Itzulia Basque Country-analyse: Mange bække små gør en stor å

Der er et godt ordsprog, der fortæller os, at mange bække små gør en står å. Det gælder også i årets Baskerlandet Rundt, hvor mange havde forventet, at vi ville komme frem til fredagens kongeetape med et klassement uden alt for store forskelle. Den indledende enkeltstart var trods alt ret kort, og de efterfølgende tre etaper var alle eksplosive affærer for klassikerryttere, hvor de der ikke var udsigt til, at man kunne gøre de helt store forskelle.

Alligevel går vi ind til morgendagens gensyn med den klassiske Arrate-stigning med en afstand mellem nr. 1 og 2, som kun de færreste havde kunnet spå. Det er nemlig lykkedes Maximilian Schachmann via en kombination af fremragende kørsel på linjeløbsetaperne, en forrygende enkeltstart samt ikke mindst uheld til de fleste af løbets forhåndsfavoritter at opbygge et forspring, så bare to mand akkurat holder sig inden for et minut af den fænomenale tysker. Efter den knusende sejr på 1. etape fortsatte han med at samle bonussekunder med klog og årvågen kørsel på 2. etape, og med nu to etapesejre på to dage har han kunnet føje yderligere 20 sekunder til sin buffer, så den nu har nået et niveau, hvor han også kan drømme om den samlede sejr, selvom kongeetapen som forventet skulle vise sig en anelse for svær for ham.

Man kan naturligvis indvende, at han næppe havde været i førertrøjen, hvis ikke Julian Alaphilippe havde været så svært uheldig i går, for givet fald kunne meget pege på, at det var franskmanden og ikke Schachmann, der ville have lavet hattrick. Det skal nu ikke tage noget fra tyskeren. Uanset omstændighederne er det nemlig lidt af en bedrift at vinde tre etaper i et af sportens ugelange etapeløb. Det er absolut ikke hverdagskost, og da slet ikke i Baskerlandet Rundt, der jo ikke just er et løb for sprintere, som oftest har de bedste chancer for at tage flere sejre i disse begivenheder.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Igen i dag viste Schachmann imidlertid, at den form, han første gang stillede til skue i det uheldsramte Strade Bianche, fortsat er intakt, og at Bora sidste vinter virkelig gjorde et kup, da de fik lokket ham ud af Patrick Lefeveres greb. Enhver, der har set Adam Yates køre på cykel i de sidste par måneder, vil nemlig vide, at det kræver sin mand, når den lille brite kommer med sit frygtede slangehug, men det var ikke desto mindre, hvad han gjorde, da den lille stigning i dagens livsfarlige og regnvåde finale bed fra sig nær toppen og inviterede Yates til at åbne op for den pose, der i år nærmest synes uudtømmelig. Ganske vist var det tydeligt, at han ikke just befandt sig i sin comfort zone, da den lille brite lagde pres på, men op kom han, og derefter var udfaldet nærmest givet på forhånd, når der skulle spurtes i en gruppe, hvor han var oppe mod tre klatrere, der ikke just er nogen Dylan Groenewegen i en spurt.

Midt i al begejstringen over den flotte sejr må der imidlertid også være en smule malurt i bægeret. Det var nemlig også ganske tydeligt, at Yates i dag var den i særklasse stærkeste på stigningen, og man kan på Schachmanns vegne godt blive temmelig bekymret for, hvordan det skal gå, når han i morgen befinder sig i svært terræn, der ikke just er hans. Det virker i hvert fald svært at tro på, at han skulle kunne matche briten, som tydeligvis endnu ikke har opgivet håbet om en sejr, efter at hans Mitchelton-hold i dag gjorde løbet så knaldhårdt, at Yates kunne gribe en mulighed for at genvinde lidt af det tabt terræn i en finale, der ellers ikke just lå til hans højreben.

Heldigvis har Schachmann og Bora bragt sig i en fremragende position. Tyskerens forspring er nemlig nu så stort, at han kan tillade sig at lade Yates og de andre letvægtere køre, når de forventeligt åbner for ballet på Arrate i morgen eftermiddag. Den store udfordring kan blive at overvinde den meget stejle og vanskelige Ixua-stigning tidligere på etapen, men kommer han først frem til bunden af Arrate sammen med favoritterne, har han i hvert fald en reel chance for med klog og defensiv kørsel at sikre sig en temmelig uventet samlet sejr i løbet.

Skulle det mislykkes, har han heldigvis holdkammerater til at tage over. I dag lykkedes det nemlig Patrick Konrad at sikre sig det bonussekund, der akkurat sendte ham forbi Ion Izagirre i den samlede stilling. Dermed er det stadig det tyske hold, der er i pole position, selv hvis det hele bliver for tungt for den tyske førstemand. Og skulle også Konrad, der heller ikke er ren klatrer, ligger holdets dieselmotor, den i år så forrygende velkørende Emanuel Buchmann ikke dårligt placeret og klar til at tage over, hvis de to mere eksplosive folk skulle fejle.

