EKSKLUSIVT INTERVIEW!
Søndag skal U23-landsholdet køre årets første løb, når de er til start i U23-herrernes udgave af Gent-Wevelgem. Feltet.dk har taget en snak med landstræner Anders Lund, der mener, at Danmark har en af de store favoritter.
U23-landsholdet skal på årets første tur, når de søndag skal køre Gent-Wevelgem, og de har en af favoritterne med. Det fortæller landstræner Anders Lund i et eksklusivt interview med Feltet.dk.
En af favoritterne er danske Anders Foldager, der kører for det italienske kontinentalhold Biesse-Carrera. Han er startet sæsonen stærkt i Italien, og nu skal han prøve at tage formen med til Belgien.
”Med det niveau han har vist, så er der ingen tvivl om, at rent styrkemæssigt befinder han sig blandt favoritterne. Det tør jeg godt at sige. Han har en rigtig fin chance for at lave et topresultat,” siger Lund.
Det handler dog ikke kun om at være den stærkeste. Som i alle brostensløb skal man også have heldet med sig. Landstræneren er dog optimistisk.
”Når der er både brosten, grusveje, sidevind og traditionelt også et par styrt eller tre, så skal man selvfølgelig også komme udenom det og være heldig. Samlet som hold er jeg meget optimistisk i forhold til, at vi godt kan være med. Også med flere end bare Foldager i finalen.”
Udover Foldager stiller det danske landshold også med Joshua Gudnitz (ColoQuick), Henrik Breiner Pedersen (ColoQuick), Alexander Arnt (Restaurant Suri-Carl Ras), Simon Dalby (Uno-X Development) og Kasper Viberg Søgaard (Leopard-TOGT).
Artiklen fortsætter under billedet
Anders Foldager på podiet i Per Sempre Alfredo Foto: Sirotti
Hvordan skal løbet køres?
I 2022 endte løbet i en spurt i en stor gruppe på omkring 50 ryttere. Her formåede Sebastian Changizi at tage en andenplads for Danmark, men løbet ender ofte i en spurt i en lille gruppe. Landstræneren ser det da også som et meget hårdt løb med kendte stigninger.
”Man kommer ind i området omkring Kemmelberg og kører to omgange, hvor der er flere stigninger. Også nogle grusveje. Så de får ligesom smagt det hele. Sidevind, brosten, asfaltstigninger og så selvfølgelig Kemmelberg, som er den her ikoniske brostensstigning. Et hårdt løb, som godt kan ende i en spurt, men det plejer at være ret selektivt.”
Lund ser Foldager som en af favoritterne, og danskeren har da også haft en god start på sæsonen. Efter at han vandt et nationalt løb i Italien, blev han nummer tre i 1.1-løbet Per Sempre Alfredo.
Her var han oppe imod flere WorldTour-hold, men han formåede alligevel at tage en tredjeplads i det kuperede løb. Landstræneren ser også store kvaliteter i den 21-årige dansker.
”Vi har særligt Foldager, som bliver en særligt beskyttet rytter. Han har haft en tidlig sæsonåbning i Italien og viste senest her i weekenden, at han er, hvor han skal være. Det bliver som udgangspunkt ham, der skal have kaptajnrollen. Han kan flere ting. Han kan også spurte i en større gruppe, men han er også en rytter, der kan gå med i rykkene op over Kemmelberg.”
Det kommer dog ikke udelukkende til at handle om Foldager. Det er for svært at kontrollere et U23-løb, når holdene kun er på seks ryttere. Danmark skal være godt repræsenteret i finalen.
”Der er flere kort at spille. Det er et stærkt hold, og det får man også brug. Det der med at tro, at man kan køre for én alene, fungerer ikke. Det bedste forsvar på den sidste omgang er at være repræsenteret, så man kan køre som hold, fordi løbet er for hårdt for, at et U23-hold på seks mand kan kontrollere noget. Det kræver et godt hold at være repræsenteret, og det synes jeg, at vi har,” siger Lund.
Artiklen fortsætter under billedet
Sebastian Changizi på andenpladsen sidste år. Britiske Sam Watson vandt løbet Foto: Kattekoers
Fra Nations Cup til almindeligt U23-løb
Gent-Wevelgem for U23 hedder også Kattekoers Ieper, og det er i år skiftet fra at være en Nations Cup, hvor det kun er med landshold, til at være et ’normalt’ U23-løb. Derved kan det gøre, at nogle nationer kan have mere end seks ryttere med, som ellers er normalen.
