Jonathan Vaughters: Jeg dopede mig

Jonathan Vaugters, team manager på Garmin-Sharp, gælder som en af de skarpeste fortalere for en ren sport, men også han har en dunkel fortid. Fortiden er også grunden til hans store engagement, og i en klumme i New York Times løfter han sløret for den fortid og kommer med bud på, hvordan man bekæmper doping i den sport, der har været en stor del af hans liv.

”Hvorfor doper atleter sig? Jeg ved det, for jeg har selv stået overfor valget,” skriver han.

Jonathan Vaughters startede ligesom så mange andre af de store stjerner som ganske ung teenager, og ligesom alle andre drengeryttere havde han drømmen om de store løb med de høje bjerge og ikke mindst Tour de France, når han knoklede af sted på sine træningsture.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

”Væk var bøllerne i skolen, pengeproblemerne derhjemme og det triste faktum, at ingen ville følges med mig til homecoming fest. Drømmen var min flugt, og når jeg kom tilbage til virkeligheden, besluttede jeg, at der ikke var noget hårdt arbejde, nogen lidelse og nogle ofre, som skulle forhindre mig i at få drømmen til at gå i opfyldelse. Beslutsomhed var ikke i nærheden af at beskrive, hvad jeg følte. Jeg følte det som skæbnebestemt.”

Drømmen om sejre

Vejen til bare at komme i nærheden af en Tour-deltagelse var lang og krævede hårdt slid og tilsidesættelse af alt andet.

”Det er ikke de heldige og de talentfulde, som i sidste ende udlever drømmen, det er de stædige, beslutsomme, der er villige til at ofre,” lyder det, idet han tilføjer: ”Forestil dig, at du har gjort alt, arbejdet, du har talent, beslutsomheden er solid som beton. På det tidspunkt er drømmen 98 procent gået i opfyldelse, men der er den ene lille ting: Du skal være suveræn.”

Her er det, at den unge rytter ifølge Vaughters kan komme i den vanskelige situation at skulle vælge mellem de sidste to procent, når en træner, mentor eller måske endda chefen siger, at doping er den eneste løsning, og de dermed følgende løgne overfor familie, venner og fans, eller at blive en sammenlagt nummer hundrede i Tour de France.

”Det har været realiteterne for mange af de mest talentfulde, hårdtarbejdende og største talenter med en drøm.”

Garmin-Sharp manageren pointerer, at det er muligt at vinde de største konkurrencer inden alle sportsgrene uden doping, men at det kræver klare anti-doping regler. Uden anti-doping regler ville den rene atlet ikke have en chance.

Et liv med løgn

”Løsningen er ikke at lære unge atleter, at det er bedre at opgive en livslang drøm end at give efter for snyd. Svaret er aldrig at give dem muligheden,” skriver han og tilføjer, at han selv har været der, og at han gav efter.

”Jeg valgte at lyve i stedet for at begrave drømmen. Jeg valgte at dope mig, jeg er ked af den beslutning, og jeg fortryder den inderligt.”

Det var skylden, der fik ham til at droppe karrieren og i stedet selv starte et hold, hvor valget ikke skulle være en mulighed. Streng kontrol og et kulturelt skift som prioriterede ren kørsel over sejre skulle beskytte hans ryttere mod fristelsen.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Vejen til en lys fremtid

”Da jeg kørte i 90’erne og i starten af det nye årtusind, blev reglerne let omgået af alle og enhver – og hvis du ville være med blandt de bedste, så måtte du følge med,” forklarer han og tilføjer, at man må gøre alt for, at disse tilstande aldrig kommer igen.

Fordi han selv tog den forkerte beslutning, har han viet sit liv til at hjælpe den kommende generations ryttere med at tage den rigtige. Og fordi de unge gerne vil tage den rigtige beslutning, så skal de ifølge Vaughters bakkes op med et anti-doping system, der bliver endnu bedre.

”Næsten alle atleter, jeg har mødt, som har dopet sig, siger, at de kun gjorde det for at kunne konkurrere på lige fod. Det siger noget vigtigt: at alle bare vil have en fair chance, ikke mere. Så lad os give vores unge atleter lige vilkår, uden doping. Lad os lægge alle kræfter og ressourcer i at gøre sporten fair, så ingen atleter mere står overfor valget. Vi lægger så mange følelser i markedsføring og idoliseringen af atleter, så lad os bruge samme iver i at give dem det, de virkelig ønsker: Muligheden for at leve drømmen ud uden at kompromittere deres moral.”

Læs hele Jonathan Vaughters indlæg i New York Post her