Klumme: Un espresso per favóre…

Det siges om Fausto Coppi, at når han i sin helt store tid først var kommet afsted i et stort soloudbrud, forekom det aldrig, at han blev hentet igen!

Det lyder utroligt, men det er der så meget, der gør om den mand. Utrolig er også denne historie, som jeg har fundet på nettet, men jeg tror på, at den er sand.

Det var den 19. marts 1946. Dagen er helligdag i Italien og i mange år fast den dato, på hvilken ”Il Primavera” også kaldet Milano - San Remo blev kørt. Der var store forventninger til løbet i 1946. Det var det første løb efter krigen og det første, hvor der igen var international deltagelse. Hvordan ville den nye italienske stjerne Fausto Angelo Coppi klare sig i kampen mod udlandets bedste?

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Det gik ikke så dårligt endda… Coppi tog initiativet tidligt i løbet og på Turchino-passet passerede han i ensom majestæt. Det var før fjernsynets tid, men løbet blev dækket af en stærkt engageret radio-reporter. Ikke mindst i de små barer langs ruten blev der lyttet blandt andet på Caffé Piccardo på Piazza Dante i Imperia.

”Coppi fører med ti minutter”, skreg reporteren, og samtidig råbte en bargæst, der var gået ud på vejen: ”Nu er han her!”.

Og hvad sker?

Da Coppi får øje på den lille hyggelige bar, står han af cyklen, går ind til bardisken og siger:

”Un espresso, per favóre!”

Han fik sin espresso, betalte for den og kørte så videre. I San Remo var hans forspring til løbets nummer to, franskmanden Lucien Teisseire, 14 minutter!

”Der går lidt tid før de næste ryttere kommer, så vi spiller lidt god musik i mellemtiden”, annoncerede radio-reporteren.

Rico