Lynoptakt: Tour de Slovenie

Løbets rolle og historie

Traditionelt har Tour de France-stjernerne draget til enten Criterium du Dauphiné eller Tour de Suisse for at færdiggøre Tour de France-forberedelserne. Der har imidlertid altid været et par alternativer for ryttere, der foretrækker lettere og mindre stressende etapeløb før verdens største cykelbegivenhed. I adskillige år har det flade Ster ZLM Toer været den foretrukne formtest for de rene sprintere og deres tog, og i de senere år har det bjergrige Route du Sud (nu Route d’Occitanie) fået øget opmærksomhed i kraft af deltagelse fra blandt andre Nairo Quintana, Alberto Contador, Alejandro Valverde og Rigoberto Uran.

Det mindst prestigiøse af de fem etapeløb, der afvikles i juni, er Tour de Slovenie, der aldrig har været i stand til at få samme opmærksomhed eller stjernebesatte startfelt som konkurrenterne. Løbet plejer ellers at tilbyde en alsidig rute med bjerge, sprinteretaper og enkeltstarter, men det har aldrig haft samme appel som de mere berømte løb i Schweiz, Frankrig og Holland.

Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er tale om et godt alternativ, og mange Tour de France-ryttere har før brugt det som en mere afslappet opbygning til deres mål. Hovedsageligt har det dog været comebackløb for italienere efter Giro d’Italia. Mange af de lokale stjerner vil gerne ved de italienske mesterskaber drage fordel af deres gode form efter den store grand tour, og det relativt korte Tour de Slovenie er en solid chance for at genfinde løbsrytmen. Samtidig har det ofte været en god bro for ryttere, der satser på en Giro-Tour-double, da Tour de Suisse og Criterium du Dauphiné er for hårde at køre som del af en sådan udfordring, og i den sammenhæng er det kortere og lettere slovenske løb det perfekte alternativ.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Slovenien er en relativt ung nation, og derfor er det ikke overraskende, at Tour de Slovenie også er et nyt løb. Landet var en del af Jugoslavien, indtil det erklærede selvstændighed i 1992, og derfor kan Tour of Yogoslavia betragtes som dets forgænger. Det løb blev første gang afviklet i 1937 og var en årligt tilbagevendende begivenhed fra 1947 og frem til 1988, men blev grundet krigen ikke afviklet mellem 1989 og 1993. Efter at landet blev delt, blev løbet genoptaget i 1994, men det forsvandt fra kalenderen i 2000. Som de fleste andre østeuropæiske løb var det hovedsageligt en begivenhed for ryttere fra den østlige side af jerntæppet.

Med cykelsportens stigende popularitet i det tidligere Jugoslavien er det ikke en overraskelse, at de fleste af de nye lande har etableret deres egen nationale etapeløb. Slovenien var det første til at få deres egen rundtur i 1993, og det blev åbnet for professionelle i 1995. I de førte år blev det domineret af lokale ryttere samt russere, men i 2005 blev det rykket op som 2.1-løb, blev flyttet fra maj til juni og blev en international begivenhed. Listen over vindere inkluderer ryttere som Przemyslaw Niemiec, Jakob Fuglsang, Vincenzo Nibali, Diego Ulissi, Tiago Machado og Rafal Majka, og ryttere som Franco Pellizotti, Domenico Pozzovivo, Chris Anker Sørensen, Giovanni Visconti, Ilnur Zakarin og Mikel Nieve har alle været på podiet. Efterhånden som Slovenien i stigende grad bliver et stort cykelland, har de lokale ryttere også været i stand til at blande sig trods den hårdere konkurrence, og i de senere år har lokale helte som Janez Brajkovic og Primoz Roglic begge vundet.

Slovenien var de første, men nu er der faktisk nationale etapeløb i det meste af det tidligere Jugoslavien. Tour of Croatia er blevet en stor international begivenhed i løbet af sine første år (også selvom det på det seneste har oplevet en temmelig tumultarisk periode) og var frem til og med 2018 perfekt forberedelse til Giroen. Tour of Serbia er et mindre etapeløb, og der er desuden flere mindre løb i Kroatien, Bosnien og Slovenien.

