, der passede ham temmelig elendigt, alligevel endte som ”best of the rest” - endda selvom han i den for ham vanskelige tekniske finale kun var 10. bedst. Her imponerede Aurelien Paret-Peintre til gengæld med en overraskende god præstation, som i kraft af stærke tekniske evner gav ham et meget bedre udgangspunkt end ventet, nu hvor han skal løfte Ag2r-ansvaret i fravær af Clement Champoussin, der er rejst hjem af familiære årsager.

Det var også en stor dag for Ion Izagirre. Ganske vist kunne man have ventet, at han ville køre stærkere på den tekniske del, hvor han blot var 12. hurtigst, men med stærk kørsel på bakken leverede han en af sine i dag alt for sjældne gode enkeltstarter. Det gjorde endda også hans bror, Gorka, der for første gang i en menneskealder var med fremme - først og fremmest i kraft af de tekniske evner, også han besidder flere af end de fleste.

Desværre for Izagirre og alle de andre, der gjorde det bedre end ventet, var det bare ikke nok. I dag kunne man tillade sig at tabe 16 sekunder over 7,5 km og alligevel ende som nr. 3, fordi der var én rytter, der var i sin helt egen liga. Et mere effektivt første svar til kritikerne kunne Roglic i hvert fald ikke have givet, end han gjorde, da han tørrede gulv med Evenepoel på en enkeltstart, der slet ikke blev så tæt som ventet. Desværre er det bare ikke nok til at aflive al tvivlen. I Paris-Nice var hans enkeltstart nemlig også en olympisk mester værdig, men alligevel haltede det i bjergene. Nok var starten lovende, men det er først på lørdag, at vi for alvor kan tørre sveden af panden og krydse fingre for, at Touren ikke bliver helt så ensformig, som det så ud til for bare 24 timer siden, da Pogacar næsten gav Mathieu van der Poel bank i hollænderen baghave.

 Livestream Itzulia Basque Country, Scheldeprijs og Amstel Gold Race uden afbrydelser