Kommentar: Derfor er Kyllingen forhadt

Anti Doping Danmarks dopingrapport nærmer sig sin afslutning, efter hvad der føles som en uendelig lang arbejdsproces. Undersøgelsen startede med udgangspunkt i Michael Rasmussens dopingindrømmelse, og siden da har han fået smidt en kold spand vand i hovedet af danske cykelaficionados.

Michael Rasmussen er ildeset, fordi han har brudt den hidtil eksisterende omerta. Han har fortalt sin viden til Anti Doping Danmark, så der kan blive ryddet op i cykelsporten. Det burde vi hylde ham for.

I stedet bliver han kritiseret for - måske, måske ikke - at udlevere Bjarne Riis til Anti Doping Danmark i rapporten. De negative aspekter bliver hevet frem i stedet for de positive.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Ingen skal forsøge at ødelægge det glansbillede, som danskerne har fået af vores nationale cykelsport.

Jeg undrer mig over, at sådan en holdning eksisterer. Jeg ved ikke, hvad der er sandt eller falsk i detaljer, men jeg vil have en ren cykelsport. Og det kan komme til at koste for flere personer, som jeg ellers har respekt for. Men lad det være sådan.

Vreden mod Michael Rasmussen tog til ved dopingindrømmelsen, men ved ADD-undersøgelsens startskud eskalerede det. Han blev forhadt. Den generelle antagelse er, at han slagter Bjarne Riis i rapporten, og derfor har stadigt flere danskere instinktivt besluttet sig for at nære antipati til Rasmussen.

Der er stablet en uretmæssig og uretfærdig kamp op, og det er kun et fåtal der ved, om rapporten rent faktisk får konsekvenser for Bjarne Riis, hvis han da overhovedet er nævnt i et større omfang. Det kan vi kun gætte på.

Men har Michael Rasmussen udleveret Bjarne Riis, så bliver kampen endnu vildere, end den har været hidtil. Det er en duel, hvor Kyllingen ikke har en chance. Tour de France-sejren er forskellen på had og kærlighed. Michael Rasmussen og Bjarne Riis.

Jeg er overbevist om, at hvis Michael Rasmussen stået øverst på podiet i Tour de France 2007, havde Rabobank, UCI og DCU ikke turdet røre ham. Han ville have været elsket af danskerne, og der ville aldrig have været den dopingindrømmelse, som efterfølgende har gjort ham forhadt.

For indtil indrømmelsen var konsensussen, at han var den faktiske vinder af Tour de France 2007. I stedet var han ærlig i forsøget på at få en renere cykelsport. Det betaler han prisen for nu.