Kommentar: Fantastisk bane VM trods dansk skuffelse

Banecykling er en skrøbelig størrelse. Højdepunkterne er ikke mange, og det er sjældent, at der er stor international bevågenhed - både fra den almene cykelfan og fra medier - på banecykling. Det var der dog i sidste uge, da verdensmesterskaberne i banecykling blev afviklet.

Så når muligheden er der, skal den benyttes. Det er den ikke altid blevet, jeg husker bl.a. et VM i Minsk i 2013, men hvor skal jeg love for, at alle TV-seere, tilskuere, pressefolk og andre, har fået det bedste - creme de la creme - af banecykling i år. Både sportsligt og stemningsmæssigt.

Lad mig slå fast med det samme, at jeg synes, at det har været et fantastisk VM, hvor banesporten har bevist, hvad den kan når den er bedst. Jeg kender ikke til andre discipliner i cykelsporten, hvor en sådan stemning som man oplevede ved årets VM, kan skabes.

Sportsligt var årets VM også både flot, men også interessant. Det er det sidste VM inden OL-året, hvor alle lande - specielt de store - satser på at toppe. Her er banecyklingen slet ikke som landevejscyklingen, for på banen er OL alt, og det er det der bygges op til i fire år.

Læs også

Sensationel hollænder stryger til tops på teknisk Romandiet-prolog

Det har været en fantastisk oplevelse at dække bane VM. Det har været fyldt med store oplevelser, og når man som jeg har så stor passion og kærlighed til banecykling, kan man kun blive glad over et sådant VM. Banecyklingen har i sin helhed vundet i den seneste uge, modsat af i Minsk.

Ingen dansk begejstring

Jeg er dog desværre nødt til også at starte denne artikel med lidt negativt, måske det eneste rigtigt negative ved dette års bane VM. For mens der var masser af drabelige opgør, store præstationer, der fik Feltet.dk-teamet i Frankrig helt oppe i det røde felt, var der ikke meget glæde over danskerne.

Det ville være uretfærdigt ikke at slå fast, at forventningerne til Danmark ikke var store. Så lad os gøre det med det samme. Medaljer var der ikke tro på, og var den kommet, så havde det været en overraskelse. Det vidste vi alle udmærket godt, og forventningerne var derfor afdæmpede hos de få danske pressefolk i mediecentret.

Men når man har lave forventninger, giver det måske en endnu mere ærgerlig fornemmelse, når man så alligevel bliver skuffet. Og det blev vi bestemt, min kollega Jonas og jeg selv, over den danske indsats. Det var ikke noget at råbe hurra for.

Værst var det i holdforfølgelsesløbet, hvor Danmark ikke var i nærheden af at komme videre blandt de otte bedste. En 11. plads lyder ikke imponerende, og det er det heller ikke. Det var lidt af en mavepuster at starte VM ud på og en indsats, der ikke var acceptabel, trods forberedelserne ikke var optimale.

Casper Pedersen og Amalie Dideriksen kunne ikke redde det danske VM. Det skulle de heller ikke. Begge havde højdepunkter i deres omnium, hvor også vi lod os begejstre, men slutresultatet blev ikke noget at hæve armene over. Man kunne have håbet på, at de havde opfyldt egne mål, hvilket de ikke gjorde, men det er svært at være ligefrem skuffet over to 18-årige debutanter.

Tidligere har Feltet.dk dog også beskrevet, hvorfor resultaterne - trods alt - i vores øjne ikke bør bekymre for meget set i et OL-perspektiv.


Foto: Jesper Skovbølle

Fransk ekstase

Mens der virkelig ikke var meget at glæde sig over i den danske lejr, var et højdepunkt for mig derimod at se de franske ryttere - og ikke mindst opleve de franske tilskuere. Både heltene på banen og publikum var i fantastisk form og enorm oplagte til dette verdensmesterskab.

Hele fem guldmedaljer blev det til, og dermed vandt franskmændene medaljestillingen. Det er et imponerende stykke arbejde der er gjort på det franske banelandshold op til VM, ikke kun i de discipliner, hvor de havde medaljechance, men også i andre discipliner, såsom i holdforfølgelsesløb.

