Kapitel 4 – La route de Marmotte

Kun iført et par underbukser og en gammel T-shirt lå jeg på alle fire med en neon orange opvaskebørste i hånden i lejlighedens kontor, mens min kæreste stod i døren og udpegede pletterne, der skulle fjernes. Kontoret har i de seneste par måneder været okkuperet af min cykel, hometrainer og mig, men det er et overstået kapitel. Asfalten kalder, men først skulle jeg sørge for, at kontoret var i samme stand, som da jeg indtog det (det krævede blot: masser af brun sæbe, en opvaskebørste, gulvklud og halvanden time af min tid).

Og nu til det sjove! Jeg var så småt begyndt at få et anstrengt forhold til træner Benjamin og hometraineren, men alt det forsvandt, da min cykel for første gang blev sluppet løs på den amagerskanske asfalt, og selvom mod- og sidevinden forsøgte, så kunne intet knække mig. Troede jeg. Det var på denne årets første træningstur, at mine holdkammerater havde opdaget min lidt rustne og nonchalante tilgang hvad angik at holde hjulet.
 

Før vi rullede ud, havde træner Benjamin ellers mindet mig om Bradley Wiggins visdomsord (hellere fem centimeter fra hjulet end ti). Men når man ikke vil høre, så må man føle!

Jeg sad som sidste mand i vores lille træningstrio. To meter fra det bagerste hjul, da vi svingede til venstre, og medvind blev til sidevind, mine træningskammerater skruede op for tempoet og fløj afsted. Et to-meter-hul blev hurtigt til ti, femten, tyve meter. I over to kilometer fik jeg lov til at jagte, før de slog op i vejen og lod mig få kontakt igen. Forpustet og syret til sad jeg der og savnede min hometraineren.

Dagen efter punkterede jeg. Det er i sandhed en varm velkomst, jeg har fået af de danske landeveje.

Læs også

Valverde vinder igen

Hvid kaffe og sorte sokker eller?

“When I see pot-bellied cyclist wearing the maillot jaune, it appals me,” Bernard Hinault, femdobbelt Tour de France-vinder.

Der er et hav af do’s and don’ts, når det kommer til mode i cykelsporten, og det er ikke nemt for en glad amatør, som jeg selv er, at navigere uden om faldgrupperne. Derfor har jeg i denne måned besøgt stilsikre Michael Stockfleth fra Rapha Cycle Club til en snak om top-lirens cykelmode, og jeg har været en tur i gemmerne efter generelle guidelines.

Michael Stockfleth til højre i billedet i Rapha Cycle Clubs klubhus i København. (Foto: Benjamin Andresen)
 

”Jeg ser lidt to typer ryttere. Race og rouleur,” siger Michael Stockfleth og forsætter.

”Rouleur-rytterne er støt stigende i antal. De har droppet de langærmede ultrastramme cykeltrøjer og trækker i stedet de hvide sokker op til midten af skinnebenet og ifører sig en cykeltrøje, der selvfølgelig sidder til, men samtidig er behagelig, og hvor der i højere grad er kælet for detaljen.”

Michael Stockfleth har cyklet en halv menneskealder og gør sig på bane og landevej. Han har set moden ændre sig utallige gange. På den måde er cykelsporten ikke meget anderledes end resten af modeverden.

”Prikker, blomster og striber kommer og går. Jeg mener, at moden lige nu peger mod et klassisk og elegant look, men det skifter nok igen,” griner Michael Stockfleth og siger.

”I sidste ende handler det om, at man er godt tilpas, i det tøj man cykler i.”

(Foto: Benjamin Andresen)
 

Hvis man stadigvæk er i tvivl om, hvad man skal trække i, før man slipper jern(carbon)hesten fri, så er her et par fingerregler: Team tøj er forbeholdt teamet. Den Gule- og eller Regnbuetrøjen er noget man vinder (red. Ikke køber). Sokkerne må ikke være for lange, men heller ikke for korte. Ankelsokker er altså forbeholdt kvindelige tennisspillere. Også lige en til om sokkerne: Chris Anker Sørensen har tidligere beklaget sig over Alberto Contador, da han mente, at sorte sokker ikke var en mester værdigt.

