Klumme: VM i Qatar. Skal vi være sure på UCI?

Man fornemmer irritationen over alt. Kommentatorerne er småfortvivlede, hvilket er en skam, for Rolf Sørensen er nu engang allermest dejlig, når han er begejstret og bevæget. Tom Dumoulin forsøger uden synderlig held at være diplomatisk, når han noterer de manglende tilskuere langs ruten. På internettet raser de som altid, ikke mindst over UCI, der har bragt VM til denne del af verden.

Som beskrevet i vores optakt, så er hele foretagendet problematisk, ikke mindst på grund af varmen. Men før man ser sig for sure på UCI, så er det vigtigt at erkende, at cykelsporten blot følger globale tendenser. Det er kompliceret.

Hermed en diskussion af problemstillingen i løst struktureret punktform: 
 

• --- For nyligt lavede den danske fodboldhjemmeside Mediano en podcast om Michael Laudrup og hans nye job i Qatar. Det handlede i udgangspunktet om Laudrups rolle som Danmarks ’ambassadør’, og hvad det vil sige for hans image, at han tager penge fra en stat som Qatar, der har store problemer med menneskerettigheder.

•  

  

  Læs også

  Verdensmesteren dropper Tour de France

   

• --- De kloge mænd i Mediano kom rundt om mange kløgtige ting, som kan overføres til cykelsporten. Hvorfor drages sportens verden til Qatar? Svaret er, naturligvis, penge. Men i hvor høj grad skal dette kritiseres - og skal man klandre den individuelle? Der er mange gråzoner på spil her.
   

• --- Der er, nogenlunde, fire kaster af borgere i Qatar. Dels er der den regerende kongefamilie. Så er der den almene Qatari, hvoraf der er omkring 280.000. Disse har det alle godt og får alle et flot beløb af staten hver måned. Så er der de rige (vestlige) arbejdere, der kan leve nogenlunde trygt og velbetalt - uden visse rettigheder. VM i cykelløb køres på The Pearl, der er det første sted, hvor ikke-lokale må eje land. Og så er der alle de (fattige) migrantarbejdere, der har færre rettigheder.
   

• --- Fodbold VM i Qatar får megen opmærksomhed, fordi fodbolden er så stor og magtfuld. Derfor er det nok bedre at sammenligne cykelsporten med en sport som håndbold.

   

• --- Håndbolden har også ladet sig forføre at Qatar. Det bedste eksempel er VM i håndbold, der i 2015 blev afholdt i Qatar. Her opstod der flere problemer, ikke mindst, at der nærmest ingen tilskuere var til stede - et problem vi allerede er stødt på til årets landevejs-VM. Samtidig blev Qatar kritiseret for at udnytte håndboldens regler for landsholdsdeltagelse: de samlede et hold af migrantspillere og var lige ved at vinde hele slutrunden. Det kan man ikke klandre Qatar for; her ligger skylden hos den sjuskede internationale håndboldunion, der burde have vedtaget regler, der foreskriver, at man kun kan optræde på et landshold i sin karriere.

   

• --- Hvad det viser er, at Qatar er ambitiøse. På sin vis er det, at bygge et landshold op af migranter, helt i forlængelse af landets sjæl og nuværende sammensætning. Der bor 1,8 million mennesker i Qatar, hvoraf 278.000 er ’lokale’. Resten er migranter på den ene eller anden måde, alle tiltrukket til landet grundet dets rigdom. Hele landet er skabt - og skabes konstant - af fremmede. Hvorfor skulle det være anderledes med sport?
   

• --- Qatars indflydelse over fodboldens univers er stor. Fodbold-VM afholdes i 2022 i Qatar; tvivlsomme beløb betalt til franske agitatorer såsom Michel Platini og Zinedine Zidane spillede formentlig en slags rolle. Qatar sponsorerer store hold som Barcelona og ejer flere hold, inklusiv PSG. Det gør, at de har venner mange steder. I sidste ende fik de deres kronjuvel. Indtil 2022 vil hele verdens øjne være rettet mod Qatar. Opgaven består i, hvordan de behandler al den opmærksomhed.   
   

• --- Løfterne. Som beskrevet i vores optakt, så lovede Qatar, at deres fodboldstadions ville have aircondition og at de ville bygge falske stigninger til årets VM i landevejscykling. Det skete aldrig. I stedet blev der skabt en masse virak om, på hvilket tidspunkt arrangementerne skal afholdes. Qatar ved, at når først de er blevet tildelt et arrangement, så har de meget mere snor.
   

• --- Der er konstante meldinger om dårlige kår for migrantarbejdere, der dør i massevis. Dette vil kun tiltage indtil 2022, for de fleste stadions er stadig under udbygning, og aktørerne - Qatars regering, FIFA, sponsorer, byggefirmaer osv. - forskyder ansvaret imellem sig. Og dog: nye love vedtages, og der synes at være forbedringer at spore, selvom det langt fra er perfekt. Og det ændrer jo ikke på, at mange allerede har mistet livet for noget så fjollet som sport.   

   

• --- Her er problemet. Man bygger altid i Qatar. Det vil man blive ved med også efter 2022. Nye højhuse og bydele bygges konstant. Der vil stadig være brug for migrantarbejdere efter 2022. Det ’positive’ her er, at alle disse store arrangementer afholdt i Qatar kan give fokus på ting som menneskerettigheder. Herved kan man håbe, at Qatars regering kan blive presset til at forbedre deres metoder. Den negative udlægning er, at sportens verden - ved at tildele Qatar disse turneringer, der ofte kræver nye bygningskonstruktioner - blåstempler sådanne praksisser (altså, at mennesker dør) og forværrer problemet. Det er kompliceret.
   

