Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Liege-Bastogne-Liege-analyse: Rolfs "forkerte" arvtager

03. maj 2019 12:00Foto: A.S.O. / Gautier Demouveaux

I søndags skrev Jakob Fuglsang ind i cykelhistorien ved med den store solosejr i Liege-Bastogne-Liege at blive den blot anden danske monumentvinder. Vores ekspert, Emil Axelgaard, analyserer den belgiske klassiker og drager konklusioner på baggrund af det, vi har set i løbet af ardennerugen.

22 år skulle Cykeldanmark vente. Så længe gik der, fra Rolf Sørensen d. 6. april 1997 kørte alene over stregen i Flandern Rundt som vinder af sit andet monument bare fire år efter den store sejr i Liege-Bastogne-Liege, inden danskerne igen kunne juble over en sejr i et af sportens fem største klassikere. 

Og i al den tid er det vel kun Matti Breschel, der kortvarigt i begyndelsen af dette årti gav håb om, at en sådan sejr kunne være i vente, for vi har ikke just væltet i store resultater på den største klassikerscene, siden Rolf kørte cyklen i garagen. Enkelte fine resultater er det blevet til, men aldrig har vi siden dengang haft en rytter, der har kunnet stille til start i et af monumenterne som en af de helt tunge favoritter.

 

Det blev der ændret på denne søndag, og sjovt nok skete det fra en uventet kant. Efter et år, hvor Michael Valgren vandt to af sportens klassikere, Søren Kragh Andersen rundede sæsonen af med at vinde Paris-Tours, og Mad Pedersen blev nummer to i sit første Flandern Rundt, stod det ellers klart, at Danmark går en lys klassikerfremtid i møde. Selvom det ville kræve held og de rette omstændigheder, så det ved indgangen til sæsonen da heller ikke helt umuligt, at en af de lovende danske klassikerryttere måske kunne køre med om sejren på den største scene af dem alle.



Foto: Jakob Fuglsang i angreb i Liege-Bastogne-Liege
 

Det var bare ikke Jakob Fuglsang, der skulle gøre det. Nuvel, Astana-rytteren havde da med sine fine resultater i særligt Amstel Gold Race vist et vist flair for de store endagsløb, men det er først og fremmest som Danmarks førende etapeløbsrytter, at han har gjort sig gældende. Det er bestemt ikke mærkeligt, for selvom Fuglsang har mange kvaliteter, hører punch, eksplosivitet og spurtstyrke ikke blandt. Og netop de egenskaber er som regel dem, der gør en god klassikerryttere, og det hører trods alt til sjældenhederne, at en dieselmotor a la Fuglsang ender øverst på podiet i et af de store endagsløb.

 

Alligevel var det netop Fuglsang, der som den første dansker i mange, mange år kunne stille til start som en af de helt tunge favoritter i et monument, da han i søndags pakkede sig ind i flere lag tøj og rullede mod indskrivningen til et drivvådt Liege-Bastogne-Liege. 

Gennem en helt forrygende sæsonstart, hvor han i hvert eneste løb siden starten i Murcia i februar har skilt sig ud som en af de absolut stærkeste, havde han nemlig stille og roligt kæmpet sig frem i hierarkiet, så det vel kun var Julian Alaphilippe, der kunne gøre ham rangen stridig som det førende vinderbud i sportens ældste klassiker. Og det var ikke blot sket ved at imponere i etapeløb som Tirreno-Adriatico og Baskerlandet Rundt, men ved at tage kampen op med tidens måske bedste endagsrytter i løb som Strade Bianche, Amstel Gold Race og Fleche Wallonne, der ellers på ingen måde er skræddersyet til en rytter af Fuglsangs type.



Foto: Jakob Fuglsang var tæt på at vinde Fleche Wallonne
 

Det, der for alvor havde bevist, at Fuglsang formentlig ville være manden, der skulle slås i Liege denne søndag, var den forrygende andenplads bag samme Alaphilippe på Mur de Huy i onsdags. 

En placering på podiet var ikke helt uventet, for Roman Kreuziger havde så sent som i 2018 vist, at en rytter med Fuglsangs karakteristika alene i kraft af god form sagtens kan køre med om top 3 i sportens måske mest specialiserede klassiker. Der er imidlertid alenlangt fra en plads på podiet til at true sportens superpuncheur i en finale, der på alle måder er skabt til den eksplosive franskmand, så da Fuglsang gjorde netop det, stod det klart, at der næsten måtte være noget stort i gærde, når der i Liege blev åbnet for et opslidende udskilningsløb lige efter dieselmotoren Fuglsangs smag.

