Årsagen til indsigelsen er ifølge Jan Ullrichs advokat, Ulrich Theune, helt naturlig. ”Benyttelse af efterforskninger mod de spanske læger til formål, som ikke vedrører sagen mod dem, er et skandaløst udtryk for uhæmmet myndighedsvilkårlighed. Beretningerne fra Guardia Civil indeholder en af grundløse beskyldninger, antagelser og mistænkeliggørelser. De er konstrueret, udbredt på et retsstridigt grundlag og bevidst fortolket forfalskende. Af denne grund verserer der i øjeblikket flere efterforskningssager mod ledende medarbejdere hos Guardia Civil, specielt på grund af forfalskning af beviser,” hedder det i en erklæring på Jan Ullrichs personlige hjemmeside.
Fred Apostel, som er statsadvokat i Bonn, tager det dog med sindsro, og han agter heller ikke at sidde foran tv-skærmen på mandag for at høre, hvad Jan Ullrich har at fortælle om sine fremtidsplaner. Hvad den tidligere Tour-vinder end har tænkt sig, så får det ikke sagen mod ham til at forsvinde.
Det ser heller ikke ud til, at indsigelsen mod udleveringen af blodposerne kommer til at nytte. Ifølge Süddeutsche Zeitung og den spanske avis, El Pais, så har retten i Madrid afvist Ullrich og hans advokaters forsøg på at forhindre, at prøverne med kodenavnet JAN og Hijo Rudicio (søn af Rudicio) udleveres. I øjeblikket er der ikke længere noget, der taler imod en udlevering, erklærer Apostel overfor den tyske avis.
Han spørger dog fortsat sig selv, hvorfor en, der påstår ikke at have haft noget at gøre med Eufemiano Fuentes, gør indsigelse mod udlevering af blodposer – hvis de angiveligt ikke har med ham at gøre? Og hvorfor han har blokeret det schweiziske efterforskningsmateriale, hvis det udelukkende drejer sig om ”rent private ting”, som det hævdes af Ullrich?
”Det kan den enkelte selv gøre sig sine overvejelser over,” siger Apostel til Süddeutsche Zeitung og pointerer, at han fortsat er af den opfattelse, ”at vi har belæg for vores bedragerimistanke – ellers ville de også være utilladeligt, at vi fortsat efterforsker.‘‘
Det schweiziske cykelforbund har heller ikke indstillet deres efterforskninger endnu, og påtænker heller ikke at gøre det, selvom Jan Ullrich skulle offentliggøre sin tilbagetræden på mandagens pressemøde. ”Vi taler jo om en livslang karantæne, og ingen ved jo, om Ullrich skulle finde på at gøre comeback,‘ lyder det fra Bernhard Welten fra den schweiziske olympiske komite og tilføjer med henvisning til spekulationerne om, at Jan Ullrich skulle være på vej til en karriere som team manager for sig eget hold, at en karantæne ”også vil være gældende for et engagement i cykelsporten som for eksempel team manager.‘‘
Ifølge Süddeutsche Zeitung er de schweiziske efterforskere kommet i besiddelse af dokumenter, der entydigt beviser Ullrichs kontakter til Fuentes, ligesom der angivelig blandt de spanske myndigheders materiale skal være et foto af Ullrich.