Longread: Talenternes dødskamp #3

null

Læs her henholdsvis første og andet afsnit af artikelserien.

 

På UCI-papiret er et skifte fra et dansk kontinentalhold til et udviklingshold et skridt til siden. Og statistikken viser, at det herfra er de færreste ryttere, der kommer videre til WorldTouren.

 

På den anden side kommer rytteren i virkeligheden ind på et mere professionelt cykelhold, hvor der er langt flere ansatte til at tage sig af ham. Og virkeligheden er også, at det blandt de unge ryttere blot er sportens absolutte supertalenter, der får en WorldTour-kontrakt, før de har været over et udviklingshold.

 

 

Så bør danske hold hjælpe en rytter mod et udviklingshold og være stolte af at sende ham dertil? Eller ser de hellere rytteren blive, indtil han får tilbudt en professionel kontrakt, og holdet dermed kan sige at have udviklet en pro?

 

Airtox - Carl Ras´ sportsdirektør Claus Pedersen er ikke i tvivl.

 

”Hvis der kommer en rytter og siger, at han har et tilbud fra et udviklingshold, så tænker jeg, at det er fint. Jeg kan jo alligevel ikke konkurrere med et udviklingshold, hverken på udstyr, løn, løbsprogram eller setup,” fortæller Claus Pedersen til Feltet.dk.

 

I sine fire sæsoner som kontinentalhold har Airtox - Carl Ras sendt Rasmus Bøgh Wallin til Uno-X, mens tre andre (Gustav Wang, Kristian Egholm og Claus´ egen søn Martin Pedersen) er røget på udviklingshold.

 

Claus Pedersen mener, at det for de bedste talenter er en mere sikker vej at skifte til et udviklingshold end at blive i Danmark og satse på at få tilbudt en professionel kontrakt på et senere tidspunkt.

 

Claus Pedersen i 2022. Foto: Klaus Hestkjær/Airtox - Carl Ras.

 

For ryttere med knap så meget talent opstår der imidlertid en problematik og et dillema.

 

”Det er klart, at hvis man ligger i lag 2 eller 3, så er det sindssygt meget sværere på et udviklingshold, men det er jo ikke sikkert, at man nogensinde får chancen for at mærke et WorldTour-setup, for det er det i princippet på et udviklingshold,” siger Claus Pedersen.

 

Det er sjældent, at WorldTour-holdene forfremmer mere end tre af sine 12-15 udviklingsryttere, og endnu færre får chancen andre steder på øverste hylde. Tilbage står dermed et hav af ryttere, som nu op til fire år ældre (og mindre attraktiv) skal finde en ny kontinental-kontrakt andetsteds.

 

 

Måske rytteren havde haft fordel af at blive på et ikke-udviklingshold og således holde sine muligheder mere åbne. For enhver rytter vil dette være hypotetisk. Til gengæld er det faktum, at Claus Pedersen aldrig vil fraråde sine ryttere at tage chancen på et udviklingshold.

 

”Hvis det er skidt, så er det noget rigtig lort, men så har man da trods alt haft den oplevelse og kørt med om der, hvor man gerne vil hen.”

 

”Det er svært at stå med en 19-årig, der får et tilbud fra et WorldTour-hold, og forklare ham og hans forældre, at han får mere ud af at tage et par år hos os. Hvis det var nogle af mine, så ville jeg sige: ”Gå efter det”. Så kan det godt være, at det vil gå dårligt, men det er jo ikke sikkert, at du får den mulighed to gange.”

 

Den ulige kamp

For nogle vil det måske lyde uambitiøst. Men Claus Pedersen har klare værdier: Han vil aldrig vægte Airtox - Carl Ras´ interesse i at beholde en dygtig rytter over rytterens fremtid. Vurderer han, at den talentfulde rytter vil have bedre af at forlade holdet, anbefaler han det.

 

”Det kunne aldrig falde mig ind at tilgodese holdet fremfor rytteren. For vi er så langt nede i fødekæden, så hvorfor skulle jeg overtale en rytter til at blive hos mig, hvis han vil noget andet?”

 

”Det kan jeg ikke argumentere imod. Det kan jeg ikke. Og det tror jeg faktisk heller ikke, at jeg vil,” siger han med et grin og fortsætter:

 

Airtox - Carl Ras på træningstur i vinteren 2024-2025. Foto: Klaus Hestkjær/Airtox - Carl Ras.