Blandt de deltagende hold er udover det danske landshold også de italienske, slovenske, tyske og luxembourgske landshold. Dertil kommer en række kontinentalhold samt Soudal-Quick Steps, Intermarchés og Lotto-Dstnys udviklingshold.
”Det må faktisk øge kvaliteten af feltet. Det er jo gået fra at være Nations Cup til ”bare” at være et normalt, men stadig et meget prestigiøst U23-løb. Nu bliver det så en blanding af mange af de gode udviklingshold, kontinentalhold og så en håndfuld landshold. Så det, at for eksempel Holland og Belgien har mulighed for at stille mere end seks ryttere, må gøre, at kvaliteten af feltet er superhøjt,” forklarer landstræneren til Feltet.dk.
Udover rytterne på det danske landshold stiller U23-danmarksmesteren Rasmus Søjberg Pedersen op for sit franske hold CIC U Nantes Atlantique.
Selvom det ikke kun er landshold, der deltager i år, tror landstræneren dog ikke, at det kommer til at ændre på løbets gang.
”Taktisk ved jeg ikke, om det bliver meget anderledes. Det handler om at gå stille frem. Hierarkierne er jo ikke sat så tidligt på sæsonen, så man skal være opmærksom på mangt og meget. Det er vigtigt at være repræsenteret, så man ikke tror, at man skal sidde og kontrollere et helt felt med så få ryttere, som der trods alt er på holdet.”
Udtagelsen af holdet
Med ændringen væk fra Nations Cup betyder det, at for eksempel Søjberg kører løbet for sit eget hold. Ligeledes køres der i øjeblikket det hollandske etapeløb Olympia’s Tour, hvor der er mange danske ryttere til start.
Det er også noget, der har haft indflydelse på udtagelsen af U23-landsholdet.
”Det handler jo om at give ryttere plads til at køre det bedst mulige løbsprogram, som de har. Der er nogen, der kører Olympia’s Tour, og der er nogen, der kører Gent-Wevelgem med deres eget hold. Så i forhold til den bruttotrup på 12 mand, som jeg udtog i efteråret, er der nogen, der er optagede andre steder,” siger Lund til Feltet.dk og fortsætter:
”Det har givet mig mulighed for at kigge udover den normale trup, men det er fuldstændig naturligt, fordi bruttotruppen ikke er låst. Det handler jo om at stille det bedst mulige hold, og det har givet mig mulighed for at udtage en rytter som for eksempel Alexander Arnt, som har gjort det godt på Rhodos.”
Gent-Wevelgem for U23-herrer køres søndag. Der har tidligere været stor dansk succes i løbet, da Mads Pedersen vandt i 2016, mens Sebastian Changizi blev nummer to sidste år.
Annonce
Annonce
Critérium du Dauphiné(2.UWT) 04/06-11/06
Heylen Vastgoed Heistse Pijl(1.1) 03/06
Critérium du Dauphiné(2.UWT) 04/06-11/06
Women's Tour(2.WWT) 06/06-11/06
Asiatiske mesterskaber(CC) 07/06
Course de la Paix GP Jese...(2.NCUP) 08/06-11/06
Grosser Preis des Kantons...(1.1) 09/06
Tour of IRAN (Azarbaijan)(2.1) 10/06-14/06
Tour de Suisse(2.UWT) 11/06-18/06
Elfstedenronde Brugge(1.1) 11/06
Annonce
Annonce
AG2R Citroen Team |
Alpecin-Deceuninck |
Arkea Samsic |
Astana Qazaqstan |
Bahrain Victorious |
Bora-Hansgrohe |
Cofidis |
EF Education - EasyPost |
Groupama-FDJ |
INEOS Grenadiers |
Intermarché - Circus - Wanty |
Movistar Team |
Soudal - Quick Step |
Team DSM |
Team Jayco AlUla |
Team Jumbo-Visma |
Trek-Segafredo |
UAE Team Emirates |
Annonce
Foldager i spidsen for landsholdet
Dansk talent havde næsten ingen bagbremse i største resultat i karrieren
Stort dansk resultat i Italien
Foldager vinder i Italien
Landstræneren forventer stor WorldTour-interesse - men begrænset deltagelse