Klumme: Tanker på en hviledag
17. juli 2006 14:570
af Feltet.dk
Artiklen fortsætter efter videoen.
Dette er en klumme skrevet af Mikael Bay. Bemærk dette er ikke Feltet.dks holdning, der kommer til udtryk i artiklen. Der er tale om en klumme.
Jeg vil allerede nu næsten garantere for, at det bliver en fantastisk sidste uge i Tour de France. Ruten byder på tre flotte bjergetaper og spændingen i toppen af klassementet er fuldstændig intakt med hele fem ryttere, der har en mulighed for at vinde Touren i år.
Den fantastiske afslutning har dog haft sin pris. De første to uger af Touren har været blandt de kedeligste, jeg kan huske, og selvom man skulle tro, at de allerede havde lært det, må det efterhånden stå arrangørerne af Touren meget klart, at det ikke nytter noget at have den første bjergetape halvanden uge inde i Touren.
Noget andet der må stå ligeså klart, er at de dage, hvor bjergetaper med et afsluttende 40 kilometer langt faldt stykke ind mod mål blev brugt til angreb fra løbets favoritter, ikke findes mere. Jeg har ikke noget problem med at sådanne etaper findes for de bidrager til variationen i løbet, men de skal ikke gøre det ud for at være en bjergetape, der kan have indflydelse på det samlede resultat.
For det er sådan, at hvert år sidder såkaldte eksperter og analyserer mulighederne for et angreb på disse etaper og lover, at det kan blive et forrygende cykelløb, hvis blot rytterne ønsker det, og hvert år bliver resultatet en fuldstændig mat fornemmelse over at have brugt 5 timer foran skærmen på noget, der kun blev interessant de sidste 15 minutter.
12 dage uden Internet og kun udstyret med L’Equipe og fransk tv har lært mig to ting:
For det første må man forbløffes over den ligegyldighed dopingdebatten mødes med i Frankrig, når Touren først er blevet skudt i gang. Skal den kollektive franske holdning til doping manifesteres i én sætning må det oversat til dansk være ”Ja, de er nok dopede hele bundtet, men det kommer vel ikke som en overraskelse for dig? I et land, hvor problematikken har været debatteret i over 80 år siden Henri Pélissiers udødelige ord til en journalist ”Og piller? Vil de se piller? Voila, her er piller!”, skal der nok mere til at slå befolkningen ud af fatning end en mistanke mod en italiensk og tysk favorit til at vinde Touren.
For det andet må man imponeres over de ressourcer og kræfter fransk tv råder over. Undervejs på de forskellige etaper bliver alt analyseret ned til mindste detalje både med eksperter i studiet, men også med live reportager direkte nede fra feltet, hvor Laurent Jalabert optræder som den forlængede arm. Problemet er, at det i længden bliver meget kedeligt at høre en 15 minutters lang diskussion om gearing, samtidig med at Jalabert som tv-personlighed brænder igennem som en våd karklud. Nej, jeg ser frem til endelig at få nogle dage i selskab med TV2’s rå, men meget kompetente produktion, hvor analyserne er til at forstå, og hvor det hele ikke bliver gjort sværere, end det er.
Nå, det skal jo også dreje sig om cykling og i lyset af de mange udelukkelser inden starten på Touren, ser det ud til at blive den mest spændende afgørelse det seneste otte år. I mine øjne har hverken Landis, Menchov eller Evans formatet til at blive andet end en parentes i Tour-historien, men vi må nok se i øjnene, at det blive én af de tre ovennævnte, der løber af med den samlede sejr i 2006-udgaven. Landis er min favorit for på trods af, at han er bakket op af et middelmådigt Phonak-mandskab, har han fordelen af en lang enkeltstart, og desuden virkede han som den med mest overskud på Pla-de-Beret.
Det må være op til Rabobank at udfordre ham og efter at have set en fantastisk genkomst af Michael Boogerd i det højeste bjerge, så er det oplagt at hollænderen med det brede smil skal kastes ud i et langt udbrud forhåbentlig sammen med Michael Rasmussen. Netop disse to i samarbejde kan Rabobank i Alperne kører Phonak fuldstændig i sænk og Landis er trods alt ingen Armstrong, der bare kan sætte sig frem på sidste stigning og køre alt i stykker.
Jens Voigt reddede Touren for CSC (i øvrigt dagen efter at Popovych reddede Touren for Team Discovery, hvilket blot vidner om, at selvom kollektiverne måske kan bryde sammen, så rummer de store hold over så mange individuelle ressourcer, at der nok skal komme noget positivt ud af det hele), og nu må det for danskerholdets vedkommende gå ud på at bevare den forærede føring i holdkonkurrencen samt holde Sastre i top 5. Spanierens kørestil i bjergene bliver mindre og mindre køn at se på for hvert år der går, men man kan ikke tage fra Sastre, at det går stærkt, når han rammer stigningerne, og selvom han ikke vinder Touren (så er det sagt!), så er det imponerende, at CSC kan fremvise en trussel i klassementet efter den mildest talt noget kaotiske optakt til Touren.