Specielt da Francois Pervis vandt i keirin, samt søndagens dobbeltguld indenfor et kvarter, først med stjernen Bryan Coquard og Morgan Kneisky i parløb og siden Gregory Bauge i sprint, var højdepunkter, der fik arenaen til at gå amok i en sådan larm, at det næsten gjorde ondt i ørerne - og i hvert fald var umuligt at føre en samtale.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Sidstnævnte, Gregory Bauge, var individuelt en af de for mig store historier og oplevelser ved VM. Jeg har nævnt det før i andre artikler, men det er altså en mand, som var fuldstændig nede i kulkælderen efter OL i 2012, hvor han blev slået i sprint-finalen. Han valgte derfor også at tage en pause, da han havde mistet gløden og selvtilliden.

Siden har han ikke kørt et mesterskab - ikke før han stillede til start i Saint-Quentin-en-Yvelines, hvor han altså gik hele vejen og vandt. Og så var den selvtillidsfyldte, kække, frække dreng i klassen tilbage, der leverede den mest overlegne jubelscene ved hele mesterskabet.


Foto: Jesper Skovbølle

Britisk nedtur - succes for tidligere dansk landstræner

De der kender til banecykling ved, at Storbritannien ikke blot er enormt dygtige i sporten, de er en enorm magtfaktor i alt hvad der rører sig. Og derfor springer det også i øjnene, når man kigger på deres resultater her et år før VM på hjemmebane og halvandet år inden OL.

Det var dybt, dybt skuffende, og Feltet.dk mødte også et par britiske tilskuere, der måbende måtte konstatere, at det var noget af det værste de havde set. Tre medaljer - én hos herrerne (!!!) - og nul guldmedaljer (!), var det - for briternes vedkommende - sølle udbytte af verdensmesterskaberne 2015.

Jason Kenny, en af de største baneprofiler i Storbritannien og OL-guldvinder fra London, leverede præstationer, jeg ikke vil tøve med at kalde for pinlige. Han røg ud med et brag i keirin, og i sprint, hvor man havde set frem til den første duel mellem ham og Bauge siden OL-opgøret, blev han sendt ud i første runde efter en håbløs indsats.

I holdsprint blev det til en ottendeplads for et ellers ambitiøst mandskab. Det kan roligt konstateres, at der skal arbejdes hårdt fra briternes side inden OL næste år. Ikke at jeg tvivler på at de nok skal være klar til OL, og de kommer også til at få forstærkninger, men det må være en noget skidt fornemmelse de er taget hjem med.

Til gengæld kunne Tyskland nyde langt større succes, og dermed blev det også et rigtig godt mesterskab for den tidligere danske landstræner, Sven Meyer, der blev opsagt af DCU i 2011. Tre guldmedaljer og en forbedret og fin indsats i holdforfølgelsesløbet, hvor Tyskland har kurs mod OL, hvilket er målet. Efter et par, lad os bare sige det mildt, meget svære år at starte på med holdet, har Sven Meyer virkelig formået at forbedre og skabe et solidt 4000 meter mandskab.

Også i sprint er Tyskland stadig en dominerende faktor. Kristina Vogel blev verdensmester i sprint, inden hun dog - måske efter en for stor fejring over natten - meget hurtigt røg ud af keirin.

London venter forude

Paradoksalt nok, så skal velodromen fra OL i 2012 bruges til VM i næste år, når det er OL-år igen. Her venter der forhåbentlig et ligeså flot mesterskab som det franskmændene har arrangeret - det eneste der kan påpeges ved arrangementet er at det dryppede fra loftet lørdag og søndag, hvilket gav nogle forsinkelser.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Som det dog blev sagt fra fleres sider ved mesterskabet; hvis der er et land i Europa, der kan leve op til det netop afholdte og overståede VM, så er det englænderne. Det vil kræve en nærmest fyldt arena hver dag, både formiddag og aften, ligesom i Frankrig, og et fantastisk oplagt publikum.

Det plejer briterne dog også at være, og mon ikke også at deres landshold er opsatte på at levere langt bedre end de gjorde i Saint-Quentin-en-Yvelines.

Danmark kommer naturligvis også. Og jeg er også helt sikker på, at der for de danske cykelfans vil være langt mere at glæde sig over om et års tid.

Jeg glæder mig allerede!