 

Problemet var bare, at Fuglsang havde kørte så stærkt, at alle vidste, at det var ham, man skulle følge i finalen, og cykelhistorien er overlæsset med eksempler på, hvordan rollen som favorit er utaknemmelig og kan gøre det næsten helt umuligt at vinde. Da Astana efter en noget tøvende start langt om længe tog kontrol frem mod Forges-stigningen med knap 30 km igen, vidste enhver da også, hvad der var i vente på løbets sidste udfordring, Cote de la Roche-aux-Faucons. 

Som favorit er man desværre ikke i stand til lukrere på et element af overraskelse, og derfor var Fuglsang nødt til at vise, at han vitterligt var den stærkeste. Og selvom Roche-aux-Faucons er en stejl sag, har den i sin relativt korte historie trods alt sjældent vist sig hård nok til, at bedste mand har kunnet køre væk.

 

Sådan var det bare ikke denne gang. Selvom alle altså vidste, hvad der var i vente, faldt de fra som fluer, da først Fuglsang trådte på den gaspedal, der i Amstel og Fleche havde dokumenteret, at han pt. er feltets stærkeste rytter. Spørgsmålet var ikke, om han ville være i stand til at angribe. Snarere var det, om han var så meget bedre end rivalerne, at han ville kunne køre væk.

Foto: Fuglsang satte Formolo fra hjul
 

Det kunne han i den grad. Michael Woods åbnede selvtillidsfuldt for ballet, men derefter stod der Fuglsang på resten af løbet. Da danskeren rundede toppen, havde kun canadieren og Davide Formolo overlevet, og bedst som man kortvarigt nåede at frygte, at Fuglsang i kamp mod den hurtigere Woods atter måtte se sig henvist til en sekundær placering, åbnede han igen for gassen på det lumske, let stigende stykke, der før har vist sig sværere end selve stigningen. 

Først sprang elastikken for Woods, og bare få øjeblikke var det også ovre for Formolo. Fra det øjeblik var der reelt tale om en procession, hvor kun en lidt unødvendig satsning på den drivvåde nedkørsel kunne true en helt fortjent og forrygende flot tredje dansk monumentsejr, der blev opnået i den sværest tænkelige position, nemlig som forhåndsfavoritten, hvis angreb alle vidste ville komme.

 

Resultatet fuldender Fuglsangs drømmestart på 2019 og er det endegyldige bevis på det enorme niveauspring, han har opnået de seneste måneder. 


Foto: "Birdie", som Fuglsang kaldes, kunne juble i Liege


Ganske vist har han haft en stigende kurve igennem de seneste sæsoner, først med sejren i Dauphiné i 2017 og siden med et stærkt Tour de Suisse i 2018, hvor det reelt kun var holdløbet, der kostede ham sejren. I det franske løb var han imidlertid ingenlunde den stærkeste, og sejren var snarere et resultat af Team Skys og Richie Portes magtkamp mere end af Fuglsangs egen styrke. I Tour de Suisse var han langt mere jævnbyrdig med Porte, men slet ikke så suveræn, som han har været i et 2019, hvor han særligt i den sidste uge har været et niveau over resten af verdenseliten.

 

Hvad så nu? Overrasker Fuglsang i Touren?
Det er naturligvis en bemærkelsesværdig og ret sjælden udvikling for en rytter, der for længst har rundet de 30 og allerede har taget hul på karrierens efterår. Naturligvis rejser det med det samme spørgsmålet, om det indebærer noget stort, når Fuglsang til sommer atter kaster sig ud i Touren, der indtil nu har budt på flere skuffelser end succeser for danskeren, og her er det nok en god ide at bevare begge ben på jorden.

 

Det er nemlig ikke uden grund, at Fuglsangs bedste grand tour-resultat er en syvendeplads, for igennem hele hans efterhånden lange karriere har det i høj grad været den manglende stabilitet over tre uger, der har været problemet. Topniveauet har længe været til top 10, men det har holdbarheden ikke. Om han også har løst den udfordring i forbindelse med sit tigerspring, er stadig for tidligt at sige, men det er i hvert ikke givet, at han kan omsætte dette forårs fantastiske niveau til et topresultat til sommer også. 

På den anden side har Fuglsang overrasket igen og igen i de seneste måneder, så hvorfor skulle der ikke komme endnu en senere på året? Håbet lever i hvert fald. Med sejren kronede Fuglsang også Astanas flotte forår ved at vise, at det ikke kun er i etapeløbene, hvor de i år har været helt suveræne, at det kasakhiske hold er en magtfaktor. 