Astana kan dog helle ikke være utilfredse med situationen. Selvom de helt sikkert ærgrer sig over, at Alexeys Lutsenkos styrt på de regnvåde veje, betød, at Ion Izagirre blev sat tilbage og derfor ikke var i position til at gå med de bedst, ligger baskeren stadig i en fremragende position. På papiret er han nemlig en bedre klatrer end både Schachmann og Konrad, og med opbakning fra det kasakhiske supermandskab har han alle forudsætninger for at forsøge at få skovlen under de to mere eksplosive klassikertyper og dermed bringe sig i en førerposition i sit hjemmebaneløb, han nu flere gange har været så tæt på at vinde.

Bedre blev det af, at Jakob Fuglsang også fik dokumenteret, at hans superform ikke er forsvundet i løbet af de seneste ugers pause. I en eksplosiv finale, der ikke just var skræddersyet til den danske dieselmotor, bed han tænderne sammen og holdt sig akkurat til de forreste, da Yates åbnede for gassen. Dermed genvandt han lidt af det tabte efter gårsdagens ærgerlige styrt, og selvom meget desværre peger på, at han i morgen kan ende i en hjælperrolle for Izagirre, der har kurs mod en mulig samlet sejr, har Astana i hvert fald en meget driftssikker og pålidelig plan B, hvis det skulle lykkes den yderst formstærke Yates også at bringe Izagirre ud af fatning.

Helt anderledes må man have det i UAE-lejren, men deres dårlige smag i munden skyldes egentlig en forrygende succes. Det lykkedes nemlig Tadej Pogacar med fremragende kørsel atter at dokumentere, at han har kurs mod en WorldTour-debut, der næsten kan sammenlignes med den, Egan Bernal havde sidste år. Efter sejren i Algarve, hvor han satte folk som Enric Mas og Wout Poels til vægs, viste han i dag, at han også kan være med i front på allerhøjeste niveau - og det endda i en eksplosiv finale, der ikke just er hans kop te. Det gør det desværre bare endnu mere ærgerligt, at han i går smed et dumt minut som følge af styrtet, efter at han på enkeltstarten ellers havde sikret sig et fornemt udgangspunkt. Og da Dan Martin samtidig lidt skuffende ikke kunne sidde med de bedste på en bakke, der burde have passet ham og dermed missede en oplagt mulighed for at vinde tid på Izagirre, må det være med meget blandede følelser, UAE sidder tilbage.

Også andre har grund til at ærgre sig. Mens det ikke var så overraskende, at kanp så eksplosive folk som Buchmann, Hugh Carthy, Mikel Landa og Daniel Martinez ikke kunne matche Yates’ eminente antrit, må det ærgre Dylan Teuns, at han så tæt på klassikerne ikke kunne gå med de bedste. Endnu værre gik det for den ellers altid så stabile George Bennett, der blev slået ud af de iskolde betingelser, og for stakkels David Gaudu, der desværre røg i asfalten - heldigvis uden alvorlige konsekvenser.

Sam Oomen fik desværre bekræftet sin dårlige fornemmelse fra de første etaper, da også hollænderen faldt fra, men hos Sunweb var der alligevel grund til optimisme. Efter den dybt imponerende og overraskende 10. plads i E3 viste U23-verdensmesteren Marc Hirschi nemlig i dag, at han er en meget alsidig rytter, der også kan spurte. Faktisk synes der efterhånden ikke at være et eneste område, den unge schweiziske komet ikke kan gøre sig gældende. Nu skal det blive interessant at se ham udfolde sig på morgendagens kongeetape.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

I det hele taget var det talenternes dag. Udover Pogacar og Hirschivar Valentin Madouas og Bjorg Lambrecht nemlig igen med i front. Ganske vist kunne de ikke matche Yates’ eminente forcering, men denne uge har alligevel været god for de to ardennerspecialister, der har vist sig i stand til at konkurrere på WorldTour-niveau. Nu vil de kommende uger vise, om de også kan overføre det til gode præstationer, når det for alvor går løs i klassikerne om et par uger.

Dem tænker de dog næppe alt for meget på lige nu. Forinden venter nemlig de to sværeste etaper i årets Baskerlandet Rundt, og særligt morgendagens kongeetape tårner sig op som en udfordring, der kan få de fleste til at ligge søvnløse. Det gælder formentlig også for Schachmann, der i hvert fald går ind til sit livs største udfordring og skal grave meget dybt, hvis han skal stå imod, når det stensikre pres kommer fra Mitchelton og Astana formentlig allerede på Ixua.

Heldigvis kan han glæde sig over, at han over de seneste dage stille og roligt har ladet de mange baskiske bække flyde sammen, så de danner en efterhånden ganske vandrig å. Spørgsmålet er bare, om ikke han har brug for en hel flod, hvis han skal holde Yates og co. tilbage. Det vil den mytiske Arrate-stigning afsløre for os i morgen eftermiddag.