Lynoptakt: 4. etape af Settimana Internazionale Coppi e Bartali

Ruten

I flere år havde løbet et relativt fast format, men i de seneste år har man opfundet flere nye etaper. Det gør man også i år, hvor der for andet år i træk ikke bliver plads til den helt flade sprinteretape, der ellers typisk har ligget på næstsidstedagen. I stedet har arrangørerne designet en helt ny etape i den kuperede miniputstat San Marino, hvor der sluttes på en ganske interessant bakke, der minder meget om afslutningen på 2. etape, og som giver de eksplosive klatre- og puncheurtyper endnu en chance for at vinde tid på det, der må være løbets kongeetape.

I alt skal der tilbagelægges beskedne 154,8 km, der alle holdes inden for San Marinos grænser, og som har både start og mål i selve byen San Marino. Etapen kan deles i to dele bestående af to forskellige rundstrækninger. Den første af disse er 51,6 km lang og skal tilbagelægges to gange, hvoraf første del af første omgang er neutraliseret. Den består af en tur hele vejen rundt langs grænsen til Italien. Først kører man mod syd og sydvest via en nedkørsel og en bakke (2,4 km, 5,5%), inden det går mod nord og nordvest ad en nedkørsel. Herfra snor man sig mod øst via tre bakker, først 2,4 km med 7,2%, så 5,3 km med 5,9% og slutteligt 3,0 km med 7,2%, samt et par nedkørsler, inden det falder let mod sydøst og sydvest. Slutteligt kører man mod nordvest op ad kategori 2-stigningen San Marino (9,2 km, 5,4%), der er en ujævn stigning, som hovedsageligt stiger med 6-7%, men har to plateauer undervejs.

Målstregen ligger på toppen, hvor den passeres efter hhv. 48,6 og 100,2 km, hvorefter etapen afsluttes med seks omgange på en kort 9,1 km lang rundstrækning omkring byen. Den er ganske enkel, da den først består af en tekniske lidt kringlet nedkørsel, der leder mod syd ned til byen Murata. Her vender man rundt efter en flad tur ind gennem byen for igennem fladt terræn at køre mod nord frem til målstigningen, der ikke er kategoriseret. Den stiger med 6,2% over 2,6 km og er relativt jævn, dog med ca. 7% over en kilometer midtvejs, inden de sidste 1100 m stiger med ca. 5,5%. Stigningen byder på fem hårnålesving, herunder to på den sidste kilometer, inden man rammer den 400 m lange opløbsstrækning.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Etapen byder på i alt 4044 højdemeter.

San Marino har kun én gang tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var den lange enkeltstart i Giroen i 2019, hvor Primoz Roglic i forfærdeligt vejr sejrede foran Victor Campenaerts og Bauke Mollema.

Vejret

Også kongeetapen vil blive afviklet i perfekt vejr. Der vil kun være ganske få skyer, og temperaturen vil nå 15 grader. Vinden vil bare være svag til let (ca. 8 km/t) og komme fra øst. Det giver vind fra alle retninger, men på den store rundstrækning vil der være medvind på stigningen op til mål. På den sidste rundstrækning vil der være nærmest uafbrudt sidevind, men der vil dog være sidemodvind på anden halvdel af målstigningen.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Favoritterne

En sen ruteomlægning og en formodet frygt for kongeetapen gjorde dagens etape til meget lidt selektiv, og pludselig kom sprintere som Shane Archbold, Vincenzo Albanese, Marius Mayrhofer og Gleb Brussenskiy med hjem. Det ændrede dog ikke på, at Ethan Hayter kunne vinde spurten, selvom modstanden var skrappere end ventet, og da Nick Schultz endda også fik del i bonussekunderne, er hele tre mand nu bare et enkelt sekund efter Jonas Vingegaard i det meget tætte klassement.

Så tæt er det nok ikke fredag aften. Sanmarino-etapen er ny, men der kan ikke være tvivl om, at det er løbets kongeetape. Selve målbakken er ganske vist relativt let - endda lidt lettere end på 2. etape - men der er tale om hele 4000 højdemeter over en ganske kort distance. Bakken kommer også adskillige gange i rap mod slutningen, hvor den i onsdags kom få gange med lange, lette mellemstykker undervejs. Denne gang er der meget lidt fladland i finalen, og det kan derfor sagtens blive lidt af et udskilningsløb, hvor også klatrere kan begå sig, selvom selve afslutningen ligger mere til puncheurs.

Det er dog slet ikke nemt at gennemskue, hvordan etapen vil forløbe. Jumbo er svage og kan få meget svært ved at kontrollere etapen. Det tidlige udbrud burde man nok kunne få styr på, fordi også Deceuninck, Ineos og Mitchelton må have en interesse i at få dem kørt ind, men man kan med en hård start ikke udelukke, at det glider Jumbo helt af hænde. Kører der en gruppe, hvor de andre store hold, der næsten alle har mere end én klassementsmand, er tilfredse, kan vi se en sejr til det tidlige udbrud. Det vil dog kræve, at det er et brølstærkt udbrud med nogle af de folk, der ligger til i klassementet.

Jumbos mål må være at undgå det scenarium, men selv hvis udbruddet hentes, kan der blive angrebet i ét væk på rundstrækningen, hvor de fleste hold som sagt har flere kort at spille. Også her kan vi sagtens se, at en gruppe ender med at køre væk og snyde de stærkeste, og det betyder, at listen over potentielle vindere faktisk er ganske lang.