Det skete på en dag, hvor klassikerkongerne fra Deceuninck-Quick Step helt usædvanligt ikke fik en eneste mand i top 10. For en gangs skyld var Julian Alaphilippe nemlig slet ikke på niveau med de stærkeste, og dermed var der trods alt en grænse for, hvor lang hans endeløse serie af topresultater kunne blive. 



Denne gang var det dog ikke helt uventet, for Liege er så hårdt et løb, at franskmanden skal være på 100% for at matche de mere rendyrkede klatrere. Det har været ret tydeligt gennem både Brabantse Pijl, Amstel Gold Race og Fleche Wallonne, at det ikke har været samme overlegne Alaphilippe, som vi så i et 2018, hvor det formentlig kun var det taktiske spil, der forhindrede ham i at vinde begge de belgiske klassikere. I år har han imidlertid også haft en første formtop allerede i forbindelse med Strade Bianche, og derfor kommer det næppe som et chok for Alaphilippe selv, at elastikken denne gang har været spændt en anelse for hårdt.

 

Faktisk kan man kun tage hatten af for Deceunincks initiativ og kørelyst, for havde de kørt lidt mere med hovedet end med hjertet, havde de næppe gjort løbet så benhårdt ved at forcere hårdt i regnen allerede inden den afgørende sekvens af stigninger blev indledt. Det var alene til fordel for Fuglsang, for hvem løbet ikke kunne blive hårdt nok, og dermed gjorde det belgiske storhold egentlig det arbejde, Astana formentlig havde anset som deres. Det var i virkeligheden her, grobunden for Fuglsangs sejr blev lagt, og ikke helt uventet ramte det Alaphilippe direkte i nakken, da de mere udprægede klatrere trådte an mod slutningen-

 

Sammen med Astana var det andet store vinderhold naturligvis Bora. Med Peter Sagan som frontfigur var det ventet, at tyskerne ville blive en magtfaktor i klassikerne igen i år, og det har de med en 4. plads i Milano-Sanremo, 5. pladser i Paris-Roubaix, Amstel Gold Race og Fleche Wallonne samt til sidst to podiepladser i Liege-Bastogne-Liege også været. Det bemærkelsesværdige er bare, at den yderst formsvage Sagan kun har været leveringsdygtig i to af resultaterne, og at det i stedet har været holdets klatrere, der har løftet en stor del af ansvaret, kulminerende med Davide Formolos og Maximilian Schachmanns flotte ridt på denne regnvåde søndag.



Foto: Podiet med to Bora-Hansgrohe
 

Dermed bekræftede løbet også det, vi allerede fik stillet tydeligt til skue i Baskerlandet, hvor Bora dominerede totalt ved at vinde fire af seks etaper og have Emanuel Buchmann på podiet, nemlig at holdet efterhånden er langt mere end bare den slovakiske superstjerne. Ikke blot har holdet haft andre ryttere til at tage over, de har også haft det i stort antal, hvilket blev særligt tydeligt denne gang, hvor de havde ikke færre end fire mand i top 14!

 

Mest imponerende var Formolo naturligvis, og det må glæde mange at se den unge italiener endelig levere et stort resultat. Han har nemlig været under et stort pres, siden den italienske presse for efterhånden mange år siden udråbte ham som nr. 3 i landets grand tour-arvefølge, men han er slet ikke slået igennem i de store etapeløb. Til gengæld har han fundet sin niche i netop dette løb, hvor han for tredje år i træk var blandt de absolut stærkeste, og denne gang lykkedes det ham endelig at få det topresultat, han fortjente i både 2017 og 2018. Og da Schachmann samtidig kronede sit helt fantastiske forår, der i stabilitet kan måle sig med Fuglsangs og Alaphilippes, ved at tage en 3. plads i et løb, hvis hårdhed ellers lå tæt på hans grænse, blev det i sandhed klatrerne, der reddede det, som meget vel kunne være endt som en dundrende klassikerfiasko for det ambitiøse tyske storhold.

 

Løbet blev også endnu et bevis på, at Woods er udstyret med et fantastisk talent i de hårdeste og længste endagsløb. Det kan godt være, at det kniber lidt med stabiliteten, men når det gælder mere end 250 km og 4000 højdemeter, er han der næsten hver gang. Det så vi med 2. pladsen sidste år og ikke mindst ved det knaldhårde VM, hvor han lignede stærkeste mand, og efter en lidt halvtam indsats i Amstel og et uheldsramt Fleche, var han igen på pletten, da det i søndags gik løs på Roche-aux-Faucons. Som vi så i de foregående løb, var formen i år ikke helt på toppen, men at han selv i den tilstand kan spille en hovedrolle, vidner om, at Woods næsten  vinde et af de to klatremonumenter i løbet af sin karriere.