Tour de Slovenie er et meget alsidigt løb og lidt som en lille grand tour. Som regel har det haft en flad enkeltstart og en stor bjergetape, der i kombination har afgjort klassementet. Derudover har der været en flad etape for de rene sprintere, og løbet har ofte haft en første linjeløbsetape, der har været for stærke sprintere med gode klatreben.

Siden 2018 har løbet været i vækst. Ikke blot kunne man for tre år siden udvide løbet fra fire til fem dage, aflysningen af ZLM Toer, der altid har været sprinternes foretrukne Tour-forberedelse, gav også løbet et stort boost, og i det år var det derfor det slovenske løb, der var sidste Tour-test for de rene sprintere. Dauphiné og Tour de Suisse er for hårde for de tunge folk, og derfor kunne man præsentere et felt med navne som Marcel Kittel, Dylan Groenewegen, Caleb Ewan og Mark Cavendish, der alle sleb formen af på de slovenske landeveje.

I 2019 voksede løbet endda til at blive et 2.HC-løb (i dag et 2.Pro-løb), men samtidig var det hollandske løb tilbage, og det kostede lidt for slovenerne, der ikke kunne præsentere samme stjerneparade af sprintere. Det kan man heller ikke i år, hvor ZLM Toer ganske vist er aflyst, men nu flokkes sprinterne i stedet til Belgium Tour, der har overtaget hollændernes plads på kalenderen.

Det betyder dog ikke, at slovenerne har grund til at ærgre sig. Tværtimod vil hel cykelverdenen følge intenst med de kommende fem dage, hvor det er lykkedes at få en af de lokale helte, nemlig Tour-kongen Tadej Pogacar, til at finpudse formen på hjemmebane. Desværre er resten af feltet svagere end i både 2018 og 2019, og der er ingen andre væsentlige Tour-favoritter eller -sprintere til start i et løb, der til gengæld igen kan præsentere ganske mange af de ryttere, der var til start i Giroen, også selvom Aleksandr Vlasov desværre endte med at indgive et sent afbud.

Pogacar var faktisk også med i løbet for to år siden, da det senest blev afviklet, og her stillede han til start som favorit efter en frisk samlet WorldTour-sejr i Californien. Som så ofte før var han dog for rusten på de første etaper, og han blev i stedet overstrålet af holdkammeraten Diego Ulissi, der på den første af de to hårde etaper kørte sig i løbets førertrøje. Herefter endte Pogacar som hjælper, og sammen havde de ingen problemer med at sikre Ulissi den anden samlede sejr i løbet med 22 sekunder ned til Giovanni Visconti og 25 sekunder ned til Aleksandr Vlasov, der lignede stærkeste mand, men led under manglen på bjergafslutning. Ulissi vinder tilbage som forsvarende vinder, men denne gang nok som hjælper for Pogacar, og han er igen oppe mod Visconti. Til gengæld bliver der ingen deltagelse fra Vlasov, der som nævnt alligevel endte med at være lidt for træt efter en hård Giro.

Ruten

Bemærk: Grundet tidspres i denne meget travle uge med hele fire store etapeløb og en i år ekstra sammenpresset kalender bliver der i denne lynoptakt ikke plads til den klassiske detaljerede beskrivelse af ruten. Det bliver i stedet bare en overordnet skitse koblet med kort og profiler.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Som sagt er Tour de Slovenie et alsidigt løb, der typisk har haft lidt af det hele i løbet af de indtil 2018 fire dage. I de seneste år har det foretrukne format været en flad enkeltstart på første dag, en kuperet linjeløbsetape om fredagen, en stor bjergetape om lørdagen og en flad sprinteretape om søndagen. Det ændrede man på i 2016, hvor man byttede rundt på rækkefølgen og gjorde enkeltstarten længere, meget hårdere og betydeligt mere afgørende. I 2017 var enkeltstarten til gengæld helt droppet, og løbet var gjort betydeligt mere sprintervenligt med tre dage for de hurtige folk og bare en enkelt bjergafslutning til at afgøre klassementet.