• --- Cykelsporten har længe taget imod Qatars penge. Der har dels længe været Tour of Qatar. Nu fik Qatar endelig hentet VM i landevejscykling til landet. Forbindelsen mellem Frankrig (ASO) og Qatar er stærk. Spørgsmålet er, hvad der sker nu, hvor VM er blevet afholdt. Har Qatar fået, hvad de ville? Forsvinder pengene nu andetsteds hen? Forsvinder Tour of Qatar?
   

• --- Men dette er et systemisk problem, der går hinsides Qatar og dette VM. Astana og Katusha er politiske projekter, støttet af mere eller mindre problematiske regimer - ikke firmaer. Læg dertil det kommende cykelhold, der vil blive sponsoreret af Bahrain, der også døjer med at leve op til menneskerettigheder. Cykelsportens aktører sponsoreres i tiltagende grad af politiske regimer. Det handler ikke længere blot om at sælge kaffemaskiner, IT-løsninger eller cement.
   

• --- Hvor cykelsporten engang var et skønt billede på kapitalismen, så bliver vi nu serveret et meget mere mudret geopolitisk billede gennem vores sport. Selvom Tour of Beijing floppede, så må man forvente, at Kina en dag kommer og mudrer billedet endnu mere med deres version af markedsøkonomien.
   

• --- Men husk nu: politik og sport har intet at gøre med hinanden.
   

• --- Jeg kender selv dilemmaet. Jeg har levet det. Jeg har taget Qatars penge.

   

• --- Eller ikke direkte. I vinteren 2013 blev jeg inviteret til Doha - fly, mad, hotel, alt betalt - for at deltage i en konference. Jeg skulle blot deltage aktivt i nogle debatter. Min rolle var meget begrænset, men jeg benyttede tiden til at networke, og jeg fik givet hånden til en række idoler. Jeg mødte Wilson Kipkiter og Michael Johnson og fik vist nok også fornærmet Boris Becker. Det var overdådigt.

• 
  --- Men det var ikke nogen lutter positiv oplevelse. Inden afgang skulle jeg underskrive formularer på, at jeg ikke ville se porno, drikke øl eller gøre i homoseksuel aktivitet. Jeg kendte til historien om den franske fodboldspiller, som blevet bundet til landet - uden pas, uden familie, grundet en lønstrid med hans arbejdsgiver.  Jeg skrev nødtvunget under, men sørgede hurtigt for, at få mit pas tilbage fra receptionen på mit hotel.
   

• --- Der var migrantarbejdere over alt, men de holdte sig mest for sig selv på byggepladserne. De lokale overherrer og deres migrantarbejdere lever for det meste i hver sin verden.
   

• --- Det handler også om ’soft-power’. Under konferencen fik kongesønnen lov til at holde en stor tale - til yderligere at sælge projektet, at sælge Qatar. Folkene bag Qatar er ikke dumme. Slet ikke. De har en mission, en plan. Man søger fx at sælge Qatar som et fremtidigt konference-og turistmekka. Som det naturlige stoppested mellem Vesten og Østen. Det er missionen. At skabe et fundament for en fremtid uden jordens ressourcer (man kan diskutere, om pengene ikke havde været bedre brugt på at investere i at skabe en ny Silicon Valley, men det er en anden sag). Men der er en mission.
   

• --- Der er også andre motiver. Al denne fokus på sport skal gerne hjælpe befolkningen. Man søger at aktivere en befolkning, der i al sin pludselige velstand er blevet blandt de mest overvægtige i verden. Offentlig transport eksisterer nærmest ikke. Man cykler eller går ikke. Man kører rundt i store biler. Ideen er bl.a. at gøre befolkningen mere sund og aktiv.
   

• --- Der er nok forskning og nok eksempler på, at afholdelsen af sportslige ’mega events’ såsom VM og OL ikke gør befolkningen mere aktiv. Der skal meget mere til.  
   

• --- Da jeg kom hjem fra Qatar var jeg splittet. Jeg havde egentlig nydt turen, særlig den gode mad og de fine oplevelser, men man følte sig også lidt beskidt.
   

• --- Her er hvordan jeg behandlede min ambivalens. Jeg skrev en lille artikel om det. Den var kun småkritisk, for jeg følte stadig en vis gæld til folkene i Qatar, der i grunden havde behandlet mig godt.
   

• --- Det er det, penge gør. Det er svært at sige nej. Man står i gæld. Vi er kun mennesker. Så måske skal vi ikke dømme cykelsportens aktører for hårdt. Bahrains penge kommer til at redde løn og job for mere end 100 mennesker i cykelsporten. Den personlige pris, man betaler, er svag og indirekte - men den er der. Man er med til at legitimere noget. Hvor trækker man grænsen?
   

• --- Jeg tror stadig, jeg ville tage imod tilbuddet om en betalt tur til Doha. Så eventyrlysten er jeg. På den måde minder jeg om Michael Laudrup. Men jeg indrømmer også åbent, at det er problematisk.

• 
  --- Men husk nu, hvad de altid siger: der er ingen forbindelse mellem sport og politik. Selv Vladimir Putin siger det.