 

Til gengæld kan man spørge, om der bliver flere monumentsejre til ardennerkongen over dem alle. Det gjorde i hvert fald næsten ondt at se en forfrossen og åbenbart også forslået Alejandro Valverde krybe ind i bilen allerede efter bare ca. 150 km af den klassiker, han ellers næsten har ejet i de seneste år. 


Foto: Verdensmesteren Alejandro Valverde havde en svær klassikersæson
 

Det har ikke skortet på undskyldninger i form af et bistik i finalen af Fleche Wallonne og torsdagens styrt, hvor han angiveligt slog sit haleben ganske betydeligt, men det ændrer ikke på, at Valverde også i Amstel Gold Race var en skygge af sig og har haft det svært igennem hele sæsonen. Man kan håbe, at det blot er en midlertidig krise, som vi så det under Touren sidste år, hvor han alligevel i efteråret rejste sig fornemt, men når Valverde rejser hjem for at forberede sig til Giroen, kan han se tilbage på en sæsonstart, hvor han ved udgangen af april kun har vundet en enkelt gang - noget, der ikke er sket, siden han den 9. april 2003 tog karrierens første sejr!!! Uanset mulige forklaringer kan det ikke undgå at vække en bekymring for en mand, der trods alt ikke er mange år fra at indlede en tilværelse som cykelpensionist.

 

Valverde var ikke den eneste. Dan Martin kom til Ardennerne med ambitionerne om at bygge videre på den flotte præstation i Baskerlandet og glemme alt om sidste års uheldsramte ardennerkampagne. Desværre slog lynet atter ned, da den lille irer blev syg efter det baskiske løb og derfor endte med at forlade begge de belgiske klassikere tidligt. Heldigvis reddede Diego Ulissis overraskende 3. plads i Fleche Wallonne løbsserien for det ambitiøse UAE-mandskab, men da både Sergio Henao og Rui Costa atter måtte sande, at de er langt fra fordums styrke, og stortalentet Tadej Pogacar i både Amstel og Fleche blevet slået ud af uheld, må et af de stærkest besatte mandskaber alligevel se tilbage på en ardennersæson, der burde have givet et bedre udkomme.

 

Det burde det også for Team Sky. Michal Kwiatkowski lignede ellers en mand, der havde kurs mod noget stort, da han lignede en af de absolut stærkeste i Amstel Gold Race, men den præstation skulle vise sig ikke at fortælle sandheden om hans niveau. Hverken i Fleche Wallonne eller Liege-Bastogne-Liege fandt han det forrygende niveau fra sidste efterår, og dermed er det anden sæson i træk, hvor den ellers så stabile polak falder igennem i de løb, han allerhelst vil vinde. Det er bemærkelsesværdigt, for selvom han vel ikke har været meget bedre, end han var i sidste del af 2018, har han altså i klassikerne slet ikke kunnet opnå de resultater, han gjorde i første del af karrieren. Og da Wout Poels efter en skuffende sæsonstart trods en 10. plads i Liege atter var en skygge af den rytter, der vandt La Doyenne i 2016, blev det ikke den drømmeafslutning i den ikoniske Sky-trøje, som den britiske gigant havde ønsket sig.

 

Lotto kan også se tilbage på en klassikersæson, der slet ikke står mål med de ambitioner, de som belgisk storhold altid har i de løb. Bjorg Lambrecht har fået sit store gennembrud og var endda i top 6 i de første tre af de fire kuperede klassikere - i søndags betød en begyndende forkølelse, at han valgte en tidlig offensiv fremfor at køre finale - men holdets kaptajner Tim Wellens, Jelle Vanendert og i brostenssæsonen Tiesj Benoot ramte aldrig deres niveau. Wellens forsøgte sig ellers med en stor offensiv i det, der var rigtigt Wellens-vejr, men en brøler tidligt i løbet, hvor han var blevet fanget, da Deceuninck splittede feltet, havde kostet så meget, at det i sidste ende blot blev til en 11. plads og dermed endnu en ardennersæson, hvor han ikke fik forløst det potentiale, han ellers har vist i en stribe andre sammenhænge.