Servicetjek

Jeg har ikke drukket alkohol siden nytårsaften, min kost er overvejende sund, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har drukket en cola, men alligevel har der aldrig været så meget stønnen og prusten i soveværelset, som der har været de seneste par måneder. Det foregår primært, når jeg skal ud af sengen om morgenen. Desværre.

Selvom jeg næsten altid har ømme stænger, så har jeg været forskånet for skader. Det er der to grunde til: Den ene er, at træner Benjamin overvåger og konstant tilpasser min træning. Det er især udmattelsesfaktoren han monitorerer, men derudover har jeg også allieret mig med sportsmassør Ole Blædel. Løbende har han givet mig øvelser og guidet mig, så jeg kunne holde min krop fri for de værste skader. Jeg har samlet de tre bedste råd. De er nemme og kræver hverken meget tid eller penge:

1. 1. Stræk ud, for det hjælper! Ja, måske får nogle frygtelige flashbacks til gymnastikundervisning i folkeskolen (realskolen måske?), men selvom man aldrig har strækket ud, så er det aldrig for sent at komme i gang. Udstrækning hjælper med at få alle giftstofferne ud af kroppen, og det er en god ting.
    

2. 2. Selv-massage. Det er svært og kan ikke gøres med hænderne, men i de fleste sportsdetailbutikker kan man erhverve sig en foam roller (et plastikrør med skum rundt om - wauw). Øvelsen er simpel, man lægger foam rolleren på gulvet og ruller sine lår på den. Det er ondt, men det løsner godt op i musklerne, hvilket ikke kun forebygger skader, men samtidig også speeder restitutionen op.

3. 
   3. Core-træning. Det behøver ikke at være 10 timer i det lokale træningscenter hver uge, men lidt ryg- og maveøvelser kontinuerligt kan gøre vidunder for kroppen.

Sportsmassør Ole Blødel i gang med massage (Foto: Matthias Grandjean)
 

Derudover så er jeg forbi Ole Blædel en gang hver tredje uge til et komplet servicetjek af kroppen (1 time, hvor han masserer og strækker alle de ting ud, som jeg har glemt).

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

En fra brevkassen - Forberedelsesløb

Jeg vil til sidst runde af med en besked fra en flittig ”lytter” af programmet, som efterspørger andre udfordrende løb på dansk grund, hvis man nu ikke er til Måtten eller ikke må rejse for den bedre halvdel (den sidste er egen erfaring: Min kæreste er meget utilfreds med, at jeg spiser hende af med sommerhustur til Sverige, fordi jeg selv rejser en uge til hhv. Italien og Frankrig).

Jeg har fundet fire løb, som alle er interessante på hver deres måde, og som sagtens kan være en udfordring på højde med de franske alper.

Grejsdalsløbet, 14 maj. Jeg omtalte det sidste gang, men det skal simpelthen med på listen. Udfordrer man sig selv og kører de 220 km (eller ”bare” de 185 km), så bør man være garanteret blodsmag og bitter fortrydelse, når man skal over de 27 kategoriserede bakker. Fy for søren, det er sjovt. Bagefter!

Volvo Race, 20 maj. Løbet er i år rykket fra til Sjællandsringen frem for Flyvestationen Værløse. Jeg har prøvet sidstnævnte i forbindelse med træning. Hårdt? JA! Sjovt? JA! Det er sjældent, at man ubesværet får cyklen op på 60 km i timen, og jeg kunne ikke forestille mig, at skiftet til Sjællandsringen gør oplevelsen mindre god.

De to sidste løb minder udfordringsmæssigt om hinanden (hvad angår længden). Den 24. juni kan man enten køre Sjælland Rundt (305 km) eller Hærvejsløbet (270 km). Fælles for begge disse løb er, at det er en kæmpe udfordring at køre så langt, og hvis man går og drømmer om at skulle køre Måtten på et tidspunkt eller andre lignende udfordringer, så er disse løb, længde og tidsmæssigt, et godt sted at prøve sig selv af. Hærvejsløbet blev sidste år kåret til årets cykelevent.
 

Jeg er iøvrigt en del af Motionsfeltet.dks landsbaseret cykelhold - Team Motionsfeltet.dk. Måske du vil være en del af vores fantastisk fællesskab?

Læs også de foregående kapitler her:
Kapitel - 3 La Route de Marmotte

Kapitel - 2 La Route de Marmotte

Kapitel - 1 La Route de Marmotte