 

”Det er klart, at hvis man har så meget selvtillid, og man ved, at man er god nok, så kan man sagtens tage et år i Danmark. Men der er meget langt mellem de gutter. For hvis de er gode nok, kan de også klare mosten i udlandet. Du ser jo første- og andensårsseniorer på WorldTouren (i 2025 er der 10, red.).”

 

”(Christian) Moberg har ret i, at det bliver sværere og sværere at sende nogen direkte til WorldTouren (kun syv kontinentalryttere fra ikke-udviklingshold debuterer på WorldTouren i 2025, red.), for så skal man fandeme være god.”

 

 

”De kommer i ny og næ, men der er længere mellem dem. Jeg tror desværre også, at det er udviklingen, at vi får sværere og sværere ved det, og derfor mener jeg også, at hvis man får muligheden for et udviklingshold, så skal man tage den.”

 

Med udviklingen, at langt, langt hovedparten af de unge ryttere skal køre for et udviklingshold, før WorldTour-kontrakten dukker op, er de danske kontinentalhold havnet i en ekstremt svær forhandlingssituation, når det gælder de største danske talenter.

 

Det erkender Claus Pedersen.

 

”Vi har forhandlet med nogle ryttere i år, hvor vi jo er andetvalget. Vi får at vide, at jeg vil gerne køre hos jer, hvis jeg skal køre for et dansk konti-hold, men jeg afventer lige noget andet. Så får jeg så at vide: ”Nu skal du høre. Tak for tilbuddet, men jeg har sagt ja til det her”. Og det kan jeg sagtens forstå. Selvfølgelig kan jeg det.”

 

”Jeg har ikke været i situationen, men jeg kan da huske, at da mine unger var i den alder, sagde jeg: ”Gør det, for fanden”. Det er ligesom i en fodboldklub, hvis du er fra bølandet og får chancen for at træne med de bedste inde i FCK. Kom i gang. Så kan det være udvikling eller afvikling, det skal jeg ikke kunne udtale mig om. Men så mange chancer får man heller ikke her i livet.”

 

”Jeg har heller ikke argumenterne til at tale en ung rytter fra at køre på et development-team for at køre for mig. Det kan da godt være, at der er lidt nostalgi i at køre sin gamle, grå kassevogn ned gennem Europa, men det kan jeg sgu ikke sælge den på mere. Slet ikke. Der er det nemmere at blive kørt til lufthavnen, og så står cyklen dernede.”

 

"De skal nok blive set"

Tilbage står Airtox - Carl Ras med U23-ryttere fra lag 2 og 3 samt syv lidt ældre, men fortsat ambitiøse semiproffer på mellem 22 og 28 år. Budgettet rækker ikke til det samme professionelle setup som udviklingsholdene, som Claus Pedersen oplever ofte bliver foretrukket, når danskerne søger om løbsstarter.

 

Ikke desto mindre ser sportsdirektøren ingen grund til, at det danske hold ikke også i 2025 vil kunne sende ryttere videre til større adresser.

 

”Jeg tror ikke, at det har noget at gøre med os. Det handler om, hvor god rytteren er. Vi gør det, vi gør, kan man sige. Alle vores ryttere vil gerne videre. Det skal der ikke herske nogen tvivl om. Vi gør, hvad vi kan for at give dem nogle løb, hvor de kan vise sig frem.”

 

 

”Når jeg taler med scouts og agenter, så kunne jeg aldrig finde på at tale mine ryttere op til noget, de ikke er. Bare, fordi at vi som hold kan bruge, at de er kommet videre. Det er ikke min interesse, at rytterne kommer videre til noget, de ikke kan eller er klar til.”

 

”Jeg har stadig den holdning, at er de gode nok, også på vores hold, skal de nok komme videre. Med det løbsprogram, vi har, skal de nok blive set,” lyder det fra Claus Pedersen, der trods udviklingsholdenes popularitet hos løbsarrangører ikke føler at mangle udfordringer til sine talenter.

 

”En gang imellem synes jeg også, at vi overmatcher vores ryttere lidt. Selvfølgelig udvikler man ryttere ved at overmatche dem en gang imellem, men jeg tror også på, at de unge ryttere får lige så meget udvikling af at køre løb, hvor de reelt også kan være med.”