Vingegaards store håb må være, at Deceuninck, Ineos og Israel Start-Up Nation alle tror så meget på deres kaptajn, at de gør fælles front til sidst og sætter en mand-mod-mand-duel i scene på de sidste par omgange. Det burde der være gode muligheder for. Israelerne har kun én klassementsrytter, og jeg tror, at de to øvrige hold er lidt usikre på, om Mikkel Honoré og Ethan Hayter kan stå distancen på denne etape. Jeg vælger derfor at tro, at de bedste skal slås om det til sidst, men det kan også glide Vingegaard og Jumbo totalt af hænde, enten fra start eller på rundstrækningen til sidst.

Skal de bedste slås om det, er det heller ikke klart, hvem der er bedst. På 2. etape angreb min forhåndsfavorit Mauri Vansevenant nemlig langt fra mål, og vi fik derfor ikke set, hvor god han var i kamp med de øvrige favoritter. Det var dog ganske imponerende at se ham komme så langt, at han endte på en 6. plads alligevel, og det får mig til at tro, at den superform, han viste i februar, stadig er intakt. Han har samtidig den fordel, at det er Vingegaard, der skal kontrollere løbet, og derfor kommer hans tidstab ham nu lidt til gode. I det lys vælger jeg at tro, at han med superbenene fra Laigueglia og Larciano snyder Vingegaard og vinder etapen efter et benhårdt udskilningsløb.

Chancerne for Jonas Vingegaard er dog heller ikke ringe. Danskere viste sine fine puncheurevner forleden, og han må regnes som en bedre afslutter end Vansevenant. Det er på alle måder en fin afslutning for danskeren, der samtidig i Vueltaen og UAE Tour har vist, at han kan klatre med de bedste i verden. Udfordringen er, at han kan isoleres tidligt og kan ende med at skulle arbejde for meget. Og så skal han undgå de offdays, der har været hans varemærke hidtil.

Ivan Ramiro Sosa er ikke just kendt for sit punch, og derfor var det meget opløftende at se ham byde Vingegaard modstand forleden. Det vidner om, at stortalentet har et af sine gode og ikke katastrofale løb. Det er stadig en lidt for eksplosiv finale for en fyr som ham, men han står stadig meget bedre på en etape med mange flere højdemeter. En formstærk Sosa må regnes som løbets bedste klatrer, og etapen her er så hård, at han også kan slå mere eksplosive folk.

Etapen ligger også bedre til Ben Hermans end den foregående. Belgieren var egentlig ardennertype som ung, men han er blevet en mere klassisk klatrer. Han kan sagtens klare de mange højdemeter, og han har burde også stadig have et punch, der gør ham god i denne finale. Måske slår han ikke de bedste, men i en finale, der er taktisk, er han bestemt ikke uden muligheder.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Jeg var bekymret for Nick Schultz efter Larciano, men nu synes han igen at have benene fra UAE Tour. Denne etape er slet ikke ringe for en ardennerfyr som ham, men 2. etape lå nok trods alt bedre til en mand, der kan finde højdemeterne lidt for talrige. Selve finalen ligger dog godt til ham, og også han kan bruge taktik i finalen.

Onsdagens positive overraskelse var Ilan van Wilder. Den belgiske klatrer er kommet sig hurtigt over sin skade, og med sit enorme potentiale i bjergene burde han stå endnu stærkere på denne etape. Med sit tidstab fra holdløbet har han mere frihed end andre. Det samme har hans holdkammerat, den uhyre lovende Marco Brenner, der bekræftede det enorme potentiale forleden. Jeg er dog mere bekymret for, at han vil finde denne etape lidt for voldsom. Det kan også gælde for Sergio Henao, der skuffede lidt forleden, men stadig skulle være i stand til at køre med om sejren.

Umiddelbart tror jeg, at etapen er for hård for Ethan Hayter, men han kan meget vel spilles tidligt ud i et taktisk spil for Ineos, som også Carlos Rodriguez kan det. Det samme kan Mikkel Honoré, der nok også vil finde det for hårdt til at slå de bedste i en direkte finale. BikeExchange kan bruge Kevin Colleoni taktisk, og her kunne den tidligere triatlet Javier Romo også komme i spil. Natnael Tesfatsion kan måske finde højdemeterne for mange, men har en giftig afslutning på bakken. Andre ryttere, der burde stå stærkere på denne etape end på 2. etape, og som kan snyde favoritterne, hvis det bliver taktisk, er Edward Ravasi, Amanuel Ghebreigzabhier og Alessandro Fancellu. Movistar har skuffet lidt, men det kan måske give frihed til Matteo Jorgenson, der trods alt var god i Paris-Nice, og Einer Rubio, der efter styrt er ude af klassementet. Endelig er en dark horse stortalentet Juan Ayuso, der angreb sammen med Vansevenant på 2. etape, og som kunne være sjov at se i en direkte finale mod favoritterne.

Feltet.dks vinderbud: Mauri Vansevenant

Øvrige vinderkandidater: Jonas Vingegaard, Ivan Ramiro Sosa

Outsidere: Ben Hermans, Nick Schultz, Ilan van Wilder, Sergio Henao, Marco Brenner

Jokers: Ethan Hayter, Carlos Rodriguez, Mikkel Honoré, Kevin Colleoni, Javier Romo, Natnael Tesfatsion, Matteo Jorgenson, Edward Ravasi, Amanuel Ghebreigzabhier