 

Adam Yates kørte sig til en flot 4. plads, hvilket var en forbedring af 8. pladsen fra hans seneste forsøg, og det er han næppe utilfreds med. Alligevel var løbet specielt, for det var vel i virkeligheden første gang siden Valencia i begyndelsen af februar, at briten ikke kunne følge de bedste i et kuperet cykelløb. Det er måske ikke så mærkeligt, hvis man betænker, at Yates har haft det hårdeste sæsonprogram af alle og endda kørt med om sejren lige fra dag 1, og grundlæggende kan han se tilbage på et forår, hvor han har cementeret, at det altså var lidt af en tilfældighed, at det var Simon og ikke ham, der i 2018 tog hele verden med storm og endegyldigt cementerede Yates-brødrenes status som en virkelig magtfaktor i cykelsporten.

Foto: Adam Yates i Bahrain-Merida sandwich
 

Dagens måske mest positive oplevelse var David Gaudu. Forud for løbet havde FDJ ellers nedspillet forventninger til det franske vidunderbarn, der har haft det svært med de lange distancer og havde en offday i Fleche Wallonne. Efter et halvskuffende Baskerlandet viste han imidlertid igen det enorme potentiale, han med præstationen i UAE Tour dokumenterede, at han nu er klar til at indfri, og det skete endda under omstændigheder, der ikke tilgodeså ham. Dels er han alt for klejn og spinkel til at elske kulden, og dels har han altså vist en ret stor skrøbelighed og ustabilitet i de største løb. Alle disse forhindringer overvandt han imidlertid. Nu handlet det blot om at finde den konsistens, der er hans helt store mangelvare, inden han kan træde ind på den helt store scene som et af sportens topnavne. Til gengæld måtte holdkammeraten Valentin Madouas sande, at han fortsat har lidt vej at gå i et så svært løb, men det var måske forventeligt for en rytter, der trods alt ikke har været professionel i mere end et års tid.

 

Løbet var naturligvis også interessant i en Giro-sammenhæng, og her var der opløftende tendenser at spore. Særligt opløftende var det at se en yderst velkørende Mikel Landa, der efter sin meget uheldige start på sæsonen med denne præstation viser, at han er klar til at tage rollen som Giroens helt store og uforudsigelige joker. Ved sin side har han endda Valverde, Richard Carapaz og Carlos Betancur, der med en 15. plads atter viste, at vi har nået den tid på året, hvor hvalpefedtet er kørt af, og dermed ser Movistar ud til at skulle være lidt at en magtfaktor i maj i den kommende måned.’

 

Vincenzo Nibalis store drøm om at vinde en klassiker, der står meget højt på hans ønskeliste, brast, men han kan alligevel rejse tilbage til Italien med en vis tilfredshed. Allerede i Tour of the Alps havde han vist det højeste niveau i optakten til en grand tour i mange år, og det bekræftede han til fulde med sin flotte kørsel i Liege denne søndag. Det er måske stadig svært at se ham ende med en tredje Giro-triumf i et felt, der er næsten historisk stærkt, men italienerne kan i hvert falds se frem til, at deres nationale helt er klar til at indtage den hovedrolle, alle forventer. Og samtidig sørgede Dylan Teuns for at finde en ellers helt fraværende form, da det gjaldt allermest, og dermed rundede Bahrain alligevel en skuffende klassikersæson hæderligt af.

 

Alligevel var de alle sammen bare statister. Statister i Jakob Fuglsangs ardennerforestilling, hvor han blev den første siden Alejandro Valverde i 2015 og Philippe Gilbert i den magiske 2011-sæson til at ende på podiet i alle tre ardennerløb i samme sæson. Forud for sæsonen var der ellers mange, der havde set frem til det store opgør mellem Alaphilippe og Valverde i de tre kuperede endagsløb, men da veteranen fejlede, var andre nødt til at byde den franske stjerne op til dans. 



At det skulle være netop Fuglsang, der skulle blive franskmandens ærkerival og endda i sidste ende også overmand, var der næppe mange, der havde regnet med, ligesom det bestemt heller ikke lå i kortene, at det var ham, der skulle indskrive sig i historiebøgerne som Rolf Sørensens arvtager som dansk monumentvinder. Heldigvis er cykelsporten så herlig uforudsigelig, at det sjældent får som præsten prædiker - og når nu det er en dansker, der bryder manuskriptet, er der næppe mange i Cykeldanmark, der klager.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Liège - Bastogne - Liège
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Fuzhou(2.1) 17/11-23/11

World Cup Koksijde(CDM) 24/11

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

CYKELHJELM? BLIV INSPIRERET, FIND FORHANDLER OG MANGE SPAR PENGE