 

”Så kan det være, at nogle griner lidt af, at man kører i Estland og Litauen. Men vi tror på, at sejre er med til at udvikle rytterne.”

 

”Så kan det godt være, at de løb ikke har den samme prestige som et 1.1-løb, men hvis man alligevel bliver savet midtover, så ved jeg ikke, om det udvikler. Selvfølgelig skal man også have tæsk en gang imellem, men hvis det er hver gang, så tror jeg mere, at det er afvikling.”

 

I 2025 skal Gustav Wang køre for Astanas udviklingshold. Foto: Klaus Hestkjær/Airtox - Carl Ras.

 

”Hvordan vurderer I, hvad I skal anbefale en ombejlet rytter?”

 

”Det handler om, hvad det er for en type hold, og hvad det er for en type person, de gerne vil have. Det er klart, at rytterne er som nat og dag. Der er nogle, der er virkelig hardcore, som kan leve under hvad som helst. Dem har jeg ikke noget problem med at sige, at de skal tage imod tilbuddet.”

 

”Jeg tror også på, at mange gange lytter de jo ikke på mig eller os. Hvis de har fået et tilbud fra et udviklingshold, så kan jeg komme med nok så mange anbefalinger. Det skal jo bare prøves af. Det har jeg også stor respekt for. Som sagt er det ikke sikkert, du får chancen igen.”

 

 

”Jeg skal ikke fraråde nogen noget. Det har jeg ikke erfaring og er dygtig nok til. Og jeg synes også, at devo-holdene er blevet markant bedre til at scoute. Når jeg kigger rundt, og ud fra hvad jeg hører i branchen, så synes jeg ikke, at der er nogen, der vælger helt ved siden af. Jeg synes, at de er ret gode til at scoute dem, der passer ind.”

 

”Jeg tror også, at det er et overstået kapitel, at man kommer ind på et hold, fordi man kender nogen, som har et hold. Der er 15.000 U23-ryttere i Europa, og scoutsene er blevet dygtigere til at finde den type ryttere, som de gerne vil have. Før i tiden sad man bare og kiggede resultater. Nu er man dygtigere til at finde de rigtige ryttere, personlighedsmæssigt og typemæssigt.”

 

Tidligere talenter - med ringe chancer

Den danske sportsdirektør påpeger endvidere, at udviklingsholdenes etablering har øget sandsynligheden for, at talentet trives og ikke spildes. For nu bliver færre og færre unge mennesker kastet ud på WorldTouren, før de har niveauet til det.

 

Det er dog som bekendt to sider, at medaljen har. Den modsatte her fortæller historien om ældre ryttere. Ryttere, som i en tid, hvor cykelsporten mere og mere handler om mennesker i starten af 20´erne, ikke ligefrem kan betegnes som gamle.

 

”Generelt er der ikke så mange mere, som er over 23 år, som får et WorldTour-tilbud. Lige meget, om man vil det eller ej, så er der længere og længere mellem snapsene.”

 

”Du skal sateme være god for at komme på WorldTouren uden at have været forbi et udviklingshold. Desværre er der færre og færre, der går den direkte vej. Det er de vilkår, vi alle sammen arbejder under,” beskriver Claus Pedersen.

 

I to sæsoner vandt Rasmus Bøgh Wallin stribevis af cykelløb for Holbæk-holdet. Det fik Uno-X til at stikke den 28-årige en toårig professionel kontrakt. Foto: Airtox - Carl Ras.

 

”Hvorfor siger du ”desværre”?”

 

”Man kan også blive professionel for tidligt. Der er også et menneskeligt aspekt i, at man må gerne få lidt hår på brystet. Det er bare min holdning. Det gør man jo ikke på sådan et udviklingshold. De hiver 18-årige op, og halvdelen tror jo, at de allerede har et ben inde på WorldTouren, og to år senere bliver de røvskuffede.”

 

 

”Så skal du til at rette op på en ung gut i starten af 20´erne, der kommer hjem til Danmark. Måske han har været syg eller skadet. Måske han bare ikke har været god nok. Så skal du starte forfra ved at samle dem op. Så det er både godt og ondt.”