I 2018 avancerede løbet i UCI-hierarkiet, blev forlænget og fik generelt et ansigtsløft med international tv-dækning og en mere klar mediestrategi. I samme ombæring rystede man også posen i forhold til ruten ved helt at droppe bjergfinalen, indlægge en lang, flad enkeltstart og derudover have to sprinteretaper og to kuperede klassementsetaper. I 2019 var enkeltstarten til gengæld helt væk i et løb med to sprinteretaper, én etape for holdbare sprintere og igen to klassementsetaper, der begge var kendetegnet ved ikke at have mål på et bjerg - alt sammen godt for hurtige Diego Ulissi, der i dette terræn kunne vinde løbet for anden gang.

I 2021 kunne det se ud til, at man har lagt sig i selen for at lokke de to lokale stjerner, Tadej Pogacar og Primoz Roglic, til start - en strategi, der som bekendt lykkedes med en succesrate på 50%. I hvert fald har man efter to år uden bjergfinale nu hele to etaper med mål på en stigning, men som pris er enkeltstarten igen fraværende. Ganske vist er der ikke tale om de store bjerge, som vi senest så i 2017, hvor Rafal Majka sejrede, men det er den klart mest selektive udgave, vi har set siden dengang. Den første af de to klassementsetaper er mest en sag for puncheurs, da den slutter på en lille bakke op til slottet i Celje, mens det helt store slag skal slås på lørdagens kongeetape, der slutter på en kort og stejl mur. Derudover er løbet som altid en gave for sprinterne, der kan se frem til i hvert fald to chancer, og kan man klatre lidt, burde der være basis for hele tre muligheder for at spurte sig til succes.

Den første af disse kommer på førstedagen, hvor der bydes på 1648 højdemeter over 151,5 ret flade kilometer. Det hele slutter med en omgang på en 12,8 km lang rundstrækning, der for en gangs skyld ikke er teknisk, som man ellers altid ser det i Slovenien.

Det første lille klassementsslag kommer om torsdagen. Igen er der tale om en kort etape, her over bare 147,0 km med i alt 2082 højdemeter. Med 18,6 km igen når man toppen af Svetina (5,4 km, 7,5%), der kan rydde pænt ud i feltet, inden de eksplosive puncheurs skal slås om det på bakken op til slottet i Celje (1,9 km, 7,2%, max. 12%).

Derefter håber sprinterne igen at komme til fadet fredag, men her skal de kunne klatre. I løbet af de 165,8 km med 2150 højdemeter skal man nemlig over tre bakker. Den sidste af disse (4,1 km, 5,7%) har top bare 20,7 km fra målet i Krsko, hvor en flad og teknisk helt ukompliceret afslutning vil være guf for de klatrestærke sprintertyper.

Det helt store klassementsslag kommer på lørdagens kongeetape. Her venter der hele 3091 højdemeter over 164,1 km, og i den sidste tredjedel går det konstant op og ned, dog primært ad mindre bakker. Finalen er dog voldsom, når man først skal op ad Ravnica (2,8 km, 10,4%), der har top med bare 8,5 km, inden en kort nedkørsel leder frem til muren op til målet i Nova Gorica (2,4 km, 13,5%, max. 21%).