Jeg vil allerede nu næsten garantere for, at det bliver en fantastisk sidste uge i Tour de France. Ruten byder på tre flotte bjergetaper og spændingen i toppen af klassementet er fuldstændig intakt med hele fem ryttere, der har en mulighed for at vinde Touren i år.
Den fantastiske afslutning har dog haft sin pris. De første to uger af Touren har været blandt de kedeligste, jeg kan huske, og selvom man skulle tro, at de allerede havde lært det, må det efterhånden stå arrangørerne af Touren meget klart, at det ikke nytter noget at have den første bjergetape halvanden uge inde i Touren.
Noget andet der må stå ligeså klart, er at de dage, hvor bjergetaper med et afsluttende 40 kilometer langt faldt stykke ind mod mål blev brugt til angreb fra løbets favoritter, ikke findes mere. Jeg har ikke noget problem med at sådanne etaper findes for de bidrager til variationen i løbet, men de skal ikke gøre det ud for at være en bjergetape, der kan have indflydelse på det samlede resultat.
For det er sådan, at hvert år sidder såkaldte eksperter og analyserer mulighederne for et angreb på disse etaper og lover, at det kan blive et forrygende cykelløb, hvis blot rytterne ønsker det, og hvert år bliver resultatet en fuldstændig mat fornemmelse over at have brugt 5 timer foran skærmen på noget, der kun blev interessant de sidste 15 minutter.
12 dage uden Internet og kun udstyret med L’Equipe og fransk tv har lært mig to ting:
For det første må man forbløffes over den ligegyldighed dopingdebatten mødes med i Frankrig, når Touren først er blevet skudt i gang. Skal den kollektive franske holdning til doping manifesteres i én sætning må det oversat til dansk være ”Ja, de er nok dopede hele bundtet, men det kommer vel ikke som en overraskelse for dig? I et land, hvor problematikken har været debatteret i over 80 år siden Henri Pélissiers udødelige ord til en journalist ”Og piller? Vil de se piller? Voila, her er piller!”, skal der nok mere til at slå befolkningen ud af fatning end en mistanke mod en italiensk og tysk favorit til at vinde Touren.
For det andet må man imponeres over de ressourcer og kræfter fransk tv råder over. Undervejs på de forskellige etaper bliver alt analyseret ned til mindste detalje både med eksperter i studiet, men også med live reportager direkte nede fra feltet, hvor Laurent Jalabert optræder som den forlængede arm. Problemet er, at det i længden bliver meget kedeligt at høre en 15 minutters lang diskussion om gearing, samtidig med at Jalabert som tv-personlighed brænder igennem som en våd karklud. Nej, jeg ser frem til endelig at få nogle dage i selskab med TV2’s rå, men meget kompetente produktion, hvor analyserne er til at forstå, og hvor det hele ikke bliver gjort sværere, end det er.
Nå, det skal jo også dreje sig om cykling og i lyset af de mange udelukkelser inden starten på Touren, ser det ud til at blive den mest spændende afgørelse det seneste otte år. I mine øjne har hverken Landis, Menchov eller Evans formatet til at blive andet end en parentes i Tour-historien, men vi må nok se i øjnene, at det blive én af de tre ovennævnte, der løber af med den samlede sejr i 2006-udgaven. Landis er min favorit for på trods af, at han er bakket op af et middelmådigt Phonak-mandskab, har han fordelen af en lang enkeltstart, og desuden virkede han som den med mest overskud på Pla-de-Beret.
Det må være op til Rabobank at udfordre ham og efter at have set en fantastisk genkomst af Michael Boogerd i det højeste bjerge, så er det oplagt at hollænderen med det brede smil skal kastes ud i et langt udbrud forhåbentlig sammen med Michael Rasmussen. Netop disse to i samarbejde kan Rabobank i Alperne kører Phonak fuldstændig i sænk og Landis er trods alt ingen Armstrong, der bare kan sætte sig frem på sidste stigning og køre alt i stykker.
Jens Voigt reddede Touren for CSC (i øvrigt dagen efter at Popovych reddede Touren for Team Discovery, hvilket blot vidner om, at selvom kollektiverne måske kan bryde sammen, så rummer de store hold over så mange individuelle ressourcer, at der nok skal komme noget positivt ud af det hele), og nu må det for danskerholdets vedkommende gå ud på at bevare den forærede føring i holdkonkurrencen samt holde Sastre i top 5. Spanierens kørestil i bjergene bliver mindre og mindre køn at se på for hvert år der går, men man kan ikke tage fra Sastre, at det går stærkt, når han rammer stigningerne, og selvom han ikke vinder Touren (så er det sagt!), så er det imponerende, at CSC kan fremvise en trussel i klassementet efter den mildest talt noget kaotiske optakt til Touren.
DEL