 

Til 2025 er danskerne Morten Nørtoft, Adam Holm Jørgensen, Mads Landbo, Frederik Lykke og Kasper Andersen blandt dem, som har forladt et professionelt mandskabs udviklingshold uden en professionel kontrakt. De tre førstnævnte er vendt hjem til Danmark, Lykke er rejst til italiensk kontinental-cykling, mens Andersen nu dedikerer sig til gravel.

 

Når talenterne giver op for tidligt

Ifølge Claus Pedersen har denne viden, om at det er sværere end nogensinde at debutere som professionel i en ”høj” alder, sat sig i de danske talenter.

 

”Trenden er, at mange af de unge knægte bare har en holdning: Hvis juniorerne ikke har fået et kontihold, og hvis de ikke som minimum er kommet på et udviklingshold i løbet af deres U23-tid, så kan det fandeme også være lige meget.”

 

”Det forplanter sig fra juniorerne. De tager et år eller to på konti- eller DCU-niveau, og så opgiver de drømmen. Så tror de, at det er overstået, og det har de reelt også lidt ret i. Man skal bare ikke glemme, at hvis man er god nok, så skal man nok få chancen. Det er jeg ikke i tvivl om. Der er så mange scouts, så er man god nok, så er muligheden der også.”

 

”Jeg tror bare desværre ikke, at udviklingen er til, at dem, som vi har i lag 2 og 3, får så mange chancer mere. For der er så mange gode. Jeg tror, at det bliver sværere og sværere at få dem videre, som skal bruge et par år eller tre på at køre sig op. Det bliver sværere og sværere, fordi der er så mange gode rundt om i verden.”

 

Airtox - Carl Ras på scenen før DM-linjeløbet 2024. Foto: Dorte Adelfred.

 

”Eksempelvis Jonas Vingegaard kunne jo i første omgang end ikke få en kontinentalkontrakt i sin anden seniorsæson. Det her med, at rytterne giver tidligt op, lyder som et problem, der må betyde, at der er en masse talenter, som kunne være blevet rigtig gode, der i stedet går tabt for Danmark?”

 

”Du har helt ret. Du rammer spot on.”

 

 

”Top 10-ryttere fra den danske juniorklasse synes, at cykling kan være lige meget, hvis ikke de får et tilbud fra et dansk eller udenlandsk konti-hold. Hvis man ikke kan få 30 UCI-starter som førsteårssenior, så kan det også være lige meget, synes mange. Det synes jeg er lidt ærgerligt. Det er ærgerligt, at man ikke kæmper for det.”

 

”Men der er så mange gode rundt om i Europa, så selvfølgelig taber man en helt masse på gulvet. Og vi kan i Danmark prise os med, at vi har rigtig mange gode cykelryttere og har haft det i en del år.”

 

”Men jeg tror også bare desværre på, at der er nogle af dem, der er lidt for forkælede, fordi vi har nogle vanvittigt gode junior-setups. Så tager de ikke den hårde vej i U23-klassen. Det er jeg lidt ked af.”

 

”Men Claus, som du siger, har de reelt også lidt ret, fordi statikkerne er imod dem. Har de ikke en pointe i at opgive, når deres rivaler kører rundt på meget mere professionelle hold?”

 

”Det kan jeg sagtens forstå, men vi kan ikke være lige gode alle sammen. Det skal man også forholde sig til. Man skal også forholde sig til, at det ikke er alle, der er udstyret med et lige stort talent.”

 

Claus Pedersen har været en del af dansk cykelsport i de seneste 20 år. Foto: Klaus Hestkjær/Airtox - Carl Ras.

 

”Talent er jo mange ting. Talent er jo blandt andet, at du skal træne det, du skal, og opføre dig ordentligt og alle de ting. Så er der nogen, der er udstyret med et fysisk vanvittigt godt talent.”

 

”Så jo, selvfølgelig kan jeg sagtens forstå dem, men man må også bare erkende, at vi kan heller ikke have en verden af 200 Pogacars, Evenepoels, van der Poels, Van Aerts, Mads P., Skjelmose og hvad fanden, de hedder. Det skal man også huske. Man skal erkende sit eget talent.”

 

”Der er også nogle, der når sindssygt langt med vanvittigt hårdt arbejde. De er ikke født med talentet. Det er bare benhårdt arbejde. Dem, der har den indstilling, de kan fandeme også nå langt.”