Derefter er det tid til, at sprinterne om søndagen kan få det sidste ord, som de oftest gør det. Igen i år er løbet henlagt til Nove Mesto, hvor den 175,3 km lange etape med 1791 højdemeter slutter. Det er hovedsageligt fladt gennem hele dagen, og det hele slutter med to omgange på en 8,2 km lang og flad rundstrækning. Denne gang er finalen dog så teknisk, som vi kender dem i Slovenien, med et sving bare 300 m fra stregen og tillige et let stigende opløb, inden vinderen af den 28. udgave af løbet kan kåres.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

1. etape

2. etape

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

3. etape

4. etape

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

5. etape

Læs også

Journalist med godt nyt om Quintana

Favoritterne

Bemærk: Grundet tidspres i denne meget travle uge med hele fire store etapeløb og en i år ekstra sammenpresset kalender bliver favoritanalysen meget skitseagtig og mest af alt bare en opregning af sandsynlige kandidater mere end en detaljeret analyse af fordele og ulemper for de enkelte ryttere med den vanlige grundighed. Derfor struktureres den også anderledes med først en indledende analyse, siden en skifteagtig holdoversigt og slutteligt en stjernetildeling.

Tour de Slovenie har altid været et løb for klatrere, idet kongeetapen som regel har været langt de vigtigste. I 2016 og 2018 betød en usædvanligt lang enkeltstart, at tempoevner pludselig blev afgørende, og det var særligt udtalt i 2018, hvor fraværet af en bjergafslutning betød, at det på stigningerne kun var den suveræne Primoz Roglic, der kunne gøre en forskel. I det hele taget ændrede løbet karakter med en rute, der var langt mindre selektiv end tidligere.

Sådan var det også i 2019, hvor der end ikke var en enkeltstart, og det blev derfor et løb for puncheurs. Aleksandr Vlasov var stærkeste mand på stigningerne, men det hjalp intet mod Diego Ulissi, der sekunderet af en overraskende rusten Tadej Pogacar, kunne udnytte sin hurtighed og et smart angreb i en taktisk finale til at tage den samlede sejr i et løb, der handlede lige så meget om klogskab som om gode ben.

Sådan bliver det ikke i 2021. Nok mangler vi stadig enkeltstarten, men denne gang vinder stærkeste mand efter al sandsynlighed. Lørdagens kongeetape byder på hele to stejle mure med få kilometers mellemrum, og det giver en brutal afslutning, hvor løbets bedste klatrer efter al sandsynlighed vil vinde.

Meget taler også for, at vinderen af 4. etape også ender med at tage den samlede sejr. Der vil være mulighed for at vinde yderligere nogle sekunder i torsdagens puncheurfinale, hvor stigningen forinden kan rydde pænt ud i feltet, hvis der lægges pres, men forskellene mellem de bedste vil skulle regnes i sekunder. Derudover må man formode, at de tre øvrige etaper ender i massespurter, selvom der måske kan være lidt håb for et udbrud på fredag. Det virker dog stærkt usandsynligt, at de mange hold med holdbare sprintere - herunder måske særligt BikeExchange - ikke vil gå efter sejren.

Vejrmæssigt ligner det en lidt ustabil affære. Onsdagen bliver varm med temperaturer på 27 grader, men derefter venter en torsdag og fredag med temperaturer på 24 grader og betydelig risiko for tordenbyger. Den risiko findes også til kongeetapen, hvor det dog formentlig holder tørt på en ellers varm lørdag med temperaturer på hele 28 grader. Det hele slutter med en rigtig bygesøndag, hvor det igen vil være varmt med temperaturer på 27 grader. Der vil bare være svag vind alle dage.

Løbet bliver desværre nok en ret ensidig affære. Løbet har tabt kampen til Belgium Tour og Route d’Occitanie om WorldTour-holdenes gunst, og det er de fire WorldTour-hold prioriterer løbet meget forskelligt. Efter Aleksandr Vlasovs ærgerlige afbud sender Astana, Bahrain og BikeExchange nu alle B-hold, hvor hjælpere, lokale ryttere eller unge folk kan få deres chance. Undtagelsen er selvfølgelig UAE, der kommer med en stor del af Tour-holdet og er i særklasse det stærkeste mandskab. De omgives som altid med en hel serie af ProTeams og kontinentalhold, der dog ikke kommer i nærheden af at matche UAE.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Det ligner en procession. Tadej Pogacar vil meget gerne vinde på hjemmebane, og UAE vil sætte ham op til sejr på både 2. og 4. etape, hvor han ligner storfavoritten - særligt til 4. etape, hvor han bør være i sin helt egen liga. Jeg regner med, at UAE vil styre de to etaper med hård hånd, og derefter må de øvrige klatrere slås om stumperne på lørdagens afsluttende mur, der formentlig vil ordne klassementet i et ret præcist klatrehierarki, hvor alle finder deres naturlige plads. BikeExchange vil sikkert forsøge at gå efter en reduceret massespurt for Robert Stannard om fredagen, måske med hjælp fra Astana for Fabio Fellline, og derudover vil Bahrain sørge for, at vi får massespurter som åbning og afslutning.

