Efter et skuffende
Tirreno-Adriatico har Mads Christensen valgt at droppe Milano-Sanremo, for i stedet at koncentrere sig om Criterium International i næste weekend.
”Jeg skal ikke køre Milano-Sanremo. Jeg har valgt at sige, at jeg ikke synes, at Tirreno-Adriatico gik så godt, som jeg havde håbet på, og hvis de havde en anden, som de synes var bedre, så synes jeg, at de skulle tage ham med. Det har de så gjort. Nu får jeg lige en hvileperiode på 10 dage, og så skal jeg køre Criterium International i stedet for. Det passer mig udmærket,” siger Mads Christensen til Feltet.dk.
Ambitionerne var ellers store forud for det italienske ProTour løb, men Mads Christensen endte på en samlet 112. plads. ”Ud fra mit synspunkt var det ikke noget at råbe hurra for. Jeg kom igennem, men det gik ikke, som jeg havde håbet på. Jeg havde håbet på, at jeg kunne have lavet ét resultat. Men jeg sagde også, at det var lidt alt eller intet. Fordi jeg vidste ikke rigtig, hvor jeg stod. Jeg havde trænet meget hårdt op til, men jeg synes ikke helt, jeg kunne mærke benene i de løb, jeg havde kørt i Lucca og Milano-Torino. Men jeg har nok brug for lidt mere tid til at komme mig, før jeg er helt klar.”
Ambitioner har Mads Christensen dog stadig, og han håber på et godt Criterium International, hvor han for første gang vil have danske Christian Andersen som sportsdirektør.
”Jeg tror, at hvis jeg bruger de 10 dage, som jeg har nu fornuftigt, så er jeg rimelig positiv forud for Criterium International. En topplacering bliver svært, fordi det er et meget præstigefyldt løb, hvor der kommer mange af de skarpeste ryttere, der også skal teste sig selv inden klassikerne. Men hvis jeg kan lave en god placering én af dagene, så er jeg mere end tilfreds. Jeg glæder mig til også at komme ud med Christian, og se om det ikke kan give mig lidt mere.”
Optimismen er tilbageEfter skiftet til Barloworld er optimismen vendt tilbage til den tidligere U23
VM bronze-vinder, der nu har langt større frihed, end han var vant til hos Quick Step. Det er også i det lys, at man skal se de nye ambitiøse udmeldinger.
”Jeg tror bare, jeg er meget mere optimistisk nu, derfor kommer det automatisk også til at lyde af mere. Man skal tro på det. Hvis man ikke tror på, at man kan lave noget, jamen så kan man heller ikke,” lyder det selvsikkert fra Mads Christensen.
”Det handler om at gøre mig bemærket i løbene. Jeg synes selv, at nogle af de første løb har været en succes. Selvom jeg ikke har lavet resultater, så har jeg stadig været en figur i løbene. Og for mig er det også en succes. For det er det, der motiverer mig. Det er det, der driver mig til at træne osv. Det er at kunne gøre sig gældende i cykelløbene, det giver mig virkelig motivation. Jeg kan mærke det.”
Husk du kan følge
Milano-Sanremo allerede fra kl. 12:00 her på Feltet.dk.