 

 

”Jeg tror, at det handler om selverkendelse. Det tror jeg. Jeg tror, at man når langt med at erkende, at det er fint nok, at jeg var en pissegod cykelrytter i juniorklassen, men efter to-tre år, hvor man ikke er nået videre, må man erkende: ”Okay, hvad gør jeg forkert?”.”

 

”Jeg tror også på, at man lige skal finde ud af, hvad det er, man vil. Vi kan ikke alle vinde Tour de France eller Liege-Bastogne-Liege. Der skal også være plads til de benhårde arbejdsfolk på et cykelhold. Det finder man først ud af, når man har prøvet alle andre muligheder.”

 

”Du hører jo sjældent en 19-årig knægt sige, at han godt ved, at hans evner til at køre op ad er begrænsede, men at han til gengæld ved, at han kan køre 150 kilometer i front af feltet uden at trække vejret. Jeg har ikke hørt nogen sige, at de gerne vil være en god hjælperytter. De vil alle sammen være top 10 i verden.”

 

”Så det handler om en lille smule ydmyghed og at kigge ind i egne evner. Hvad er det, jeg egentlig kan? Der er mange, som har haft en god karriere ved at være hjælperytter hele deres liv. Dem skal der også være plads til, og det er ikke kun stjernerne, der er rift om.”

 

Eksemplerne og resultaterne

Til 2025 gør både Asbjørn Hellemose og Julius Johansen comeback på WorldTouren. I fjor var Nicklas Amdi Pedersen neo-prof som 30-årig. Bøgh Wallin, Alexander Salby, Sebastian Nielsen og Louis Bendixen er andre danske eksempler på, at det efter U23-tiden stadig kan lade sig gøre at sparke døren ind til de professionelle.

 

Og kigger man mod udlandet debuterer Jelte Krijnsen (23) Afonso Eulálio (23) og Clément Braz Afonso (25) i 2025 som professionelle, endda på WorldTouren. Eksemplerne er få, men de er der.

 

”Jeg er dybt imponeret af dem, som får et par på låget, bliver slået tilbage til start og tager handskerne på igen og siger: ”Okay, 1-0 til jer, men nu kæmper jeg sgu videre”. Og så kommer i mål med det.”

 

”Nogle er så karakterfaste, at de tror meget på eget projekt, og så lykkes det også for mange af dem. Man skal sgu ikke kaste håndklædet for tidligt, selvom det er sindssygt svært at komme videre, især når man når slutningen af U23-klassen og ikke har slået helt til,” fortæller Claus Pedersen.

 

Stian Rosenlund (i midten) tog en af Airtox - Carl Ras´ seks UCI-sejre i 2024. Foto: Airtox - Carl Ras.

 

Nu har de seneste små 3.000 ord vel nok givet et indtryk af, at dansk kontinentalcykling udelukkende handler om at skabe unge ryttere, der kan sendes videre mod større ting.

 

Og det er da også en vigtig del af den - men så også kun en del.

 

”I Danmark gør vi alt, hvad vi kan, med de rammer, vi har. Men vi skal også passe på, at vi ikke overgør det. Vi skal passe på, at vi er guds gave til at tage folk videre til WorldTouren eller udviklingshold, fordi så drukner det lidt, synes jeg, i det, vi egentlig skal,” udtaler Claus Pedersen og uddyber:

 

”Vi vil rigtig gerne talentudvikle, men vi vil også gerne vinde nogle cykelløb. Vi skal også vinde med nogle af de halvgamle gutter, som er vanvittigt dygtige.”

 

”Vi skal jo drive vores cykelhold på sponsorer, og de skal have resultater. Ellers har vi dem ikke. Så det er en opvejning hele tiden.”

 

”Derfor vil jeg heller ikke kalde vores hold et decideret udviklingshold. Vi er lidt af hvert. Vi kan godt være glade for, når vi sender en rytter videre, for så er der interesse for vores hold og ryttere.”

 

”Men jeg tror desværre bare, at det bliver sværere og sværere. Moberg har fuldstændig fat i det. Og det bliver sværere og sværere for rytterne, der kommer ind på udviklingsholdene, at slå til. Det er benhård business.”