Som nævnt ovenfor laver jeg en skitseagtig gennemgang af favoritterne i en holdoversigt, inden jeg rangerer dem i en afsluttende stjernetildeling.

UAE-Team Emirates: Løbets i særklasse stærkeste hold, og som nævnt er Tadej Pogacar gigantisk favorit. Hvis han endelig har fundet noget form - og det bør han vel inden Touren - kan den tidligere vinder Rafal Majka endda ende som nr. 2, og hvis alt flasker sig, skal man heller ikke afskrive den dobbelte vinder, Diego Ulissi, i kampen om podiet, da de korte, eksplosive stigninger passer ham. Selv Jan Polanc kan gå i top 10 i det, der ligner en magtdemonstration.

Team BikeExchange: Tanel Kangert kom stærkt ud af Giroen og ligner en af de større trusler mod UAE-dominansen. Han passer dog dårligt til den stejle mur. Holdet håber også på evigt uheldige Andrey Zeits, der igen udgik af Dauphiné, men nåede at vise hæderlig form trods de evige pauser. Robert Stannard bør også kunne gøre det pænt i dette felt, selvom 4. etape er for svær, og det samme kan faktisk også Callum Scotson, der klatrede godt i Giroen.

Astana-Premier Tech: Uden Vlasov skal de satse på unge Javier Romo, men han har set sine begrænsninger i Tyrkiet og Ungarn, hvor han kun blev nr. 11 og 8. I dette felt kan Fabio Felline, der klatrede godt i den sidste del af Giroen, også gøre det pænt, samt måske også Matteo Sobrero, der kom fremragende ud af Giroen.

Bahrain-Victorious: Holdet er her mest for spurterne, men vil også prøve med Matej Mohoric i klassementet. Han meldes igen i god form og Tour-klar, men muren er for svær til et absolut topresultat. Den unge klatrer Kevin Inkelaar gør sæsondebut efter en skade, og så vil Jan Tratnik måske teste sig lidt på hjemmebane i et løb, der dog er for svært.

Bardiani-CSF-Faizanè: Klatreren Giovanni Carboni kom stærkt ud af Giroen og bør kunne gøre det godt i dette felt. Giovanni Visconti fandt også endelig lidt form, men han gentager ikke 2. pladsen fra 2019. Andrea Garosio er også i form til et hæderligt resultat.

Androni Giocattoli-Sidermec: Bedste kort er klatreren Daniel Munoz, men han har været helt væk i år. Luca Chirico gjorde det flot i Ungarn og ender sikkert som bedste mand, men stigningerne er for svære til, at han kan køre med om sejren. Alderen synes at have indhentet Alessandro Bisolti, og terrænet er for voldsomt for Jhonatan Restrepo og Josip Rumac

Uno-X Pro Cycling Team: Igen er nordmændene spændende med hele fire gode kandidater. Mest interessant er igen Markus Hoelgaard, der dog måske vil finde muren lige stejl nok. Derudover er der Idar Andersen, der blev nr. 9 i Mercan’Tour Classic i Alperne, og som lige har vundet samlet i det fladere løb i Mirabelle. Lidt mere tvivlsom er formen hos Torstein Træen, der ikke imponerede i Mercan’Tour Classic, men viste potentiale i Colombia i 2020.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Equipo Kern Pharma: Der er ikke meget klatrestyrke i holdet. De satser på Urko Berrade, men top 10 er skudt langt over målet.

Gazprom-Rusvelo: Ilnur Zakarin var ganske opløftende på 2. etape i Andalusien, men fald sammen igen på 3. etape. Har han samme niveau som på førstnævnte, bør han i dette felt komme ganske langt på 4. etape. Holdets andet bud må være Artem Nych, der blev nr. 8 i Tyrkiet, men var skuffende i Ungarn. Dmitry Strakhov har også gjort det hæderligt, men vil finde stigningerne lange. Til gengæld er der ingen livstegn fra Roman Kreuziger.

Caja Rural-Seguros RGA: Holdet møder med Jonathan Lastra, der var så stærk i særligt Algarve, men kom lidt ned på jorden i Andalusien. Muren er nok for stejl til, at han er med helt i front. Derudover har de Jefferson Cepeda , der endelig begynder at vise lidt liv, men stadig er overmatchet i dette selskab.

Euskaltel-Euskadi: Murcia-vinderen Antonio Soto er eneste realistiske bud, men så skal man besidde en god portion optimisme.

Bingoal Pauwels Sauces WB: Det handler om Remy Mertz , der har kørt fornemt i år, men hvis begrænsninger vi så i Algarve. Dimitri Peyskens viser stadig intet.

Canyon dhb SunGod: Det skal blive spændende at se Maximilian Stedman i dette selskab. Han vandt Antalya sidste år og synes i fin form.

Adria Mobil: Det må være unge Kristjan Hocevar , der skal teste sig på dette niveau.

Ljubljana Gusto Santic: De kommer næppe til at spille en rolle i klassementet.

Dukla Banska Bystrica: De stiller med en meget tung trup uden chancer i klassementet.

ColoQuick: Holdet er mest med for at vise sig frem og lære, og det virker ikke realistisk, at de kan blande sig i klassementet.

HRE Mazowszw Serce Polski: Med sin 5. plads i Sibiu Tour sidste år har Piotr Brozyna vist sine evner på dette niveau. Han skuffede dog lidt i Ungarn.

Ribble Weldtite Pro Cycling: Holdet skal håbe på erfarne James Shaw, men ruten er for svær til, at han kan være med helt i front.

Slovenien: Janez Brajkovic viste sidste år, at han stadig er konkurrencedygtig på dette niveau, da han blev nr. 6 i Ungarn. Derudover har holdet unge Martin Lavric, der dog ikke har vist så meget på det sidste. Erfarne Marko Pavlic kan nok ikke længere køre klassement.

***** Tadej Pogacar

**** Rafal Majka, Diego Ulissi

*** Tanel Kangert, Ilnur Zakarin, Giovanni Carboni, Andrey Zeits, Jonathan Lastra

** Matej Mohoric, Markus Hoelgaard, Javier Romo, Fabio Felline, Giovanni Visconti, Idar Andersen, Torstein Træen, Piotr Brozyna, Maximilian Stedman, Janez Brajkovic, Jefferson Cepeda, Artem Nych,

* Remy Mertz, Martin Lavric, James Shaw, Kristjan Hocevar, Luca Chirico, Andrea Garosio, Daniel Munoz, Robert Stannard, Jan Polanc, Callum Scotson, Matteo Sobrero, Kevin Inkelaar, Jan Tratnik, Jhonatan Restrepo, Alessandro Bisolti, Urko Berrade, Antonio Soto, Marko Pavlic

Danskerne

Julius Johansen er til start for Uno-X, hvor han skal støtte Daniel Hoelgaard i spurterne og holdets klatrere Idar Andersen, Markus Hoelgaard og Torstein Træen stigningerne. ColoQuick er til start med Kasper Andersen, William Blume Levy, Nicolai Brøchner, Sebastian Kolze Changizi, Frederik Muff, Oliver Wulff Frederiksen og Jeppe Aaskov Pallesen og skal vel mest af alt vise sig frem i et for dem meget stort løb, men måske kan Brøchner eller Wulff også forsøge sig lidt i spurterne.